Betroet medarbejder bedrog Lysimarchos

17. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Betroet medarbejder bedrog Lysimarchos

Bergama

Den gamle græske by Pergamon ligger i dag ved den tyrkiske by Bergama. Nogen af vores guidebøger foreslår, at man indlogerer sig en af turistbyerne ved kysten, og at man så kører ind og ser Pergamon. Hvis man gør det, så snyder man sig selv for en god bid af det tyrkiske æble. For Bergama er en tyrkisk by på godt og ondt, og har i alt fald her i vintersæsonen meget lidt karakter af at være en turistby. Her er Moskeer, madresser, butikker, broer, kroer, bazar og tyrkisk bad i klassisk osmannisk byggestil, plus masser ældre og moderne byggeri af forskellig lødighed. Her bor mennesker, og det ses på affaldsmængderne i vandløb og gadekær. Fredag middag genlyder gaderne af messen fra de mange Moskeer og af fredagsbønnen, der udsendes i højtalere over hele byen, så ingen kan undslå sig de vise ord fra moskeernes overhoved.

 

Midt i virakken har vi, lidt i udkanten af byen, ruinerne af det gamle Asklepieion helt for os selv. Asklepieion var et helse- og wellnesscenter med termiske bade, der udviklede sig over tid, men som blev kraftigt udbygget under den romerske Kejser Hadrian (117-138 e.v.t.).

Til venstre en afklædt Kejser Hadrian, klar til de varme bade i 
Asklepieion, til højre en varme kilde, der via en håndvask løber ned
i et bassin

Hadrian har også på andre måder sat sine spor her i byen. Blandt andet med en meget usædvanlig Basilika – Den røde Hal – der blev bygget som tempel for de egyptiske guder Isis, Serapis og Osiris. Den er senere blevet ombygget til Kirke og Moske. I den østromerske periode blev den viet til St. Iohannes.

Det manglende alter

I det hele taget er Pergamon/ Bergama en by, man sagtens kan fordybe sig i, hvad enten man vil studere græsk mytologi, græsk/ romersk medicin, religionshistorie i Lilleasien (Paulus var her, og hans breve til Galatherne har formodentlig haft adresse til menigheden i Pergamon), arveopgøret efter Alexander den 3. den Store, græsk/ romersk kunst og civilisation eller bykultur i Osmannerriget. Så det er synd, at Pergamon er mest kendt for det, der ikke er her, nemlig Pergamon alteret – der, som mange ved, i dag står på Pergamon-museet i Berlin (dog lukket ned indtil 2020), hvor man kan se Giganternes kamp (kampen mellem orden og kaos), som blev illustreret af kunstnere, uddannet på billedhuggerskolen i Pergamon under Kong Eumenes den 2. (197-159 f.v.t.).

Her i Pergamon var giganternes kamp en analogi til perganernes kamp mod Kelterne (også omtalt som Gothere eller Gelathere) et barbarisk folkefæld fra nord, der gennemførte mange røvertogter ind i de græske Lilleasien-byer i det det magttomrum, der opstod efter Lysimarchos død.

Magttomrum efter Lysimarchos

Det er netop ud af dette magttomrum, der åbner et vindue, der udnyttes optimalt af en af Lysimarchos betroede officerer. Han hed Philetarus. Historien lyder således:
Da Lysimarchos (og hans allierede) havde vundet slaget ved Ipsos, , tog han sin del af krigsbyttet på 9.000 talenter (ca. 2.7 millioner solid gold) til Pergamons akropolis, der lå næsten uindtagelig på toppen af en bakke. Han betroede Philetarus at bevogte skatten.

Hvornår Philetarus forgreb sig på pengene er lidt uklart. Han regnes som konge af Pergamon fra 281 – 263 f.v.t, og almindeligvis sætter man Lysimarchos død til 280. I alt fald besluttede han i tiden omkring Lysimarchos død, selv at forvalte arven, og han brugte pengene til at etablere sig som konge, at udbygge Pergamons akropolis og at udvide sit riges grænser. Han blev efterfulgt af sine slægtninge: Emunes den 1. (263-241), Attalus den 1. (241-197), Emunes den 2. (197-159) Attalus den 2. (159-138) og Attalus den 3. (138-133) .

Pergamon som Lilleasiatisk kraftcenter

Som vi har hørt, allierede Pergamons konger sig med romerne, og derfor blev både Gallipoli, Troja og Assos en del af det Pergamonske rige indtil romerne selv tog magten i riget i 132 f.v.t.. I nogen tekster har vi læst, at Attalus den 3. testamenterede riget til Romerne og at overgangen var fredelig, her i Bergama er historien, at borgerne revolterede mod den romerske overtagelse, men i sidste ende måtte overgive sig. Under alle omstændigheder, så skete magtovertagelsen uden de store ødelæggelser af byen. I romertiden blev byen udbygget i flere omgange og fik en central placering som magt og handelscentrum i Lilleasien.

Trajans tempel på Pergamons Akropolis

Read More...

Amatørarkæolog gravede tværs gennem Homers Troja

15. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Amatørarkæolog gravede tværs gennem Homers Troja

Troja

Så nåede vi Troja og besøgte den sagnomspundne arkæologiske udgravning af det, man formoder var Homers Troja. Vejret var høj, flot solskin, temperaturen tæt på 10 grader og antallet af andre turister minimalt. Vi kunne ikke ønske os det bedre. Og der er masser at gå på opdagelse i. Med sine ni lag er det den mest kompliserede udgravning, vi hidtil har besøgt, så vi havde stor glæde af det ret grundige forarbejde, vi havde gjort.

