Klimaændringer for 3000 år siden

29. februar 2016 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

1 Comment

Klimaændringer for 3000 år siden

 

I Indien udviklede der sig en stor kultur omkring Indus floden byggende på tidligere bosættelse fra omkring 7500 BC (Before Christ). Denne Indus kultur også kaldet Harappan kulturen fik sin storhedstid fra omkring 3300 BC og varede frem til 1000-tallet BC, med en nedgang startende fra ca. 1700 BC.

Det tyder på, at store klimaændringer kan have været en væsentlig årsag til kulturens opløsning. Ændringer i monsunregnen fra en vestlig monsun med regn i Indusregionen til i stedet en østlig med regn i Ganges området betød udtørring af flere floder i vest Indiens.

De 3 store kulturer

Sammen med Det gamle Egypten og Mesopotamien var Induskulturen en af de tre tidlige civilisationer og den af de tre, der havde den største udbredelse med et areal på omkring 1,25 millioner km².^[ Civilisationen voksede frem ved breden af Indusfloden, en af Asiens største floder, og den nu udtørrede Sarasvati flod, der dengang løb gennem det nordvestlige Indien og det østlige Pakistan sammen med dens bifloder.^[

På civilisationens højdepunkt omfattede den mere end fem millioner indbyggere. Indbyggerne omkring den gamle Indusflod udviklede nye teknikker inden for håndværk og metalarbejde, hvor der blev bearbejdet kobber, bronze, bly og tin.

 

Byplanlægning

I det østlige Pakistan og det vestlige Indien havde Harappan kulturen sin største udbredelse, og der er fundet mere end tusinde byer fra denne tid. Flere har haft en størrelse på 40-50.000 indbyggere. Udgravningerne viser, at disse byer havde en stor grad af byplanlægning, og var forsynet med vandsystemer og afløbssystemer for spildevand.

Kun ca. 60 af disse byer er nu udgravet, men disse udgravninger viser, at disse gamle Indus systemer for kloakering og dræning, der blev udviklet og anvendt i byer over hele Indusregion var langt mere avanceret end mange af de systemer, der i dag findes visse steder i Mellemøsten og i mange områder af Pakistan og Indien.

 

Brændte mursten

Brugen af brændte sten i husbyggeri har været meget udbredt og byerne var kendetegnet af avanceret arkitektur og imponerende skibsværfter, kornmagasiner, lagerbygninger, murstensplatforme og beskyttende mure. De massive mure omkring Indusbyerne beskyttede sandsynligvis Harappans fra oversvømmelser og kan have mindsket militære konflikter.

Fund fra udgravninger viser en højkultur med stentøj, bronze figurer, musikinstrumenter og en udbredt samhandel med Mesopotamien, Persien og endog Egypten.

Kulturkollaps

I dag mener de fleste forskere, at Induskulturen kollapsede på grund af tørke og en nedgang i handlen med Egypten og Mesopotamien. Det er også blevet antaget, at indvandring af nye folk, afskovning, oversvømmelser, eller ændringer i løbet af floder kan have bidraget til sammenbruddet i kulturen.

Som vi har skrevet om tidligere artikler og blog opslag, er der netop i denne periode et kollaps af en række kulturer. I Grækenland taler forskerne om den mørke periode, der strækker sig fra 1000-tallet før Kristus og frem til opblomstringen af de græske bystater og nedgangen i Egypten og kollapset af Hittitter riget falder ligeledes tidsmæssigt i denne periode.

 

 

 

 

 

Read More...

Paladsbesøg

14. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Paladsbesøg

I dag besøgte vi Hill Palace Museum i Kochi. Det ligger i det område af byen, der hedder Ernakulam, hvor også banegården ligger, men ca. 11 km væk fra bycentrum.

Vi spiste tidlig morgenmad på hotellet, tog en tuc-tuc fra hotellet til færgen, der bragte os fra FortKochi til Ernakulam. Herfra en anden tuc-tuc til banegården, hvor vi skiftede til en pre-payed tuc-tuc, der kunne køre os til Hill Palace. Lyder det omstændigt? Lyder det dyrt?

Vi betalte

1. Tuc-tuc – 4 kr
2. Færgebilletter – 0,8 kr
3. Tuc-tuc – 3 kr
4. Tuc-tuc – 17 kr

Så udturen kostede alt i alt 25 kr. og det tog 1 ½ time at komme derhen. Selv om vi måtte stå i kø ved banegården for at få en pre-paid Tuc-tuc. Fordi vi var bestemt ikke de eneste, der var på søndagsudflugt. Den fornøjelse delte vi med rigtig mange Indere.

Hill Palace var den lokale kongefamilies administrative kompleks. Paladset er bygget i 1865, der er et bygningskompleks bestående af 49 bygninger i en smukt anlagt have på 52 acres. Kongefamilien overgav på et tidspunkt i 1900’tallet komplekset til Keralas regering, som i 1980 besluttede at gøre det til et museum.

Det var ikke tilladt at tage billeder inde på museet, men museet er en god påmindelse om, at Indien har en ca. 3000 år lang politisk-administrativ tradition med kongedømmer, en praksis, vi også kender fra de europæiske fyrstestater. Krige og magtkampe mellem de indiske fyrstestater har også været lige så udbredte, som de var det i Europa.

 

 

Statue af en af de seneste Royal Highness (Maharaja fra 1895 – 1914) opsat i en nyligt anlagt bypark i Ernakulam

De europæiske kolonimagter i det indiske subkontinent var dybt afhængige at deres samarbejde med de indiske maharajadinere. Et symbol på dette så vi i Hill Palace skatkammer. Her er udstillet en 1,750 kg tung massiv guldkrone besat med juveler. Kronen er en gave fra den portugisiske Kong Emanuel. Den blev overbragt af Vasco da Gama i 1520’erne, da Portugiserne frygtede, de var ved at miste kongens gunst.

Kongernes – eller Maharajadinernes samarbejde med englænderne var en væsentlig årsag til, at de mistede deres magt i Indien, da englænderne forlod landet.

