Lidt nyere græsk historie – i Ukrainekrigens skygge
30. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Lidt nyere græsk historie – i Ukrainekrigens skygge
I Arta på det græske fastland er vi tilbage i en mere nutidig historie. Efter anden verdenskrig udbrød der borgerkrig i Grækenland mellem de kommunistiske og de højre-nationale partisangrupper, der havde samarbejdet om at hælde de tyske nazister ud af landet. De højre-nationale løb med sejren, og vi har tidligere her på bloggen skrevet om de mange tusinde græsk-makedonske flygtninge, der hjulpet af kommunisterne og via Nordmakedonien fik nye hjem i Østeuropa og Canada.
Makedonernes nyere historie er en lang identitetskrise
Lige før Arta ligger en historisk bro. Her underskrev de to partisangrupper en samarbejdsaftale i 1944. Desværre holdt den som nævnt kun til tyskerne var ude af landet.
Fredag den 25. marts kører vi til byen Astakos for at tage en færge til øen Ithaka, hvor Odysseus efter myten var konge, da grækerne stævnede ud, for at hævne Menelaos, hvis kone – den smukke Helena – den trojanske prins Paris havde bortført til Troja.
I byen bliver vi modtaget af piber og trommer. Et stort optog er på vej gennem byens hovedgade.
Små børn i nationaldragter og store børn i hvidt og blåt går tydeligt klassevis i strækmarch gennem byen med græske flag til taktfaste rytmer fra gardemusikken. Langs gaden klapper bedsteforældre, forældre og søskende opmuntrende med. Optoget afsluttes af en gruppe ældre veteraner ligeledes i nationaldragter. Lidt efter samles alle på havnen og der er travlt med serveringer i de mange havnecaféer.
Klokken 13.00 lægger færgen til som planlagt og vi er på vej på ø-eventyr.
Fra Piso Aetos anløbshavnen på øen Ithaka er der kun 10 km til hovedbyen Vathy, hvor vi har booked et B&B for 3 nætter. Værtinden Kristina fortæller om dette smukke og særprægede lille hotel.:
”Efter jeg kom tilbage fra Sydafrika med mine to døtre i 1982, hvor jeg en årrække var skolelærer, købte vi huset her. Det var da en olivenoliefabrik, med ældgammelt maskineri drevet af et par maskiner, der med bælter til store aksler trak de forskellige pressere.”
Vi fik vist de gamle billeder, hun havde og kunne genkende noget af det gamle indbo, der nu indgik i det utroligt smukke hus.
Huset er fuldstændig renoveret og indvendigt båret af store jernkonstruktioner, der gør huset i stand til at modstå selv kraftige jordskælv.
Ialt 7 værelser hvor 14 -16 gæster kan nyde udsøgte værelser centralt i byen.
Foruden Kristina hjælper hendes to døtre og børnebørnene med at drive hotellet.
Ved morgenmaden lørdag morgen fortæller vores værtinde, at der er et arrangement på torvet i byen kl. 12, det er en demonstration for fred. Hun er selv en af arrangørerne.
Vi vil selvfølgelig gerne deltage. Den 25. marts marcherede alle Grækenlands børn for at fejre grækernes befrielsen fra osmannerne (tyrkerne) i 1829. Den 26. marts danser de samme børn for fred i Ukraine.
Alle vi møder på vores vej er naturligvis oprørte over krigen i Ukraine og over russernes fremfærd. Men i Italien og Grækenland er det fredssymbolerne, der kendetegner markeringerne – ikke den massive støtte til Ukraine, som vi fornemmer præger billedet i Danmark. Vi ser ikke et eneste ukrainsk flag, men derimod de regnbuefarvede flag med fredstegn.
Grækernes dilemma er vores allesammens dilemma. Vi vil både have frihed og fred. Men når valget bliver så konkret, som det er lige nu i Ukraine, så vælger flertallet friheden over freden. Så har vi krigen og alle dens ufattelige følger og strømmen af mennesker på flugt.