Heinrich Schleimann

Historien om ruinbyen Troja begynder med den tyske amatørarkæolog Heinrich Schleimann, der med Homers Illiaden i hånden af Osmannerne havde fået tilladelse til at grave i en høj. Han var overbevist om, det måtte være det sted, Grækerne, med Agamemnon i spidsen, var gået i land for at tilbageerobre den smukke Helena. Helena var Menelaos kone , som Afrodite havde givet til prins Paris som belønning for, at han lod guldæblet falde i hendes vægtskål, da han skulle vælge, hvem af de tre gudinder – Hera, Athene og Afrodite – der var den skønneste.

Priams guldskat

Schleimann og hans hjælpere gik gang med gravearbejdet. De gravede en 40 meter bred og nogle steder 17 m dyb grøft, helt med til grundfjeldet, før de nåede ned til det lag, Schleimann kaldte city of Priam. Priam var Trojas konge og far til den sagnomspundne Hector og ulykkesfuglen Paris og 48 andre sønner og et ukendt antal døtre, der alle kæmpede i den Trojanske krig. Priam var nemlig af orientalsk afstamning, derfor kunne han holde harem. Det var her, Schleiman fandt den guldskat, som han kaldte Priams guldskat, hvoraf en stor del i dag befinder sig på Puskinmuseet i Moskva.

Thrakiske eller frygiske forfædre

Problemet var bare, at Schleimann i sin iver og ukyndighed gravede de lag væk, der vedrører den periode, som Homers kvad om Illiaden besynger. Den såkaldte ”Priams guldskat” Heinrich Schleimann fandt, stammer fra et arkæologisk lag fra ca. 2500 f.v.t. Det er der enighed om blandt de lærte, og selv Schleimann erkendte det inden sin død. De fantastiske guldsmykker er produceret af thragiske eller Frygiske guldsmede 1250 år før Priam blev født, og de har ligget dybt begravet under Trojas muld, da Agamemnon og hans kumpaner lagde til ved Lilleasiens kyst.

På tegningen ses de ni lag, og hvordan Schleiman har fjernet toppen,

hvor Troja VII har ligget. På fotoet kan man se hans grøft og hvor de

forskellige lag i udgravningen ligger.

Den trojanske krig

Om det så var her, den trojanske krig rent faktisk udspillede sig, det er stadig et uløst arkæologisk spørgsmål. Mange spor peger i den retning, men der er også mange ting, der forstyrrer billedet. En af de store arkæologiske udfordringer er, at man endnu ikke har fundet begravelsespladser i tilknytning til Troja og at man ikke har fundet lig i udgravningerne – altså der mangler spor af krig.

Hittitternes by

Det man ved med sikkerhed er[1]:

At Troja har været beboet i alt fald siden 3000 f.v.t – det dokumenterer de arkæologiske lag, der arkæologerne kalder Troja I –V.

At Troja II , der var en relativ stor befæstet bebyggelse omkring år 2500 f.v.t. (derfra hvor guldskatten stammer) er blevet destrueret af en brand.

Første billede viser indgangen til Troja II og det andet billede viser

resterne af det brændte citadel.

At byen blev genopbygget – Troja III – V (2500 – 1700), og at befolkningen har dyrket landet, holdt får og at der har været en stor produktion af uld, klæde og lerpotter og en aktiv samhandel med de andre folkeslag i regionen.

At der har været en indvandring omkring år 1700 af Hittitter (Luwian), der bragte mange heste til byen.

At byen Troja VI under det hittittiske navn Wilusa oplevede en ny guldalder, der sluttet bradt ved at et jordskælv lagde byen i ruiner omkring 1250. At beboerne må have nået at flygte, da jordskælvet ramte byen – igen mangler man de lig, man ville forvente at finde i ruinerne af en by efter et jordskælv.

At byen blev noget spartansk genopbygget i årene efter det store Jordskælv -Troja VII.

At Troja VII er blevet ødelagt af en brand omkring det tidspunkt, som beretningen om Trojas belejring er dateret til.

Illios

At Homer og de doriske grækere, der indvandrede til Lilleasien og Grækenland i 800’tallet f.v.t. , troede at Wilusa var den by, hvor Achilleus dræbte Hector og hvor Paris efterfølgende, med hjælp fra Afrodite, sendte en dødbringende et pil i Achilleus’ hæl, og at de derfor grundlagde en ny by Illion på stedet.

At kong Xerxes på vej til Hellespoint (Gallipoli) med sin hær i 480 f.v.t. ofrede 1000 stykker kvæg til guderne i Priams by, for at få krigslykken med sig.

At Alexander den 3. den Store gjorde noget tilsvarende, da han tog den modsatte vej i 334, og at hans efterfølger, Lucimarchos, byggede et Athene tempel til ære for Alexander den 3. den Store i Troja. At Antiochus den 1. (281-261) ryddede byen for Keltere og Galatier, der var trængt ind fra Europa, og at Romerne gav både Gallipoli og Troja i Pergamons varetægt, indtil Pergamon blev lagt ind under Rom i 133 f.v.t.

