De første kristne videreførte antikkens gravskikke

11. februar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til De første kristne videreførte antikkens gravskikke

Thessaloniki

Fra Argos på Peloponnes er vi kørt nordpå, og vi er i Thessaloniki, der er hovedbyen i den græske provins Makedonien. Vi havde en forventning om, at vi her kunne blive lidt klogere på Makedonernes historie og især på bronzealderens makedonier og deres relationer til thrakierne og frygierne. Men den del af Makedoniernes historie er sært fraværende på det arkæologiske museum i Thessalien. Det er som om historieskrivningen her kun har et formål: at dokumentere at makedonierne er et græsk folk. Fund der kunne pege i andre retninger, er i alt fald ikke udstillet på Det Arkæologiske Museum og heller ikke omtalt i museets i øvrigt udmærkede guide til Makedonien og Thessalonikis historie.

Tidlig kristendom

Men så er der jo heldigvis så meget andet, der kan pirre ens nysgerrighed. Som ex. vis overgangen fra dyrkelsen af græske (og egyptiske) guder til kristendom i 300’tallet.
Lige ved siden af vores hotel ligger en bygning, der bliver kaldt Rotunden. Den er bygget i 306, som tempel for Zeus – siges der, men i hele sin konstruktion minder den mest om Pantheon i Rom, en cirkelformet bygning med nicher, der giver mulighed for at mange guder kan tilbedes i det samme rum.

Men allerede i 330 bliver den ombygget til kirke, og den står i dag som museum over en af den tidlige kristendoms første kirker. Vi undrer os over loftudsmykningen, her er et absolut fravær af traditionel kristen symbolik. Men en engelsk professor, der også gæster kirken forklarer os, at i den tidlige kristendom, havde man endnu ikke udviklet sin egen ikonografi, og derfor anvendte man stadig antikkens symbolsprog.

Den historie får vi genfortalt, da vi besøger byens byzantinske museum. Men det er ikke kun antikkens symbolsprog, de kristne viderefører. Det er også deres gravskikke.

Her kan vi nemlig læse, at bortset fra kremering, accepterede de kristne en lang række af antikkens gravskikke, så som:

• Man kunne begrave de døde med deres smykker og med deres personlige ejendele
• De døde måtte medbringe mønter, så de kunne betale for rejsen til den næste verden
• Man kunne opbevare krukker og andre gentande i graven, når det var en del af begravelsesritualet
• Man kunne ofre brød og kød
• Man kunne ofre vin til den døde, evt. gennem et armatur i loftet på graven
• Man kunne dele måltider med den døde på mærke- og vågedage. Oven på graven kunne indrettes er særligt aflukke med en lav mur, hvor sådanne begivenheder kunne finde sted

Indtil omkring år 700 benyttede man også de samme begravelsespladser, som var blevet benyttet i antikken. Først derefter begyndte man at anlægge kirkegårde omkring kirkerne.

 

 

 

 

 

Read More...

Rigmand brugte formue på at udsmykke kirke

11. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Rigmand brugte formue på at udsmykke kirke

Kariye Camii Müzesi – Chora kirken

Chora kirken i Istanbul er et ret enestående eksempel på sen-byzantinsk kirkekunst, det siger alle, der har forstand på sådan noget. Som almindelig besøgende er det dog ret krævende, at trække historien ud af billederne, der sidder højt oppe under kirkehvælvingerne, og mange af dem er ret ufuldstændige. Og sådan er det jo med det meste, historierne træder først frem, når man får dem fortalt eller hvis man selv gør den indsats, det kræver at få dem vævet sammen med det, man i forvejen ved.

I går var vi fire, der kunne dele viden, og som støtte havde vi en rigtig artikel af Elof Westergaard i Sfinx[1].

Den historiske ramme

Chora kirken, som den står i dag, er bygget som klosterkirke omkring år 1000, men den blev udbygget og dekorereret i 1300 tallet. Vi taler om et tidspunkt i historien, hvor det østromerske kejserrige er presset fra alle sider. Mens korsridderne indtog Konstantinopel i perioden 1204 – 1261 havde den Østromerske kejser været i eksil i Nikæa (det nuværende Iznik) – ikke langt fra Bursa, mens ”latinerne” – støttet af Venedig kontrollerede Konstantinopel og det østromerske rige. I 1261 vendte kejseren Michael den 8. (1261-1282) tilbage til magten i Konstantinopel, men han kom til en by, der var udplyndret af korsridderne. Byens rigdomme var spredt til alle de af Europas storbyer, der havde haft en aktie i korstoget. Michael den 8. Blev efterfulgt af Andronikos den 2. (1282-1328). Andronikos den 2. gjorde hvad han kunne for at genopbygge byen, men som beskrevet under fortællingen om Hagia Sophia, så var midlerne små og opgaven kolossal.

