De olympiske lege i antikken

28. april 2022 | Posted in Ude | By

De olympiske lege fra 776 f.v.t – 393 e.v.t

Indgangen fra den olympiske by til stadion

Den første olympiade blev afholdt i 776 f.v.t. til ære for Zeus og olympiader blev efterfølgende afholdt hvert 4. år i 1169 år – ifølge kilderne uden en eneste afbrydelse. 

Olympisk fred

En af årsagerne til, at legene kunne gennemføres kontinuerligt var, at der under legene herskede olympisk fred. Det vil sige at de indbyrdes krige mellem de græske bystater blev sat på pause i den periode, hvor legene varede.
En del af fortællingen om Leonidas heroiske kamp mod perserne ved Thermopylæ er (ifølge museet i Sparta), at Leonidas drog i kamp med 300 spartanske krigere, der alle allerede havde fået en søn, for at bremse persernes fremrykning, indtil hovedstyrken kunne nå frem. Det var ren opofrelse, ingen regnede med at overleve. For perserne angreb nemlig netop under en olympiade, og den måtte ikke forstyrres.

Kun for græske mænd

Det olympiske stadion. Tilskuerne sad på rækker op langs siderne

I datidens forståelse var legene en genoptagelse af en gammel mykensk tradition og en markering af, at en ny storslået græsk æra var begyndt. Den olympiske by er da også bygget ved et tidligere mykensk kultanlæg med begravelsesplads.

For at deltage i legene skulle man være en fri græsk mand. Slaver og barbarer kunne deltage som tilskuerne – stadig var det dog kun for mænd. 

Mosaikfrise med kæmpende atleter i brydning og boksning, vindere og tabere

Mændene konkurrerede nemlig nøgne og det var ikke et syn for kvinder, der kunne idømmes dødsstraf for at overvære begivenheden.
Der er en fortælling om en kvinde, der forklædte sig som træner, fordi hun så meget ønskede at se sin søn deltage i et løb. Skæbnen ville, at sønnen vandt og hun blev så grebet af begejstring, at det afslørede hende. Hun blev dog ikke dømt til døden, men fremover blev det bestemt, at også trænerne skulle være nøgne, så episoden ikke kunne gentage sig.

Fejring af Zeus

Udsnit af Zeustemplet

Olympiaden var en Pan hellenistisk begivenhed til fejring af Zeus. Derfor er Zeus-templet helt centralt på pladsen, men der har øjensynligt endnu tidligere ligget er Heratempel, og Hera spillede en central rolle i fejringen af de vindende atleter. I en periode blev der også afholdt olympiske lege for kvinder, hvor Hera var i centrum. Disse lege lå forskudt i forhold til mændenes lege og blev ligeledes afholdt hvert 4. år.

Ved de første lege var løb den eneste disciplin og begivenheden varede en dag. Snart kom hestevæddeløb, brydning, boksning med og senere 5-kamp.
En begivenhed, der afholdes løbende gennem næsten 1200 år, udvikler sig gennem tiderne. Men som nu var der dengang en olympisk komite, der havde sæde i byen Elis og som styrede begivenhederne med hård hånd. Og efterhånden som legene udviklede sig til en 5-dages begivenhed, blev der stillet større og større krav til logistikken omkring legene.

Forberedelser til legene

Ruten fra Elis til det Olympiske stadion. Tilskuere kunne også sejle Phela (Pylos)

Det var de enkelte bystater, der udvalgte de sportsudøvere, der skulle have lov til at deltage i legene. De skulle møde i byen Elis en måned før begivenhedernes start og træne sammen og vise deres dygtighed. Var de ”under standard”, syge eller på anden måde ukampdygtige, fik de ikke lov til at stille op. På den måde sikrede man kvaliteten af legene.

Det betød, at der var træningscentre, overnatningsmuligheder m.v. i byen Elis.
To dage før legenes start gik man så i position fra Elis til Olympia og havde en overnatning undervejs ved en hellig kilde. 
Det olympiske stadion blev også over årene udbygget, så man fik overnatningsmuligheder til sportsudøvere, trænere og komiteens medlemmer, køkken og spisefaciliteter, træningsfaciliteter, bade m.v. ud over selve det olympiske stadion. Især i den romerske periode var der mange moderniseringer, blandt andet blev der lavet anlæg med varme bade og spise og sovefaciliteter blev udbygget. 

Tilskuerne måtte klare sig ved at overnatte i teltlejre ved den nærliggende flod. 

Konger og Kejsere

Philippeionen opført som manifestation af den makedonske kongehus, påbegyndt af Philip II og færdiggjort af Alexander den store

Blandt tilskuerne var de græske konger og senere de romerske kejsere. I alt fald to gange var de også deltagere i legene. Kong Philip II fra Makedonien vandt i hestevæddeløb i 356 f.v.t. 

Kejser Nero deltog i legene i 67 e.v.t. bl.a. i hestevæddeløb. Og selv om han ikke gennemførte løbet blev han erklæret vinder. Ingen turde overgå ham. I den forbindelse blev en af helligdommene på pladsen ombygget til en pragtvilla, hvor kejseren kunne bo sammen med sin smukke unge kone.

Statue af Kejser Neros anden kone funder under udgravningerne

Sidste olympiade var i 393 e.v.t. Legene blev afskaffet af den kristne kejser i Konstantinopel, da legene blev opfattet som en hedensk begivenhed.

Read More...

Fra Argos til Sparta

Spartansk soldat

5. april 2022 | Posted in Ude | By

Nafplio set fra Palamidi borgen

Vi besluttede at få kikket på flere steder på Peloponnes. Et oplagt sted var at besøge Sparta. Vi tog en ekstra overnatning i Argos og fik dagen inden set nogle af de lokale levn fra svundne tider og vi tog også en tur mere til Nafplio med besøg på borgen Palamidi opført 1711-1714. Det er en del af et stort fæstningsanlæg, påbegyndt af Venedig med bygget færdigt af osmannerne. Det ligger højt hævet over byen med en pragtfuld udsigt ud over havet og byen. Nafplio er hyggelig og ret turistet især på en søndag.

Del af Palamidiborgen

Mandag d. 4 tog vi fra Argos og kørte ad landevej op over Parnon-bjergene til Sparta. Der var stadig sne på de høje tinder. Samme syn viste sig, da vi nåede sletten, hvor Sparta ligger, men nu med Taygétos bjergene i baggrunden med sne på mange toppe. Lige inden vi kørte ind i Sparta valgte vi at besøge stedet hvor Menelaos og Helene efter sigende har haft deres borg. Op ad en meget smal grusvej med udsigt over det ny Sparta. 

Gravhøj tilskrevet Minelaos og den smukke Helene

Det ny Sparta er bygget oven på noget af det antikke Sparta efter Grækenland blev selvstændigt i 1829 og med en meget stringent byplan. I dag er det en på mange måder veludstyret og flot by med livlig handel fra flotte butikker og med mange restauranter og caféer på de brede boulevarder med masser af appelsintræer. Bylivet oser af overskud og gode indtægter.

