Samothrake

19. marts 2024 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Samothrake

Mytiske og mystiske Samotrake er en ø i det østlige hjørne af Ægæerhavet, der har været beboet af thrakere og besøgt af søfarende siden bronzealderen. Øens forhistorie henlægger som meget andet på denne ø i mørke. Det gælder ikke mindst de kultiske og religiøse ceremonier, der gjorde øen verdensberømt i Antikken – så berømt at både danske Grundtvig og Kierkegaard skriver om samothrakerne i 1800’tallet.

I dag er øen måske bedre kendt som stedet, hvor der i oldtiden stod en bevinget gudinde – figur – NIKE.
Franskmænd tog i 1863 figuren med til Frankrig, hvor den i dag pryder indgangen til Louvre i Paris.
Et kendt sportsmærke har taget figuren til sig og gjort sig verdens kendt med logoet ”vingen” og firmanavnet ”Nike”.

Nu er vi her. På øens Samothrake. Lige der hvor NIKE gudinden stod tilbage i oldtiden. Og lige der, hvor Filip II af Makedonien mødte sin tredje kone – den 17 år gamle Olympias – en kongedatter fra Illyrien, der ca. 9 mdr. efter blev mor til Alexander d. store. Om faren nu var Filip II forklædt som Zeus – eller Zeus forklædt som Filip II, det står lidt hen i det uvisse; senere betroede Olympias i alt fald efter sigende sin søn, at Zeus var hans rette far.

Vi er sejlet fra Alexandropolis, en by i det østlige Grækenland tæt ved Tyrkiet. Sejltiden er godt 2 timer. Vi så en flok delfiner følge skibet på skibet vej, det tog vi for et godt varsel. 

Vi har booked to nætter på øen og kom til vort overnatningssted søndag d. 17.3 ca. kl. 17:30, det ligger lidt sydligt direkte ud til Ægæerhavet. Stedet hedder ”Akrogialt” og er en traverne med nogle værelser for enden af den smalle vej mod syd direkte ud til havet.

Der er ikke så mange veje på øen. Ud over sletten mod vest, hvor der dyrkes korn, vin og oliven, er øen mest af alt er et bjergmassiv af vulkanske granitklipper og med Saosbjergenes højeste punkt på godt 1,6 km.

Homer igen

Homer skrev i Illiaden at Apollon betragtede kampene ved Troya fra denne top. Minoerne fra Kreta har været her. Der er små lertavler med tekst på linear A fra 1700 tallet f.v.t. Og således er hele historien fra den tid og frem til i dag repræsenteret på øen.

I dag mandag har vi besøgt udgravningsområdet ”De Store Guders Helligdom”. Det var lige her den umådeligt smukke bevingede ”Nike” figur stod og skuede ud over en række helligdomme og templer og ud over kysten mod byen Alexandropolis på fastlandet. Men retfærdigvis skal det siges, at Nike er meget yngre end ”De Store Guders Helligdom”. Måske en del mere end 1000 år yngre. 

Hvad er De Store Guders Helligdom

Med bogen ”Makedonien” af Thyge C. Bro og og Nanna Westergård-Nielsen om Samothrake som guide, tekster på nettet og den lokale skiltning tilbragte vi 3-4 timer i udgravningerne i et forsøg på at forstå hvad vi så.

Stedet har været et aktivt helligsted i 2000 år – regnet fra 1700 f.v.t – 300 e.v.t. I udgravningen gør man en del ud af at illustrere, hvordan stedet har ændret sig undervejs. Fra i alt fald omkring år 700 f.v.t og frem har det været kendt for sine mystiske religiøse indvielsesritualer. Meget tyder på, at det har været et helligsted, hvor søfarende fra alle nationer er kommet for at søge gudernes velvilje, om det så har været frugtbarhed, krigslykke eller medvind på rejsen. Men før man kunne møde guderne, har man skulle gennemgå et hemmeligt indvielsesritual. 

Netop fordi de var hemmelige, så findes der ikke meget på skrift om dem. Den tidlige græske historiker Herodot (ca. 484-424 f.v.t.) skriver som om han har gennemgået ritualerne – uden dog at indvi læserne i dem. Og så ved vi som sagt, at Alexander den stores forældre mødte hinanden under ritualerne omkring 357 f.v.t. Vi har ikke hørt noget om, hvor mange dage en indvielse strakte sig over, men på pladsen har der både været spise- og sovefaciliteter (i Stoaen), så der er grund til at antage, at det har været over flere dage. 