Vi spørger lidt til det franske initiativ, hvor Frankrig sammen med Tyrkiet og Grækenland vil starte en evakuering af Mariupol over Sortehavet. ”Kan det mon skabe forsoning mellem Grækenland og Tyrkiet, der jo begge er medlemmer af NATO”, spørger vi.
”Nej”, svarer vores værtinde resolut, ”Jeg stoler ikke på tyrkerne over en dørtærskel. De har besat Cypern”.
Vi siger ikke mere. Men grækerne forsøgte sig også med en invasion af Tyrkiets Vestkyst ved Smyrna (nu Izmir), da tyrkerne var i knæ efter første verdenskrig. En aktion der ikke faldt ud til grækernes fordel, og resulterede i at 100.000-vis af grækere blev udvist af Tyrkiet.
Vi har tidligere skrevet om forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet her på bloggen:
Ærkefjenderne har valgt forskellige udviklingsveje
Ind i Grækenland
29. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Ind i Grækenland
Fra Brindisi sejlede vi til Igoumenitsa i Grækenland. Turen blev længere og lidt mere dramatisk end den havde behøvet.
Færgen fra Brindisi er en kæmpe færge med tre bildæk, de to nederste til lastbiler og det øverste halve dæk er til mindre lastbiler, campere og personbiler. På de to nederste dæk holdt der måske 50 kæmpe lastbiler og på det øverste dæk holdt vi omkring 25 biler. Vi blev lempet op på øverste dæk via en rampe, der så blev trukket op, så der kunne holde lastbiler under rampen.
Oprindeligt lød sejlplanen på ind tjek kl. 11.00 afgang kl. 13.00. Kl. 13.15 fik vi en SMS om, at vi først behøvede at være der kl. 13.00, da færgen var 2 timer forsinket. Dermed rykkede den forventede ankomst i Igoumenitsa til kl. 01.00. Så vi var glade for, at vi havde booket et hotel i med 24/7 åbent.
Sejlturen var fin nok, og der var god og solid forplejning, især beregnet på de mange lastbilschauffører, der også havde kahyt. Balladen begyndte, da vi lagde til havn i Igoumenitsa.
Der skete nemlig ikke rigtig noget oppe på tredje dæk. OK, der var jo mange lastbiler, der først skulle fra borde. Men da der var gået en lille time uden der overhovedet var sket det mindste, begyndte utålmodigheden at brede sig på tredje dæk.
Tilbage i skibets reception var der ingen hjælp eller svar at hente, men rygterne begyndte at svirre. Der var problemer at få sænket rampen. Nogen mente at rampen sad fast, andre at der holdt en lastbil under rampen, der ikke kunne starte. Begge dele kunne for så vidt være sandt. Nogen mente problemet kun kunne løses i Brindisi, så vi ville være nødt til at sejle med tilbage. Det eneste man kunne få ud af receptionen var, at vi kunne få en kop kaffe på skibets regning og vi kunne lægge os til at sove i salonen, så skulle de nok vække os, når vi kunne køre fra borde.
Imens kunne vi følge nye lastbiler, der kørte om bord og nye chauffører, der fik morgenmad i Caféen og nøgler til kahytter.
Til sidst var jeg så træt af de svirrende rygter, at jeg forlangte at tale med kaptajnen. Så kom der en styrmand der forklarede, at en lastbil ikke kunne starte, der var sendt bud efter en mekaniker og at færgen ikke vil sejle før alle biler var kørt fra borde.
Vi prøvede at få lidt søvn i salonen, og kl. 6.30 blev vi kaldt til bilerne. Nu var der masser af personale på tredje dæk, rampen var sænket og bilerne begyndt at køre fra borde.
Kl. 7.00 var det solopgang og vi kunne tjekke ind på hotellet og få et par timers søvn og et bad, inden vi skulle tjekke ud igen kl. 12.00.
Det gode ved at være i Grækenland er, at man kan tale med folk. Engelsk og tysk er meget udbredt sprog. Så vi fik gode snakke både i receptionen på hotellet og hos den bager vi holdt ind ved, for at få lidt morgenmad kl. 12.00.
