Hjemrejsen

13. november 2018 | Posted in Hjemme, Ude | By

Iznik, Istanbul, Edirne og hjem

Sidste del af turen fører os fra Sortehavet til Edirne, hvor vi kører bilerne på et biltog og forbereder os på 36 timers togrejse til Villach i Østrig. Derfra er der en køretur fra Villach til Wien, hvor et andet tog venter os, og bringer os til Hamburg.

Fra Amasra til Iznik

Turen har budt på mange smukke køreture, og en af den er turen fra Amasra til Bolu. Strækningen fører igennem nogle smukke og i vores verden oversete naturområder. I Tyrkiet er de mål for meget lokal turisme. Det oplever vi allerede i Asmara, hvor mange andre rejsende viser os billeder fra nationalparker, som de varmt anbefaler os at besøge. Men vi nøjes med at nyde, at køre gennem bjerge dækket af jordbrune, gule og vissengrønne efterårsfarver og rødløvede buske og frugttræer med hvidkalkede stammer.
Vi overnatter på et hotel i Bolu. Her får vi om aftenen besøg af byens turistchef, en kvinde, der gerne ser os blive en dag mere og besøge nogle af naturperlerne i området. Især Bolu sø og kildespring og vandfald i det bjergrige område får varme anbefalinger. Men vi siger, det må blive en anden gang. Vi har allerede booket to overnatninger i Iznik på hotel Limnares, der ligger lige ned til Iznik sø.

Iznik

Model af Iznik i den storhedstid i 1200’tallet udført i kakler

Iznik hed engang Nikæa. Det var her Konstantin den store i 325 sammenkaldte alverdens biskopper, så de en gang for alle kunne afgøre, hvad der var den sande kristendom. Omkring 30 biskopper var de vist, her i kristendommens barndom. Men spørgsmålet var ikke så nemt at besvare. Men en vigtig beslutning blev taget. Det var bestemmelsen af Jesus natur. Her blev treenigheden fastslået. Det blev bestemt, at Jesus er guddommelig, gjort af det samme stof som skaberen selv og en del af treenigheden: faderen, sønnen og helligånden. Efterfølgende muligt af skelne mellem ægte og falske kristne bevægelser og evangelister og biblen fandt efterhånden sin endelige form.

Iznik søen

Vi har før været rundt om Iznik søen på ruten fra Istanbul til Bursa. Den ligger utrolig smukt omgivet af bjerge, og jeg har haft et stort ønske om at se byen, nysgerrig efter at fornemme stedet og stemningen. Denne gang havde vi så tiden til at tage en afstikker fra hovedvejen og se lidt nærmere på stedet.

Når man drejer fra hovedvejen kommer man ind på en smal 2-sporet og ikke særlig velholdt asfaltvej, der fører gennem velplejede marker, frugtplantager og olivenlunde. Overalt holder biler og traktorer i vejsiderne og høstarbejdet er i gang. Der bliver plukket frilandstomater, høstet æbler, majs, kål, oliven og kastanjer, og kartofler bliver taget op. GPS’en fører os nord om byen, og vi kommer gennem et supertrist industriområde, inden vi når frem til hotellet, der ligger ned til Iznik søen og med ryggen til den gamle bymur. Der er to mure fortæller værten, den første er fra romertiden, den anden fra Byzans. Desværre er det ikke et ordentligt kort over byen, kun en lille pamflet der antyder, at byen stadig ligger “inden for murerne” af den gamle befæstede by.

Vi har igen problemer med Y’eren. Kompressoren knurrer og smider olie, og vi er faktisk i tvivl om hvorvidt vi kan køre videre i den. Så Palle går i gang med studere kompressorers opbygning og muligheden for at skaffe et reparationskit.

Iznik i dag

Hovedgaden i Iznik

Sidst på eftermiddagen går jeg en tur op i byen, for at få et første indtryk af, hvad der er tilbage af den gamle by. Byen er oprindeligt grundlagt af Antigones, en af Alexander den 3. Den Stores generaler, i 316 f.v.t., og videreudbygget af Lysemarcus efter 301. Det var også ham, der gav den navnet Nikæa, efter hans seneste kone. Den er opbygget som en klassiske hellenistisk by, med en nord/ syd og en øst/ vest akse, der skærer hinanden i byens centerpunkt. Præcis her ligger Iznik’s Aya Sofia. Engang en smuk, klassisk byzantinsk bygning dekoreret med freskoer. Den er bygget nogen lunde samtidig med navnesøsteren i Istanbul. Men gennem årene har den mistet stjerneglansen, ramt af krige, jordskælv, ombygning til moske og almindeligt forfald. Engang lå den i gadeplan, i dag ligger den halvt i kælderplan ud mod hovedgaden, som tidens fylde har hævet et par meter over det plan, hvor den oprindelige romerske vej var anlagt. Bag kirken ligget et smukt grønt anlæg, der betyder, at Aya Sofia i dag tager sig bedst ud bagfra.

I aftenlyset ser jeg kun kirken fra forsiden, mens jeg scanner byens to sydlige kvadranter. Det jeg ser, er en stor landsby. Forretningerne i Hovedgaden – Ataturk Caddesi – sælger overvejende traktorer, reservedele og isenkram til markarbejde. Og trafikken er for 50 % vedkommende traktorer med anhængere, der kommer hjem fra markarbejde med høstarbejdere og grøntsager på ladet. På en måde føler jeg mig lidt snydt. Nikæa er en af de vigtigste by i kristendommens historie. Og så frister den i dag en skæbne som en hengemt landsby. Men omvendt er det måske netop byens held. At den har fået lov at gemme sig bag et skjold af uambitiøs bondefornuft, hvor almindelige mennesker er flyttet ind i resterne af fortidens storhed, og har udnyttet det, der kunne anvendes og ladet resten henfalde i historiens glemsel. Det er vel ret meget i Jesus ånd. Her er plads til både rige og fattige helt almindelige mennesker i et ualmindeligt frugtbart hjørne af verden med et ualmindelig smuk natur.

Det gamle Iznik

Østporten i den gamle bymur med rester af den gamle, romerske vejbelægning.

Næste dag får vi set nærmere på byen. Det viser sig, at den gamle bymur stort set er komplet. Den har haft 8 indgange. Den oprindelige hovedindgang – Lefke Kapisi – ligger mod øst, og det er også den, der i dag er bedst bevaret. Starter man her og går ned ad Kilicaslan Caddesi, får man nok den bedste fornemmelse af den oprindelige by. En god kilometers gang, så er man ved søen. Undervejs kommer man forbi byens vigtigste pladser, moskeer og gamle byzantiske bygninger, som ex. Iznik Museum (under ombygning) og Aya Sofia. Går man kun til centerpunktet og til højre (mod nord) kommer man forbi en anden gammel byzantinsk bygning – et badeanlæg, der i dag er indrettet som kulturcenter. Her kan man købe kunsthåndværk og en kop kaffe i gården, og i de game baderum er der fotostater med billeder fra igangværende arkæologiske udgravninger. Nikæa eller Iznik har i dag UNESCO status. Men der er stor mangel på materiale, der fortæller om byens historie, og som kan hjælpe sådan nogen som os med at lukke byen op.
Går man videre, venter der en belønning længere fremme. Det er Istanbul porten. Det var her, vores udforskning startede. Selve den gamle port er velbevaret, og der arbejdes hårdt på at restaurere nogle game bygninger, der har været en del af det tidligere forsvarsanlæg. Som nævnt har Iznik været beskyttet af en dobbeltmur. Den første mur blev anlagt af Lysimarcos omkring 300 f.v.t. Den anden mur er fra 1200’tallet. Den blev anlagt efter at Venetianerne – eller latinkatolikkerne som man siger her – indtog og hærgede Konstantinopel fra 1204 -1261. I de år søgte kejserfamilien tilflugt i Nikæa, slog sig ned ved søen og ventede på chancen for at generobre Konstantinopel. Den chance kom i 1261. Men murerne stod ikke distancen, da Osmannerne angreb byen i 1331, hvor byen sammen med Bursa kom under Osmanniske styre i et slag ledet af Orhan Gazi, der var Osmans søn. Det var næsten 125 år før Konstantinopels endelige fald i 1453. I 1402 faldt Iznik en kort overgang i hænderne på Timor Link, der hærgede byen, men efter hans død i 1405 blev den igen Osmannisk og siden tyrkisk. Orhan Gazi gjorde Bursa, der ligger ca. 75 km fra Iznik til Osmannerrigets første hovedstad. Her ligger både Osman og Orhan begravet.

