Samothrake

19. marts 2024 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Samothrake

Mytiske og mystiske Samotrake er en ø i det østlige hjørne af Ægæerhavet, der har været beboet af thrakere og besøgt af søfarende siden bronzealderen. Øens forhistorie henlægger som meget andet på denne ø i mørke. Det gælder ikke mindst de kultiske og religiøse ceremonier, der gjorde øen verdensberømt i Antikken – så berømt at både danske Grundtvig og Kierkegaard skriver om samothrakerne i 1800’tallet.

I dag er øen måske bedre kendt som stedet, hvor der i oldtiden stod en bevinget gudinde – figur – NIKE.
Franskmænd tog i 1863 figuren med til Frankrig, hvor den i dag pryder indgangen til Louvre i Paris.
Et kendt sportsmærke har taget figuren til sig og gjort sig verdens kendt med logoet ”vingen” og firmanavnet ”Nike”.

Nu er vi her. På øens Samothrake. Lige der hvor NIKE gudinden stod tilbage i oldtiden. Og lige der, hvor Filip II af Makedonien mødte sin tredje kone – den 17 år gamle Olympias – en kongedatter fra Illyrien, der ca. 9 mdr. efter blev mor til Alexander d. store. Om faren nu var Filip II forklædt som Zeus – eller Zeus forklædt som Filip II, det står lidt hen i det uvisse; senere betroede Olympias i alt fald efter sigende sin søn, at Zeus var hans rette far.

Vi er sejlet fra Alexandropolis, en by i det østlige Grækenland tæt ved Tyrkiet. Sejltiden er godt 2 timer. Vi så en flok delfiner følge skibet på skibet vej, det tog vi for et godt varsel. 

Vi har booked to nætter på øen og kom til vort overnatningssted søndag d. 17.3 ca. kl. 17:30, det ligger lidt sydligt direkte ud til Ægæerhavet. Stedet hedder ”Akrogialt” og er en traverne med nogle værelser for enden af den smalle vej mod syd direkte ud til havet.

Der er ikke så mange veje på øen. Ud over sletten mod vest, hvor der dyrkes korn, vin og oliven, er øen mest af alt er et bjergmassiv af vulkanske granitklipper og med Saosbjergenes højeste punkt på godt 1,6 km.

Homer igen

Homer skrev i Illiaden at Apollon betragtede kampene ved Troya fra denne top. Minoerne fra Kreta har været her. Der er små lertavler med tekst på linear A fra 1700 tallet f.v.t. Og således er hele historien fra den tid og frem til i dag repræsenteret på øen.

I dag mandag har vi besøgt udgravningsområdet ”De Store Guders Helligdom”. Det var lige her den umådeligt smukke bevingede ”Nike” figur stod og skuede ud over en række helligdomme og templer og ud over kysten mod byen Alexandropolis på fastlandet. Men retfærdigvis skal det siges, at Nike er meget yngre end ”De Store Guders Helligdom”. Måske en del mere end 1000 år yngre. 

Hvad er De Store Guders Helligdom

Med bogen ”Makedonien” af Thyge C. Bro og og Nanna Westergård-Nielsen om Samothrake som guide, tekster på nettet og den lokale skiltning tilbragte vi 3-4 timer i udgravningerne i et forsøg på at forstå hvad vi så.

Stedet har været et aktivt helligsted i 2000 år – regnet fra 1700 f.v.t – 300 e.v.t. I udgravningen gør man en del ud af at illustrere, hvordan stedet har ændret sig undervejs. Fra i alt fald omkring år 700 f.v.t og frem har det været kendt for sine mystiske religiøse indvielsesritualer. Meget tyder på, at det har været et helligsted, hvor søfarende fra alle nationer er kommet for at søge gudernes velvilje, om det så har været frugtbarhed, krigslykke eller medvind på rejsen. Men før man kunne møde guderne, har man skulle gennemgå et hemmeligt indvielsesritual. 

Netop fordi de var hemmelige, så findes der ikke meget på skrift om dem. Den tidlige græske historiker Herodot (ca. 484-424 f.v.t.) skriver som om han har gennemgået ritualerne – uden dog at indvi læserne i dem. Og så ved vi som sagt, at Alexander den stores forældre mødte hinanden under ritualerne omkring 357 f.v.t. Vi har ikke hørt noget om, hvor mange dage en indvielse strakte sig over, men på pladsen har der både været spise- og sovefaciliteter (i Stoaen), så der er grund til at antage, at det har været over flere dage. 

På basis af de arkæologiske fund antager man, at indvielsesritual formodentligt har bestået af:

1. En renselsesceremoni. Her er mysterne (dem der skulle indvies) blevet samlet i en “teatral” cirkel, hvor der har været plads til ca. 200 personer, hvor der har musik og hvor mysterne er blevet præsenteret for forskellige rituelle repræsentationer af guderne.
2. Position og danseceremonier ad den hellige vej, der formodentlig har haft trance/orgastisk karakter, som det kendes fra Dionysos-festerne. Filip II byggede en dansehal i kompleksen omkring år 350 – altså nogle efter selv at have deltaget i ritualerne. Den hal har udvendigt været dekoreret med en i alt 114-115 m lang dansefrise med dansende kvinder.
3. Selve indvielsesritualet, som antages at have foregået i eller ved templet. Det antages at indvielsesritualet er afsluttet med et rituelt bryllup mellem halvguden Cadmos fra Fønikien (Europas bror) og Harmonia (datter af Ares og Afrodite).

Efter Filip II og Olympias forening har øen spillet en central rolle i Det Makedonske Kongerige videre historie og efterfølgende makedonske konger har sat deres præg på stedet med prægtige bygningsværker af marmor fra øen Thassos. Især en cirkelrund bygning – Arsinoe II rotunde med en diameter på 17 m falder en i øjnene. Der er bygget at Lysimarkos dronning omkring 280 f.v.t. 

Ingen af bygningerne har dog overlevet tidens tand.

Nike kom til mellem år 200 – 150 f.v.t. Kloge mennesker strides om, hvem der rejse den og hvilken sejr i hvilken krig den skulle hylde. Men nu er den tilbage i en kopi. Man har 3d scannet figuren på Louvre og lavet 2 marmor kopier. Den ene står foran museet på stedet, der har en samling af genstande fra udgravningen.

Read More...

Tre antikke byer omkring Kavala

14. marts 2024 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Tre antikke byer omkring Kavala

Det handler om miner, magt og mad

Områderne Østmakedonien og Thrakien i Grækenland er rige på det hele. Og de har derfor i antikken været efterstræbt af thrakere, grækere, persere, makedonere og romere.

Man får nemt fjender, når man bor oven på en guldmine. Når de mineralrige bjerge ligger, så man kan kontrollere indsejlingen fra Middelhavet til Sortehavet, og har en lang kyststrækning med naturlige havne bliver det dobbelt interessant. Denne cocktail bliver endnu mere giftig af, at det gennemstrømmes af to vandrige floder som Strymon og Nestos, der både fører guld med sig fra bjergene og danner et frugtbart floddelta. 