Der er ifølge guidebogen ingen grund til at spilde tiden i Igoumenitsa, der blev fuldstændigt udbombet under anden verdenskrig.
Næste overnatning havde vi planlagt i byen Arta. Det var en køretur på godt 150 km, hvoraf en del var ny-anlagt motorvej. Undervejs skulle vi krydse floden Acheron. Det er den flod, de gamle grækere kaldte Styx, i hvis midte lå en ø, der var nedgangen til Hades. For at komme hertil, skulle man færges over af færgemanden Charon. Det blev man kun, hvis de pårørende havde lagt en mønt til færgemanden under den dødes tunge. Uden mønt ingen færgetur, og man var dømt til at vende tilbage, hvor man kom fra og blive genganger. (for en sikkerheds skyld gav min søster og jeg min mor en mønt med, da vi begravede hende i januar).
Men det var ikke kun de døde, der kunne blive færget over til øen. Også levende kunne blive færget over og aflægge et besøg hos dødeoraklet i Nekromanteion. Her kunne man efter omhyggelig forberedelse få lov at tale med de dødes sjæle. Processen før man blev ført ind i det allerhelligste minder om den proces, man skulle gennemgå for at komme til Asklepios – guden med de helbredende evner. Renselse, faste og de rigtige drømme før man kunne nærme sig de dødes sjæle eller skygger (psyke).
I Odysséen beskrev Homer, hvordan Odysseus mødte de døde sjæle og erfarede den videre skæbne for en række af de græske mytiske figurer og Trojas helte: Ødipus moder, Mykenes konge Agamemnon, der blev slagtet som en okse ved krybben af sin kone ved hjemkomsten, Akilleus sjæl og Herakles skygge. Også hans egen mor dukker op og fortæller nyt om livet på Ithaka.
Geografien har ændret sig siden dengang, men Nekromanteion ligger der stadigt og man kan besøge krypten, hvor pilgrimmene gjorde sig klar til mødet med de dødes sjæle. Vi går også en tur i omegnen og ser Persefones hule. Persefone er frugtbarhedsgudinden Demeters datter, som Hades har bortført og gjort til underverdenens dronning. En gang om (for)året får hun lov at stige op fra Hades og deltage i De Eleusiske Mysteriefester, der skal sikre det kommende års høst.
Etruskerfortællinger 2
25. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Etruskerfortællinger 2
Vores interesse for etruskerne går tilbage til starten af 1980’erne, hvor der var store etruskerudstillinger i Brede og Malmø. Vi var især optaget af deres jernudvinding, fordi der var paralleller til det, vi havde set i Tanzania. Dengang var tesen, at mangel på træ var en af årsagerne til etruskerkulturens forfald.
På de museer og udstillinger vi har besøgt nu i Italien, har dette tema slet ikke været berørt. Derimod har det – helt i tidens ånd- handlet meget om identitet.
Hvor kom etruskerne fra, hvilken kulturarv har de efterladt, hvilken rolle spillede de i forhold til grækerne og romerne og hvor forsvandt de hen?
Det jeg skriver nu baserer sig på de forskellige iagttagelser vi har gjort på vores rejser, hvor vi rundt om Middelhavet, i Lilleasien og i Persien (Iran) har studeret den tidlige jernalder:
Bronzealderen
Bronzealderens højkulturer og ”stormagter” var Egypterne, Babylonerne og Hittitterne. Herfra har vi masser af skriftlige kilder, segl, regnskabssystemer og lange episke tekster – overvejende af religiøs karakter. Vi har tre skriftsystemer: Egyptiske hieroglyffer, Babylonsk kileskrift og Hittittiske hieroglyffer. Vi har tekster, der er affattet på alle tre sprog på samme stele, skriftrulle eller plakette, og det har derfor været muligt at afkode alle tre sprog og dermed læse teksterne. Vi har bevaret brevveksling mellem Faraoer og Hittitterkonger. Brevene er skrevet på lertavler, der senere er brændt, og derfor bevaret for eftertiden. Tiden har været præget af udbredt samhandel, viden-udveksling og naturligvis stormagtskrige. Derfor stammer verdens første fredsaftaler og menneskerettighedserklæringer fra denne periode.
