Berlin, Berlin, Berlin
14. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Berlin, Berlin, Berlin
Foto: aftentur til Kurfürstendam
Så er vi af sted i den grå Laguna, vi starter med tre overnatninger i Berlin og besøg på museumsøen.
Museumsøen (Museumsinsel) ligger på en Ø i Spreefloden, og her er storslåede antikke samlinger fra Rom, Grækenland, Egypten og Lilleasien. Men vi vil også kigge lidt på den forhistoriske samling, og se, om vi kan blive klogere på Aunjetitz-kulturen. Det er et kulturfolk, der boede langs Oderfloden, og som Danmark havde mange handelsrelationer til i den tidlige bronzealder. Tidsmæssigt er det lidt før eller samtidigt med Hittitterriget på den Anatolske højslette.
Oder Neisse grænsen
Oderfloder danner i dag sammen med Neissefloden grænsen mellem Tyskland og Polen. Det har den de facto gjort siden 1945. Efter anden verdenskrig blev Preussen splittet op i fire zoner og derefter udraderet. Østpreussen blev delt mellem Rusland (nu Kaliningrad) og Litauen, Polen fik en stor bid af Vestpreussen, som kompensation for, at Rusland fik en god bid af Østpolen. Jeg husker skiltene, der stod lang motorvejene, da jeg som barn kørte med mine forældre gennem Vesttyskland. Deutchland – niemal dreigeteilt – stod der, og så var der et kort med Vesttyskland, Østtyskland, Oder Neisse grænsen og en god bid af Polen.
Vesttyskland anerkendte først Oder Neisse grænsen i 1990’erne i forbindelse med forhandlingerne af genforeningen af de to Tysklande en endelig fredstraktat mellem de fire allierede USA, England, Frankrig og Rusland og de to tysklande. Anerkendelsen af Oder Neissegrænsen var altså den pris, Vesttyskland måtte betale for genforeninger. Mine damer og herrer, det er kun 23 år siden, at der blev indgået en fredsaftale efter 2. Verdenskrig. Siden har vi haft Balkankrigen og nu brænder det på i Ukraine.
Vi kan ikke løbe fra fortiden, den er altid, som en skygge, i hælene på os. Vi kan kun prøve at begribe den.
Turen nu
Der er gået mange tanker gennem hovedet de sidste dage. Vi har forberedt denne tur i rigtig lang tid, og afrejsen er trukket ud, fordi færdiggørelsen af den grønne Y trak ud. Min mors bækkenbrud fik korthuset til at vakle. Selv om Y’eren var synet, så ville der gå yderligere tid med at få papirerne på den i orden, fordi den aldrig har kørt i Danmark. Onsdag var vi i gang med at bestille flybilletter og leje bil. Vi fik melding om, at min mor var i gang med genoptræning. Min søster som bor i Frankrig kommer hjem til jul, og hun vil tage tørnen med at undersøge plejehjemsmuligheder, når genoptræningen er på plads. Så siger Palle ”Hvorfor pakker vi ikke Lagunaen”. Men den er vi hurtigt ude af døren og om nødvendigt hurtigt hjemme igen. Fredag pakkede vi, lørdag var vi rundt med julehilsner og søndag morgen kl. 9.00 tog vi færgen Bøjden- Fynshav. Nu er vi i Berlin. Den 5. Januar får vi følgeskab af Mette og Kirsten i Istanbul. Det glæder vi os til.
Plan B
10. december 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Plan B
Nysynet
Det er den 10. december og bilen er synet og stort set køreklar. Det var i februar 2009 at vi lånte en transporter og kørte til Nordjylland. Med hjem havde vi et chassis, en karosse, løse døre uden vinduer og en masse papkasser med løsdele. 25.000 kr gav vi dengang. Der var nogen i England, der havde lavet et stort stykke arbejde med at svejse karosseriet og med at fremskaffe alverdens dele, og de lå – meget af det nyforkromet – fint og systematisk pakket i plastikposer og gamle aviser. Frank Neumann er MG-klubbens MGY mand. Han havde hentet bil og dele i England og fået den fortoldet ved ankomsten. Det var i 1991. Men efter 17 år opgav han projektet, købte en ny restaureret model i stedet. Og så solgte han papkassemodellen til os.