Theodor Metochites som bygherre

Det var Andronikos den 2. storlogothet Theodor Metochites (1270 – 1332), der for egne midler finansierede dekorationen af Chorakirken. Som storlogother havde han ansvaret for riget skatkammer og bygninger. Det er i hans rolle som storlogother, at han er afbilledet som manden, der overrækker kirken til Jesus på mosaikken over indgangen til kirken.

Kirken er dekoreret i årene mellem 1315 – 21, i en periode, hvor kejserriget også er presset af Sultan Osman (1288-1326), grundlæggeren af Osmannerriget. I 1326 erobrer og etablerer han sig med hovedstad i Bursa, kun få hundrede km fra Konstantinopel. En konsekvens af denne erobring er, at både kejser og storlogoth bliver afsat ved et kup, gennemført af kejserens søn i 1328. Theodor Metochites blev frataget al sig rigdom og eksileret, men efter to år fik han lov at vende tilbage til Konstantinopel, og han levede de sidste to år sit liv som munk i Chora-klosteret.

Kunsten og kunstneren

Man ved ikke hvem kunstneren – eller kunstnerne i Chorakirken er. Men perioden er kendt som Den palaiologiske Renæssance. En periode, hvor man forsøger gennem kunstneriske virkemidler at genskabe den østromerske kirkes storhed.

Det særlige ved den østromerske ikonografi er, at ikoner ikke skal illustrere bibelen. Billeduniversets formål er at repræsenterer de himmelske personers liv på jorden og at drage beskueren ind i det himmelske univers. Chorakirken billedunivers adresserer Marias og Jesus liv på jorden og i himlen. Således er det ene narthex helliget Marias livshistorie og det andet Jesus liv og gerninger. Parekklesionet repræsenterer opstandelsen og dommens dag.
Den ene af kuplerne afbilleder Maria og Jesus stamtavle og præsenterer de øvrige figurer, vi møder i den tegneserie, der udspiller sig i de tre rum. Således er man klar til at blive suget ind i kirkens billedunivers.

Helt særlig for os er det at se den billedlige gengivelse af Maria’s liv, som vi ikke kender fra biblen. Ifølge Elof Westergaard baserer fortælling sig overvejende på Jakobs evangelium og Det uægte Matthæus-evangelium.

Jesus og Marias liv

 

Første billede viser Marias første skridt og andet billede viser en scene, hvor Marias forældre aflever hende som ung pige til templet. Templet arrangerer efterfølgende hendes ægteskab med Joseph.

Scenen viser folketællingen i Betlehem. Tv. sidder Herodes og th. i billedet ses Maria og Joseph.

Scenen tv. viser Herodes, der efter besøg af vismændene giver ordre til, at alle spædbørn skal dræbes. Th. ses romerske soldater, der er i gang med at udføre ordren. Derefter følger et billede af de lidende kvinder.

 

[1] Sfinx, 36. Årgang nr. 2, 2013, fra Adam til dommedag.

Read More...

Den hellige visdoms kirke har krævet mange ofre

6. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Den hellige visdoms kirke har krævet mange ofre

Min tak og taknemmelighed til min Herre for at tildele mig midlerne til at oprette sådan et glorværdig sted for tilbedelse af herren [1].

Hagia Sophia I

Således lød ordene, da Kejser Justinian den 1. Den Store (527-565) i 537 indviede den tredje – men ny opførte -Hagia Sophia (hellig visdom) Kirke i Konstantinopel. Den tredje, fordi Hagia Sophia havde haft to forgængere. Den første blev bygget af Konstantin den Store og indviet i 360 e.v.t. Byggematerialerne til kirken (såvel som til byen) var overvejende genbrug af søjler, statuer og marmor, blev hentet overalt fra i det store Emperium. Mange af materialerne kom fra tidligere græske og ægyptiske pragtværker. Men Hagia Sophia I blev delvist brændt ned i 404. Årsagen var en folkelig opstand i protest over, at patriarken Hagia Johannes Chrystostomos blev landsforvist, da han forsøgte at forhindre opstillingen af en sølvbelagt statue af kejserinde Eudoxia lige uden for kirken.

