Etruskerfortællinger 2

25. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Etruskerfortællinger 2

Vores interesse for etruskerne går tilbage til starten af 1980’erne, hvor der var store etruskerudstillinger i Brede og Malmø. Vi var især optaget af deres jernudvinding, fordi der var paralleller til det, vi havde set i Tanzania. Dengang var tesen, at mangel på træ var en af årsagerne til etruskerkulturens forfald.

På de museer og udstillinger vi har besøgt nu i Italien, har dette tema slet ikke været berørt. Derimod har det – helt i tidens ånd- handlet meget om identitet.

Hvor kom etruskerne fra, hvilken kulturarv har de efterladt, hvilken rolle spillede de i forhold til grækerne og romerne og hvor forsvandt de hen?
Det jeg skriver nu baserer sig på de forskellige iagttagelser vi har gjort på vores rejser, hvor vi rundt om Middelhavet, i Lilleasien og i Persien (Iran) har studeret den tidlige jernalder:

Bronzealderen
Bronzealderens højkulturer og ”stormagter” var Egypterne, Babylonerne og Hittitterne. Herfra har vi masser af skriftlige kilder, segl, regnskabssystemer og lange episke tekster – overvejende af religiøs karakter. Vi har tre skriftsystemer: Egyptiske hieroglyffer, Babylonsk kileskrift og Hittittiske hieroglyffer. Vi har tekster, der er affattet på alle tre sprog på samme stele, skriftrulle eller plakette, og det har derfor været muligt at afkode alle tre sprog og dermed læse teksterne. Vi har bevaret brevveksling mellem Faraoer og Hittitterkonger. Brevene er skrevet på lertavler, der senere er brændt, og derfor bevaret for eftertiden. Tiden har været præget af udbredt samhandel, viden-udveksling og naturligvis stormagtskrige. Derfor stammer verdens første fredsaftaler og menneskerettighedserklæringer fra denne periode.

Der er også mange mindre kulturfolk i denne periode, der deltager i det globale handelskredsløb. Det er typisk kulturer, der ikke udvikler eget skriftsprog, og som vi derfor kun kender fra andres omtale af dem.  

Et par af den kan man kalde up-comming kulturer, fordi de efterfølgende kommer til at spille en større rolle og udvikler egne skriftsprog. Det er Mykenerne (grækerne), assyrerne og fønikierne.

Nævnes må også det største europæiske folk på denne tid thrakerne. Thrakerne udviklede aldrig deres eget skriftssprog.

Bronzealderens sammenbrud
Homer’s fortællinger i Iliaden og Odysséen er på mange måder dommedagsfortællinger, der handler om bronzealderens sammenbrud. Krige mellem rivaliserende konger og gudernes vrede indvarsler de store kulturers undergang. Tilsæt hertil et ukendt havfolk, der gør sejllads på Middelhavet til en usikker affære. Sørøveri kom simpelt hen på mode, og alle med sejlførende fartøjer har sikkert taget deres del af kagen. Men interessant er det, at især assyriske kilder taler om folk fra Sortehavet – Kimmerere, et nomadefolk fra de pontiske stepper ved Sortehavet.

”Kimmererne omtales i assyriske kilder og hos den græske historieskriver Herodot; i 696-695 f.Kr. De angreb Lilleasien og ødelagde det frygiske rige. Senere angreb de Lydien, hvis konge, Gyges, forsøgte at få en alliance mod dem i stand med Assyriens konge Assurbanipal. Ca. 600 f.Kr. lykkedes det den lydiske konge Alyattes (ca. 610-560 f.Kr.) at drive kimmerierne bort fra Lilleasien.^[i](Den store danske, Gyldendal).” Andre kilder taler om Skytere eller Russere. 

I græsk historieskrivning kalder man perioden fra Mykenekulturens fald til arkarisk tid – det vil sige fra krigen i Troya omkring 1200 f.v.t og frem til årene omkring 700 f.v.t. for den mørke periode. Det vil sige en periode, der ikke er beskrevet i de græske historiske kilder. 

Arkarisk tid begynder der, hvor grækerne genopfinder sig selv med bl.a. Homers fortællinger om en fjern fortid og hvor andre græske forfattere som Herodot fortæller om nutiden. 

Jernalderen
Alt dette er skrevet for ligesom at introducere til den tid, hvor Etruskerne træder ind på den verdenshistoriske scene. Jeg tænker ikke, det er forkert at kalde sidste årtusind før vores tidsregning for metallernes årtusind. 

Metaller var ikke ukendte i bronzealderen. Guld, sølv og bronze var velkendte materialer, og der blev arbejdet systematisk med metallurgiske legeringer. Der blev eksperimenteret med det nye materiale jern igennem hele det andet årtusinde, men først da man fandt ud af at hærde jern til stål fik det for alvor betydning. 

Dog ikke sådan at jern udkonkurrerede bronzen – end sige guld eller sølv. Tvært i mod. Alle former for minedrift blomstrede. Det sidste årtusind før vores tidsregning var også mønternes årtusind. Der skulle bruges guld og sølv i massevis, både til at berolige og bestikke guderne, begave kongerne og ikke mindst til at skaffe lejesoldater. 

Her kommer Lydien igen ind i billedet. I Lydien flød guldet i floderne, det var bare at fiske det op og smelte det om til værdifulde genstande og ikke mindst til verdens første mønter.

Etruskerne og Lyderne
Lad os lige antage, at man kan trække en parallel mellem metallerne og computernes udbredelse. Da computeren kom frem i 1980’erne gik alle intellektuelle kræfter de næste 25 år med at finde ud af, hvordan den bedst kunne bruges til at forandre verden. Og så eksploderede digitalisering stort set på samme tid verden over. 
Omkring år 1200 f.v.t går der overalt i Middelhavet rygter om et nye metal, der findes i bjergene, der får helt særlige egenskaber når det udvindes og hærdes ved meget høj varme. Alt hvad man behøver er en åre med en rød bjergart og masser af træ, der kan brændes til trækul og en masse øvelse. I tilgift kan man være heldig at finde både guld, sølv, tin og kobber. Det er vel ikke svært at tænke sig en ”jernfeber”, der får sendt alle folk med evner inden for minedrift og udsmeltning på vandring ind i Europa og Lilleasiens mange uudforskede bjergkæder for at finde metalårer. Det rygtes også, at de dygtigste smede finder man i området mellem Sortehavet og det Kaspiske hav, så det er klogt at lægge vejen deromkring.

På det europæiske fastland er det især kelterne og etruskerne, der lærer at beherske kunsten at udvinde det nye metal. Kelterne kom nordfra og etruskerne kom sydfra, de mødes i de centraleuropæiske alper og derfra vandrer grupper af etruskerne mod den italienske halvø og grupper af keltere (gallerne) mod de franske alper. Andre bliver i de bulgarske bjerge og smeder våben til Thrakerne, atter andre slår sig ned i Østrig og overtager senere rollen som storleverandører til den romerske hær, på det tidspunkt, hvor træ bliver en alvorlig mangelvarer hos etruskerne. 

Da etruskerne slår sig ned i Umbrien og Toscana blander de sig med den lokale indfødte befolkning. 

Denne hypotese vil i alt fald kunne forklare de sproglige og genetiske mysterier, der knytter sig til etruskerne. Men det kan også forklare de mange fællestræk, vi kan se mellem den thrakiske og den etruskiske kultur. På mange punkter er der tale om en meget parallel udviklingshistorie, her tænker vi især på keramikken, gravgaverne og de smukt dekorerede gravkamre.

---

^[i] Den store Danske, Gyldendal (nettet)

Read More...

Om turen gennem Italien

24. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Om turen gennem Italien

Vi startede hjemmefra den 12. marts, så vi har nu været på farten i 10 dage. Vi er nået til Brindisi på Italiens hæl, og vi har købt billet, så vi nu krydser Adriaterhavet og lander i Igoumenitsa på Grækenlands vestkyst.

Det har været en lang, men også meget smuk tur ned gennem Italien. Lidt kølig. Vi kunne godt tænke os, at der blev skruet lidt op for varmen, men det gode vejr har jo øjensynligt lejret sig i Danmark. Tillykke med det. 

Vi gjorde ophold tre nætter hos en lille familie tæt ved den gamle etrusker by Chiusi. Vi har allerede fortalt lidt om Chiusi, der ligger meget smukt på grænsen mellem Umbrien og Toscana.

En spændende og overskuelig by, hvor man har gjort meget for at formidle byens historie også på engelsk.