Gadeparti ved den gamle bymur

 

Det er sjældent, man i en by finder så levende rester af fortiden som i Iznik. Fra Istanbulporten kan man et langt stykke følge en sti mellem de to mure, og man kan fornemme, hvordan folk har boet og stadig bor i huse, der ligger klinet op ad den inderste mur. Her er bolig og værksteder bygget sammen med muren, i værkstederne drejes trævarer, og mellem børn, hunde, katte og høns produceres æblekasser, marmorplader, fliser og andre nyttige ting til det lokale marked.

Mere Y

Da vi kommer hjem fra vores ekspedition har drengene været i gang med Y’eren. Det har afsløret, at ikke alt var, som det skulle være efter reparationen i Unye, hvor toppakningen blev skiftet. En del skruer skal efterspændes, Men værst er det, at remmen til kompressoren har været spændt for stramt. Så der er gået en pakdåse og lejerne lyder ikke helt, som de skal. På resten af turen bliver det nødvendigt med mellemrum at efterfylde kompressoren med olie. Så vi krydser fingrene og håber på, at den kan holde hele vejen hjem.

Istanbul

Vi kommer til Istanbul uden yderligere problemer. Turen nord om Iznik søen er smuk, vi kører gennem olivenlunde, hvor høsten er i fuld gang. Derefter kører vi ad nyanlagt motorvej. Marmarerhavet som vi tidligere sejlede over passeres via en smuk Højbro, og senere kører vi ad en ligeledes nyanlagt tunnel under Det gyldne horn, og så lander vi lige i smørhullet. Det er altid lidt panisk at lande med tre veteranbiler i en storby. Vi har gennem Airb&b for længst booket en luksuslejlighed i Sultanehmet på Det gyldne Horn. Gennem meget smalle gader når vi frem til den plads, hvor udlejer har forsikret os om, at bilerne fint kan holde parkeret.

Begyndervanskeligheder

Selv om vi er der til aftalt tid, så glimrer udlejer ved sit fravær. Så vi danner trafikprop, trængsel og kaos foran Sokollu Mehmet Pasha Moskeen, netop som fredagsbønnen er slut og mænd strømmer ud efter fredagsbønnen. Da vores vært Saban endelig dukker op, får han dirigeret rundt med allerede parkerede biler, så vi kan holde i gaden “på Istanbuls vis”, som har siger. Y-eren kommer til at holde i anden position. Det ser ret håbløst ud, især når man ved, hvor megen opmærksomhed vores tre biler skaber, når de holder parkerede. Der går da heller ikke ret lang tid, før Saban kaster håndklædet i ringen. Mens vi spiser frokost på en lille restaurant ringer han og foreslår, at bilerne bliver flyttet til et nærliggende parkeringshus.

Vores “luksus”-kælderlejlighed i Istanbul

Mændene flytter bilerne, mens vi piger ser lejligheden an og køber ind. Lejligheden er en slem skuffelse. Det viser sig at være en kælderlejlighed, med udsigt til gadeplan fra højtsiddende vinduer. Den er nyistandsat og hvidmalet og derfor lys, men der slipper ikke meget dagslys ind. Den er OK møbleret, der er et lille køkken og to badeværelser som lovet, men der er absolut ingen luksus over den. Til gengæld er beliggenheden perfekt. Kvarteret er roligt, den ligger lige bag hippodromen, uden for døren er masser af små forretninger, et supermarked og gode, billige restauranter.
Det er på en af restauranterne, vi mødes med drengene igen. De er kobberrøde i hovederne af arrigskab over den måde, bilerne bliver behandlet på i parkeringsgaragen. Store knægte, der råber og skriger og insisterer på at få nøglerne, så de kan bakke rundt med bilerne, som det passer dem. Det lykkes den ene af dem at køre Y’eren ind i en anden bils kofanger, hvorefter den selvfølgelig går i stå. Derefter forsøger han at aktivere startmotoren ved at dreje nøglen, men i stedet for kommer den til at sidde fast i tændingslåsen. Unge mænd ved ikke, at gamle biler ikke skal startes med nøglen, de er forsynet med et separat starthåndtag.
Først på det tidspunkt lykkes det at få dem forklaret, at bilerne skal holde bagest i p-kælderen, så de ikke behøver at blive flyttet de næste 5 dage. Og at nøglerne bliver hos os, indtil vi henter bilerne igen.

Gensyn med Istanbul

Efter disse startproblemer får vi 5 gode dage i Istanbul med mange gode oplevelser. For er der en ting vi 3 teams er gode til, så er det at snakke tingene op i stedet for ned. Og at grine af fortrædelighederne i stedet for at falde i et fælles dybt sort hul.

Indgangen til den 3. gård i Topkapi

For mig er gensynet med Topkapi paladset det største, selv om en del af de steder vi ville besøge derinde er lukket p.g.a. ombygning. Og så er der alt for mange andre turister den lørdag, vi er der. Det er vores 3.
besøg i paladset, og denne gang virker det hele langt mere overskueligt end tidligere. Man begynder at få en lille fornemmelse af det liv og de magtkampe, der har udspillet sig i Osmannerrigets “Den høje Port” for 2, 3 og 4 hundrede år siden. Besøget suppleres fint af et besøg i Stor Visirens palads, der er indrettet som museum og ligger ud til Hippodromen.

Uskyldens museum i Istanbul

Også et gensyn med Uskyldens Museum er en dejlig oplevelse. Denne gang har vi læst romanen, og med Orhan Pamuk og Fortælleren Kamals stemmer i audioguiden, er det en anderledes oplevelse end sidst. For mig mere intens. Palle synes at oplevelsen bliver mindre intens, fordi audioguiden betyder, der mindre overladt til fantasien. Men i symbiosen mellem bog, audioguide og museum har Orhan Pamuk sat en ny standard for et fiktivt univers, der på samme tid fortæller en historie og afspejler en epoke i det moderne Tyrkiets historie.

Dervich munkene danser i Orientexpressens gamle ventesal.

Så er det en dejlig oplevelse at se Dervich-danserne folde sig ud i Orientsekspressens tidligere ventesal. Fire dansere og fem musikere giver en illustration til Sufi-muslimernes mystiske og magiske univers, elsket af nogen og lagt for had af andre. Både de radikale muslimer og Ataturk har periodevist forbudt Dervich – munkene at danse Rumi’s budskab om tolerance, kærlighed og barmhjertighed.

Gadekig i Istanbul

Men det er også dejligt bare at drive rundt på det gyldne horn, at gense steder, man før har været og se og forstå dem i nyt lys og nye sammenhænge. At prøve at føle byens puls, at opleve hvem der trives og hvem der mistrives, at lytte til sladder, indsnuse dufte og flyde med strømmen.

Edirne og hjem

Fra Istanbul kører vi til Edirne, hvor vi overnatter på vores “gamle” hotel Arca. Feride og Gurol er fantastiske værter, der hjælper os helt til stationen og gennem tolden. De hjalp os også i sin tid med at købe billetter. Så alt ser ud til at klappe, indtil der pludselig kommer 5 toldere i en hvis varebil. De vil have de 3 biler med til gennemlysning og de optræder ubehageligt, råbende på tyrkisk og meget lidt kommunikerende. Så Palle, Jørgen og Erling bliver dirigeret ind i bilerne og ad bagveje bliver de ført til den bulgarske grænse, hvor bilerne skal tømmes, så de kan blive gennemlyst.
Vi var i rigtig god tid ved toget. Men denne smuttur på i alt 50 km frem og tilbage, på det tidspunkt hvor de andre biler bliver kørt på toget, betyder, at toget pludselig skal vente på, at bilerne er tilbage – og således bliver næste 3 kvarter forsinket. I hele den proces er både vi piger, der er tilbage ved toget og drengene i bilerne uvidende om, hvad der foregår. Men alle forsikrer os om, at toget nok skal vente på, at bilerne er tilbage.

Det blev en lidt kedelig afslutning på, hvad der ellers har været en dejlig tur/ retur gennem Tyrkiet, og det giver os stof til samtale på den 36 timer lange togrejse i sneglefart om gennem Serbien, 6 mand i en minimal liggekupe. Men til alt held er der en fin spisevogn med toget, hvor man i dagtimerne kan strække benene ud og hygge sig med en kop kaffe og lidt mad. Man kan have sin egen mad med, hvad man stærk opfordres til, men det viser sig, at der er mulighed for at købe mad undervejs også.

Toget kører til Villach i Østrig. På vejen til Wien har vi planlagt en overnatning inden vi snupper den sidste tur med nattog. Det bliver på et gasthaus i en hyggelig Østrisk landsby, der hedder Hartmannsdorf.