Det er i dette område vi har besøgt tre antikke byer: Filippi, Amfipolis og Abdera.

Filippi

Lidt nord for Kavala ligger Filippi eller Phillippoi, som byen hedder på græsk. I oldtiden hed byen Krenides. Øen Thasos grundlagde her i 500 tallet f.v.t. en guldgraverlejr ved foden af bjerget Orbelos med tæt adgang til kystbyen Kavala.

Som vi kunne se på det arkæologiske kort (det arkæologiske museum i Kavala) over miner i bjergområdet i Pangaionbjergene, har området budt på alle de eftertragtede råstoffer som guld, sølv, kobber og tin, som i bronzealderen fik afgørende betydning for samfundsudviklingen. 

Det var også et væsentligt interesseområde for Perserne, der helt fra Darius (den første), der regerede fra 522-486 f.v.t. som persisk storkonge havde blandet sig og besat områder hvor thrakerne og skyterne havde deres basis.

Da Darius forsøgte sig med et togt nordfra mod Athen blev han dog slået i 490 ved Maraton bugten. Hans søn Xerxes vendte tilbage i 480. Det er herfra vi kender fortællingen om slaget ved Thermopyles, nedbrændingen af Athen og derefter det store søslag, hvor persernes flåde blev slået og perserne endeligt opgav erobringen af det græske hovedland.

Athen havde stor interesse i bl.a. guldforekomsterne så ikke underligt blev det en eksilpolitiker Kallistratos fra netop Athen, der stod i spidsen for Krenides-kolonien fra år 360 f.v.t. 

Thrakerne havde historisk haft stor interesse i området ikke mindst p.g.a. de rige guldfund og fortsatte presset på området. Dette førte til at Krenides i 356 f.v.t. bad den makedonske konge Philip d. II om hjælp mod de Thrakiske stammer. Han indtog byen og lod makedonske kolonister bosætte sig. 

Efter Philip II død gik hans søn, den nye konge Aleksander III (den senere Aleksande den store) ind og afgjorde stridigheder om byens opland og fik derigennem en grænseaftale med Thrakien.

Senere blev området også en vigtig forpost for Aleksanders store togt mod perserriget, som satte ind øst for området ved overgangen ved Dardanellerne (nu tyrkisk område).

Byen fik nu navn efter den afdøde kong Philip.

Besøget i Filippi

Vi besøgte Krenides (nu Filippi) på en dejlig solskinsdag i marts. Området ligger meget smukt med bjergene som baggrund mod nord. Fund efter den græsk/makedonske tid  findes på det tilknyttede museum, der er et besøg værd i tilknytning til besøget på det store område som Filippi har dækket. 

Men området præges af den senere romerske tid. De græske/makedonske templer og beboelser ligger under resterne af romerske templer,  agoraer m.v. fra tiden efter romernes besættelse af området i 200-100 tallet f.v.t. og flere århundreder frem til det østromerske riges stohedstid med basilikaer fra 400 og 500 tallet e..v.t.. 

Via Egnatia

Den berømte romerske vej Via Egnatia – der over land forbandt Adriaterhavet med Sortehavet – kom nord-vest fra og gik igennem både Kavala og Filippi. Vejen kan stadig ses i udgravningsområdet og flere steder både før og efter Filippi.

Vejen er opkaldt efter den romerske guvernør i Makedonien Gnaeus Egnatius, og udmærker sig ved at være et af de bedst beskrevne og bedst kendte vejanlæg der findes. Byggeriet igangsattes i 146 f.v.t.

Fra Rom går Via Appia, den første anlagte romervej fra 312 f.v.t., til havnebyen Brindisi. Efter en sejltur over Adriaterhavet fortsætter vejen som Via Egnatia fra havnebyen Durres (tidligere Dyrrachium) i Albanien de godt 1.100 kilometer hele vejen til Bosperus strædet og byen Byzans, senere Konstantinopel nu Istanbul.

Mange steder er vejen anlagt oven på endnu ældre makedonske og thrakiske veje.

Store romerske begivenheder er knyttet vejen: Cicero benyttede Via Egnatia på sin vej til eksil. 

Cæsar rykkede så langt frem som muligt ad vejen før slaget mod Pompejus i 48 f.v.t. 

Og i 42 f.v.t. rykkede Octavian og Marcus Antonius også frem ad Via Egnatia i opgøret med Brutus og Cassius, der mistede livet ved to slag nær Filippi i oktober 42 f.v.t.

Og igen formodes det at Via Egnatia blev brugt af Octavian (den senere Augustus)  under sin fremrykning mod Actium i 31 f.v.t. hvor han slog Kleopatra og Marcus Antonius.

Filippi har været en meget vigtig romers by og var det også i den tidlige kristendom hvor Paulus i år 49 e.v.t. på sin anden missionsrejse kom til Makedonien. Han var rejst fra Lilleasien, overnattet ved eller på Samothrake med landgang næste dag i Neapolis og herfra til Filippi hvor han grundlægger den første menighed i Europa. Han bliver fængslet men det lykkes ham at fortsætte sin rejse til Thessaloniki hvor en ny menighed slutter sig til ham, men igen måtte han flygte videre til Veria (Berøa i apostlenes gerninger). Herfra til Dion og videre til Athen.  

Amfipolis

Vi besøgte Amfipolis i 2022 og nu igen i 2024, da vi ikke havde så meget tid den første gang.

Byen har et fint lille museum, der bl.a. har et sølvskrin, og en guld-olivenkrans, udgravet af spartaneren Brasidas grav i Amfipolis. Herom nedenfor.

Men lad os starte med Homer. Den græske fortæller, der tilskrives Illianden og Odysséen.

Homer skriver i Illiaden om byen Eion. Efter denne by er ”Eion”, far til kong Rhessus opkaldt, der kæmpede på Troyas side i Illiaden. 

Vi er her i Mykensk tid måske ca. 1.500 – 1.150 f.v.t. 

Senere er der tegn på beboelse og der er udgravet en begravelsesplads fra 700 tallet f.v.t. i området.

Den persiske konge Darios den 1. indtager området omkring floden Strymos i 510 f.v.t 

Men Athenienserne går efter de rige forekomster af metaller og i 476 f.v.t indtager  general Cimon området, og byen bliver en egentlig atheniensisk koloni fra 437 til 424 f.v.t.

Men man var ikke glade for den atheniensiske måde at styre byen på og tog med åbne arme imod spartaneren Brasidas efter slaget om Amfipolis i 422 f.v.t.

I de efterfølgende år forsøgte athenienserne mange gange at erobre området tilbage, men det blev den makedonske konge Perdikkas i 362, der indsatte sig selv som makedonsk beskytter af Amfipolis.

Den makedonske kontrol over området varede til den romerske invasion ca. 160 år senere.

Kort opsummeret:

Efter Aleksander den stores død i 323 f.v.t. tog hans general Antipater magten i Makedonien  og fra 317 f.v.t. hans søn Kassander, der gjorde en ende på Aleksanders familie, men som selv døde omkring 298 f.v.t. 