Rester af bad og brønd fra Lucemarchos tid

Romerne havde en særlig forkærlighed for Troja. Cæsar og Augustus mente, at de nedstammede i lige linje fra Aeneas, der var trojaner. Ifølge legenden flygtede han fra den brændende by med sin far på ryggen, byggede en flåde, og sejlede med sit følge rundt i Ægæerhavet, indtil han gik i land ved Rom og blev gift med kongen af Roms datter. Også Konstantin den Store udbyggede Troja, inden han besluttede at lægge sin nye hovedstad ved Bosporusstrædet i stedet for ved Hellespoint. Troja har, ud over at være en legende, haft strategisk betydning i forhold til at kontrollere indsejlingen til Marmarerhavet og dermed Sortehavet.

I dag graver man stadig ved Troja, og man er i gang med at kortlægge den romerske bebyggelse, der viser sig at være meget større end først antaget.

[1] Troia/ Wilusa Guidebook, sidst revideret i 2013

Read More...

Sultan ligger begravet, hvor silkevejen ender

13. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Sultan ligger begravet, hvor silkevejen ender

Bursa

Bursa hedder byen vi nåede i går. Planen var, at vi ville kører over Iznik. Iznik hed tidligere Nikea, og det er den by, hvor Biblens indhold engang i tidernes morgen (325 e.v.t) blev forhandlet mellem kirkens fædre. Det var dengang øst og vest endnu var en kirke, og hvor man blev enige om, hvilke profeter og evangelister der var ægte og hvilke, der var falske og hvad der er Gud og Jesus’ sande natur. Men på grund af snevejr, blæst og glatte veje kørte vi den direkte vej fra Istanbul til Bursa. Byen ligger smukt, som i et smørhul, og på denne årstid er den omgivet af sneklædte bjerge.

Kong Hannibal efter De puniske Krige

Bursa var Osmannerrigets første hovedstad, det viste vi godt, og det var grund nok for os, til at lægge vejen forbi, selv om den er stedmoderligt behandlet i vores rejselitteratur. Men den viste sig at have meget mere at byde på, end vi havde forestillet os. Grundlæggelsen af byen tilskrives Kong Hannibal, den Hannibal der gik over Alperne med sine krigselefanter, og som romerne endte med at banke i Middelhavet under De puniske Krige, hvorefter de nedbrændte Kartago.

Hannibal søgte med resterne af sin hær eksil hos den bethynske (thrakiske) kong Prusias (232-192 f.v.t.). Her blev han modtaget som en krigshelt, og i taknemmelighed byggede han sammen med sine soldater en ny by i Bethynien, som de kaldte Prusias. Den bydel ligger nu som et distrikt i Bursa, der både under Romerne, Østromerne og Osmannerne er blevet kraftigt udbygget. I dag er der godt 2.000.000 indbyggere. Blandt andet gjorde Kejser Justinian byen til center for silkeproduktion i det Osmanniske rige.

Silkevejen ender i Bursa

Silke produceres her stadigvæk, og når man siger at Silkevejen ender i Bursa, så får fænomenet Silkevejen pludselig en hel ny betydning for os. Vi har naivt troet, at silkevejene er handelsveje, silke bliver transporteret af fra Kina til Europa. Men langsomt er det ved at gå op for os, at silkevejene må være veje, langs hvilke man både producerer og handler silke.

 

Sultan Osmans mausoleum

Bursa gemmer på endnu en overraskelse. Ingen mindre end grundlæggeren af Osmannerriget, Sultan Osman (1288-1326) og hans søn Orchan (1326-1359) sammen med deres familier ligger begravet her. Oprindeligt havde de et stort fælles mausoleum, der er bygget af sten og marmor fra et tidligere byzantinsk kloster. Men det blev ødelagt af jordskælv. Så i dag ligger de i hver sin bygning tæt ved byens klokketårn.

Read More...

Rigmand brugte formue på at udsmykke kirke

11. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Rigmand brugte formue på at udsmykke kirke

Kariye Camii Müzesi – Chora kirken

Chora kirken i Istanbul er et ret enestående eksempel på sen-byzantinsk kirkekunst, det siger alle, der har forstand på sådan noget. Som almindelig besøgende er det dog ret krævende, at trække historien ud af billederne, der sidder højt oppe under kirkehvælvingerne, og mange af dem er ret ufuldstændige. Og sådan er det jo med det meste, historierne træder først frem, når man får dem fortalt eller hvis man selv gør den indsats, det kræver at få dem vævet sammen med det, man i forvejen ved.

I går var vi fire, der kunne dele viden, og som støtte havde vi en rigtig artikel af Elof Westergaard i Sfinx[1].

Den historiske ramme

Chora kirken, som den står i dag, er bygget som klosterkirke omkring år 1000, men den blev udbygget og dekorereret i 1300 tallet. Vi taler om et tidspunkt i historien, hvor det østromerske kejserrige er presset fra alle sider. Mens korsridderne indtog Konstantinopel i perioden 1204 – 1261 havde den Østromerske kejser været i eksil i Nikæa (det nuværende Iznik) – ikke langt fra Bursa, mens ”latinerne” – støttet af Venedig kontrollerede Konstantinopel og det østromerske rige. I 1261 vendte kejseren Michael den 8. (1261-1282) tilbage til magten i Konstantinopel, men han kom til en by, der var udplyndret af korsridderne. Byens rigdomme var spredt til alle de af Europas storbyer, der havde haft en aktie i korstoget. Michael den 8. Blev efterfulgt af Andronikos den 2. (1282-1328). Andronikos den 2. gjorde hvad han kunne for at genopbygge byen, men som beskrevet under fortællingen om Hagia Sophia, så var midlerne små og opgaven kolossal.

