Fra Argos til Sparta
5. april 2022 | Posted in Ude | By Palle Møldrup
Kommentarer lukket til Fra Argos til Sparta
Vi besluttede at få kikket på flere steder på Peloponnes. Et oplagt sted var at besøge Sparta. Vi tog en ekstra overnatning i Argos og fik dagen inden set nogle af de lokale levn fra svundne tider og vi tog også en tur mere til Nafplio med besøg på borgen Palamidi opført 1711-1714. Det er en del af et stort fæstningsanlæg, påbegyndt af Venedig med bygget færdigt af osmannerne. Det ligger højt hævet over byen med en pragtfuld udsigt ud over havet og byen. Nafplio er hyggelig og ret turistet især på en søndag.
Mandag d. 4 tog vi fra Argos og kørte ad landevej op over Parnon-bjergene til Sparta. Der var stadig sne på de høje tinder. Samme syn viste sig, da vi nåede sletten, hvor Sparta ligger, men nu med Taygétos bjergene i baggrunden med sne på mange toppe. Lige inden vi kørte ind i Sparta valgte vi at besøge stedet hvor Menelaos og Helene efter sigende har haft deres borg. Op ad en meget smal grusvej med udsigt over det ny Sparta.
Det ny Sparta er bygget oven på noget af det antikke Sparta efter Grækenland blev selvstændigt i 1829 og med en meget stringent byplan. I dag er det en på mange måder veludstyret og flot by med livlig handel fra flotte butikker og med mange restauranter og caféer på de brede boulevarder med masser af appelsintræer. Bylivet oser af overskud og gode indtægter.
Det gamle Sparta
Og mod nord i byen ligger resterne af det gamle Sparta med både levn fra 7 hundredtallet f.v.t og fra Hellenistisk tid med lidt rester af et Athena tempel og græsk teater. Ovenpå en del af det græske er der en romersk periode og oven på denne igen rester fra den byzantinske periode.
Alt sammen med spredte meget gamle oliventræer og med udsigt til de snedækkede toppe på Taygétos bjergene i baggrunden.
Og hist og her i det ny Sparta ligger små levn af templer fra 700-300 f.v.t. og gravmausoleet af Léonidas, der som konge i Sparta. Han gav sit liv sammen med 300 spartanere ved Termopylæ nord for Athen mod en overvældende stor persisk hær ledet af den persiske storkonge Xerxes.
Det forholdsvis lille arkæologiske museum er et besøg værd. Det ligger i en bygning tegnet af den danske arkitekt Theophilus Hansen i 1870’erne.
Peloponnes – Argos og omegn
4. april 2022 | Posted in Ude | By Palle Møldrup
Kommentarer lukket til Peloponnes – Argos og omegn
Vi tog båden fra øen Ithakos tilbage til det græske fastland d. 28. marts. Turen mod Peloponnes gik over den store smukke bro, der spænder over strædet ved Kalamaki Bay på vej E55. Efter en overnatning nær broen kørte vi langs nordkysten af Peloponnes til Korinth og herfra sydpå til byen Argos. Vi tog dette sidste stykke via landevejen og nød de ny udsprungne frugttræer og rosa blomstrende mandeltræer på marker langs vejen.
Argos
Argos siges det, er Grækenlands ældste by. Det er en meget levende by.
Her er en smuk ortodoks kirke og et fint byzantinsk museum, der ridser Grækenlands historie op fra 600 og frem til 1829, hvor Grækenland bliver selvstændigt og for første gang en samlet nation. Der er også et Akropolis med en fortificeret borg, der er blevet bygget på i mindst 3.500 år, og lev fra hellenistisk og romersk tid.
Vi har booked os ind på hotel Morfeas, der ligger centralt i byen. Herfra er der kun ca 10 km til havnebyen Nafplio.
Ikke langt fra Nafplio har vi lejer et hus til familie-komsammen i påsken. Det glæder vi os rigtig meget til.
Nafplio
Nafplio er som sagt en havneby og dens historie er også ældgammel. Men som den står nu bærer den præg af, at Venetianerne erobrede den i 1388, og den var venetiansk frem til 1540 og blev det igen i årene 1686 – 1715.
Ellers var det osmannerne (tyrkerne), der dominerede i området fra 1463 og frem til 1822.
Nafplio var Grækenlands hovedstad fra 1828 – 34.
Nafplio er i dag meget mere turistorienteret end Argos. Nafplio har også et ældgammelt og fortificeret Akropolis og et borganlæg, som Venetianerne påbegyndte, men tyrkerne byggede færdig efter at have erobret byen. Her er også flere smukke ortodokse kirker.
Mykene
Mykene er den største seværdighed i området. Mykene ligger lidt nord for Argos hvor vi bor. Vi var der nu for tredje gang (tidligere var i 2012 og 2014). https://risbjerggaard.com/?tag=mykene
Mykene er en fantastisk borgby, der havde sin storhedstid i bronzealderen fra 1600 – 1200 f.v.t. og lige uden for byen ligger et gravkammer, der er endnu ældre, der bærer navnet Atreus skatkammer. Navnet skyldes de dødemasker af guld men fandt, da man gravede det ud.
Agamemnon var ifølge Homer konge i Mykene, han var hærfører for den græske hær, der i 10 år belejrede Troja, for at hente den skønne Helena hjem, som prins Paris havde bortført fra Sparta.
Mange af de fantastiske skatte fra Mykene kan ses på nationalmuseet ved Akropolis i Athen. Men der er også ved Mykene et museum, hvor bl.a. maskerne kan ses i kopi.
Epidauros
Det største græske teater ligger i Epidauros, ca. 40 km fra Argos. Det har vi også besøgt.
Teatret er en del af et helsecenter (Esklepion), der var aktivt fra ca. 700 f.v.t – 500 e.v.t. Der har været bade, templer og ikke mindst et center for ”mirakelkure” med dormatorium, hvor man blev helbredt via tilstedeværelsen af guden Asklepion eller hans repræsentant på jorden Esklepion-snogen. Desuden et patienthospital med 160 værelser og en stor spisehal. Desuden gymnasium og et station.
I dag er der også et lille museum, hvor man bl.a. kan se tidens lægeinstrumenter, marmorfigurer fundet ved udgravningerne friser fra bygninger og tegninger af rekonstruktioner.