Der er også mange mindre kulturfolk i denne periode, der deltager i det globale handelskredsløb. Det er typisk kulturer, der ikke udvikler eget skriftsprog, og som vi derfor kun kender fra andres omtale af dem.
Et par af den kan man kalde up-comming kulturer, fordi de efterfølgende kommer til at spille en større rolle og udvikler egne skriftsprog. Det er Mykenerne (grækerne), assyrerne og fønikierne.
Nævnes må også det største europæiske folk på denne tid thrakerne. Thrakerne udviklede aldrig deres eget skriftssprog.
Bronzealderens sammenbrud
Homer’s fortællinger i Iliaden og Odysséen er på mange måder dommedagsfortællinger, der handler om bronzealderens sammenbrud. Krige mellem rivaliserende konger og gudernes vrede indvarsler de store kulturers undergang. Tilsæt hertil et ukendt havfolk, der gør sejllads på Middelhavet til en usikker affære. Sørøveri kom simpelt hen på mode, og alle med sejlførende fartøjer har sikkert taget deres del af kagen. Men interessant er det, at især assyriske kilder taler om folk fra Sortehavet – Kimmerere, et nomadefolk fra de pontiske stepper ved Sortehavet.
”Kimmererne omtales i assyriske kilder og hos den græske historieskriver Herodot; i 696-695 f.Kr. De angreb Lilleasien og ødelagde det frygiske rige. Senere angreb de Lydien, hvis konge, Gyges, forsøgte at få en alliance mod dem i stand med Assyriens konge Assurbanipal. Ca. 600 f.Kr. lykkedes det den lydiske konge Alyattes (ca. 610-560 f.Kr.) at drive kimmerierne bort fra Lilleasien.[i](Den store danske, Gyldendal).” Andre kilder taler om Skytere eller Russere.
I græsk historieskrivning kalder man perioden fra Mykenekulturens fald til arkarisk tid – det vil sige fra krigen i Troya omkring 1200 f.v.t og frem til årene omkring 700 f.v.t. for den mørke periode. Det vil sige en periode, der ikke er beskrevet i de græske historiske kilder.
Arkarisk tid begynder der, hvor grækerne genopfinder sig selv med bl.a. Homers fortællinger om en fjern fortid og hvor andre græske forfattere som Herodot fortæller om nutiden.
Jernalderen
Alt dette er skrevet for ligesom at introducere til den tid, hvor Etruskerne træder ind på den verdenshistoriske scene. Jeg tænker ikke, det er forkert at kalde sidste årtusind før vores tidsregning for metallernes årtusind.
Metaller var ikke ukendte i bronzealderen. Guld, sølv og bronze var velkendte materialer, og der blev arbejdet systematisk med metallurgiske legeringer. Der blev eksperimenteret med det nye materiale jern igennem hele det andet årtusinde, men først da man fandt ud af at hærde jern til stål fik det for alvor betydning.
Dog ikke sådan at jern udkonkurrerede bronzen – end sige guld eller sølv. Tvært i mod. Alle former for minedrift blomstrede. Det sidste årtusind før vores tidsregning var også mønternes årtusind. Der skulle bruges guld og sølv i massevis, både til at berolige og bestikke guderne, begave kongerne og ikke mindst til at skaffe lejesoldater.
Her kommer Lydien igen ind i billedet. I Lydien flød guldet i floderne, det var bare at fiske det op og smelte det om til værdifulde genstande og ikke mindst til verdens første mønter.
Etruskerne og Lyderne
Lad os lige antage, at man kan trække en parallel mellem metallerne og computernes udbredelse. Da computeren kom frem i 1980’erne gik alle intellektuelle kræfter de næste 25 år med at finde ud af, hvordan den bedst kunne bruges til at forandre verden. Og så eksploderede digitalisering stort set på samme tid verden over.