Herefter bliver det Antigonos II der i 276 erobrer Makedonien og Thrakien og indleder det antigonesiske kongehus. Godt 100 år efter i 168 f.v.t og efter over 50 års krige kom Makedonien under romersk herredømme.

Uden for Amfipolis er museet i gang med at udgrave en kæmpe gravhøj kaldet Kastas. Med en omkreds på 487 meter, en diameter på 165 meter og en højde på 21 meter og med stensætning omkring højen er der tale om en meget stor gravhøj. I 1960’erne blev ca 70 grave afdækket, men først i 2014 er den store makedonske kammergrav fundet. Der graves stadig og da vi uanmeldt besøgte området blev vi venligt henvist til at vente med at komme, til det arbejde der nu var i gang kunne præsenteres. Ud fra antallet af personer og deres ca. alder er der muligvistale om  Kassanders grav.

Kastas siges at være et største nyere fund fra antikken og at gravhøjen får Filip II grav i Vergina til at ligne en dværg. Der er planlagt et nyt museum på stedet, der forventes at åbne 2028-30. 

Abdera

Abdera, der ligger i Nestorflodens delta, var en af kystbyer i Thrakien, der blev koloniseret af grækere fra Lilleasien omkring år 650 f.v.t. Det vil sige, at grækerne anlagde en kystby ved en af de naturlig havne langs kysten og etablerede en bosætning, hvorfra de kunne handle med de “indfødte” thrakere. 

I 512 f.v.t. blev de invaderet af perserne og de var involveret i persernes angreb på skytere og makedonere. I 491 overgav flåden fra Thassos sig til perserne i Abdera havn, der efterfølgende blev persisk flådebase indtil perserne forlod området.

Hvornår det sker er lidt uklart, muligvis har perserne betalt for at kunne benytte havnen i de efterfølgende år.

I alt fald er der på museet i Abdera en fortælling om et af byens berømte bysbørn Demokritos.

Fortællingen er, at han blev uddannet af babylonske og persiske præster og magikere (astrologer) i Abdera, og at som yngre rejste til Persien, Indien, Egypten og de græske bystater i Lilleasien – altså i de daværende persiske besiddelser. Han var en kort overgang i Athen, men vendte derefter tilbage til Abdera og boede der til sin død. 

Demokritos regnes i dag for græsk filosof og videnskabsmand, der er mest kendt for sammen med Leucippus at have udviklet teorier om atomet og universet.

Efter perserne har forladt området kæmper det thrakiske kongedømme Odryserne og Athenerne om kontrollen over byen og under den peloponnesiske krig er byen en overgang allieret med spartanerne mod athenerne. Der følger således nogle turbulente år frem til det bliver en makedonsk by 346 f.v.t. Efter Alexander d. stores død i 323 bliver Abdera en del af Lysimarkos kongedømme. Senere bliver byen en del af romerriget.

Det nye Abdera

Det antikke Abdera ligger i dag som en ruinby helt ude ved kysten og den moderne havn. Det nye Abdera ligger ca. 6 km nordligere. Området ligger i det frugtbare Nestor-delta og i dag produceres her vin, frugt, ris og lammekød. Der er et fint museum med spændende udstillinger, bl.a. om religion og dagligliv i antikken og en særudstilling med rekonstruktion af gamle græske musikinstrumenter.

Read More...

De olympiske lege i antikken

28. april 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til De olympiske lege i antikken

De olympiske lege fra 776 f.v.t – 393 e.v.t

Den første olympiade blev afholdt i 776 f.v.t. til ære for Zeus og olympiader blev efterfølgende afholdt hvert 4. år i 1169 år – ifølge kilderne uden en eneste afbrydelse. 

Olympisk fred

En af årsagerne til, at legene kunne gennemføres kontinuerligt var, at der under legene herskede olympisk fred. Det vil sige at de indbyrdes krige mellem de græske bystater blev sat på pause i den periode, hvor legene varede.
En del af fortællingen om Leonidas heroiske kamp mod perserne ved Thermopylæ er (ifølge museet i Sparta), at Leonidas drog i kamp med 300 spartanske krigere, der alle allerede havde fået en søn, for at bremse persernes fremrykning, indtil hovedstyrken kunne nå frem. Det var ren opofrelse, ingen regnede med at overleve. For perserne angreb nemlig netop under en olympiade, og den måtte ikke forstyrres.

Kun for græske mænd

I datidens forståelse var legene en genoptagelse af en gammel mykensk tradition og en markering af, at en ny storslået græsk æra var begyndt. Den olympiske by er da også bygget ved et tidligere mykensk kultanlæg med begravelsesplads.

For at deltage i legene skulle man være en fri græsk mand. Slaver og barbarer kunne deltage som tilskuerne – stadig var det dog kun for mænd. 

Mændene konkurrerede nemlig nøgne og det var ikke et syn for kvinder, der kunne idømmes dødsstraf for at overvære begivenheden.
Der er en fortælling om en kvinde, der forklædte sig som træner, fordi hun så meget ønskede at se sin søn deltage i et løb. Skæbnen ville, at sønnen vandt og hun blev så grebet af begejstring, at det afslørede hende. Hun blev dog ikke dømt til døden, men fremover blev det bestemt, at også trænerne skulle være nøgne, så episoden ikke kunne gentage sig.

Fejring af Zeus

Olympiaden var en Pan hellenistisk begivenhed til fejring af Zeus. Derfor er Zeus-templet helt centralt på pladsen, men der har øjensynligt endnu tidligere ligget er Heratempel, og Hera spillede en central rolle i fejringen af de vindende atleter. I en periode blev der også afholdt olympiske lege for kvinder, hvor Hera var i centrum. Disse lege lå forskudt i forhold til mændenes lege og blev ligeledes afholdt hvert 4. år.

Ved de første lege var løb den eneste disciplin og begivenheden varede en dag. Snart kom hestevæddeløb, brydning, boksning med og senere 5-kamp.
En begivenhed, der afholdes løbende gennem næsten 1200 år, udvikler sig gennem tiderne. Men som nu var der dengang en olympisk komite, der havde sæde i byen Elis og som styrede begivenhederne med hård hånd. Og efterhånden som legene udviklede sig til en 5-dages begivenhed, blev der stillet større og større krav til logistikken omkring legene.

Forberedelser til legene

Det var de enkelte bystater, der udvalgte de sportsudøvere, der skulle have lov til at deltage i legene. De skulle møde i byen Elis en måned før begivenhedernes start og træne sammen og vise deres dygtighed. Var de ”under standard”, syge eller på anden måde ukampdygtige, fik de ikke lov til at stille op. På den måde sikrede man kvaliteten af legene.

Det betød, at der var træningscentre, overnatningsmuligheder m.v. i byen Elis.
To dage før legenes start gik man så i position fra Elis til Olympia og havde en overnatning undervejs ved en hellig kilde. 
Det olympiske stadion blev også over årene udbygget, så man fik overnatningsmuligheder til sportsudøvere, trænere og komiteens medlemmer, køkken og spisefaciliteter, træningsfaciliteter, bade m.v. ud over selve det olympiske stadion. Især i den romerske periode var der mange moderniseringer, blandt andet blev der lavet anlæg med varme bade og spise og sovefaciliteter blev udbygget. 

