Posted in: Ude

Dalmatinerne ved Adriaterhavets østkyst

Fortællingerne om krigen i 1990’erne fylder mere end sporene efter krigen, når man kører gennem ferielandet langs Kroatiens Dalmatinerkyst. Og godt for det. Mange gode kræfter har gjort, at huse er genopbygget og turistindustrien igen kører i højeste gear.

Når man dykker længere ned i historien, bliver det klart, at Adriaterhavets østkyst har en historie, der adskiller sig markant fra resten af Balkan. Og det skyldes ikke mindst, at Dalmatinerkysten har levet under Venedigs- og Markusløvens beskyttende vinger, indtil Habsburgerne fik indlemmet Dalmatinerne under sine måske knapt så beskyttende ørnevinger efter Napoleonskrigene. Og det er måske en vigtig årsag til, at konstruktionen Jugoslavien ikke kunne overleve Titos død. Modsætninger mellem de 6 jugoslaviske republikker var simpelt hen for store, og selv om sproget i nogen grad var fælles, så manglede der en fortælling og en politisk kultur, der kunne kitte det hele sammen.

På vejen ned har vi gjort holdt i 3 byer, der er meget forskellige – men de har det til fælles, at de er gamle illyriske byer, der med årene er blevet stærke, befæstede bystater: Zadar, Split og Dubrovnik.

Zadar slikker sårene

Ved indgangen til den gamle by i Zader er opsat en meget særlig mindeplade. På pladen er der en plan over byen med denne tekst på engelsk:

Historical nucleus plan of the city with marked damage made by the Serbian, Montonegrin and Yogoslav army aggression of Zedar assisted by the rebellous Serbian population in Croatia, in Zinder from 1991 to 1995.

Mindepladen er et stærkt vidnesbyrd om krigen, der opløste Yugoslavien og berigede Balkan med 7 nye selvstændige nationer ( Kosova medregnet). Den giver os mindelser om Vukovar, som vi kørte igennem i 2015.

Zadar gamle bydel er gammel. En af de ældste bygninger, der stadig er i brug er en Byzantinsk kirke fra 800’tallet, der er bygget oven på byens Forum Romanum. Det kan dateres tilbage til år 100 f.v.t. Før romerne ankom var det en illyrisk koloni. Da det vestromerske rige brød sammen, blev det en del af Det østromerske Rige (Byzans), indtil Venedig i 1200’tallet jævnede den med jorden. De næste ca. 200 år var den kastebold mellem Ungarn-Kroatien og Venedig, indtil 1409, hvor den endegyldigt blev lang ind under Venedig. De varede frem til 1797, hvor begge bystater blev en del af det Habsburgske rige. 1921 til 1945 var Zadar italiensk, og først efter anden verdenskrig blev den en del af den Kroatiske provins i det kommunistiske Jugoslavien.

Kejserbyen Split

Da jeg var 10 år gammel, da jeg var i Split med mine forældre. Jeg husker det gamle palads fra dengang som et stort gedemarked med salg af tæpper, vandpiber, træskærerarbejder og tyrkiske kaffestel. Varer blev transporteret rundt med æsler. Min mor og jeg blev sat i pant hos en tæppehandler, mens min far drog afsted til bilen med det udvalgte tæppe for at hente penge, så han kunne indløse os igen.

I dag er der ingen tuskhandel ved det gamle palads. Cafeer, barer, butikker og restauranter er stilfuldt indrettet i de game paladsbygninger.

Paladsbygningen blev opført af den romerske kejser Diocletian i perioden fra 297-305 som aftægtsbolig. Man ved ikke, hvorfor han valgte at trække sig tilbage som kejser i 305, men måske havde han bare lyst til at nyde en stille og rolige pensionisttilværelse oven på et begivenhedsrigt liv. Paladset blev bygget nogle få kilometer fra datidens Salona, der var Romernes hovedstad i Dalmatinerprovinsen og Diocletians fødeby. Og han fik faktisk 10-12 rolige år i de smukke arkitektoniske underværker, der lå med fødderne i det azurblå Adriaterhav.

Splits videre historie minder om Zadars. Men vi kan tilføje en sjov detalje, der kobler vores besøg i Venedig med besøget i Split.

På kirken Santa Maria del Giglio i Venedig var der en række relieffer af byer, og et af dem bar indskriften Spalato. Vi diskuterede hvilken by det mon var, og via nettet fandt vi frem til, at det var Split, hvilket gav god mening, da Split i en lang periode hørte under Venedig. Men når det kom til at tidsfæste reliefferne på Santa Maria del Giglio kirken, var vi på herrens mark.

  

Relief på kirke i Venedig og prospekt fra 1782 i Split

Men det løste sig, da vi kom til Split. Her var der på bymuseet en række prospekter, der viste byens udvikling. De viste, at den kraftige befæstningen af Split var sket mellem 1600 og 1782, mens Split var en del af Venedig. Det er nogenlunde samtidigt med, at Dubrovnik var blevet ombygget til en stor fæstning. Så byreliefferne på Santa Maria del Giglio kirken kan i alt fald først være blevet sat op i 1600’tallet.

Dubrovnik forklædt som Nottingham

Dubrovnik er den, af de tre byer, der blev hårdest ramt under borgenkrigen. Men byen har rejst sig igen efter kampen. I dag er den turistmagnet nr. et langs Dalmatinerkysten og Kroatiens sydligste by af betydning. Byen var frem til 1815  en uafhængig bystat. I 1600’tallet blev den stærkt befæstet, og den er en af Europas bedst bevarede middelalderbyer, berømt for sin 2 km lange bymur.

 

Bymur og kanoner hjalp ikke Dubrovnikkerne, da de blev omringet og angrebet af Serbere og Montenegrinere i 1991.

I dag er den til gengæld et yndet sted for optagelse af film i middelalderlige rammer. Vi møder således en by, der lige nu er ramme for optagelserne til en ny Robin Hood film.