Den lille familie vi boede ved var en alenemor med 2 børn på 8 og 6 år, hvor det yngste barn, en pige ved navn Ariane, var handicappet og meget kontaktsøgende. Enrico, hendes storebror, var 8 år og meget nysgerrig på verden. Det var en kompliceret livshistorie med mange eksotiske elementer: En far der opgav sit advokatjob for at blive kunstner, en mor der ville skilles for at blive lærer i Eritrea og et stormombrust ægteskab på Sardinien med en ældre mand, der er far til de to børn, men nu skrevet helt ud af familiehistorien. Livet var helt bestemt ikke let i den lille familie.

Fra Chusi fulgte vi etruskernes rute ned gennem Italien. Vi kørte gennem Orvieto, Tuscania til Tarquina, hvor vi overnattede. Tarquina er bestemt også en meget smuk by. Den ligger nord for Rom ved Tiberen med udsigt til Det Tyrrenske Hav. Den del af Middelhavet er opkaldt efter etruskerne. Det er ved Tarquina, man har fundet den største etruskiske dødeby med mange flot dekorerede grave. Der vil komme mere om det i en andet opslag – Etruskerfortællinger 2.

Fra Tarquina kørte vi uden om Rom og forbi Vesuv ved Napoli, hvorefter vi krydsede ind over landet og havde en overnatning i bjergbyen Potenza. Derfra kørte vi til Brindisi og nu er vi så klar til nye eventyr i Grækenland.

Read More...

Etruskerfortællinger 1

18. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Etruskerfortællinger 1

Ved tårnet til kirken i Chiusi er en skulptur af hunulven med Romulus og Remus, det er en klar reference til myten om Roms grundlæggelse.

Chiusi var en etruskisk kulturby længe før Rom blev grundlagt. Den er grundlagt af etruskerne allerede omkring år 1000 f.v.t. Det er formodentligt sådan, at etruskerne spillede en afgørende rolle ved Roms grundlæggelse og mange af de latinske traditioner inden for især arkitektur kan føres tilbage til etruskere. Det gælder bl.a. traditionen med at bygge byer på høje, men også romernes viden om byplanlægning, vand, kloakering stammer fra etruskerne.

Et besøg på museet i Chiusi viser, at der sker en kraftig hellenisering af etruskernes kultur i årene fra år 600 f.v.t og frem til de gradvis blev latiniserede og integreret i Romerriget omkring 300-tallet f.v.t. Det vil sige, at etruskerne benyttede det græske alfabet i deres gravskrifter og at keramik og deres billedunivers mere og mere kom til at afspejle græske myter og traditioner.

Forskerne hæfter sig ved, at tidlig etruskisk kunst vidner om en ligestilling mellem kønnene, der ikke genfindes i hverken græsk eller romersk kultur.

Hvor kom etruskerne fra

Det er en udbredt teori, at etruskerne er et italiensk urfolk, men nyere DNA-analyser har bekræftet Herodots fortællinger om, at etruskerne har haft tætte forbindelser til Lydien.

Mange af deres tidlige gravtraditioner er typiske centraleuropæiske, og der er en lige linje fra villanovakulturen til den senere etruskiske kultur.

Man ved ikke meget om etruskernes sprog, men den førende teori er, at der var tale om et ikke-indoeuropæisk sprog.

De første jernalderfolk i Europa

Etruskerne var et af de folk, der trådte ind på scenen i overgangen mellem bronze- og jernalderen.

De udvandt metaller fra bjergene: guld, sølv, bronze og ikke mindst jern. Derfor er de formodentligt blevet tiltrukket af metalforekomsterne i bjergene i Appenniner og de ældste bosættelser ligger også i de bjergrige områder i Umbrien og Toscana. Senere som handelskulturen udviklede sig flyttede hovedbyerne længere sydpå og tættere på kysten. 

Kilde: https://no.wikipedia.org/wiki/Etruskere

Read More...

­­­­­På Langtur til Grækenland

16. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til ­­­­­På Langtur til Grækenland

16. marts 2022

Vi er nået til Po-sletten i Italien efter tre dages kørsel – overvejende på motorvej. Undervejs er vi kørt igennem lange skovstrækninger, vi har set masser af tyske vindmølle- og solcellemarker, flokke af råvildt og to storke, der spadserede på en mark. Vi overnattede ved Leipzig og Ingolstadt i Tyskland inden vi i går krydsede de foldede Alper, vist nok det, der hedder Øst-alperne.

Lidt tankevækkende at et mikro-kontinent kaldet Adria kunne løsrive sig fra den afrikanske kontinentplade og i 50 millioner år sejle rundt på verdenshavet inden det for ca. 100 millioner år siden skruede sig ind under den eurasiske kontinentalplade og presse grundfjeld op, sine steder helt op i 4 km højde. Sikke en ravage det må have lavet, men alligevel var det ikke årsag til en af de 5 store masseuddøen på jorden. Det er foregået i et langsomt og roligt tempo over ca. 5 millioner år, og de kæmpestore dinosaurusser, der levede på den tid, har haft tid nok til at tilpasse sig de store geologiske forandringer.

Uanset hvad, så er alperne et fantastisk syn, når de dukker op for øjnene af en på motorvejen syd for München og man tager turen over den gigantiske Europabro frem til Brennerpasset i 1380 m. højde. Vi mindes begge turen fra vores barndom. Dengang var turen over Brennerpasset i en DKW fra 1958 en noget større udfordring, om end slet ikke sammenlignelig med da Kristian Kold tog turen over alperne til fods med en trækvogn på vej hjem fra Smyrna (i dag Iznik i Tyrkiet) i 1847. Men han havde nok også noget at tænke over efter 5 års ophold i den Osmanniske by. Først som missionær og siden som bogbinder.

Nu er hele turen overstået på 3-4 timers motorvejskørsel, og vi er landet på den flade Po-slette. ”Har du lagt mærke til, at Alperne er væk igen”, siger Palle. Efter endnu en times kørsel tjekker vi ind på vores lille overnatningssted, et B&B ved en af Po-flodens kanaler. 

I morgen fortsætter vi turen til en af etruskernes hovedbyer – Chiusi, syd for Firenze.

Read More...

Dansen om Bayeaux Tapetet

19. september 2019 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Dansen om Bayeaux Tapetet

I Bayeux hænger et tapet, der blev broderet på hørlærred i årene efter 1066. Det fortæller historien om, hvordan det gik til, at hertug Wilhelm af Normandiet blev Englands konge i 1066.

Men danske øjne betød det afslutningen på en epoke med dansk indflydelse på De Britiske Øer. Men i virkeligeheden var den nok forlængst forbi.

Læs fortællingen om vores rejse til England og Frankrig, hvor vi så nærmere på historien bag det gamle kunstværk.

Rejsebrev fra England og Frankrig, september 2019

 

Read More...

Hjemrejsen

13. november 2018 | Posted in Hjemme, Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Hjemrejsen

Iznik, Istanbul, Edirne og hjem

Sidste del af turen fører os fra Sortehavet til Edirne, hvor vi kører bilerne på et biltog og forbereder os på 36 timers togrejse til Villach i Østrig. Derfra er der en køretur fra Villach til Wien, hvor et andet tog venter os, og bringer os til Hamburg.

Fra Amasra til Iznik

Turen har budt på mange smukke køreture, og en af den er turen fra Amasra til Bolu. Strækningen fører igennem nogle smukke og i vores verden oversete naturområder. I Tyrkiet er de mål for meget lokal turisme. Det oplever vi allerede i Asmara, hvor mange andre rejsende viser os billeder fra nationalparker, som de varmt anbefaler os at besøge. Men vi nøjes med at nyde, at køre gennem bjerge dækket af jordbrune, gule og vissengrønne efterårsfarver og rødløvede buske og frugttræer med hvidkalkede stammer.
Vi overnatter på et hotel i Bolu. Her får vi om aftenen besøg af byens turistchef, en kvinde, der gerne ser os blive en dag mere og besøge nogle af naturperlerne i området. Især Bolu sø og kildespring og vandfald i det bjergrige område får varme anbefalinger. Men vi siger, det må blive en anden gang. Vi har allerede booket to overnatninger i Iznik på hotel Limnares, der ligger lige ned til Iznik sø.

Iznik

Iznik hed engang Nikæa. Det var her Konstantin den store i 325 sammenkaldte alverdens biskopper, så de en gang for alle kunne afgøre, hvad der var den sande kristendom. Omkring 30 biskopper var de vist, her i kristendommens barndom. Men spørgsmålet var ikke så nemt at besvare. Men en vigtig beslutning blev taget. Det var bestemmelsen af Jesus natur. Her blev treenigheden fastslået. Det blev bestemt, at Jesus er guddommelig, gjort af det samme stof som skaberen selv og en del af treenigheden: faderen, sønnen og helligånden. Efterfølgende muligt af skelne mellem ægte og falske kristne bevægelser og evangelister og biblen fandt efterhånden sin endelige form.

