Posted in: Ude

Kariye Camii Müzesi – Chora kirken

Chora kirken i Istanbul er et ret enestående eksempel på sen-byzantinsk kirkekunst, det siger alle, der har forstand på sådan noget. Som almindelig besøgende er det dog ret krævende, at trække historien ud af billederne, der sidder højt oppe under kirkehvælvingerne, og mange af dem er ret ufuldstændige. Og sådan er det jo med det meste, historierne træder først frem, når man får dem fortalt eller hvis man selv gør den indsats, det kræver at få dem vævet sammen med det, man i forvejen ved.

I går var vi fire, der kunne dele viden, og som støtte havde vi en rigtig artikel af Elof Westergaard i Sfinx[1].

DSCF5045

Parekklesionet i Chora kirken

Den historiske ramme

Chora kirken, som den står i dag, er bygget som klosterkirke omkring år 1000, men den blev udbygget og dekorereret i 1300 tallet. Vi taler om et tidspunkt i historien, hvor det østromerske kejserrige er presset fra alle sider. Mens korsridderne indtog Konstantinopel i perioden 1204 – 1261 havde den Østromerske kejser været i eksil i Nikæa (det nuværende Iznik) – ikke langt fra Bursa, mens ”latinerne” – støttet af Venedig kontrollerede Konstantinopel og det østromerske rige. I 1261 vendte kejseren Michael den 8. (1261-1282) tilbage til magten i Konstantinopel, men han kom til en by, der var udplyndret af korsridderne. Byens rigdomme var spredt til alle de af Europas storbyer, der havde haft en aktie i korstoget. Michael den 8. Blev efterfulgt af Andronikos den 2. (1282-1328). Andronikos den 2. gjorde hvad han kunne for at genopbygge byen, men som beskrevet under fortællingen om Hagia Sophia, så var midlerne små og opgaven kolossal.

P1030473

I kirken møder man Konstantinopels første ærkebiskopper. I midten på dette billede står Johannes Chrysostom, der blev eksileret i 404 på grund af en konflikt med kejserinden

Theodor Metochites som bygherre

Det var Andronikos den 2. storlogothet Theodor Metochites (1270 – 1332), der for egne midler finansierede dekorationen af Chorakirken. Som storlogother havde han ansvaret for riget skatkammer og bygninger. Det er i hans rolle som storlogother, at han er afbilledet som manden, der overrækker kirken til Jesus på mosaikken over indgangen til kirken.

P1030480

Theodor Metochites kirkeoverrækkelse, desværre i en alt for rød gengivelse

Kirken er dekoreret i årene mellem 1315 – 21, i en periode, hvor kejserriget også er presset af Sultan Osman (1288-1326), grundlæggeren af Osmannerriget. I 1326 erobrer og etablerer han sig med hovedstad i Bursa, kun få hundrede km fra Konstantinopel. En konsekvens af denne erobring er, at både kejser og storlogoth bliver afsat ved et kup, gennemført af kejserens søn i 1328. Theodor Metochites blev frataget al sig rigdom og eksileret, men efter to år fik han lov at vende tilbage til Konstantinopel, og han levede de sidste to år sit liv som munk i Chora-klosteret.

Kunsten og kunstneren

Man ved ikke hvem kunstneren – eller kunstnerne i Chorakirken er. Men perioden er kendt som Den palaiologiske Renæssance. En periode, hvor man forsøger gennem kunstneriske virkemidler at genskabe den østromerske kirkes storhed.

P1030474

Fresko af opstandelsen. Jesus hjælper Adam og Eva med at komme fra dødsriget til himmeriget

Det særlige ved den østromerske ikonografi er, at ikoner ikke skal illustrere bibelen. Billeduniversets formål er at repræsenterer de himmelske personers liv på jorden og at drage beskueren ind i det himmelske univers. Chorakirken billedunivers adresserer Marias og Jesus liv på jorden og i himlen. Således er det ene narthex helliget Marias livshistorie og det andet Jesus liv og gerninger. Parekklesionet repræsenterer opstandelsen og dommens dag.
Den ene af kuplerne afbilleder Maria og Jesus stamtavle og præsenterer de øvrige figurer, vi møder i den tegneserie, der udspiller sig i de tre rum. Således er man klar til at blive suget ind i kirkens billedunivers.

Helt særlig for os er det at se den billedlige gengivelse af Maria’s liv, som vi ikke kender fra biblen. Ifølge Elof Westergaard baserer fortælling sig overvejende på Jakobs evangelium og Det uægte Matthæus-evangelium.

Jesus og Marias liv

IMG_9391  DSCF5028

Første billede viser Marias første skridt og andet billede viser en scene, hvor Marias forældre aflever hende som ung pige til templet. Templet arrangerer efterfølgende hendes ægteskab med Joseph.

DSCF5005

Scenen viser folketællingen i Betlehem. Tv. sidder Herodes og th. i billedet ses Maria og Joseph.

DSCF5021 DSCF5019

Scenen tv. viser Herodes, der efter besøg af vismændene giver ordre til, at alle spædbørn skal dræbes. Th. ses romerske soldater, der er i gang med at udføre ordren. Derefter følger et billede af de lidende kvinder.

DSCF5013

 

[1] Sfinx, 36. Årgang nr. 2, 2013, fra Adam til dommedag.