Krig og fred på Dalmatinerkysten

6. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Krig og fred på Dalmatinerkysten

Dalmatinerne ved Adriaterhavets østkyst

Fortællingerne om krigen i 1990’erne fylder mere end sporene efter krigen, når man kører gennem ferielandet langs Kroatiens Dalmatinerkyst. Og godt for det. Mange gode kræfter har gjort, at huse er genopbygget og turistindustrien igen kører i højeste gear.

Når man dykker længere ned i historien, bliver det klart, at Adriaterhavets østkyst har en historie, der adskiller sig markant fra resten af Balkan. Og det skyldes ikke mindst, at Dalmatinerkysten har levet under Venedigs- og Markusløvens beskyttende vinger, indtil Habsburgerne fik indlemmet Dalmatinerne under sine måske knapt så beskyttende ørnevinger efter Napoleonskrigene. Og det er måske en vigtig årsag til, at konstruktionen Jugoslavien ikke kunne overleve Titos død. Modsætninger mellem de 6 jugoslaviske republikker var simpelt hen for store, og selv om sproget i nogen grad var fælles, så manglede der en fortælling og en politisk kultur, der kunne kitte det hele sammen.

På vejen ned har vi gjort holdt i 3 byer, der er meget forskellige – men de har det til fælles, at de er gamle illyriske byer, der med årene er blevet stærke, befæstede bystater: Zadar, Split og Dubrovnik.

Zadar slikker sårene

Ved indgangen til den gamle by i Zader er opsat en meget særlig mindeplade. På pladen er der en plan over byen med denne tekst på engelsk:

Historical nucleus plan of the city with marked damage made by the Serbian, Montonegrin and Yogoslav army aggression of Zedar assisted by the rebellous Serbian population in Croatia, in Zinder from 1991 to 1995.

Mindepladen er et stærkt vidnesbyrd om krigen, der opløste Yugoslavien og berigede Balkan med 7 nye selvstændige nationer ( Kosova medregnet). Den giver os mindelser om Vukovar, som vi kørte igennem i 2015.

Zadar gamle bydel er gammel. En af de ældste bygninger, der stadig er i brug er en Byzantinsk kirke fra 800’tallet, der er bygget oven på byens Forum Romanum. Det kan dateres tilbage til år 100 f.v.t. Før romerne ankom var det en illyrisk koloni. Da det vestromerske rige brød sammen, blev det en del af Det østromerske Rige (Byzans), indtil Venedig i 1200’tallet jævnede den med jorden. De næste ca. 200 år var den kastebold mellem Ungarn-Kroatien og Venedig, indtil 1409, hvor den endegyldigt blev lang ind under Venedig. De varede frem til 1797, hvor begge bystater blev en del af det Habsburgske rige. 1921 til 1945 var Zadar italiensk, og først efter anden verdenskrig blev den en del af den Kroatiske provins i det kommunistiske Jugoslavien.

Kejserbyen Split

Da jeg var 10 år gammel, da jeg var i Split med mine forældre. Jeg husker det gamle palads fra dengang som et stort gedemarked med salg af tæpper, vandpiber, træskærerarbejder og tyrkiske kaffestel. Varer blev transporteret rundt med æsler. Min mor og jeg blev sat i pant hos en tæppehandler, mens min far drog afsted til bilen med det udvalgte tæppe for at hente penge, så han kunne indløse os igen.

I dag er der ingen tuskhandel ved det gamle palads. Cafeer, barer, butikker og restauranter er stilfuldt indrettet i de game paladsbygninger.

Paladsbygningen blev opført af den romerske kejser Diocletian i perioden fra 297-305 som aftægtsbolig. Man ved ikke, hvorfor han valgte at trække sig tilbage som kejser i 305, men måske havde han bare lyst til at nyde en stille og rolige pensionisttilværelse oven på et begivenhedsrigt liv. Paladset blev bygget nogle få kilometer fra datidens Salona, der var Romernes hovedstad i Dalmatinerprovinsen og Diocletians fødeby. Og han fik faktisk 10-12 rolige år i de smukke arkitektoniske underværker, der lå med fødderne i det azurblå Adriaterhav.

Splits videre historie minder om Zadars. Men vi kan tilføje en sjov detalje, der kobler vores besøg i Venedig med besøget i Split.

På kirken Santa Maria del Giglio i Venedig var der en række relieffer af byer, og et af dem bar indskriften Spalato. Vi diskuterede hvilken by det mon var, og via nettet fandt vi frem til, at det var Split, hvilket gav god mening, da Split i en lang periode hørte under Venedig. Men når det kom til at tidsfæste reliefferne på Santa Maria del Giglio kirken, var vi på herrens mark.

  

Relief på kirke i Venedig og prospekt fra 1782 i Split

Men det løste sig, da vi kom til Split. Her var der på bymuseet en række prospekter, der viste byens udvikling. De viste, at den kraftige befæstningen af Split var sket mellem 1600 og 1782, mens Split var en del af Venedig. Det er nogenlunde samtidigt med, at Dubrovnik var blevet ombygget til en stor fæstning. Så byreliefferne på Santa Maria del Giglio kirken kan i alt fald først være blevet sat op i 1600’tallet.

Dubrovnik forklædt som Nottingham

Dubrovnik er den, af de tre byer, der blev hårdest ramt under borgenkrigen. Men byen har rejst sig igen efter kampen. I dag er den turistmagnet nr. et langs Dalmatinerkysten og Kroatiens sydligste by af betydning. Byen var frem til 1815  en uafhængig bystat. I 1600’tallet blev den stærkt befæstet, og den er en af Europas bedst bevarede middelalderbyer, berømt for sin 2 km lange bymur.

 

Bymur og kanoner hjalp ikke Dubrovnikkerne, da de blev omringet og angrebet af Serbere og Montenegrinere i 1991.

I dag er den til gengæld et yndet sted for optagelse af film i middelalderlige rammer. Vi møder således en by, der lige nu er ramme for optagelserne til en ny Robin Hood film.

 

 

 

 

Read More...

Venedig

3. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Venedig

 

 

Venedig har længe været på vores rejse ønskeliste, men hidtil er vi kørt uden om den. Vi har været i Ravenna, Padua og endda i Chioccia, der ligger i havbugten lige syd for Venedig.

Der har været tre grunde til, at vi indtil videre har danset om den varme grød. Venedig kræver god tid, penge og masser af tålmodighed. Venedig er en turistmagnet, og beretninger om lange køer ved Markuskirken og Dogepaladset er der mange af.

Men da vi planlagde denne tur til Bulgarien og så på ruter og vejrudsigter, så blev vi enige om at køre ned langs Kroatiens Adriaterhavskyst og gennem Montenegro til Albanien og derfra gennem Makedonien til Bulgarien. Så lå Venedig lige på vejen og tidspunktet omkring 1. marts var så tidligt at priserne og køerne stadig var uden for sæson.