Heldigvis går alt vel. Alle biler kommer kørende hjem i fin stil, ingen “Istanbuler”, som Jørgen siger, og med jævnlig påfyldning af olie får kompressoren også trukket skovlhjulet rundt de sidste 1200 km, så vi kan trille ind på gårdspladsen i Jordløse ved egen kraft.

Men der bliver lidt at kikke på for amatørmekanikerne i de lange vinterdage inden næste tur.

Read More...

Eventyr i Isfahan

14. oktober 2018 | Posted in Ude | By

Isfahan

Vores gode ånd i Isfahan hedder Ali Samandarian. Vi mødte ham første gang i Namak Abrood, hvor han var kørende i en 2 dørs guldbronzefarvet Pontiac med flødefarvet tag fra begyndelsen af 1970’erne.

Ali driver sammen med sin far og bror virksomheden Arianowear i Isfahan. En virksomhed, der får produceret mærketøj i Tyrkiet, som sælges til det bedre borgerskab i Iran. Han er effektiv, han elsker amerikanerbiler, han skruer selv, og han sætter barren højt, når det kommer til standard. Alt skal være perfekt. Han har 6 eller 7 amerikanerbiler i sin stald heraf en, der engang har tilhørt en af præsidenterne.
Alt er ikke rosenrødt i Alis verden. Krisen kradser. Men det er en anden historie.

Ali kommer og tager imod os på en tankstation ca 10 km før Isfahan. Så følger vi efter hans sorte Hyundai, og kører til hans garageanlæg, der ligger under forretningen. Den er i dagens anledning delvist ryddet, så der er plads til vores 3 MG’er. Her kan de stå trygt parkeret, mens vi holder en uges kørefri.

Naqsh-e-Jahan Square

Naqsh-e-Jahan Square. Midt i billedet ses balkonen, hvorfra Abbas den 1, den store kunne følge med i polokampene på pladsen.

Det er tirsdag den 2. Oktober, vi kommer til Isfahan og tjekker ind på hotel Safavi, der ligger i gåafstand til Naqsh-e-Jahan Square – der måske er verdens smukkeste plads, i alt fald den næststørste, umådelig helstøbt og den fremstår næsten som den blev designet for 400 år siden af Shan Abbas 1, den store (1587-1629), på mange måder Safavidernes svar på Christian d. 4.

Midt på pladsens langside ligger Ali Qapu paladset, fra hvis balkon Abbas kunne iagttage de polokampe, der på hans tid blev afviklet på pladsen. Til venstre for shahen, i den nordlige ende af pladsen ligger Qeisarich portalen, der danner indgang til en bygning, der i dag rummer bystyre og et museum, der også er kunstgalleri. Over for sig kunne han betragte Sheikh Lotfollah Moskeen, måske verdens smukkeste og mest helstøbte lille moske, enkel i sin grundplan – uden minareter og andre dikkedarer, men med et helstøbt kirkerum og en smuk kuppel. Til højre – mod syd ligger endnu en pragtperle, Jameh – Abbasi Moskeen. Det hele smukt bundet sammen af arkader og gallerier til en helstøbt enhed.

Men endnu bliver vi ikke sluppet løs på pladsen. Ali organiserer en guide ved navn Masoud, der skal tage os med ud at spise, på et af byens berømte spisesteder, Arshia Traditional Restaurant.
Her får vi gode traditionelle Iranske retter, bl.a. kylling i en granatæblestuvning, salat og ris. Under tilbehør får jeg bestilt en yoghurt ret. Det viser sig at være en dessert, der serveres ved iranske højtider. Det er en gul budding, der er jævnet med fine uldhår, der er skrabet af halsen på nyfødte lam. Der er en kæmpe portion, og vi får alle en smag, men det er lidt for meget “uld i mund” for os, så Masoud spiser med god appetit resten.

Armenerne i Isfahan

Lone, Palle og jeg følges med Masoud tilbage til hotellet. Undervejs fortæller han om det armenske kvarter i byen, hvor hans kone har en forretning med brudetøj. Armenerne kom i stort tal til Isfahan under Abbas d. 1. den store. Han skulle bruge dygtige håndværkere til at skabe sit store projekt – Isfahan skulle være ikke mindre end verdens smukkeste hovedstad. Derfor blev tusindvis af håndværkere tvangsforflyttet fra byen Jolfa i Armenien til Isfahan. Her skabte de et nyt kvarter, “New Jolfa”. På et tidspunkt boede der over 42.000 armenere i Isfahan, i dag er tallet reduceret til 5000. Der er også flere kristne kirker, lige som der er et større jødisk samfund og en række synagoger. Jødernes historie kender Masoud dog ikke noget til. Han selv har en Master i turisme og organisation, men han arbejder altså som freelance turguide.
Undervejs fortæller han også, at Isfahan fra starten af er anlagt som en stor have, med floden som den ene akse og gågaden – Charbagh-e-Abbasi – som den anden akse.

Aftenstemning på Naqsh-e-Jahan Square

Tilbage ved hotellet siger vi farvel til Masoud i forventning om, at vi ses igen torsdag. Om aftenen går vi en tur til Naqsh-e-Jahan Square og nyder synet, livet på pladsen, hvor mange lokale beboere hænger ud eller er samlede til picnic. Familier sidder simpelthed rundt omkring på pladsen på tæpper og nyder deres madkurv. Der er også andre turister end os, og selvfølgelig masser af handlende, men vi turister er heldigvis stærkt i undertal. Mange Iranere kommer hen for at snakke. Bl.a. en mor og hendes to døtre, der vil vide, hvem vi er. Da jeg fortæller, at jeg har været lærer, så fortæller den en unge pige, at hun også var lærer, men det var umuligt at leve af det, så nu har moderen og de to døtre åbnet en Coffeeshop. Det er meget bedre, og så er de deres egne herrer.

Reparation og service på Y’eren

Y’eren på værksted

Næste dag har Ali organiseret det således, at der er tid til at lave biler, og så kan pigerne tage på tur med guiden imens. Men det er kun Palle, der vil have Y-eren på værksted, da det kommer til stykket.

Ali igang med at skære ny pakning til vandpumpe

Vi har haft den udfordring med Y’eren, at den har lækket vand på det meste af turen. Der er blevet lavet nødtørftige reparationer undervejs, men inden vi nåede Isfahan var der ikke længere nogen tvivl: to af boltene, der holder vandpumpen var simpelt hen utætte, den eneste løsning var at få afmonteret vandpumpen og boret nye gevind til nye bolte. Derudover var der behov for almindelig service: olieskift, smøring, rensning af kaburator og efterspænding af bolte.

Den udtørrede flod

Mens Palle og Ali skruer og skærer nye gevind og pakninger sammen med en lokal mekaniker, som Ali bruger til sine veteranbiler, ser vi andre lidt nærmere på byen. Vi starter med et se nærmere på “det store haveanlæg” d.v.s. gågaden og floden. Den ikoniske bro over floden, der gennemskærer Isfahan hedder Si-o Se Pol, men floden har ikke været vandførende de sidste 3 år, og det betyder temmelig meget for helhedsindtrykket.
Nu skal jeg ikke gøre mig til ekspert i noget med vand, og det er nemt i disse tider at råbe klimaforandringer. Men det er et generelt problem, at floderne i store dele af Central- og Sydiran er tørlagte. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det hænger sammen med de mange meget store dæmningsanlæg, vi støder på, når vi kører gennem landet. Dæmningerne og de store opdæmmede søer er vigtige for drikkevandsforsyningen, for el-produktionen og for vand til landbruget. Men vandet kan nu engang ikke være flere steder på samme tid. Så de opdæmmede vandmasser har sin pris.
I alt fald kan jeg ikke overbevise mine rejsefæller om, at vi skal gå en tur i haveanlægget langs den udtørrede flodseng. “Det er kedeligt at gå langs det sandbækken” lyder det, “lad os hellere gå en tur op i byen”. Det gør vi så.

Jameh moskeen

Jørgen og Lone i bazaren på vej ud til Jameh moskeen.

Jørgen, Lone og jeg beslutter os for at gå en tur ud til Jameh moskeen, eller fredagsmoskeen, som de siger i Bazaren.
På kortet set det ikke så langt ud, men i virkelighedens verden viser det sig at være en lang og ret kedelig gåtur. Vi går ad de lige hovedstrøg gennem ret kedelige forretningskvarterer med byggerier af meget svingende kvalitet og med tæt trafik. Undervejs støder vi på nogle meget gamle gravkapeller, hvor vigtige personer ligger begravet, men vi kan ikke rigtig blive kloge på, hvad det er vi ser.