Omkring år 1200 f.v.t går der overalt i Middelhavet rygter om et nye metal, der findes i bjergene, der får helt særlige egenskaber når det udvindes og hærdes ved meget høj varme. Alt hvad man behøver er en åre med en rød bjergart og masser af træ, der kan brændes til trækul og en masse øvelse. I tilgift kan man være heldig at finde både guld, sølv, tin og kobber. Det er vel ikke svært at tænke sig en ”jernfeber”, der får sendt alle folk med evner inden for minedrift og udsmeltning på vandring ind i Europa og Lilleasiens mange uudforskede bjergkæder for at finde metalårer. Det rygtes også, at de dygtigste smede finder man i området mellem Sortehavet og det Kaspiske hav, så det er klogt at lægge vejen deromkring.
På det europæiske fastland er det især kelterne og etruskerne, der lærer at beherske kunsten at udvinde det nye metal. Kelterne kom nordfra og etruskerne kom sydfra, de mødes i de centraleuropæiske alper og derfra vandrer grupper af etruskerne mod den italienske halvø og grupper af keltere (gallerne) mod de franske alper. Andre bliver i de bulgarske bjerge og smeder våben til Thrakerne, atter andre slår sig ned i Østrig og overtager senere rollen som storleverandører til den romerske hær, på det tidspunkt, hvor træ bliver en alvorlig mangelvarer hos etruskerne.
Da etruskerne slår sig ned i Umbrien og Toscana blander de sig med den lokale indfødte befolkning.
Denne hypotese vil i alt fald kunne forklare de sproglige og genetiske mysterier, der knytter sig til etruskerne. Men det kan også forklare de mange fællestræk, vi kan se mellem den thrakiske og den etruskiske kultur. På mange punkter er der tale om en meget parallel udviklingshistorie, her tænker vi især på keramikken, gravgaverne og de smukt dekorerede gravkamre.
[i] Den store Danske, Gyldendal (nettet)
Om turen gennem Italien
24. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Om turen gennem Italien
Vi startede hjemmefra den 12. marts, så vi har nu været på farten i 10 dage. Vi er nået til Brindisi på Italiens hæl, og vi har købt billet, så vi nu krydser Adriaterhavet og lander i Igoumenitsa på Grækenlands vestkyst.
Det har været en lang, men også meget smuk tur ned gennem Italien. Lidt kølig. Vi kunne godt tænke os, at der blev skruet lidt op for varmen, men det gode vejr har jo øjensynligt lejret sig i Danmark. Tillykke med det.
Vi gjorde ophold tre nætter hos en lille familie tæt ved den gamle etrusker by Chiusi. Vi har allerede fortalt lidt om Chiusi, der ligger meget smukt på grænsen mellem Umbrien og Toscana.
En spændende og overskuelig by, hvor man har gjort meget for at formidle byens historie også på engelsk.
Den lille familie vi boede ved var en alenemor med 2 børn på 8 og 6 år, hvor det yngste barn, en pige ved navn Ariane, var handicappet og meget kontaktsøgende. Enrico, hendes storebror, var 8 år og meget nysgerrig på verden. Det var en kompliceret livshistorie med mange eksotiske elementer: En far der opgav sit advokatjob for at blive kunstner, en mor der ville skilles for at blive lærer i Eritrea og et stormombrust ægteskab på Sardinien med en ældre mand, der er far til de to børn, men nu skrevet helt ud af familiehistorien. Livet var helt bestemt ikke let i den lille familie.
Fra Chusi fulgte vi etruskernes rute ned gennem Italien. Vi kørte gennem Orvieto, Tuscania til Tarquina, hvor vi overnattede. Tarquina er bestemt også en meget smuk by. Den ligger nord for Rom ved Tiberen med udsigt til Det Tyrrenske Hav. Den del af Middelhavet er opkaldt efter etruskerne. Det er ved Tarquina, man har fundet den største etruskiske dødeby med mange flot dekorerede grave. Der vil komme mere om det i en andet opslag – Etruskerfortællinger 2.