Tilskuerne måtte klare sig ved at overnatte i teltlejre ved den nærliggende flod. 

Konger og Kejsere

Blandt tilskuerne var de græske konger og senere de romerske kejsere. I alt fald to gange var de også deltagere i legene. Kong Philip II fra Makedonien vandt i hestevæddeløb i 356 f.v.t. 

Kejser Nero deltog i legene i 67 e.v.t. bl.a. i hestevæddeløb. Og selv om han ikke gennemførte løbet blev han erklæret vinder. Ingen turde overgå ham. I den forbindelse blev en af helligdommene på pladsen ombygget til en pragtvilla, hvor kejseren kunne bo sammen med sin smukke unge kone.

Sidste olympiade var i 393 e.v.t. Legene blev afskaffet af den kristne kejser i Konstantinopel, da legene blev opfattet som en hedensk begivenhed.

Read More...

Fra Argos til Sparta

5. april 2022 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Fra Argos til Sparta

Vi besluttede at få kikket på flere steder på Peloponnes. Et oplagt sted var at besøge Sparta. Vi tog en ekstra overnatning i Argos og fik dagen inden set nogle af de lokale levn fra svundne tider og vi tog også en tur mere til Nafplio med besøg på borgen Palamidi opført 1711-1714. Det er en del af et stort fæstningsanlæg, påbegyndt af Venedig med bygget færdigt af osmannerne. Det ligger højt hævet over byen med en pragtfuld udsigt ud over havet og byen. Nafplio er hyggelig og ret turistet især på en søndag.

Mandag d. 4 tog vi fra Argos og kørte ad landevej op over Parnon-bjergene til Sparta. Der var stadig sne på de høje tinder. Samme syn viste sig, da vi nåede sletten, hvor Sparta ligger, men nu med Taygétos bjergene i baggrunden med sne på mange toppe. Lige inden vi kørte ind i Sparta valgte vi at besøge stedet hvor Menelaos og Helene efter sigende har haft deres borg. Op ad en meget smal grusvej med udsigt over det ny Sparta. 

Det ny Sparta er bygget oven på noget af det antikke Sparta efter Grækenland blev selvstændigt i 1829 og med en meget stringent byplan. I dag er det en på mange måder veludstyret og flot by med livlig handel fra flotte butikker og med mange restauranter og caféer på de brede boulevarder med masser af appelsintræer. Bylivet oser af overskud og gode indtægter.

Det gamle Sparta

Og mod nord i byen ligger resterne af det gamle Sparta med både levn fra 7 hundredtallet f.v.t og fra Hellenistisk tid med lidt rester af et Athena tempel og græsk teater. Ovenpå en del af det græske er der en romersk periode og oven på denne igen rester fra den byzantinske periode. 

Alt sammen med spredte meget gamle oliventræer og med udsigt til de snedækkede toppe på Taygétos bjergene i baggrunden.

Og hist og her i det ny Sparta ligger små levn af templer fra 700-300 f.v.t. og gravmausoleet af Léonidas, der som konge i Sparta. Han gav sit liv sammen med 300 spartanere ved Termopylæ nord for Athen mod en overvældende stor persisk hær ledet af den persiske storkonge Xerxes.

Det forholdsvis lille arkæologiske museum er et besøg værd. Det ligger i en bygning tegnet af den danske arkitekt Theophilus Hansen i 1870’erne.

Read More...

Peloponnes – Argos og omegn

4. april 2022 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Peloponnes – Argos og omegn

Vi tog båden fra øen Ithakos tilbage til det græske fastland d. 28. marts. Turen mod Peloponnes gik over den store smukke bro, der spænder over strædet ved Kalamaki Bay på vej E55. Efter en overnatning nær broen kørte vi langs nordkysten af Peloponnes til Korinth og herfra sydpå til byen Argos. Vi tog dette sidste stykke via landevejen og nød de ny udsprungne frugttræer og rosa blomstrende mandeltræer på marker langs vejen.

Argos

Argos siges det, er Grækenlands ældste by. Det er en meget levende by. 

Her er en smuk ortodoks kirke og et fint byzantinsk museum, der ridser Grækenlands historie op fra 600 og frem til 1829, hvor Grækenland bliver selvstændigt og for første gang en samlet nation. Der er også et Akropolis med en fortificeret borg, der er blevet bygget på i mindst 3.500 år, og lev fra hellenistisk og romersk tid.

Vi har booked os ind på hotel Morfeas, der ligger centralt i byen. Herfra er der kun ca 10 km til havnebyen Nafplio.
Ikke langt fra Nafplio har vi lejer et hus til familie-komsammen i påsken. Det glæder vi os rigtig meget til.

Nafplio

Nafplio er som sagt en havneby og dens historie er også ældgammel. Men som den står nu bærer den præg af, at Venetianerne erobrede den i 1388, og den var venetiansk frem til 1540 og blev det igen i årene 1686 – 1715. 

Ellers var det osmannerne (tyrkerne), der dominerede i området fra 1463 og frem til 1822.
Nafplio var Grækenlands hovedstad fra 1828 – 34.

Nafplio er i dag meget mere turistorienteret end Argos. Nafplio har også et ældgammelt og fortificeret Akropolis og et borganlæg, som Venetianerne påbegyndte, men tyrkerne byggede færdig efter at have erobret byen. Her er også flere smukke ortodokse kirker.

Mykene

Mykene er den største seværdighed i området. Mykene ligger lidt nord for Argos hvor vi bor. Vi var der nu for tredje gang (tidligere var i 2012 og 2014). https://risbjerggaard.com/?tag=mykene

Mykene er en fantastisk borgby, der havde sin storhedstid i bronzealderen fra 1600 – 1200 f.v.t. og lige uden for byen ligger et gravkammer, der er endnu ældre, der bærer navnet Atreus skatkammer. Navnet skyldes de dødemasker af guld men fandt, da man gravede det ud. 

Agamemnon var ifølge Homer konge i Mykene, han var hærfører for den græske hær, der i 10 år belejrede Troja, for at hente den skønne Helena hjem, som prins Paris havde bortført fra Sparta.

Mange af de fantastiske skatte fra Mykene kan ses på nationalmuseet ved Akropolis i Athen. Men der er også ved Mykene et museum, hvor bl.a. maskerne kan ses i kopi.

Epidauros

Det største græske teater ligger i Epidauros, ca. 40 km fra Argos. Det har vi også besøgt.
Teatret er en del af et helsecenter (Esklepion), der var aktivt fra ca. 700 f.v.t – 500 e.v.t. Der har været bade, templer og ikke mindst et center for ”mirakelkure” med dormatorium, hvor man blev helbredt via tilstedeværelsen af guden Asklepion eller hans repræsentant på jorden Esklepion-snogen. Desuden et patienthospital med 160 værelser og en stor spisehal. Desuden gymnasium og et station.

I dag er der også et lille museum, hvor man bl.a. kan se tidens lægeinstrumenter, marmorfigurer fundet ved udgravningerne friser fra bygninger og tegninger af rekonstruktioner. 