Vi har før været rundt om Iznik søen på ruten fra Istanbul til Bursa. Den ligger utrolig smukt omgivet af bjerge, og jeg har haft et stort ønske om at se byen, nysgerrig efter at fornemme stedet og stemningen. Denne gang havde vi så tiden til at tage en afstikker fra hovedvejen og se lidt nærmere på stedet.

Når man drejer fra hovedvejen kommer man ind på en smal 2-sporet og ikke særlig velholdt asfaltvej, der fører gennem velplejede marker, frugtplantager og olivenlunde. Overalt holder biler og traktorer i vejsiderne og høstarbejdet er i gang. Der bliver plukket frilandstomater, høstet æbler, majs, kål, oliven og kastanjer, og kartofler bliver taget op. GPS’en fører os nord om byen, og vi kommer gennem et supertrist industriområde, inden vi når frem til hotellet, der ligger ned til Iznik søen og med ryggen til den gamle bymur. Der er to mure fortæller værten, den første er fra romertiden, den anden fra Byzans. Desværre er det ikke et ordentligt kort over byen, kun en lille pamflet der antyder, at byen stadig ligger “inden for murerne” af den gamle befæstede by.

Vi har igen problemer med Y’eren. Kompressoren knurrer og smider olie, og vi er faktisk i tvivl om hvorvidt vi kan køre videre i den. Så Palle går i gang med studere kompressorers opbygning og muligheden for at skaffe et reparationskit.

Iznik i dag

Sidst på eftermiddagen går jeg en tur op i byen, for at få et første indtryk af, hvad der er tilbage af den gamle by. Byen er oprindeligt grundlagt af Antigones, en af Alexander den 3. Den Stores generaler, i 316 f.v.t., og videreudbygget af Lysemarcus efter 301. Det var også ham, der gav den navnet Nikæa, efter hans seneste kone. Den er opbygget som en klassiske hellenistisk by, med en nord/ syd og en øst/ vest akse, der skærer hinanden i byens centerpunkt. Præcis her ligger Iznik’s Aya Sofia. Engang en smuk, klassisk byzantinsk bygning dekoreret med freskoer. Den er bygget nogen lunde samtidig med navnesøsteren i Istanbul. Men gennem årene har den mistet stjerneglansen, ramt af krige, jordskælv, ombygning til moske og almindeligt forfald. Engang lå den i gadeplan, i dag ligger den halvt i kælderplan ud mod hovedgaden, som tidens fylde har hævet et par meter over det plan, hvor den oprindelige romerske vej var anlagt. Bag kirken ligget et smukt grønt anlæg, der betyder, at Aya Sofia i dag tager sig bedst ud bagfra.

I aftenlyset ser jeg kun kirken fra forsiden, mens jeg scanner byens to sydlige kvadranter. Det jeg ser, er en stor landsby. Forretningerne i Hovedgaden – Ataturk Caddesi – sælger overvejende traktorer, reservedele og isenkram til markarbejde. Og trafikken er for 50 % vedkommende traktorer med anhængere, der kommer hjem fra markarbejde med høstarbejdere og grøntsager på ladet. På en måde føler jeg mig lidt snydt. Nikæa er en af de vigtigste by i kristendommens historie. Og så frister den i dag en skæbne som en hengemt landsby. Men omvendt er det måske netop byens held. At den har fået lov at gemme sig bag et skjold af uambitiøs bondefornuft, hvor almindelige mennesker er flyttet ind i resterne af fortidens storhed, og har udnyttet det, der kunne anvendes og ladet resten henfalde i historiens glemsel. Det er vel ret meget i Jesus ånd. Her er plads til både rige og fattige helt almindelige mennesker i et ualmindeligt frugtbart hjørne af verden med et ualmindelig smuk natur.

Det gamle Iznik

Næste dag får vi set nærmere på byen. Det viser sig, at den gamle bymur stort set er komplet. Den har haft 8 indgange. Den oprindelige hovedindgang – Lefke Kapisi – ligger mod øst, og det er også den, der i dag er bedst bevaret. Starter man her og går ned ad Kilicaslan Caddesi, får man nok den bedste fornemmelse af den oprindelige by. En god kilometers gang, så er man ved søen. Undervejs kommer man forbi byens vigtigste pladser, moskeer og gamle byzantiske bygninger, som ex. Iznik Museum (under ombygning) og Aya Sofia. Går man kun til centerpunktet og til højre (mod nord) kommer man forbi en anden gammel byzantinsk bygning – et badeanlæg, der i dag er indrettet som kulturcenter. Her kan man købe kunsthåndværk og en kop kaffe i gården, og i de game baderum er der fotostater med billeder fra igangværende arkæologiske udgravninger. Nikæa eller Iznik har i dag UNESCO status. Men der er stor mangel på materiale, der fortæller om byens historie, og som kan hjælpe sådan nogen som os med at lukke byen op.
Går man videre, venter der en belønning længere fremme. Det er Istanbul porten. Det var her, vores udforskning startede. Selve den gamle port er velbevaret, og der arbejdes hårdt på at restaurere nogle game bygninger, der har været en del af det tidligere forsvarsanlæg. Som nævnt har Iznik været beskyttet af en dobbeltmur. Den første mur blev anlagt af Lysimarcos omkring 300 f.v.t. Den anden mur er fra 1200’tallet. Den blev anlagt efter at Venetianerne – eller latinkatolikkerne som man siger her – indtog og hærgede Konstantinopel fra 1204 -1261. I de år søgte kejserfamilien tilflugt i Nikæa, slog sig ned ved søen og ventede på chancen for at generobre Konstantinopel. Den chance kom i 1261. Men murerne stod ikke distancen, da Osmannerne angreb byen i 1331, hvor byen sammen med Bursa kom under Osmanniske styre i et slag ledet af Orhan Gazi, der var Osmans søn. Det var næsten 125 år før Konstantinopels endelige fald i 1453. I 1402 faldt Iznik en kort overgang i hænderne på Timor Link, der hærgede byen, men efter hans død i 1405 blev den igen Osmannisk og siden tyrkisk. Orhan Gazi gjorde Bursa, der ligger ca. 75 km fra Iznik til Osmannerrigets første hovedstad. Her ligger både Osman og Orhan begravet.

 

Det er sjældent, man i en by finder så levende rester af fortiden som i Iznik. Fra Istanbulporten kan man et langt stykke følge en sti mellem de to mure, og man kan fornemme, hvordan folk har boet og stadig bor i huse, der ligger klinet op ad den inderste mur. Her er bolig og værksteder bygget sammen med muren, i værkstederne drejes trævarer, og mellem børn, hunde, katte og høns produceres æblekasser, marmorplader, fliser og andre nyttige ting til det lokale marked.

Mere Y

Da vi kommer hjem fra vores ekspedition har drengene været i gang med Y’eren. Det har afsløret, at ikke alt var, som det skulle være efter reparationen i Unye, hvor toppakningen blev skiftet. En del skruer skal efterspændes, Men værst er det, at remmen til kompressoren har været spændt for stramt. Så der er gået en pakdåse og lejerne lyder ikke helt, som de skal. På resten af turen bliver det nødvendigt med mellemrum at efterfylde kompressoren med olie. Så vi krydser fingrene og håber på, at den kan holde hele vejen hjem.

Istanbul

Vi kommer til Istanbul uden yderligere problemer. Turen nord om Iznik søen er smuk, vi kører gennem olivenlunde, hvor høsten er i fuld gang. Derefter kører vi ad nyanlagt motorvej. Marmarerhavet som vi tidligere sejlede over passeres via en smuk Højbro, og senere kører vi ad en ligeledes nyanlagt tunnel under Det gyldne horn, og så lander vi lige i smørhullet. Det er altid lidt panisk at lande med tre veteranbiler i en storby. Vi har gennem Airb&b for længst booket en luksuslejlighed i Sultanehmet på Det gyldne Horn. Gennem meget smalle gader når vi frem til den plads, hvor udlejer har forsikret os om, at bilerne fint kan holde parkeret.

Begyndervanskeligheder

Selv om vi er der til aftalt tid, så glimrer udlejer ved sit fravær. Så vi danner trafikprop, trængsel og kaos foran Sokollu Mehmet Pasha Moskeen, netop som fredagsbønnen er slut og mænd strømmer ud efter fredagsbønnen. Da vores vært Saban endelig dukker op, får han dirigeret rundt med allerede parkerede biler, så vi kan holde i gaden “på Istanbuls vis”, som har siger. Y-eren kommer til at holde i anden position. Det ser ret håbløst ud, især når man ved, hvor megen opmærksomhed vores tre biler skaber, når de holder parkerede. Der går da heller ikke ret lang tid, før Saban kaster håndklædet i ringen. Mens vi spiser frokost på en lille restaurant ringer han og foreslår, at bilerne bliver flyttet til et nærliggende parkeringshus.