Hagia Sophia II

Kirken blev herefter genopbygget af Kejser Theodosius den 2. (408 – 450) og genindviet i 415. Den overlevede 117 år, så brød en ny opstand løs, denne gang i Kejser Justinian den 1. den Store’s 5. regeringsår. Gennem tiderne havde der været to konkurrerende ”support-klubber” på vædeløbsbanen – de blå og de grønne. Men tiden havde de udviklet sig til mere religiøst/ politisk orienterede bevægelser – de blå repræsenterede Ortodoksien og de store jordbesiddere og de grønne repræsenterede Monofysitismen, handelsfolk og håndværkere.

På den måde var der skabt en reel modsætning i samfundet. Som jeg husker historien, var det Justinians forsøg på at svække de grønne, der fik de to grupper til at rotte sig sammen i et oprør mod den endnu unge og uprøvede kejser. Under oprøret blev Hagia Sophia II brændt ned til grunden. Kejseren var parat til at drage i eksil, men hans dronning, Kejserinde Theodora fik generalerne til at undertrykke oprøret. Ro og orden blev genoprettet ved at halshugge 10.000 oprører.

Hagia Sophia III

Som et sonoffer oven på denne begivenhed hidkaldte Kejser Justinian den 1. den Store imperiets dygtigste arkitekter og bad dem om, ikke bare at genopbygge kirken, men om at skabe et arkitektonisk mesterværk. Og endnu engang måtte de gamle græske og ægyptiske mesterværker levere materialerne. Bl.a. blev der hentet søjler fra Artemis templet i Efesos og marmor i forskellig farver og mønstre fra Ægypten og Thessalien.

Den nye kirke blev indviet 5 år senere. Ved indvielsesceremonien blev der ofret[2] 100 okser, 6000 får, 600 hjorte, 1000 svin, 10.000 høns og 10.000 haner. Kejser Justinian ankom til ceremonien hånd i hånd med Patriarken. Det var i den forbindelse de smukke ord faldt.

Op og nedture gennem i de næste 1000 år

Gennem de næste 1000 år levede kirken et omtumlet liv. Den oprindelige kuppel styrtede ned omkring 40 år efter indvielsen, men blev dog hurtigt genopbygget i en ny, højere og lettere konstruktion. I årene 726 – 842, under den såkaldte Ikonoklasme – periode (billedforbud), blev mange af de oprindelige mosaikker ødelagt, en ildebrand hærgede den i 859, jordskælv i 869 og 989. Efter disse ødelæggelser blev kirken genopbygget og genåbnet i 994. I 1204 blev kirken raseret af de latinske korsriddere, og rigdomme og relikvier blev bragt til forskellige europæiske kirker. Da byzantinerne igen overtager ansvaret for kirken, forsøger de at genopbygge den, men på det tidspunkt er økonomien så svag, at det kniber med at genskabe dens storhed. Nye jordskælv kommer til. Da Osmannerne erobrer byen i 1453 er kirken næsten en ruin.

Sultan Mehmet den 2. genopbygger Hagia Sophia som Moske. I dag har kirken status som museum. Den fremstår noget rodet som blanding af kirke og moske og på den måde er den tro mod sin historie. Igangværende restaureringsprojekter med store stilladser opstillet inden i bygningen, er med til at understrege det overordnede indtryk af en rodet affære.

Justinian den 1. og mosaikker

Hvor der ikke er mange mosaikker tilbage fra Justinians den 1. den Stores tid i Hagia Sophia, så har arkæologerne fundet et helt enestående mosaikgulv fra det gamle kejserpalads, som nu er dateret til at stamme fra hans periode som kejser. Gulvet er helt enestående i sin billedrigdom. Her er billeder af mange børn i hverdagssituationer, jagtscener, illustrationer fra fabler og illustrationer af mytologiske væsener. Når man går rundt i museet, der er bygget henover den oprindelige placering, kan man levende forestille sig, hvordan kejserens sønner og officerernes børn er blevet undervist i livet i imperiet, mytologi og gode dyder ved hjælp af disse anskuelses-tableauer af høj kunstnerisk værdi. Oprindeligt har der været 1872 kvm. gulv. I dag er 250 kvm. bevaret for offentligheden.[3]

 

[1] Ifølge Lihan Aksit, Hagia Sophia, Aksit Kültûr ve Turizm Yayincilik, 2010, English

[2] ibid, p. 17 f

[3] Sfinx, nr. 2, 2013. Artikel af Birte Poulsen.