Tiryns
Vi har også besøgt det andet gamle mykenske borg- og byanlæg ved Tiryns, der kun ligger 4 km fra Nafplio. Kolossale mure med bredde på 8 meter og med tilhuggede sten der vejer op til 100 t. Det er ikke underligt at grækerne var af den overbevisning at disse ”mykenske” borge var bygget af kykloper, disse store sagnfigurer, der også optræder i Homers Odysseus.
Korinth
Og så har vi aflagt oldtidsbyen Gammel Korinth ca. 50 km nordpå ved Korinther kanalen et besøg, men da vi nåede frem var det lukket for dagen, så vi måtte skue oldtidsbyen fra hegnet. Ved Gammel Korinth er der eller meget at se, og det er forholdsvis overskueligt, fordi byen blev forladt (eller flyttet) omkring år 500 e.v.t., så det er ikke bygget oven på. Det var her, bl.a. Paulus etablerede en menighed, som han berigede med et par Korinterbreve, der er en del af det nye testamente.
Lidt nyere græsk historie – i Ukrainekrigens skygge
30. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Lidt nyere græsk historie – i Ukrainekrigens skygge
I Arta på det græske fastland er vi tilbage i en mere nutidig historie. Efter anden verdenskrig udbrød der borgerkrig i Grækenland mellem de kommunistiske og de højre-nationale partisangrupper, der havde samarbejdet om at hælde de tyske nazister ud af landet. De højre-nationale løb med sejren, og vi har tidligere her på bloggen skrevet om de mange tusinde græsk-makedonske flygtninge, der hjulpet af kommunisterne og via Nordmakedonien fik nye hjem i Østeuropa og Canada.
Makedonernes nyere historie er en lang identitetskrise
Lige før Arta ligger en historisk bro. Her underskrev de to partisangrupper en samarbejdsaftale i 1944. Desværre holdt den som nævnt kun til tyskerne var ude af landet.
Fredag den 25. marts kører vi til byen Astakos for at tage en færge til øen Ithaka, hvor Odysseus efter myten var konge, da grækerne stævnede ud, for at hævne Menelaos, hvis kone – den smukke Helena – den trojanske prins Paris havde bortført til Troja.
I byen bliver vi modtaget af piber og trommer. Et stort optog er på vej gennem byens hovedgade.
Små børn i nationaldragter og store børn i hvidt og blåt går tydeligt klassevis i strækmarch gennem byen med græske flag til taktfaste rytmer fra gardemusikken. Langs gaden klapper bedsteforældre, forældre og søskende opmuntrende med. Optoget afsluttes af en gruppe ældre veteraner ligeledes i nationaldragter. Lidt efter samles alle på havnen og der er travlt med serveringer i de mange havnecaféer.
Klokken 13.00 lægger færgen til som planlagt og vi er på vej på ø-eventyr.
Fra Piso Aetos anløbshavnen på øen Ithaka er der kun 10 km til hovedbyen Vathy, hvor vi har booked et B&B for 3 nætter. Værtinden Kristina fortæller om dette smukke og særprægede lille hotel.:
”Efter jeg kom tilbage fra Sydafrika med mine to døtre i 1982, hvor jeg en årrække var skolelærer, købte vi huset her. Det var da en olivenoliefabrik, med ældgammelt maskineri drevet af et par maskiner, der med bælter til store aksler trak de forskellige pressere.”
Vi fik vist de gamle billeder, hun havde og kunne genkende noget af det gamle indbo, der nu indgik i det utroligt smukke hus.
Huset er fuldstændig renoveret og indvendigt båret af store jernkonstruktioner, der gør huset i stand til at modstå selv kraftige jordskælv.
Ialt 7 værelser hvor 14 -16 gæster kan nyde udsøgte værelser centralt i byen.
Foruden Kristina hjælper hendes to døtre og børnebørnene med at drive hotellet.
Ved morgenmaden lørdag morgen fortæller vores værtinde, at der er et arrangement på torvet i byen kl. 12, det er en demonstration for fred. Hun er selv en af arrangørerne.
Vi vil selvfølgelig gerne deltage. Den 25. marts marcherede alle Grækenlands børn for at fejre grækernes befrielsen fra osmannerne (tyrkerne) i 1829. Den 26. marts danser de samme børn for fred i Ukraine.
Alle vi møder på vores vej er naturligvis oprørte over krigen i Ukraine og over russernes fremfærd. Men i Italien og Grækenland er det fredssymbolerne, der kendetegner markeringerne – ikke den massive støtte til Ukraine, som vi fornemmer præger billedet i Danmark. Vi ser ikke et eneste ukrainsk flag, men derimod de regnbuefarvede flag med fredstegn.
Grækernes dilemma er vores allesammens dilemma. Vi vil både have frihed og fred. Men når valget bliver så konkret, som det er lige nu i Ukraine, så vælger flertallet friheden over freden. Så har vi krigen og alle dens ufattelige følger og strømmen af mennesker på flugt.
Vi spørger lidt til det franske initiativ, hvor Frankrig sammen med Tyrkiet og Grækenland vil starte en evakuering af Mariupol over Sortehavet. ”Kan det mon skabe forsoning mellem Grækenland og Tyrkiet, der jo begge er medlemmer af NATO”, spørger vi.
”Nej”, svarer vores værtinde resolut, ”Jeg stoler ikke på tyrkerne over en dørtærskel. De har besat Cypern”.
Vi siger ikke mere. Men grækerne forsøgte sig også med en invasion af Tyrkiets Vestkyst ved Smyrna (nu Izmir), da tyrkerne var i knæ efter første verdenskrig. En aktion der ikke faldt ud til grækernes fordel, og resulterede i at 100.000-vis af grækere blev udvist af Tyrkiet.
Vi har tidligere skrevet om forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet her på bloggen:
Ærkefjenderne har valgt forskellige udviklingsveje
Ind i Grækenland
29. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Ind i Grækenland
Fra Brindisi sejlede vi til Igoumenitsa i Grækenland. Turen blev længere og lidt mere dramatisk end den havde behøvet.
Færgen fra Brindisi er en kæmpe færge med tre bildæk, de to nederste til lastbiler og det øverste halve dæk er til mindre lastbiler, campere og personbiler. På de to nederste dæk holdt der måske 50 kæmpe lastbiler og på det øverste dæk holdt vi omkring 25 biler. Vi blev lempet op på øverste dæk via en rampe, der så blev trukket op, så der kunne holde lastbiler under rampen.