Mændene flytter bilerne, mens vi piger ser lejligheden an og køber ind. Lejligheden er en slem skuffelse. Det viser sig at være en kælderlejlighed, med udsigt til gadeplan fra højtsiddende vinduer. Den er nyistandsat og hvidmalet og derfor lys, men der slipper ikke meget dagslys ind. Den er OK møbleret, der er et lille køkken og to badeværelser som lovet, men der er absolut ingen luksus over den. Til gengæld er beliggenheden perfekt. Kvarteret er roligt, den ligger lige bag hippodromen, uden for døren er masser af små forretninger, et supermarked og gode, billige restauranter.
Det er på en af restauranterne, vi mødes med drengene igen. De er kobberrøde i hovederne af arrigskab over den måde, bilerne bliver behandlet på i parkeringsgaragen. Store knægte, der råber og skriger og insisterer på at få nøglerne, så de kan bakke rundt med bilerne, som det passer dem. Det lykkes den ene af dem at køre Y’eren ind i en anden bils kofanger, hvorefter den selvfølgelig går i stå. Derefter forsøger han at aktivere startmotoren ved at dreje nøglen, men i stedet for kommer den til at sidde fast i tændingslåsen. Unge mænd ved ikke, at gamle biler ikke skal startes med nøglen, de er forsynet med et separat starthåndtag.
Først på det tidspunkt lykkes det at få dem forklaret, at bilerne skal holde bagest i p-kælderen, så de ikke behøver at blive flyttet de næste 5 dage. Og at nøglerne bliver hos os, indtil vi henter bilerne igen.

Gensyn med Istanbul

Efter disse startproblemer får vi 5 gode dage i Istanbul med mange gode oplevelser. For er der en ting vi 3 teams er gode til, så er det at snakke tingene op i stedet for ned. Og at grine af fortrædelighederne i stedet for at falde i et fælles dybt sort hul.

For mig er gensynet med Topkapi paladset det største, selv om en del af de steder vi ville besøge derinde er lukket p.g.a. ombygning. Og så er der alt for mange andre turister den lørdag, vi er der. Det er vores 3.
besøg i paladset, og denne gang virker det hele langt mere overskueligt end tidligere. Man begynder at få en lille fornemmelse af det liv og de magtkampe, der har udspillet sig i Osmannerrigets “Den høje Port” for 2, 3 og 4 hundrede år siden. Besøget suppleres fint af et besøg i Stor Visirens palads, der er indrettet som museum og ligger ud til Hippodromen.

Også et gensyn med Uskyldens Museum er en dejlig oplevelse. Denne gang har vi læst romanen, og med Orhan Pamuk og Fortælleren Kamals stemmer i audioguiden, er det en anderledes oplevelse end sidst. For mig mere intens. Palle synes at oplevelsen bliver mindre intens, fordi audioguiden betyder, der mindre overladt til fantasien. Men i symbiosen mellem bog, audioguide og museum har Orhan Pamuk sat en ny standard for et fiktivt univers, der på samme tid fortæller en historie og afspejler en epoke i det moderne Tyrkiets historie.

Så er det en dejlig oplevelse at se Dervich-danserne folde sig ud i Orientsekspressens tidligere ventesal. Fire dansere og fem musikere giver en illustration til Sufi-muslimernes mystiske og magiske univers, elsket af nogen og lagt for had af andre. Både de radikale muslimer og Ataturk har periodevist forbudt Dervich – munkene at danse Rumi’s budskab om tolerance, kærlighed og barmhjertighed.

Men det er også dejligt bare at drive rundt på det gyldne horn, at gense steder, man før har været og se og forstå dem i nyt lys og nye sammenhænge. At prøve at føle byens puls, at opleve hvem der trives og hvem der mistrives, at lytte til sladder, indsnuse dufte og flyde med strømmen.

Edirne og hjem

Fra Istanbul kører vi til Edirne, hvor vi overnatter på vores “gamle” hotel Arca. Feride og Gurol er fantastiske værter, der hjælper os helt til stationen og gennem tolden. De hjalp os også i sin tid med at købe billetter. Så alt ser ud til at klappe, indtil der pludselig kommer 5 toldere i en hvis varebil. De vil have de 3 biler med til gennemlysning og de optræder ubehageligt, råbende på tyrkisk og meget lidt kommunikerende. Så Palle, Jørgen og Erling bliver dirigeret ind i bilerne og ad bagveje bliver de ført til den bulgarske grænse, hvor bilerne skal tømmes, så de kan blive gennemlyst.
Vi var i rigtig god tid ved toget. Men denne smuttur på i alt 50 km frem og tilbage, på det tidspunkt hvor de andre biler bliver kørt på toget, betyder, at toget pludselig skal vente på, at bilerne er tilbage – og således bliver næste 3 kvarter forsinket. I hele den proces er både vi piger, der er tilbage ved toget og drengene i bilerne uvidende om, hvad der foregår. Men alle forsikrer os om, at toget nok skal vente på, at bilerne er tilbage.

Det blev en lidt kedelig afslutning på, hvad der ellers har været en dejlig tur/ retur gennem Tyrkiet, og det giver os stof til samtale på den 36 timer lange togrejse i sneglefart om gennem Serbien, 6 mand i en minimal liggekupe. Men til alt held er der en fin spisevogn med toget, hvor man i dagtimerne kan strække benene ud og hygge sig med en kop kaffe og lidt mad. Man kan have sin egen mad med, hvad man stærk opfordres til, men det viser sig, at der er mulighed for at købe mad undervejs også.

Toget kører til Villach i Østrig. På vejen til Wien har vi planlagt en overnatning inden vi snupper den sidste tur med nattog. Det bliver på et gasthaus i en hyggelig Østrisk landsby, der hedder Hartmannsdorf.

Heldigvis går alt vel. Alle biler kommer kørende hjem i fin stil, ingen “Istanbuler”, som Jørgen siger, og med jævnlig påfyldning af olie får kompressoren også trukket skovlhjulet rundt de sidste 1200 km, så vi kan trille ind på gårdspladsen i Jordløse ved egen kraft.

Men der bliver lidt at kikke på for amatørmekanikerne i de lange vinterdage inden næste tur.

Read More...

Silkevejen til Sortehavet

29. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Silkevejen til Sortehavet

Tilbage i Tyrkiet

Den første overnatning i Tyrkiet har vi i byen Agri, på det samme Grand Cenas hotel som sidst. På vej dertil kommer vi gennem ufattelig mange check-points og politikontroller med kampvogne, depoter med sandsække, der er lige klar til at bruge til afspærringer, helikoptoroverflyvninger og maskingeværklædte gendarmer.
Vi kan ikke blive kloge på, hvorfor beredskabet tydeligvis er forhøjet, siden vi var her sidst. Men på det danske udenrigsministeriums hjemmeside kan vi se, at Agri er et af de risikoområder man anbefaler, at man som dansker ikke kører igennem, med mindre det er højst nødvendigt. Men som Lisbeth snusfornuftigt konstaterer: “Det er jo strengt nødvendigt, for eller kan vi jo ikke komme hjem”.
Det minder os om, at vi er i et uroligt grænseland mellem Tyrkiet, Armenien, Azarbaijan og Iran. Men det er også tankevækkende, at vi slet ikke så et tilsvarende beredskab på den Iranske side af grænsen.

Næste overnatning har vi på Sports Otel Sule Kule i Erzurum, hvor vi også overnattede på udturen. Denne gang tager vi os tid til at tage en tur indtil byen. Portieren hjælper os med en taxa, og anbefaler varmt, at vi starter med at se Kemal Atatürks hus i Erzurum.
Atatürk har boet i huset i 52 dage, men de dage var til gengæld skæbnedage i Tyrkiets historie. I dag er huset et fint museum, men al tekst er på tyrkisk, så det er ikke helt nemt at få fat på den dybere mening. Men lidt efterfølgende research hjælper.