Det var en herlig beslutning. Vi har haft 3 dejlige dage i Venedig og vi har boet på et hotel lige bag Galleri Akademia til en meget rimelig pris. Først da vi parkerede bilen i parkeringshuset den 28. 2 blev vi klar over, at vi var landet i Venedig på det årlige Karnevals sidste dag. Det blev oplevelsen bestemt ikke ringere af.

Byen

Sammenlignet med mange andre byer omkring Middelhavet er Venedig en ung by. Hvor ung, eller gammel om man vil, strides de lærte om. Men begyndelsen på byens historie er tæt knyttet til Padovas historie. For det var indbyggerne herfra, der havde fået for vane af flygte ud i lagunen i urolige tider efter det vestromerske riges sammenbrud. Gradvis begyndte man af gøre Lagunen mere og mere beboelig. Det ældste større bygningsværk var basilikaen St. Maria Assunta på øen Torcello, der ifølge vores rejseguide dateres til 639. Øen blev senere forladt pga. malaria. Vi nåede desværre ikke ud og se kirken i denne omgang, men så har vi en god grund til at vende tilbage til Venedig.

Byen Venedig får sin første leder af republikken Venedig i 697. Han bærer titlen Doge og dogestyret overlever i Venedig frem til 1798. I 697 er St. Theodor byens skytshelgen og Venedig en del af det Østromerske rige og styres fra Ravenna. Legenden hedder så, at i 828 hentede 2 venetianske sømænd knoglerne af St. Markus (i fortællingen = evangelisten Markus, der grundlage den koptiske kirke i Egypten) i Alexandria og bragte dem til Venedig. Det blev grundstenen til Markuskirken og en helt ny ære i Venedigs historie, hvor man fik mod og kræfter til at frigøre sig fra kejseren i Konstantinopel.

Markusløven

Markus symboliseret ved løven, der både kan håndtere biblen og sværdet, er til stede overalt i byen. I det venetianske flag, i gader og stræder dukker han ustandseligt op på skilte og i facadedekorationer, ja sågar de offentlige vandhaner med det livgivende vand symboliserer Markus. Ved indsejlingen til pladsen foran Dogepaladset står Markus på den ene søjle i form af en bevinget persisk løve, mens St. Theodor står på den anden søjle. De to søjler er hentet som krigsbytte i 1127 fra byen Tyrus i Lilleasien.

Hestene på Markuskirken

Et andet stærkt symbol på Venedig magt i begyndelsen af det forrige årtusinde er de 4 heste, der pryder Markuskirkens syd facade. De er oprindeligt hellenistiske, blev hentet til Rom og derfra af Kejser Konstantin taget med til Konstantinopel (nu Istanbul), hvor de prydede hippodromen. I 1204, hvor venetianerne udplyndrede Konstantinopel under det 4. Korstog, kom de til Venedig. Siden har de knejset som magtsymboler over Markuskirken. Det vil sige, i 1977 blev de erstattet af replikkaer, og de originale bronzefigurer, der engang var forgyldte, kan ses på klods hold i Markuskirkens museum.

Markuskirken

Vi brugte mange timer i selve Markuskirken, der både er et magtsymbol, en religiøs fortolkning, i sig selv et kunstværk og fyldt med kunst og fortællinger fra den gamle verden. For Venedigs storhed sluttede da kolonitiden startede. Venedig tog ikke del i kapløbet om kolonierne, men forsøgte i stedet at konsolidere sin magt i Middelhavet, men endte med at tabe først til Osmannerne og siden Napoleon. Napoleon havde over i købet den frækhed, at han byttede byen væk for Milano med den habsburgske kejser. Derfor sad Habsburgerne på byen fra 1798 til 1866, hvor den løsrev sig for at tilslutte sig det nydannede Italien.

At dykke ned i Markuskirkens skatkammer er som at genopleve 1000 års verdenshistorie, og det får de små hår i min nakke til at rejse sig, Det er noget helt særligt i dette kirkerum at stå tæt på drikkekar, lamper, relikvieskrin og røgelseskar, der har været i brug i Hagia Sophia i mange hundrede år, inden de af dogen Enrico Dandolo og korsridderne i 1204 blev ført til Venedig.

Venedig er et tag selv bord af oplevelser. Ud over Markuskirken besøgte vi Dogepaladset og Correr museet. I Dogepaladset blev vi indført i magtens veje og vildveje, vi gik over sukkenes bro og beså det berygtede fængsel med de metertykke mure. Torturkamrene oplevede vi ikke, de kræver en anden billet og guidede rundture, men det var ikke svært at forestille sig, hvad der var foregået bag de låste døre. I Correr museet så vi både det habsburgske hofs lyse gemakker og middelalder og tidlig renæssance kunst.

Lige så givtigt som museumsbesøgene var det at lade sig gribe af byen selv. En sejltur på Canal Grande eller at slentre gennem gader og over kanaler og se på det helt unikke byrum. Her hjalp guidebogen os med fortællinger om, hvad vi kom forbi og ruter, så vi ikke for vild i labyrinten.

 

 

Read More...

Bronzealderbyer boomer i Indusdalen i Akkadisk tid

15. oktober 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Bronzealderbyer boomer i Indusdalen i Akkadisk tid

Harappa kulturen

Forskerne kalder Harappa-kulturen for den første egentlige urbanisering i syd-asien. Civilisationen tager sin begyndelse ca. 7000 f.v.t. Den ældste by er (indtil nu) fundet i Mehrgehr i det nuværende Pakistan.

Harappakulturen boomer for alvor i Akkadisk tid i perioden 2350-2100 f.v.t. Det er samtidigt med kong Sargon og hans barnebarn Naram Sin’s storhedsperiode i Mesopotamien. Ud over segl vides det fra samtidige sumeriske optegnelser over handelen i havnebyerne Ur og Oman, at der var et betydeligt handelssamkvem med Induskulturen (Meluhha). Det vides også, at Kong Sargon modtog Vandbøfler i gave fra en indiske konge, og at disse avledes som offerdyr ved templet i Akkad.

Historikeren Asko Parpola drister sig til i Politikens Verdenshistorie (1982) at kalde Harappa kulturen for kedelig, fordi de udgravede byer har så mange lighedstræk, at den ligner en stor gentagelse af sig selv. Det er nu en hård dom. Men det gælder for hele Harappa-kulturen i dette store kulturområde i Indus området, at viden om byggeri og evnen til at strukturere store byer har været rigt udviklet.

I det følgende vil vi beskrive, hvad vi har fået ud af at besøge udgravningerne af de to Harappa-byer Dholovira og Lothal.

Dholovira

Dholavira by, der med Citadel eller slot og tilstødende håndværk- og beboelseskvarterer, stadion, døde by, bade og kæmpe vandopsamling bassiner har dækket 100 hektarer, med mure og bygninger udført i fint tilhuggede sten og med en skarp sans for geometri og byplanlægning. Lige gader og rektangulære huse bygget i tilhuggede sten.