Museet i Sparta bygget af Theophilus Hansen

Det gamle Sparta

Og mod nord i byen ligger resterne af det gamle Sparta med både levn fra 7 hundredtallet f.v.t og fra Hellenistisk tid med lidt rester af et Athena tempel og græsk teater. Ovenpå en del af det græske er der en romersk periode og oven på denne igen rester fra den byzantinske periode. 

Teateret ved Spartas Akropolis er stadig under udgravning

Alt sammen med spredte meget gamle oliventræer og med udsigt til de snedækkede toppe på Taygétos bjergene i baggrunden.

Og hist og her i det ny Sparta ligger små levn af templer fra 700-300 f.v.t. og gravmausoleet af Léonidas, der som konge i Sparta. Han gav sit liv sammen med 300 spartanere ved Termopylæ nord for Athen mod en overvældende stor persisk hær ledet af den persiske storkonge Xerxes.

Mausolæum for Kong Leonidas

Det forholdsvis lille arkæologiske museum er et besøg værd. Det ligger i en bygning tegnet af den danske arkitekt Theophilus Hansen i 1870’erne.

Read More...

På sporet af Thrakierne

13. marts 2017 | Posted in Ude | By

De rejsende vender tilbage

Før vi kom til Bulgarien i julen 2014 havde vi aldrig hørt om Thrakierne. Eller måske havde vi, men havde glemt det igen. Men vi havde sat fokus på området omkring Sortehavet og området mellem Sortehavet og det Kaspiske hav, som et interessant sted, der mere og mere for os tegner sig som arnestedet for den kulturelle udvikling, der fører Europa, Mellemøsten og Lilleasien ind i Bronzealderen.

Tippet om at der var noget at komme efter i Bulgarien fik vi af vores blikkenslager, der lagde ny tagrender på huset, mens vi forberedte vores vintertur. Han havde en ferielejlighed ved Varna ved Sortehavet og en ny og temmelig kulturelt tænkende kæreste, der havde insisteret på at trække ham ind på museet i Varna. ”Jeg har aldrig set så meget og så gammelt guld”, fortalte han.

IMG_8985 IMG_8984

Vi har tidligere her på bloggen fortalt om vores besøg i Varna og vores første møde med det tragiske folk og deres historie. Dengang havde vi for lidt tid til yderligere efterforskning i Bulgarien, da vi havde Tyrkiet som hovedmål for turen. I Tyrkiet mødte vi igen Trakierne og deres nære og fjernere slægtninge: hittitter, frygiere og lydier i rigt mål – alle indoeuropæiske folk.

Fra 2014/15-turen kan vi opsummere:

Thrakierne var en række stammer, der i hvert fald har beboet i det nuværende Bulgarien og dele af Rumænien flere årtusinder før Aleksander den Store. De store kongegrave med masser af guld f.eks. fra Tsar Dolonk er fra 4400-4200 f.v.t. De første sten byggede huse i flere etager i sammenhængende byer er fra disse folk. Deres høvdinge/kongegrave er rige på guldsmykker og fint bearbejdede genstande og figurer, der understreger en kultur, der dyrkede jorden og tilbad den store guds moder ”Great Goddesnes”.

P1040167

Kybele – moder jord. Fund fra Anatolien.

De forhistoriske thrakiere

Nu er vi tilbage i Bulgarien, og målet er at komme tættere på thrakiernes historie. Vi er startet vores søgen i Plovdiv, der er en gammel thrakisk bosættelse. På byens arkæologiske museum finder vi kobber og guldgenstande fra 6000-5000 f.v.t. Genstandene og smykkerne er ikke spektakulære som dem vi så i Varna, det er små fine kobberredskaber til ciselerings- og smykkearbejder, der i størrelse og form ligner de redskaber, vi har set hos Harappa-kulturen i Indien fra ca. 4000 f.v.t. Desværre må vi ikke tage billeder på Museet, og der er ikke adgang til bøger på engelsk, der præsenterer de udstillede genstande.

Orfeus i spil mellem thrakiere og grækere

220px-Orfeu-atenasMuseet noterer et større kulturskifte i de arkæologiske fund i perioden fra ca. 1400- 400 f.v.t., en periode de karakteriserer som Thrakisk stammekultur. Skiftet ses især i de keramiske motiver og glassurer, men også den religiøse forestillingsverden er kendetegnet ved et skifte fra naturguder til kulturguder. Et sådan eksempel er sagnfiguren Orfeus.

Han er ifølge den græske mytologi søn af musen Kalliope og konge af den Thrakiske stamme cikonerne . Historien om Orfeus fortæller to ting, som kendetegner tidsånden i denne periode. Det ene er, at guderne ikke længere får deres kræfter fra naturen (moder jord), men fra overnaturlige kræfter, og det manifesterer sig i en blanding af sang, musik, poesi og myter. Det andet er, at kongemagten forklares som guddommelig, og dermed legitimerer arverettigheder.

Orfeus er også et symbol på udveksling mellem thrakisk og græsk kultur, en udveksling der ifølge forskerne er kendetegnet ved, at grækerne lærer håndværk og metallurgi af thrakierne, mens thrakierne overtager den græske mytologi og det græske skriftsprog.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvornår denne kulturblanding begynder. Ifølge Homer er en thrakisk konge indblandet i slaget om Troja på trojanernes side. Dette slag antages at have fundet sted omkring år 1190 f.v.t. I 700’tallet f.v.t. grundlægger grækerne de første græske kolonier ved Sortehavskysten, der på det tidspunkt er thrakisk territorium.

Men vi ved, at kulturblandingen stadig har efterdønninger. I dag strides græske og bulgarske historikere om ophavsretten til Orfeus. I alt fald ifølge denne Wikipedia-kilde. Det befæstede borganlæg på Nebet Tepe i Plovdiv daterer sig også til perioden 1400-400 f.v.t.

1DSC01890

Resterne af thrakisk borg på Nebet Tepe i Plovdiv

Thrakierne i historisk tid

250px-Sofia_-_Odrysian_Wreath_from_Golyamata_Mogila

 

Fra 400’tallet får historikerne fast grund under fødderne, når det gælder thrakiernes historie. Her har man grave og gravfund fra navngivne konger og samtidige historiske kilder at støtte sig til. Størst politisk betydning i perioden får Odryserriget, hvor det lykkes for Odryses at samle omkring 50 stammer bag sig i en egentlig statsdannelse. Odryserne har en sammenhængende kongerække fra ca. 480 – 90 f.v.t. Det betyder ikke, at Odryserkongen i alle årene behersker en suveræn kongemagt. Odryserkongerne er oftest vasalkonger under skiftende overmagter: perserne, makedonerne, kelterne og slutteligt romerne.

 

Et af de store fund fra denne periode fra området nær Plovdiv er den Panagyurishte-guldskat 

1200px-Thracian_treasure_NHM_Bulgaria

Den består af 8 store drikke-horn og et kar udført i 23 karat guld med en vægt på over 6 kg. Fundet blev gjort af 3 brødre der gravede ler, og som afleverede skatten til myndighederne. Guldhornene er udført med relieffer af dyr og mennesker. På karret er der i cirkler en mængde negroide hoveder.