Da vi endelig når frem, kommer vi til en kæmpe (bygge)plads. Moskeen ligger for enden af et kæmpe bazarområde, der strækker sig over 1,7 km fra Naqsh-e-Jahan Square til Jameh-moskeen. Her i denne ende af bazaren er man øjensynligt ved at konstruere en plads, der i størrelse kan matche Naqsh-e-Jahan Square. Men for os ser det mest ud som en kæmpe byggeplads. Vi finder dog ind i bazaren og når endelig frem til Jameh – moskeen.

Gården i Jameh moskeen, Isfahan

Jameh-moskeen – eller Atigh Great Mosque – som den hedder, er Irans største moske. Her blev anlagt en moske oven på et ildtempel kort tid efter dannelsen af det Abbersinske kalifat for omkring 1300 år siden. Den er på samme tid et arkitektonisk museum og et aktivt religiøst center.
Arkitektonisk har den spor efter alle Irans efterfølgende dynastier, der på hver sin måde gennem årene ved til og ombygninger har sat sit præg på moskeen. Religiøst ved at være Isfahans og måske også Irans vigtigste religiøse center.


At det er en aktiv moske er vi ikke i tvivl om. Den store gård er bygget op med et stort podie, og overalt ligger store tæpper, klar til at blive rullet ud over den kæmpe gårdsplads. I et hjørne sidder en Imam ved et stort skilt, til hvem man på engelsk kan stille spørgsmål til Islam. Jeg spørger, om der er ved at forberede en festival. Men han siger, at festivalen har været afholdt for 21 dage siden. Så måske er de bare ved at gøre klar til næste fredagsbøn.

Trængsel i Bozorg bazaren

Næste dag forsøger vi at gå turen fra Naqsh-e-Jahan Square til Jameh eller Atigh Great Mosque gennem bazaren, men vi løber vild i gyderne og opgiver projektet. Vi mangler det forkromede overblik eller en god guide.

Mere Armenien

Jolfa Valk Katedralen er tydeligt inspireret at tidens Islamiske arkitektur

Men vores guide Masoud svigtede os om torsdagen. Vi havde ellers håbet, han ville vise os rundt i det armenske kvarter, men han havde øjensynligt fået et bedre tilbud. I stedet tog vi selv taxier ud til Jolfa Valk Katedralen, der er armeniernes hovedkirke i Iran. Den er bygget i sin nuværende form i 1655 for midler indsamlet i Jolfa i Armenien.

The showcase of Armenia genecide in 1915 by Ottoman Empire

Ud over kirken er der et museum og et mindesmærke, der begge handler om armenierne herunder det armenske folkemord, som Tyrkerne begik i 1915. Her bliver der ikke lagt fingre imellem, her bliver et folkemord kaldt et folkemord, øjensynligt uden at udløse store diplomatiske kriser mellem Iran og Tyrkiet.

Torturscene i Jolfa Valk Katedralen

Man bliver budt velkommen til kirken af to ærkeengler. Men det mest iøjnefaldne ved kirken – for en i øvrigt uvidende iagttager – er de bemalede torturscener, som man forestiller sig, at Jesus har gennemlevet inden korsfæstelsen i Jerusalem. Man tænker uvilkårligt, at det må være et tidsbillede på farerne ved at leve i Perserriget i 1600’tallet.

Vi er ikke til fredagsbøn dagen efter. I stedet tager vi på en 5 dages rundtur til Yazd og Shiraz, hvor bl.a Pasargadae og Persepolis venter på, at vi kommer forbi. Men det bliver som nævnt ikke en MG tur. Og den tur skal have sit eget blogopslag.

Vi er tilbage i Isfahan tirsdag den 9. om eftermiddagen. Vi tjekker ind på et nyt hotel – helt bogstaveligt – Hotel Keryas, der er bygget som et traditionelt hotel. Det er kun 6 mdr gammelt, og det ligger lige klods bag ved Jameh – Abbasi Moskeen på Naqsh-e-Jahan Square.

Bilerne på Naqsh-e-Jahan Square

“Vi har et program for jer i morgen”, skriver Ali på WhatsApp. Lidt efter dukker han op. “Vi har arrangeret en køretur i morgen. Vi starter fra min garage kl. 9.00 og så skal vi køre ind på Naqsh-e-Jahan Square. Der skal vi holde et par timer, og borgmesteren kommer. Bagefter er der paradekørsel på gågaden”. Stakkels Erling. Han har svoret, han ikke ville røre sig ud af flækken i morgen. “Jeg er ligeglad med, hvad du finder på Rikke, jeg sidder hele dagen i haven og læser i en bog”, var hans besværgelse. Men med meldingen fra Ali fik piben pludselig en anden lyd.

Morgenvirak foran butikken inden vi er klar til afgang.

Vi blev hentet kl. 8 i to taxaer næste morgen. Da vi ankom til garagen stod vores biler pudsede og polerede, og ventede på os, og der var et mylder af mennesker og 50’er biler. Alle var glade og forventningsfulde, undtagen mig. Jeg var ramt af en akut maveforgiftning, og det lykkedes mig diskret 3 gange at kaste op i en plasticpose, før vi sammen med 12 lokale 50’erbiler kørte paradekørsel ind på Naqsh-e-Jahan Square og parkerede foran Qeisarich portalen.

Mens bilerne holdt parkerede der i 1 ½ times tid fik vi en rundvisning i museums-galleriet, hvorfra der er den mest fantastiske udsigt over pladsen. Derefter var der taler af borgmesteren og af Palle, der overrakte et eksemplar af en Pub-møde plakette og vores kørelogo til borgmesteren, der kvitterede med en gave.

Ali, Palle og Borgmesteren i samtale

Så var der journalister og fotografer, der skulle have alle detaljer om vores tur og om vores oplevelser i Iran, og selvfølgelig ville de vide, hvad vi synes om Iran og om at rejse i Iran.

Tre bevæbnede politifolk passede på bilerne under denne seance. Derefter var der udkørslen af samme vej, som vi kom ind, og paradekørsel fra pladsen og hen til gågaden, hvor der helt ekstraordinært blev lukket op, så vi kunne køre hele vejen af gågaden ned til floden. Selvfølgelig lige netop på den tur sprang benzinslangen på A’eren læg. Ali var straks på pletten, og sammen med et par andre kørere, der var fikse på fingrene, blev der lavet en midlertidig reparation, så vi efter ca. ½ time kunne køre videre.

Da turen er slut er jeg fuldstændig færdig. Så da bilerne igen er parkeret i Ali’s garage, bliver jeg kørt hjem på hotellet, hvor jeg går i seng og sover til næste morgen. De andre har en hyggelig og afslappet eftermiddag og om aftenen er de ude og spise på Hotel Abbasi sammen med Ali og hans kone.

MG i Iran og mere publicity

Ali har også et program for os torsdag morgen, inden vi kører ud af Isfahan. Så igen bliver vi bedt om at være klar kl. 8, så bliver vi hentet i taxaer og kørt hen til garagen. Jeg er heldigvis nogenlunde frisk og får også klemt lidt morgenmad ned, inden vi skal afsted.

Ali’s far ankommer til forretningen torsdag morgen

Da vi kommer til garagen er der kun vagtmanden, og han vinker os ind i butikken. Her sidder en kvindelig journalist fra Teheran Daily News. Vi har hilst på hende allerede i Namak Abrood, hvor hun dækkede rally’et fra Teheran til Det Kaspiske Hav. Nu er hun fløjet fra Teheran til Isfahan, for at lave en dokumentar til deres web – TV om vores tur, vores mission og vores oplevelser i Iran. Især kredser hun meget omkring betydningen af vores logo med “Mark of Friendship”.
Vi får en god snak med hende inden Ali kommer, alt hvad vi siger og gør bliver optaget på film og med mikrofon. Så tager hun med på turen i Ali’s bil. Første stop er hos den lokale MG forhandler i Isfahan.

MG værksted i Isfahan

Hjemmefra har vi troet, at vi overvejende skulle møde MG folk i Iran i deres forhandlernetværk. Men undervejs er vi blevet mere og mere i tvivl om dette netværks eksistens. Vi har set et par enkelte MG’er på turen, det er det hele. Vi har hørt, der skulle ligge en MG samlefabrik i Tabriz, men noget konkret om den er der ikke kommet frem.