På basis af de arkæologiske fund antager man, at indvielsesritual formodentligt har bestået af:

1. En renselsesceremoni. Her er mysterne (dem der skulle indvies) blevet samlet i en “teatral” cirkel, hvor der har været plads til ca. 200 personer, hvor der har musik og hvor mysterne er blevet præsenteret for forskellige rituelle repræsentationer af guderne.
2. Position og danseceremonier ad den hellige vej, der formodentlig har haft trance/orgastisk karakter, som det kendes fra Dionysos-festerne. Filip II byggede en dansehal i kompleksen omkring år 350 – altså nogle efter selv at have deltaget i ritualerne. Den hal har udvendigt været dekoreret med en i alt 114-115 m lang dansefrise med dansende kvinder.
3. Selve indvielsesritualet, som antages at have foregået i eller ved templet. Det antages at indvielsesritualet er afsluttet med et rituelt bryllup mellem halvguden Cadmos fra Fønikien (Europas bror) og Harmonia (datter af Ares og Afrodite).

Efter Filip II og Olympias forening har øen spillet en central rolle i Det Makedonske Kongerige videre historie og efterfølgende makedonske konger har sat deres præg på stedet med prægtige bygningsværker af marmor fra øen Thassos. Især en cirkelrund bygning – Arsinoe II rotunde med en diameter på 17 m falder en i øjnene. Der er bygget at Lysimarkos dronning omkring 280 f.v.t. 

Ingen af bygningerne har dog overlevet tidens tand.

Nike kom til mellem år 200 – 150 f.v.t. Kloge mennesker strides om, hvem der rejse den og hvilken sejr i hvilken krig den skulle hylde. Men nu er den tilbage i en kopi. Man har 3d scannet figuren på Louvre og lavet 2 marmor kopier. Den ene står foran museet på stedet, der har en samling af genstande fra udgravningen.

Read More...

Tre antikke byer omkring Kavala

14. marts 2024 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Tre antikke byer omkring Kavala

Det handler om miner, magt og mad

Områderne Østmakedonien og Thrakien i Grækenland er rige på det hele. Og de har derfor i antikken været efterstræbt af thrakere, grækere, persere, makedonere og romere.

Man får nemt fjender, når man bor oven på en guldmine. Når de mineralrige bjerge ligger, så man kan kontrollere indsejlingen fra Middelhavet til Sortehavet, og har en lang kyststrækning med naturlige havne bliver det dobbelt interessant. Denne cocktail bliver endnu mere giftig af, at det gennemstrømmes af to vandrige floder som Strymon og Nestos, der både fører guld med sig fra bjergene og danner et frugtbart floddelta. 

Det er i dette område vi har besøgt tre antikke byer: Filippi, Amfipolis og Abdera.

Filippi

Lidt nord for Kavala ligger Filippi eller Phillippoi, som byen hedder på græsk. I oldtiden hed byen Krenides. Øen Thasos grundlagde her i 500 tallet f.v.t. en guldgraverlejr ved foden af bjerget Orbelos med tæt adgang til kystbyen Kavala.

Som vi kunne se på det arkæologiske kort (det arkæologiske museum i Kavala) over miner i bjergområdet i Pangaionbjergene, har området budt på alle de eftertragtede råstoffer som guld, sølv, kobber og tin, som i bronzealderen fik afgørende betydning for samfundsudviklingen. 

Det var også et væsentligt interesseområde for Perserne, der helt fra Darius (den første), der regerede fra 522-486 f.v.t. som persisk storkonge havde blandet sig og besat områder hvor thrakerne og skyterne havde deres basis.

Da Darius forsøgte sig med et togt nordfra mod Athen blev han dog slået i 490 ved Maraton bugten. Hans søn Xerxes vendte tilbage i 480. Det er herfra vi kender fortællingen om slaget ved Thermopyles, nedbrændingen af Athen og derefter det store søslag, hvor persernes flåde blev slået og perserne endeligt opgav erobringen af det græske hovedland.

Athen havde stor interesse i bl.a. guldforekomsterne så ikke underligt blev det en eksilpolitiker Kallistratos fra netop Athen, der stod i spidsen for Krenides-kolonien fra år 360 f.v.t. 

Thrakerne havde historisk haft stor interesse i området ikke mindst p.g.a. de rige guldfund og fortsatte presset på området. Dette førte til at Krenides i 356 f.v.t. bad den makedonske konge Philip d. II om hjælp mod de Thrakiske stammer. Han indtog byen og lod makedonske kolonister bosætte sig. 

Efter Philip II død gik hans søn, den nye konge Aleksander III (den senere Aleksande den store) ind og afgjorde stridigheder om byens opland og fik derigennem en grænseaftale med Thrakien.

Senere blev området også en vigtig forpost for Aleksanders store togt mod perserriget, som satte ind øst for området ved overgangen ved Dardanellerne (nu tyrkisk område).

Byen fik nu navn efter den afdøde kong Philip.

Besøget i Filippi

Vi besøgte Krenides (nu Filippi) på en dejlig solskinsdag i marts. Området ligger meget smukt med bjergene som baggrund mod nord. Fund efter den græsk/makedonske tid  findes på det tilknyttede museum, der er et besøg værd i tilknytning til besøget på det store område som Filippi har dækket. 

Men området præges af den senere romerske tid. De græske/makedonske templer og beboelser ligger under resterne af romerske templer,  agoraer m.v. fra tiden efter romernes besættelse af området i 200-100 tallet f.v.t. og flere århundreder frem til det østromerske riges stohedstid med basilikaer fra 400 og 500 tallet e..v.t.. 