Thrakiernes endeligt

Det virker som om, Thrakierne som folk ikke var optaget af at etablere en stærk, selvstændig thrakisk identitet og kultur med ex. eget skriftsprog. De ender i alt fald med at blive opslugt af de kulturer, der omgiver dem, uden at have efterladt skriftlige kilder af betydning. Først inden for de sidste 20 år er forskning om Thrakierne for alvor kommet i gang og i den periode er det lykkedes at finde og undersøge mange thrakiske kongegrave. Det er dem, vi vil bruge de kommende dage på at besøge.

 

 

 

 

Read More...

Albanien og troens prøvelser

8. marts 2017 | Posted in Ude | By

IMG_5595

Shkodër søen på grænsen mellem Montenegro og Albanien, her ved byen Shkodër i Albanien

Fra Dubrovnik i Kroatien kørte vi gennem det billedskønne Montenegro til byen Shkroder i Albanien. Her får vi det første kig ind i et land, der for os indtil nu har henligget i mørke. Shkroder ligger ved Balkans største sø. Naturen er enestående, men landet er forsømt og goderne er tydeligt ulige fordelt. Det er lang tid siden, jeg har været i et europæisk land, hvor en families overlevelsesgrundlag består i at sælge mælk i colaflasker på et gadehjørne.

IMG_5552

Handel med lokale produkter

Vi har logeret os ind på et meget fint istandsat og møbleret lille hotel, helt gennemført italiensk inspireret. Det bærer navnet Rose Garden, og der er også en meget fint haveanlæg med små runde marmorborde, hvor man, når foråret bare får lidt bedre fat, kan nyde sin morgenkaffe eller et glas – gerne lokalt produceret – vin. Så et kort øjeblik kan man nyde illusionen om det søde liv i Albanien, men når man ser ud af vinduet fra hotelværelset, så får man slynget den albanske virkelighed lige i synet igen.

IMG_5542

Udsigten fra hotelværelset

Albanerne lever i nuet, men de fleste unge ønsker sig langt væk. De har svært ved at få øje på en fremtid i landet. Det fortæller kvinden, der viser mig rundt på Diocesan Museet, der ligger lige ved siden af hotellet. Et fint lille museum, der drives af Den katolske Kirke i Albanien.

Indgang til Diocesan Museet i Shkodër

Indgang til Diocesan Museet i Shkodër

Troens historie i Albanien er endnu mere brutal end landets øvrige historie. Da jeg kommer ind i museet er det vigtigt for museumsguiden at understrege, at Albanien er et multireligiøst samfund og at de tre store trossamfund lever side om side: 70% muslimer, 12% romersk katolske og resten som ortodoks kristne eller ateister.

Museets fortælling starter i år 50, hvor Paulus kom til Illyrien og hvorfra han sendte et af sine breve til menigheden i Rom. Den romerske kejser Konstantin den Store kom ifølge museet også fra Illyrien. Det har jeg nu ikke kunne få bekræftet andetsteds, men det er en smuk historie. Kejser Konstantin den store var ham, der tillod kristendommen at blive statsreligion i Romerriget, og som flyttede hovedstaden fra Rom til Konstantinopel.

 

IMG_5584

Legenden om madonnabilledet, der bliver bortført af to engle

Ved bruddet mellem Øst- og Vestkirken i 1054 blev den kristne kirke i Albanien også splittet, og som jeg forstår det, fik Vestkirken på det tidspunkt sit hovedsæde i Shkodër og kom under Venedigs beskyttelse. I 1467 blev Albanien invaderet af Osmannerne og det betød tvangs-islamisering og forfølgelse af kristne. Den tyrkiske besættelse varede i 500 år.

En legende stammer fra den tid. En fortælling om to unge mænd, der så to engle hente billedet af den hellige madonna med barnet, for at redde det fra tyrkernes ødelæggelser. De fulgte efter englene og så billede blive muret ind i en kirke i Genazzono  ikke langt fra Rom. Efter sigende skulle det være sandt, at billedet i Genazzano er jomfruen fra Shkodër.

 

 

IMG_5567

Katedralen i Shkodër ombygget som sportshal 1967 – 1990

I 1898 blev det muligt at genopbygge katedralen i Shkodër, og i de næste små 50 år nød Albanerne religionsfrihed. Men i forbindelse med 2. Verdenskrig og den kommunistiske magtovertagelse i 1944 kom kirken igen under pres. Helt galt blev det efter 1967, hvor Enver Hoxha allierede sig med Kina i stedet for Sovjet. Inspireret af den kinesiske kulturrevolution blev alle de gamle kirker revet ned eller sprængt i luften. De nyere kirkebygninger overlevede, med blev ombygget til kulturhuse eller sportshaller.

 

 

IMG_5585

 

Størst indtryk på udstillingen gjorde en planche, der viste portrætter at 38 navngivne intellektuelle kristne, der var blevet tortureret og henrettet af regimet. Efterfølgende er det kun lykkedes at finde de jordiske rester af 10 af dem.

Mange af de genstande, der er udstillet på museet er genstande, folk har reddet ud af ruinerne af de ødelagte kirker og gemt i kældre eller nedgravet i haver.

 

 

Read More...

Persisk dynasti byggede fortificeret hovedstad

6. marts 2016 | Posted in Ude | By

Persisk dynasti byggede fortificeret hovedstad ved Hyderabad

Hyderabad er i dag Indiens 5. største by med ca. 8 mill. Indbyggere. Tidligere var det en mere beskeden bebyggelse omkring et forsvarsanlæg, der lå i kongeriget Bahmani. Sin storhed tilskriver Hyderabad i dag Qutb Shah dynastiet, der regerede i ca. 170 år fra 1518 – 1687.

Persisk handelsrejsende bliver  konge

Qutb dynastiets grundlægger Sultan Qutb Shah kom til kongeriget Bahmani sammen med sin onkel som handelsrejsende. Men den siddende konge blev så begejstret for hans viden og evner, at han gjorde ham til sin højre hånd. Da kongeriget gik i opløsning i begyndelsen af 1500’tallet, blev det ham, der tog magten over Golcolda provinsen.
Qutb Shan var hverken kongelig eller kriger af byrd. Han troede på vækst, rigdom og velstand gennem handel og et godt forhold til Allah. Men han har tydelig vis også været bevidst om, at et godt forsvarsværk kan afholde en fjende fra at forsøge et angreb. Qutb Shan riget nåede under dynastiet en betydelig størrelse i det midt-østlige Indien omkring Daccan plateauet.