Oprindeligt lød sejlplanen på ind tjek kl. 11.00 afgang kl. 13.00. Kl. 13.15 fik vi en SMS om, at vi først behøvede at være der kl. 13.00, da færgen var 2 timer forsinket. Dermed rykkede den forventede ankomst i Igoumenitsa til kl. 01.00. Så vi var glade for, at vi havde booket et hotel i med 24/7 åbent.
Sejlturen var fin nok, og der var god og solid forplejning, især beregnet på de mange lastbilschauffører, der også havde kahyt. Balladen begyndte, da vi lagde til havn i Igoumenitsa.
Der skete nemlig ikke rigtig noget oppe på tredje dæk. OK, der var jo mange lastbiler, der først skulle fra borde. Men da der var gået en lille time uden der overhovedet var sket det mindste, begyndte utålmodigheden at brede sig på tredje dæk.
Tilbage i skibets reception var der ingen hjælp eller svar at hente, men rygterne begyndte at svirre. Der var problemer at få sænket rampen. Nogen mente at rampen sad fast, andre at der holdt en lastbil under rampen, der ikke kunne starte. Begge dele kunne for så vidt være sandt. Nogen mente problemet kun kunne løses i Brindisi, så vi ville være nødt til at sejle med tilbage. Det eneste man kunne få ud af receptionen var, at vi kunne få en kop kaffe på skibets regning og vi kunne lægge os til at sove i salonen, så skulle de nok vække os, når vi kunne køre fra borde.
Imens kunne vi følge nye lastbiler, der kørte om bord og nye chauffører, der fik morgenmad i Caféen og nøgler til kahytter.
Til sidst var jeg så træt af de svirrende rygter, at jeg forlangte at tale med kaptajnen. Så kom der en styrmand der forklarede, at en lastbil ikke kunne starte, der var sendt bud efter en mekaniker og at færgen ikke vil sejle før alle biler var kørt fra borde.
Vi prøvede at få lidt søvn i salonen, og kl. 6.30 blev vi kaldt til bilerne. Nu var der masser af personale på tredje dæk, rampen var sænket og bilerne begyndt at køre fra borde.
Kl. 7.00 var det solopgang og vi kunne tjekke ind på hotellet og få et par timers søvn og et bad, inden vi skulle tjekke ud igen kl. 12.00.
Det gode ved at være i Grækenland er, at man kan tale med folk. Engelsk og tysk er meget udbredt sprog. Så vi fik gode snakke både i receptionen på hotellet og hos den bager vi holdt ind ved, for at få lidt morgenmad kl. 12.00.
Der er ifølge guidebogen ingen grund til at spilde tiden i Igoumenitsa, der blev fuldstændigt udbombet under anden verdenskrig.
Næste overnatning havde vi planlagt i byen Arta. Det var en køretur på godt 150 km, hvoraf en del var ny-anlagt motorvej. Undervejs skulle vi krydse floden Acheron. Det er den flod, de gamle grækere kaldte Styx, i hvis midte lå en ø, der var nedgangen til Hades. For at komme hertil, skulle man færges over af færgemanden Charon. Det blev man kun, hvis de pårørende havde lagt en mønt til færgemanden under den dødes tunge. Uden mønt ingen færgetur, og man var dømt til at vende tilbage, hvor man kom fra og blive genganger. (for en sikkerheds skyld gav min søster og jeg min mor en mønt med, da vi begravede hende i januar).
Men det var ikke kun de døde, der kunne blive færget over til øen. Også levende kunne blive færget over og aflægge et besøg hos dødeoraklet i Nekromanteion. Her kunne man efter omhyggelig forberedelse få lov at tale med de dødes sjæle. Processen før man blev ført ind i det allerhelligste minder om den proces, man skulle gennemgå for at komme til Asklepios – guden med de helbredende evner. Renselse, faste og de rigtige drømme før man kunne nærme sig de dødes sjæle eller skygger (psyke).
I Odysséen beskrev Homer, hvordan Odysseus mødte de døde sjæle og erfarede den videre skæbne for en række af de græske mytiske figurer og Trojas helte: Ødipus moder, Mykenes konge Agamemnon, der blev slagtet som en okse ved krybben af sin kone ved hjemkomsten, Akilleus sjæl og Herakles skygge. Også hans egen mor dukker op og fortæller nyt om livet på Ithaka.
Geografien har ændret sig siden dengang, men Nekromanteion ligger der stadigt og man kan besøge krypten, hvor pilgrimmene gjorde sig klar til mødet med de dødes sjæle. Vi går også en tur i omegnen og ser Persefones hule. Persefone er frugtbarhedsgudinden Demeters datter, som Hades har bortført og gjort til underverdenens dronning. En gang om (for)året får hun lov at stige op fra Hades og deltage i De Eleusiske Mysteriefester, der skal sikre det kommende års høst.
Etruskerfortællinger 2
25. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Etruskerfortællinger 2
Vores interesse for etruskerne går tilbage til starten af 1980’erne, hvor der var store etruskerudstillinger i Brede og Malmø. Vi var især optaget af deres jernudvinding, fordi der var paralleller til det, vi havde set i Tanzania. Dengang var tesen, at mangel på træ var en af årsagerne til etruskerkulturens forfald.
På de museer og udstillinger vi har besøgt nu i Italien, har dette tema slet ikke været berørt. Derimod har det – helt i tidens ånd- handlet meget om identitet.
Hvor kom etruskerne fra, hvilken kulturarv har de efterladt, hvilken rolle spillede de i forhold til grækerne og romerne og hvor forsvandt de hen?
Det jeg skriver nu baserer sig på de forskellige iagttagelser vi har gjort på vores rejser, hvor vi rundt om Middelhavet, i Lilleasien og i Persien (Iran) har studeret den tidlige jernalder:
Bronzealderen
Bronzealderens højkulturer og ”stormagter” var Egypterne, Babylonerne og Hittitterne. Herfra har vi masser af skriftlige kilder, segl, regnskabssystemer og lange episke tekster – overvejende af religiøs karakter. Vi har tre skriftsystemer: Egyptiske hieroglyffer, Babylonsk kileskrift og Hittittiske hieroglyffer. Vi har tekster, der er affattet på alle tre sprog på samme stele, skriftrulle eller plakette, og det har derfor været muligt at afkode alle tre sprog og dermed læse teksterne. Vi har bevaret brevveksling mellem Faraoer og Hittitterkonger. Brevene er skrevet på lertavler, der senere er brændt, og derfor bevaret for eftertiden. Tiden har været præget af udbredt samhandel, viden-udveksling og naturligvis stormagtskrige. Derfor stammer verdens første fredsaftaler og menneskerettighedserklæringer fra denne periode.