Via Egnatia

Den berømte romerske vej Via Egnatia – der over land forbandt Adriaterhavet med Sortehavet – kom nord-vest fra og gik igennem både Kavala og Filippi. Vejen kan stadig ses i udgravningsområdet og flere steder både før og efter Filippi.

Vejen er opkaldt efter den romerske guvernør i Makedonien Gnaeus Egnatius, og udmærker sig ved at være et af de bedst beskrevne og bedst kendte vejanlæg der findes. Byggeriet igangsattes i 146 f.v.t.

Fra Rom går Via Appia, den første anlagte romervej fra 312 f.v.t., til havnebyen Brindisi. Efter en sejltur over Adriaterhavet fortsætter vejen som Via Egnatia fra havnebyen Durres (tidligere Dyrrachium) i Albanien de godt 1.100 kilometer hele vejen til Bosperus strædet og byen Byzans, senere Konstantinopel nu Istanbul.

Mange steder er vejen anlagt oven på endnu ældre makedonske og thrakiske veje.

Store romerske begivenheder er knyttet vejen: Cicero benyttede Via Egnatia på sin vej til eksil. 

Cæsar rykkede så langt frem som muligt ad vejen før slaget mod Pompejus i 48 f.v.t. 

Og i 42 f.v.t. rykkede Octavian og Marcus Antonius også frem ad Via Egnatia i opgøret med Brutus og Cassius, der mistede livet ved to slag nær Filippi i oktober 42 f.v.t.

Og igen formodes det at Via Egnatia blev brugt af Octavian (den senere Augustus)  under sin fremrykning mod Actium i 31 f.v.t. hvor han slog Kleopatra og Marcus Antonius.

Filippi har været en meget vigtig romers by og var det også i den tidlige kristendom hvor Paulus i år 49 e.v.t. på sin anden missionsrejse kom til Makedonien. Han var rejst fra Lilleasien, overnattet ved eller på Samothrake med landgang næste dag i Neapolis og herfra til Filippi hvor han grundlægger den første menighed i Europa. Han bliver fængslet men det lykkes ham at fortsætte sin rejse til Thessaloniki hvor en ny menighed slutter sig til ham, men igen måtte han flygte videre til Veria (Berøa i apostlenes gerninger). Herfra til Dion og videre til Athen.  

Amfipolis

Vi besøgte Amfipolis i 2022 og nu igen i 2024, da vi ikke havde så meget tid den første gang.

Byen har et fint lille museum, der bl.a. har et sølvskrin, og en guld-olivenkrans, udgravet af spartaneren Brasidas grav i Amfipolis. Herom nedenfor.

Men lad os starte med Homer. Den græske fortæller, der tilskrives Illianden og Odysséen.

Homer skriver i Illiaden om byen Eion. Efter denne by er ”Eion”, far til kong Rhessus opkaldt, der kæmpede på Troyas side i Illiaden. 

Vi er her i Mykensk tid måske ca. 1.500 – 1.150 f.v.t. 

Senere er der tegn på beboelse og der er udgravet en begravelsesplads fra 700 tallet f.v.t. i området.

Den persiske konge Darios den 1. indtager området omkring floden Strymos i 510 f.v.t 

Men Athenienserne går efter de rige forekomster af metaller og i 476 f.v.t indtager  general Cimon området, og byen bliver en egentlig atheniensisk koloni fra 437 til 424 f.v.t.

Men man var ikke glade for den atheniensiske måde at styre byen på og tog med åbne arme imod spartaneren Brasidas efter slaget om Amfipolis i 422 f.v.t.

I de efterfølgende år forsøgte athenienserne mange gange at erobre området tilbage, men det blev den makedonske konge Perdikkas i 362, der indsatte sig selv som makedonsk beskytter af Amfipolis.

Den makedonske kontrol over området varede til den romerske invasion ca. 160 år senere.

Kort opsummeret:

Efter Aleksander den stores død i 323 f.v.t. tog hans general Antipater magten i Makedonien  og fra 317 f.v.t. hans søn Kassander, der gjorde en ende på Aleksanders familie, men som selv døde omkring 298 f.v.t. 

Herefter bliver det Antigonos II der i 276 erobrer Makedonien og Thrakien og indleder det antigonesiske kongehus. Godt 100 år efter i 168 f.v.t og efter over 50 års krige kom Makedonien under romersk herredømme.

Uden for Amfipolis er museet i gang med at udgrave en kæmpe gravhøj kaldet Kastas. Med en omkreds på 487 meter, en diameter på 165 meter og en højde på 21 meter og med stensætning omkring højen er der tale om en meget stor gravhøj. I 1960’erne blev ca 70 grave afdækket, men først i 2014 er den store makedonske kammergrav fundet. Der graves stadig og da vi uanmeldt besøgte området blev vi venligt henvist til at vente med at komme, til det arbejde der nu var i gang kunne præsenteres. Ud fra antallet af personer og deres ca. alder er der muligvistale om  Kassanders grav.