Nu står vi så hos hovedforhandleren i Isfahan. Han har importeret biler til Iran de sidste 45 år. Han startede med et General Motors hoved-agentur. Siden blev han KIA forhandler. For 8 år siden fik han også MG i sin stald. I 2011 var han i Kina, inviteret af MG fabrikken, og han viser en række billeder derover fra. Han har også et par plancher med billeder af alle de MG’er, der er produceret gennem tiderne.
Han understreger meget, at de laver service på alle typer af MG. Og for at understrege rigtigheden af dette udsagn, bliver Jørgens A’er kørt ind over graven, benzinpumpen bliver afmonteret og den bliver forsynet med nye benzinslanger.

Den kvindelige journalist følger med og registrerer alt hvad der foregår.

I hans butiksvindue med nye biler står en enlig KIA. Han fortæller, at de er hårdt ramt af sanktionerne. Især på grund af, at kursen på de Iranske realer svinger op og ned fra dag til dag. Og iranernes humør og købelyst svinger i takt med kurserne. Økonomisk usikkerhed er en svøbe, der hænger over landet, og kurslisterne synes at være de mest læste – og måske de mest objektive nyheder – som den menige Iraner beskæftiger sig med. Så lige nu satser han hele butikken for at levere service til de biler, der allerede kører på vejene. Der er reservedele, de ikke kan få fat i på grund af sanktionerne, og så må de gå kreativt til værks og finde alternative løsninger. Han fortæller, at han gennem årene har solgt 1000 MG’er i Isfahan, og at der i alt i Iran kører 5000 nyere MG’er. Der er også enkelte ældre modeller hos samlere rundt om i landet. Han mener, at projektet med en samlefabrik i Tabriz blev opgivet for et år siden.

Da A’eren igen er køreklar og diverse gaver har skiftet hænder, og morgenavisen med MG A på forsider præsenteret, så sige vi farvel og starter ud på den sidste tur sammen med Ali og journalisten. Han fører os gennem Isfahan til vi når den udfaldsvej, der skal føre os til Delijan. Vi siger farvel til dem begge på en tankstation, hvor bilerne bliver fyldt op med benzin til turen. Det bliver en bevæget afsked.

 

Read More...

Albanien og troens prøvelser

8. marts 2017 | Posted in Ude | By

IMG_5595

Shkodër søen på grænsen mellem Montenegro og Albanien, her ved byen Shkodër i Albanien

Fra Dubrovnik i Kroatien kørte vi gennem det billedskønne Montenegro til byen Shkroder i Albanien. Her får vi det første kig ind i et land, der for os indtil nu har henligget i mørke. Shkroder ligger ved Balkans største sø. Naturen er enestående, men landet er forsømt og goderne er tydeligt ulige fordelt. Det er lang tid siden, jeg har været i et europæisk land, hvor en families overlevelsesgrundlag består i at sælge mælk i colaflasker på et gadehjørne.

IMG_5552

Handel med lokale produkter

Vi har logeret os ind på et meget fint istandsat og møbleret lille hotel, helt gennemført italiensk inspireret. Det bærer navnet Rose Garden, og der er også en meget fint haveanlæg med små runde marmorborde, hvor man, når foråret bare får lidt bedre fat, kan nyde sin morgenkaffe eller et glas – gerne lokalt produceret – vin. Så et kort øjeblik kan man nyde illusionen om det søde liv i Albanien, men når man ser ud af vinduet fra hotelværelset, så får man slynget den albanske virkelighed lige i synet igen.

IMG_5542

Udsigten fra hotelværelset

Albanerne lever i nuet, men de fleste unge ønsker sig langt væk. De har svært ved at få øje på en fremtid i landet. Det fortæller kvinden, der viser mig rundt på Diocesan Museet, der ligger lige ved siden af hotellet. Et fint lille museum, der drives af Den katolske Kirke i Albanien.

Indgang til Diocesan Museet i Shkodër

Indgang til Diocesan Museet i Shkodër

Troens historie i Albanien er endnu mere brutal end landets øvrige historie. Da jeg kommer ind i museet er det vigtigt for museumsguiden at understrege, at Albanien er et multireligiøst samfund og at de tre store trossamfund lever side om side: 70% muslimer, 12% romersk katolske og resten som ortodoks kristne eller ateister.

Museets fortælling starter i år 50, hvor Paulus kom til Illyrien og hvorfra han sendte et af sine breve til menigheden i Rom. Den romerske kejser Konstantin den Store kom ifølge museet også fra Illyrien. Det har jeg nu ikke kunne få bekræftet andetsteds, men det er en smuk historie. Kejser Konstantin den store var ham, der tillod kristendommen at blive statsreligion i Romerriget, og som flyttede hovedstaden fra Rom til Konstantinopel.

 

IMG_5584

Legenden om madonnabilledet, der bliver bortført af to engle

Ved bruddet mellem Øst- og Vestkirken i 1054 blev den kristne kirke i Albanien også splittet, og som jeg forstår det, fik Vestkirken på det tidspunkt sit hovedsæde i Shkodër og kom under Venedigs beskyttelse. I 1467 blev Albanien invaderet af Osmannerne og det betød tvangs-islamisering og forfølgelse af kristne. Den tyrkiske besættelse varede i 500 år.

En legende stammer fra den tid. En fortælling om to unge mænd, der så to engle hente billedet af den hellige madonna med barnet, for at redde det fra tyrkernes ødelæggelser. De fulgte efter englene og så billede blive muret ind i en kirke i Genazzono  ikke langt fra Rom. Efter sigende skulle det være sandt, at billedet i Genazzano er jomfruen fra Shkodër.

 

 

IMG_5567

Katedralen i Shkodër ombygget som sportshal 1967 – 1990

I 1898 blev det muligt at genopbygge katedralen i Shkodër, og i de næste små 50 år nød Albanerne religionsfrihed. Men i forbindelse med 2. Verdenskrig og den kommunistiske magtovertagelse i 1944 kom kirken igen under pres. Helt galt blev det efter 1967, hvor Enver Hoxha allierede sig med Kina i stedet for Sovjet. Inspireret af den kinesiske kulturrevolution blev alle de gamle kirker revet ned eller sprængt i luften. De nyere kirkebygninger overlevede, med blev ombygget til kulturhuse eller sportshaller.

 

 

IMG_5585

 

Størst indtryk på udstillingen gjorde en planche, der viste portrætter at 38 navngivne intellektuelle kristne, der var blevet tortureret og henrettet af regimet. Efterfølgende er det kun lykkedes at finde de jordiske rester af 10 af dem.

Mange af de genstande, der er udstillet på museet er genstande, folk har reddet ud af ruinerne af de ødelagte kirker og gemt i kældre eller nedgravet i haver.

 

 

Read More...

Venedig

3. marts 2017 | Posted in Ude | By

 

IMG_4936

 

Venedig har længe været på vores rejse ønskeliste, men hidtil er vi kørt uden om den. Vi har været i Ravenna, Padua og endda i Chioccia, der ligger i havbugten lige syd for Venedig.

Der har været tre grunde til, at vi indtil videre har danset om den varme grød. Venedig kræver god tid, penge og masser af tålmodighed. Venedig er en turistmagnet, og beretninger om lange køer ved Markuskirken og Dogepaladset er der mange af.

Men da vi planlagde denne tur til Bulgarien og så på ruter og vejrudsigter, så blev vi enige om at køre ned langs Kroatiens Adriaterhavskyst og gennem Montenegro til Albanien og derfra gennem Makedonien til Bulgarien. Så lå Venedig lige på vejen og tidspunktet omkring 1. marts var så tidligt at priserne og køerne stadig var uden for sæson.

Det var en herlig beslutning. Vi har haft 3 dejlige dage i Venedig og vi har boet på et hotel lige bag Galleri Akademia til en meget rimelig pris. Først da vi parkerede bilen i parkeringshuset den 28. 2 blev vi klar over, at vi var landet i Venedig på det årlige Karnevals sidste dag. Det blev oplevelsen bestemt ikke ringere af.

Karneval i Venedig

Karneval i Venedig

Byen

Sammenlignet med mange andre byer omkring Middelhavet er Venedig en ung by. Hvor ung, eller gammel om man vil, strides de lærte om. Men begyndelsen på byens historie er tæt knyttet til Padovas historie. For det var indbyggerne herfra, der havde fået for vane af flygte ud i lagunen i urolige tider efter det vestromerske riges sammenbrud. Gradvis begyndte man af gøre Lagunen mere og mere beboelig. Det ældste større bygningsværk var basilikaen St. Maria Assunta på øen Torcello, der ifølge vores rejseguide dateres til 639. Øen blev senere forladt pga. malaria. Vi nåede desværre ikke ud og se kirken i denne omgang, men så har vi en god grund til at vende tilbage til Venedig.