Vores Marone Y til Y-træf i Tyskland, hvor den møder en søsterbil
Sådan startede det
Vi havde allerede en Y’er, da vi købte papkasseprojektet. En Marone (kastanjerød) fint restaureret bil, der er meget originalt istandsat. Den er kørende, men ikke egnet til langfart. Derfor undfangedes idéen, at man kunne gå i gang med at istandsætte en fra bunden, så der var egnet til langfart. En tur af Silkevejen til Kina var drømmen. Langsomt modnedes planen om at sætte en gammel Y i stand. Og den blev forstærket, da Jørgen Hanson sagde, at vi kunne få et vrag, han havde stående.
Vi fik hentet Jørgens vrag, men opgaven syntes uoverstigelig. Palle ringede til Frank Neumann, og så var det vi fik tilbudt papkassemodellen.
Jørgen Hansons vrag af en Y-er, som det ser ud i dag.
Projektet var næppe lykkedes uden de tre modeller. Den færdige model havde hele tiden svar på, hvordan det skulle komme til at se ud. Og den afpillede model kunne fortælle, hvordan stilladset var konstrueret. Detaljer vi ikke kunne se på den færdige model, det kunne vi studere på den afpillede. Og derudover har den afpillede model leveret vitale dele, der ikke længere er i handel. Frank Neumann sagde, da vi købte papkassebilen, at der var nok 90% af delene. Det holder nok meget godt. De resterende dele er købt hos Moss i England, Lars Bonnevie ved Ringe og enkelte andre steder. Lad være med at spørge, hvad bilen har kostet os. Vi ved det ikke.
Plan B
Selv om bilen er synet, så er vi ikke ved at pakke bilen og drøne sydpå. Palle skrev således i en mail forleden:
Hej alle jer der nok forventede at Rikke og jeg var taget afsted. Det var vi også næsten i sidste uge, men et uheld i huset hos Rikke mor har betydet at vi har måttet bruge en rum tid på at hjælpe hende på hospital og fra hjem til plejehjem. Hun var faldet og brækket bækkenet 3 steder. Ja sådan kan det gå. Så hun kan ikke vende tilbage til sit hus og det indebærer jo altid en masse praktisk der skal ordnes og omsorg der skal tages hensyn til.Så vi væbner os med tålmodighed og ser hvad plan B kan indeholde.Måske er det fly til Istanbul, da vi har sat to af vore venner stævnemøde der i beg. af det nye år. Så det vil vi holde fast ved.Skulle Rikkes mor ikke klare al den omvæltning, så der det også lidt hurtigere at finde et fly hjem igen end at skulle vende vognen og køre den lange vej.Men I hører nyt om realisering af planerne.Mange hilsnerGo jul og kom godt ind i det nye år.Fra Palle og Rikke
Sådan kan små uheld vende op og ned på planer
Rejse i Indien 2013
10. december 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Rejse i Indien 2013
Jeg har nu genetableret rejseblogger fra Indien i 2013 under siden tidligere rejser.
Her kan man læse om vores besøg i Santiniketan (fredens hus) nord for Kolkata i West Bengalen og Mitraniketan (vennernes hus) i Kerala.
Begge skolesamfund grundlagt på skoletanker af Rabindranath Tagore og andre reformpædagogiske kræfter.
Der er også en længere diskussion af Tribal-begrebet, som fylder meget i den indiske selvforståelse. Det er et begreb – eller fænomen om man vil – der er væsenforskellig fra vores almindelige forståelse af begrebet kasteløs og som jeg har brugt meget tid på at diskutere med mine indiske venner.
1. december
1. december 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til 1. december
Første december er en særlig dag, der indvarsler både vinter og mørke og jul og hygge. I Delfi var det dagen, hvor Apollon (1) tog tre måneder fri fra opsynet med orakelarbejdet og overlod løjerne til vinguden Dionysos.
Bilen
Bilen er nu kørende, men den mangler stadig at blive synet. Lige nu er den hos den lokale mekaniker, for at få udskiftet pakningen mellem manifold og motor, der ved første testkørsel viste sig at være utæt. Ellers mangel der efterhånden kun detaljer – set i det store projekts perspektiv: sidespejle, vinduesviskere, el til varmeapparatet, montering af vandmåler, justering af lygter og bremser og et par indvendige lister hist og her.