Theodor Metochites som bygherre

Det var Andronikos den 2. storlogothet Theodor Metochites (1270 – 1332), der for egne midler finansierede dekorationen af Chorakirken. Som storlogother havde han ansvaret for riget skatkammer og bygninger. Det er i hans rolle som storlogother, at han er afbilledet som manden, der overrækker kirken til Jesus på mosaikken over indgangen til kirken.

Kirken er dekoreret i årene mellem 1315 – 21, i en periode, hvor kejserriget også er presset af Sultan Osman (1288-1326), grundlæggeren af Osmannerriget. I 1326 erobrer og etablerer han sig med hovedstad i Bursa, kun få hundrede km fra Konstantinopel. En konsekvens af denne erobring er, at både kejser og storlogoth bliver afsat ved et kup, gennemført af kejserens søn i 1328. Theodor Metochites blev frataget al sig rigdom og eksileret, men efter to år fik han lov at vende tilbage til Konstantinopel, og han levede de sidste to år sit liv som munk i Chora-klosteret.

Kunsten og kunstneren

Man ved ikke hvem kunstneren – eller kunstnerne i Chorakirken er. Men perioden er kendt som Den palaiologiske Renæssance. En periode, hvor man forsøger gennem kunstneriske virkemidler at genskabe den østromerske kirkes storhed.

Det særlige ved den østromerske ikonografi er, at ikoner ikke skal illustrere bibelen. Billeduniversets formål er at repræsenterer de himmelske personers liv på jorden og at drage beskueren ind i det himmelske univers. Chorakirken billedunivers adresserer Marias og Jesus liv på jorden og i himlen. Således er det ene narthex helliget Marias livshistorie og det andet Jesus liv og gerninger. Parekklesionet repræsenterer opstandelsen og dommens dag.
Den ene af kuplerne afbilleder Maria og Jesus stamtavle og præsenterer de øvrige figurer, vi møder i den tegneserie, der udspiller sig i de tre rum. Således er man klar til at blive suget ind i kirkens billedunivers.

Helt særlig for os er det at se den billedlige gengivelse af Maria’s liv, som vi ikke kender fra biblen. Ifølge Elof Westergaard baserer fortælling sig overvejende på Jakobs evangelium og Det uægte Matthæus-evangelium.

Jesus og Marias liv

 

Første billede viser Marias første skridt og andet billede viser en scene, hvor Marias forældre aflever hende som ung pige til templet. Templet arrangerer efterfølgende hendes ægteskab med Joseph.

Scenen viser folketællingen i Betlehem. Tv. sidder Herodes og th. i billedet ses Maria og Joseph.

Scenen tv. viser Herodes, der efter besøg af vismændene giver ordre til, at alle spædbørn skal dræbes. Th. ses romerske soldater, der er i gang med at udføre ordren. Derefter følger et billede af de lidende kvinder.

 

[1] Sfinx, 36. Årgang nr. 2, 2013, fra Adam til dommedag.

Read More...

Tidsåndens filter

9. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Tidsåndens filter

Je suis Charlie

Når man er på rejse, så er nyhederne ofte lidt bagefter en. Modsat hjemme, hvor nyhederne blæser en i møde, ofte i form af eksperters forudsigelser af, hvad de tror, der vil ske. Således er nyheder blevet en blanding af fiktion og fakta, i lighed med så meget andet i ”tidsånden”.

Men min erfaring er, at de vigtige nyheder altid når en. Men der gik lidt tid, før jeg forstod meningen med alle Facebook-opslagene ”Je Suis Charlie”. Massakren i Paris skete præcis et døgn efter, at en selvmords-bomber ødelagde en politistation og dræbte en politibetjent og sårede en anden her i Istanbul ganske få meter fra, hvor vi bor. Den nyhed fik vi fra Mettes svigersøn i Danmark.

Men nyheden om massakren på Charlie Hebdo’s redaktion er nået til Tyrkiet. Je suis Charlie er på rekordtid blevet et symbol her for det nydannede socialistparti Sosyalist yeniden kurulus partisi . Vi er Charlie’s blyanter er deres nye slogan, som i går blev præsenteret ved en lille demonstration ved det franske institut tæt på Taksim pladsen. Vi støtter Charlie Hebdo ikke Hollande skriver de på deres Facebook side. Lige rundt om hjørnet i en anden gade ud til Taksim pladsen er det tyrkisk politi kørt i stilling med vandkanoner og det helt tunge skyts.

 

Borgerkrigen i Syrien er også nærværende her, hvor Istanbul og Tyrkiet i det hele taget har en stor opgave i at håndtere den store flygtningestrøm. I går i letbanen fik vi en snak med en ung syrisk læge, der var flygtet fra Aleppo. Han og hans bror deler en lejlighed her i Istanbul og han arbejder på et hospital. Han er et eksempel på en person, der godt vil snakke med os fra vesten. Men her mærker jeg min egen reservation. Min angst for at involvere mig med enkeltpersoner, der befinder sig i en krisesituation, som jeg ingen redskaber har til at afhjælpe, er stor. Og jeg beundrer dem i min omgangskreds som Mette, Kirsten og Anne, der er meget mere ligefremme og åbne end jeg er i den forbindelse. Jeg vil helst have et filter imellem.