Kastas siges at være et største nyere fund fra antikken og at gravhøjen får Filip II grav i Vergina til at ligne en dværg. Der er planlagt et nyt museum på stedet, der forventes at åbne 2028-30. 

Abdera

Abdera, der ligger i Nestorflodens delta, var en af kystbyer i Thrakien, der blev koloniseret af grækere fra Lilleasien omkring år 650 f.v.t. Det vil sige, at grækerne anlagde en kystby ved en af de naturlig havne langs kysten og etablerede en bosætning, hvorfra de kunne handle med de “indfødte” thrakere. 

I 512 f.v.t. blev de invaderet af perserne og de var involveret i persernes angreb på skytere og makedonere. I 491 overgav flåden fra Thassos sig til perserne i Abdera havn, der efterfølgende blev persisk flådebase indtil perserne forlod området.

Hvornår det sker er lidt uklart, muligvis har perserne betalt for at kunne benytte havnen i de efterfølgende år.

I alt fald er der på museet i Abdera en fortælling om et af byens berømte bysbørn Demokritos.

Fortællingen er, at han blev uddannet af babylonske og persiske præster og magikere (astrologer) i Abdera, og at som yngre rejste til Persien, Indien, Egypten og de græske bystater i Lilleasien – altså i de daværende persiske besiddelser. Han var en kort overgang i Athen, men vendte derefter tilbage til Abdera og boede der til sin død. 

Demokritos regnes i dag for græsk filosof og videnskabsmand, der er mest kendt for sammen med Leucippus at have udviklet teorier om atomet og universet.

Efter perserne har forladt området kæmper det thrakiske kongedømme Odryserne og Athenerne om kontrollen over byen og under den peloponnesiske krig er byen en overgang allieret med spartanerne mod athenerne. Der følger således nogle turbulente år frem til det bliver en makedonsk by 346 f.v.t. Efter Alexander d. stores død i 323 bliver Abdera en del af Lysimarkos kongedømme. Senere bliver byen en del af romerriget.

Det nye Abdera

Det antikke Abdera ligger i dag som en ruinby helt ude ved kysten og den moderne havn. Det nye Abdera ligger ca. 6 km nordligere. Området ligger i det frugtbare Nestor-delta og i dag produceres her vin, frugt, ris og lammekød. Der er et fint museum med spændende udstillinger, bl.a. om religion og dagligliv i antikken og en særudstilling med rekonstruktion af gamle græske musikinstrumenter.

Read More...

Søndag i Plovdiv i Bulgarien

12. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Søndag i Plovdiv i Bulgarien

Kulturby 2019

Der har boet mennesker i Plovdiv i mere end 7000 år uden afbrydelser. Derfor vil byen gerne gøre sig til af at være Europas ældste by, men den tager hele tiden sine passende forbehold, og overlader den slags afgørelser til arkæologer og historikere. Mere sikker grund er man på, når man markedsfører sig som Europæisk Kulturby i 2019. For det er ganske vist, og som slogan har man valgt ”Together 2019”.

 

Søndagsstemning

Men kulturbysværdigheden er endnu ikke steget folk til hovedet. Stemningen på byens hovedstrøg er helt afslappet søndag formiddag. Mange musikere underholder de forbipasserende, men holder så meget afstand mellem hinanden, at man roligt glider fra et lydbillede til et andet. Gaden er et vrimmel af familier med børn og balloner, og ved de små caféborde hænger folk ud over en kop kaffe og nyder en dejlig forårsdag. Næppe mange tænker over, at de sidder oven på det gamle romerske stadion, selv om Norge, Island og Lichtenstein sammen har finansieret en renovering af indgangspartiet og 3-d præsentation af det gamle atletikanlæg i anledning af det kommende kulturbys initiativ.

Kamp om stemmerne

Der skal være valg i Bulgarien den 26. marts, så små telte og boder med politiske budskaber og agitatorer fylder godt i gadebilledet. Man stiller op listevis, og vi tæller op til 21 lister og vi får tilbudt bruchurer og røde og blå balloner.

Nej vi skal ikke stemme, men derfor er det fint med lidt snak med de forskellige. En ung pige rækker os en blå ballon og fortæller, at hun holder på liste 21. Hun vil gerne af med den socialistiske regering, som hun synes leger for meget med Moskva. Jeg spørger hende, om hun håber på en fremtid for Bulgarien i EU, eller om det vil være bedre uden EU. Hun spørger, om jeg ikke kan se alle de fremskridt, der er sket i Bulgarien gennem de sidste 15 år. Hun kan ikke forestille sig et Bulgarien uden EU. Hendes forældre arbejder i Irland. Hun håber også på at kunne rejse ud, men først og fremmest håber hun på vækst og fremgang i Bulgarien.