Dette store byområde har været omkranset af en kraftig mur og selve citadellet (slottet), hvor man antager at kongefamilien boede, har været forsynet med yderligere forsvarsværker.

I Dholavira har forskerne kortlagt 6 historiske epoker i byens udvikling. Byen er fuld udbygget og på sit højeste omkring 2200 f.v.t. På det tidspunkt har hele byen blomstret, og den har været rigt udsmykket med kalkede/malede huse. Når gæster kom udefra er de blevet mødt ved Nordporten af et stort relief med – formodentligt – byens navn stående lysende i 10 Harappa-skrifttegn.

Vandforsyning

Helt enestående er byens kolossale vandreservoirer, der er bygget over flere epoker. I alt er der bygget ni kæmpebassiner, en del af dem indbyrdes sammenhængende og forbundet til byens største brønd, der lå inden for forsvarsmuren.. Bassinerne har været forsynet med trapper, der gav adgang til vandet, og et enkelt af dem med en rampe, så man kunne køre en vogn ned til vandspejlet. Med byens beliggenhed mellem to floder var der rige muligheder for at opsamle vand. Beboelsesområderne i byen (middle og lower city) har både haft vand kanaler til brugsvand og afløb for spildevand.

Håndværksproduktion

I byen har der været en rig håndværks kultur med fremstilling af smykker i keramik, halv- og hel ædelstene, bronze og guld, sølv, elfenben, muslingeskaller, fajance, perler, armbånd, halskæde, keramik, kobber og bronze redskaber, knive, spillebrædder og figurer i terrakotta af dyr og mennesker. En hel særstilling har vægtklodserne udført i omhyggeligt slebne sten terninger i et utroligt fint målesystem ned til 0,2 gram.

Mål og vægt

Det anvendte vægtsystem har fulgt Mellemøstens fælles standarder, som de kendes fra Babylonien og rigerne Bahrain og Oman, som man handlede med. Dette ses bl.a. af de mange små segl og seglaftryk i ler, der er fundet både i Dholavira og i Mellemøsten. Seglene blev brugt til at stemple vareforsendelser, så varernes ophav kunne identificeres.

Af målene på bygninger kan ses, at meget præcise længdemål har været anvendt. Alt i alt en kultur med en høj grad af organisering og systematisering.

Vedligehold og forfald

Et jordskæv sætter byen tilbage en periode, men udbedring og udbygninger finder sted. Omkring år 2100 ophører vedligeholdelsesaktiviteterne imidlertid og især citadellet forfalder. Byen er periodevis forladt, men genindvandring finder sted frem til 1450 f.v.t.

Det syvende udgravede lag viser, at byen ikke længere fungerer som et velorganiseret by fællesskab, men at indbyggerne bor på bopladser (settlements) i cirkelformede huse.

Lothal

Lothal ligger ca 90 km sydvest for Ahmedabad. Lothal er den anden tilgængelige ruinby fra Harappakulturen, som vi besøgte.

By og havn

Byen er påbegyndt omkring 3700 f.v.t. og har været fuldt udbygget fra ca. 3000 f.v.t. Byen har været central i handelen med Mellemøsten og Egypten i kraft af sin beliggenhed tæt ved havet. I byen er bevaret en enestående dok bygget i brændte lersten med en dybde op til 4,3 meter og en længde på 217 meter og 37 meter i bredden. Dokken har kunnet rumme adskillige af de største skibe på en gang. Sluser har gjort det muligt at holde en konstant vandstand i havnen, og dermed har det været muligt et beskytte skibene mod tidevand og stormflod. Forskerne har afbildninger af bronzealderens skibe og har regnet på deres størrelser. Man formoder handelsskibe på 18-20 meter i længden og med en lasteevne på 60-75 tons har krydset det arabiske hav med im- og eksport varer.

Ved havnebassinet har været et varehus, der har været 245 meter langt og i to etager til opbevaring og inspektion af varer.

Håndværk og handel

Som i Dholavira har man fundet den samme variation i varer og værksteder til fabrikation af varer. Perler i mange materialer og størrelse, segl og seglaftryk, muslingeskaller anvendt til mange formål, kobber og bronze ting, redskaber, keramik, spil, dyre- og menneske figurer, legetøj, vægte og måleredskaber, og begravelses- og rituelle objekter. Hertil mange vidnesbyrd om handel med Mellemøsten og Egypten.

Ødelæggelse og genopbygning

Alt dette får et stort knæk da området bliver oversvømmet omkring 2350. Ødelæggelserne bliver dog udbedret og man anlægger en ny velordnet bydel. Yderligere tilbygninger og forbedringer finder sted frem til 1900 f.v.t. hvor øjensynlig en tsunami vælter ind over området og tager størstedelen af byen med sig. Med tsunamien bliver  byen endeligt forladt og området bliver derefter ikke genbosat. Forskere har konstateret at der i et stort område i Indusdalen i de næste 200 år er store flygtningestrømme (fra 1900 til 1700 f.v.t).

Hvor blev Harappa-folket af

Hvis man skal prøve at koge de forskellige teorier vi har læst sammen, så fremstår der en nogenlunde sammenhængende historie.

Omkring år 2000 f.v.t er en del af harappaerne vandret sydpå, muligvis på grund af klimaforandringer. Dholavira og Lothal er nogle af de sidste byer, der er blevet delvist forladt. Nordfra er i samme periode kommet en indvandring i Indusdalen af et arisk folk. Arierne bragte hesten, veda-troen og skriftsproget sanskrit med til Indien. Arierne så sig selv som ædle, og deres tekster bar præg af en vis nedladenhed over for ”den indfødte befolkning”, som de kaldte ”de mørke”. Arierne selv var opdelt i tre kaster: En krigerkaste, en præstekaste og en håndværkerkaste. Disse kaster var principielt ligestillede.

En teori er, at Harappafolket gradvis blevet integreret i de dravinske folkeslag. En anden teori er, at der er sket en opblanding mellem arier og harappafolket. Sandsynligvis er begge dele tilfældet. Den hinduistiske tro, som den kendes i dag anses for at være en blandingsreligion af traditionel harappa-tro, dravinske religiøse forestillinger og veda-troen.

Read More...

Mongolerne i Indien

7. marts 2016 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Mongolerne i Indien

Mongolerne

Munghal herskerne i Indien var Mongolske og her skal vi især koncentrere os om Aurangzep, der var søn af Shah Jahan, der med sit sæde i Delhi styrede store dele af Indien. Historien om herskerne før Aurangzep fortæller vi om i artiklen ”Imperier i Indien”.

Shah Jahan havde fire sønner, der gradvist fik tildelt tidligere kongedømmer i Indien og Pakistan, som de havde erobret, som deres guvernør områder. Men rivaliseringen var nådesløs mellem sønnerne og det lykkedes Aurangzep at udmanøvrere og henrette de tre andre brødre og fængsle sin far, for så i 1658 at lade sig krone som Shah for alle de erobrede områder. Aurangzep blev den syvende Munghal hersker i Indien.