Fra Tarquina kørte vi uden om Rom og forbi Vesuv ved Napoli, hvorefter vi krydsede ind over landet og havde en overnatning i bjergbyen Potenza. Derfra kørte vi til Brindisi og nu er vi så klar til nye eventyr i Grækenland.
Etruskerfortællinger 1
18. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Etruskerfortællinger 1
Ved tårnet til kirken i Chiusi er en skulptur af hunulven med Romulus og Remus, det er en klar reference til myten om Roms grundlæggelse.
Chiusi var en etruskisk kulturby længe før Rom blev grundlagt. Den er grundlagt af etruskerne allerede omkring år 1000 f.v.t. Det er formodentligt sådan, at etruskerne spillede en afgørende rolle ved Roms grundlæggelse og mange af de latinske traditioner inden for især arkitektur kan føres tilbage til etruskere. Det gælder bl.a. traditionen med at bygge byer på høje, men også romernes viden om byplanlægning, vand, kloakering stammer fra etruskerne.
Et besøg på museet i Chiusi viser, at der sker en kraftig hellenisering af etruskernes kultur i årene fra år 600 f.v.t og frem til de gradvis blev latiniserede og integreret i Romerriget omkring 300-tallet f.v.t. Det vil sige, at etruskerne benyttede det græske alfabet i deres gravskrifter og at keramik og deres billedunivers mere og mere kom til at afspejle græske myter og traditioner.
Forskerne hæfter sig ved, at tidlig etruskisk kunst vidner om en ligestilling mellem kønnene, der ikke genfindes i hverken græsk eller romersk kultur.
Hvor kom etruskerne fra
Det er en udbredt teori, at etruskerne er et italiensk urfolk, men nyere DNA-analyser har bekræftet Herodots fortællinger om, at etruskerne har haft tætte forbindelser til Lydien.
Mange af deres tidlige gravtraditioner er typiske centraleuropæiske, og der er en lige linje fra villanovakulturen til den senere etruskiske kultur.
Man ved ikke meget om etruskernes sprog, men den førende teori er, at der var tale om et ikke-indoeuropæisk sprog.
De første jernalderfolk i Europa
Etruskerne var et af de folk, der trådte ind på scenen i overgangen mellem bronze- og jernalderen.
De udvandt metaller fra bjergene: guld, sølv, bronze og ikke mindst jern. Derfor er de formodentligt blevet tiltrukket af metalforekomsterne i bjergene i Appenniner og de ældste bosættelser ligger også i de bjergrige områder i Umbrien og Toscana. Senere som handelskulturen udviklede sig flyttede hovedbyerne længere sydpå og tættere på kysten.
Kilde: https://no.wikipedia.org/wiki/Etruskere
På Langtur til Grækenland
16. marts 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til På Langtur til Grækenland
16. marts 2022
Vi er nået til Po-sletten i Italien efter tre dages kørsel – overvejende på motorvej. Undervejs er vi kørt igennem lange skovstrækninger, vi har set masser af tyske vindmølle- og solcellemarker, flokke af råvildt og to storke, der spadserede på en mark. Vi overnattede ved Leipzig og Ingolstadt i Tyskland inden vi i går krydsede de foldede Alper, vist nok det, der hedder Øst-alperne.
Lidt tankevækkende at et mikro-kontinent kaldet Adria kunne løsrive sig fra den afrikanske kontinentplade og i 50 millioner år sejle rundt på verdenshavet inden det for ca. 100 millioner år siden skruede sig ind under den eurasiske kontinentalplade og presse grundfjeld op, sine steder helt op i 4 km højde. Sikke en ravage det må have lavet, men alligevel var det ikke årsag til en af de 5 store masseuddøen på jorden. Det er foregået i et langsomt og roligt tempo over ca. 5 millioner år, og de kæmpestore dinosaurusser, der levede på den tid, har haft tid nok til at tilpasse sig de store geologiske forandringer.