Et sådan filter er kunstneren og galleriejeren İlhami Atalay, der er et navn på den internationale kunstscene, og som har et galleri her i Istanbul. Hos ham køber vi to tuschtegninger af en syrisk kunstner, en anden syrisk flygtning, der i dag har arbejde som lærer på en skole for syriske flygtningebørn i Taksim, Istanbul.

En anden måde, man kan hjælpe på her i Tyrkiet, er ved at donere 125 TL (ca. 375 kr) til gadebørn gennem er FN-organisation. For pengene kan et barn få et par sko, en frakke, hue og vanter, kiks og mælk.

Dagen i går bød desuden på to museumsbesøg. Dels på Topkapi Palace Museum, dels på Uskyldens Museum. Det sidste skiver Palle om i et andet blogopslag.

Topkapi Palace Museum (Topkapi betyder Kanonport) er Sultanernes palads i Istanbul, der er indrettet til museum. Det blev påbegyndt af Mehmet den 2. (1451-1481), som en fontæne ud mod havet, hvor Marmarerhavet, Bosperus og det Gyldne Horn mødes (foreviget af Martin Rørdam i 1846). Før det havde han etableres sig i ”The Old Palace”, der lå hvor Istanbul Universitet ligger i dag. Topkapi er derefter bygget over flere århundrede, hvor hver ny sultan har tilføjet nye bygninger og pavilloner efter egen smag. Trods det fremstår paladset som en arkitektonisk helhed, hvor især de mange pavilloner har en lethed, som er i stærk kontrast til de meget tungere byzantinske bygningsværker – som eksempelvis Hagia Irene Basilikaen (hellig fred), der har fået lov at blive stående i paladsets første gård.

Billeder fra Hagia Irene - den hellige freds kirke, bygget samtidigt med Hagia Sophia
(Den hellige visdoms kirke)

Som besøgende får man her en minimodel af livet ved det osmanniske hof. I komplekset har der, da det var på sit højeste boet omkring 10.000 mennesker, hvoraf køkkenpersonalet alene var på 1300 mennesker.

Paladset var gennem mere end 300 år Osmannerrigets militære, politiske og administrative centrum, det husede sultanens livgarde og ikke ubetydelige Harem og det var her sultanen modtog udenlandske gesandter og egne guvernører til rådslagning og ved retfærdighedens tårn (tower of justice) , dømte han bag sit tæppe og med Storvesiren som mellemmand til liv, død eller landflygtighed.

 

 

Read More...

Moder solgte sin datter for 263 g sølv

7. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Moder solgte sin datter for 263 g sølv

Thrakien og Anatolien

I tyrkisk historieskrivning skelner man imellem Thrakerne, der boede i den Europæiske del af Tyrkiet i mere end 3000 år (ca. 3000 – 0 BC) og så de skiftende folkeslag i den Anatolske del af landet. Men der er yderligere et skel mellem folkeslag, der underlægger sig større landområder, som eksempelvis Thrakierne og Hittitterne (senere Perserne) og så de kulturer, der overvejende etablerer bystater, som eksempelvis Grækerne og Assyrerne.

Skriftlige aftaler i bronzealderen

Omkring år 2000 f.v.t. – i den mellemste bronzealder – indvandrede Hittitterne – et indoeuropæisk folk – til den anatolske højslette, samtidigt med et assyrisk folkeslag etablerede bystatskolonier i området. Disse bystater var der en del af i perioden 1950 – 1780 f.v.t. , derefter etablerede Hittitterne et storrige, hvorefter de assyriske kolonier mistede deres selvstændighed.

I de assyriske kolonier var en udbredt skriftkultur. Man skrev kontrakter på små lertavler med kileskrift, der blev brændt og derefter ofte nedlagt i en anden forseglet konvolut ligeledes af ler. I forbindelse med de arkæologiske udgravninger er der fundet ca. 15.000 af den type lertavler, der i dag er tydet og hvoraf en del er oversat til engelsk. Tavlerne giver en enestående indsigt i datidens kulturelle værdier. Her er et par eksempler, der er gengivet på det Arkæologiske museum i Istanbul (min oversættelse til dansk):

En ægteskabstraktat

La-Cepum, gift med datter af Enisru, Hatala
Han må ikke gifte sig med en anden kvinde (slavepige) i landet (Anatolien), men han må gifte sig med Harlot – i byen Assur. Hvis hun (Hatala) ikke bliver med barn inden for to år, skal hun købe ham en slavepige. Og bagefter, så snart der er leveret en dreng, kan hun (Hatala) sælge hende (slavepigen) til hvem hun ønsker.
Hvis La-Cepum lader sig skille fra hende, skal han betale 5 minas sølv. Hvis Hatala lader sig skille, skal hun også betale 5 minas sølv.
Indgået med 4 vitterlighedsvidner ca. 1900 f.v.t.

Tavle i kuvert vedrørende salg af dreng

(Lady) Saluata købte Sulu’i. Hans moder solgte ham til prisen. Hvis nogen gør klage over ham, skal hans mor betale ½ mina af sølv.
Indgået med 4 vitterlighedsvidner ca. 1900 f.v.t.

Tavle i kuvert vedrørende salg af en ung pige

Ahatutum købte en datter af Hana og betalte ½ mina og 1 ½ shekel af sølv.
Hvis Hana hjemtager (siezes) sin datter, skal hun betale en mina og tage sin datter hjem. Hvis en tredjemand hjemtager datteren, kan Hana hjemtage Ahatutum. Hvis hun (datteren) er uordentlig eller opfører sig dårligt, kan hun (Ahatutum) sælge hende til hvem hun ønsker.
Indgået med 2 vitterlighedsvidner ca. 1900 f.v.t.