 

 

Read More...

Makedonernes nyere historie er en lang identitetskrise

21. februar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Makedonernes nyere historie er en lang identitetskrise

Da tiden gik i stå i Skopje

Den 26. juli 1963 klokken 5.17 om morgenen holdt uret på banegården i Skopje op med at gå. Det var da byen gennemrystedes af et jordskælv, der fik det meste af midtbyen til at styrte i grus. 1100 mennesker døde, 120.000 blev hjemløse og byen lå i ruiner.
Dagen efter, den 27. juli, talte Tito til Skopjes befolkning på pladsen foran byens banegård. Han sagde, at dette var hele Jugoslaviens katastrofe og lovede Skopjes befolkning hjælp til genopbygningen.

Hjælpen kom og en japansk arkitekt – Kenzō Tange – bidrog til at genskabe byen efter en byplan, og med bygningskonstruktioner, der fremadrettet skulle sikre byen mod sammenstyrtning.

Dengang var Skopje hovedbyen i Den Jugoslaviske Republik Makedonien. Republikkens tilblivelseshistorie er lang og kompliceret, men Tito spillede en afgørende rolle i dannelsen af den moderne makedonske stat under slutspillet af anden verdenskrig.

Med til historien hører, at under den græske borgerkrig, der fulgte efter anden verdenskrig, var der en massiv udrensning af slavisk talende makedonske borgene i det nordlige Grækenland. Især mange flygtningebørn blev – med støtte fra det græske kommunistparti – hjulpet ud af landet og sendt til plejefamilier i en række østeuropæiske (kommunistisk ledede) lande og en del kom også til Canada.
Disse børn fik som voksne mulighed for at vende tilbage til Makedonien. Denne fortælling er omhyggeligt skildret på Museum of Macedonia. Et museum, der er bygget i kommunisttiden. Måske lå det dengang centralt, i dag ligger det hengemt og støvet i et uddødt hjørne af Skopjes basar, fjernt fra Skopje 2014 projektets højt profilerede midtby. For at nå hen til indgangen af museet, er man nødt til at løbe spidsrod mellem fodboldspillede drenge. Her kommer ingen strøgkunder forbi.

Jugoslaviens opløsning

Det var ikke Republikkens Makedoniens ønske, at Jugoslavien skulle gå i opløsning. Men da det alligevel skete, valgte Makedonien at blive en selvstændig republik. Det skete ved en folkeafstemning den 8. September 1991.

Makedoniens indbyggere er etnisk sammensat af makedoner af slavisk oprindelse (65%) og albanere (25%). Af de sidste 5% er den største gruppe romaer (zigøjnere). Republikken har ca. 2 millioner indbyggere. Geografisk dækker republikken ca. 40% af det område, der geografisk kan defineres som Makedonien, og tilsvarende bor ca. 40% af den befolkningsgruppe, der betegner sig selv som makedonier i republikken. De øvrige bor i henholdsvis Grækenland, Bulgarien og Albanien.

Den nye republiks udfordringer

En række af den nye republiks udfordringer beskrev vi, da vi sidste år var i Makedonien. Det handler om at få etableret sig som en selvstændig spiller på den internationale bane, og det handler om at få etableret indre sammenhold mellem de to hovedgrupper – makedonerne og albanerne.

Makedonien som international spiller

På den internationale bane har navnestriden med Grækenland tidligere fyldt en del. I dag handler det om, at få sig placeret i den internationale kamp om Balkans historie. Der er mange, der mener at Balkankrigen ikke er slut, selv om våbnene tier for tiden. Der er store uløste problemer ikke mindst i forhold til Kosova og Bosnien. I den sammenhæng synes den nuværende højre-nationale makedonske regering at have et stort ønske om at markere sig som en selvstændig spiller. Derfor har man ikke de store problemer med, at lægge sig ud med alle naboer. Ingen venner er bedre end ingen fjender, ud fra logikken, min fjendes fjende er min ven.

Den makedonske regering har indtil for nylig haft kurs mod EU. Men krisen i EU og sporene fra Grækenland skræmmer. Her på Balkan er billedet af EU i kraftig forandring. Fra at være opfattet som et fælles europæisk projekt, det var vigtigt at blive en del af, er EU i dag i folkemunde blevet til Den tyske Kanslers projekt. Og den ånd siver også rundt i regeringens gange i Makedonien. Små tegn – herunder billig benzin, antallet af spillekasinoer i grænseområderne, udlægning af landområder til skattefri industrizoner og som noget nyt et ønske om at oprette skattefrie finanszoner – peger i retning af, at Republikken Makedonien er ved at definere sig som en mini-stat, der kan leve af bankforretninger, guldhandel, hvidvaskning af penge, liberal industriudvikling og skattely. En god blanding af forretninger, som det kendes fra bl.a. Lichtenstein, Andorra, Monte Carlo og Luxemburg. Her vil man i ly af bjergene kunne betjene gamle rige venner fra Serbien, Bulgarien, Tyrkiet og for den sags skyld også fra Grækenland.

Projekt Skopje 2014

Byfornyelsesprojektet Skopje 2014 passer som fod i hose ind i en sådan strategi. Det er et byggeprojekt, der først og fremmest udstråler magt med sine pompøse bygningsværker, og vilje ved at hylde alle dem, der gennem årene har kæmpet for frihed på Balkan, og som derfor – måske lidt tilfældigt – har lagt vejen forbi Skopje. Sådan et miljø er velegnet til at tiltrække pengestærke folk, der gerne hylder Aleksander den store, men næppe tager det så tungt om han er født i Skopje eller Pella. Derimod vil det kun have kitsch-værdi for almindelige turister. Med dets monstrøse karakter lader det næppe nogen uberørt af et besøg i Skopje. Måske kan Skopje 2014 turistmæssigt vise sig at blive til det makedonske Grækenlands fordel. Projektets antik-forherligelse kan bidrage til skabe interesse om den ægte Alexander fortælling, og dermed øge interessen for at besøge de virkelige Alexander-sites i Pella, Vergina og Dion, der i dag har langt sværere ved at tiltrække turister end ex. Athen og Delfi.