Tiryns

Vi har også besøgt det andet gamle mykenske borg- og byanlæg ved Tiryns, der kun ligger 4 km fra Nafplio. Kolossale mure med bredde på 8 meter og med tilhuggede sten der vejer op til 100 t. Det er ikke underligt at grækerne var af den overbevisning at disse ”mykenske” borge var bygget af kykloper, disse store sagnfigurer, der også optræder i Homers Odysseus.

Korinth

Og så har vi aflagt oldtidsbyen Gammel Korinth ca. 50 km nordpå ved Korinther kanalen et besøg, men da vi nåede frem var det lukket for dagen, så vi måtte skue oldtidsbyen fra hegnet.  Ved Gammel Korinth er der eller meget at se, og det er forholdsvis overskueligt, fordi byen blev forladt (eller flyttet) omkring år 500 e.v.t., så det er ikke bygget oven på. Det var her, bl.a. Paulus etablerede en menighed, som han berigede med et par Korinterbreve, der er en del af det nye testamente.

Read More...

Pasargadae – Shiraz – Persepolis

19. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Pasargadae – Shiraz – Persepolis

Fra Yadz til Pasargadae

Vi kører fra hotellet i Yazd lørdag morgen og kl. er omkring 13, da vi holder ved indgangen til Pasargadae. En tur uden mange stop undervejs, det meste af vejen gennem gold ørken, men afbrudt af små landbrug og enkelte store industrianlæg. Da vi når til hovedvejen mellem Shiraz og Isfahan er der mere aktivitet, flere grønne oaser, flokke af får og geder, og en enkelt kamelflok (dromedarer) kommer vi også forbi.

Pasargadae

Pasargadae anlægget dækker et stort areal, og det et blevet optaget på UNESCO verdensarvslisten for sin grundplan. Byen er anlagt prototypisk for den persiske have – og derfor er Pasargadae – ud over at være verdens ældste imperiale hovedstad også det ældst kendte udgravede haveanlæg i verden. Men desværre er der ikke gjort meget på stedet for at visualisere fortidens storhed. Guidebogen skriver, at mange turister ikke finder Pasargadae værd at besøge. Den mening deler vores rejsefæller, der hurtigt dømmer Pasargadae ude. Området er sølle og lydkulissen, der strømmer ud fra højtalerne er forstyrrende for helheden. Så Palle og jeg blive ene om at gå på opdagelse i området.

Når man ankommer i dag, ligger indgangen, så man bliver ført direkte til Kyros store gravkapel, der er den mest spektakulære og velbevarede del af anlægget, og dermed også den største attraktion.
Derfra kan man så køre med shuttlebusser rundt i anlægget. Bussen kører dog ikke op til Citadellet, der ligger på en klippe højt over “byen”. Det har været i brug som citadel fra Kyros tid 550 f.v.t. og til slutningen af Sasanidernes tid omkring 628 e.v.t. Vi når – som de fleste – desværre ikke derop og ser det, men der er nok heller ikke så meget at se, når det kommer til stykket.

Men shuttlebussen kører os hen til Kyros paladsområde, hvor vi står af og prøver at danne os et overblik over herlighederne. Og det er her, vi finder ud at, at det hele er vendt på hoved, hvilket gør det endnu vanskeligere at danne sig et billede af, hvordan det må have set ud, da Aleksander den store og hans hær ankom til Pasargadae efter at have ødelagt Persepolis.

Dengang lå indgangen et helt andet sted end den gør i dag.
Man kom ind af en port (gate), der i dag regnes for at have været verdens første fritstående portanlæg, og ind i et haveanlæg, der skulle forestille paradisets have. For at komme frem til modtagepaladset med audienshallen, skulle man passere en bro over en rindende flod. Først bag modtagepaladset, mere have og nogle administrative bygninger lå Kyros private palads. Kyros mausolæum blev bygget helt tilbagetrukket i anlægget. Denne hjemmeside kan hjælpe til at give et billede af, hvordan man tænker det har set ud.

http://www.heritageinstitute.com/zoroastrianism/garden/

På området ligger resterne af endnu en bygning – et stentårn – , som man ikke ved hvad er. En tilsvarende – men mere intakt bygning findes i Naqsh-e-Rostam, der er dødeby til Persepolis – som vi desværre heller ikke får besøgt. Den mest udbredte opfattelse i dag er, at det er en rituel bygning eller et ildtempel, der muligvis har været anvendt i forbindelse med begravelser på Achaimenidernes tid.
Bygningen hedder i folkemunde Zendan-e Salaiman – Salomons fængsel.

Da Alexander den III, den stores hær kom til Pasargadae plyndrede de Kyros den stores grav. Det gjorde ifølge legenden Alexander rasende. Alexander havde stor respekt for Kyros, som han så som sit forbillede og han sørgede for, at alt, hvad der var blevet ødelagt i Pasargadae blev genopbygget. Det vides ikke med sikkerhed, hvem eller hvad, der er ansvarlig for Pasargadae’s ødelæggelse.

Efter besøget i Pasargadae spiser vi sen frokost, og så går turen til Pars International Hotel i Shiraz. Det er næsten mørkt, da vi når frem.

Persepolis

Allerede næste morgen kører vi til Persepolis. Persepolis har alt det, man savner i Pasargadae. Det er storslået fra første sekund man træder inden for lågen, og lydbilledet er afdæmpet og understøtter oplevelsen af storhed.
Hvor Pasargadae var anlagt som en guddommelig paradisets have, så er Persepolis anlagt for at manifestere et magtens centrum. Anlægget blev påbegyndt af Dareios den 1. og videreført
af Hans efterfølgere. Komplekset ligger på en 300*450 m kunstigt skabt platform eller terrasse, der er næsten 15 m høj, og det bestod af omkring 15 bygninger, da Alexander d. III, den store erobrede og afbrændte det i 330 f.v.t.

Anlægget har tjent et hovedformål. Det var her, repræsentanter for alle rigets satrappier mødte frem hvert år til nytår med tribut til kongen. Gennem knæfald og gaver genbekræftede man sin versalstatus under storkongen af Persien. Man har også afleveret de inddrevne skatter. En meget væsentlig del af bygningsmassen i Persepolis var kongelige skatkamre. Det fortælles, at alle Aleksanders økonomiske problemer forsvandt som dug for solen, da makedonerne tømte skatkamrene i Persepolis.

 

Hvordan de forskellige delegationer fra forskellige dele af riget mødte frem rigt belæsset med gaver er rigt illustreret i de mange udsmykninger, der er indhugget i paladsets vægge, og en vigtig kilde til viden om tidens skikke, våben, handelsvarer og klædedragter.

I Persepolis er også inskriptioner, der fortæller om identitet og religiøse forestillinger i perserriget. Nogle motiver går igen i mange af udsmykningerne. Det gælder ex. en løve, der æder en enhjørning, og kongen der kæmper mod en løve og stikker den en kniv i brystet. Men også zaratrusternes religiøse symbol – Fravashi – er et gennemgående motiv.