Der er også mange mindre kulturfolk i denne periode, der deltager i det globale handelskredsløb. Det er typisk kulturer, der ikke udvikler eget skriftsprog, og som vi derfor kun kender fra andres omtale af dem.
Et par af den kan man kalde up-comming kulturer, fordi de efterfølgende kommer til at spille en større rolle og udvikler egne skriftsprog. Det er Mykenerne (grækerne), assyrerne og fønikierne.
Nævnes må også det største europæiske folk på denne tid thrakerne. Thrakerne udviklede aldrig deres eget skriftssprog.
Bronzealderens sammenbrud
Homer’s fortællinger i Iliaden og Odysséen er på mange måder dommedagsfortællinger, der handler om bronzealderens sammenbrud. Krige mellem rivaliserende konger og gudernes vrede indvarsler de store kulturers undergang. Tilsæt hertil et ukendt havfolk, der gør sejllads på Middelhavet til en usikker affære. Sørøveri kom simpelt hen på mode, og alle med sejlførende fartøjer har sikkert taget deres del af kagen. Men interessant er det, at især assyriske kilder taler om folk fra Sortehavet – Kimmerere, et nomadefolk fra de pontiske stepper ved Sortehavet.
”Kimmererne omtales i assyriske kilder og hos den græske historieskriver Herodot; i 696-695 f.Kr. De angreb Lilleasien og ødelagde det frygiske rige. Senere angreb de Lydien, hvis konge, Gyges, forsøgte at få en alliance mod dem i stand med Assyriens konge Assurbanipal. Ca. 600 f.Kr. lykkedes det den lydiske konge Alyattes (ca. 610-560 f.Kr.) at drive kimmerierne bort fra Lilleasien.[i](Den store danske, Gyldendal).” Andre kilder taler om Skytere eller Russere.
I græsk historieskrivning kalder man perioden fra Mykenekulturens fald til arkarisk tid – det vil sige fra krigen i Troya omkring 1200 f.v.t og frem til årene omkring 700 f.v.t. for den mørke periode. Det vil sige en periode, der ikke er beskrevet i de græske historiske kilder.
Arkarisk tid begynder der, hvor grækerne genopfinder sig selv med bl.a. Homers fortællinger om en fjern fortid og hvor andre græske forfattere som Herodot fortæller om nutiden.
Jernalderen
Alt dette er skrevet for ligesom at introducere til den tid, hvor Etruskerne træder ind på den verdenshistoriske scene. Jeg tænker ikke, det er forkert at kalde sidste årtusind før vores tidsregning for metallernes årtusind.
Metaller var ikke ukendte i bronzealderen. Guld, sølv og bronze var velkendte materialer, og der blev arbejdet systematisk med metallurgiske legeringer. Der blev eksperimenteret med det nye materiale jern igennem hele det andet årtusinde, men først da man fandt ud af at hærde jern til stål fik det for alvor betydning.
Dog ikke sådan at jern udkonkurrerede bronzen – end sige guld eller sølv. Tvært i mod. Alle former for minedrift blomstrede. Det sidste årtusind før vores tidsregning var også mønternes årtusind. Der skulle bruges guld og sølv i massevis, både til at berolige og bestikke guderne, begave kongerne og ikke mindst til at skaffe lejesoldater.
Her kommer Lydien igen ind i billedet. I Lydien flød guldet i floderne, det var bare at fiske det op og smelte det om til værdifulde genstande og ikke mindst til verdens første mønter.
Etruskerne og Lyderne
Lad os lige antage, at man kan trække en parallel mellem metallerne og computernes udbredelse. Da computeren kom frem i 1980’erne gik alle intellektuelle kræfter de næste 25 år med at finde ud af, hvordan den bedst kunne bruges til at forandre verden. Og så eksploderede digitalisering stort set på samme tid verden over.
Omkring år 1200 f.v.t går der overalt i Middelhavet rygter om et nye metal, der findes i bjergene, der får helt særlige egenskaber når det udvindes og hærdes ved meget høj varme. Alt hvad man behøver er en åre med en rød bjergart og masser af træ, der kan brændes til trækul og en masse øvelse. I tilgift kan man være heldig at finde både guld, sølv, tin og kobber. Det er vel ikke svært at tænke sig en ”jernfeber”, der får sendt alle folk med evner inden for minedrift og udsmeltning på vandring ind i Europa og Lilleasiens mange uudforskede bjergkæder for at finde metalårer. Det rygtes også, at de dygtigste smede finder man i området mellem Sortehavet og det Kaspiske hav, så det er klogt at lægge vejen deromkring.
På det europæiske fastland er det især kelterne og etruskerne, der lærer at beherske kunsten at udvinde det nye metal. Kelterne kom nordfra og etruskerne kom sydfra, de mødes i de centraleuropæiske alper og derfra vandrer grupper af etruskerne mod den italienske halvø og grupper af keltere (gallerne) mod de franske alper. Andre bliver i de bulgarske bjerge og smeder våben til Thrakerne, atter andre slår sig ned i Østrig og overtager senere rollen som storleverandører til den romerske hær, på det tidspunkt, hvor træ bliver en alvorlig mangelvarer hos etruskerne.
Da etruskerne slår sig ned i Umbrien og Toscana blander de sig med den lokale indfødte befolkning.
Denne hypotese vil i alt fald kunne forklare de sproglige og genetiske mysterier, der knytter sig til etruskerne. Men det kan også forklare de mange fællestræk, vi kan se mellem den thrakiske og den etruskiske kultur. På mange punkter er der tale om en meget parallel udviklingshistorie, her tænker vi især på keramikken, gravgaverne og de smukt dekorerede gravkamre.