Det belgiske syndrom

Men det forudsætter, at projektet overlever. Allerede nu joker oppositionen i Makedonien om, hvor let det bliver at demontere projektet når magten skifter. De kunstige facader på husene er påklistrede og udformet i flamingo-lignende byggematerialer. Bygningerne må nemlig ikke blive for tunge, hvis de fortsat skal være sikret mod jordskælv.

Projekt Skopje 2014 er ikke et projekt, der samler befolkningerne i Makedonien. Politisk er landet delt i de to etniske grupper – makedoner og albanere, og i to politiske grupper, de højre-nationale overfor socialisterne.

Det er sædvane i Makedonien, at regeringen er sammensat at et makedonsk og et albansk parti. Siden 2006 har den højreradikale Nikola Gruevski været premierminister. Den albanske del af befolkningen oplever, at de albanske ministre i regeringen mangler gennemslagskraft. En målestok for denne gennemslagskraft er, hvor mange albanske helte, der lykkes at få opstillet i midtbyen som led i Skopje 2014 projektet. Og her er statistikken ikke god for de albanske ministre. Og helt galt gik det, da en af figurerne på den nybyggede bro over Vardar viste sig at være Zar Stefan Dušan. Han var Serbisk Zar i Skopje i 1300’tallet og bar tilnavnet ”Albanerdræberen”.

Ud over at der er spændinger mellem makedonier og albanere på gadeplan, som beskrevet i vores artikel fra sidste år, og i regeringskontorerne, så mangler den politiske proces i parlamentet legitimitet, idet oppositionen efter sidste valg har nægtet at indtage deres sæder i parlamentet. Begrundelsen er mistanke om valgfusk.

Det betændte politiske klima betyder, at der er problemer med det indre sammenhold i den unge republik. I 2001 kom det ligefrem til væbnet konflikt mellem politi og militær og albanske oprører. Kampene var en protest mod en ny forfatning, der ville forringe albanernes rettigheder i Makedonien. På mange måder kan situationen i Makedonien sammenlignes med den, vi kender fra Belgien, hvor den flamske del af befolkningen har opbygget et ubændigt had til det franske mindretal, som de omtaler som det franske aristokrati. Selv om det belgiske rige har eksisteret i snart 200 år, er spændingen mellem de to befolkningsgrupper ikke blevet mindre, og den politiske situation i Belgien er stadig spændt. Det, der holder Belgien sammen i dag, er i høj grad byen Bruxelles, som ingen af parterne vil give afkald på.

Decentraliseringsmodellen

Hvis Republikken Makedonien skal blive mere end en kort parentes i Balkans historie, så vil sådan en som jeg jo mene, at der er brug for noget befolkningen kan samles om. En fælles fortælling og vision, der måske godt kunne have taget udspring i idéen om et Skopje 2014 projekt, der skulle fortælle landets historie. Men det er muligvis både naivt og ufrugtbart at tænke således. I den albanske del af Makedonien tager man i dag helt klart afstand fra Skopje 2014 projektet. Man tænker, at løsningen på republikkens udfordringer er decentralisering og større lokalt selvstyre. Måske endda en føderalistisk stat, med albanske og makedonske delstater efter belgisk model. I dag er landet opdelt i 80 kommuner, og så er der Skopje by, der også er underopdelt i en række kommuner.

Sigøjner kommunen

En af disse kommuner skiller sig ud. Den hedder Municipality of Shuto Orizari, og den er særlig, fordi det er den eneste kommune i Makedonien, hvor borgmesteren er roma. Lidt som Christiania nyder den en høj grad af indre selvstyre. For os som besøgende virker bydelen ikke anderledes en nogle af de bydele, vi har besøgt i ex. Tyrkiet. Et lidt rodet foretagende, hvor rig og fattig bor side om side, og hvor høns og gæs løber frit rundt i de små haver, der er rundt om husene. Også forretningsgaderne ligner dem, vi har set tyrkiske kvarterer, med små butikker, hvor de handlende sover mellem varerne, når gitrene foran butikkerne bliver rullet ned sidst på aftenen.

Read More...

Ptuj er en europæisk tidslomme

21. februar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Ptuj er en europæisk tidslomme

Ptuj

Det er svært at sige, hvorfor nogle byer rammer en lige i hjertekuglen. Men sådan en by er Sloveniens ældste by Ptuj (udtales pe’töj). Den gamle bydel ligger ved den nordøstlige bred af Drava-floden og her ligger den næsten umærket af de krige og  den hærgen, der gang på gang har raseret Centraleuropa og Balkan i det 2. Årtusinde.

Højt over byen ligger en borg, der er bygget i første halvdel af 11’tallet og mange af byens største bygningsværker stammer fra 1200’tallet. Men byens historie går længere tilbage. I romertiden hed den Poetovio og var en del af provinsen Noricum. Der er i byen rester af tre templer fra en romersk Mitra-kult.

Slottet, eller borgen, er indrettet som museum. Her er der især to samlinger, der er vækker vores interesse.

Den ene er flere samling af malerier fra 1700’tallet. Der er en række malerier af navngivne personer i Istanbul fra Osmanner tiden, og der er en række malerier, der skal illustrere mennesker fra hele verden, bl.a. negerkonger, indianerhøvdinge og kinesere. De er malet på det tidspunkt, hvor europæerne stadig havde respekt for andre folkeslag og de udstråler begejstring ved verdens mangfoldighed.

Den anden er en samling af karnevalsdragter og den er særlig, for den afspejler en folketro, der har overlevet i landsbyerne omkring Ptuj siden romertiden. Kybele og Pan er nogen af de guder, der har overlevet, men derudover også skovvæsener, som ex. Koranten. Korantens opgave var bl.a. at jage vinteren væk, så han optræder som en nøglefigur i karnevallet, der finder sted i forbindelse med fasten.