IMG_2304

Ford Golconda i aftenlys – inden for den inderste forsvarsmur

Anlæggelsen af ny hovedstad

Det var Sultan Qutb Shah, der besluttede at bygge en ny hovedstad omkring fortet Golconda, der i dag ligger i udkanten af Hyderabad. Og der er ingen tvivl om at valget var et spørgsmål om beliggenhed. Stedet gav mulighed for at bygge en by, der samtidigt var et massivt forsvarsværk. Fort Golconda var på det tidspunkt bygget af ler omkring et højdepunkt, der gav frit udsyn 360 grader rundt i en radius på omkring 13 km. Det tog tre generationer og 62 år at forvandle lemurerne til et massivt bygningskompleks af kampesten. Komplekset står i dag næsten som det blev forladt. Det er omgivet af en 11 km lang og 20 alen høj ydre forsvarsmur med 9 indgangsporte. Inden for denne ramme blev bygget en by, der kunne forsyne Fortet med de daglige fornødenheder. Byen blev bygget med labyrintagtige gader, som en fjende kun vanskeligt kunne bevæge sig ad med deres elefanter og andet militært udstyr.
De første 3 generationer af Qutb dynastiet koncentrerede deres byggeaktiviteter i og omkring Fort Golconda. Den tredje konge i rækken Ibrahim Quli Qutb anlagde dog også en kæmpe stor kunstig sø – Hussain Sagar – der tjente som vandreservoir uden for murene til sikring af vandforsyning året rundt. Søen fik sit vand fra den ene af de to store floder, der løber gennem Hyderabad.

IMG_2270

Den ydre forsvarsmur med en af de 9 indgangsporte

Ford Colconda

Selve fortet rummede palads, administrative bygninger, mange moskeer, et tempel, beboelseshuse og det militære hovedkvarter. Det var omgivet af en 50 alen høj mur, der kun havde én indgang. Denne indgang var forsynet med et kaldeanlæg, så vagterne neden under kunne signalere til hovedkvarteret og audienshallen, der lå 120 m højere oppe.  Den del af fortet kunne kun nås af en smal trappe med mere end 350 trin. Indgangsporten var endvidere forsynet et hul, hvor igennem der kunne hældes kogende vand eller olie, hvis en elefant skulle forsøge at banke den tunge træport ind.
Fortet blev bygget i urolige tider. Indiens historie i Middelalderen var er blodig affære med idelig rivalisering mellem de mange sultanater, der blev regeret efter persisk eller mongolsk forbillede. Nogle stater var selvstændige (suveræne) andre betalte tribut til en konge eller i nogen tilfælde til en kejser (Emperor). Qutb Dynastiet var en suveræn stat med sæde i Golconda. Men suveræniteten var både truet af naborigerne og af  Mughal dynastiet, hvis Stormoguler havde sæde i Agra og Delhi, der lå ca. 1500 km nordligere end Hyderabad.

IMG_2233

Det indvendige palads i Fort Golconda

Anlæggelsen af Hyderabad

Den fjerde konge i rækken var Mohammed Quli Qutb Shah. Han forelskede sig i en danserinde, og historien lyder, at i kærlighed til hende lod han bygge Char Minar i den landsby, hvor hun var født. Char Minar markerer i dag centrum i Hyderabads gamle bydel. Bygningsværket består af fire minareter, der er forbundet i med et plateau i to etager, hvorfra der er udsigt over området. Omkring Char Minar blev bygget et palads med fire indgangsportaler og anlagt haver i renæssance stil. Byen Hyderabad er efter sigende opkaldt efter denne danserinde.

IMG_2040  IMG_2087
Char Minar og tegning af det oprindelige anlæg

Mohammed Quli Qutb Shah døde efter 32 år som konge i en alder af 48 år uden sønner, men han havde til gengæld en datter. Han blev derfor efterfulgt af sin svigersøn og nevø Sultan Muhammed Shah. Muhammed Shan er husket som en meget religiøs mand, og han stod bag beslutningen om opførelsen af Mecca Masjid Moskeen lige bag Char Minar. Mecca Masjid moskeen er en af Indiens største med plads til 10.000 bedende og det er et fantastisk stykke arkitektur. Den blev påbegyndt i 1614 – 8 år før Taj Mahal – men den stod først færdig i 1687.

Moskeen hedder Mecca Masjid , fordi der i moskeens midterste bue i retning mod Mekka er indmuret er smukt stykke af Kabaen i Mekka. En anden detalje er en sten i muren på bagsiden af Moskeen. Under bygningen havde konstruktørerne vanskeligheder med en bestemt samling, der blev ved med at styrte sammen. Til sidst blev et bud sendt af sted for at hente en sten i Mekka. Da den blev muret ind i konstruktionen var problemerne løst. Og således er det Allah selv, der holder det store kompleks sammen.

IMG_2055

Kig ind i Mecca Masjid med den sorte sten fra Mekka

Muhammed Shah døde efter kun 14 år på tronen. Hans søn var på det tidspunkt 12 år, så det blev hans mor, dronning Hayath Bakshi Begun, der bestyrede riget indtil han blev voksen. Hun har at dømme efter sit Mausoleum og ikke mindst hendes Moske i Nekropolis byen været en meget magtfuld dronning.
Det var i deres regeringsperiode at Qutb Kongedømmet nåede sin største udstrækning. Men det blev også i dennes regeringsperiode, under den 6. Konge i rækken, Kong Abdullah Qutb Shan, der regerede fra 1626-1672, at kongeriget for alvor kom under pres fra Mongolerne i nord. Det lykkedes dog mor og søn at ridde stormen af, bl.a. ved at betale en stor attribut til den mongolske guvernør Auragazeb i 1656.

Qubt Tombs

Ud over de allerede nævnte bygningerne, så er Qubt dynastiets begravelsesby helt unik og i dag optaget på UNESCOS liste over verdens kulturarv. Byen er anlagt mod Nordvest kun 200 m fra den yderste mur rundt om Golconda. Her ligger 6 konger, en dronning, to danserinder, to livvagter og en del flere begravet i hver deres smukke mausoleum. Til hvert enkelt mausoleum er bygget en Moske, hvor den døde har modtaget den sidste velsignelse. Desuden er der en stor badehal, hvor de døde har fået den sidste afvaskning, inden de er blevet båret til Moskeen til velsignelse.

IMG_2142

Badehallen, hvor de døde fik den sidste afvaskning inden de blev velsignet i deres private moske før gravlæggelsen i mausoleet.

Det sidste mausoleum er ufærdigt. Det var tiltænkt den sidste konge Abdul Hasan Tana Shah. Han måtte i imidlertid overgive sig til Auragazeb i 1687, da denne stormede Golconda efter 8 måneders belejring. Da Auragezebs generaler kom for at hente ham efter overgivelsen, lyder fortællingen, at han bad dem om at vente, til han havde spist sin morgenmad. Da de undrede sig over hans ro, svarede han. ”Jeg spiser altid morgenmad på denne tid. Gud gav os al den rigdom og alle disse smukke bygninger. Nu har han taget den tilbage”. De sidste 12 år af sit liv tilbragte han som fange. Han blev aldrig begravet i den bygning, der var tiltænkt ham.

IMG_1916

Det ufærdige mausolæum

I stedet står der i dødebyen en lille Moske med tre buer, der ikke er tilknyttet noget mausoleum. Den blev efter sigende bygget af Auragezebs general Mir Qamaruddin på tre dage efter indtagelsen af Golconda. Her bad han til gud og takkede for sejren. Og Allah har nok hørt hans bøn. I alt fald blev Mir Qamaruddin grundlægger af Asif Jahi (Nizams) dynastiet efter Auragezebs død.