Uanset hvad, så er alperne et fantastisk syn, når de dukker op for øjnene af en på motorvejen syd for München og man tager turen over den gigantiske Europabro frem til Brennerpasset i 1380 m. højde. Vi mindes begge turen fra vores barndom. Dengang var turen over Brennerpasset i en DKW fra 1958 en noget større udfordring, om end slet ikke sammenlignelig med da Kristian Kold tog turen over alperne til fods med en trækvogn på vej hjem fra Smyrna (i dag Iznik i Tyrkiet) i 1847. Men han havde nok også noget at tænke over efter 5 års ophold i den Osmanniske by. Først som missionær og siden som bogbinder.
Nu er hele turen overstået på 3-4 timers motorvejskørsel, og vi er landet på den flade Po-slette. ”Har du lagt mærke til, at Alperne er væk igen”, siger Palle. Efter endnu en times kørsel tjekker vi ind på vores lille overnatningssted, et B&B ved en af Po-flodens kanaler.
I morgen fortsætter vi turen til en af etruskernes hovedbyer – Chiusi, syd for Firenze.
Lysets Land
18. april 2020 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Lysets Land
Historieskrivning med Nanna
Lysets Land
Engang for længe siden var der en landsby, der hed Lysets Land. I landsbyen var et palads og i paladset boede kongen og dronningen og deres søn – prins Alfor. I landet boede mange fantastiske væsener. Feer, drager og enhjørning fløj sorgløse rundt i gaderne og markedet sprudlede af liv. Indbyggerne i byen blev derfor kaldt for lysvennerne. I byens hjerte var en krystal, hvis kraft betød, at byen altid lå badet i lys. Ville man have mørke, skulle man gå inden for i husene og trække gardinerne for.
Porten til Lysets land
Kongen havde 4 lysets beskyttere. De hed Athena, Olivia, Bastian og Nanna. De var flyvende væsener, der svævede over byen og holdt øje med, hvad der skete.
Athena havde slimkraft. En slimkraft, der var så stærk, at den kunne binde alting sammen.
Olivia havde fe-kraft. Med den kunne hun gøre folk usynlige og hun havde selv evnen til at skyde med pile mens hun fløj. Når hun ønskede kunne hun ved hvert vingeslag skyde en serie pile afsted.
Bastian havde en beskyttende kraft. Han kunne slå et magisk skjold ud over en hvilket som helst lysven, som så var beskyttet mod onde kræfter.
Den sidste af de fire beskyttere hed Nanna. Hun var deres leder. Hun havde magt over tiden og livet. Hun kunne skubbe verden fem sekunder tilbage i tiden. Hun kunne hele syge og give ekstra liv. Hun kunne tage form af alle mulige dyr og væsener.
Naboriget hed Mørkets Land. Her herskede heksen Sorte Isa. Sorte Isa havde is-kræfter. Selv om hun ikke brugte sine is-kræfter, blev alt hvad hun rørte ved sort og grimt. Sorte Isa kunne ikke holde alt det lys og al den glæde, der strålede fra nabolandet ud. Hende eneste tanke var, at hun skulle have fat i den krystal, der bankede i hjertet af Lysets Land. Hun drømte hver nat, at hun kom så tæt på den, at hun kunne fryse den, så den kun kunne udstråle mørke.
Den forvildede enhjørning
En dag havde en enhjørning fra lysets land forvildet sig ind i Mørkets Land. Sådan fik Sorte Isa en mulighed for at realisere sin drøm.
Hun tog bolig i enhjørningen og begav sig til porten til Lysets land. Da hun kom til kongerigets port og bankede på, lukkede to af kongens soldater porten op.
Sorte Isa som enhjørning
Sorte Isa – der jo nu havde bolig i enhjørningen – fortalte, at den var på flugt fra Mørkets Land, fordi Sorte Isa havde frosset dens landsby til is.
For at komme ind i Lysets Land, skulle man tegne tegnet for hjertets magi. Heldigvis for Sorte Isa så enhjørningen tegnet. På den måde kom hun ind i Lysets Land.
Tegnet for hjertets magi
Nanna, Bastian, Olivia og Athena flyver rundt om kongepaladset og leger flyve-tagfat, da Nanna pludselig opdager, at den enhjørning, de længe ikke havde kunne finde, er kommet tilbage.