[i] Den store Danske, Gyldendal (nettet)
Om turen gennem Italien
24. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Om turen gennem Italien
Vi startede hjemmefra den 12. marts, så vi har nu været på farten i 10 dage. Vi er nået til Brindisi på Italiens hæl, og vi har købt billet, så vi nu krydser Adriaterhavet og lander i Igoumenitsa på Grækenlands vestkyst.
Det har været en lang, men også meget smuk tur ned gennem Italien. Lidt kølig. Vi kunne godt tænke os, at der blev skruet lidt op for varmen, men det gode vejr har jo øjensynligt lejret sig i Danmark. Tillykke med det.
Vi gjorde ophold tre nætter hos en lille familie tæt ved den gamle etrusker by Chiusi. Vi har allerede fortalt lidt om Chiusi, der ligger meget smukt på grænsen mellem Umbrien og Toscana.
En spændende og overskuelig by, hvor man har gjort meget for at formidle byens historie også på engelsk.
Den lille familie vi boede ved var en alenemor med 2 børn på 8 og 6 år, hvor det yngste barn, en pige ved navn Ariane, var handicappet og meget kontaktsøgende. Enrico, hendes storebror, var 8 år og meget nysgerrig på verden. Det var en kompliceret livshistorie med mange eksotiske elementer: En far der opgav sit advokatjob for at blive kunstner, en mor der ville skilles for at blive lærer i Eritrea og et stormombrust ægteskab på Sardinien med en ældre mand, der er far til de to børn, men nu skrevet helt ud af familiehistorien. Livet var helt bestemt ikke let i den lille familie.
Fra Chusi fulgte vi etruskernes rute ned gennem Italien. Vi kørte gennem Orvieto, Tuscania til Tarquina, hvor vi overnattede. Tarquina er bestemt også en meget smuk by. Den ligger nord for Rom ved Tiberen med udsigt til Det Tyrrenske Hav. Den del af Middelhavet er opkaldt efter etruskerne. Det er ved Tarquina, man har fundet den største etruskiske dødeby med mange flot dekorerede grave. Der vil komme mere om det i en andet opslag – Etruskerfortællinger 2.
Fra Tarquina kørte vi uden om Rom og forbi Vesuv ved Napoli, hvorefter vi krydsede ind over landet og havde en overnatning i bjergbyen Potenza. Derfra kørte vi til Brindisi og nu er vi så klar til nye eventyr i Grækenland.
Etruskerfortællinger 1
18. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Etruskerfortællinger 1
Ved tårnet til kirken i Chiusi er en skulptur af hunulven med Romulus og Remus, det er en klar reference til myten om Roms grundlæggelse.
Chiusi var en etruskisk kulturby længe før Rom blev grundlagt. Den er grundlagt af etruskerne allerede omkring år 1000 f.v.t. Det er formodentligt sådan, at etruskerne spillede en afgørende rolle ved Roms grundlæggelse og mange af de latinske traditioner inden for især arkitektur kan føres tilbage til etruskere. Det gælder bl.a. traditionen med at bygge byer på høje, men også romernes viden om byplanlægning, vand, kloakering stammer fra etruskerne.
Et besøg på museet i Chiusi viser, at der sker en kraftig hellenisering af etruskernes kultur i årene fra år 600 f.v.t og frem til de gradvis blev latiniserede og integreret i Romerriget omkring 300-tallet f.v.t. Det vil sige, at etruskerne benyttede det græske alfabet i deres gravskrifter og at keramik og deres billedunivers mere og mere kom til at afspejle græske myter og traditioner.
Forskerne hæfter sig ved, at tidlig etruskisk kunst vidner om en ligestilling mellem kønnene, der ikke genfindes i hverken græsk eller romersk kultur.
Hvor kom etruskerne fra
Det er en udbredt teori, at etruskerne er et italiensk urfolk, men nyere DNA-analyser har bekræftet Herodots fortællinger om, at etruskerne har haft tætte forbindelser til Lydien.
Mange af deres tidlige gravtraditioner er typiske centraleuropæiske, og der er en lige linje fra villanovakulturen til den senere etruskiske kultur.
Man ved ikke meget om etruskernes sprog, men den førende teori er, at der var tale om et ikke-indoeuropæisk sprog.
De første jernalderfolk i Europa
Etruskerne var et af de folk, der trådte ind på scenen i overgangen mellem bronze- og jernalderen.
De udvandt metaller fra bjergene: guld, sølv, bronze og ikke mindst jern. Derfor er de formodentligt blevet tiltrukket af metalforekomsterne i bjergene i Appenniner og de ældste bosættelser ligger også i de bjergrige områder i Umbrien og Toscana. Senere som handelskulturen udviklede sig flyttede hovedbyerne længere sydpå og tættere på kysten.
Kilde: https://no.wikipedia.org/wiki/Etruskere
På Langtur til Grækenland
16. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til På Langtur til Grækenland
16. marts 2022
Vi er nået til Po-sletten i Italien efter tre dages kørsel – overvejende på motorvej. Undervejs er vi kørt igennem lange skovstrækninger, vi har set masser af tyske vindmølle- og solcellemarker, flokke af råvildt og to storke, der spadserede på en mark. Vi overnattede ved Leipzig og Ingolstadt i Tyskland inden vi i går krydsede de foldede Alper, vist nok det, der hedder Øst-alperne.
Lidt tankevækkende at et mikro-kontinent kaldet Adria kunne løsrive sig fra den afrikanske kontinentplade og i 50 millioner år sejle rundt på verdenshavet inden det for ca. 100 millioner år siden skruede sig ind under den eurasiske kontinentalplade og presse grundfjeld op, sine steder helt op i 4 km højde. Sikke en ravage det må have lavet, men alligevel var det ikke årsag til en af de 5 store masseuddøen på jorden. Det er foregået i et langsomt og roligt tempo over ca. 5 millioner år, og de kæmpestore dinosaurusser, der levede på den tid, har haft tid nok til at tilpasse sig de store geologiske forandringer.
Uanset hvad, så er alperne et fantastisk syn, når de dukker op for øjnene af en på motorvejen syd for München og man tager turen over den gigantiske Europabro frem til Brennerpasset i 1380 m. højde. Vi mindes begge turen fra vores barndom. Dengang var turen over Brennerpasset i en DKW fra 1958 en noget større udfordring, om end slet ikke sammenlignelig med da Kristian Kold tog turen over alperne til fods med en trækvogn på vej hjem fra Smyrna (i dag Iznik i Tyrkiet) i 1847. Men han havde nok også noget at tænke over efter 5 års ophold i den Osmanniske by. Først som missionær og siden som bogbinder.