Kisten med St. Markus knogler finder man ved højalteret i Markuskirken

Kisten med St. Markus knogler finder man ved højalteret i Markuskirken

Byen Venedig får sin første leder af republikken Venedig i 697. Han bærer titlen Doge og dogestyret overlever i Venedig frem til 1798. I 697 er St. Theodor byens skytshelgen og Venedig en del af det Østromerske rige og styres fra Ravenna. Legenden hedder så, at i 828 hentede 2 venetianske sømænd knoglerne af St. Markus (i fortællingen = evangelisten Markus, der grundlage den koptiske kirke i Egypten) i Alexandria og bragte dem til Venedig. Det blev grundstenen til Markuskirken og en helt ny ære i Venedigs historie, hvor man fik mod og kræfter til at frigøre sig fra kejseren i Konstantinopel.

DSC01568

Markusløven

Markus symboliseret ved løven, der både kan håndtere biblen og sværdet, er til stede overalt i byen. I det venetianske flag, i gader og stræder dukker han ustandseligt op på skilte og i facadedekorationer, ja sågar de offentlige vandhaner med det livgivende vand symboliserer Markus. Ved indsejlingen til pladsen foran Dogepaladset står Markus på den ene søjle i form af en bevinget persisk løve, mens St. Theodor står på den anden søjle. De to søjler er hentet som krigsbytte i 1127 fra byen Tyrus i Lilleasien.

Hestene på Markuskirken en støbt 200 f.v.t. i Hellas

Hestene på Markuskirken er støbt 200 f.v.t. i Hellas

Hestene på Markuskirken

Et andet stærkt symbol på Venedig magt i begyndelsen af det forrige årtusinde er de 4 heste, der pryder Markuskirkens syd facade. De er oprindeligt hellenistiske, blev hentet til Rom og derfra af Kejser Konstantin taget med til Konstantinopel (nu Istanbul), hvor de prydede hippodromen. I 1204, hvor venetianerne udplyndrede Konstantinopel under det 4. Korstog, kom de til Venedig. Siden har de knejset som magtsymboler over Markuskirken. Det vil sige, i 1977 blev de erstattet af replikkaer, og de originale bronzefigurer, der engang var forgyldte, kan ses på klods hold i Markuskirkens museum.

Karneval på pladsen foran Markus kirken

Karneval på pladsen foran Markus kirken

Markuskirken

Vi brugte mange timer i selve Markuskirken, der både er et magtsymbol, en religiøs fortolkning, i sig selv et kunstværk og fyldt med kunst og fortællinger fra den gamle verden. For Venedigs storhed sluttede da kolonitiden startede. Venedig tog ikke del i kapløbet om kolonierne, men forsøgte i stedet at konsolidere sin magt i Middelhavet, men endte med at tabe først til Osmannerne og siden Napoleon. Napoleon havde over i købet den frækhed, at han byttede byen væk for Milano med den habsburgske kejser. Derfor sad Habsburgerne på byen fra 1798 til 1866, hvor den løsrev sig for at tilslutte sig det nydannede Italien.

At dykke ned i Markuskirkens skatkammer er som at genopleve 1000 års verdenshistorie, og det får de små hår i min nakke til at rejse sig, Det er noget helt særligt i dette kirkerum at stå tæt på drikkekar, lamper, relikvieskrin og røgelseskar, der har været i brug i Hagia Sophia i mange hundrede år, inden de af dogen Enrico Dandolo og korsridderne i 1204 blev ført til Venedig.

Dogepladsen med de to søjler hentet i Tyrus

Dogepladsen med de to søjler hentet i Tyrus

Venedig er et tag selv bord af oplevelser. Ud over Markuskirken besøgte vi Dogepaladset og Correr museet. I Dogepaladset blev vi indført i magtens veje og vildveje, vi gik over sukkenes bro og beså det berygtede fængsel med de metertykke mure. Torturkamrene oplevede vi ikke, de kræver en anden billet og guidede rundture, men det var ikke svært at forestille sig, hvad der var foregået bag de låste døre. I Correr museet så vi både det habsburgske hofs lyse gemakker og middelalder og tidlig renæssance kunst.

Sukkenes bro

Sukkenes bro

Lige så givtigt som museumsbesøgene var det at lade sig gribe af byen selv. En sejltur på Canal Grande eller at slentre gennem gader og over kanaler og se på det helt unikke byrum. Her hjalp guidebogen os med fortællinger om, hvad vi kom forbi og ruter, så vi ikke for vild i labyrinten.

 

 

Read More...

Hvor peberet gror

12. februar 2016 | Posted in Ude | By

Hvor Peberet gror

Hvis man vil rejse hen, hvor peberet gror, så skal man rejse til Kerala. Vil man handle peber – eller rettere hvis man ville handle peber, så skulle man rejse til Kochi.

IMG_1579

De kinesiske fiskenet langs kysten er et af de få spor efter den kinesiske koloni i Kochi

Det gjorde kineserne, egypterne og syrerne allerede flere århundrede før kristi fødsel. De kom alle sammen til Kochi, hvor der var en international havn, hvor der blev udvekslet varer. Der var også en kinesisk koloni med bofaste kinesere. Kochi har rent faktisk fået sit navn af disse kinesere, opkaldt efter deres hjemstavn i Kina. Det fortæller museumsinspektøren på Indo-Portuguese Museum her i Kochi. Efter egypterne fulgte romerne. Her hentede de deres krydderier, og især peberet var i høj kurs. Men der blev også byttet varer mellem romerne og kineserne. Især silke havde romernes store interesse. I Kochi kunne man komme uden om de orientalske mellemhandlere.

Også apostlen Thomas gik i land i Kerala, da han fik tildelt Indien som sin missionsmark efter Kristus korsfæstelse. Han var med til at grundlægge de første syrisk-kristne missionen i Indien i de første århundreder efter Kristi. Men den historie vil vi nok vende tilbage til senere.

IMG_1450

FortKochi – indsejlingen til industrihavnen i Cochin, Keralas største by

Den gamle kinesiske handelsstation og den internationale havn forsvandt under en frygtelig oversvømmelse i 1341, hvor to floder overflød store landområder og dannede det, vi i dag kender som Back-Water området, et langstrakt, lavvandet brakvandsområde, der ligger inden for kystlinjen. I samme forbindelse blev dannet en naturlig havn med indsejling ved det, der efter portugisernes ankomst blev til Fortkochi.

Palle ved Vasco da Gama's grav i Kochi. De jordiske rester er senere flyttet til Portugal

Palle ved Vasco da Gama’s grav i Kochi. De jordiske rester er senere blevet flyttet til Portugal

Portugiserne anført af Vasco da Gama kom til Kochi omkring år 1500 i deres jagt på søvejen til Indien syd om Afrika. De hjalp den daværende Konge i Kerala, Raja Unni Goda Varma Tirumulpadu med at bevare magten, ved militært at støtte kongens egen hær i kampen mod et af nabokongedømmerne.
Som tak indgik Portugiserne en kontrakt med kongen, der gav den ret til at bygge et fort, kirker og en handelsstation på den halvø, der i dag hedder Fortkochi.
Vasco da Gama døde den 24. December 1524 i Kochi af malaria 55 år gammel.

Hollænderne erobrede Kochi fra portugiserne i 1663.

Coverbilledet er taget på Kochi Beach. Muligvis er det ikke et “ægte” bryllupsbillede, men scenen til en film, der skydes.

 

Read More...

Tro, identitet og næstekærlighed

8. november 2015 | Posted in Hjemme | By

Når jeg kalder indlægget her tro, identitet og næstekærlighed, så er det en slags foreløbig konklusion på den rejse ind i kristendommen som religiøst fænomen, som blev påbegyndt i blogindslaget om den taknemmelige samaritan.

“Giv kejseren hvad kejserens er, og gud hvad guds er”, svarer Jesus farisæerne, da de spørger ham, om det kan passe, at man skal betale skat til kejseren. Mønten er præget med kejserens billede, derfor tilhører den kejseren. “Men vi er skabt i guds billede, derfor tilhører vi gud” konkluderer vores præst, Rikke Gotfredsen.

Det er en stærk identitetsfortælling, der her rulles ud. En identitetsfortælling, der gør det muligt for os som mennesker at vokse i to universer: et versligt og et åndeligt regimente. Lidt kort fortalt kan vi se det verslige som vores yderside som samfunds- og medborger, det åndelige er vores værdier og hjertesprog.