Landsfaderen

Vi skal skrue tiden tilbage til 1919. Vi er i året efter første verdenskrigs afslutning, hvor Osmannerriget var på tabernes side, Rusland var revolutionsramt, Sultanen var sendt i eksil og han fætter, der midlertidigt var indsat på tronen, var villig til at sælge ud af landet for at bevare sin position. Stormagterne var ved at gøre klar til at dele byttet, samtidig med at Grækenland invaderede Smyrna – nu Izmir – med en 200.000 mand stor invasionsstyrke. Det var på det tidspunkt Mustafa Kemal (senere Ataturk) trådte i karakter. Han tog turen op langs Sortehavet til Erzurum, og undervejs fik han samlet befalingsmændene for de hærenheder, der endnu var funktionsdygtige. I huset i Erzurum holdt de en kongres, hvor de opridsede konturer og grænser for en tyrkisk nationalstat. Derefter fik de mobiliseret hæren og i et dræbende slag fik de sendt den græske invasionshær hjem. Undervejs havde sultanen gjort sig så umulig, at han røg samme vej. Ved fredsforhandlingerne i Lausanne i 1923, hvor Osmannerriget skæbne efter 1. Verdenskrig blev beseglet, deltog kun én repræsentant for Tyrkiet, han hed Ismet Pasa. Han kom med det papir, man havde vedtaget på kongressen i Erzurum i 1919, og han fik stort set alle sine krav opfyldt. Få måneder efter at grænserne var fastlagt i en fredstraktat, flyttede man hovedstaden fra Istanbul til Ankara og udråbte republikken den 29. oktober 1919.

Man skal ikke være blind for, at Ataturks revolution bedst kan betegnes som et militærkup. Det førte til et populært men også autoritært styre, der ikke tog med fløjlshandsker på oppositionelle grupper eller etniske minoriteter. Et system, som gav militæret rollen som revolutionens vogtere, der greb ind, hvis den politiske linje afveg fra den vej, der var udstukket af kemalismen. Det er i det historiske lys, det nuværende styre i Tyrkiet skal forstås. Overalt i Tyrkiet er Ataturk til stede som landsfaderen, der grundlagde republikken.

Erdogan balancerer på hans knivsæg, mens han forsøger at sætte en ny dagsorden for Tyrkiet. En dagsorden, hvor der er mere plads til religion, kultur, historie og politisk nytænkning og mindre magt til militæret. Det er ikke et mindre autoritært Tyrkiet. Men det er et Tyrkiet med nye autoriteter.

Besøget i Ataturk’s hus var hurtigt overstået, i stedet brugte vi noget tid på at se den gamle Seljuk madrassae i Erzurum, der i dag er museum. Her, som på mange af de andre museer vi har besøg, får Sultanatets tid god plads.

Silkevejen fra Tabriz til Trabzon

Det var den samme portier på hotellet i Erzurum, der varmt anbefalede os at køre til Trabzon ved Sortehavet. Og det blev et råd vi fulgte. På den måde kom vi til at følge den gamle karavanevej fra Tabriz i Iran til Trabzon ved Sortehavet. En silkerute, der blev etableret på den tid, hvor korsridderne angriber Konstantinopel i 1204 og Djenkis Khans rytterhær hærger i Persien. Al den uro betyder, at købmændene ser sig om efter nye handelsruter, og Ruten fra Tabriz til Trabzon åbner sig som en ny mulighed. I Trabzon kan varerne hentes i skibe af købmænd fra Genova og Venedig, der ved erobringen af Konstantinopel har fået fri adgang til Sortehavet via Bosperusstrædet.

Mens dette skrives har vi været 8 dage ved Sortehavet, og vi har kørt ca. 800 km langs kysten. Vi har overnattet i Trabzon, Unye, Sinop, Inebolu og Amasra, på nær Inebolu har vi boet to nætter i hver by. Af nød og lyst.

De kære biler

Turen fra Erzurum til Trabzon er en flot, men også udfordrende tur op over høje bjergpas og gennem lange tunneller. Vi kommer til Trabzon uden problemer og hviler ud en dag inden vi fortsætter til Unye. På den tur bliver det klart, at Y’eren bruger alt for meget vand og der er noget galt med trækkraften. To tændrør er helt tilsodede. Jørgens røngtenblik siger “ny toppakning”. Heldigvis har vi et komplet paknings sæt med. Men hjælp fra hotellet finder vi et værksted, der kan løse opgaven, og mingelere med andre aftaler, så vi kan komme til allerede næste morgen. Så vi har en hyggedag i Unye, mens der bliver knoklet med bilen på værkstedet. Kl. 20 aften er den færdig og vi ta’r en taxa hen og henter den. Regningen lyder på lidt under 2000 danske kr.

Næste dag er det heldagsregn. Men vi har allerede booket hotel i Sinop, og sådan lidt regn skulle da heller ikke betyde noget. Så kalecherne bliver for første gang oppe, da vi kører fra Hotellet i Unye torsdag morgen. Men alt den regn er ikke godt for bilerne. Undervejs på turen står A-egens benzinpumpe af. Bilen går i stå midt på en bro på en omfartsvej uden om Samson, der er en anden af de større byer ved Sortehavet. Vi får den trukket og, da træktovet knækker, skubbet hen til et værksted i silende regn og gennem vandpytter på størrelse med mindre søer. Det er et Autoelektro værksted. Først tror vi, det er en kortslutning på grund af regn, men det viser sig, at det er pumpen, der er stået af. Heldigvis har Jørgen en Hardy-pumpe i sit reservedelslager, så den er hurtigt skiftet.

I mellemtiden er Palle og jeg blevet sendt i forvejen, fordi Y-eren en lidt langsommere end de andre biler. Mens vi holder en pause undervejs, ser vi de andre køre forbi. For første gang på turen kører vi ikke i samlet flok. Men vi når alligevel frem til hotellet i Sinop samtidigt, stadig i silende regn. Undervejs har der været ild i B’eren. Det meget vand har kortsluttet lyskontakten. Så vi får endnu en dag i Sinop, hvor B’eren får trukket nye ledninger.

Fra Sinop til Amasra

Turen fra Sinop til Amasra langs kysten er guidebogens top 1 over oplevelser langs Sortehavets kyst. Men det er også en krap tur langs en kyst, hvor bjergene rækker helt ud i det azurblå hav. Så vi gør os en rækker overvejelser, før vi beslutter os for at tage den tur. Men vejret er godt, vejrudsigten lovende og bilerne burde være i god form efter værkstedsdagene. Og der er udfordrende bjerge uanset hvilken vej vi vælger at køre. Så vi beslutter os for at tage turen, men vi deler den i to, så vi får en overnatning i Inebolu undervejs.

Det er en smuk tur, hvor man kommer helt på det rene med grækernes begejstring for Sortehavet på Homers tid. Det er et landskab, der på mange måder minder om den græske Ægæerhavskyst, men baglandet med et fugtigt subtropisk klima er mere frodigt og floderne mere vandrige end ved de græske kyster. Det har været det rene spisekammer for de græske bystater, der anlagde deres kolonier ved de mange naturlige havne langs Sortehavskysten i 700’tallet f.v.t. Og det er de anlæg, der i dag er den historiske baggrund for alle de byer, vi gør holdt ved på vores tur langs kysten.

Men strækningen fra Sinop til Amasra er vildere end de andre strækninger, vi har kørt. Hvor vi hidtil stort set har kunne køre langs kystlinjen, så bliver vi nu tvunget ind bag kystlinjen, for at komme uden om de fremskudte klipper. Og selv om vi ikke kommer meget mere end 500 m.o.h. på noget tidspunkt på ruten, så skal vi op af utallige 400-500 m høje bakker ned 10% stigninger, for lige så hurtigt at skulle ned igen, for at runde en floddal, og så op op, ned ned af 10% stejle nedkørsler. Y’eren kører gerne opad, her kommer kompressoren til sin ret, men på nedturerne får den alt for meget benzin, som bliver brændt af i lydpotten, så det lyder, som om det ene kanonslag efter det andet bliver skudt af en nytårs aften. Vi har et justeringsproblem, som selv ikke Jørgen har gode svar på, hvordan bliver løst.

Amasra

Men trods prutterierne når vi frem til Amasra i fin stil. Beliggenhedsmæssigt ligger Amasra skønnere end noget vi endnu har set. Arealmæssigt er det en ganske lille by, der ligger på to knolde ud i Sortehavet, hvor den bageste knold er en ø, der er forbundet til fastlandet med en bro fra romertiden.
Men på det lille areal er der tydelige spor af Tyrkiets verdenshistorie. Der er græsk havneanlæg og bymur, romersk kastel, byzantinske kirker, osmanniske huse, moskeer, havnemiljø, fiskerestauranter og det moderne Tyrkiet samlet på et frimærke.

Det er Tyrkiets nationaldag, der er fest og farver, solen skinner fra en skyfri himmel og det er 25 grader varmt. Lokalbefolkning og turister – de fleste fra andre dele af Tyrkiet – samles her for at slappe af, nyde stemningen og slå gækken løs. Søndag aften er der gang i Raki-flaskerne på restauranterne. Mandag formiddag er der optog gennem byen, alt hvad der er af politi-, brand- og skrællebiler kører gennem byen med fuld udrykning. Bagefter er der taler der hylder demokratiet og musik på byens torv, og masser af boder, hvor man kan købe alverdens godtkram og søde sager.