Den gamle bydel i Ptuj er på mange måder som en tidslomme. Her er Europas historie i det første og det andet årtusinde samlet i en nøddeskal: Romerne, Hunnerne, de slaviske folkevandringer, tidlig kristendom, ærkebiskopper og fyrster, jødeforfølgelser i kejsertiden, osmannernes indtrængen, Napoleonskrigene, første verdenskrig, Jugoslaviens dannelse, anden verdenskrig, kommunisttiden i Jugoslavien og Balkankrigene.

I 1990 blev Slovenien for første gang en selvstændig republik og det er blev medlem af EU samtidigt med en række af de øvrige tidligere kommunistiske lande.

Det hotel vi boede på repræsenterede i sig selv Ptuj’s historie. Det hedder Room and apartment Silak, og værelser og lejlighed var indrettet i flere længer omkring en åben gård, og det bageste hus er i flere etager. Huset er mellem 500 – 800 år gammelt, hvornår huset er bygget i sin nuværende form er svært at fastslå.

Huset havde tilhørt hotelværtens bedstemor, og han var selv født der. Men under den kommunistiske periodevar huset blevet nationaliseret. Bedstemoderen var blevet boende i baghuset. Han selv og hans mor var flyttet ud, da en del af huset skulle genopbygges, fordi en bombe under krigen havde ramt nabohuset. Efter genopbygningen var mange hjemløse blevet genhuset i lejligheder i bygningen. Hans bedstemor var rasende, fordi de efter hendes mening ødelagde ejendommen. Hun levede og kæmpede for at få huset tilbage. Det lykkedes, da den nye regering var kommet til efter Jugoslaviens opløsning. Men der gik ikke mere end et par måneder, fra hun havde fået skødet på huset til hun døde.

Vores hotelvært fik nu mod på at gå i gang med at sætte huset i stand. Han fik købt sine fætre og kusiner ud. Han og hans kone har så brugt de sidste 20 år på istandsættelse. Spisesalen kunne han stort set nøjes med at skovle skidt ud fra, rengøre og male, hvælvinger og murværk var intakt, men i andre dele af bygningerne har der skulle lægges mange kræfter. Men et dejligt sted er det blevet, et sted man har lyst til at vende tilbage til.

Read More...

De første kristne videreførte antikkens gravskikke

11. februar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til De første kristne videreførte antikkens gravskikke

Thessaloniki

Fra Argos på Peloponnes er vi kørt nordpå, og vi er i Thessaloniki, der er hovedbyen i den græske provins Makedonien. Vi havde en forventning om, at vi her kunne blive lidt klogere på Makedonernes historie og især på bronzealderens makedonier og deres relationer til thrakierne og frygierne. Men den del af Makedoniernes historie er sært fraværende på det arkæologiske museum i Thessalien. Det er som om historieskrivningen her kun har et formål: at dokumentere at makedonierne er et græsk folk. Fund der kunne pege i andre retninger, er i alt fald ikke udstillet på Det Arkæologiske Museum og heller ikke omtalt i museets i øvrigt udmærkede guide til Makedonien og Thessalonikis historie.

Tidlig kristendom

Men så er der jo heldigvis så meget andet, der kan pirre ens nysgerrighed. Som ex. vis overgangen fra dyrkelsen af græske (og egyptiske) guder til kristendom i 300’tallet.
Lige ved siden af vores hotel ligger en bygning, der bliver kaldt Rotunden. Den er bygget i 306, som tempel for Zeus – siges der, men i hele sin konstruktion minder den mest om Pantheon i Rom, en cirkelformet bygning med nicher, der giver mulighed for at mange guder kan tilbedes i det samme rum.

Men allerede i 330 bliver den ombygget til kirke, og den står i dag som museum over en af den tidlige kristendoms første kirker. Vi undrer os over loftudsmykningen, her er et absolut fravær af traditionel kristen symbolik. Men en engelsk professor, der også gæster kirken forklarer os, at i den tidlige kristendom, havde man endnu ikke udviklet sin egen ikonografi, og derfor anvendte man stadig antikkens symbolsprog.

Den historie får vi genfortalt, da vi besøger byens byzantinske museum. Men det er ikke kun antikkens symbolsprog, de kristne viderefører. Det er også deres gravskikke.

Her kan vi nemlig læse, at bortset fra kremering, accepterede de kristne en lang række af antikkens gravskikke, så som:

• Man kunne begrave de døde med deres smykker og med deres personlige ejendele
• De døde måtte medbringe mønter, så de kunne betale for rejsen til den næste verden
• Man kunne opbevare krukker og andre gentande i graven, når det var en del af begravelsesritualet
• Man kunne ofre brød og kød
• Man kunne ofre vin til den døde, evt. gennem et armatur i loftet på graven
• Man kunne dele måltider med den døde på mærke- og vågedage. Oven på graven kunne indrettes er særligt aflukke med en lav mur, hvor sådanne begivenheder kunne finde sted

Indtil omkring år 700 benyttede man også de samme begravelsespladser, som var blevet benyttet i antikken. Først derefter begyndte man at anlægge kirkegårde omkring kirkerne.

 

 

 

 

 

Read More...

Mykenerne på Peloponnes

8. februar 2015 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Mykenerne på Peloponnes

Mykenerne på Peloponnes

Her i den lille kystby i Grækenland, hvor vi nyder smagen af friske ny plukkede mandariner, bor vi kun få km fra Grækernes tidligere hovedstad Nafplio (begyndelsen af 1800 tallet) inden hovedstaden blev flyttet til Athen.

Kun 8 km nord for Nafplio ligger byen Argos hvor historien kan føres 7000 år tilbage og videre til brochealderen, til Hellenistisk tid og igen senere til den romerske tid med rester af mange bebyggelser. Kun 12 km nord for Argos ligger Mycenae (eller Mykene).

Sådan skrev vi i dagbogen i december 2013. Nu i februar 2015 er vi tilbage, for vi fik kun lejlighed til at se det sagnomspundne Mykene udefra gennem hegnet, da de havde tidligt vinter lukket.