Maleri fra ca. 1637 der viser Aurangzep og to af hans brødre fra øverst TV Shah Shuja, Aurangzeb and Murad Baksh i deres yngre år.

 

 Qutb Shahi dynastiet

For Dynastiet Qutb Shah med sæde i Golconda, (nu Hydrabad), der var af persisk afstamning, var presset fra de mongolske herskere stadig tilbagevendende. Mongolerne krævede store skatter.

Se blogopslag: ”Persisk dynasti byggede fortificeret hovedstad”, der handler om Golconda Fort og Hydrabad.

Fra kilder ved vi, at store kampe blev udkæmpet i 1656 hvor Aurangzep endnu ikke var Shah men guvernør. Men presset fra det mongolske styre blev intensiveret bl.a. fordi området omkring det nuværende Hydrabad indeholdt store ressourcer af især ædelstene og derfor var rigt og med et godt skattegrundlag.

Så i 1687 satte Aurangzep ind med sit endelige angreb og efter 8 måneders belejring af Golgonda Fort lykkedes det at entre murene og slå modstanden fra Golconda Fort i stykker.

Dermed var det slut for det islamiske Qutb Shahi dynasti. Nu blev det et andet Islamisk styre baseret på streng Islamisk lov, der blev herskende.

Det mongolske (Munghal) Shah-styre

Fra et øjensynligt lidt mere liberalt Mongolsk styre i 1500-tallet brugte Aurangzep og hans far deres magt i 1600-tallet til at bekæmpe andre religioner. Mange hindu templer blev ødelagt og Soufi mystikere, sikh ‘er, kristne, buddhister blev forfulgt. Kun i de områder hvor hinduisme kunne bruges for at konsolidere styrets magt støttede Aurangzep hinduer.

Billede af Aurangzep

Men med Aurangzep død i 1707 begynder det mongolske imperium at falde fra hinanden på grund af intens rivalisering. De efterfølgende mongolske herskere helt frem til 1856 hvor englænderne tager herredømme er mere herskere af navn end gavn.

 

 

Når man ser kortet er det tydeligt at de mongolske herskere gik hårdhændet til værks og underlagde sig stort set hele Indien og nuværende Bangladesh samt en stor del af nuværende Pakistan.

Kun den nederste spids af Indien og nuværende Sri Lanka modstod det mongolske pres.

I en anden artikel vil vi se på Indiens historie i et langt perspektiv fra tidlig storkultur ca. 3 – 4000 år før vor tidsregning og frem til engelsk kolonivælde fra 1856.

 

 

 

Read More...

Persisk dynasti byggede fortificeret hovedstad

6. marts 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Persisk dynasti byggede fortificeret hovedstad

Persisk dynasti byggede fortificeret hovedstad ved Hyderabad

Hyderabad er i dag Indiens 5. største by med ca. 8 mill. Indbyggere. Tidligere var det en mere beskeden bebyggelse omkring et forsvarsanlæg, der lå i kongeriget Bahmani. Sin storhed tilskriver Hyderabad i dag Qutb Shah dynastiet, der regerede i ca. 170 år fra 1518 – 1687.

Persisk handelsrejsende bliver  konge

Qutb dynastiets grundlægger Sultan Qutb Shah kom til kongeriget Bahmani sammen med sin onkel som handelsrejsende. Men den siddende konge blev så begejstret for hans viden og evner, at han gjorde ham til sin højre hånd. Da kongeriget gik i opløsning i begyndelsen af 1500’tallet, blev det ham, der tog magten over Golcolda provinsen.
Qutb Shan var hverken kongelig eller kriger af byrd. Han troede på vækst, rigdom og velstand gennem handel og et godt forhold til Allah. Men han har tydelig vis også været bevidst om, at et godt forsvarsværk kan afholde en fjende fra at forsøge et angreb. Qutb Shan riget nåede under dynastiet en betydelig størrelse i det midt-østlige Indien omkring Daccan plateauet.

Anlæggelsen af ny hovedstad

Det var Sultan Qutb Shah, der besluttede at bygge en ny hovedstad omkring fortet Golconda, der i dag ligger i udkanten af Hyderabad. Og der er ingen tvivl om at valget var et spørgsmål om beliggenhed. Stedet gav mulighed for at bygge en by, der samtidigt var et massivt forsvarsværk. Fort Golconda var på det tidspunkt bygget af ler omkring et højdepunkt, der gav frit udsyn 360 grader rundt i en radius på omkring 13 km. Det tog tre generationer og 62 år at forvandle lemurerne til et massivt bygningskompleks af kampesten. Komplekset står i dag næsten som det blev forladt. Det er omgivet af en 11 km lang og 20 alen høj ydre forsvarsmur med 9 indgangsporte. Inden for denne ramme blev bygget en by, der kunne forsyne Fortet med de daglige fornødenheder. Byen blev bygget med labyrintagtige gader, som en fjende kun vanskeligt kunne bevæge sig ad med deres elefanter og andet militært udstyr.
De første 3 generationer af Qutb dynastiet koncentrerede deres byggeaktiviteter i og omkring Fort Golconda. Den tredje konge i rækken Ibrahim Quli Qutb anlagde dog også en kæmpe stor kunstig sø – Hussain Sagar – der tjente som vandreservoir uden for murene til sikring af vandforsyning året rundt. Søen fik sit vand fra den ene af de to store floder, der løber gennem Hyderabad.

Ford Colconda

Selve fortet rummede palads, administrative bygninger, mange moskeer, et tempel, beboelseshuse og det militære hovedkvarter. Det var omgivet af en 50 alen høj mur, der kun havde én indgang. Denne indgang var forsynet med et kaldeanlæg, så vagterne neden under kunne signalere til hovedkvarteret og audienshallen, der lå 120 m højere oppe.  Den del af fortet kunne kun nås af en smal trappe med mere end 350 trin. Indgangsporten var endvidere forsynet et hul, hvor igennem der kunne hældes kogende vand eller olie, hvis en elefant skulle forsøge at banke den tunge træport ind.
Fortet blev bygget i urolige tider. Indiens historie i Middelalderen var er blodig affære med idelig rivalisering mellem de mange sultanater, der blev regeret efter persisk eller mongolsk forbillede. Nogle stater var selvstændige (suveræne) andre betalte tribut til en konge eller i nogen tilfælde til en kejser (Emperor). Qutb Dynastiet var en suveræn stat med sæde i Golconda. Men suveræniteten var både truet af naborigerne og af  Mughal dynastiet, hvis Stormoguler havde sæde i Agra og Delhi, der lå ca. 1500 km nordligere end Hyderabad.