På mange måder minder Persepolis mig om Bygningsværker, vi har set i Egypten – især vækker de kæmpestore søjlehaller minder om Karnakkomplekset i Luxor. Også de to gravkomplekser, der er hugget ind i klipperne højt over Persepolis giver mindelser om dødebyen ved Luxor. De to gravkamre tilskrives Xerxes den 1. og Artexerxes den 1.
Over gravkomplekserne er tydelige Zaratrustiske symboler: øverst Fravashien og universet, nedenunder mageren og ildalteret.

Tre timer i bagende sol og mere end 30 graders varme tilbringer vi i Persepolis med at beundre og fascineres af fortidens gådefulde – men på mange måder også genkendelige univers. Perserriget var
verdens første imperium, siger man, og derfor også alle de efterfølgende imperiers moder.
Alexander den III, den store, plyndrede Persepolis og brændte den derefter af. Han tog titel af persisk storkonge ved siden af sine andre titler, og han flyttede sit verdensriges hovedstad til Babylon.
Da han døde gik det hele i opløsning p.g.a. de efterfølgende magtkampe mellem hans generaler.

Shiraz

Vi kører efter besøget tilbage til Shiraz, hvor vi tilbringer et par timer i en anden af Irans mange haver. Den hedder Aramgah-e-Hafez. Det er en mindehave for Iran’s største poet, Hafez, der levede i 1300’tallet.
Alle Iranere elsker Shiraz. Når vi siger, vi har været i Shiraz, så falder de en næsten om halsen. “Shiraz er sådan en vidunderlig by”, siger de, og så nævner de Hafez have, hvor også andre berømte digtere og kunstnere er begravet. “Det er sådan nogle dejlige mennesker, der bor i Shiraz”, er den næste kommentar.

Shiraz er poesiens, roen og refleksionernes by – Iranernes have. Turisterne taler Shiraz ikke så meget til. Her er ingen hurtige fix som i Isfahan, der ubetinget er turisternes darling, med dens hurtige puls og kvikke bemærkninger.

Read More...

Et krigerfolk takker af

20. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Et krigerfolk takker af

Dette bliver det sidste opslag om Thrakerne i denne omgang. Forhåbentligt kan vi med tiden få alt det indsamlede materiale samlet til en rejseartikel. Men det er en større opgave, at få samlet thrakernes historie i en artikel, der sætter dem ind i den sammenhæng, hvor de hører hjemme i historien. De var ifølge Homer vigtige medspillere i tiden omkring Trojas fald. De spillede en betydelig rolle i krigen mellem grækerne og perserne, de blev som så mage andre blæst af banen af Fillip den II og Aleksander den store, men de vendte stærkt tilbage efter Aleksander den stores død og de endte med at feje Lysimarkos (Aleksander den stores efterfølger) af banen i store dele af de områder, de beboede. Det vides med sikkerhed, at de gjorde sig gældende i hele det nuværende Bulgarien, den europæiske del af Tyrkiet, det sydlige Rumænien og den østlige del af Serbien.

Hvor de kom fra og hvor de gik hen

Thrakierne er et af de jernalderfolk, der blomstrer op og kommer stærkt på banen, da de store bronzealder civilisationer går til grunde omkring år 1200 f.v.t. Men indtil videre er der ingen historikere, der tør give et seriøst bud på, hvor de kom fra eller hvad deres rolle var i det spil. Dertil er kildematerialet for ufuldstændigt. Der er dog enighed om, at de har tilhørt den samme indoeuropæiske sprogstamme som makedonerne, frygierne og lydierne. Thrakerne har som tidligere nævnt ikke selv efterladt sig skriftlige kilder fra før 400’tallet. De få skrifter, der findes fra deres hånd – som ex. en traktat fra omkring 310 f.v.t. mellem Seuthes III og Spartokos, der herskede i byen Kabyle, er skrevet på græsk. I det hele taget menes thrakerne gradvist at være blevet assimileret med grækerne og romerne og siden med de indvandrende slavisk/bulgarske stammer.

Sporene efter Thrakerne

Men hvor Thrakierne ikke efterlod sig skriftlige kilder, har de til overflod efterladt sig spor i landskabet efter det, de gik mest op i: At dyrke guderne – især moder jord – på okkulte steder, at lave smukke genstande i jern, metal, keramik og glas, at jage, slås, ride og køre med vogn og at konstruere templer og grave i jordhøje. De har holdt af at bosætte sig tæt ved bjergene. Om det så har været for at være tæt på Moder Jord eller på de rige guld og kobber forekomster i området, det må guderne vide. Jordbrug eller sejllads har vi ikke set tegn på har haft deres store interesse. De har haft en del vareudveksling med grækerne, men det ser ud til, de har ladet dem om den maritime del af vareudvekslingen.

 

Kulturlag ved udgravning i Karanovo

Efter Kazanlak har vi besøgt tre betydelige thrakiske udgravningsområder, der her fortjener hver sin korte beskrivelse:

Konge begravet sammen med hestevogn

Det første sted var i Karanovo, der ligger lidt nord for landevejen ca. midtvejs mellem Kazanlak og Yambol.

I Karanovo har man udgravet et kulturlag, hvor der har været uafbrudt beboelse fra 5500 – 2000 f.v.t. Derefter er bopladsen blevet flyttet ned i det oprindelige niveau, hvorefter byen har været beboet frem til i dag. I området er flere thrakiske høje, flere af dem har endnu kun været besøgt af gravrøvere. Men i en af dem har man fundet en meget sen kongebegravelse. Man regner med, at der er tale om den sidste odrysiske konge. Han hed Remetalcus III og døde midt i det første århundrede. Han var personlig ven med den romerske kejser Claudius, og man mener, han blev forfulgt af andre Thrakiske stammer, der forsøgte at kæmpe mod romer-ficeringen af thrakerne.

Af den grund blev han begravet i Karanovo i en ret hurtigt opført grav. Den har samme grundform og ruminddeling som andre thrakiske grave, men er opført af marksten og ubrændte lersten. Med sig i graven fik han sine våben: 2 sværd, skjold, spyd og spydspidser, foruden lysestager, ler- og glaskrukker og et glasdrikkehorn. I et rum ved siden af ham var en adskilt vogn med jernhjul, to heste og en hund begravet.

The Great Mother Goddess i Kabyle

Kabele viste sig at være et godt sted at besøge. Her har været civilisation i mere end 7000 år, sluttende med en mindre bosættelse i de byzantinske ruiner i Middelalderen fra 1100 -1400’tallet.

Her er der et fint museum med effekter fra de mange års bosætning frem til gotherne indtog den romerske by og militærforlægning. I 500’tallet blev byen komplet ødelagt af avarerne. Stedet er meget smuk anlagt, velpasset og stort. Faktisk nok til et dagsprojekt. Det er EU, der har smidt penge i etablering af et besøgscenter.