  

Forum Phillippopol i Plovdiv

Gågaden i downtown ender i det gamle Forum Phillippopol, der blev anlagt af Fillip den 2. (Alexander den stores far), da han erobrede byen omkring 350 f.v.t. Det vil sige, Forum Phillippopol ligger adskillige meter under midtbyens nuværende niveau. Så byens centralposthus er bygget oven på det gamle forum, som man er ved at grave fri. Hele den sydlige ende af midtbyen er et stort rod af vejgennemføringer og arkæologiske udgravninger. En enkelt spillemand har dog slået sig ned ved hegnet ind til en af udgravningerne og bidrager til at skabe lidt stemning i stenørkenen.

Fra Forum Phillippopol bevæger vi os på en af de tre høje – Nebet Tepe –, Plovdiv er bygget omkring. Byens befæstningsanlæg blev påbegyndt at Trakierne omkring år 500 f.v.t og er siden blev udbygget af Makedonierne, Romerne og Byzans i årene 500 – 600 e.v.t. I dag henligger det som en uplejet ruinhob, der med sine nicher og store klatrevenlige klippestykker er et yndet udflugtsmål for unge, elskende par og børnefamilier.

Undervejs besøger vi en udstilling af kunstneren Dimitar Kirov-DiKiro i huset Stamboljan. Det er som de fleste huse i Old Town et smukt gammelt palæ, bygget af Osmannerne, der besad Plovdiv 1364 – 1885.

Read More...

Den Gordiske knude

25. januar 2015 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Den Gordiske knude

Frygierne

Frygierne hed det folk, der indtog Anatolien i Tyrkiet, efter Hititterne på den Anatolske højslette var slået af ”havfolket”. Frygierne kom fra vest. Man mener de faktisk kom fra det sydlige Europa og var Trakiere, at de var det folk, der slog sig ned i det gamle Troja, da Troja var slået, som Homer skildrer i Illiaden. De kom til Anatolien i Lilleasien, og det var en indvandring der fortsatte i mange år fra 1200 til 800 f.v.t.

Rikke står her ved den gigantiske tempelvæg i Yazilikaya dalen.

Frygiernes hellige dal

Vi besøgte først et af Frygiernes hellige steder dalen Yazilikaya, hvor de eventyrlige klippeformationer ligger, der har tiltrukket mennesker til at udføre religiøse handlinger i tusinder af år. Her indrettede Frygierne hellige steder som f.eks. Mother Goddess Kybele open air temple, og tilbad Kybele som de mente gav livskraften til naturen og alt levende, landbrug og fertilitet. Her huggede de tempelvægge i de store klipper som f.eks. tempelvæggen kaldet Midas monument efter deres konge. Tempelvæggen blev brugt scenografisk som baggrund ved religiøse handlinger.

Kongebyen Gordion

Når man besøger deres kongeby Gordion ikke så langt fra Ankara og oplever en af deres kongers grav, nemlig Kong Mida’s grav, og den mængde af gravgaver den indeholdt, bliver man meget eftertænksom.

Vi besøgte denne gigantiske grav, der kan måle sig med de store pyramider i Egypten.

På Ankara Arkæologiske museum er der en række skabe med disse eventyrlige smukke genstande i bronze, terracotta, glas, sølv, guld, electrum og træarbejder. I alt er funder omkring 400 genstande i denne grav.

Frygierne har gravlagt mange af deres høvdinge og konger i kolossale gravhøje i det åbne landskab på højsletten. Mere end 80 store gravhøje er der stadig og kun en del er udforsket.

Her blandt gravhøje valgte de at bygge deres hovedstad Gordion, som stadig kan beses og som er under udgravning. Akropolisen på plateauet indeholdt det kongelige palads, templer, administrative bygninger, håndværker boliger og værksteder inden for mure med en stor byport over 10 m høj og med store tårne.

At løse en Gordisk knude

I dag siger vi om et næsten uløseligt problem, at det er som den gordiske knude. Ordsproget at løse den gordiske knude fortælles at stamme fra Gordion og knytter sig til legenden om oksekærren og ejeren af denne, der en dag kommer til Gordion.

Historien er, at oraklet har forudsagt, at en dag vil der komme en fattig mand med sin oksekærre, og han vil blive hersker over Frygierne. En dag kommer en fattig mand med sin oksekærre til Gordion. Kong Gordios, der ikke har en arving, drøfter dette med sine adelsmænd og kærren bliver trukket ind i Kybeletemplet og bundet her. Det er omkring år 700 f.v.t. Ejeren er Midas, der senere bliver konge.

Samtidig fortælles det, at den der kan løse knuden, kærren er bundet med, vil bliver hersker over Asien. Herefter står kærren til Alexander den Store i vinteren 334 til 333 f.v.t. gør vinterlejr i Godion. Legenden fortæller videre at Alexander løser knuden ved et hug med sit sværd og som bekendt bliver han Asiens hersker.

I landsbyen Yassihüyük lige ved kong Midas gravhøj, er der et lille museum, der fortæller lidt om Frygierne, om Gordion og de store gravhøje. Her har man lavet et lille gavl mosaikbillede af Alexander den Store.