Der har været op og nedture omkring bilen siden sidste blogindlæg. Men vi er stadige optimister, den skal nok blive klar, hvis vi vil det. En ting er sikkert, det ligger ikke til os at give op. Viljen er altid stærkere end krisestemningen. Og nu er målet lige inden for rækkevidde.
Men når man sætter sig ind i den Laguna, der starter uden et kny, har alt den komfort man kan ønske (incl. sædevarme) og som let kan repareres på et autoriseret Renault-værksted overalt på ruten, så dukker den kætterske tanke op “hvorfor kører vi ikke bare i den”.
Ud over komfort og service, så har den en kæmpefordel, som vi altid tidligere har vægtet på rejser: den er diskret. Den falder lige ind i bybilledet, hvor den kommer frem, uden at påkalde sig nogen former for opmærksomhed. Grøn Y vil ses, og vi vil være lette spore og at følge, hvis nogen ønsker det. Forleden nærlæste vi udenrigsministeriets anbefalinger vedrørende rejser til Tyrkiet. Og man må se i øjnene, at der i verden og især mellemøsten ikke er så fredelig, som der var bare for et år siden. Hadet og forråelsens kurve er for opadgående, og den rækker ifølge udenrigsministeriet også sine arme ind i Tyrkiet. Vi kan ikke være sikre på kun at blive opfattet som spændende rejsende, som vi blev det i 1980’erne, da vi krydsede Algeriet gennem Sahara. Vi kan møde folk, der vil se på os som repræsentanter for vestlig arrogance og dekadence.
Ser man kun på verden gennem nyhedsmediernes briller, så får man fornemmelsen af, at visse ledere i Mellemøsten deler værdier med Djenkis Khan, der ifølge Wikipedia er kendt for citatet:
“Den største lykke er at besejre sine fjender, at jage dem foran sig, frarøve dem deres rigdom, se deres kære badet i tårer, og tage deres koner og døtre i favn.”
Djenkis Khan
1. Apollon (oldgræsk: Ἀπόλλων, latin: Apollo) er lysets og sangens gud i græsk mytologi. Da digtningen er styret af strenge krav til rytme og metrum, er han også mådeholdets og den lysende forstands gud. Han sættes derfor gerne over Dionysos, der var vildskabens og lidenskabernes gud. Apollon er søn af Zeus og Leto og tvillingebror til Artemis/Diana. Han er musisk og festlig, men også krigerisk og hævngerrig.
Istanbuls historie
20. november 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Istanbuls historie
I dag har jeg fået lagt fortællingen fra vores besøg i Istanbul i 2011 på hjemmesiden. Det har været godt at få repeteret de mange gode oplevelser, vi havde med Karsten Fledelius som guide. Det bliver spændende at gen-besøge byen.
Søndag og stadig november
16. november 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Søndag og stadig november
Så er der gået lidt over en uge, det er mørkt, gråt og koldt og de små skovspurve putter sig. Vinden kommer fra øst og man tænker, hvordan det mon bliver at skulle krydse ned gennem Ungarn, Romanien og Bulgarien forhåbentligt inden al for lang tid.
Veteranbilen
Bilen kommer mere og mere til at ligne en bil. Lige nu er der gang i arbejdet med at tilpasse døre og den indvendige beklædning. Himlen er sat op, der er sat fire nye dæk på de nymalede fælge og chokerkablet er monteret.
Der forestår 4-5 dage mere med samlearbejde, men mest spændende bliver det at få bilen startet og få et overblik over udestående mekaniske problemer.
Plan B
Den forgangne uge blev også ugen med en plan B. Hvis vi ikke er køreklar når november rinder ud, så tager vi i stedet et fly til Istanbul og lejer en bil til vores rundtur i Tyrkiet.
Tyrkiet
Jo mere man dykker ned i historien jo mere vedkommende bliver det østlige hjørne af Middelhavet, Marmarahavet, Sortehavet, og dermed også Tyrkiet eller Lilleasien. Tyrkiet har kun eksisteret som nation eller nationalstat i ca. 100 år. Før det talte man om det Osmaniske rige og endnu før om det Bysantinske rige, det Østromerske rige eller slet og ret Romerriget. I dag er området befolket med tyrkere. Det Østromerske rige var befolket af bl.a. grækere, bulgarer, makedoner, serbere, og tyrkiske stammefolk. Folk der havde en identitet som folk, men ikke en nationalstat, men territorier de betragtede som deres. Territorier som i perioder løsrev sig fra kejsermagten.