IMG_2115

General Mir Qamaruddin’s takkemoské

Hyderabad og Andhra Pradesh forblev under Nizam Dynastiet indtil Britterne forlod Indien i 1947. Den sidste Nizam konge forsøgte at få Andhra Pradesh tilsluttet Pakistan ved befrielsen. Men hans soldater blev hurtigt nedkæmpet at den nye Indiske Republiks Nationalgarde.

Trods mere end 500 års muslimsk styre er 85% af befolkningen i Andhra Pradesh Hinduer.

 

 

 

 

 

Read More...

Paladsbesøg

14. februar 2016 | Posted in Ude | By

I dag besøgte vi Hill Palace Museum i Kochi. Det ligger i det område af byen, der hedder Ernakulam, hvor også banegården ligger, men ca. 11 km væk fra bycentrum.

IMG_1719

Fra tuc-tuc tur gennem Ernakulam

Vi spiste tidlig morgenmad på hotellet, tog en tuc-tuc fra hotellet til færgen, der bragte os fra FortKochi til Ernakulam. Herfra en anden tuc-tuc til banegården, hvor vi skiftede til en pre-payed tuc-tuc, der kunne køre os til Hill Palace. Lyder det omstændigt? Lyder det dyrt?

Vi betalte

  1. Tuc-tuc – 4 kr
  2. Færgebilletter – 0,8 kr
  3. Tuc-tuc – 3 kr
  4. Tuc-tuc – 17 kr

Så udturen kostede alt i alt 25 kr. og det tog 1 ½ time at komme derhen. Selv om vi måtte stå i kø ved banegården for at få en pre-paid Tuc-tuc. Fordi vi var bestemt ikke de eneste, der var på søndagsudflugt. Den fornøjelse delte vi med rigtig mange Indere.

IMG_1685

Opgangen til Hill Palace

Hill Palace var den lokale kongefamilies administrative kompleks. Paladset er bygget i 1865, der er et bygningskompleks bestående af 49 bygninger i en smukt anlagt have på 52 acres. Kongefamilien overgav på et tidspunkt i 1900’tallet komplekset til Keralas regering, som i 1980 besluttede at gøre det til et museum.

Det var ikke tilladt at tage billeder inde på museet, men museet er en god påmindelse om, at Indien har en ca. 3000 år lang politisk-administrativ tradition med kongedømmer, en praksis, vi også kender fra de europæiske fyrstestater. Krige og magtkampe mellem de indiske fyrstestater har også været lige så udbredte, som de var det i Europa.

 

IMG_1728 IMG_1729

Statue af en af de seneste Royal Highness (Maharaja fra 1895 – 1914) opsat i en nyligt anlagt bypark i Ernakulam

De europæiske kolonimagter i det indiske subkontinent var dybt afhængige at deres samarbejde med de indiske maharajadinere. Et symbol på dette så vi i Hill Palace skatkammer. Her er udstillet en 1,750 kg tung massiv guldkrone besat med juveler. Kronen er en gave fra den portugisiske Kong Emanuel. Den blev overbragt af Vasco da Gama i 1520’erne, da Portugiserne frygtede, de var ved at miste kongens gunst.

IMG_1677

Prins Arjuna i Kathakali forestilling i Kochi. Hans krone ligner meget den, Vasco da Gama medbragte til Kongen af Kochi i 1520’erne

Kongernes – eller Maharajadinernes samarbejde med englænderne var en væsentlig årsag til, at de mistede deres magt i Indien, da englænderne forlod landet.

 

 

Read More...

Hvor peberet gror

12. februar 2016 | Posted in Ude | By

Hvor Peberet gror

Hvis man vil rejse hen, hvor peberet gror, så skal man rejse til Kerala. Vil man handle peber – eller rettere hvis man ville handle peber, så skulle man rejse til Kochi.

IMG_1579

De kinesiske fiskenet langs kysten er et af de få spor efter den kinesiske koloni i Kochi

Det gjorde kineserne, egypterne og syrerne allerede flere århundrede før kristi fødsel. De kom alle sammen til Kochi, hvor der var en international havn, hvor der blev udvekslet varer. Der var også en kinesisk koloni med bofaste kinesere. Kochi har rent faktisk fået sit navn af disse kinesere, opkaldt efter deres hjemstavn i Kina. Det fortæller museumsinspektøren på Indo-Portuguese Museum her i Kochi. Efter egypterne fulgte romerne. Her hentede de deres krydderier, og især peberet var i høj kurs. Men der blev også byttet varer mellem romerne og kineserne. Især silke havde romernes store interesse. I Kochi kunne man komme uden om de orientalske mellemhandlere.

Også apostlen Thomas gik i land i Kerala, da han fik tildelt Indien som sin missionsmark efter Kristus korsfæstelse. Han var med til at grundlægge de første syrisk-kristne missionen i Indien i de første århundreder efter Kristi. Men den historie vil vi nok vende tilbage til senere.

IMG_1450

FortKochi – indsejlingen til industrihavnen i Cochin, Keralas største by

Den gamle kinesiske handelsstation og den internationale havn forsvandt under en frygtelig oversvømmelse i 1341, hvor to floder overflød store landområder og dannede det, vi i dag kender som Back-Water området, et langstrakt, lavvandet brakvandsområde, der ligger inden for kystlinjen. I samme forbindelse blev dannet en naturlig havn med indsejling ved det, der efter portugisernes ankomst blev til Fortkochi.

Palle ved Vasco da Gama's grav i Kochi. De jordiske rester er senere flyttet til Portugal

Palle ved Vasco da Gama’s grav i Kochi. De jordiske rester er senere blevet flyttet til Portugal

Portugiserne anført af Vasco da Gama kom til Kochi omkring år 1500 i deres jagt på søvejen til Indien syd om Afrika. De hjalp den daværende Konge i Kerala, Raja Unni Goda Varma Tirumulpadu med at bevare magten, ved militært at støtte kongens egen hær i kampen mod et af nabokongedømmerne.
Som tak indgik Portugiserne en kontrakt med kongen, der gav den ret til at bygge et fort, kirker og en handelsstation på den halvø, der i dag hedder Fortkochi.
Vasco da Gama døde den 24. December 1524 i Kochi af malaria 55 år gammel.

Hollænderne erobrede Kochi fra portugiserne i 1663.

Coverbilledet er taget på Kochi Beach. Muligvis er det ikke et “ægte” bryllupsbillede, men scenen til en film, der skydes.

 

Read More...

Makedonernes nyere historie er en lang identitetskrise

21. februar 2015 | Posted in Ude | By

Da tiden gik i stå i Skopje

Den 26. juli 1963 klokken 5.17 om morgenen holdt uret på banegården i Skopje op med at gå. Det var da byen gennemrystedes af et jordskælv, der fik det meste af midtbyen til at styrte i grus. 1100 mennesker døde, 120.000 blev hjemløse og byen lå i ruiner.
Dagen efter, den 27. juli, talte Tito til Skopjes befolkning på pladsen foran byens banegård. Han sagde, at dette var hele Jugoslaviens katastrofe og lovede Skopjes befolkning hjælp til genopbygningen.