 

Read More...

Amatørarkæolog gravede tværs gennem Homers Troja

15. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Amatørarkæolog gravede tværs gennem Homers Troja

Troja

Så nåede vi Troja og besøgte den sagnomspundne arkæologiske udgravning af det, man formoder var Homers Troja. Vejret var høj, flot solskin, temperaturen tæt på 10 grader og antallet af andre turister minimalt. Vi kunne ikke ønske os det bedre. Og der er masser at gå på opdagelse i. Med sine ni lag er det den mest kompliserede udgravning, vi hidtil har besøgt, så vi havde stor glæde af det ret grundige forarbejde, vi havde gjort.

Heinrich Schleimann

Historien om ruinbyen Troja begynder med den tyske amatørarkæolog Heinrich Schleimann, der med Homers Illiaden i hånden af Osmannerne havde fået tilladelse til at grave i en høj. Han var overbevist om, det måtte være det sted, Grækerne, med Agamemnon i spidsen, var gået i land for at tilbageerobre den smukke Helena. Helena var Menelaos kone , som Afrodite havde givet til prins Paris som belønning for, at han lod guldæblet falde i hendes vægtskål, da han skulle vælge, hvem af de tre gudinder – Hera, Athene og Afrodite – der var den skønneste.

Priams guldskat

Schleimann og hans hjælpere gik gang med gravearbejdet. De gravede en 40 meter bred og nogle steder 17 m dyb grøft, helt med til grundfjeldet, før de nåede ned til det lag, Schleimann kaldte city of Priam. Priam var Trojas konge og far til den sagnomspundne Hector og ulykkesfuglen Paris og 48 andre sønner og et ukendt antal døtre, der alle kæmpede i den Trojanske krig. Priam var nemlig af orientalsk afstamning, derfor kunne han holde harem. Det var her, Schleiman fandt den guldskat, som han kaldte Priams guldskat, hvoraf en stor del i dag befinder sig på Puskinmuseet i Moskva.

Thrakiske eller frygiske forfædre

Problemet var bare, at Schleimann i sin iver og ukyndighed gravede de lag væk, der vedrører den periode, som Homers kvad om Illiaden besynger. Den såkaldte ”Priams guldskat” Heinrich Schleimann fandt, stammer fra et arkæologisk lag fra ca. 2500 f.v.t. Det er der enighed om blandt de lærte, og selv Schleimann erkendte det inden sin død. De fantastiske guldsmykker er produceret af thragiske eller Frygiske guldsmede 1250 år før Priam blev født, og de har ligget dybt begravet under Trojas muld, da Agamemnon og hans kumpaner lagde til ved Lilleasiens kyst.

På tegningen ses de ni lag, og hvordan Schleiman har fjernet toppen,

hvor Troja VII har ligget. På fotoet kan man se hans grøft og hvor de

forskellige lag i udgravningen ligger.

Den trojanske krig

Om det så var her, den trojanske krig rent faktisk udspillede sig, det er stadig et uløst arkæologisk spørgsmål. Mange spor peger i den retning, men der er også mange ting, der forstyrrer billedet. En af de store arkæologiske udfordringer er, at man endnu ikke har fundet begravelsespladser i tilknytning til Troja og at man ikke har fundet lig i udgravningerne – altså der mangler spor af krig.

Hittitternes by

Det man ved med sikkerhed er[1]:

At Troja har været beboet i alt fald siden 3000 f.v.t – det dokumenterer de arkæologiske lag, der arkæologerne kalder Troja I –V.

At Troja II , der var en relativ stor befæstet bebyggelse omkring år 2500 f.v.t. (derfra hvor guldskatten stammer) er blevet destrueret af en brand.

Første billede viser indgangen til Troja II og det andet billede viser

resterne af det brændte citadel.

At byen blev genopbygget – Troja III – V (2500 – 1700), og at befolkningen har dyrket landet, holdt får og at der har været en stor produktion af uld, klæde og lerpotter og en aktiv samhandel med de andre folkeslag i regionen.

At der har været en indvandring omkring år 1700 af Hittitter (Luwian), der bragte mange heste til byen.

At byen Troja VI under det hittittiske navn Wilusa oplevede en ny guldalder, der sluttet bradt ved at et jordskælv lagde byen i ruiner omkring 1250. At beboerne må have nået at flygte, da jordskælvet ramte byen – igen mangler man de lig, man ville forvente at finde i ruinerne af en by efter et jordskælv.

At byen blev noget spartansk genopbygget i årene efter det store Jordskælv -Troja VII.

At Troja VII er blevet ødelagt af en brand omkring det tidspunkt, som beretningen om Trojas belejring er dateret til.

Illios

At Homer og de doriske grækere, der indvandrede til Lilleasien og Grækenland i 800’tallet f.v.t. , troede at Wilusa var den by, hvor Achilleus dræbte Hector og hvor Paris efterfølgende, med hjælp fra Afrodite, sendte en dødbringende et pil i Achilleus’ hæl, og at de derfor grundlagde en ny by Illion på stedet.

