Venedig
3. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Venedig
Venedig har længe været på vores rejse ønskeliste, men hidtil er vi kørt uden om den. Vi har været i Ravenna, Padua og endda i Chioccia, der ligger i havbugten lige syd for Venedig.
Der har været tre grunde til, at vi indtil videre har danset om den varme grød. Venedig kræver god tid, penge og masser af tålmodighed. Venedig er en turistmagnet, og beretninger om lange køer ved Markuskirken og Dogepaladset er der mange af.
Men da vi planlagde denne tur til Bulgarien og så på ruter og vejrudsigter, så blev vi enige om at køre ned langs Kroatiens Adriaterhavskyst og gennem Montenegro til Albanien og derfra gennem Makedonien til Bulgarien. Så lå Venedig lige på vejen og tidspunktet omkring 1. marts var så tidligt at priserne og køerne stadig var uden for sæson.
Det var en herlig beslutning. Vi har haft 3 dejlige dage i Venedig og vi har boet på et hotel lige bag Galleri Akademia til en meget rimelig pris. Først da vi parkerede bilen i parkeringshuset den 28. 2 blev vi klar over, at vi var landet i Venedig på det årlige Karnevals sidste dag. Det blev oplevelsen bestemt ikke ringere af.
Karneval i Venedig
Byen
Sammenlignet med mange andre byer omkring Middelhavet er Venedig en ung by. Hvor ung, eller gammel om man vil, strides de lærte om. Men begyndelsen på byens historie er tæt knyttet til Padovas historie. For det var indbyggerne herfra, der havde fået for vane af flygte ud i lagunen i urolige tider efter det vestromerske riges sammenbrud. Gradvis begyndte man af gøre Lagunen mere og mere beboelig. Det ældste større bygningsværk var basilikaen St. Maria Assunta på øen Torcello, der ifølge vores rejseguide dateres til 639. Øen blev senere forladt pga. malaria. Vi nåede desværre ikke ud og se kirken i denne omgang, men så har vi en god grund til at vende tilbage til Venedig.
Kisten med St. Markus knogler finder man ved højalteret i Markuskirken
Byen Venedig får sin første leder af republikken Venedig i 697. Han bærer titlen Doge og dogestyret overlever i Venedig frem til 1798. I 697 er St. Theodor byens skytshelgen og Venedig en del af det Østromerske rige og styres fra Ravenna. Legenden hedder så, at i 828 hentede 2 venetianske sømænd knoglerne af St. Markus (i fortællingen = evangelisten Markus, der grundlage den koptiske kirke i Egypten) i Alexandria og bragte dem til Venedig. Det blev grundstenen til Markuskirken og en helt ny ære i Venedigs historie, hvor man fik mod og kræfter til at frigøre sig fra kejseren i Konstantinopel.
Markusløven
Markus symboliseret ved løven, der både kan håndtere biblen og sværdet, er til stede overalt i byen. I det venetianske flag, i gader og stræder dukker han ustandseligt op på skilte og i facadedekorationer, ja sågar de offentlige vandhaner med det livgivende vand symboliserer Markus. Ved indsejlingen til pladsen foran Dogepaladset står Markus på den ene søjle i form af en bevinget persisk løve, mens St. Theodor står på den anden søjle. De to søjler er hentet som krigsbytte i 1127 fra byen Tyrus i Lilleasien.
Hestene på Markuskirken er støbt 200 f.v.t. i Hellas
Hestene på Markuskirken
Et andet stærkt symbol på Venedig magt i begyndelsen af det forrige årtusinde er de 4 heste, der pryder Markuskirkens syd facade. De er oprindeligt hellenistiske, blev hentet til Rom og derfra af Kejser Konstantin taget med til Konstantinopel (nu Istanbul), hvor de prydede hippodromen. I 1204, hvor venetianerne udplyndrede Konstantinopel under det 4. Korstog, kom de til Venedig. Siden har de knejset som magtsymboler over Markuskirken. Det vil sige, i 1977 blev de erstattet af replikkaer, og de originale bronzefigurer, der engang var forgyldte, kan ses på klods hold i Markuskirkens museum.
Karneval på pladsen foran Markus kirken
Markuskirken
Vi brugte mange timer i selve Markuskirken, der både er et magtsymbol, en religiøs fortolkning, i sig selv et kunstværk og fyldt med kunst og fortællinger fra den gamle verden. For Venedigs storhed sluttede da kolonitiden startede. Venedig tog ikke del i kapløbet om kolonierne, men forsøgte i stedet at konsolidere sin magt i Middelhavet, men endte med at tabe først til Osmannerne og siden Napoleon. Napoleon havde over i købet den frækhed, at han byttede byen væk for Milano med den habsburgske kejser. Derfor sad Habsburgerne på byen fra 1798 til 1866, hvor den løsrev sig for at tilslutte sig det nydannede Italien.