Anlæggelsen af Hyderabad

Den fjerde konge i rækken var Mohammed Quli Qutb Shah. Han forelskede sig i en danserinde, og historien lyder, at i kærlighed til hende lod han bygge Char Minar i den landsby, hvor hun var født. Char Minar markerer i dag centrum i Hyderabads gamle bydel. Bygningsværket består af fire minareter, der er forbundet i med et plateau i to etager, hvorfra der er udsigt over området. Omkring Char Minar blev bygget et palads med fire indgangsportaler og anlagt haver i renæssance stil. Byen Hyderabad er efter sigende opkaldt efter denne danserinde.

  
Char Minar og tegning af det oprindelige anlæg

Mohammed Quli Qutb Shah døde efter 32 år som konge i en alder af 48 år uden sønner, men han havde til gengæld en datter. Han blev derfor efterfulgt af sin svigersøn og nevø Sultan Muhammed Shah. Muhammed Shan er husket som en meget religiøs mand, og han stod bag beslutningen om opførelsen af Mecca Masjid Moskeen lige bag Char Minar. Mecca Masjid moskeen er en af Indiens største med plads til 10.000 bedende og det er et fantastisk stykke arkitektur. Den blev påbegyndt i 1614 – 8 år før Taj Mahal – men den stod først færdig i 1687.

Moskeen hedder Mecca Masjid , fordi der i moskeens midterste bue i retning mod Mekka er indmuret er smukt stykke af Kabaen i Mekka. En anden detalje er en sten i muren på bagsiden af Moskeen. Under bygningen havde konstruktørerne vanskeligheder med en bestemt samling, der blev ved med at styrte sammen. Til sidst blev et bud sendt af sted for at hente en sten i Mekka. Da den blev muret ind i konstruktionen var problemerne løst. Og således er det Allah selv, der holder det store kompleks sammen.

Muhammed Shah døde efter kun 14 år på tronen. Hans søn var på det tidspunkt 12 år, så det blev hans mor, dronning Hayath Bakshi Begun, der bestyrede riget indtil han blev voksen. Hun har at dømme efter sit Mausoleum og ikke mindst hendes Moske i Nekropolis byen været en meget magtfuld dronning.
Det var i deres regeringsperiode at Qutb Kongedømmet nåede sin største udstrækning. Men det blev også i dennes regeringsperiode, under den 6. Konge i rækken, Kong Abdullah Qutb Shan, der regerede fra 1626-1672, at kongeriget for alvor kom under pres fra Mongolerne i nord. Det lykkedes dog mor og søn at ridde stormen af, bl.a. ved at betale en stor attribut til den mongolske guvernør Auragazeb i 1656.

Qubt Tombs

Ud over de allerede nævnte bygningerne, så er Qubt dynastiets begravelsesby helt unik og i dag optaget på UNESCOS liste over verdens kulturarv. Byen er anlagt mod Nordvest kun 200 m fra den yderste mur rundt om Golconda. Her ligger 6 konger, en dronning, to danserinder, to livvagter og en del flere begravet i hver deres smukke mausoleum. Til hvert enkelt mausoleum er bygget en Moske, hvor den døde har modtaget den sidste velsignelse. Desuden er der en stor badehal, hvor de døde har fået den sidste afvaskning, inden de er blevet båret til Moskeen til velsignelse.

Det sidste mausoleum er ufærdigt. Det var tiltænkt den sidste konge Abdul Hasan Tana Shah. Han måtte i imidlertid overgive sig til Auragazeb i 1687, da denne stormede Golconda efter 8 måneders belejring. Da Auragezebs generaler kom for at hente ham efter overgivelsen, lyder fortællingen, at han bad dem om at vente, til han havde spist sin morgenmad. Da de undrede sig over hans ro, svarede han. ”Jeg spiser altid morgenmad på denne tid. Gud gav os al den rigdom og alle disse smukke bygninger. Nu har han taget den tilbage”. De sidste 12 år af sit liv tilbragte han som fange. Han blev aldrig begravet i den bygning, der var tiltænkt ham.

I stedet står der i dødebyen en lille Moske med tre buer, der ikke er tilknyttet noget mausoleum. Den blev efter sigende bygget af Auragezebs general Mir Qamaruddin på tre dage efter indtagelsen af Golconda. Her bad han til gud og takkede for sejren. Og Allah har nok hørt hans bøn. I alt fald blev Mir Qamaruddin grundlægger af Asif Jahi (Nizams) dynastiet efter Auragezebs død.

Hyderabad og Andhra Pradesh forblev under Nizam Dynastiet indtil Britterne forlod Indien i 1947. Den sidste Nizam konge forsøgte at få Andhra Pradesh tilsluttet Pakistan ved befrielsen. Men hans soldater blev hurtigt nedkæmpet at den nye Indiske Republiks Nationalgarde.

Trods mere end 500 års muslimsk styre er 85% af befolkningen i Andhra Pradesh Hinduer.

 

 

 

 

 

Read More...

Klimaændringer for 3000 år siden

29. februar 2016 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

1 Comment

Klimaændringer for 3000 år siden

 

I Indien udviklede der sig en stor kultur omkring Indus floden byggende på tidligere bosættelse fra omkring 7500 BC (Before Christ). Denne Indus kultur også kaldet Harappan kulturen fik sin storhedstid fra omkring 3300 BC og varede frem til 1000-tallet BC, med en nedgang startende fra ca. 1700 BC.

Det tyder på, at store klimaændringer kan have været en væsentlig årsag til kulturens opløsning. Ændringer i monsunregnen fra en vestlig monsun med regn i Indusregionen til i stedet en østlig med regn i Ganges området betød udtørring af flere floder i vest Indiens.

De 3 store kulturer

Sammen med Det gamle Egypten og Mesopotamien var Induskulturen en af de tre tidlige civilisationer og den af de tre, der havde den største udbredelse med et areal på omkring 1,25 millioner km².^[ Civilisationen voksede frem ved breden af Indusfloden, en af Asiens største floder, og den nu udtørrede Sarasvati flod, der dengang løb gennem det nordvestlige Indien og det østlige Pakistan sammen med dens bifloder.^[

På civilisationens højdepunkt omfattede den mere end fem millioner indbyggere. Indbyggerne omkring den gamle Indusflod udviklede nye teknikker inden for håndværk og metalarbejde, hvor der blev bearbejdet kobber, bronze, bly og tin.

 

Byplanlægning

I det østlige Pakistan og det vestlige Indien havde Harappan kulturen sin største udbredelse, og der er fundet mere end tusinde byer fra denne tid. Flere har haft en størrelse på 40-50.000 indbyggere. Udgravningerne viser, at disse byer havde en stor grad af byplanlægning, og var forsynet med vandsystemer og afløbssystemer for spildevand.

Kun ca. 60 af disse byer er nu udgravet, men disse udgravninger viser, at disse gamle Indus systemer for kloakering og dræning, der blev udviklet og anvendt i byer over hele Indusregion var langt mere avanceret end mange af de systemer, der i dag findes visse steder i Mellemøsten og i mange områder af Pakistan og Indien.