Den skillelinje Jesus her indstifter er på mange måder den, der muliggør, at vi kan leve i et moderne samfund og samtidig påberåbe os en (kultur)kristen identitet – og kristne værdier. Det sidste vil jeg vende tilbage til senere i dette indlæg med udgangspunkt i et radioindslag med Marie Krarup.

Jødedommen har om muligt en endnu stærkere identitetsfortælling. Fortællingen om jøderne som guds udvalgte folk. Som en del af rejsen ind i kristendommen har vi startet en lille læsegruppe sammen med Rikke Gotfredsen, hvor vi læser religionshistorie (bibelhistorie) – med udgangspunkt i det gamle testamente. Her forsøger vi at komme tættere på de religiøse forestillinger i mellemøsten i overgangen mellem bronze- og jernalder.

Det gamle testamente manifesterer sig som en unik identitetsfortælling for jøderne, der er samlet efter man er vendt tilbage til Jerusalem fra eksilet i Babylon omkring år 500 – 400 f.v.t. På det tidspunkt har Perserne det politiske overherredømme over Israel/ Palæstina.

Religionshistorisk kan den kristne grundfortælling lyde således: Gud har forsøgt at forme sit jødiske folk (ex. Jer. 18 1-6), men gang på gang svigter folket gud. Gud straffer folket ved at sende fremmede hære (ex. Assyrer og Babylonere) som straf for deres gerninger. Efter hver begivenhed indgår Gud og jøderne en ny kontrakt, men lige lidt hjælper det. Til sidst sender Gud sin egen søn. Jesus opsiger kontrakten med folket (Matt. 22. 1-14) og Gud vælger sig et nyt folk. Det nye folk består af dem, der frivilligt lader sig forme i Guds billede.

Hvad er næstekærlighed

Et nøglebegreb i kristendommen er næstekærlighed. Begrebet er omstridt – ikke mindst i den tilspidsede danske flygtningedebat. Lige nu er spørgsmålet konkretiseret af sagen om Lisbeth Zornig’s hjælp til en flygtningefamilie, som hun for åben radio (radio 24/7) kørte til Sverige.

Det er i den diskussion Marie Krarup udmærker sig ved at kunne afgøre, at Lisbeth Zornig ikke handlede af næstekærlighed.

Marie Krarups argumenter lyder nogenlunde således: Hvis Lisbeth Zornig havde handlet i menneskekærlighed så:
Så skulle hun have overladt flygtningefamilien til de danske myndigheder, så de kunne blive registreret i Danmark.
Så skulle hun ikke have flash’et (som det hedder på nudansk) sin handling i Radio og på Facebook. Næstekærlighed er noget man gør i ydmyghed ikke i offentlighed.

Med andre ord, så tilhører en flygtningefamilie ifølge Marie Krarup kejseren (her de danske myndigheder) ikke gud.
Det er jo et interessant skel, Marie Krarup her sætter, som nok kan dele vandene mellem tidehvervskristne og kulturkristne. Er vi alle lige for gud, eller er det kun kristne, der er døbt i guds navn, der tilhører gud? Er det sandt, at “de andre” kan vi til enhver tid overlade til kejserens forgodtbefindende, uanset hvad der er deres håb og ønsker.

Som jeg ser det, viser Jesus  i sine handlinger (ex. den taknemmelige sameritan), at næstekærligheden gælder alle, vi holder i vores hånd.

I anden sammenhæng har jeg hørt tidehvervspræster forklare, at næsten altid er individder. Man kan ikke kollektivt betragte ex. flygtninge som vores næste. I Lisbeth Zornig’s tilfælde, kan der vist ikke være tvivl om, at det er en individuel familie hun hjælper i en konkret situation, og hun hjælper dem til at nå det, deres hjerte banker for.

Men hvad så med det at flash’e sine handlinger. Gør det handlingen mindre næstekærlig? Hvis man som jeg var så heldig at følge Lisbeth Zornig’s handling live på radio 24/7, så er der ingen tvivl om, at Lisbeth Zornig  handlede med hjertet – uden nogen form for strategisk overvejelse.

Men hvad, hvis der havde været tale om en strategisk handling. Et bevidst ønske om at være rollemodel. Så må man spørge, og ikke netop Jesus var verdensmester i at flash’e sine handlinger. Om hans handlinger kan siges at have været fri for strategisk tænkning. Jesus prædikede ydmyghed. Men var han ydmyg i sine handlinger? Eller så han sig selv som rollemodel? Hvis det sidste er tilfældet, kan vi så konkludere, at Jesus i sit virke ikke agerede af kærlighed til næsten?

Read More...

Hvad kan man håbe på

20. september 2015 | Posted in Hjemme | By

Gudstjenesten i Jordløse kirke i dag handlede om håb. Men hvad kan man som kristen tillade sig at håbe på?

Prædiken tog sit udgangspunkt i to tekststykker. Det ene er hentet fra Jobs bog i det gamle testamente, det andet er hentet fra Lukas evangeliet. De to stykker har ikke umiddelbart meget med hinanden at gøre, men håb er et begreb, der kan binde de to tekststykker.

At fastholde sin uskyld

Jobs bog er en gammeltestamentligt omskrivning af en babylonsk skæbnefortælling. Guderne leger med mennesket, for at prøve troens ægthed. Den på alle måder rige og korrekte Job fratages af Satan (med guds vidende) sin rigdom, sit helbred og sin familie. Hans omgivelser mener, at det er hans egen skyld, han må have syndes, siden en sådan straf nedkastes over ham. Men Job fastholder sin uskyld. 
Job fornægter ikke gud, og han bevarer håbet om, at der findes en højere retfærdighed.  At en dag i dette liv eller i det hinsides, vil han blive stillet for en dommer, en forsvarer vil træde frem, og hans uskyld vil blive fastslået.

Efterlivet

Lukas nytestamentlige fortælling en næsten lige så kryptisk som Jobs bog. Igen er det tilfældet, der råder. Jesus med sit følge kommer forbi landsbyen Nain i Galilæa. Fortællingen forgår efter, Jesus har prædiket for sine tilhængere om kærlighed til fjenderne (om at vende den anden kind til) og han har advaret menneskene mod dømmesyge. 
Underet i Nain er ét i en lang række af undere, der viser, at Jesus er herre over liv, rigdom og helbred i sin vandring på jorden.
 I Nain genopliver han på sin vandring en enkes søn, og han gør det for enkens skyld. For som præsten Rikke Gotfredsen siger, på den tid var der ikke meget håb for en enke.

Men er det en barmhjertighedsgerning Jesus her bedriver? Eller er det snarere en symbolsk handling? Som dødelige kan vi næppe håbe på, at vores afdøde børn genopstår på denne side af livet. Derfor giver det mere mening for mig, hvis sigtet med Jesus handling er at vise os, at der er et liv efter døden. At Vor Herre og Guds søn både hersker over livet og efterlivet. Vi har derfor som kristne lov at håbe, at vores liv har mening, fordi der er et liv efter døden. Og det gælder for alle, det gælder både venner og fjender. I døden er det kun gud, der er dommer.

Her vil jeg gerne citere vores berømte astrolog Anja Andersen. Hun blev i et P1 interview spurgt om sin tro. Og hun svarede, at hvis hun ikke troede, så ville verden jo slutte, når hun lukkede sine øjne for sidste gang. Men sådan er det heldigvis ikke.

Kan man udlede en kristen værdi af disse to fortællinger? I så fald må det være, at vi har ret til at fastholde vores håb og vores uskyld, selv om samtiden (for)dømmer os, og at vi mennesker ikke kan dømme over liv og død.

Read More...

Om at bekymre sig

13. september 2015 | Posted in Hjemme | By

IMG_4590

Den brændte søjle i Istanbul, hvor efter legenden Noahs økse ligger indmuret.

Dagens tekst og prædiken i Jordløse Kirke handlede om at bekymre sig. Hvornår er der grund til bekymring?

Den første tekst – fra Første Mosebog – havde Rikke Gotfredsen udeladt. Men den er nok værd at beskæftige sig med. Hovedpersonen i fortællingen er Noah, der efter syndfloden har ført sin ark på fast grund på Ararats bjerge og lukket dyrerne ud. Han bygger nu et alter og brandofrer af dyrerne til Gud. Og Gud modtager offeret og indstifter en pagt med Noah. Han lover Noah en ny start med et nyt folk, og han lover aldrig mere at forsøge – gennem naturkatastrofer – at udslette sit skaberværk. Som symbol på pagten sætter han regnbuen på himlen.