At dykke ned i Markuskirkens skatkammer er som at genopleve 1000 års verdenshistorie, og det får de små hår i min nakke til at rejse sig, Det er noget helt særligt i dette kirkerum at stå tæt på drikkekar, lamper, relikvieskrin og røgelseskar, der har været i brug i Hagia Sophia i mange hundrede år, inden de af dogen Enrico Dandolo og korsridderne i 1204 blev ført til Venedig.
Dogepladsen med de to søjler hentet i Tyrus
Venedig er et tag selv bord af oplevelser. Ud over Markuskirken besøgte vi Dogepaladset og Correr museet. I Dogepaladset blev vi indført i magtens veje og vildveje, vi gik over sukkenes bro og beså det berygtede fængsel med de metertykke mure. Torturkamrene oplevede vi ikke, de kræver en anden billet og guidede rundture, men det var ikke svært at forestille sig, hvad der var foregået bag de låste døre. I Correr museet så vi både det habsburgske hofs lyse gemakker og middelalder og tidlig renæssance kunst.
Sukkenes bro
Lige så givtigt som museumsbesøgene var det at lade sig gribe af byen selv. En sejltur på Canal Grande eller at slentre gennem gader og over kanaler og se på det helt unikke byrum. Her hjalp guidebogen os med fortællinger om, hvad vi kom forbi og ruter, så vi ikke for vild i labyrinten.
Rigmand brugte formue på at udsmykke kirke
11. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Rigmand brugte formue på at udsmykke kirke
Kariye Camii Müzesi – Chora kirken
Chora kirken i Istanbul er et ret enestående eksempel på sen-byzantinsk kirkekunst, det siger alle, der har forstand på sådan noget. Som almindelig besøgende er det dog ret krævende, at trække historien ud af billederne, der sidder højt oppe under kirkehvælvingerne, og mange af dem er ret ufuldstændige. Og sådan er det jo med det meste, historierne træder først frem, når man får dem fortalt eller hvis man selv gør den indsats, det kræver at få dem vævet sammen med det, man i forvejen ved.
I går var vi fire, der kunne dele viden, og som støtte havde vi en rigtig artikel af Elof Westergaard i Sfinx[1].
Parekklesionet i Chora kirken
Den historiske ramme
Chora kirken, som den står i dag, er bygget som klosterkirke omkring år 1000, men den blev udbygget og dekorereret i 1300 tallet. Vi taler om et tidspunkt i historien, hvor det østromerske kejserrige er presset fra alle sider. Mens korsridderne indtog Konstantinopel i perioden 1204 – 1261 havde den Østromerske kejser været i eksil i Nikæa (det nuværende Iznik) – ikke langt fra Bursa, mens ”latinerne” – støttet af Venedig kontrollerede Konstantinopel og det østromerske rige. I 1261 vendte kejseren Michael den 8. (1261-1282) tilbage til magten i Konstantinopel, men han kom til en by, der var udplyndret af korsridderne. Byens rigdomme var spredt til alle de af Europas storbyer, der havde haft en aktie i korstoget. Michael den 8. Blev efterfulgt af Andronikos den 2. (1282-1328). Andronikos den 2. gjorde hvad han kunne for at genopbygge byen, men som beskrevet under fortællingen om Hagia Sophia, så var midlerne små og opgaven kolossal.
I kirken møder man Konstantinopels første ærkebiskopper. I midten på dette billede står Johannes Chrysostom, der blev eksileret i 404 på grund af en konflikt med kejserinden
Theodor Metochites som bygherre
Det var Andronikos den 2. storlogothet Theodor Metochites (1270 – 1332), der for egne midler finansierede dekorationen af Chorakirken. Som storlogother havde han ansvaret for riget skatkammer og bygninger. Det er i hans rolle som storlogother, at han er afbilledet som manden, der overrækker kirken til Jesus på mosaikken over indgangen til kirken.
Theodor Metochites kirkeoverrækkelse, desværre i en alt for rød gengivelse
Kirken er dekoreret i årene mellem 1315 – 21, i en periode, hvor kejserriget også er presset af Sultan Osman (1288-1326), grundlæggeren af Osmannerriget. I 1326 erobrer og etablerer han sig med hovedstad i Bursa, kun få hundrede km fra Konstantinopel. En konsekvens af denne erobring er, at både kejser og storlogoth bliver afsat ved et kup, gennemført af kejserens søn i 1328. Theodor Metochites blev frataget al sig rigdom og eksileret, men efter to år fik han lov at vende tilbage til Konstantinopel, og han levede de sidste to år sit liv som munk i Chora-klosteret.
Kunsten og kunstneren
Man ved ikke hvem kunstneren – eller kunstnerne i Chorakirken er. Men perioden er kendt som Den palaiologiske Renæssance. En periode, hvor man forsøger gennem kunstneriske virkemidler at genskabe den østromerske kirkes storhed.
