Posted in: Ude

Kurs mod nord

Stop ved vejbod undervejs ved motorvejen. Her kan man få sig en mellemmad med varm kartoffel og hårdkogt æg.

Da løjerne i Isfahan er slut, sætter vi kurs mod nord og vælger den lige vej tilbage. Vi har en overnatning i Delijan, to i Qazvin, en i Zanjan, tre i Tabriz og en i Maku. Vi genser gamle bekendte og møder nye venner.
Vi bliver klogere på dagligdagen, kærligheden og lidelsen. Det er svært at være Iraner i disse tider. Dette indlæg kommer til at handle om det nære, om vejret, om pengene, om maden og om kærligheden.

Vejret

Det er blevet oktober, og vejret er blevet mere lunefuldt. I Yadz oplever vi, at det pludselig om aftenen blæser om med storm og regn. Natten og morgenerne er kølige, men midt på dagen er det stikkende varmt. Da vi kommer tilbage til Isfahan fortæller Ali, at det har regnet voldsomt, mens vi har været væk, det har løbet med op til 5 cm vand i gaderne.


På vej nordpå er billedet det samme. Kølige morgener, hurtige vejromskift og ind i mellem kraftige regnbyger, men mest om natten. Det har ikke været nødvendigt at køre med kalechen oppe, på de små biler, men det lune tøj er kommet frem. Men trods regn er flodlejerne vi passerer stadig tørrer.

Økonomien


Da vi kom ind i Iran vekslede vi 500 € og fik omkring 65 mill realer i 100.000 og 50.000 sedler. De fyldte som en lille skotøjsæske. De penge kommer vi rigtig langt for. Benzin koster 50 øre literen, en overnatning mellem 100 og 200 kr og et måltid for to sneg sig sjældent op over 50 kr. Kun i de deciderede turistområder var det lidt dyrere. Så for os var det en svir at være i Iran, vi kunne bo på de bedste hoteller og spise på de fineste restauranter, og alligevel kom det hele til at koste under halvdelen af vores budget.

Skriverkarle hjælper med at skrive breve og kontrakter foran bazaren i Tabriz

Men for Iranerne er det bestemt ingen svir. Inflationen er galopperende uden lønninger følger med. Det betyder, at folk i al almindelighed ikke har penge at købe andet end de mest basale ting for.

Vi får at vide, at mindstelønningerne i industrien ligger på 11. mill realer om måneden. Det svarer i vores penge til ca. 550 kr., men hvis man måler det i lokal købekraft, så er det en hel del mere. En af vores ny bekendte, der er i en overordnet stilling i en produktionsvirksomhed, fortæller, at for 10 år siden svarede hans månedsløn til 1000 $, og hvis han sparede lidt op, så kunne han rejse på ferie i udlandet. Men selv om hans løn er steget nominelt hvert år, så svarer den i dag til 180 $. Udviklinger er gået langsomt ned af bakke, men helt turbulent de sidste 5 mdr, hvor lønnens værdi er faldet fra ca. 500 $ til 180 $. I dag skal han spare op for at få råd til at købe en ny mobiltelefon.

Handelsgade i Maku

En stor udfordring for dem der handler er det, at kursen på realer svinger fra dag til dag på “det frie marked”. Mens vi er der, er den officielle kurs 50.000 realer for en euro, men i praksis veksler vi til mellem 120.000 – 160.000 realer på markedet, og en enkelt dag er kursen helt oppe på 200.000. Dem der har midler, spekulerer i at købe og sælge, men for langt de fleste, der lever af handel og service, er det en stor udfordring. I bazarernes guldgader ser vi kvinderne komme, ikke for at købe, men for at sælge deres guldsmykker.

Mænd drikker te i gården til et karavanserai i Bazaren i Tabriz

Iranerne lider under vægten af et konservativt og ineffektivt styre og internationale sanktioner. Dem der kan lidt sprog drømmer om at immigrere til Canada eller Australien, hvor mange har familierelationer. Andre lukker øjnene og håber, at det snart går over. “Vi skal nok klare det selv”, siger de, underforstået vi har ikke brug for indblanding udefra. Men der et stort ønske om at blive anerkendt af det internationale samfund. Derfor er der også stor begejstring for vores køremærke med “the mark of friendship”. Iran og iranerne har brug for venner.

Maden

Vi bliver ofte spurgt om, hvad vi synes om det persiske køkken. Og hvis jeg skal svare helt ærligt – hvad jeg ikke gør, når det er Iranere, der spørger – så synes jeg, det er lidt for konservativt og kedeligt.
Iran er overvejende selvforsynende med fødevarer og udbuddet af råvarer som kød, frugt, ris, bønner, linser, kikærter, kartofler og grøntsager er stort. Endvidere er der et stort udbud af og tradition for at anvende (krydder)urter af forskellig slags i maden. Særlig for det iranske køkken er anvendelsen af safran, berberis, valnødder, granatæbler og rosenknopper.

Valnøddesælger ved bazaren i Tabriz

Vi har spist uendelige mængder af kylling, okse- og lammekebab, ris med safran og berberis, salat, yoghurt og sur pickles. Kebab serveres altid med et råt løg, en bagt tomat og en grøn chili. Når man er heldig, kan man få en bønne eller spinat/urte ret, eller kylling i tomat- eller granatæble og valnøddesauce.

Traditionel restaurant, hvor man sidder og spiser på små forhøjninger

Aubergineretter findes også, men er ikke altid veltilberedte. Maden er ikke stærk krydret, som i Indien eller Tyrkiet, men jeg synes desværre ikke at det Iranske køkken formår at levere de store smagsoplevelser, hvor man får råvarer og krydderier til at tale til hinanden. Og så er det ærgerligt at skønne råvarer som gulerødder og kål altid serveres råt revet i salater eller som sur pickles.

Kærligheden

 

Til sidst skal vi have en kærlighedshistorie. Den handler om Meti og Messi, der ikke må få hinanden. Meti er universitetsuddannet og arbejder som forsker inden for IT-teknologi på et teknisk universitet. Hun taler flydende engelsk og er i gang med at lære fransk. Messi arbejder på universitetshospitalet med medicinsk design. Han har vel det, der svarer til en bachelor uddannelse, og gør karriere gennem sit arbejde. Han taler desværre ikke engelsk, så denne historie er fortalt af Meti, mens de sammen viser os rundt i Qazvin. De har en fælles interesse i gamle biler. Og de vil gerne giftes. Men for at de kan blive gift, så skal Messi gå til Meti’s mor og bror, for at få lov til at gifte sig med Meti. Og det kan han først gøre, når han har et hus. For Meti’s familie har et hus, så hun kan ikke gifte sig med en, hvis familie ikke har et hus.

Da de mødte hinanden havde Messi 7 classic cars. Han solgte de 5 mest værdifulde, for at få råd til at købe et hus. Men så kom inflationen, huspriserne tog himmelflugten og et hus var uden for rækkevidde. Så som Meti siger: “Måske bliver vi gift engang ud i fremtiden, måske aldrig”. Og så smiler de sødt til hinanden.

Farvel

Vi slutter Iranturen hvor vi startede – i Maku. Vor ven Musa fra turistkontoret kommer om morgenen med et hold journalister, der følger os på den sidste køretur fra Maku og op til grænsen. Musa hjælper os med alle grænseformaliteterne og det går helt glat.
Vi vinker farvel for foden af Aratbjerget, der står og ser ned på os i klart solskin med sne på toppen. Magisk i dag som dengang man første gang fortalte historien om Noah og arken, der støde på land med alle dyrene på Aratbjerget.