At kong Xerxes på vej til Hellespoint (Gallipoli) med sin hær i 480 f.v.t. ofrede 1000 stykker kvæg til guderne i Priams by, for at få krigslykken med sig.

At Alexander den 3. den Store gjorde noget tilsvarende, da han tog den modsatte vej i 334, og at hans efterfølger, Lucimarchos, byggede et Athene tempel til ære for Alexander den 3. den Store i Troja. At Antiochus den 1. (281-261) ryddede byen for Keltere og Galatier, der var trængt ind fra Europa, og at Romerne gav både Gallipoli og Troja i Pergamons varetægt, indtil Pergamon blev lagt ind under Rom i 133 f.v.t.

Rester af bad og brønd fra Lucemarchos tid

Romerne havde en særlig forkærlighed for Troja. Cæsar og Augustus mente, at de nedstammede i lige linje fra Aeneas, der var trojaner. Ifølge legenden flygtede han fra den brændende by med sin far på ryggen, byggede en flåde, og sejlede med sit følge rundt i Ægæerhavet, indtil han gik i land ved Rom og blev gift med kongen af Roms datter. Også Konstantin den Store udbyggede Troja, inden han besluttede at lægge sin nye hovedstad ved Bosporusstrædet i stedet for ved Hellespoint. Troja har, ud over at være en legende, haft strategisk betydning i forhold til at kontrollere indsejlingen til Marmarerhavet og dermed Sortehavet.

I dag graver man stadig ved Troja, og man er i gang med at kortlægge den romerske bebyggelse, der viser sig at være meget større end først antaget.

[1] Troia/ Wilusa Guidebook, sidst revideret i 2013

Read More...

Romersk kejser hærgede Byzantion

5. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Romersk kejser hærgede Byzantion

Istanbul

Så er vi kommet til Konstantinopel (det tidligere Byzantion og nuværende Istanbul) og vi er flyttet ind i den lejlighed, hvor vi skal bo en uge. Om lidt kører vi ud til lufthavnen for et hente Mette og Kirsten, der skal være vores følgesvende de næste 14 dage.

I går, da Palle tjekkede ind på Facebook, kom der besked fra Jakob Erle: ”jeg er her også, skal vi ses?” Jakob Erle er på vej hjem efter fire år i Cairo som direktør for Dansk Egyptisk Dialog Institut. Han har valgt at bruge tre uger i Istanbul på at skrive om sin tid i Egypten, inden han lander i Danmark. Så det blev en hyggelig aften med gensyn og masser af snak på en lille eksklusiv restaurant med udsigt over indsejlingen til Det gyldne Horn.

Lille Hagia Sophia

Dagen i går bød på gensyn med kendte og nye steder i Istanbul , hvor vi bor tæt på vandet og alle seværdighederne i den gamle bydel. Et af de nye steder vi besøgte var Lille Hagia Sophia. Lille Hagia Sophia er bygget i 500 tallet e.v.t. inden den store Hagia Sophia som en slags model. Det er et af verdens ældste kirkebyggerier, der stadig er i funktion – i dag dog som moske – under navnet Kücük Aya Sofya – Den lille visdom.

Senere på dagen brugte vi et par timer på det kæmpestore Arkæologiske Museum. Her fik vi repeteret Konstantinopels historie – som på mange måder ligner Gallipoli’s historie. Dog med den krølle, at Konstantinopels borgere i en af Roms utallige borgerkrige fik kasten vægtloddet i den forkerte kejsers skål (Septimius Severus’ (193 – 211), med det resultat at byen blev raseret og mistede alle sine privilegier omkring år 200 e.v.t. Efterfølgende gav han dog plads for, at byen kunne genopbygges og genetablerer sig som vigtig handels og havneby.

Troja

På museet, der i øvrigt er svært tilgængelig p.g.a. ombygning, er også en meget god udstillingsserie, der viser fund fra alle Trojas 9 udgravede lag, hvor man i dag regner med, at det syvende lag er det lag (1700 – 1250 f.v.t.), der endte med at gå under som et resultat af krigen om Troja, som Homer beskriver så malende i Illiaden.

Efter denne undergang gik der en hel del år, før byen genvandt sin storhed. Men både vores to gode venner Alexander den 3. Den Store og Lysimarchos har brugt kræfter på at få genopbygget Troja som et betydningsfuldt helligt sted i perioden 330 – 280. Og så har Julius Cæsar og Augustus i tiden omkring år 0 restaureret byen. De anså nemlig sig selv for at være direkte efterkommere efter Hectors nevø Æneas, som det lykkedes af flygte fra Troja efter krigen, og som ifølge legenden efterfølgende kom til Rom, hvor han blev gift med en prinsesse.
Konstantin den Store overvejede at gøre Troja til hovedstad i 300’tallet , men endte som bekendt med at vælge Konstantinopel.