Fresko af opstandelsen. Jesus hjælper Adam og Eva med at komme fra dødsriget til himmeriget
Det særlige ved den østromerske ikonografi er, at ikoner ikke skal illustrere bibelen. Billeduniversets formål er at repræsenterer de himmelske personers liv på jorden og at drage beskueren ind i det himmelske univers. Chorakirken billedunivers adresserer Marias og Jesus liv på jorden og i himlen. Således er det ene narthex helliget Marias livshistorie og det andet Jesus liv og gerninger. Parekklesionet repræsenterer opstandelsen og dommens dag.
Den ene af kuplerne afbilleder Maria og Jesus stamtavle og præsenterer de øvrige figurer, vi møder i den tegneserie, der udspiller sig i de tre rum. Således er man klar til at blive suget ind i kirkens billedunivers.
Helt særlig for os er det at se den billedlige gengivelse af Maria’s liv, som vi ikke kender fra biblen. Ifølge Elof Westergaard baserer fortælling sig overvejende på Jakobs evangelium og Det uægte Matthæus-evangelium.
Jesus og Marias liv
Første billede viser Marias første skridt og andet billede viser en scene, hvor Marias forældre aflever hende som ung pige til templet. Templet arrangerer efterfølgende hendes ægteskab med Joseph.
Scenen viser folketællingen i Betlehem. Tv. sidder Herodes og th. i billedet ses Maria og Joseph.
Scenen tv. viser Herodes, der efter besøg af vismændene giver ordre til, at alle spædbørn skal dræbes. Th. ses romerske soldater, der er i gang med at udføre ordren. Derefter følger et billede af de lidende kvinder.
[1] Sfinx, 36. Årgang nr. 2, 2013, fra Adam til dommedag.
Käthe-Kollwitz-Museum Berlin
17. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Käthe-Kollwitz-Museum Berlin
Når man er i Tyskland bliver man hele tiden mindet om krigens konsekvenser. Død, sorg, ødelæggelse og genopbygning. Käthe Kollwitz museet er ingen undtagelse. Det er et billede fra min fars kunstsamling, der har vagt vores interesse for Käthe Kollwiz. Hun er en af de bedst promoverede kvindelige kunstnere fra førstehalvdel af 19’tallet og hendes værker bobler af energi, indignation og vilje til forandring af vilkårene for ikke mindst kvinderne i den arbejderklasse, hun solidariserer sig med. Min fars billede viser sig at være en reproduktion af et af hendes sene værker. Titlen er Arbejderfamilie, det er fra 1935.
Arbejderfamilie Käthe Kollwitz, 1935
Selv voksede hun op (født i 1867) i Königsberg i Østpreussen (det nuværende Kalinengrad ), hvor hun levede de første 20 år af sit liv. Fra 1985 -90 uddanner hun sig som kunstner i Berlin og München. Hun bliver efter 6 års forlovelse i 1891 gift med en af sine brødres kammerater, Konrad Kollwitz, da han er færdiguddannet som læge.
De bosætter sig i Berlin, hvor han etablerer sig som læge i et af Berlins arbejderkvarterer. De får to sønner Hans (1892) og Peter (1896). Det er i Berlin at hendes indignation over arbejderklassens vilkår vækkes og hendes tidlige værker tjener som formål at gøre opmærksom på arbejderklassen – og ikke mindst kvindernes – håbløse situation, og at rejse penge til at skabe forbedringer for almindelige mennesker. Hendes mand er politisk aktiv i arbejderbevægelsen inden for rammerne af SPD.
Ved udbruddet af første verdenskrig i 1914 hilser hun, som de fleste andre i Berlin krigen velkommen. Endelig kommer man af med den elendige fred er folkestemningens mantra. Hendes søn Peter melder sig 18 år gammel til frivillig krigstjeneste. Tre måneder senere er han død ved Vest fronten.
Det tab forandrer Käthe Kollwitz syn på krig og efter 1914 er det fredsarbejde, der er drivkraften i hendes værker. I 1919 (52 år gammel) bliver hun medlem af Det preussiske kunstakademi i Berlin. I 1919/ 20 producerer hun en række værker til minde om Karl Liebknecht og Rosa Luxembourg, der begge bliver skudt i en arbejderopstand i Berlin. Derefter laver hun en serie træsnit med titlen krig og proletariat.
1928 bliver hun leder af en masterklasse i grafisk kunst på akademiet. Fem år senere i 1933 kommer Nazisterne til magten i Berlin og hun mister sin stilling på akademiet. Tre år senere får hun forbud mod at udstille og hendes værker fjernes fra museer og gallerier. I 1940 dør hendes mand og i 1943 bombes det hus i Berlin, hvor hun har boet i 52 år.
På invitation af Prins Ernst Heinrich af Saxony bor hun de sidste små 2 år af sit liv på Moritzburg nær Dresden. Hun dør 22. April 1945, kort før anden verdenskrigs afslutning.
Hendes søn Hans, der som faren er uddannet læge, og som ligeledes har mistet en søn i anden verdenskrig, dedikerer efter krigen resten af sit liv til at promovere moderen og hendes kunst, bl.a ved at skabe forbindelse mellem hendes dagbogsnotater og hendes værker.
Man må ikke fotografere på museet.