Read More...

Farvel til Iran

22. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Farvel til Iran

Kurs mod nord

Da løjerne i Isfahan er slut, sætter vi kurs mod nord og vælger den lige vej tilbage. Vi har en overnatning i Delijan, to i Qazvin, en i Zanjan, tre i Tabriz og en i Maku. Vi genser gamle bekendte og møder nye venner.
Vi bliver klogere på dagligdagen, kærligheden og lidelsen. Det er svært at være Iraner i disse tider. Dette indlæg kommer til at handle om det nære, om vejret, om pengene, om maden og om kærligheden.

Vejret

Det er blevet oktober, og vejret er blevet mere lunefuldt. I Yadz oplever vi, at det pludselig om aftenen blæser om med storm og regn. Natten og morgenerne er kølige, men midt på dagen er det stikkende varmt. Da vi kommer tilbage til Isfahan fortæller Ali, at det har regnet voldsomt, mens vi har været væk, det har løbet med op til 5 cm vand i gaderne.

På vej nordpå er billedet det samme. Kølige morgener, hurtige vejromskift og ind i mellem kraftige regnbyger, men mest om natten. Det har ikke været nødvendigt at køre med kalechen oppe, på de små biler, men det lune tøj er kommet frem. Men trods regn er flodlejerne vi passerer stadig tørrer.

Økonomien

Da vi kom ind i Iran vekslede vi 500 € og fik omkring 65 mill realer i 100.000 og 50.000 sedler. De fyldte som en lille skotøjsæske. De penge kommer vi rigtig langt for. Benzin koster 50 øre literen, en overnatning mellem 100 og 200 kr og et måltid for to sneg sig sjældent op over 50 kr. Kun i de deciderede turistområder var det lidt dyrere. Så for os var det en svir at være i Iran, vi kunne bo på de bedste hoteller og spise på de fineste restauranter, og alligevel kom det hele til at koste under halvdelen af vores budget.

Men for Iranerne er det bestemt ingen svir. Inflationen er galopperende uden lønninger følger med. Det betyder, at folk i al almindelighed ikke har penge at købe andet end de mest basale ting for.

Vi får at vide, at mindstelønningerne i industrien ligger på 11. mill realer om måneden. Det svarer i vores penge til ca. 550 kr., men hvis man måler det i lokal købekraft, så er det en hel del mere. En af vores ny bekendte, der er i en overordnet stilling i en produktionsvirksomhed, fortæller, at for 10 år siden svarede hans månedsløn til 1000 $, og hvis han sparede lidt op, så kunne han rejse på ferie i udlandet. Men selv om hans løn er steget nominelt hvert år, så svarer den i dag til 180 $. Udviklinger er gået langsomt ned af bakke, men helt turbulent de sidste 5 mdr, hvor lønnens værdi er faldet fra ca. 500 $ til 180 $. I dag skal han spare op for at få råd til at købe en ny mobiltelefon.

En stor udfordring for dem der handler er det, at kursen på realer svinger fra dag til dag på “det frie marked”. Mens vi er der, er den officielle kurs 50.000 realer for en euro, men i praksis veksler vi til mellem 120.000 – 160.000 realer på markedet, og en enkelt dag er kursen helt oppe på 200.000. Dem der har midler, spekulerer i at købe og sælge, men for langt de fleste, der lever af handel og service, er det en stor udfordring. I bazarernes guldgader ser vi kvinderne komme, ikke for at købe, men for at sælge deres guldsmykker.

Iranerne lider under vægten af et konservativt og ineffektivt styre og internationale sanktioner. Dem der kan lidt sprog drømmer om at immigrere til Canada eller Australien, hvor mange har familierelationer. Andre lukker øjnene og håber, at det snart går over. “Vi skal nok klare det selv”, siger de, underforstået vi har ikke brug for indblanding udefra. Men der et stort ønske om at blive anerkendt af det internationale samfund. Derfor er der også stor begejstring for vores køremærke med “the mark of friendship”. Iran og iranerne har brug for venner.

Maden

Vi bliver ofte spurgt om, hvad vi synes om det persiske køkken. Og hvis jeg skal svare helt ærligt – hvad jeg ikke gør, når det er Iranere, der spørger – så synes jeg, det er lidt for konservativt og kedeligt.
Iran er overvejende selvforsynende med fødevarer og udbuddet af råvarer som kød, frugt, ris, bønner, linser, kikærter, kartofler og grøntsager er stort. Endvidere er der et stort udbud af og tradition for at anvende (krydder)urter af forskellig slags i maden. Særlig for det iranske køkken er anvendelsen af safran, berberis, valnødder, granatæbler og rosenknopper.

Vi har spist uendelige mængder af kylling, okse- og lammekebab, ris med safran og berberis, salat, yoghurt og sur pickles. Kebab serveres altid med et råt løg, en bagt tomat og en grøn chili. Når man er heldig, kan man få en bønne eller spinat/urte ret, eller kylling i tomat- eller granatæble og valnøddesauce.

Aubergineretter findes også, men er ikke altid veltilberedte. Maden er ikke stærk krydret, som i Indien eller Tyrkiet, men jeg synes desværre ikke at det Iranske køkken formår at levere de store smagsoplevelser, hvor man får råvarer og krydderier til at tale til hinanden. Og så er det ærgerligt at skønne råvarer som gulerødder og kål altid serveres råt revet i salater eller som sur pickles.

Kærligheden

 

Til sidst skal vi have en kærlighedshistorie. Den handler om Meti og Messi, der ikke må få hinanden. Meti er universitetsuddannet og arbejder som forsker inden for IT-teknologi på et teknisk universitet. Hun taler flydende engelsk og er i gang med at lære fransk. Messi arbejder på universitetshospitalet med medicinsk design. Han har vel det, der svarer til en bachelor uddannelse, og gør karriere gennem sit arbejde. Han taler desværre ikke engelsk, så denne historie er fortalt af Meti, mens de sammen viser os rundt i Qazvin. De har en fælles interesse i gamle biler. Og de vil gerne giftes. Men for at de kan blive gift, så skal Messi gå til Meti’s mor og bror, for at få lov til at gifte sig med Meti. Og det kan han først gøre, når han har et hus. For Meti’s familie har et hus, så hun kan ikke gifte sig med en, hvis familie ikke har et hus.

Da de mødte hinanden havde Messi 7 classic cars. Han solgte de 5 mest værdifulde, for at få råd til at købe et hus. Men så kom inflationen, huspriserne tog himmelflugten og et hus var uden for rækkevidde. Så som Meti siger: “Måske bliver vi gift engang ud i fremtiden, måske aldrig”. Og så smiler de sødt til hinanden.

Farvel

Vi slutter Iranturen hvor vi startede – i Maku. Vor ven Musa fra turistkontoret kommer om morgenen med et hold journalister, der følger os på den sidste køretur fra Maku og op til grænsen. Musa hjælper os med alle grænseformaliteterne og det går helt glat.
Vi vinker farvel for foden af Aratbjerget, der står og ser ned på os i klart solskin med sne på toppen. Magisk i dag som dengang man første gang fortalte historien om Noah og arken, der støde på land med alle dyrene på Aratbjerget.

Read More...

Pasargadae – Shiraz – Persepolis

19. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Pasargadae – Shiraz – Persepolis

Fra Yadz til Pasargadae

Vi kører fra hotellet i Yazd lørdag morgen og kl. er omkring 13, da vi holder ved indgangen til Pasargadae. En tur uden mange stop undervejs, det meste af vejen gennem gold ørken, men afbrudt af små landbrug og enkelte store industrianlæg. Da vi når til hovedvejen mellem Shiraz og Isfahan er der mere aktivitet, flere grønne oaser, flokke af får og geder, og en enkelt kamelflok (dromedarer) kommer vi også forbi.

Pasargadae

Pasargadae anlægget dækker et stort areal, og det et blevet optaget på UNESCO verdensarvslisten for sin grundplan. Byen er anlagt prototypisk for den persiske have – og derfor er Pasargadae – ud over at være verdens ældste imperiale hovedstad også det ældst kendte udgravede haveanlæg i verden. Men desværre er der ikke gjort meget på stedet for at visualisere fortidens storhed. Guidebogen skriver, at mange turister ikke finder Pasargadae værd at besøge. Den mening deler vores rejsefæller, der hurtigt dømmer Pasargadae ude. Området er sølle og lydkulissen, der strømmer ud fra højtalerne er forstyrrende for helheden. Så Palle og jeg blive ene om at gå på opdagelse i området.