Der er andre ting i teksten om Noah i Første Mosebog, det kan være værd at beskæftige sig med, når man vil prøve at forstå Det gamle Testamente i en samtidig kontekst. Især synes jeg det er interessant, at årsagen til syndfloden synes at være, at andre guder har forgrebet sig på og avlet børn med menneskedøtrene. Den vinkel er interessant, når man tænker på, hvor aktiv Zeus og de andre græske guder var på den tid med at avle børn med menneskedøtrene. Men lad det hvile. I dag er det vigtige budskab, at Gud lover Noah, at mennesker ikke længere behøver at bekymre sig om skaberværkets overlevelse, den bekymring kan vi mennesker overlade til Gud.

Dagens anden tekst stammer fra Mattæus-evangeliet og et et uddrag af bjergprædiken. Den handler også om at bekymre sig, men denne gang handler det om, at man ikke skal bekymre sig om ussel mammon. Man kan ikke på en gang tjene Gud og mammon siger Jesus – man må vælge. I må ikke være bekymrede for jeres liv, for hvad I skal spise og drikke eller for jeres klæder. Hvis man følger gud – eller i Jesus forståelse – sin samvittighed, så skal Gud nok sørge for, at man får det, man behøver.

Hvis man skal uddrage en kristelig værdi af det, så må det være, at man skal tænke på næsten, før man tænker på sin egen rigdom.

Bekymring og flygtningestrømmen

Der findes nok ikke en dag i verdenshistorien, hvor det budskab ikke er aktuelt. Men i disse dage, er det et godt indspark i debatten om de flygtninge, der flyder ind over Europas grænser i noget, der kan minde om en syndflod. Vi skal holde op med at diskutere flygtningespørgsmålet i økonomiske termer. Det er uden betydning om Danmark bliver rigere eller fattigere målt i BNP af at modtage flygtninge. Det er ikke noget, vi skal bekymre os om. Det er strengt taget heller ikke noget, det er muligt at regne på, hvis man ville.

Men vi skal bekymre os om, at vi i fællesskab løser problemet på en måde, så vi kan se os selv i øjnene på den yderste dag.

Read More...

Den taknemmelige samaritan

6. september 2015 | Posted in Hjemme | By

250px-Shomroni_tora2

I Jordløse Kirke fortalte vores præst Rikke Godfredsen i dag om den taknemmelige Samaritan, det takkede Jesus, fordi han blev helbredt for spedalskhed. Ni andre blev helbredt sammen med ham, men de glemte at takke.

Jeg tænker ikke, at taknemmelighed er en speciel kristen værdi. Men det er en religiøs værdi at være taknemmelig for skaberværket og det guddommelige, den værdi kan vist genfindes i alle trossamfund.

Hvad lavede jeg i kirken

Dette er indledningen til dette efterårs rejseprojekt – det bliver en rejse ind i kristendommen som religiøst fænomen. Inspirationen kommer fra vores sidste lange rejse til Tyrkiet og Grækenland, men også fra mange tidligere rejser. Lige meget hvor man vender sig hen i verden, så spiller religion en kolossal rolle.

Men der er en anden ting, der trigger mig. Det er det forhold, at jeg synes, det er vigtigt, at vi har en kirke i Jordløse. En kirke med en præst, en degn, en graver og en organist. MEN HVORFOR ER DET VIGTIGT.
I dag var der barnedåb i kirken. Det var vigtigt for den familie, der var samlet om at det lille nye barn – Viggo – der i dag fik kirkens velsignelse. Men det havde unægteligt været større, hvis kirken havde været fyldt at Jordløse-boere, der havde budt ham velkommen i lokalsamfundet.

Så projektet er dobbelt. Det handler både om at udforske kristendommen som religiøst fænomen og om at udforske, hvad kirkens rolle er – eller kan være – i vores lille lokalsamfund. En del af projektet er at bruge efteråret til at gå i kirke, en anden del af projektet er en mini-studiekreds om historien bag Biblen – her især det gamle testamente.

Hvem er samaritanerne?

Her bliver historien spændende for mig. Samaritanernes navn relaterer sig til byen Samaria i Israel, en by der faldt til Assyrerne i 722 f.v.t. Efter Assyrerne fulgte Babylonierne og de eksilerede en del jøder til Babylon i et forsøg på at gøre den til “gode babylonier”.  Det lykkedes ikke, og de vender som jøder tilbage til Jerusalem under Perserne. Her vil de ikke vedkende sig slægtskab/ trosfællesskab med de Samaritanske jøder, der er blevet i Israel og Judæa – og visa-vers . Da Israelitisk religion bliver til lovreligion i 398 f.v.t. indfører jøderne forbud mod at gifte sig med ikke-jøder – herunder samaritanere.

Historien om Jesus, der helbreder en samaritaner og en samaritaneren, der takker Jesus, handler vist om at kunne se ud over etniske og religiøse skillelinjer. Det handler om at kunne se næsten i den anden uanset religiøs lov.

Netop det, at kunne se næsten i den anden på tværs af etniske og religiøse skillelinjer, kan man forstå som en kristen værdi, der indstiftes af Jesus.

Kilde: Bibelkundskab, Introduktion til Det Gamle Testamente, Århus Universitetsforlag, 1999

Read More...

De første kristne videreførte antikkens gravskikke

11. februar 2015 | Posted in Ude | By

Thessaloniki

Fra Argos på Peloponnes er vi kørt nordpå, og vi er i Thessaloniki, der er hovedbyen i den græske provins Makedonien. Vi havde en forventning om, at vi her kunne blive lidt klogere på Makedonernes historie og især på bronzealderens makedonier og deres relationer til thrakierne og frygierne. Men den del af Makedoniernes historie er sært fraværende på det arkæologiske museum i Thessalien. Det er som om historieskrivningen her kun har et formål: at dokumentere at makedonierne er et græsk folk. Fund der kunne pege i andre retninger, er i alt fald ikke udstillet på Det Arkæologiske Museum og heller ikke omtalt i museets i øvrigt udmærkede guide til Makedonien og Thessalonikis historie.

P1050055

Model af skibsvrag fundet i nærheden af Cypern med varer fra Rhodos. Sænket af sørøvere i 300’tallet f.v.t. Udstillet på museet i Thessaloniki.

Tidlig kristendom

Men så er der jo heldigvis så meget andet, der kan pirre ens nysgerrighed. Som ex. vis overgangen fra dyrkelsen af græske (og egyptiske) guder til kristendom i 300’tallet.
Lige ved siden af vores hotel ligger en bygning, der bliver kaldt Rotunden. Den er bygget i 306, som tempel for Zeus – siges der, men i hele sin konstruktion minder den mest om Pantheon i Rom, en cirkelformet bygning med nicher, der giver mulighed for at mange guder kan tilbedes i det samme rum.

P1050030

Bygning kaldet Rotunden. Thessaloniki

Men allerede i 330 bliver den ombygget til kirke, og den står i dag som museum over en af den tidlige kristendoms første kirker. Vi undrer os over loftudsmykningen, her er et absolut fravær af traditionel kristen symbolik. Men en engelsk professor, der også gæster kirken forklarer os, at i den tidlige kristendom, havde man endnu ikke udviklet sin egen ikonografi, og derfor anvendte man stadig antikkens symbolsprog.

Den historie får vi genfortalt, da vi besøger byens byzantinske museum. Men det er ikke kun antikkens symbolsprog, de kristne viderefører. Det er også deres gravskikke.

P1050116

Tidlig kristen symbolik var inspireret af antikken, og knyttede sig til forestillinger om livet i Edens have.

Her kan vi nemlig læse, at bortset fra kremering, accepterede de kristne en lang række af antikkens gravskikke, så som:

  • Man kunne begrave de døde med deres smykker og med deres personlige ejendele
  • De døde måtte medbringe mønter, så de kunne betale for rejsen til den næste verden
  • Man kunne opbevare krukker og andre gentande i graven, når det var en del af begravelsesritualet
  • Man kunne ofre brød og kød
  • Man kunne ofre vin til den døde, evt. gennem et armatur i loftet på graven
  • Man kunne dele måltider med den døde på mærke- og vågedage. Oven på graven kunne indrettes er særligt aflukke med en lav mur, hvor sådanne begivenheder kunne finde sted

Indtil omkring år 700 benyttede man også de samme begravelsespladser, som var blevet benyttet i antikken. Først derefter begyndte man at anlægge kirkegårde omkring kirkerne.

 

 

 

 

 

Read More...