Byen er bygget om omkring et helligsted, hvor Thrakierne siden 1000’tallet – men før dem de pre-trakiske civilisationer – har dyrket The Great Mother Goddess – senere af grækerne og romerne kendt som Kybele og Artemis. Helligstedet ligger i nogle klippeformationer på toppen af en bakke, hvorfra der er udsigt over en gigantiske floddal, som Maritza – floden har dannet, og som har skabt er frugtbart dal, der strækker sig fra Sofia (Bulgariens hovedstad) gennem Plovdiv og Kazanlak og helt ud til Sortehavskysten ved Burgos. Det var som tidligere nævnt i Kabyle, den odrysiske høvding Spartokos regerede, da han indgik en traktat med Seuthes den III.

Getaestammernes hovedby tæt ved Donau

Sveshtari gravhøjen er blevet verdensberømt blandt arkæologer og historiske museer på grund af en helt unik udsmykning, rige guldfund og hesteofringer. Som de fleste af de andre gravhøje, vi har besøgt, er det heller ikke her lykkedes at fastslå, hvilken af de getaestammernes konge, der er begravet her. Blot at han var 35 år, da han døde og han er begravet sammen med sin 10 år yngre ynglings-hustru og 5 heste.

Getae-stammerne levede på begge sider af Donaufloden. De er kendt for at have gjort meget mere modstand mod grækerene og romerne end de odrysiske stammer mod syd.

Sveshtarigravhøjen ligger ved et af getae stammernes hovedcentre i området ved det nuværende Sboryanovo, et utilgængeligt canyonområde skabt af floden Krapinets. Her har ligget en befæstet by, som man mener at have identificeret som datidens Helis. Sveshtari har været den østlige dødeby (nekropolis), hvor gravhøjene strækker sig i et bånd på 2 km. Et tilsvarende 2 km langt bånd med gravhøje finder man på byens vestlige side.

Selve byen har spillet en vigtig rolle i getaernes kamp mod makedonerne. Man mener, der har været hovedsæde for den getaetiske hersker Dromihed, der havde held til at bekæmpe Lysimarkos. Senere fik romerne kontrol over de Getaetiske stammer på Donaus sydlige bred, men de fik aldrig rigtigt fodfæste i landområderne nord for Donau, der vedblev at være domineret af Thrakiske og Keltiske stammefolk frem til hunnernes (Attila’s) og de slavisk/ bulgarske stammers indvandring.

 

 

Read More...

Kongernes dal ved Kazanlak

16. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Kongernes dal ved Kazanlak

Kongernes dal

At tale om kongernes dal ved Kazanlak kan af onde tunger opfattes som et smart reklametrick. Men set med thrakologernes øjne er det en måde at italesætte en rig samling af arkæologiske fund efter et stort overset kulturfolk.

Centralt i kongernes dal kunne have ligget en by med et palads, der blev anlagt omkring 330’erne f.v.t., da Odrysernes Kong Seuthes III flytter sit hovedsæde fra Edirene i Tyrkiet til Kazanlak midt i det nuværende Bulgarien, efter Aleksander den tredje, den stores erobring af Edirne.

Kong Seuthes III nye hovedstad

Kazanlak var ikke tilfældigt valgt af Seuthes den III. Han valgte at bygge en ny by (Seuthepolis) ved en eksisterende thrakisk fæstning, der også rummede et af datidens vigtigste kultsteder for de thrakiske guder. Byen lå på en halvø i en kurve ved floden Tundzha, tæt ved den dal, hvor mange af hans Odrysiske forfædre lå begravet.

Byen overlevede ikke mange år efter Seuthes den III’s død, den blev ødelagt af kelterne i 280 f.v.t. og henlå derefter som ruinby.

I 1948 besluttede det daværende bulgarske regime at bygge en dæmning ved Tundzha floden, der ville oversvømme resterne af Seuthepolis. Inden byggeriet af dæmningen blev iværksat, fik man opmålt og udgravet byen. Fundene fra byen opbevares på Iskra museet i Kazanlak, og de bedste ting er udstillet både her og på nationalmuseet i Sofia.

Men i dag ligger resterne af Seuthepolis på bunden af Koprinka søen.

 

Dæmningsbyggeriet fra 1950'erne, der oversvømmede Seuthepolis

Til gengæld er et stort arbejde i gang for at gøre mange af de udgravede høje (Mound’s) tilgængelige for publikum. Der er det særlige ved de trakiske gravhøje, at de typisk blev bygget og anvendt som templer. Når en kongen eller adelsmand døde, blev han begravet – eller i alt fald hans ejendele blev lagt i det inderste rum i et tempel, der var formet som en sarkofag. Med sig fik han gravgaver, og i rummet foran blev ofret en hest, som den døde kunne benytte i efterlivet. Derefter blev templet forseglet.

Kong Seuthes III mausolæum

 

Seuthes III gravtempel - kaldet "The big Kosmatka Mould"

Den ene af de tre udgravede høje, vi besøgte i Kazanlak, menes at være Seuthes III begravelsesplads. Alle fund i graven peger i retning af Seuthes III, blandt andet en hjelm med hans navn indgraveret, en egeløvskrone, hans rustning og amforaer, der bl.a. har indeholdt vin. Der er i graven ingen spor efter gravrøvere, men der er heller ingen spor efter hans jordiske rester, hverken i form af knogler eller aske.

Graven giver et formidabelt godt indtryk af den originale arkitektur og af byggematerialerne.

Kongen tager imod i Kazanlak tomb

En anden gravhøj vi besøgte, er den mest berømte af gravhøjene i Kazanlak. Den ligger centralt i byen og den er meget smukt dekoreret med fresker lige som højen i Aleksandrovo. Af samme grund har turister ikke adgang til den originale grav, men kun til en replika, der er bygget ved siden af den. Billedfortællingen i tomten viser, at her er tale om en konge, der modtager tribut fra omkring boende høvdinge, der kommer kørende i hestevogne. kongen sidder til højbords med sin dronning, og mens der blæses fanfarer, modtager de to gaver fra nær og fjern. I en frise over deres hoveder kører sejrsgudinden rundt i en vogn, trukket af to heste.

Det skændede tempel

Det tredje sted vi besøgte hedder Ostrusha Mould. Det adskiller sig arkitektonisk fra de andre, ved at være bygget som et tempel med seks rum, hvor det ene var indgangsrum, hvorfra der var adgang til et cirkelformet tempelrum, et forkammer og 3 sarkofager. Kun den ene sakrofag er bevaret. Den er skrået ud af én granitblok, der oprindeligt har vejet 60 t og som er brudt i bjergene og transporteret mindst 25 km for at komme til steder. Stenkisten er derefter blevet dækket af et låg, der ligeledes er skåret ud af en granitblok. Indvendigt er granitblokken opdelt i felter, og i hvert felt har været en fresco.

En del af de oprindelige granitblokke er blevet fjernet lige som loftet i den tilbageværende sarkofag er blevet skændet. Ved udgravninger har man fundet mønter, der er præget af Konstantin den Store. Derfor antager man, at templet er blevet ødelagt af byzantinske soldater omkring år 400 e.v.t.

 

Read More...