Når man ankommer i dag, ligger indgangen, så man bliver ført direkte til Kyros store gravkapel, der er den mest spektakulære og velbevarede del af anlægget, og dermed også den største attraktion.
Derfra kan man så køre med shuttlebusser rundt i anlægget. Bussen kører dog ikke op til Citadellet, der ligger på en klippe højt over “byen”. Det har været i brug som citadel fra Kyros tid 550 f.v.t. og til slutningen af Sasanidernes tid omkring 628 e.v.t. Vi når – som de fleste – desværre ikke derop og ser det, men der er nok heller ikke så meget at se, når det kommer til stykket.

Men shuttlebussen kører os hen til Kyros paladsområde, hvor vi står af og prøver at danne os et overblik over herlighederne. Og det er her, vi finder ud at, at det hele er vendt på hoved, hvilket gør det endnu vanskeligere at danne sig et billede af, hvordan det må have set ud, da Aleksander den store og hans hær ankom til Pasargadae efter at have ødelagt Persepolis.

Dengang lå indgangen et helt andet sted end den gør i dag.
Man kom ind af en port (gate), der i dag regnes for at have været verdens første fritstående portanlæg, og ind i et haveanlæg, der skulle forestille paradisets have. For at komme frem til modtagepaladset med audienshallen, skulle man passere en bro over en rindende flod. Først bag modtagepaladset, mere have og nogle administrative bygninger lå Kyros private palads. Kyros mausolæum blev bygget helt tilbagetrukket i anlægget. Denne hjemmeside kan hjælpe til at give et billede af, hvordan man tænker det har set ud.

http://www.heritageinstitute.com/zoroastrianism/garden/

På området ligger resterne af endnu en bygning – et stentårn – , som man ikke ved hvad er. En tilsvarende – men mere intakt bygning findes i Naqsh-e-Rostam, der er dødeby til Persepolis – som vi desværre heller ikke får besøgt. Den mest udbredte opfattelse i dag er, at det er en rituel bygning eller et ildtempel, der muligvis har været anvendt i forbindelse med begravelser på Achaimenidernes tid.
Bygningen hedder i folkemunde Zendan-e Salaiman – Salomons fængsel.

Da Alexander den III, den stores hær kom til Pasargadae plyndrede de Kyros den stores grav. Det gjorde ifølge legenden Alexander rasende. Alexander havde stor respekt for Kyros, som han så som sit forbillede og han sørgede for, at alt, hvad der var blevet ødelagt i Pasargadae blev genopbygget. Det vides ikke med sikkerhed, hvem eller hvad, der er ansvarlig for Pasargadae’s ødelæggelse.

Efter besøget i Pasargadae spiser vi sen frokost, og så går turen til Pars International Hotel i Shiraz. Det er næsten mørkt, da vi når frem.

Persepolis

Allerede næste morgen kører vi til Persepolis. Persepolis har alt det, man savner i Pasargadae. Det er storslået fra første sekund man træder inden for lågen, og lydbilledet er afdæmpet og understøtter oplevelsen af storhed.
Hvor Pasargadae var anlagt som en guddommelig paradisets have, så er Persepolis anlagt for at manifestere et magtens centrum. Anlægget blev påbegyndt af Dareios den 1. og videreført
af Hans efterfølgere. Komplekset ligger på en 300*450 m kunstigt skabt platform eller terrasse, der er næsten 15 m høj, og det bestod af omkring 15 bygninger, da Alexander d. III, den store erobrede og afbrændte det i 330 f.v.t.

Anlægget har tjent et hovedformål. Det var her, repræsentanter for alle rigets satrappier mødte frem hvert år til nytår med tribut til kongen. Gennem knæfald og gaver genbekræftede man sin versalstatus under storkongen af Persien. Man har også afleveret de inddrevne skatter. En meget væsentlig del af bygningsmassen i Persepolis var kongelige skatkamre. Det fortælles, at alle Aleksanders økonomiske problemer forsvandt som dug for solen, da makedonerne tømte skatkamrene i Persepolis.

 

Hvordan de forskellige delegationer fra forskellige dele af riget mødte frem rigt belæsset med gaver er rigt illustreret i de mange udsmykninger, der er indhugget i paladsets vægge, og en vigtig kilde til viden om tidens skikke, våben, handelsvarer og klædedragter.

I Persepolis er også inskriptioner, der fortæller om identitet og religiøse forestillinger i perserriget. Nogle motiver går igen i mange af udsmykningerne. Det gælder ex. en løve, der æder en enhjørning, og kongen der kæmper mod en løve og stikker den en kniv i brystet. Men også zaratrusternes religiøse symbol – Fravashi – er et gennemgående motiv.

På mange måder minder Persepolis mig om Bygningsværker, vi har set i Egypten – især vækker de kæmpestore søjlehaller minder om Karnakkomplekset i Luxor. Også de to gravkomplekser, der er hugget ind i klipperne højt over Persepolis giver mindelser om dødebyen ved Luxor. De to gravkamre tilskrives Xerxes den 1. og Artexerxes den 1.
Over gravkomplekserne er tydelige Zaratrustiske symboler: øverst Fravashien og universet, nedenunder mageren og ildalteret.

Tre timer i bagende sol og mere end 30 graders varme tilbringer vi i Persepolis med at beundre og fascineres af fortidens gådefulde – men på mange måder også genkendelige univers. Perserriget var
verdens første imperium, siger man, og derfor også alle de efterfølgende imperiers moder.
Alexander den III, den store, plyndrede Persepolis og brændte den derefter af. Han tog titel af persisk storkonge ved siden af sine andre titler, og han flyttede sit verdensriges hovedstad til Babylon.
Da han døde gik det hele i opløsning p.g.a. de efterfølgende magtkampe mellem hans generaler.

Shiraz

Vi kører efter besøget tilbage til Shiraz, hvor vi tilbringer et par timer i en anden af Irans mange haver. Den hedder Aramgah-e-Hafez. Det er en mindehave for Iran’s største poet, Hafez, der levede i 1300’tallet.
Alle Iranere elsker Shiraz. Når vi siger, vi har været i Shiraz, så falder de en næsten om halsen. “Shiraz er sådan en vidunderlig by”, siger de, og så nævner de Hafez have, hvor også andre berømte digtere og kunstnere er begravet. “Det er sådan nogle dejlige mennesker, der bor i Shiraz”, er den næste kommentar.

Shiraz er poesiens, roen og refleksionernes by – Iranernes have. Turisterne taler Shiraz ikke så meget til. Her er ingen hurtige fix som i Isfahan, der ubetinget er turisternes darling, med dens hurtige puls og kvikke bemærkninger.

Read More...

Gennem ørkenen til Yazd

17. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Gennem ørkenen til Yazd

Mens dette skrives er vi nået til Tabriz, der er sidste stop i Iran. Herfra starter hjemturen. Men bloggen er som sædvanlig bagefter os. Så her er vi nået til vores rundtur i lejet bil med chauffør, hvor vi kører til Yadz, Pasargade, Persepolis og Shiraz.
Jeg vil dele det i to opslag. Først et om Yadz og efterfølgende om Pasargade, Persepolis og Shiraz.

Fra Isfahan til Yazd

Chaufføren kommer som aftalt kl. 9.30 og Ali er på hotellet ½ time før for at være sikker på, vi kommer godt afsted. Vi aftaler to stop undervejs til Yazd, et ved fredagsmoskeen i Na’in og et i Maybod ved Ardevin.
Turen fra Isfahan til Yadz er en ørkentur, der bringer os igennem små ørkenbyer, der ligger som oaser spredt ud over landskabet på steder, hvor adgang til vand gør det muligt at dyrke jorden.

Det allerførste stop er ved et lille tested, der ligger på en vindblæst markedsplads, hvor der midlertidigt er indrettet en moske. Vi piger falder i svime over en lille dreng, der øver sig i at blive voksen og kunne lave te over bål.

Drengene falder over værktøjshandleren, der har bredt sine varer ud på et tæppe på jorden. Chaufføren sørger for, at vi alle får te.

Ørkenbyen Na’in

Næste stop er i Na’in, der er en rigtig ørkenby. Berømt er byens Masjed – e Jameh. Hvis nogen synes, vi tidligere har omtalt en Masjed – e Jameh, så er det, fordi det bare betyder fredagsmoskeen. Sådan en er der i alle Iranske byer, og det er den moske, hvor man samles til fredagsbøn. Moskeen i Na’in er en af Irans ældste aktive moskeer, den er fra 1000’tallet og et af datidens arkitektoniske mesterværker.