Hjælpen kom og en japansk arkitekt – Kenzō Tange – bidrog til at genskabe byen efter en byplan, og med bygningskonstruktioner, der fremadrettet skulle sikre byen mod sammenstyrtning.

Dengang var Skopje hovedbyen i Den Jugoslaviske Republik Makedonien. Republikkens tilblivelseshistorie er lang og kompliceret, men Tito spillede en afgørende rolle i dannelsen af den moderne makedonske stat under slutspillet af anden verdenskrig.

P1050301

Vejen gennem basaren til Museum of Macedonia

Med til historien hører, at under den græske borgerkrig, der fulgte efter anden verdenskrig, var der en massiv udrensning af slavisk talende makedonske borgene i det nordlige Grækenland. Især mange flygtningebørn blev – med støtte fra det græske kommunistparti – hjulpet ud af landet og sendt til plejefamilier i en række østeuropæiske (kommunistisk ledede) lande og en del kom også til Canada.
Disse børn fik som voksne mulighed for at vende tilbage til Makedonien. Denne fortælling er omhyggeligt skildret på Museum of Macedonia. Et museum, der er bygget i kommunisttiden. Måske lå det dengang centralt, i dag ligger det hengemt og støvet i et uddødt hjørne af Skopjes basar, fjernt fra Skopje 2014 projektets højt profilerede midtby. For at nå hen til indgangen af museet, er man nødt til at løbe spidsrod mellem fodboldspillede drenge. Her kommer ingen strøgkunder forbi.

Jugoslaviens opløsning

Det var ikke Republikkens Makedoniens ønske, at Jugoslavien skulle gå i opløsning. Men da det alligevel skete, valgte Makedonien at blive en selvstændig republik. Det skete ved en folkeafstemning den 8. September 1991.

Makedoniens indbyggere er etnisk sammensat af makedoner af slavisk oprindelse (65%) og albanere (25%). Af de sidste 5% er den største gruppe romaer (zigøjnere). Republikken har ca. 2 millioner indbyggere. Geografisk dækker republikken ca. 40% af det område, der geografisk kan defineres som Makedonien, og tilsvarende bor ca. 40% af den befolkningsgruppe, der betegner sig selv som makedonier i republikken. De øvrige bor i henholdsvis Grækenland, Bulgarien og Albanien.

Den nye republiks udfordringer

En række af den nye republiks udfordringer beskrev vi, da vi sidste år var i Makedonien. Det handler om at få etableret sig som en selvstændig spiller på den internationale bane, og det handler om at få etableret indre sammenhold mellem de to hovedgrupper – makedonerne og albanerne.

Makedonien som international spiller

På den internationale bane har navnestriden med Grækenland tidligere fyldt en del. I dag handler det om, at få sig placeret i den internationale kamp om Balkans historie. Der er mange, der mener at Balkankrigen ikke er slut, selv om våbnene tier for tiden. Der er store uløste problemer ikke mindst i forhold til Kosova og Bosnien. I den sammenhæng synes den nuværende højre-nationale makedonske regering at have et stort ønske om at markere sig som en selvstændig spiller. Derfor har man ikke de store problemer med, at lægge sig ud med alle naboer. Ingen venner er bedre end ingen fjender, ud fra logikken, min fjendes fjende er min ven.

Den makedonske regering har indtil for nylig haft kurs mod EU. Men krisen i EU og sporene fra Grækenland skræmmer. Her på Balkan er billedet af EU i kraftig forandring. Fra at være opfattet som et fælles europæisk projekt, det var vigtigt at blive en del af, er EU i dag i folkemunde blevet til Den tyske Kanslers projekt. Og den ånd siver også rundt i regeringens gange i Makedonien. Små tegn – herunder billig benzin, antallet af spillekasinoer i grænseområderne, udlægning af landområder til skattefri industrizoner og som noget nyt et ønske om at oprette skattefrie finanszoner – peger i retning af, at Republikken Makedonien er ved at definere sig som en mini-stat, der kan leve af bankforretninger, guldhandel, hvidvaskning af penge, liberal industriudvikling og skattely. En god blanding af forretninger, som det kendes fra bl.a. Lichtenstein, Andorra, Monte Carlo og Luxemburg. Her vil man i ly af bjergene kunne betjene gamle rige venner fra Serbien, Bulgarien, Tyrkiet og for den sags skyld også fra Grækenland.

Projekt Skopje 2014

IMG_0631

Byfornyelsesprojektet Skopje 2014 passer som fod i hose ind i en sådan strategi. Det er et byggeprojekt, der først og fremmest udstråler magt med sine pompøse bygningsværker, og vilje ved at hylde alle dem, der gennem årene har kæmpet for frihed på Balkan, og som derfor – måske lidt tilfældigt – har lagt vejen forbi Skopje. Sådan et miljø er velegnet til at tiltrække pengestærke folk, der gerne hylder Aleksander den store, men næppe tager det så tungt om han er født i Skopje eller Pella. Derimod vil det kun have kitsch-værdi for almindelige turister. Med dets monstrøse karakter lader det næppe nogen uberørt af et besøg i Skopje. Måske kan Skopje 2014 turistmæssigt vise sig at blive til det makedonske Grækenlands fordel. Projektets antik-forherligelse kan bidrage til skabe interesse om den ægte Alexander fortælling, og dermed øge interessen for at besøge de virkelige Alexander-sites i Pella, Vergina og Dion, der i dag har langt sværere ved at tiltrække turister end ex. Athen og Delfi.

Det belgiske syndrom

P1050390

Den antikficerede regeringsbygning i Skopje

Men det forudsætter, at projektet overlever. Allerede nu joker oppositionen i Makedonien om, hvor let det bliver at demontere projektet når magten skifter. De kunstige facader på husene er påklistrede og udformet i flamingo-lignende byggematerialer. Bygningerne må nemlig ikke blive for tunge, hvis de fortsat skal være sikret mod jordskælv.

Projekt Skopje 2014 er ikke et projekt, der samler befolkningerne i Makedonien. Politisk er landet delt i de to etniske grupper – makedoner og albanere, og i to politiske grupper, de højre-nationale overfor socialisterne.

Det er sædvane i Makedonien, at regeringen er sammensat at et makedonsk og et albansk parti. Siden 2006 har den højreradikale Nikola Gruevski været premierminister. Den albanske del af befolkningen oplever, at de albanske ministre i regeringen mangler gennemslagskraft. En målestok for denne gennemslagskraft er, hvor mange albanske helte, der lykkes at få opstillet i midtbyen som led i Skopje 2014 projektet. Og her er statistikken ikke god for de albanske ministre. Og helt galt gik det, da en af figurerne på den nybyggede bro over Vardar viste sig at være Zar Stefan Dušan. Han var Serbisk Zar i Skopje i 1300’tallet og bar tilnavnet ”Albanerdræberen”.

Ud over at der er spændinger mellem makedonier og albanere på gadeplan, som beskrevet i vores artikel fra sidste år, og i regeringskontorerne, så mangler den politiske proces i parlamentet legitimitet, idet oppositionen efter sidste valg har nægtet at indtage deres sæder i parlamentet. Begrundelsen er mistanke om valgfusk.