Identitet
Lige nu er jeg meget optaget af, hvordan vi som mennesker leger med og italesætter vores identitet. Det bliver mere og mere tydeligt for mig, at identitet betyder lige så meget for os som mennesker som politisk/økonomisk status. Multietniske, politiske systemer som ex. Perserriget, Romerriget og Det østromerske Rige kan kun overleve, hvis man respekterer hinandens identiteter som folk. Indien og Kina er andre eksempler på det samme fænomen. Og Rusland befinder sig øjensynligt lige nu i vadestedet mellem ønsket om at være en Russisk nationalstat eller et multietnisk Eurasisk samfund. Men det at tilhøre et folk er kun en af flere mulige identitetsmarkører. Kulturkreds, religion og sprog er andre vigtige markører. Hvis vi skal forstå de igangværende konflikter i verden, så må de både anskues fra et psykologisk, økonomisk og geopolitisk perspektiv.
Forleden talte Palle med Trine i telefonen. Så fik han Olivia i røret, og i stedet for at sige ” hej morfar, det er Olivia” så sagde hun “hej farfar, det er Nanna”. Et helt uskyldigt identitetstyveri af en 2-årig, men alligevel et godt eksempel på, at vi hele tiden leger med vores identitet. Et andet eksempel på identitetsleg fra ugen der gik er Martin Krasniks biografi “Fucking Jøde”.
Er I ikke kørt
6. november 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Er I ikke kørt
Er I ikke kørt endnu?
Njar…
Arbejdet med at gøre bilen køreklar skrider nogenlunde planmæssigt fremad, men der er mange små og store ting, der væver sig ind i hinanden. Lige nu (kl. 20.30) er Palle igang med at sprøjtelakere 4 fælge, der netop er kommet hjem fra sandslibning.
Der er bestilt nye dæk fra Tyskland, og så er der et chokerkabel, der driller, fordi superchargeren kræver et længere chokerkabel end den gamle motor.
Det store projekt lige nu er at montere himmel. I går fik jeg klippet alle stofstykkerne til og Palle er ved at være klar med det underliggende træ arbejde. Sammen med himlen skal der monteres bagrude og sideruder. Derefter skal forskærme, trinbræt og forlygter monteres – og sæderne, så bilen kan prøvekøres, synes, indregistreres, forsikres o.s.v.
De sidste aftaler inden turen
I dag har vi været en del af åbent hus på Friskolen. Jeg var i “åbent historisk arkiv”, hvor vi havde fernisering på en udstilling om krigen i 1864. Der var gravet en del historier frem om unge mænd fra Jordløse, der var med i krigen. Nogen faldt. Nogen kom hjem og stiftede familie. En familie emigrerede til USA efter krigen, de var far, mor og fem børn. Det gik dem godt derovre, derfor kender vi til historien. Palle repræsenterede beboerforeningen. I morgen og lørdag skal vi flytte for Trine og Nick. Det er vores sidste aftaler “ud af huset” i år. Vi har sat 7. november som deadline for aftaler. Fra nu af handler det kun om bil og tur. Alt andet skal klares herhjemmefra via elektroniske medier.
Hjemme igen
27. oktober 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Hjemme igen
Så er vi hjemme igen og vi blev budt velkommen af en ny udsprunget gul Krysantemum – eller gul okseøje, som den hed, da jeg var barn. Den overlevede sidste vinter i en krukke og den har i så mange måneder stået med knopper uden at springe ud, at jeg næste havde opgivet, at den ville blomstre i år.