Mykene eller Mycenae

Der er mange sagn forbundet med Mycenae, der spiller en hovedrolle i Homers fortællinger i både Iliaden og Odyssen. Her skriver han om det velbyggede Mycenae, der er rigt på guld. Ifølge Homer er byen grundlagt af Perseus, søn af Danae og Zeus. Perseus store herodiske bedrift var at dræbe den slangeomslyngede Medusa.

En anden sagnomspunden helt var Agamemnon, søn af Atreus, der var konge af Mykene. I Homers digtning tager Agamemnon til Troja (ca. 1190 – 1180) for at befri den skønne Helena fra prins Paris, der havde bortført hende til Troja. Helena er gift med kong Menelaos af Sparta, som så gerne vil have sin kone igen. Dette fører til krigen mod Troja og Trojas fald.

Helena (eller Helene) er i græsk mytologi årsagen til den trojanske krig. Hun betegnes som den skønneste kvinde i hele Hellas i sin tid. Grunden til dette var, at hun var datter af Zeus, der havde forvandlet sig til en svane da han gjorde Helenas mor, Leda, gravid. Derfor var Helena smuk og hvid som en svane, og født af et svaneæg. Gift med Menelaos, men bliver “givet” af Afrodite til prins Paris af Troja. (Wikipedia)

Uanset hvordan blodlinierne var på Agamemnons tid, var det kongelige hus af Atreus (Mykene) det stærkeste i Grækenland (Acheans).

De arkæologiske beviser siger at Mycenae blev beboet med neolistiske folk i 7000-tallet f.v.t. Men mellem 2100 og 1900 f.v.t. under bronze alderen blev området invaderet af Indo-Europæiske folk, der havde krydset Anatolien (Lilleasien) via Troja til Grækenland.

Indvandrerne medbragte en avanceret kultur til det daværende primitive Mycenae og andre beboelser på fastlandet. Denne kultur bliver der nu refereret til som Mycenaen (Mykensk) navngivet efter dets stærkeste kongedømme. De andre kongedømmer omfatter Pylos, Tiryns, Corinth og Argos alle på Peloponnes. Udløbere af den Mykenske civilisation findes også i Theben og i Athen og på Kreta.

 Besøg på dette kultursted

Da vi jo var i Athen og havde besøgt det arkæologiske museum og set de mange fund fra Mykene, ville vi rigtig gerne besøge dette kulturelle centrum på Peloponnes, ca. 120 km mod syd. Vi kommer der en skøn februar dag med høj sol og 16 graders varme. Masser af fine gule blomster står i fuld flor, frugttræer står med blomster og de første sommerfugle er i gang med at suge nektar. Her lykkes det os at få en bid af fordums storhed ind på nethinden fra dette storslåede sted. Beliggenheden er underskøn og storheden melder sig allerede inden man vandrer ind af stedets hovedport – Løveporten.

Byen Mykene bestod i 1200 tallet f.v.t. af et forsvarsværk omkring bebyggelsen med 13 m høje og 7 m tykke mure bygget af stenblokke på 6 og endog op til 18 tons. Meget står endnu. De gamle grækere troede da også at disse mure måtte være bygget af Kykloper, nogle af giganterne beskrevet i Odyssen.

Da arkæologerne gik i gang med udgravningen af Mykene, fandt de meget rige fund i store kongegrave startende fra ca. 1650 f.v.t., guld, kobber, keramik, våben smykker og varer fra fjerne egne. Andre grave er senere og er tidsmæssigt fra dette riges storhed, der kulminerede fra ca. 1450 – 1200 f.v.t. Opbygningen af de stærke forsvarsmure starter omkring 1300 f.v.t. Herefter udbyggedes citadellet og de udførlige vandcisterner.

Optegnelser over varer

Ligeledes er fundet rige skatte og optegnelser heraf ved udgravningerne. Optegnelserne er skrevet i Linear B skrift. Skattene omfatter varer importeret til Mykene f.eks. fajance fra Egypten, vaser og figurer med Kartouch af Amenhotep I og Amenotep III, amforaer med vin og æteriske olier, cypriotiske lamper, bronze figuriner fra Syrien og Palæstina, rav til smykker fra Danmark og Østersøen, udvekslet med fine bronze kander fra Peloponnes og import helt fra Afganistan af Lapis Lazuli – den smukke blå sten til smykker og til farvning. Optegnelser anfører også salg af Mykensk lertøj, der blev eksporteret til Italien, Sicilien, Sardinien og selv til Spanien Sejlskibe har i stort tal krydset middelhavet og Ægæerhavet med ladninger af varer.

Storhed og fald

Arkæologiske undersøgelser stadfæster at kongedømmet mistede sin storhed omkring 1200 f.v.t.

Ved en storbrand ca. år 1200 ophører paladset med at fungere, men mange af de andre bygninger blev genopbygget og er blevet anvendt til ca. år 1100 f.v.t.

Om det skyldtes udefra kommende magter eller rivalisering mellem kongedømmer på Peloponnes vides ikke. Men riget falder sammen samtidigt med Trojas fald, Knossos tilintetgørelse på Kreta og opløsningen af Hittitternes rige i Lilleasien.

Vi har tidligere beskæftiget os med den omsiggribende opløsning af disse riger. Ja selv faraoen Ramses i Egypten får denne opløsning at føle hvor perioden er afslutningen på det mellemste rige.

Mange kyndige har herefter snakket om den mørke periode, der fulgte. Om ændringer i keramikstilen og om manglen på skriftlige vidnesbyrd. Det har vi skrevet om i artiklen ”Historisk rids over det anatolske Tyrkiet fra 3000 – 500 f.v.t”, der har sammenhæng til det, der skete i Grækenland i perioden.

 

 

 

Read More...