Read More...

Protestanter snød de polske myndigheder

19. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Protestanter snød de polske myndigheder

Turen fra Berlin til Krakow bød på slettelandskab, et kirkebesøg og sluttede med middag i Kraków på en restaurant, som Valdemar Atterdag efter sigende indviede for 650 år siden på torvet i Kraków.

Krig og fred på polsk

Fra Berlin kører vi ind i Polen ved kort efter byen Cottbus og humbler os gennem 85 km dårlig asfalteret motorvej. Vi er næsten ved at opgive ævred og se os om efter en alternativ landevej, da kortet lover bedre vej forude. Og ganske rigtigt, fra den polske by Boleslawiec til Krakow er vejen af høj standard, men desværre ikke gratis at køre på. Når man studerer polsk historie er det svært at tro, at det er tilfældigt, at det netop er vejen fra den tyske grænse til den første Polske by af betydning, der er dårlig. Fra 1772 – 1945 har Preusserne på den ene side og Russerne på den anden side haft et godt øje til Polen. I 1795 – efter tre krige – havde Preuserne, Østrigerne og Russerne delt Polen mellem sig, og det 800 år gamle rige var slettet af landkortet. Det genopstod som en del af fredsslutningen efter 1. Verdenskrig, men – som de fleste ved – blev det startskuddet til 2. Verdenskrig, at Tyskland besatte Polen 1. September 1939 og at Rusland besatte den østlige del. Efter 2. Verdenskrig fik Polen nye grænser. Den østlige del forblev Russisk, til gengæld fik Polen, som tidligere fortalt, en god bid af det tidligere Preussen. Polakkere i stor tal blev flyttet fra det øst, der nu var en del af USSR til de nye polske besiddelser i vest.

De protestantiske bindingsværkskirker

Men den historie, der nu skal fortælles udspillede sig ca. 125 år før Polens gradvise opløsning i 1780’erne. I perioden efter 30 års krigen – og Den Westfalske fred – nød protestanterne i Polen en vis religionsfrihed. Men det var nok ikke planen, at protestantismen for alvor skulle rodfæstne sig. I alt fald blev der sat den begrænsning på protestantisk kirkebyggeri, at det skulle være midlertidigt. Derfor måtte man kun anvende træ, ler, sand og strå som byggematerialer.

I byerne Jawor og Swidnica findes der derfor to enestående kirker, bygget i bindingsværk. De bærer begge navnet Fredens Kirke . De er projekteret af samme mand, A. Von Säbisch og de er bygget af byernes protestantiske menigheder, som stadig ejer og driver dem. Kirkerne er eksempler på helt enestående bindingsværksarkitektur. De er bygget med fire indvendige gallerier, så de hver især kan rumme flere tusinde kirkegængere.

Vi lægger vejen omkring kirken i Jawor, der ligger tættest på vores rute, men som efter sigende skal være den enkleste dekorerede af de to kirker. Men vi en kendelig imponeret over, hvad vi ser.

Kraków

Vi slutter dagen af i Kraków, hvor vi igen mærker historiens vingesus. Vi spiser middag på en restaurant, hvor Valdemar Atterdag holdt hof sammen med den polske kong Kasimir den 3. af Polen og 4 andre monarker i 1364.

Hvorfor er Valdemar Atterdag i Krakow

Anledninger er brylluppet mellem kejser Karl den 4. og den polske konges barnebarn, fordi Kasimir den 3. ikke har nogen direkte arvinger. Brylluppet er en 20 dages fest i Kraków.

Den helt kort fortælling er nok at Valdemar Atterdag havde stort behov for at få Kejser Karl IV’s støtte over for Hasestæderne og flere nordtyske fyrster.

Valdemar kender Kejser Karl fra ungdomsårene og Karl ender med at bakke Valdemar op i så høj grad, at han inviterer ham til Pragh og han lader udfærdige flere breve til Valdemars fjender, der i høj grad medvirker til at Valdemar kommer ud af en række konflikter, som den vindende part. Det er storpolitik, for Karl arbejder også på gennem sit giftemål og andre strategiske skridt at kunne overtage  hertug/kongetitlen over Polen og dermed befæste sit store rige.

 

Read More...