Nu er hele turen overstået på 3-4 timers motorvejskørsel, og vi er landet på den flade Po-slette. ”Har du lagt mærke til, at Alperne er væk igen”, siger Palle. Efter endnu en times kørsel tjekker vi ind på vores lille overnatningssted, et B&B ved en af Po-flodens kanaler.
I morgen fortsætter vi turen til en af etruskernes hovedbyer – Chiusi, syd for Firenze.
Dansen om Bayeaux Tapetet
19. september 2019 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Dansen om Bayeaux Tapetet
I Bayeux hænger et tapet, der blev broderet på hørlærred i årene efter 1066. Det fortæller historien om, hvordan det gik til, at hertug Wilhelm af Normandiet blev Englands konge i 1066.
Men danske øjne betød det afslutningen på en epoke med dansk indflydelse på De Britiske Øer. Men i virkeligeheden var den nok forlængst forbi.
Læs fortællingen om vores rejse til England og Frankrig, hvor vi så nærmere på historien bag det gamle kunstværk.
Rejsebrev fra England og Frankrig, september 2019
Hjemrejsen
13. november 2018 | Posted in Hjemme, Ude | By Eva Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Hjemrejsen
Iznik, Istanbul, Edirne og hjem
Sidste del af turen fører os fra Sortehavet til Edirne, hvor vi kører bilerne på et biltog og forbereder os på 36 timers togrejse til Villach i Østrig. Derfra er der en køretur fra Villach til Wien, hvor et andet tog venter os, og bringer os til Hamburg.
Fra Amasra til Iznik
Turen har budt på mange smukke køreture, og en af den er turen fra Amasra til Bolu. Strækningen fører igennem nogle smukke og i vores verden oversete naturområder. I Tyrkiet er de mål for meget lokal turisme. Det oplever vi allerede i Asmara, hvor mange andre rejsende viser os billeder fra nationalparker, som de varmt anbefaler os at besøge. Men vi nøjes med at nyde, at køre gennem bjerge dækket af jordbrune, gule og vissengrønne efterårsfarver og rødløvede buske og frugttræer med hvidkalkede stammer.
Vi overnatter på et hotel i Bolu. Her får vi om aftenen besøg af byens turistchef, en kvinde, der gerne ser os blive en dag mere og besøge nogle af naturperlerne i området. Især Bolu sø og kildespring og vandfald i det bjergrige område får varme anbefalinger. Men vi siger, det må blive en anden gang. Vi har allerede booket to overnatninger i Iznik på hotel Limnares, der ligger lige ned til Iznik sø.
Iznik
Model af Iznik i den storhedstid i 1200’tallet udført i kakler
Iznik hed engang Nikæa. Det var her Konstantin den store i 325 sammenkaldte alverdens biskopper, så de en gang for alle kunne afgøre, hvad der var den sande kristendom. Omkring 30 biskopper var de vist, her i kristendommens barndom. Men spørgsmålet var ikke så nemt at besvare. Men en vigtig beslutning blev taget. Det var bestemmelsen af Jesus natur. Her blev treenigheden fastslået. Det blev bestemt, at Jesus er guddommelig, gjort af det samme stof som skaberen selv og en del af treenigheden: faderen, sønnen og helligånden. Efterfølgende muligt af skelne mellem ægte og falske kristne bevægelser og evangelister og biblen fandt efterhånden sin endelige form.
Iznik søen
Vi har før været rundt om Iznik søen på ruten fra Istanbul til Bursa. Den ligger utrolig smukt omgivet af bjerge, og jeg har haft et stort ønske om at se byen, nysgerrig efter at fornemme stedet og stemningen. Denne gang havde vi så tiden til at tage en afstikker fra hovedvejen og se lidt nærmere på stedet.
Når man drejer fra hovedvejen kommer man ind på en smal 2-sporet og ikke særlig velholdt asfaltvej, der fører gennem velplejede marker, frugtplantager og olivenlunde. Overalt holder biler og traktorer i vejsiderne og høstarbejdet er i gang. Der bliver plukket frilandstomater, høstet æbler, majs, kål, oliven og kastanjer, og kartofler bliver taget op. GPS’en fører os nord om byen, og vi kommer gennem et supertrist industriområde, inden vi når frem til hotellet, der ligger ned til Iznik søen og med ryggen til den gamle bymur. Der er to mure fortæller værten, den første er fra romertiden, den anden fra Byzans. Desværre er det ikke et ordentligt kort over byen, kun en lille pamflet der antyder, at byen stadig ligger “inden for murerne” af den gamle befæstede by.
Vi har igen problemer med Y’eren. Kompressoren knurrer og smider olie, og vi er faktisk i tvivl om hvorvidt vi kan køre videre i den. Så Palle går i gang med studere kompressorers opbygning og muligheden for at skaffe et reparationskit.
Iznik i dag
Hovedgaden i Iznik
Sidst på eftermiddagen går jeg en tur op i byen, for at få et første indtryk af, hvad der er tilbage af den gamle by. Byen er oprindeligt grundlagt af Antigones, en af Alexander den 3. Den Stores generaler, i 316 f.v.t., og videreudbygget af Lysemarcus efter 301. Det var også ham, der gav den navnet Nikæa, efter hans seneste kone. Den er opbygget som en klassiske hellenistisk by, med en nord/ syd og en øst/ vest akse, der skærer hinanden i byens centerpunkt. Præcis her ligger Iznik’s Aya Sofia. Engang en smuk, klassisk byzantinsk bygning dekoreret med freskoer. Den er bygget nogen lunde samtidig med navnesøsteren i Istanbul. Men gennem årene har den mistet stjerneglansen, ramt af krige, jordskælv, ombygning til moske og almindeligt forfald. Engang lå den i gadeplan, i dag ligger den halvt i kælderplan ud mod hovedgaden, som tidens fylde har hævet et par meter over det plan, hvor den oprindelige romerske vej var anlagt. Bag kirken ligget et smukt grønt anlæg, der betyder, at Aya Sofia i dag tager sig bedst ud bagfra.