Athen afspejler græske udfordringer i fortid og nutid

4. februar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Athen afspejler græske udfordringer i fortid og nutid

Athen

Det er svært at holde fokus på fortiden, når man er i en storby, hvor nutiden i den grad presser sig på. Det er som om fortiden taber i betydning, her hvor vi bor i graffiti-skoven på Athens Nørrebro. Og så skinner den alligevel igennem alle vegne, i arkitekturen og på de fantasifuldt dekorerede husfacader og i mind-sættet. ”Nu er det tiden, hvor vi skal have vores antikviteter tilbage”, siger en af hotelgæsterne uopfordret, som en kommentar til valget. Tyskerne/ Europæerne har ikke kun koloniseret Grækernes fremtid gennem gigantlån til korrupte politikere, de har også koloniseret Grækenlands fortid, der står som kronran på museer i Europas hovedsteder. Den græske middelklasses forventninger til den nyvalgte regering er tårnhøje. De fattige og hjemløse fortsætter deres tiggerliv og lægger sig om aftenen til at sove på en udfoldet papkasse, dækket af et tæppe på et læsted på gaden. Gerne et sted med lys, så man kan læse i en avis eller en roman.

Det danske institut i Athen

Vi deltager som tilhørere i en konference for arkæologer, arrangeret af Det danske Institut i Athen. På dansk initiativ er arkæologer fra førende europæiske (også græske) og amerikanske universiteter samlet, for at drøfte fortolkninger af den fortid, der graves op af jorden. Det er spændende at få indsigt i de spørgsmål, arkæologerne hidtil har stillet til deres fund og at høre dem diskutere svarene. Hvad er det for en logik, der ligger bag, når ex. en bestemt måde at lave drikkekar pludselig bliver moderne i en hel region? Ja, så moderne, at de endda er at finde i tidlige jernaldergrave i Danmark? Og kan vi overhovedet vide, om de havde samme symbolske betydning i Naxos og Næstved?

Et af de mere muntre indlæg af Marek Wecowski handler om den særlige græske drikkekultur, der udvikler sig omkring de græske vindriknings-symposier. Her får det en særlig betydning, hvilke drikkekar man anvender i den rituelle vindrikning.

Et ex. på subjektivering af objekter i rituel betydning er Nestor’s kop, som Homer fortæller om I Iliaden. Der er fundet kopper i forskellige udgravninger, der er fortolket som Nestors kop, men der er også udgravet en lerkop, der hævder at være Nestor’s kop, da den bærer denne indskrift:

Nestors bæger er jeg , god at drikke af. Den, der drikker af denne kop, han lige med det samme ønsket om smukke – kronede Afrodite vil gribe[1] .

Vi bliver præsenteret for den idé, at der udvikler sig en særlig drikkekultur omkring et græsk aristokrati, hvor ”odd-size” drikkekar kommer på mode.

Et drikkekar skal både være stort (svært at løfte) og svært at drikke af. Det bliver en form for practical joke, hvem kan drikke af karret uden af spilde? Andre lege kan have til formål, at man drikker lange mere, end man ellers ville kunne. Og der udvikler sig en særlig poesi i tilknytning til drikkeritualerne.

Et andet interessant indlæg af den dansk/ svenske arkæolog Sanne Houby-Nielsen. Det handler om vævning med havsilke. Havsilke får man fra Pinna nobilis muslingen, og man har længe vist, at det blev anvendt i antikken, men ikke, at det var et kendt materiale allerede i den tidlige jernalder. Sanne sandsynliggør i sit indlæg, at det har være anvendt som islæt ved vævning af dragter, som gudinderne bar i prosessionsoptog i forbindelse med kultiske fester.

Det arkæologiske museum i Athen

Vores nye viden skal stå sin prøve, da vi besøger det Arkæologiske museum i Athen. Har vi fået nye øjne at se på fortiden med? Det er svært at give et entydigt svar på. Vi bliver jo hele tiden klogere og bedre til at forstå, det vi ser. Vi bliver bedre til at placere tingene i tid og sted. På museet i Athen koncentrerer vi os om to samlinger, der begge vedrører bronzealderen.

Mykene

Den ene samling vedrører udgravningen af Mykene og nogle andre udgravninger, der knytter sig til perioden omkring de minoriske og mykenske kulturer (2000 – 1180 f.v.t). Det er kulturer på det græske fastland og øer, der er samtidige med Hittitterne i Tyrkiet, The New Kingdom i Egypten og de store udgravninger, vi besøgte på Kreta i oktober. Mykenerne var dem, der ifølge Homer, med kong Agamemnon i spidsen, i 10 år belejrede Troja. Årstallet for afslutningen af krigen i Troja, der fastsættes til år 1180 f.v.t. markerer en brat afslutning på højkulturerne i det østlige Middelhav.
Agamemnons borg i Mykene er i øvrigt udgravet af den samme Heinrich Schleimann, som udgravede Troja. Også her blev der fundet store guldskatte. De dateres i dag til tiden omkring år 1500 f.v.t., altså noget tidligere end kong Agamemnon selv. Vores plan er fra Athen at køre til Mykene og se udgravningen af borgen der.

Santorini

Den anden samling vi fordyber os i vedrører udgravninger på Øen Thera, der er en ø i det, der i dag er øgruppen Santorini. En vulkan eksploderede omkring år 1600 f.v.t og ændrede Santorinis geografi dramatisk. Santorini var en af øerne i Kykladerne. Den blev begravet i aske i forbindelse med vulkanudbruddet, så lidt i lighed med Pompei har man kunne udgrave en by, der er blevet levende begravet. Dog med den undtagelse, at på Santorini nåede mange at flygte inden den endelige katastrofe. Santorini var et selvstændigt rige inden eksplosionen, men under stærkt minorisk påvirkning. Eksplosionen er både blevet forbundet med myten om Atlantis og syndflodsmyten om Noahs ark i biblen. Øen har i dag status som et ferieparadis.

[1] Egen oversættelse fra engelsk

Read More...

Ærkefjenderne har valgt forskellige udviklingsveje

31. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Ærkefjenderne har valgt forskellige udviklingsveje

Det første indtryk af Grækenland

Så er vi i Grækenland og vi er her på et tidspunkt, hvor alle holder vejret, spændt på konsekvenserne af det overståede valg. Det mærkes i nyhederne, men det mærkes også i det høje beredskab af politi i gaderne omkring Det græske Parliament.