 

Brændte mursten

Brugen af brændte sten i husbyggeri har været meget udbredt og byerne var kendetegnet af avanceret arkitektur og imponerende skibsværfter, kornmagasiner, lagerbygninger, murstensplatforme og beskyttende mure. De massive mure omkring Indusbyerne beskyttede sandsynligvis Harappans fra oversvømmelser og kan have mindsket militære konflikter.

Fund fra udgravninger viser en højkultur med stentøj, bronze figurer, musikinstrumenter og en udbredt samhandel med Mesopotamien, Persien og endog Egypten.

Kulturkollaps

I dag mener de fleste forskere, at Induskulturen kollapsede på grund af tørke og en nedgang i handlen med Egypten og Mesopotamien. Det er også blevet antaget, at indvandring af nye folk, afskovning, oversvømmelser, eller ændringer i løbet af floder kan have bidraget til sammenbruddet i kulturen.

Som vi har skrevet om tidligere artikler og blog opslag, er der netop i denne periode et kollaps af en række kulturer. I Grækenland taler forskerne om den mørke periode, der strækker sig fra 1000-tallet før Kristus og frem til opblomstringen af de græske bystater og nedgangen i Egypten og kollapset af Hittitter riget falder ligeledes tidsmæssigt i denne periode.

 

 

 

 

 

Read More...

Paladsbesøg

14. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Paladsbesøg

I dag besøgte vi Hill Palace Museum i Kochi. Det ligger i det område af byen, der hedder Ernakulam, hvor også banegården ligger, men ca. 11 km væk fra bycentrum.

Vi spiste tidlig morgenmad på hotellet, tog en tuc-tuc fra hotellet til færgen, der bragte os fra FortKochi til Ernakulam. Herfra en anden tuc-tuc til banegården, hvor vi skiftede til en pre-payed tuc-tuc, der kunne køre os til Hill Palace. Lyder det omstændigt? Lyder det dyrt?

Vi betalte

1. Tuc-tuc – 4 kr
2. Færgebilletter – 0,8 kr
3. Tuc-tuc – 3 kr
4. Tuc-tuc – 17 kr

Så udturen kostede alt i alt 25 kr. og det tog 1 ½ time at komme derhen. Selv om vi måtte stå i kø ved banegården for at få en pre-paid Tuc-tuc. Fordi vi var bestemt ikke de eneste, der var på søndagsudflugt. Den fornøjelse delte vi med rigtig mange Indere.

Hill Palace var den lokale kongefamilies administrative kompleks. Paladset er bygget i 1865, der er et bygningskompleks bestående af 49 bygninger i en smukt anlagt have på 52 acres. Kongefamilien overgav på et tidspunkt i 1900’tallet komplekset til Keralas regering, som i 1980 besluttede at gøre det til et museum.

Det var ikke tilladt at tage billeder inde på museet, men museet er en god påmindelse om, at Indien har en ca. 3000 år lang politisk-administrativ tradition med kongedømmer, en praksis, vi også kender fra de europæiske fyrstestater. Krige og magtkampe mellem de indiske fyrstestater har også været lige så udbredte, som de var det i Europa.

 

 

Statue af en af de seneste Royal Highness (Maharaja fra 1895 – 1914) opsat i en nyligt anlagt bypark i Ernakulam

De europæiske kolonimagter i det indiske subkontinent var dybt afhængige at deres samarbejde med de indiske maharajadinere. Et symbol på dette så vi i Hill Palace skatkammer. Her er udstillet en 1,750 kg tung massiv guldkrone besat med juveler. Kronen er en gave fra den portugisiske Kong Emanuel. Den blev overbragt af Vasco da Gama i 1520’erne, da Portugiserne frygtede, de var ved at miste kongens gunst.

Kongernes – eller Maharajadinernes samarbejde med englænderne var en væsentlig årsag til, at de mistede deres magt i Indien, da englænderne forlod landet.

 

 

Read More...

Makedonernes nyere historie er en lang identitetskrise

21. februar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Makedonernes nyere historie er en lang identitetskrise

Da tiden gik i stå i Skopje

Den 26. juli 1963 klokken 5.17 om morgenen holdt uret på banegården i Skopje op med at gå. Det var da byen gennemrystedes af et jordskælv, der fik det meste af midtbyen til at styrte i grus. 1100 mennesker døde, 120.000 blev hjemløse og byen lå i ruiner.
Dagen efter, den 27. juli, talte Tito til Skopjes befolkning på pladsen foran byens banegård. Han sagde, at dette var hele Jugoslaviens katastrofe og lovede Skopjes befolkning hjælp til genopbygningen.

Hjælpen kom og en japansk arkitekt – Kenzō Tange – bidrog til at genskabe byen efter en byplan, og med bygningskonstruktioner, der fremadrettet skulle sikre byen mod sammenstyrtning.

Dengang var Skopje hovedbyen i Den Jugoslaviske Republik Makedonien. Republikkens tilblivelseshistorie er lang og kompliceret, men Tito spillede en afgørende rolle i dannelsen af den moderne makedonske stat under slutspillet af anden verdenskrig.

Med til historien hører, at under den græske borgerkrig, der fulgte efter anden verdenskrig, var der en massiv udrensning af slavisk talende makedonske borgene i det nordlige Grækenland. Især mange flygtningebørn blev – med støtte fra det græske kommunistparti – hjulpet ud af landet og sendt til plejefamilier i en række østeuropæiske (kommunistisk ledede) lande og en del kom også til Canada.
Disse børn fik som voksne mulighed for at vende tilbage til Makedonien. Denne fortælling er omhyggeligt skildret på Museum of Macedonia. Et museum, der er bygget i kommunisttiden. Måske lå det dengang centralt, i dag ligger det hengemt og støvet i et uddødt hjørne af Skopjes basar, fjernt fra Skopje 2014 projektets højt profilerede midtby. For at nå hen til indgangen af museet, er man nødt til at løbe spidsrod mellem fodboldspillede drenge. Her kommer ingen strøgkunder forbi.

Jugoslaviens opløsning

Det var ikke Republikkens Makedoniens ønske, at Jugoslavien skulle gå i opløsning. Men da det alligevel skete, valgte Makedonien at blive en selvstændig republik. Det skete ved en folkeafstemning den 8. September 1991.

Makedoniens indbyggere er etnisk sammensat af makedoner af slavisk oprindelse (65%) og albanere (25%). Af de sidste 5% er den største gruppe romaer (zigøjnere). Republikken har ca. 2 millioner indbyggere. Geografisk dækker republikken ca. 40% af det område, der geografisk kan defineres som Makedonien, og tilsvarende bor ca. 40% af den befolkningsgruppe, der betegner sig selv som makedonier i republikken. De øvrige bor i henholdsvis Grækenland, Bulgarien og Albanien.

Den nye republiks udfordringer

En række af den nye republiks udfordringer beskrev vi, da vi sidste år var i Makedonien. Det handler om at få etableret sig som en selvstændig spiller på den internationale bane, og det handler om at få etableret indre sammenhold mellem de to hovedgrupper – makedonerne og albanerne.