Det betændte politiske klima betyder, at der er problemer med det indre sammenhold i den unge republik. I 2001 kom det ligefrem til væbnet konflikt mellem politi og militær og albanske oprører. Kampene var en protest mod en ny forfatning, der ville forringe albanernes rettigheder i Makedonien. På mange måder kan situationen i Makedonien sammenlignes med den, vi kender fra Belgien, hvor den flamske del af befolkningen har opbygget et ubændigt had til det franske mindretal, som de omtaler som det franske aristokrati. Selv om det belgiske rige har eksisteret i snart 200 år, er spændingen mellem de to befolkningsgrupper ikke blevet mindre, og den politiske situation i Belgien er stadig spændt. Det, der holder Belgien sammen i dag, er i høj grad byen Bruxelles, som ingen af parterne vil give afkald på.

Decentraliseringsmodellen

Hvis Republikken Makedonien skal blive mere end en kort parentes i Balkans historie, så vil sådan en som jeg jo mene, at der er brug for noget befolkningen kan samles om. En fælles fortælling og vision, der måske godt kunne have taget udspring i idéen om et Skopje 2014 projekt, der skulle fortælle landets historie. Men det er muligvis både naivt og ufrugtbart at tænke således. I den albanske del af Makedonien tager man i dag helt klart afstand fra Skopje 2014 projektet. Man tænker, at løsningen på republikkens udfordringer er decentralisering og større lokalt selvstyre. Måske endda en føderalistisk stat, med albanske og makedonske delstater efter belgisk model. I dag er landet opdelt i 80 kommuner, og så er der Skopje by, der også er underopdelt i en række kommuner.

Sigøjner kommunen

P1050375

Valgplakat i Shuto Orizari

En af disse kommuner skiller sig ud. Den hedder Municipality of Shuto Orizari, og den er særlig, fordi det er den eneste kommune i Makedonien, hvor borgmesteren er roma. Lidt som Christiania nyder den en høj grad af indre selvstyre. For os som besøgende virker bydelen ikke anderledes en nogle af de bydele, vi har besøgt i ex. Tyrkiet. Et lidt rodet foretagende, hvor rig og fattig bor side om side, og hvor høns og gæs løber frit rundt i de små haver, der er rundt om husene. Også forretningsgaderne ligner dem, vi har set tyrkiske kvarterer, med små butikker, hvor de handlende sover mellem varerne, når gitrene foran butikkerne bliver rullet ned sidst på aftenen.

Read More...

Amatørarkæolog gravede tværs gennem Homers Troja

15. januar 2015 | Posted in Ude | By

Troja

Så nåede vi Troja og besøgte den sagnomspundne arkæologiske udgravning af det, man formoder var Homers Troja. Vejret var høj, flot solskin, temperaturen tæt på 10 grader og antallet af andre turister minimalt. Vi kunne ikke ønske os det bedre. Og der er masser at gå på opdagelse i. Med sine ni lag er det den mest kompliserede udgravning, vi hidtil har besøgt, så vi havde stor glæde af det ret grundige forarbejde, vi havde gjort.

P1030595

Kirsten (TV), Palle og Mette i Troja

Heinrich Schleimann

Historien om ruinbyen Troja begynder med den tyske amatørarkæolog Heinrich Schleimann, der med Homers Illiaden i hånden af Osmannerne havde fået tilladelse til at grave i en høj. Han var overbevist om, det måtte være det sted, Grækerne, med Agamemnon i spidsen, var gået i land for at tilbageerobre den smukke Helena. Helena var Menelaos kone , som Afrodite havde givet til prins Paris som belønning for, at han lod guldæblet falde i hendes vægtskål, da han skulle vælge, hvem af de tre gudinder – Hera, Athene og Afrodite – der var den skønneste.

Priams guldskat

Schleimann og hans hjælpere gik gang med gravearbejdet. De gravede en 40 meter bred og nogle steder 17 m dyb grøft, helt med til grundfjeldet, før de nåede ned til det lag, Schleimann kaldte city of Priam. Priam var Trojas konge og far til den sagnomspundne Hector og ulykkesfuglen Paris og 48 andre sønner og et ukendt antal døtre, der alle kæmpede i den Trojanske krig. Priam var nemlig af orientalsk afstamning, derfor kunne han holde harem. Det var her, Schleiman fandt den guldskat, som han kaldte Priams guldskat, hvoraf en stor del i dag befinder sig på Puskinmuseet i Moskva.

IMG_8349

Priams guldskat. Fra Puskin Museet i Moskva. Foto Palle Møldrup

Thrakiske eller frygiske forfædre

Problemet var bare, at Schleimann i sin iver og ukyndighed gravede de lag væk, der vedrører den periode, som Homers kvad om Illiaden besynger. Den såkaldte ”Priams guldskat” Heinrich Schleimann fandt, stammer fra et arkæologisk lag fra ca. 2500 f.v.t. Det er der enighed om blandt de lærte, og selv Schleimann erkendte det inden sin død. De fantastiske guldsmykker er produceret af thragiske eller Frygiske guldsmede 1250 år før Priam blev født, og de har ligget dybt begravet under Trojas muld, da Agamemnon og hans kumpaner lagde til ved Lilleasiens kyst.

P1030606 P1030607

På tegningen ses de ni lag, og hvordan Schleiman har fjernet toppen,
hvor Troja VII har ligget. På fotoet kan man se hans grøft og hvor de
forskellige lag i udgravningen ligger.

Den trojanske krig

Om det så var her, den trojanske krig rent faktisk udspillede sig, det er stadig et uløst arkæologisk spørgsmål. Mange spor peger i den retning, men der er også mange ting, der forstyrrer billedet. En af de store arkæologiske udfordringer er, at man endnu ikke har fundet begravelsespladser i tilknytning til Troja og at man ikke har fundet lig i udgravningerne – altså der mangler spor af krig.

Hittitternes by

Det man ved med sikkerhed er[1]:

At Troja har været beboet i alt fald siden 3000 f.v.t – det dokumenterer de arkæologiske lag, der arkæologerne kalder Troja I –V.

At Troja II , der var en relativ stor befæstet bebyggelse omkring år 2500 f.v.t. (derfra hvor guldskatten stammer) er blevet destrueret af en brand.

P1030617 P1030594

Første billede viser indgangen til Troja II og det andet billede viser
resterne af det brændte citadel.

At byen blev genopbygget – Troja III – V (2500 – 1700), og at befolkningen har dyrket landet, holdt får og at der har været en stor produktion af uld, klæde og lerpotter og en aktiv samhandel med de andre folkeslag i regionen.

At der har været en indvandring omkring år 1700 af Hittitter (Luwian), der bragte mange heste til byen.

At byen Troja VI under det hittittiske navn Wilusa oplevede en ny guldalder, der sluttet bradt ved at et jordskælv lagde byen i ruiner omkring 1250. At beboerne må have nået at flygte, da jordskælvet ramte byen – igen mangler man de lig, man ville forvente at finde i ruinerne af en by efter et jordskælv.

At byen blev noget spartansk genopbygget i årene efter det store Jordskælv -Troja VII.