Vores hotel ligger i en gade i et ældre og noget anarkistisk præget kvarter. Alt er overmalet med graffiti, der hænger banner og anarkisternes sort/ røde flag på husene. Statistikken siger, at 50 pct. af de uddannede unge er arbejdsløse. Da vi tankede benzin, havde Palle en længere snak med den kvindelige tankpasser. ”Hvordan kan det være, du taler så godt engelsk”, spurgte Palle. ”Jeg har gået 20 år i skole”, svarede hun. I nat blev vi holdt vågne af fest, musik og gang i gaden lige til kl. 7 om morgenen. Vores hotelværtinde siger, at sådan er det hver nat. Folk sover om dagen og lever om natten, så det skal nok blive festligt.

Uddannelse, uddannelse, uddannelse er jo ofte det svar, man får, når man vil løse tidens udfordringer. Men Grækenland er et godt eksempel på, at uddannelse alene ikke løser alle problemer. Grækenlands nye finansminister forklarer i TV, at den nedskæringskurs EU fører, ikke hjælper til at skabe den vækst, der er nødvendig for at en ny generation kan få plads på arbejdsmarkedet. Derfor ønsker den nye regering bl.a. at hæve mindstelønnen, for at stimulere vækst og forbrug.

Tyrkiet versus Grækenland

Kontrasten mellem livet i Tyrkiet og i Grækenland er slående. Her i Grækenland taler alle engelsk og uddannelsesniveauet er højt. I Tyrkiet møder vi meget få, der taler engelsk. Til gengæld er landet præget af, at alt er under rekonstruktion og rigtig mange hænder er beskæftiget med byggeri eller produktion af byggematerialer. Væksten buldrer derudaf, og næsten alle de store virksomheder vi ser, bærer tyrkiske navne. Der er overraskende få multinationale selskaber repræsenteret i bybillederne. Mange af de unge vi møder, der arbejder i hotel og restaurationsbranchen og som taler lidt engelsk fortæller, at de læser på universitetet – ofte til lærer, og så arbejder de, for at tjene til studierne. Der er nybyggede universiteter i alle de byer vi kører igennem, hvor indbyggertallet er omkring 100.000 eller mere. Til gengæld mangler Tyrkiet fuldstændigt det ungdoms- og caféliv, der fylder meget i nattelivet i Thessaloniki og Athen.

De få ældre Tyrkere, vi møder og som taler engelsk er bekymrede for udviklingen. En bekymring går på væksten, der sker for lånte penge. Men den største bekymring vedrører islamiseringen. De oplever at den nuværende regering svigter de sekulære idealer, der var den allesteds nærværende landsfaders Ata Türks mærkesag. Der er mange unge piger i Tyrkiet, der har iført sig den traditionelle islamiske klædedragt. Noget tilsvarende gælder ikke for mændene. Det er nok ikke helt forkert, at der er en islamisering i gang, og at der er en stigende dæmonisering af vestlige værdier i Tyrkiet.

Den historiske konflikt

På turen til Athen overnattede vi Thessaloniki. Ved det såkaldte ”hvide tårn”, der er byens vartegn, var et mindesmærke. Først i 1912 blev Thessaloniki en del af Grækenland.

Det minder os igen om, hvor ungt Grækenland er som nation, trods det ældgamle historie og dets status som arnested for den europæiske kultur. Man kan på ikke tale om eksistensen af en græsk nationalstat før i 1829. Og sin nuværende størrelse fik Grækenland først efter anden verdenskrig i 1947.

Før det kan man tale om en græsk identitet, et græsk sprog og en græsk kultur. I grækernes selvforståelse var Det østromerke Rige, -Byzantinum – en græsk stat – ikke mindst fordi administrationssproget var græsk. De så Osmannernes næsten 500’årige styre (1453 – 1920) som en tyrkisk besættelse af Grækenland. Derfor bar de national-konservative grækere i 1910’erne på en drøm om at genskabe et Storgrækenland med Konstantinopel som hovedstad. Drømmen fik katastrofale følger, da grækerne efter første verdenskrig forsøgte sig med et erobringstogt i det Vestlige Tyrkiet med landsættelse af en 200.000 mand stor hær ved Smyrna (i dag Izmir).

Den græske hær blev udraderet af Ata Türk og de efterfølgende fredsforhandlinger i Lucerne førte til en af historiens største folkeflytninger – Grækere bosat i Tyrkiet blev flyttet til det græske fastland eller de græske øer, mens tyrkere i stort tal flyttede den modsatte vej. Ata Türks mål var at etablere en tyrkisk nationalstat efter europæisk mønster. Det mål er i høj grad blevet opnået. Men Ata Türks reformpakke indebar også etableringen af en sekulær stat, og et opgør med sultanernes værdisæt. Det er den del af Ata Türks reform-pakke, der i dag er under pres af den nye politisk ledelse under Erdogan.

Tyrkiet rolle i dag

Europa vendte Tyrkiet ryggen under optagelsesforhandlingerne i EU i 2001. I dag vender Tyrkiet Europa ryggen, og ser i stedet sig selv som en vigtig spiller i den islamiske verden.

Set med mine briller, så er det en fantastisk gave for både Grækenland og Europa, at Tyrkiet i dag er en del af NATO. Men det er nok også rigtig godt for både Tyrkiet og EU, at Tyrkiet ikke er medlem af EU. Problemerne med sammenhængskraften i EU er store nok uden Tyrkiet. Men man kan drømme om, at Tyrkiet – i samspil med Nato – kan spille en større rolle i Mellemøsten og orienten, og at EU og USA kan se en interesse i, at Tyrkiet er et vækstlokomotiv her i regionen, uden at blive bange for det skygge.

Read More...