I aftenlyset ser jeg kun kirken fra forsiden, mens jeg scanner byens to sydlige kvadranter. Det jeg ser, er en stor landsby. Forretningerne i Hovedgaden – Ataturk Caddesi – sælger overvejende traktorer, reservedele og isenkram til markarbejde. Og trafikken er for 50 % vedkommende traktorer med anhængere, der kommer hjem fra markarbejde med høstarbejdere og grøntsager på ladet. På en måde føler jeg mig lidt snydt. Nikæa er en af de vigtigste by i kristendommens historie. Og så frister den i dag en skæbne som en hengemt landsby. Men omvendt er det måske netop byens held. At den har fået lov at gemme sig bag et skjold af uambitiøs bondefornuft, hvor almindelige mennesker er flyttet ind i resterne af fortidens storhed, og har udnyttet det, der kunne anvendes og ladet resten henfalde i historiens glemsel. Det er vel ret meget i Jesus ånd. Her er plads til både rige og fattige helt almindelige mennesker i et ualmindeligt frugtbart hjørne af verden med et ualmindelig smuk natur.
Det gamle Iznik
Østporten i den gamle bymur med rester af den gamle, romerske vejbelægning.
Næste dag får vi set nærmere på byen. Det viser sig, at den gamle bymur stort set er komplet. Den har haft 8 indgange. Den oprindelige hovedindgang – Lefke Kapisi – ligger mod øst, og det er også den, der i dag er bedst bevaret. Starter man her og går ned ad Kilicaslan Caddesi, får man nok den bedste fornemmelse af den oprindelige by. En god kilometers gang, så er man ved søen. Undervejs kommer man forbi byens vigtigste pladser, moskeer og gamle byzantiske bygninger, som ex. Iznik Museum (under ombygning) og Aya Sofia. Går man kun til centerpunktet og til højre (mod nord) kommer man forbi en anden gammel byzantinsk bygning – et badeanlæg, der i dag er indrettet som kulturcenter. Her kan man købe kunsthåndværk og en kop kaffe i gården, og i de game baderum er der fotostater med billeder fra igangværende arkæologiske udgravninger. Nikæa eller Iznik har i dag UNESCO status. Men der er stor mangel på materiale, der fortæller om byens historie, og som kan hjælpe sådan nogen som os med at lukke byen op.
Går man videre, venter der en belønning længere fremme. Det er Istanbul porten. Det var her, vores udforskning startede. Selve den gamle port er velbevaret, og der arbejdes hårdt på at restaurere nogle game bygninger, der har været en del af det tidligere forsvarsanlæg. Som nævnt har Iznik været beskyttet af en dobbeltmur. Den første mur blev anlagt af Lysimarcos omkring 300 f.v.t. Den anden mur er fra 1200’tallet. Den blev anlagt efter at Venetianerne – eller latinkatolikkerne som man siger her – indtog og hærgede Konstantinopel fra 1204 -1261. I de år søgte kejserfamilien tilflugt i Nikæa, slog sig ned ved søen og ventede på chancen for at generobre Konstantinopel. Den chance kom i 1261. Men murerne stod ikke distancen, da Osmannerne angreb byen i 1331, hvor byen sammen med Bursa kom under Osmanniske styre i et slag ledet af Orhan Gazi, der var Osmans søn. Det var næsten 125 år før Konstantinopels endelige fald i 1453. I 1402 faldt Iznik en kort overgang i hænderne på Timor Link, der hærgede byen, men efter hans død i 1405 blev den igen Osmannisk og siden tyrkisk. Orhan Gazi gjorde Bursa, der ligger ca. 75 km fra Iznik til Osmannerrigets første hovedstad. Her ligger både Osman og Orhan begravet.
Gadeparti ved den gamle bymur
Det er sjældent, man i en by finder så levende rester af fortiden som i Iznik. Fra Istanbulporten kan man et langt stykke følge en sti mellem de to mure, og man kan fornemme, hvordan folk har boet og stadig bor i huse, der ligger klinet op ad den inderste mur. Her er bolig og værksteder bygget sammen med muren, i værkstederne drejes trævarer, og mellem børn, hunde, katte og høns produceres æblekasser, marmorplader, fliser og andre nyttige ting til det lokale marked.
Mere Y
Da vi kommer hjem fra vores ekspedition har drengene været i gang med Y’eren. Det har afsløret, at ikke alt var, som det skulle være efter reparationen i Unye, hvor toppakningen blev skiftet. En del skruer skal efterspændes, Men værst er det, at remmen til kompressoren har været spændt for stramt. Så der er gået en pakdåse og lejerne lyder ikke helt, som de skal. På resten af turen bliver det nødvendigt med mellemrum at efterfylde kompressoren med olie. Så vi krydser fingrene og håber på, at den kan holde hele vejen hjem.
Istanbul
Vi kommer til Istanbul uden yderligere problemer. Turen nord om Iznik søen er smuk, vi kører gennem olivenlunde, hvor høsten er i fuld gang. Derefter kører vi ad nyanlagt motorvej. Marmarerhavet som vi tidligere sejlede over passeres via en smuk Højbro, og senere kører vi ad en ligeledes nyanlagt tunnel under Det gyldne horn, og så lander vi lige i smørhullet. Det er altid lidt panisk at lande med tre veteranbiler i en storby. Vi har gennem Airb&b for længst booket en luksuslejlighed i Sultanehmet på Det gyldne Horn. Gennem meget smalle gader når vi frem til den plads, hvor udlejer har forsikret os om, at bilerne fint kan holde parkeret.
Begyndervanskeligheder
Selv om vi er der til aftalt tid, så glimrer udlejer ved sit fravær. Så vi danner trafikprop, trængsel og kaos foran Sokollu Mehmet Pasha Moskeen, netop som fredagsbønnen er slut og mænd strømmer ud efter fredagsbønnen. Da vores vært Saban endelig dukker op, får han dirigeret rundt med allerede parkerede biler, så vi kan holde i gaden “på Istanbuls vis”, som har siger. Y-eren kommer til at holde i anden position. Det ser ret håbløst ud, især når man ved, hvor megen opmærksomhed vores tre biler skaber, når de holder parkerede. Der går da heller ikke ret lang tid, før Saban kaster håndklædet i ringen. Mens vi spiser frokost på en lille restaurant ringer han og foreslår, at bilerne bliver flyttet til et nærliggende parkeringshus.