Knossos – det største palads fra minorisk tid på Kreta
De sidste dage på Kreta bød på besøg i Zeus hule på Ida bjerget og på Minorernes palads ved Heraklion. Begge besøg gav stof til eftertanke om de dramaer, der har udspillet sig på Kreta og i de øvrige lande og bystater omkring Middelhavet i Bronzealderen. Ida hulen – der er mest kendt for legenden om Zeus’ fødsel – har været et religiøst kraftcenter og et offersted i mere end 3000 år. Den har været kultsted for både Minorerne, Mykenerne, Hellenerne og Romerne. Knossos havde sin storhedsperiode fra ca. 2000 – 1300 f.v.t. Minorerne forsvinder ud af historien mellem år 1600 – 1450 f.v.t., Mykenerne rykker en kort overgang ind i de efterladte og delvis ødelagte paladser indtil også de forsvinder ud i intetheden. Men hvor Minorerne kun har efterladt sig spor i landskabet i form af byer, paladser og endnu ikke tydere linear-A skrifter, så har Mykenerne efterladt sig en skat af myter, som er blevet foreviget af senere græske historikere og ikke mindst af forfatteren Homer i hans epos om krigen i Troya (Illiaden) og Odysseus fantastiske rejse hjem fra Troya.
Skjolde af bronze, der er ofret i Ida hulen omkring år 900 f.v.t.
Det bliver spændende at følge op på disse dramaer, når turen om forhåbentlig ikke alt for længe går til Tyrkiet.
Bilen
Og nu er nedtællingen til turen til Tyrkiet for alvor begyndt. Dagen er gået med mange timer i værkstedet. I morges kom en pakke med en afviserkontakt fra en Morris 1000. Så nu virker blinklys og vinger ubeklageligt. Palle er gået i gang med monterering af bagskærme. Næste step er at få benzinpåfyldningsrøret på plads, så vi kan få prøvestartet bilen og se, om det mekaniske virker, som det skal.
Småture og sølvbryllup på græsk
22. oktober 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Småture og sølvbryllup på græsk
Udsigt fra Villa Andreas
Vi har et par rolige dage med base i Pánormo. Det er en lille hyggelig by ved nordkysten af Kreta med flere hoteller og restauranter end butikker, og det meste af året er her flere turister end fastboende. Villa Andreas ligger med udsigt til havet. Værtinden Lucy taler højt og længe da vi ankommer, og vi bliver introduceret til villaen og swimmingpoolens svagheder og hemmeligheder. Villa Andreas er hende og mandens ejendom. Hun står for udlejningen af en del ferielejligheder i byen og hun har et studio et sted i byen, manden har ansvar for en del vedligeholdelsesarbejder og han har kontor her i huset. Selve villaen er stor og rummelig og fin til 8 personer, Den særlige blanding af et sted, der lejes ud, men også i perioder anvendes af værtsparret selv. Især den store ikon væg i dagligstuen vidner om, at dette ikke kun er til udlejning.
Katja ved lille aquadukt i mølledalen
Den større by nærheden hedder Rethymnon. Vi har haft tre besøg i Rethymnon. En dejlig vandretur i en canyon syd for byen, hvor venetianerne anlagde en række vandmøller i 1200-1600’tallet. Møllerne fik vand fra et vandfordelingssystem med vandopsamling i bjergene og anlæg af kanaler og akvædukter, der fordelte vandet til møllerne, hvorefter det blev samlet i et vandløb i bunden af gorgen.
Vandkanal
En slentretur i byen med den venetianske havn og med gamle bygninger, der afspejler at både Venetienserne og efterfølgende Osmannerne har sat præg på byens arkitektur. Et stort fort, der er anlagt af venetianerne. Et lille museum indrettet i tyrkernes fængselsbygning for foden af fortet. Masser af små caféer, der konkurrerer om at tiltrække de efterhånden få turisters opmærksomhed. Ved foden af fortet ligger også tavernaen Melina, der senere på dagen bliver den smukke ramme om Kirsten og Jans sølvbryllupsfest.
Og fest bliver der – på græsk – eller er det på dansk – eller en kulturel blandingsform? Stedet er tydeligvis lydhør for Kirsten og Jans ønsker til en græsk fest med græsk mad, musik og dans. Og det får vi så hatten passer. Under middagen dukker to græske musikere om med lyre og lavouto. Og da de har slået kammertonen an, træder fire dansere ind på scenen i kreolske folkedragter. Så får vi en opvisning i kreolsk folkedans, der ikke lader russiske kosakker noget efter. Efter mange lækre forretter bliver vi inviteret med ud på gulvet og nu går det derudaf med kædedanse. Så kan vi forpustede sætte os ned og nyde hovedrettet: spydstegt lam med lækre salater til. Da musikken takker af bliver der serveret kaffe, is og kage og den uundgåelige Raki.