Den ukendte thrakiers grav i Aleksandrovo

15. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Den ukendte thrakiers grav i Aleksandrovo

Museum med replika

Den første thrakiske grav vi besøger ligger i byen Aleksandrovo, ca. 90 km fra Plovdiv. Det er en gravhøj fra omkring 400 f.v.t. Højen har en diameter på over 70 m og den er omkring 15 m høj. Den består af et indgangsparti og en ca. 10 m lang gang indtil et firkantet forkammer og et rundt hovedkammer, hvor den døde har været placeret. Selve gravhøjen er i dag aflukket, for at skåne de smukke freskoer, der dekorerer forkammer og gravkammer.

Til gengæld er der bygget et fint museum med en replika af gravhøjen i fuld størrelse. Museet er finansieret af Japanerne, og det har kostet i omegnen af 14 mill. danske kr. fortæller vores dybt engagerede – næsten maniske rundviser. Han tegner og fortæller  uafbrudt i to timer, hvor vi er stedets eneste gæster. Afslutningsvis fortæller han, at han er søn af Irko Petrov, en af de arkæologer, der har været med ved udgravningen. Det er hans far, der har skaffet midlerne til bygning af museet. Så at være guide på museet er for ham som at videreføre faderens livsværk.

  

Unikke loftmalerier med jagtscener

Det er billederne og deres fortællekraft, der er det særlige ved gravhøjen i Aleksandrovo. Hvad der måtte have været af lig og gravgods er for længst ført bort af gravrøvere. Men billederne har fået lov at blive, og især loftdekorationen har meget at fortælle om Thrakernes klædedragt, våben, jagtvaner og levevis ca. 400 år f.v.t.

Scenen viser 4 jagtscener. Hver jagtscene viser en rytter til hest, et byttedyr, jagthunde og en jæger til fods. Hvor rytterne jager med hunde og spyd, så bærer jægerne til fods forskellige jagtvåben: spyd og stav, net, lanse og en dobbeltbladet økse. I alt optræder der 9 hunde på dekorationen, hvoraf den en hund er bundet til den ene hest og rytter, de andre 8 hunde er engageret i selve jagte. Byttedyrene er to hjorte og to vildsvineorner.

De fotos vi fik lov at tage er af replikaerne i den rekonstruerede gravhøj. Desværre lever kvaliteten af dem slet ikke op til originalmalerierne, som vi kun har set affotograferede.

Man ved ikke, hvem dette gravkammer er opført for, men det er et af de få bevarede thrakiske gravkamre med velbevarede fresko-malerier. Sandsynligvis er den tale om en thrakisk adelsmand, da billederne ikke viser tegn på kongeværdighed. Der er ikke fundet spor af liget og alt hvad der måtte have været af gravgods er for længst fjernet at gravrøvere.

Begravelsesritual blandt Thrakere

Thrakierne har ikke selv efterladt sig skriftlige kilder af betydning. Men der er en del græske beretninger om de thrakiske barbarer. Således skriver Herodot:

Den måde de begraver de rige blandt dem er denne: I tre dage lægger de liget til skue, og de dræber alle slags ofre (offerdyr) og fester, efter først at have gjort klagesang. Så udfører de begravelsesritualer, enten ved af brænde liget eller ved at dække det med jorden uden at brænde. Og bagefter, når de har bygget en høj, fejrer de det med spil og enhver form for konkurrence, hvor forståeligt nok de største priser bliver tildelt for tvekamp. Dette er den måde, begravelse blandt thrakierne finder sted. (Egen oversættelse efter tekstcitat i gravhøjen i Kazanlak).

 

Read More...

Søndag i Plovdiv i Bulgarien

12. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Søndag i Plovdiv i Bulgarien

Kulturby 2019

Der har boet mennesker i Plovdiv i mere end 7000 år uden afbrydelser. Derfor vil byen gerne gøre sig til af at være Europas ældste by, men den tager hele tiden sine passende forbehold, og overlader den slags afgørelser til arkæologer og historikere. Mere sikker grund er man på, når man markedsfører sig som Europæisk Kulturby i 2019. For det er ganske vist, og som slogan har man valgt ”Together 2019”.

 

Søndagsstemning

Men kulturbysværdigheden er endnu ikke steget folk til hovedet. Stemningen på byens hovedstrøg er helt afslappet søndag formiddag. Mange musikere underholder de forbipasserende, men holder så meget afstand mellem hinanden, at man roligt glider fra et lydbillede til et andet. Gaden er et vrimmel af familier med børn og balloner, og ved de små caféborde hænger folk ud over en kop kaffe og nyder en dejlig forårsdag. Næppe mange tænker over, at de sidder oven på det gamle romerske stadion, selv om Norge, Island og Lichtenstein sammen har finansieret en renovering af indgangspartiet og 3-d præsentation af det gamle atletikanlæg i anledning af det kommende kulturbys initiativ.

Kamp om stemmerne

Der skal være valg i Bulgarien den 26. marts, så små telte og boder med politiske budskaber og agitatorer fylder godt i gadebilledet. Man stiller op listevis, og vi tæller op til 21 lister og vi får tilbudt bruchurer og røde og blå balloner.

Nej vi skal ikke stemme, men derfor er det fint med lidt snak med de forskellige. En ung pige rækker os en blå ballon og fortæller, at hun holder på liste 21. Hun vil gerne af med den socialistiske regering, som hun synes leger for meget med Moskva. Jeg spørger hende, om hun håber på en fremtid for Bulgarien i EU, eller om det vil være bedre uden EU. Hun spørger, om jeg ikke kan se alle de fremskridt, der er sket i Bulgarien gennem de sidste 15 år. Hun kan ikke forestille sig et Bulgarien uden EU. Hendes forældre arbejder i Irland. Hun håber også på at kunne rejse ud, men først og fremmest håber hun på vækst og fremgang i Bulgarien.

  

Forum Phillippopol i Plovdiv

Gågaden i downtown ender i det gamle Forum Phillippopol, der blev anlagt af Fillip den 2. (Alexander den stores far), da han erobrede byen omkring 350 f.v.t. Det vil sige, Forum Phillippopol ligger adskillige meter under midtbyens nuværende niveau. Så byens centralposthus er bygget oven på det gamle forum, som man er ved at grave fri. Hele den sydlige ende af midtbyen er et stort rod af vejgennemføringer og arkæologiske udgravninger. En enkelt spillemand har dog slået sig ned ved hegnet ind til en af udgravningerne og bidrager til at skabe lidt stemning i stenørkenen.

Fra Forum Phillippopol bevæger vi os på en af de tre høje – Nebet Tepe –, Plovdiv er bygget omkring. Byens befæstningsanlæg blev påbegyndt at Trakierne omkring år 500 f.v.t og er siden blev udbygget af Makedonierne, Romerne og Byzans i årene 500 – 600 e.v.t. I dag henligger det som en uplejet ruinhob, der med sine nicher og store klatrevenlige klippestykker er et yndet udflugtsmål for unge, elskende par og børnefamilier.

Undervejs besøger vi en udstilling af kunstneren Dimitar Kirov-DiKiro i huset Stamboljan. Det er som de fleste huse i Old Town et smukt gammelt palæ, bygget af Osmannerne, der besad Plovdiv 1364 – 1885.

Read More...