Vores “luksus”-kælderlejlighed i Istanbul
Mændene flytter bilerne, mens vi piger ser lejligheden an og køber ind. Lejligheden er en slem skuffelse. Det viser sig at være en kælderlejlighed, med udsigt til gadeplan fra højtsiddende vinduer. Den er nyistandsat og hvidmalet og derfor lys, men der slipper ikke meget dagslys ind. Den er OK møbleret, der er et lille køkken og to badeværelser som lovet, men der er absolut ingen luksus over den. Til gengæld er beliggenheden perfekt. Kvarteret er roligt, den ligger lige bag hippodromen, uden for døren er masser af små forretninger, et supermarked og gode, billige restauranter.
Det er på en af restauranterne, vi mødes med drengene igen. De er kobberrøde i hovederne af arrigskab over den måde, bilerne bliver behandlet på i parkeringsgaragen. Store knægte, der råber og skriger og insisterer på at få nøglerne, så de kan bakke rundt med bilerne, som det passer dem. Det lykkes den ene af dem at køre Y’eren ind i en anden bils kofanger, hvorefter den selvfølgelig går i stå. Derefter forsøger han at aktivere startmotoren ved at dreje nøglen, men i stedet for kommer den til at sidde fast i tændingslåsen. Unge mænd ved ikke, at gamle biler ikke skal startes med nøglen, de er forsynet med et separat starthåndtag.
Først på det tidspunkt lykkes det at få dem forklaret, at bilerne skal holde bagest i p-kælderen, så de ikke behøver at blive flyttet de næste 5 dage. Og at nøglerne bliver hos os, indtil vi henter bilerne igen.
Gensyn med Istanbul
Efter disse startproblemer får vi 5 gode dage i Istanbul med mange gode oplevelser. For er der en ting vi 3 teams er gode til, så er det at snakke tingene op i stedet for ned. Og at grine af fortrædelighederne i stedet for at falde i et fælles dybt sort hul.
Indgangen til den 3. gård i Topkapi
For mig er gensynet med Topkapi paladset det største, selv om en del af de steder vi ville besøge derinde er lukket p.g.a. ombygning. Og så er der alt for mange andre turister den lørdag, vi er der. Det er vores 3.
besøg i paladset, og denne gang virker det hele langt mere overskueligt end tidligere. Man begynder at få en lille fornemmelse af det liv og de magtkampe, der har udspillet sig i Osmannerrigets “Den høje Port” for 2, 3 og 4 hundrede år siden. Besøget suppleres fint af et besøg i Stor Visirens palads, der er indrettet som museum og ligger ud til Hippodromen.
Uskyldens museum i Istanbul
Også et gensyn med Uskyldens Museum er en dejlig oplevelse. Denne gang har vi læst romanen, og med Orhan Pamuk og Fortælleren Kamals stemmer i audioguiden, er det en anderledes oplevelse end sidst. For mig mere intens. Palle synes at oplevelsen bliver mindre intens, fordi audioguiden betyder, der mindre overladt til fantasien. Men i symbiosen mellem bog, audioguide og museum har Orhan Pamuk sat en ny standard for et fiktivt univers, der på samme tid fortæller en historie og afspejler en epoke i det moderne Tyrkiets historie.
Dervich munkene danser i Orientexpressens gamle ventesal.
Så er det en dejlig oplevelse at se Dervich-danserne folde sig ud i Orientsekspressens tidligere ventesal. Fire dansere og fem musikere giver en illustration til Sufi-muslimernes mystiske og magiske univers, elsket af nogen og lagt for had af andre. Både de radikale muslimer og Ataturk har periodevist forbudt Dervich – munkene at danse Rumi’s budskab om tolerance, kærlighed og barmhjertighed.
Gadekig i Istanbul
Men det er også dejligt bare at drive rundt på det gyldne horn, at gense steder, man før har været og se og forstå dem i nyt lys og nye sammenhænge. At prøve at føle byens puls, at opleve hvem der trives og hvem der mistrives, at lytte til sladder, indsnuse dufte og flyde med strømmen.
Edirne og hjem
Fra Istanbul kører vi til Edirne, hvor vi overnatter på vores “gamle” hotel Arca. Feride og Gurol er fantastiske værter, der hjælper os helt til stationen og gennem tolden. De hjalp os også i sin tid med at købe billetter. Så alt ser ud til at klappe, indtil der pludselig kommer 5 toldere i en hvis varebil. De vil have de 3 biler med til gennemlysning og de optræder ubehageligt, råbende på tyrkisk og meget lidt kommunikerende. Så Palle, Jørgen og Erling bliver dirigeret ind i bilerne og ad bagveje bliver de ført til den bulgarske grænse, hvor bilerne skal tømmes, så de kan blive gennemlyst.
Vi var i rigtig god tid ved toget. Men denne smuttur på i alt 50 km frem og tilbage, på det tidspunkt hvor de andre biler bliver kørt på toget, betyder, at toget pludselig skal vente på, at bilerne er tilbage – og således bliver næste 3 kvarter forsinket. I hele den proces er både vi piger, der er tilbage ved toget og drengene i bilerne uvidende om, hvad der foregår. Men alle forsikrer os om, at toget nok skal vente på, at bilerne er tilbage.
Det blev en lidt kedelig afslutning på, hvad der ellers har været en dejlig tur/ retur gennem Tyrkiet, og det giver os stof til samtale på den 36 timer lange togrejse i sneglefart om gennem Serbien, 6 mand i en minimal liggekupe. Men til alt held er der en fin spisevogn med toget, hvor man i dagtimerne kan strække benene ud og hygge sig med en kop kaffe og lidt mad. Man kan have sin egen mad med, hvad man stærk opfordres til, men det viser sig, at der er mulighed for at købe mad undervejs også.
Toget kører til Villach i Østrig. På vejen til Wien har vi planlagt en overnatning inden vi snupper den sidste tur med nattog. Det bliver på et gasthaus i en hyggelig Østrisk landsby, der hedder Hartmannsdorf.
Heldigvis går alt vel. Alle biler kommer kørende hjem i fin stil, ingen “Istanbuler”, som Jørgen siger, og med jævnlig påfyldning af olie får kompressoren også trukket skovlhjulet rundt de sidste 1200 km, så vi kan trille ind på gårdspladsen i Jordløse ved egen kraft.
Men der bliver lidt at kikke på for amatørmekanikerne i de lange vinterdage inden næste tur.