På Gallipoli’s kunne vi næsten se over til Troja. Når vi kører fra Istanbul er planen, at vi skal besøge udgravningen.

Read More...

Thrakisk konge gjorde oprør mod Alexander den Store

29. december 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Thrakisk konge gjorde oprør mod Alexander den Store

Edirnes historie

Edirne ligger tæt ved den græske og bulgarske grænse og har i gennem historien været en strategisk vigtig by.

”The Rough Guide to Turkey” skriver at der altid har været bosættelse her på dette sted. På museet i Edirne kan vi læse, at Thrakierne har boet i området siden den neolitiske kultur ca. 10.000 f.v.t. og at området har været et vigtigt bindeled mellem de indoeuropæiske kulturer i øst og vest, ikke mindst i den periode, hvor man gik fra overvejende at være nomader til gradvist at blive bofaste.

Bronzealderen

I bronzealderen udvikles de første byer, bystater og stater i Anatolien, er Thrakierne et af de første europæiske folkeslag, der udvikler en særlig kulturel identitet, og derigennem afgrænser sig fra de omliggende kulturer. Den del af de Thrakiske stammer, der levede tættest på Anatolien havde tætte kontakter dertil og var influeret at de første bondekulturer her, mens Thrakierne længere mod nord i højere grad fortsatte deres nomadetilværelse.

I overgangen fra bronzealder til jernalder kom der flere indvandrende folkeslag nordfra til Thrakien, hvor de bosatte sig i nogenlunde fredelig sameksistens med Thrakierne. Det første egentlige anslag mod Thrakierne kom, da den Persiske kong Dareios invaderede landet i 513 f.v.t. på vej mod Bosporus-strædet. Thrakerne kom under Persisk dominans indtil Tzar Ter den 1. (480 – 464) fik etableret et stærkt Odrysisk kongedømme.

Seuthes den 3 flytter Thrakiernes hovedstad

Thrakiernes (Odryserne) havde deres hovedstad i Edirne indtil 320 f.v.t. Dengang hed byen Uscudama. Det var Odrysernes konge Seuthes den 3. (330-300), der flyttede hovedstaden fra Uscudama (Ediene) til Seuthopolis (Kazanlak i det nuværende Bulgarien).

Seuthes den 3. startede sin regeringsperiode, mens Aleksander den 3. den Store herskede i Makedonien. 330 var året, hvor Alexander den Store på sit store felttog havde besejret Perserne og derfor lod sig udråbe til Persernes konge. Men selv om Makedonierne og Odryserne var thrakiske broderfolk (i alt fald ifølge Pavlov) havde Seuthes ikke til sinds uden videre at skulle underkaste sig Makedonerne. Odrysernes modstand mod Makedonernes overherredømme startede ved Phillip den 2. ’s (Alexander den Stores far) død i 336. I forbindelse med tronskiftet, forsøgte mange thrakiske stammer et oprør mod Alexander den Store. Men da først hans kampagne gik i gang (333) støttede mange thrakiske stammer ham med ryttersoldater.

I 325 bliver Alexander den Stores guvernør Zopyrion dræbt i et slag mod Geaterne, en thrakisk stamme, der levede omkring Donau og som aldrig havde underkastet sig Makedonierne. Den uro det skabte, benyttede Seuthes den 3. til en nyt oprør mod Makedonerne. Lysimachus fulgte efter som ny Guvernør i Thrakien, og efter Alexander den stores død i 323 forsøgte Seuthes sig igen med et oprør. Efter mange kampe måtte Seuthes acceptere Lysimachus overherredømme. Lysimachus udråbte sig til Konge over Thrakien og Seuthes valgte at flytte det Odrysiske kongedømme til det centrale Thrakien ( nu Bulgarien) og at etablere en ny hovedstad i Seuthopolis (nu Kazanlak i Bulgarien). Her ligger han begravet, hans grav blev fundet intakt i 2004 sammen med gravene efter en lang række andre Odrysiske konger, heraf en del der var før Seuthes. Stedet kaldes de Thrakiske kongers dal.

Grækere, Romere og Osmanner i Edirne

Edirne fik senere af grækerne navnet Oresteia og senere af romerne navnet Hadrianopolis, den blev udråbt som hovedstad for det romerske Trakien af Kejser Hadrian.

Under romersk herrredømme (hvor Konstantin den Store flytter hovedstaden fra Rom til Konstantinopel (nu Istanbul) forblev byen af stor betydning som en fremskudt base på Balkan.

Så indtog Osmanen Murat den 1. byen i 1361, og gjorde byen til hovedstad i det Osmanniske rige i stedet for Bursa, der ligger syd for Istanbul. Byen fik nu navnet Edirne. Det skete 90 år før det lykkes Ottomanerne ved Mehmet eroberen, at besejre og indtage Konstantinopel/Byzans. Edirne var stedet, hvorfra Mehmet eroberen fik støbt de berømte kanoner, der gjorde det muligt for ham at gennembryde Konstantinopels mure.

 

 

Read More...