Kretensisk danser
Blog: Villa Andreas
19. oktober 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Blog: Villa Andreas
Zakros ligger i en bugt i den sydøstlige ende af Kreta. Efter en morgendukkert i bugten morgenmad. Den ender med at bliver indtaget spredt og stående i en desperat forøg på at være hurtigere end de hvepse, der mener, at honningen på yoghurten rettelig tilhører dem.
Dagens mål er Villa Andreas i byen Pánomo på øens nordkyst mellem byerne Iraklio og Chania. Efter kort rådslagning beslutter vi, at vi skal runde sydkysten og kaste et blik over Det libyske Hav inden vi sætter kurs mod nordvest.
Per og Anne morgenbader i bugten ved Zakros
De første 25 km kører vi derfor ad smalle, stejle og snoede veje, der ind i mellem tvinger den lille Opel Astra (1.4 l motor) helt ned i første gear. Det er et kulturlandskab vi kører i gennem, hvor der er masser at se på og masser af spor efter menneskelig aktivitet gennem 10.000 år. Men tydeligst er sporene af de sidste 100 års landboudvikling i Grækenland. Fra småbrug til store plantagebrug og med tilsvarende affolkning af landdistrikter. Mange tomme huse og forladte gårde imellem moderne landbrugsbygninger, landbrugsmaskiner og vandingsanlæg, der snor sig som tykke edderkoppespind hen over jorden og op mellem træer og hurtigt sammentømrede bærende konstruktioner. De gamle vindmøller står rustne i landskabet. De er erstattet af pumpehuse og vandfordelingscentraler fra vandreservoirer i bjergene. Mange steder er jorden dækket af solcelleanlæg, og hvide Vestas møller snurrer på bjergtoppene og kaster skygger i landskabet. Ind i mellem græsser store fåreflokke på indhegnede marker.
Solceller i landskabet på vej ind over bjergene
Så rammer vi Det libyske Hav og landskabet skifter karakter. Brede sandstrande, hoteller og prangende villaer afløser de enkle bondehuse, der bygget af lokale sten. Ind i mellem er det svært at afgøre, om man ser på en ruin, der er over 4.000 år gammel eller om der er tale om en gård, der blev forladt i forgårs.
Det libyske Hav
Vi gør holdt og får en kop kaffe på en taverne ved havet og mærker på det hav, der adskiller Europa fra Det afrikanske Kontinent, og det er svært at lade være med at tale om de millioner af flygtninge, der hvert år i kollektive selvmordsforsøg kaster sig ud i udrangerede både for at søge lykken under nye breddegrader. De ved godt, at der er under 10% chance for at projektet lykkes, og de ender som fuldgyldige borgere i et nyt land. Men alligevel synes alternativet så meget værre, at de tager chancen. Trods alt er oddsene lidt bedre end i de lottoer, hvori vi andre gerne ugentligt gør en indsats. Men konsekvenserne af at tabe er uden for enhver sammenligning.
Servitricen fotograferer inden kaffen serveres
Per og Anne har været støttefamilie for tre uledsagede flygtningebørn, der i dag er velintegrerede og veluddannede i Danmark. De to af dem er blevet danske statsborgere og den tredje, der læser medicin, skal til prøve til december. Vi kan hjælpe så mange flere, hvis vi bare kunne få lov. Vi er enige om, at hvis det at hjælpe flygtninge til et nyt liv i Danmark bliver en folkesag i stedet for et politisk slagsmål, så kunne mange liv reddes og verden ville blive et bedre sted at leve for os alle.
Rikke med fødderne i Det libyske Hav.
Fra Det libyske Hav sætter vi kurs nordpå, nu ad hovedveje. Vi kommer forbi allerede kendte steder som ruinbyen Gournia og Agios Nicolaros og allerede kl. 15.00 kan vi trille op foran Villa Andreas, der skal være vores hjem i en uge. Sidst på aftenen slutter Jan, Kirsten, Katja og Kirsten Bruun sig til os. De kommer i en lejet bil fra lufthavnen i Chania, glade, trætte og sultne. På tirsdag skal vi fejre Jan og Kirstens sølvbryllup.
Indkøb i Pánormo