Hittitterne anlagde en by i en kløvedal omgivet af tågebjerge

28. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Hittitterne anlagde en by i en kløvedal omgivet af tågebjerge

Hattusa – Hittitternes kongeby

Vi kører fra Ankara i solskin, men inden længe, da kører vi opad og indover den bjergrige højsletten, lægger tågen sig over landskabet, og sigtbarheden er næsten lig nul. Sådan kører vi lidt mismodige de små 200 km ud til Bogazkale, den tyrkiske landsby, der ligger ved udgravningerne af Hittitternes gamle kongeby Hattusa. Men netop som vi drejer ind af den vej, der fører op til ruinbyen, brænder solen igennem tågerne, vi er i Kløvedalen og byen ligger foran os solbeskinnet og ophøjet.

Seks kilometer forsvarsmur slynger sig rundt i bjergene og indrammer et område af gigantiske dimensioner. Her var kongeborg med residens, administrationscenter og arkiver og templer til Hittitternes 1000 guder, prosessionsveje, forrådskamre og forsvarstårne og mindst 7 indgangsporte. Befolkningen boede uden for murene, men kunne om nødvendigt søge ly inden for.

 

Det særlige ved stedet er ikke de forholdsvis få ruiner, der er tilbage efter byen, der blev forladt efter en brand omkring år 1200 f.v.t., stort set samtidigt med Trojas fald. Det særlige, det magiske, er den måde, natur og kultur fletter sig ind i hinanden. Når man går oppe på borgmuren, så ser man ud over det samme landskab, som Hittitterkongen så ud over for mere end 3.200 år siden, og i dalen neden under går hyrderne med deres får, som de også gjorde det dengang.

Yazillikaya

Fra borgen kører vi 3 km ud til det nærliggende Kultsted, der er bygget som memorial for en af de sidste store Hittitterkonger, Tudhalia den 3. (1240-1213). Stedet minder på mange måder om Frygernes hellige sted, der også hedder Yazillikaya.

Efter Hittitterne forlod Hattusa flyttede Frygierne ind i ruinbyen og byggede en mindre borg inden for bymuren.

Stedet har været beboet siden bronzealderen. Hitterne havde hovedstad i Hattussa fra ca. 1750 – 1200 fvt. I den periode manifesterede de sig som stormagt i Anatolien og de førte en omfattende korrespondance med bl. a. Ramses den anden. Alt det er vi i gang med at skrive en længere artikel om.

Read More...

Den Gordiske knude

25. januar 2015 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Den Gordiske knude

Frygierne

Frygierne hed det folk, der indtog Anatolien i Tyrkiet, efter Hititterne på den Anatolske højslette var slået af ”havfolket”. Frygierne kom fra vest. Man mener de faktisk kom fra det sydlige Europa og var Trakiere, at de var det folk, der slog sig ned i det gamle Troja, da Troja var slået, som Homer skildrer i Illiaden. De kom til Anatolien i Lilleasien, og det var en indvandring der fortsatte i mange år fra 1200 til 800 f.v.t.

Rikke står her ved den gigantiske tempelvæg i Yazilikaya dalen.

Frygiernes hellige dal

Vi besøgte først et af Frygiernes hellige steder dalen Yazilikaya, hvor de eventyrlige klippeformationer ligger, der har tiltrukket mennesker til at udføre religiøse handlinger i tusinder af år. Her indrettede Frygierne hellige steder som f.eks. Mother Goddess Kybele open air temple, og tilbad Kybele som de mente gav livskraften til naturen og alt levende, landbrug og fertilitet. Her huggede de tempelvægge i de store klipper som f.eks. tempelvæggen kaldet Midas monument efter deres konge. Tempelvæggen blev brugt scenografisk som baggrund ved religiøse handlinger.

Kongebyen Gordion

Når man besøger deres kongeby Gordion ikke så langt fra Ankara og oplever en af deres kongers grav, nemlig Kong Mida’s grav, og den mængde af gravgaver den indeholdt, bliver man meget eftertænksom.

Vi besøgte denne gigantiske grav, der kan måle sig med de store pyramider i Egypten.

På Ankara Arkæologiske museum er der en række skabe med disse eventyrlige smukke genstande i bronze, terracotta, glas, sølv, guld, electrum og træarbejder. I alt er funder omkring 400 genstande i denne grav.

Frygierne har gravlagt mange af deres høvdinge og konger i kolossale gravhøje i det åbne landskab på højsletten. Mere end 80 store gravhøje er der stadig og kun en del er udforsket.

Her blandt gravhøje valgte de at bygge deres hovedstad Gordion, som stadig kan beses og som er under udgravning. Akropolisen på plateauet indeholdt det kongelige palads, templer, administrative bygninger, håndværker boliger og værksteder inden for mure med en stor byport over 10 m høj og med store tårne.

At løse en Gordisk knude

I dag siger vi om et næsten uløseligt problem, at det er som den gordiske knude. Ordsproget at løse den gordiske knude fortælles at stamme fra Gordion og knytter sig til legenden om oksekærren og ejeren af denne, der en dag kommer til Gordion.

Historien er, at oraklet har forudsagt, at en dag vil der komme en fattig mand med sin oksekærre, og han vil blive hersker over Frygierne. En dag kommer en fattig mand med sin oksekærre til Gordion. Kong Gordios, der ikke har en arving, drøfter dette med sine adelsmænd og kærren bliver trukket ind i Kybeletemplet og bundet her. Det er omkring år 700 f.v.t. Ejeren er Midas, der senere bliver konge.

Samtidig fortælles det, at den der kan løse knuden, kærren er bundet med, vil bliver hersker over Asien. Herefter står kærren til Alexander den Store i vinteren 334 til 333 f.v.t. gør vinterlejr i Godion. Legenden fortæller videre at Alexander løser knuden ved et hug med sit sværd og som bekendt bliver han Asiens hersker.

I landsbyen Yassihüyük lige ved kong Midas gravhøj, er der et lille museum, der fortæller lidt om Frygierne, om Gordion og de store gravhøje. Her har man lavet et lille gavl mosaikbillede af Alexander den Store.

 

Read More...