1 Mina = 60 Shekel = 500 gr. Sølv

Read More...

Den hellige visdoms kirke har krævet mange ofre

6. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Den hellige visdoms kirke har krævet mange ofre

Min tak og taknemmelighed til min Herre for at tildele mig midlerne til at oprette sådan et glorværdig sted for tilbedelse af herren [1].

Hagia Sophia I

Således lød ordene, da Kejser Justinian den 1. Den Store (527-565) i 537 indviede den tredje – men ny opførte -Hagia Sophia (hellig visdom) Kirke i Konstantinopel. Den tredje, fordi Hagia Sophia havde haft to forgængere. Den første blev bygget af Konstantin den Store og indviet i 360 e.v.t. Byggematerialerne til kirken (såvel som til byen) var overvejende genbrug af søjler, statuer og marmor, blev hentet overalt fra i det store Emperium. Mange af materialerne kom fra tidligere græske og ægyptiske pragtværker. Men Hagia Sophia I blev delvist brændt ned i 404. Årsagen var en folkelig opstand i protest over, at patriarken Hagia Johannes Chrystostomos blev landsforvist, da han forsøgte at forhindre opstillingen af en sølvbelagt statue af kejserinde Eudoxia lige uden for kirken.

Hagia Sophia II

Kirken blev herefter genopbygget af Kejser Theodosius den 2. (408 – 450) og genindviet i 415. Den overlevede 117 år, så brød en ny opstand løs, denne gang i Kejser Justinian den 1. den Store’s 5. regeringsår. Gennem tiderne havde der været to konkurrerende ”support-klubber” på vædeløbsbanen – de blå og de grønne. Men tiden havde de udviklet sig til mere religiøst/ politisk orienterede bevægelser – de blå repræsenterede Ortodoksien og de store jordbesiddere og de grønne repræsenterede Monofysitismen, handelsfolk og håndværkere.

På den måde var der skabt en reel modsætning i samfundet. Som jeg husker historien, var det Justinians forsøg på at svække de grønne, der fik de to grupper til at rotte sig sammen i et oprør mod den endnu unge og uprøvede kejser. Under oprøret blev Hagia Sophia II brændt ned til grunden. Kejseren var parat til at drage i eksil, men hans dronning, Kejserinde Theodora fik generalerne til at undertrykke oprøret. Ro og orden blev genoprettet ved at halshugge 10.000 oprører.

Hagia Sophia III

Som et sonoffer oven på denne begivenhed hidkaldte Kejser Justinian den 1. den Store imperiets dygtigste arkitekter og bad dem om, ikke bare at genopbygge kirken, men om at skabe et arkitektonisk mesterværk. Og endnu engang måtte de gamle græske og ægyptiske mesterværker levere materialerne. Bl.a. blev der hentet søjler fra Artemis templet i Efesos og marmor i forskellig farver og mønstre fra Ægypten og Thessalien.

Den nye kirke blev indviet 5 år senere. Ved indvielsesceremonien blev der ofret[2] 100 okser, 6000 får, 600 hjorte, 1000 svin, 10.000 høns og 10.000 haner. Kejser Justinian ankom til ceremonien hånd i hånd med Patriarken. Det var i den forbindelse de smukke ord faldt.

Op og nedture gennem i de næste 1000 år

Gennem de næste 1000 år levede kirken et omtumlet liv. Den oprindelige kuppel styrtede ned omkring 40 år efter indvielsen, men blev dog hurtigt genopbygget i en ny, højere og lettere konstruktion. I årene 726 – 842, under den såkaldte Ikonoklasme – periode (billedforbud), blev mange af de oprindelige mosaikker ødelagt, en ildebrand hærgede den i 859, jordskælv i 869 og 989. Efter disse ødelæggelser blev kirken genopbygget og genåbnet i 994. I 1204 blev kirken raseret af de latinske korsriddere, og rigdomme og relikvier blev bragt til forskellige europæiske kirker. Da byzantinerne igen overtager ansvaret for kirken, forsøger de at genopbygge den, men på det tidspunkt er økonomien så svag, at det kniber med at genskabe dens storhed. Nye jordskælv kommer til. Da Osmannerne erobrer byen i 1453 er kirken næsten en ruin.

Sultan Mehmet den 2. genopbygger Hagia Sophia som Moske. I dag har kirken status som museum. Den fremstår noget rodet som blanding af kirke og moske og på den måde er den tro mod sin historie. Igangværende restaureringsprojekter med store stilladser opstillet inden i bygningen, er med til at understrege det overordnede indtryk af en rodet affære.

Justinian den 1. og mosaikker

Hvor der ikke er mange mosaikker tilbage fra Justinians den 1. den Stores tid i Hagia Sophia, så har arkæologerne fundet et helt enestående mosaikgulv fra det gamle kejserpalads, som nu er dateret til at stamme fra hans periode som kejser. Gulvet er helt enestående i sin billedrigdom. Her er billeder af mange børn i hverdagssituationer, jagtscener, illustrationer fra fabler og illustrationer af mytologiske væsener. Når man går rundt i museet, der er bygget henover den oprindelige placering, kan man levende forestille sig, hvordan kejserens sønner og officerernes børn er blevet undervist i livet i imperiet, mytologi og gode dyder ved hjælp af disse anskuelses-tableauer af høj kunstnerisk værdi. Oprindeligt har der været 1872 kvm. gulv. I dag er 250 kvm. bevaret for offentligheden.[3]

 

[1] Ifølge Lihan Aksit, Hagia Sophia, Aksit Kültûr ve Turizm Yayincilik, 2010, English

[2] ibid, p. 17 f

[3] Sfinx, nr. 2, 2013. Artikel af Birte Poulsen.

