Posted in: Ude

Dette bliver det sidste opslag om Thrakerne i denne omgang. Forhåbentligt kan vi med tiden få alt det indsamlede materiale samlet til en rejseartikel. Men det er en større opgave, at få samlet thrakernes historie i en artikel, der sætter dem ind i den sammenhæng, hvor de hører hjemme i historien. De var ifølge Homer vigtige medspillere i tiden omkring Trojas fald. De spillede en betydelig rolle i krigen mellem grækerne og perserne, de blev som så mage andre blæst af banen af Fillip den II og Aleksander den store, men de vendte stærkt tilbage efter Aleksander den stores død og de endte med at feje Lysimarkos (Aleksander den stores efterfølger) af banen i store dele af de områder, de beboede. Det vides med sikkerhed, at de gjorde sig gældende i hele det nuværende Bulgarien, den europæiske del af Tyrkiet, det sydlige Rumænien og den østlige del af Serbien.

Hvor de kom fra og hvor de gik hen

Thrakierne er et af de jernalderfolk, der blomstrer op og kommer stærkt på banen, da de store bronzealder civilisationer går til grunde omkring år 1200 f.v.t. Men indtil videre er der ingen historikere, der tør give et seriøst bud på, hvor de kom fra eller hvad deres rolle var i det spil. Dertil er kildematerialet for ufuldstændigt. Der er dog enighed om, at de har tilhørt den samme indoeuropæiske sprogstamme som makedonerne, frygierne og lydierne. Thrakerne har som tidligere nævnt ikke selv efterladt sig skriftlige kilder fra før 400’tallet. De få skrifter, der findes fra deres hånd – som ex. en traktat fra omkring 310 f.v.t. mellem Seuthes III og Spartokos, der herskede i byen Kabyle, er skrevet på græsk. I det hele taget menes thrakerne gradvist at være blevet assimileret med grækerne og romerne og siden med de indvandrende slavisk/bulgarske stammer.

Sporene efter Thrakerne

Men hvor Thrakierne ikke efterlod sig skriftlige kilder, har de til overflod efterladt sig spor i landskabet efter det, de gik mest op i: At dyrke guderne – især moder jord – på okkulte steder, at lave smukke genstande i jern, metal, keramik og glas, at jage, slås, ride og køre med vogn og at konstruere templer og grave i jordhøje. De har holdt af at bosætte sig tæt ved bjergene. Om det så har været for at være tæt på Moder Jord eller på de rige guld og kobber forekomster i området, det må guderne vide. Jordbrug eller sejllads har vi ikke set tegn på har haft deres store interesse. De har haft en del vareudveksling med grækerne, men det ser ud til, de har ladet dem om den maritime del af vareudvekslingen.

 

Kulturlag ved udgravning i Karanovo

Efter Kazanlak har vi besøgt tre betydelige thrakiske udgravningsområder, der her fortjener hver sin korte beskrivelse:

Konge begravet sammen med hestevogn

Det første sted var i Karanovo, der ligger lidt nord for landevejen ca. midtvejs mellem Kazanlak og Yambol.

I Karanovo har man udgravet et kulturlag, hvor der har været uafbrudt beboelse fra 5500 – 2000 f.v.t. Derefter er bopladsen blevet flyttet ned i det oprindelige niveau, hvorefter byen har været beboet frem til i dag. I området er flere thrakiske høje, flere af dem har endnu kun været besøgt af gravrøvere. Men i en af dem har man fundet en meget sen kongebegravelse. Man regner med, at der er tale om den sidste odrysiske konge. Han hed Remetalcus III og døde midt i det første århundrede. Han var personlig ven med den romerske kejser Claudius, og man mener, han blev forfulgt af andre Thrakiske stammer, der forsøgte at kæmpe mod romer-ficeringen af thrakerne.

Af den grund blev han begravet i Karanovo i en ret hurtigt opført grav. Den har samme grundform og ruminddeling som andre thrakiske grave, men er opført af marksten og ubrændte lersten. Med sig i graven fik han sine våben: 2 sværd, skjold, spyd og spydspidser, foruden lysestager, ler- og glaskrukker og et glasdrikkehorn. I et rum ved siden af ham var en adskilt vogn med jernhjul, to heste og en hund begravet.

The Great Mother Goddess i Kabyle

Kabele viste sig at være et godt sted at besøge. Her har været civilisation i mere end 7000 år, sluttende med en mindre bosættelse i de byzantinske ruiner i Middelalderen fra 1100 -1400’tallet.

Her er der et fint museum med effekter fra de mange års bosætning frem til gotherne indtog den romerske by og militærforlægning. I 500’tallet blev byen komplet ødelagt af avarerne. Stedet er meget smuk anlagt, velpasset og stort. Faktisk nok til et dagsprojekt. Det er EU, der har smidt penge i etablering af et besøgscenter.

Byen er bygget om omkring et helligsted, hvor Thrakierne siden 1000’tallet – men før dem de pre-trakiske civilisationer – har dyrket The Great Mother Goddess – senere af grækerne og romerne kendt som Kybele og Artemis. Helligstedet ligger i nogle klippeformationer på toppen af en bakke, hvorfra der er udsigt over en gigantiske floddal, som Maritza – floden har dannet, og som har skabt er frugtbart dal, der strækker sig fra Sofia (Bulgariens hovedstad) gennem Plovdiv og Kazanlak og helt ud til Sortehavskysten ved Burgos. Det var som tidligere nævnt i Kabyle, den odrysiske høvding Spartokos regerede, da han indgik en traktat med Seuthes den III.

Getaestammernes hovedby tæt ved Donau

Sveshtari gravhøjen er blevet verdensberømt blandt arkæologer og historiske museer på grund af en helt unik udsmykning, rige guldfund og hesteofringer. Som de fleste af de andre gravhøje, vi har besøgt, er det heller ikke her lykkedes at fastslå, hvilken af de getaestammernes konge, der er begravet her. Blot at han var 35 år, da han døde og han er begravet sammen med sin 10 år yngre ynglings-hustru og 5 heste.

Getae-stammerne levede på begge sider af Donaufloden. De er kendt for at have gjort meget mere modstand mod grækerene og romerne end de odrysiske stammer mod syd.

Sveshtarigravhøjen ligger ved et af getae stammernes hovedcentre i området ved det nuværende Sboryanovo, et utilgængeligt canyonområde skabt af floden Krapinets. Her har ligget en befæstet by, som man mener at have identificeret som datidens Helis. Sveshtari har været den østlige dødeby (nekropolis), hvor gravhøjene strækker sig i et bånd på 2 km. Et tilsvarende 2 km langt bånd med gravhøje finder man på byens vestlige side.

Selve byen har spillet en vigtig rolle i getaernes kamp mod makedonerne. Man mener, der har været hovedsæde for den getaetiske hersker Dromihed, der havde held til at bekæmpe Lysimarkos. Senere fik romerne kontrol over de Getaetiske stammer på Donaus sydlige bred, men de fik aldrig rigtigt fodfæste i landområderne nord for Donau, der vedblev at være domineret af Thrakiske og Keltiske stammefolk frem til hunnernes (Attila’s) og de slavisk/ bulgarske stammers indvandring.