At Troja VII er blevet ødelagt af en brand omkring det tidspunkt, som beretningen om Trojas belejring er dateret til.

Illios

P1030577

At Homer og de doriske grækere, der indvandrede til Lilleasien og Grækenland i 800’tallet f.v.t. , troede at Wilusa var den by, hvor Achilleus dræbte Hector og hvor Paris efterfølgende, med hjælp fra Afrodite, sendte en dødbringende et pil i Achilleus’ hæl, og at de derfor grundlagde en ny by Illion på stedet.

At kong Xerxes på vej til Hellespoint (Gallipoli) med sin hær i 480 f.v.t. ofrede 1000 stykker kvæg til guderne i Priams by, for at få krigslykken med sig.

At Alexander den 3. den Store gjorde noget tilsvarende, da han tog den modsatte vej i 334, og at hans efterfølger, Lucimarchos, byggede et Athene tempel til ære for Alexander den 3. den Store i Troja. At Antiochus den 1. (281-261) ryddede byen for Keltere og Galatier, der var trængt ind fra Europa, og at Romerne gav både Gallipoli og Troja i Pergamons varetægt, indtil Pergamon blev lagt ind under Rom i 133 f.v.t.

P1030647 P1030616

Rester af bad og brønd fra Lucemarchos tid

Romerne havde en særlig forkærlighed for Troja. Cæsar og Augustus mente, at de nedstammede i lige linje fra Aeneas, der var trojaner. Ifølge legenden flygtede han fra den brændende by med sin far på ryggen, byggede en flåde, og sejlede med sit følge rundt i Ægæerhavet, indtil han gik i land ved Rom og blev gift med kongen af Roms datter. Også Konstantin den Store udbyggede Troja, inden han besluttede at lægge sin nye hovedstad ved Bosporusstrædet i stedet for ved Hellespoint. Troja har, ud over at være en legende, haft strategisk betydning i forhold til at kontrollere indsejlingen til Marmarerhavet og dermed Sortehavet.

I dag graver man stadig ved Troja, og man er i gang med at kortlægge den romerske bebyggelse, der viser sig at være meget større end først antaget.

P1030640

[1] Troia/ Wilusa Guidebook, sidst revideret i 2013

Read More...

Tidsåndens filter

9. januar 2015 | Posted in Ude | By

Je suis Charlie

IMG_9363

Når man er på rejse, så er nyhederne ofte lidt bagefter en. Modsat hjemme, hvor nyhederne blæser en i møde, ofte i form af eksperters forudsigelser af, hvad de tror, der vil ske. Således er nyheder blevet en blanding af fiktion og fakta, i lighed med så meget andet i ”tidsånden”.

Men min erfaring er, at de vigtige nyheder altid når en. Men der gik lidt tid, før jeg forstod meningen med alle Facebook-opslagene ”Je Suis Charlie”. Massakren i Paris skete præcis et døgn efter, at en selvmords-bomber ødelagde en politistation og dræbte en politibetjent og sårede en anden her i Istanbul ganske få meter fra, hvor vi bor. Den nyhed fik vi fra Mettes svigersøn i Danmark.

Men nyheden om massakren på Charlie Hebdo’s redaktion er nået til Tyrkiet. Je suis Charlie er på rekordtid blevet et symbol her for det nydannede socialistparti Sosyalist yeniden kurulus partisi . Vi er Charlie’s blyanter er deres nye slogan, som i går blev præsenteret ved en lille demonstration ved det franske institut tæt på Taksim pladsen. Vi støtter Charlie Hebdo ikke Hollande skriver de på deres Facebook side. Lige rundt om hjørnet i en anden gade ud til Taksim pladsen er det tyrkisk politi kørt i stilling med vandkanoner og det helt tunge skyts.

IMG_9362

 

Borgerkrigen i Syrien er også nærværende her, hvor Istanbul og Tyrkiet i det hele taget har en stor opgave i at håndtere den store flygtningestrøm. I går i letbanen fik vi en snak med en ung syrisk læge, der var flygtet fra Aleppo. Han og hans bror deler en lejlighed her i Istanbul og han arbejder på et hospital. Han er et eksempel på en person, der godt vil snakke med os fra vesten. Men her mærker jeg min egen reservation. Min angst for at involvere mig med enkeltpersoner, der befinder sig i en krisesituation, som jeg ingen redskaber har til at afhjælpe, er stor. Og jeg beundrer dem i min omgangskreds som Mette, Kirsten og Anne, der er meget mere ligefremme og åbne end jeg er i den forbindelse. Jeg vil helst have et filter imellem.

P1030369

Et sådan filter er kunstneren og galleriejeren İlhami Atalay, der er et navn på den internationale kunstscene, og som har et galleri her i Istanbul. Hos ham køber vi to tuschtegninger af en syrisk kunstner, en anden syrisk flygtning, der i dag har arbejde som lærer på en skole for syriske flygtningebørn i Taksim, Istanbul.

En anden måde, man kan hjælpe på her i Tyrkiet, er ved at donere 125 TL (ca. 375 kr) til gadebørn gennem er FN-organisation. For pengene kan et barn få et par sko, en frakke, hue og vanter, kiks og mælk.

P1030429

Topkapi indgangen til anden gård

Dagen i går bød desuden på to museumsbesøg. Dels på Topkapi Palace Museum, dels på Uskyldens Museum. Det sidste skiver Palle om i et andet blogopslag.

Topkapi Palace Museum (Topkapi betyder Kanonport) er Sultanernes palads i Istanbul, der er indrettet til museum. Det blev påbegyndt af Mehmet den 2. (1451-1481), som en fontæne ud mod havet, hvor Marmarerhavet, Bosperus og det Gyldne Horn mødes (foreviget af Martin Rørdam i 1846). Før det havde han etableres sig i ”The Old Palace”, der lå hvor Istanbul Universitet ligger i dag. Topkapi er derefter bygget over flere århundrede, hvor hver ny sultan har tilføjet nye bygninger og pavilloner efter egen smag. Trods det fremstår paladset som en arkitektonisk helhed, hvor især de mange pavilloner har en lethed, som er i stærk kontrast til de meget tungere byzantinske bygningsværker – som eksempelvis Hagia Irene Basilikaen (hellig fred), der har fået lov at blive stående i paladsets første gård.

P1030427 P1030417

Billeder fra Hagia Irene - den hellige freds kirke, bygget samtidigt med Hagia Sophia
(Den hellige visdoms kirke)

Som besøgende får man her en minimodel af livet ved det osmanniske hof. I komplekset har der, da det var på sit højeste boet omkring 10.000 mennesker, hvoraf køkkenpersonalet alene var på 1300 mennesker.

Paladset var gennem mere end 300 år Osmannerrigets militære, politiske og administrative centrum, det husede sultanens livgarde og ikke ubetydelige Harem og det var her sultanen modtog udenlandske gesandter og egne guvernører til rådslagning og ved retfærdighedens tårn (tower of justice) , dømte han bag sit tæppe og med Storvesiren som mellemmand til liv, død eller landflygtighed.

IMG_9357

Topkapi – tower of justice

 

 

Read More...