Jeg når dog aldrig ind i moskeen. Lige som de andre går ind ringer Ali. Der er panik på hotellet. Vi hentede vores vasketøj lige før afrejsen, og det viser sig, at Palle har fået et par forkerte bukser med.
Den anden gæst er øjensynlig ikke tilfreds med at have fået udleveret Palles udslidte bukser, som han sidst havde på, da han reparerede bil.
Så vi må finde bukserne frem af oppakningen og give den til chaufføren, så de kan komme med en anden bil tilbage til Isfahan. Vi siger, at de ikke behøver at eftersendt de andre bukser med bil til Yazd.

Så i stedet går jeg en tur rundt og ser på ørkenbyen, der ud over moskeen også gemmer på et henfaldnes borganlæg og traditionelle beboelseshuse og butikker i lerklinet ørkenbyggestil med flade tage. Det er rent Hodja fra Pjort.

Inder vi kører fra Na’in spiser vi frokost på en turistrestaurant chaufføren kender. Det er et lidt pudsigt sted, hvor indehaveren sidder ved et bord med en mikrofon, så han kan give bestillingerne videre til køkkenet, der ligger under restauranten. Ved siden af ham er en køkkenelevator – d.v.s. En platform med et påmonteret bord, der sænkes ned i køkkenet, hvor maden så anrettet og derefter hejses op i restauranten.

Næste stop er Meybod, en anden ørkenby – mere anlagt på turister, og måske derfor virker den endnu mere charmerende end Na’in. Her ligger Narin Castle, der er et 2000 år gammelt ørkenfort, endnu ældre, når arkæologerne graver dybere ned, men det ældste af det, der ligger over jorden, har ligget der i et par tusind år.

I Meybod ligger også et stort karavanserai og et af de berømte kegleformede ishuse, der er indrettet til museum. Over for ishuset ligger et vandreservoir, der er en del af et underjordisk vandsystem – en qanat.

Et vandreservoir er et underjordisk bassin, der er forbundet til jordoverfladen via en skakt, der oftest ved jordoverfladen er dækket af en kuppel med vindtårne. Desuden er der en trappekonstruktion, der gør det muligt at hente husholdningsvand fra vandreservoiret.

Foran ishuset er to lave bassiner. Her har man blandet vand fra qanaten med halm og ladet det fryse til is om vinteren. Så har man skåret isblokke ud og lagt dem i bunden af frysehuset. På den måde har man kunne opbevare fødevarer køligt i de varme sommermåneder.

Vandmuseet i Yazd

Alt det bliver vi meget klogere på under vores ophold i Yadz, hvor der er et vandmuseum. Her kan man gennem billeder og tegninger se, hvordan man gennem århundrede med simple redskaber og hårdt og risikofyldt arbejde har fået etableret de underjordiske gange, som vandet løber i og de mange skakter, der er nødvendige for anlæg og vedligehold.

En windlass (vindehjul) som det, der er vist i museets gård, har været anvendt til at hejse både mænd og spande op og ned i forbindelse med gravearbejdet.

Man mener, at qanatsystemet kan dateres tilbage til omring år 900 f.v.t. og at det er etableret i et samarbejde mellem bønder, der gerne ville have vand og kobberminearbejdere, der gerne ville af med vandet, når der sprang kilder frem i bjergene i forbindelse med brydning af malm. Man ved med sikkerhed, at systemer fungerede, da Achaimeniderne med kong Kyros fik magten omkring 550 f.v.t. Achaimeniderne understøttede nemlig udbygningen af qanatsystemerne ved at sikre skattefrihed til de familier, der hjalp med at bygge qanater i fem generationer frem. De overførte også systemet til Egypten, hvor teknologien muliggjorde etableringen af Oasen Kharagha. I dag er de mest veldrevne qanater i områderne omkring Yadz og andre dele af det centrale Iran med til at sikre omkring 20% af den lokale landbrugsproduktion.

Hotellet

I Yadz bor vi på Yadz Traditional Museum Hotel. Det er et smukt sted og hotellet er oprindeligt bygget i 17’tallet, men fint restaurerer og rigtig hyggeligt, bygget omkring en stor åben gård, der er dækket over med et kæmpe vindsejl. Her er vindtårne og fine udsmykninger med gamle redskaber og antikviteter, og under hotellet løber en qanat, der er adgang til via en dyb trappe. Men der er også noget utilforladeligt ved stedet. Værten er højtråbende, viser gerne rundt og fortæller, men han er fyldt med fup og smarte fiduser, og personalet er åbentlyst mere optaget af at rage til sig end at yde god service. Men trods det er der en hyggelig og især meget afslappet stemning blandt de relativt mange gæster, der hygger sig sammen i det fælles gårdmiljø.

Yazd

 

Yadz beskrives i turist- og rejsebeskrivelser som en ørkenby. Men en større provinsby vil nok være en mere rammende betegnelse. Der er ikke noget Hodja fra Pjort over Yadz. Jo, der er vindtårne og qanats, men det er der også i de mere typiske ørkenbyer. Men der er også provinsmoderne hovedstrøg, industrikvarterer, larmende trafik og almindeligt, kedeligt slum. Men der noget i Yadz, man ikke finder andre steder i Iran. Der er zaratrusternes hellige ild og stilhedens tårne.

Zaratrusmen

Zaratrusmen har været perserrigets herskerreligion i alt fald fra Achaimeniderne tid (550 f.v.t.) og frem til den Islamiske invasion i 661. Det er en monoteistisk tro på én guddommelig kraft – Ahura Mazda. Som jeg Forstår det er Ahura Mazda ikke skaberen. Universet er skabt af de fire elementer: Ild, jord, vand og luft (vind). Men Ahura Mazda er den spirituelle kraft, der skaber orden i universet, styrer solen og månens gang på himlen og dualismen mellem nat og dag og det gode og det onde. Den guddommelige kraft har i sig både det gode og det onde, men balancen mellem det gode og det onde kan kun opretholdes gennem gode ord, gode tanker og gode handlinger. Alle skabninger rummer et stykke af Ahura Mazda (kraften) og når døden indtræffer, så frigives denne kraft, så den kan vende tilbage til verdensaltet. Men det er vigtigt, at den ånd, der vender tilbage til Ahura Mazda ikke er forurenet, derfor skal den gennemgå en renselsesproces.

Zaratrusmens grundlægger er profeten Zarathustra. Han antages af det nuværende autoritative zaratrustiske præsteskab at være født i Iran i 1767 f.v.t. i the Great Kharazm. Myten fortæller, at han som 20 årig satte spørgsmålstegn ved den gældende tro og datidens præsteskab. For at afdække sandheden om skabelsen søgte han ud til bjerget Oshidarneh, hvor han levede i 10 år for at opnå erkendelse gennem bøn og meditation. Han blev profet i en alder af 30 år, den 26. Marts.
Da han var 42 år aflagde han et besøg hos kong Gashtash Kiyani i Balkh. Han gjorde Zaratruismen til officiel religion i landet, og herfra spredte den sig ud over Iran.
Zarathustra blev martyr som 77 årig i et ildtempel i Balkh, da byen blev invaderet af erobrere fra Turan.
( Kilde: planche i Ildtemplet i Yadz).

Palle og jeg besøger om eftermiddagen et zoratrustisk skolekompleks, hvor der osgå er et museum. Det er en offentlig/ privat skole, der skal sikre god uddannelse til børnene. Der er stiftet af et velstående medlem af det Zaratrustiske samfund i Yadz omkring 1930. Her får vi en god indføring i zaratrusmens idegrundlag og den nutidige religiøse praksis.

Senere på dagen besøger vi Ildtemplet i Yadz, hvor vi ser den evige ild, der er holdt ved lige siden Sasanidernes indstiftede den omkring år 450 e.v.t.
Bøsøget er lidt skuffende, fordi stedet virkes så sterilt. Her er ingen munke at se, der kløver brænde eller bærer ved til bålet. Gennem et glasrude kan man se en flamme brænde og det er så det. Ved siden af er et udstillingscenter, der et en skrabet udgave af det museum, vi har besøgt tidligere på dagen.

Stilhedens tårne

Til gengæld er det en stor oplevelse at komme ud til Dakhmeh-ye Zartoshtiyn – bedre kendt som stilhedens tårne. Det er her, zaratrusterne har henlagt de dødes kroppe, så de kunne blive renset af rovfugle, inden knoglerne blev kastet i en fordybning i tårnet og dækket med et plastisk materiale, så man undgik at forurene luften og jorden.

Selve begravelsesritualet er kompliceret og kan kun gennemføres af specielt udvalgte personer – en slags bedemænd – fordi det handler om at holde rent og urent adskilt.
Dette begravelsesritual har været holdt i hævd fra Sasanidernes tid i 400’tallet og frem til 1960. I dag begraves de døde på en kirkegård for foden af stilhedens tårne i cementkister, så man på den måde undgår at forurene jorden.

Read More...