Helleristninger på Bornholm

12. juli 2024 | Posted in Hjemme | By

– Skibe, en grådig lodsejer og en død hare

Helleristninger er en af vores vigtigste indgange til at forstå Bronzealderen. Ved hjælp af 3.500 år gamle ristninger af skibe og mennesker, soltegn og jagtscener får vi billeder, der sammen med arkæologiske fund giver os viden om, at bronzealdermennesket var rejsende og havde viden og udsyn om datidens verdensbilleder og religiøse ritualer helt ned til Middelhavet.

Bornholm er det eneste sted i Danmark, hvor der er heller (flade klipper) i lighed med dem vi ser i Sverige og Norge – og som formodes at have været bagtæppet for religiøse ritualer. Men på Bornholm er også fundet ristninger på løse klippesten og klippevægge. Nogen helt tilbage fra Jernalderen.

I 2023 var vi i Bohus Len i Sverige, hvor vi i 4 dage studerede svenske helleristninger og de svenske forskeres fortolkninger af de gamle tegn. 

I år var vi en tur på Bornholm, hvor vi boede i Allinge og fik lejlighed til at se et par af de Bornholmske helleristninger på Storløkkebakken og Masdebakken.

Stenbrud

Området ved Allinge og omkring Hammeren på Bornholm er berømt for sine stenbrud – en af øens vigtigste indtægtskilder i sidste del af 1800’tallet og første halvdel af 1900’tallet. 
Stenbruddene har både været godt og skidt, når vi taler om helleristninger.
Man må formode, at en del helleristninger er blevet sprængt væk uden overhovedet at være blevet opdaget. 

I 1884 og efterfølgende i 1893 fandt man i et stenbrud på Store Masdebakke nogle af Bornholms fineste helleristninger. Desværre kunne Nationalmuseet og lodsejeren ikke blive enige om en fredning eller en pris, da Nationalmuseet ønskede at købe området. Forhandlingerne gik i hårdknude og den grådige lodsejer sprængte stenene bort.

Resterne af stenbruddet ved Store Masdebakke

Stenbruddet ved Store Masdebakke

Forinden var helleristninger blevet tegnet af, så motiverne er bevarede. 
Senere fandt man helleristninger ved Lille Masdebakke, som i dag er fredede og bevaret for eftertiden.

Helleristningerne ved Lille Masdebakke

Hellerne med ristningerne har været religiøse samlingssteder gennem flere tusinde år, og omkring hellerne er fundet genstande, man regner med har været anvendt i forbindelse med ritualer. Lige ledes er den fundet grave fra mange forskellige årgundreder, nogle så nye som 400 e.v.t.

Helleristningerne ved Storløkke blev fundet i 1929, lige ledes i forbindelse med sprængning af sten. Der er i det hele taget fundet helleristninger på rigtig mange lokationer på Bornholm.

Ristninger ved Storløkkebakken

http://bornholmsoldtid.dk/bronzealder/a-kort-og-information-af-bornholms-helleristninger/

Naturoplevelser

At gå på jagt efter helleristninger byder samtidig på mange naturoplevelser. Man kommer steder hen, man ellers aldrig ville have fundet.

På vej til Masdebakken kom vi forbi en død hare, der lå på stien. Naturvejlederne siger altid, at vi mangler døde kadavere i den danske natur. Så det burde vi sætte pris på, Men det havde nu ikke gjort noget, hvis den havde ligget og spredt stanken af forrådnelse lidt længere væk fra stien.

Read More...