Read More...

Romersk kejser hærgede Byzantion

5. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Romersk kejser hærgede Byzantion

Istanbul

Så er vi kommet til Konstantinopel (det tidligere Byzantion og nuværende Istanbul) og vi er flyttet ind i den lejlighed, hvor vi skal bo en uge. Om lidt kører vi ud til lufthavnen for et hente Mette og Kirsten, der skal være vores følgesvende de næste 14 dage.

I går, da Palle tjekkede ind på Facebook, kom der besked fra Jakob Erle: ”jeg er her også, skal vi ses?” Jakob Erle er på vej hjem efter fire år i Cairo som direktør for Dansk Egyptisk Dialog Institut. Han har valgt at bruge tre uger i Istanbul på at skrive om sin tid i Egypten, inden han lander i Danmark. Så det blev en hyggelig aften med gensyn og masser af snak på en lille eksklusiv restaurant med udsigt over indsejlingen til Det gyldne Horn.

Lille Hagia Sophia

Dagen i går bød på gensyn med kendte og nye steder i Istanbul , hvor vi bor tæt på vandet og alle seværdighederne i den gamle bydel. Et af de nye steder vi besøgte var Lille Hagia Sophia. Lille Hagia Sophia er bygget i 500 tallet e.v.t. inden den store Hagia Sophia som en slags model. Det er et af verdens ældste kirkebyggerier, der stadig er i funktion – i dag dog som moske – under navnet Kücük Aya Sofya – Den lille visdom.

Senere på dagen brugte vi et par timer på det kæmpestore Arkæologiske Museum. Her fik vi repeteret Konstantinopels historie – som på mange måder ligner Gallipoli’s historie. Dog med den krølle, at Konstantinopels borgere i en af Roms utallige borgerkrige fik kasten vægtloddet i den forkerte kejsers skål (Septimius Severus’ (193 – 211), med det resultat at byen blev raseret og mistede alle sine privilegier omkring år 200 e.v.t. Efterfølgende gav han dog plads for, at byen kunne genopbygges og genetablerer sig som vigtig handels og havneby.

Troja

På museet, der i øvrigt er svært tilgængelig p.g.a. ombygning, er også en meget god udstillingsserie, der viser fund fra alle Trojas 9 udgravede lag, hvor man i dag regner med, at det syvende lag er det lag (1700 – 1250 f.v.t.), der endte med at gå under som et resultat af krigen om Troja, som Homer beskriver så malende i Illiaden.

Efter denne undergang gik der en hel del år, før byen genvandt sin storhed. Men både vores to gode venner Alexander den 3. Den Store og Lysimarchos har brugt kræfter på at få genopbygget Troja som et betydningsfuldt helligt sted i perioden 330 – 280. Og så har Julius Cæsar og Augustus i tiden omkring år 0 restaureret byen. De anså nemlig sig selv for at være direkte efterkommere efter Hectors nevø Æneas, som det lykkedes af flygte fra Troja efter krigen, og som ifølge legenden efterfølgende kom til Rom, hvor han blev gift med en prinsesse.
Konstantin den Store overvejede at gøre Troja til hovedstad i 300’tallet , men endte som bekendt med at vælge Konstantinopel.

På Gallipoli’s kunne vi næsten se over til Troja. Når vi kører fra Istanbul er planen, at vi skal besøge udgravningen.

Read More...

Sneglatte bjergveje rundt om Marmarerhavet

4. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Sneglatte bjergveje rundt om Marmarerhavet

Rundt om Marmarerhavet

Når man skal fra Gallipoli (Dardanellerne) til Istanbul er det nemmeste, sådan lige umiddelbart, at følge kystlinjen på Nordsiden af Marmarerhavet. Nu ved vi jo godt, at de gode veje ikke altid er de korteste veje, og ofte vælger vi at følge hovedvejen.

Men da vi siger farvel til værterne på hotellet i Gelipolu i klart vejr og 4 +grader forsikrer han os om, at vejene er fine. Og både kort og GPS lokker med god hovedvej hele vejen til Istanbul. Det er stadig tidlig morgen og alt i alt er der små 300 km. Og vi er jo ude på eventyr.

Altså vælger vi eventyret. Marmarerhavet – marmorhavet lokker. Havet rundt om øen Marmara – Marmorøen, der leverede marmor til antikkens fantastiske bygningsværker på denne side af Ægæerhavet, og som har givet havet sit navn. Men det bliver noget mere dramatisk, end vi har forestillet os. 75 km kører vi af sneglatte kyst og bjergveje, der snor sig gennem landskabet uden noget autoværn. Men smuk er turen, når vi har mod til at nyde den.

Den første del af turer frem til Sarköy går fint, selv om der er en del bjergkørsel. Sneen på vejene er sjappet, men fremkommelig. Men vi glæder os til at komme ned på kystvejen til lidt mere rolig kørsel.