Makedonien som international spiller

På den internationale bane har navnestriden med Grækenland tidligere fyldt en del. I dag handler det om, at få sig placeret i den internationale kamp om Balkans historie. Der er mange, der mener at Balkankrigen ikke er slut, selv om våbnene tier for tiden. Der er store uløste problemer ikke mindst i forhold til Kosova og Bosnien. I den sammenhæng synes den nuværende højre-nationale makedonske regering at have et stort ønske om at markere sig som en selvstændig spiller. Derfor har man ikke de store problemer med, at lægge sig ud med alle naboer. Ingen venner er bedre end ingen fjender, ud fra logikken, min fjendes fjende er min ven.

Den makedonske regering har indtil for nylig haft kurs mod EU. Men krisen i EU og sporene fra Grækenland skræmmer. Her på Balkan er billedet af EU i kraftig forandring. Fra at være opfattet som et fælles europæisk projekt, det var vigtigt at blive en del af, er EU i dag i folkemunde blevet til Den tyske Kanslers projekt. Og den ånd siver også rundt i regeringens gange i Makedonien. Små tegn – herunder billig benzin, antallet af spillekasinoer i grænseområderne, udlægning af landområder til skattefri industrizoner og som noget nyt et ønske om at oprette skattefrie finanszoner – peger i retning af, at Republikken Makedonien er ved at definere sig som en mini-stat, der kan leve af bankforretninger, guldhandel, hvidvaskning af penge, liberal industriudvikling og skattely. En god blanding af forretninger, som det kendes fra bl.a. Lichtenstein, Andorra, Monte Carlo og Luxemburg. Her vil man i ly af bjergene kunne betjene gamle rige venner fra Serbien, Bulgarien, Tyrkiet og for den sags skyld også fra Grækenland.

Projekt Skopje 2014

Byfornyelsesprojektet Skopje 2014 passer som fod i hose ind i en sådan strategi. Det er et byggeprojekt, der først og fremmest udstråler magt med sine pompøse bygningsværker, og vilje ved at hylde alle dem, der gennem årene har kæmpet for frihed på Balkan, og som derfor – måske lidt tilfældigt – har lagt vejen forbi Skopje. Sådan et miljø er velegnet til at tiltrække pengestærke folk, der gerne hylder Aleksander den store, men næppe tager det så tungt om han er født i Skopje eller Pella. Derimod vil det kun have kitsch-værdi for almindelige turister. Med dets monstrøse karakter lader det næppe nogen uberørt af et besøg i Skopje. Måske kan Skopje 2014 turistmæssigt vise sig at blive til det makedonske Grækenlands fordel. Projektets antik-forherligelse kan bidrage til skabe interesse om den ægte Alexander fortælling, og dermed øge interessen for at besøge de virkelige Alexander-sites i Pella, Vergina og Dion, der i dag har langt sværere ved at tiltrække turister end ex. Athen og Delfi.

Det belgiske syndrom

Men det forudsætter, at projektet overlever. Allerede nu joker oppositionen i Makedonien om, hvor let det bliver at demontere projektet når magten skifter. De kunstige facader på husene er påklistrede og udformet i flamingo-lignende byggematerialer. Bygningerne må nemlig ikke blive for tunge, hvis de fortsat skal være sikret mod jordskælv.

Projekt Skopje 2014 er ikke et projekt, der samler befolkningerne i Makedonien. Politisk er landet delt i de to etniske grupper – makedoner og albanere, og i to politiske grupper, de højre-nationale overfor socialisterne.

Det er sædvane i Makedonien, at regeringen er sammensat at et makedonsk og et albansk parti. Siden 2006 har den højreradikale Nikola Gruevski været premierminister. Den albanske del af befolkningen oplever, at de albanske ministre i regeringen mangler gennemslagskraft. En målestok for denne gennemslagskraft er, hvor mange albanske helte, der lykkes at få opstillet i midtbyen som led i Skopje 2014 projektet. Og her er statistikken ikke god for de albanske ministre. Og helt galt gik det, da en af figurerne på den nybyggede bro over Vardar viste sig at være Zar Stefan Dušan. Han var Serbisk Zar i Skopje i 1300’tallet og bar tilnavnet ”Albanerdræberen”.

Ud over at der er spændinger mellem makedonier og albanere på gadeplan, som beskrevet i vores artikel fra sidste år, og i regeringskontorerne, så mangler den politiske proces i parlamentet legitimitet, idet oppositionen efter sidste valg har nægtet at indtage deres sæder i parlamentet. Begrundelsen er mistanke om valgfusk.

Det betændte politiske klima betyder, at der er problemer med det indre sammenhold i den unge republik. I 2001 kom det ligefrem til væbnet konflikt mellem politi og militær og albanske oprører. Kampene var en protest mod en ny forfatning, der ville forringe albanernes rettigheder i Makedonien. På mange måder kan situationen i Makedonien sammenlignes med den, vi kender fra Belgien, hvor den flamske del af befolkningen har opbygget et ubændigt had til det franske mindretal, som de omtaler som det franske aristokrati. Selv om det belgiske rige har eksisteret i snart 200 år, er spændingen mellem de to befolkningsgrupper ikke blevet mindre, og den politiske situation i Belgien er stadig spændt. Det, der holder Belgien sammen i dag, er i høj grad byen Bruxelles, som ingen af parterne vil give afkald på.

Decentraliseringsmodellen

Hvis Republikken Makedonien skal blive mere end en kort parentes i Balkans historie, så vil sådan en som jeg jo mene, at der er brug for noget befolkningen kan samles om. En fælles fortælling og vision, der måske godt kunne have taget udspring i idéen om et Skopje 2014 projekt, der skulle fortælle landets historie. Men det er muligvis både naivt og ufrugtbart at tænke således. I den albanske del af Makedonien tager man i dag helt klart afstand fra Skopje 2014 projektet. Man tænker, at løsningen på republikkens udfordringer er decentralisering og større lokalt selvstyre. Måske endda en føderalistisk stat, med albanske og makedonske delstater efter belgisk model. I dag er landet opdelt i 80 kommuner, og så er der Skopje by, der også er underopdelt i en række kommuner.

Sigøjner kommunen

En af disse kommuner skiller sig ud. Den hedder Municipality of Shuto Orizari, og den er særlig, fordi det er den eneste kommune i Makedonien, hvor borgmesteren er roma. Lidt som Christiania nyder den en høj grad af indre selvstyre. For os som besøgende virker bydelen ikke anderledes en nogle af de bydele, vi har besøgt i ex. Tyrkiet. Et lidt rodet foretagende, hvor rig og fattig bor side om side, og hvor høns og gæs løber frit rundt i de små haver, der er rundt om husene. Også forretningsgaderne ligner dem, vi har set tyrkiske kvarterer, med små butikker, hvor de handlende sover mellem varerne, når gitrene foran butikkerne bliver rullet ned sidst på aftenen.