I Sarköy forsøger på skiltning og GPS at lede os tilbage til hovedlandevejen til Istanbul over en anden bjergvej. Men vi har jo besluttet os for kystturen, så vi vælger at følger kystlinien i den rigtige kompasretningen.

Kyst kontraster

  

Men efter ca. 20 km langs kystlinien begynder vejen at se lidt suspekt ud. Sten på størrelse med fodbolde triller ned af bjergsiden, blot i det øjeblik, vi holder et lille hvil.

 

De efterfølgende 60 km kommer vi til at køre af bjergveje med høje skrænter ud mod kysten.

 

Ikke længe efter må vi holde og vente, mens en fastkørt modgående bil slæbes op ad bakken af en traktor. Vi holder så tæt på skrænten, at jeg ikke tør åbne døren og stå ud af bilen.

Palle er ude og sparke sne væk, så vi kan komme tilbage til den ryddede del af vejen, når vejen atter er fri.

Lettelsen er stor, da vi atter får fast grund under fødderne. Herfra tager vi den slagne vej til Istanbul.

 

Read More...

Broerne står i vand og skyerne trækker sig sammen

30. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Broerne står i vand og skyerne trækker sig sammen

Hellespont

I dag er vi kørt fra Edirne til den halvø, der danner indsejlingen fra Ægæerhavet til Marmarerhavet og videre til Sortehavet. Vi er stadig i den europæiske del af Tyrkiet – i gammelt thrakisk land, men ikke længere fra Asien-siden, end at det ifølge legenden om Hero og Leander er muligt at svømme over det smalle stræde.

Hellespont eller Dardanellerne hedder strædet og halvøen hedder i dag Gallipoli på engelsk eller Gelibolu på tyrkisk. I Thrakiernes tid hed den Chersonese. Byen vi bor i hed dengang Callipolis, nu hedder den det samme som halvøen, Gelibolu. Mange dramatiske begivenheder har udspillet sig på denne halvø gennem historien, og alle de fortællinger bliver der god tid til at skrive om, for vi har lejet os ind på et lille hotel her for 4 nætter.

Men denne blog skal handle om vores indtryk af Tyrkiet nu og her og lidt om vejret og en vejrudsigt der lyder på storm.

Indtryk fra Edirne

Det første indtryk, da vi kørte ind i Edirne var, at vi er kommet til en anden verden. De mange ældre kvinder med tørklæder og i lange løshængende gevandter, der dækker over kroppe, der har født alt for mange børn. Trafikalt kaos i alt for smalle gader, små åbne butikker og byhuse i forfald. Ind i mellem bilerne en hestekærre eller en morlille, der samler affald i en sækkevogn på størrelse med en telefonboks.

Nyt og gammels mødes

Men da vi først var installeret på hotellet og gik en tur ned i gågaderne, så var kaos forvandlet til orden, butikkerne var med udstillingsvinduer, der var fine caféer, springvand og fontæner og kvinderne var unge og smarte og med udslået hår. Sagt med andre ord: en stor, moderne og købedygtig middelklasse.

På anden dagen i Edirne fulgte vi guidebogens anbefaling og gik en tur langs Tunca-floden for at se på gamle broer. Det var silende regn og da vi nåede til det sted, hvor broturen skulle tage sin begyndelse, kunne vi ikke se andet end vand. Da vi spurgte om vej, blev vi inviteret på te hos en tysktalende Tyrker. Han bor nu i Tyskland, men har et lille hus ved bredden af Tunca-floden, hvor han tager hen, når han holder ferie. Til daglig bor hans bror eller andre bekendte i huset. Han fortalte os, at floden var gået over sine bredder, det var en ren katastrofe. Og de gamle broer var lukket for biltrafik af samme grund. Men vi kunne nok gå derhen og tage et par billeder. ”Men pas på sigøjnerne”, formanede han, ”det er scheise Leute”.
”Der er en hel lejr af dem deroppe”, peger han, ”der bor også nogen af dem her nede, men de er OK”.

Således formanet går vi videre og når det dige, der er anlagt som værn og gangsti langs floden.

Og ganske rigtigt står broerne i vand til halsen og de fleste af dem er det umuligt at passere i en bil. Fra diget er der udsigt til to sider. Til højre flyder den udbredte flod, til venstre ligger byens slumkvarterer. Som i en favela klumper folk sig sammen i faldefærdige skure i byens udkant.

Da vi kommer ud til bilen i morges er der sne og is på ruden og temperaturen er under frysepunktet. Vejrer er køligt men klart.

På vej ud af byen ser vi, hvordan nye bydele skyder op på den anden side af floden. Tyrkiets byer udvikler sig som andre byer i verden. Det gamle forfalder, nyt bliver bygget til at huse en voksende middelklasse. De fattigste klumper sig sammen i de faldefærdige bygninger, indtil man langsomt får saneret bykernen, så den igen bliver attraktiv at bo i – nu for de mest velstående.

Optræk til snestorm

Vi havde tænkt os på vejen at stikke forbi udgravningerne af en græsk/ romersk ruinby, der i dag hedder Enez og som ligger på den Græsk/ Tyrkiske grænse helt ude ved Ægæerhavet. Men undervejs bliver det koldere, mere blæsende og det begynder at sne. Så vi bliver bange for at blive fanget langt ude i ødemarken i en snestorm. Heldigvis vælger vi at køre direkte til hotellet i Gelibolu. For det er virkelig blæst op og der er masser af sne i luften, så det er godt at være inden døre.

 

Read More...