Read More...

Ptuj er en europæisk tidslomme

21. februar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Ptuj er en europæisk tidslomme

Ptuj

Det er svært at sige, hvorfor nogle byer rammer en lige i hjertekuglen. Men sådan en by er Sloveniens ældste by Ptuj (udtales pe’töj). Den gamle bydel ligger ved den nordøstlige bred af Drava-floden og her ligger den næsten umærket af de krige og  den hærgen, der gang på gang har raseret Centraleuropa og Balkan i det 2. Årtusinde.

Højt over byen ligger en borg, der er bygget i første halvdel af 11’tallet og mange af byens største bygningsværker stammer fra 1200’tallet. Men byens historie går længere tilbage. I romertiden hed den Poetovio og var en del af provinsen Noricum. Der er i byen rester af tre templer fra en romersk Mitra-kult.

Slottet, eller borgen, er indrettet som museum. Her er der især to samlinger, der er vækker vores interesse.

Den ene er flere samling af malerier fra 1700’tallet. Der er en række malerier af navngivne personer i Istanbul fra Osmanner tiden, og der er en række malerier, der skal illustrere mennesker fra hele verden, bl.a. negerkonger, indianerhøvdinge og kinesere. De er malet på det tidspunkt, hvor europæerne stadig havde respekt for andre folkeslag og de udstråler begejstring ved verdens mangfoldighed.

Den anden er en samling af karnevalsdragter og den er særlig, for den afspejler en folketro, der har overlevet i landsbyerne omkring Ptuj siden romertiden. Kybele og Pan er nogen af de guder, der har overlevet, men derudover også skovvæsener, som ex. Koranten. Korantens opgave var bl.a. at jage vinteren væk, så han optræder som en nøglefigur i karnevallet, der finder sted i forbindelse med fasten.

Den gamle bydel i Ptuj er på mange måder som en tidslomme. Her er Europas historie i det første og det andet årtusinde samlet i en nøddeskal: Romerne, Hunnerne, de slaviske folkevandringer, tidlig kristendom, ærkebiskopper og fyrster, jødeforfølgelser i kejsertiden, osmannernes indtrængen, Napoleonskrigene, første verdenskrig, Jugoslaviens dannelse, anden verdenskrig, kommunisttiden i Jugoslavien og Balkankrigene.

I 1990 blev Slovenien for første gang en selvstændig republik og det er blev medlem af EU samtidigt med en række af de øvrige tidligere kommunistiske lande.

Det hotel vi boede på repræsenterede i sig selv Ptuj’s historie. Det hedder Room and apartment Silak, og værelser og lejlighed var indrettet i flere længer omkring en åben gård, og det bageste hus er i flere etager. Huset er mellem 500 – 800 år gammelt, hvornår huset er bygget i sin nuværende form er svært at fastslå.

Huset havde tilhørt hotelværtens bedstemor, og han var selv født der. Men under den kommunistiske periodevar huset blevet nationaliseret. Bedstemoderen var blevet boende i baghuset. Han selv og hans mor var flyttet ud, da en del af huset skulle genopbygges, fordi en bombe under krigen havde ramt nabohuset. Efter genopbygningen var mange hjemløse blevet genhuset i lejligheder i bygningen. Hans bedstemor var rasende, fordi de efter hendes mening ødelagde ejendommen. Hun levede og kæmpede for at få huset tilbage. Det lykkedes, da den nye regering var kommet til efter Jugoslaviens opløsning. Men der gik ikke mere end et par måneder, fra hun havde fået skødet på huset til hun døde.

Vores hotelvært fik nu mod på at gå i gang med at sætte huset i stand. Han fik købt sine fætre og kusiner ud. Han og hans kone har så brugt de sidste 20 år på istandsættelse. Spisesalen kunne han stort set nøjes med at skovle skidt ud fra, rengøre og male, hvælvinger og murværk var intakt, men i andre dele af bygningerne har der skulle lægges mange kræfter. Men et dejligt sted er det blevet, et sted man har lyst til at vende tilbage til.

Read More...

De første kristne videreførte antikkens gravskikke

11. februar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til De første kristne videreførte antikkens gravskikke

Thessaloniki

Fra Argos på Peloponnes er vi kørt nordpå, og vi er i Thessaloniki, der er hovedbyen i den græske provins Makedonien. Vi havde en forventning om, at vi her kunne blive lidt klogere på Makedonernes historie og især på bronzealderens makedonier og deres relationer til thrakierne og frygierne. Men den del af Makedoniernes historie er sært fraværende på det arkæologiske museum i Thessalien. Det er som om historieskrivningen her kun har et formål: at dokumentere at makedonierne er et græsk folk. Fund der kunne pege i andre retninger, er i alt fald ikke udstillet på Det Arkæologiske Museum og heller ikke omtalt i museets i øvrigt udmærkede guide til Makedonien og Thessalonikis historie.

Tidlig kristendom

Men så er der jo heldigvis så meget andet, der kan pirre ens nysgerrighed. Som ex. vis overgangen fra dyrkelsen af græske (og egyptiske) guder til kristendom i 300’tallet.
Lige ved siden af vores hotel ligger en bygning, der bliver kaldt Rotunden. Den er bygget i 306, som tempel for Zeus – siges der, men i hele sin konstruktion minder den mest om Pantheon i Rom, en cirkelformet bygning med nicher, der giver mulighed for at mange guder kan tilbedes i det samme rum.

Men allerede i 330 bliver den ombygget til kirke, og den står i dag som museum over en af den tidlige kristendoms første kirker. Vi undrer os over loftudsmykningen, her er et absolut fravær af traditionel kristen symbolik. Men en engelsk professor, der også gæster kirken forklarer os, at i den tidlige kristendom, havde man endnu ikke udviklet sin egen ikonografi, og derfor anvendte man stadig antikkens symbolsprog.

Den historie får vi genfortalt, da vi besøger byens byzantinske museum. Men det er ikke kun antikkens symbolsprog, de kristne viderefører. Det er også deres gravskikke.

Her kan vi nemlig læse, at bortset fra kremering, accepterede de kristne en lang række af antikkens gravskikke, så som:

• Man kunne begrave de døde med deres smykker og med deres personlige ejendele
• De døde måtte medbringe mønter, så de kunne betale for rejsen til den næste verden
• Man kunne opbevare krukker og andre gentande i graven, når det var en del af begravelsesritualet
• Man kunne ofre brød og kød
• Man kunne ofre vin til den døde, evt. gennem et armatur i loftet på graven
• Man kunne dele måltider med den døde på mærke- og vågedage. Oven på graven kunne indrettes er særligt aflukke med en lav mur, hvor sådanne begivenheder kunne finde sted

Indtil omkring år 700 benyttede man også de samme begravelsespladser, som var blevet benyttet i antikken. Først derefter begyndte man at anlægge kirkegårde omkring kirkerne.

 

 

 

 

 

Read More...