De flyver ned for at spørge den om, hvor den har været henne, da de opdager, at der er noget helt galt. Den hjemvendte enhjørning går rundt og hilser på alle sine venner, men hver gang den har berørt en af lysvennerne med sit horn, farves lysvennen på et øjeblik sort, og kort efter flyver den op og bort med lange sorte vingeslag.
En fe er ramt af Sorte Isa’s kraft
Nanna siger til lysets beskyttere, at de skal gemme sig og holde øje med, hvad der sker. De skal finde ud af, hvad der sker med lysvennerne eller hvor de flyver hen.
Nanna følger en drage med øjnene, og hun opdager, at slimet løber ud af munden på den. Nanna beder Olivia om at trylle dem alle sammen usynlige, så de kan følge efter dragen. De opdager, at den flyver ind i Mørkets Land. Nanna siger, at de ikke skal flyve efter den ind i Mørkets Land. Det er bedst, de vender om og får stoppet enhjørningen, så den ikke gør mere skade.
Da de kommer tilbage opdager de, at kongen er blevet syg og at krystallen er ved at miste sin kraft. Hele riget ligger hen i et gråt tusmørke. Dronningen er ulykkelig, og prins Alfor er udenfor og leger med en enhjørning. Han ved ikke, at den enhjørning i virkeligheden er Sorte Isa.
Nanna fortæller kongen, hvad de har oplevet og kongen tror på dem. Kongen ser ud af vinduet og opdager, at Alfor intetanende leger med Sorte Isa. Han opdager også, at krystallen er ved at miste sin kraft.
Den forheksede drage med slim ud af munden
Lysets beskyttere flyver ned mod Alfor, og Bastian kaster sit magiske skjold, så Sorte Isa’s magi ikke kan ramme Alfor. Athena kaster sin slimmagi på enhjørningen, så den ryger op ad væggen.
Sorte Isa kæmper sig ud af enhjørningen, der hænger fast i slimen. Og inden Nanna og hendes team når at stoppe hende, flyver hun med lynets hast hjem til sit eget palads. Her samler hun sine tropper, og erklærer Lysets Land krig.
Krigen mellem lyset og mørket
Hendes hær består af de forheksede lys-venner og de flyver i samlet flok hen mod paladset i Lysets Land, der stadig henligger i tusmørke. Så starter krigen.
De fire lysets beskyttere aftaler hurtigt en plan. Hvis de kan dræbe Sorte Isa vil forbandelsen blive hævet, uden der sker de forheksede lysvenner noget. Nanna skal være lokkemaden. Hun tager form som en forhekset enhjørning og flyver hen mod Sorte Isa. ”Jeg ved hvor krystallen er”, siger Nanna, ”bare følg mig”. Nanna fører Sorte Isa til et sted bag slottet, hvor Bastian, Olivia og Athena venter dem.
Isa følger efter Nanna om bag slottet, hvor Bastian, Olivia og Athena venter på dem.
Da de når til den lange mur forvandler Nanna sig til sig selv, og de fire lysets beskyttere begynder at skyde på Sorte Isa. Athena kaster sit slim, Olivia fyrer pile mod hende, Nanna skyder med laser og Bastian når helt frem til hende, og bokser hende i maven. Hun falder om på jorden og de fire lysets beskyttere tror, hun er død. Men da de kommer hen til hende, vågner hun op, og hun forsøger at ramme dem i hjertet med sin is.
I det sekund vælger Nanne at sætte tiden 5 sekunder tilbage. ”Hun er ikke død”, råber Nanna, og begynder igen at skyde laser på Sorte Isa. Bastian slår samtidigt sit skjold ud, for at beskytte dem alle fire mod isen. Så opdager de, at hun er såret og lige ved at dø.
Nanna beder Bastian og Athena om at holde vagt ved Isa, mens hun og Olivia gør sig usynlige og flyver hen, for at se, hvordan det er gået med Sorte Isa’s hær. De ser, at det er lykkedes for kongens mænd at overmande hæren, og at alle de forheksede lysvenner et blevet taget til fange i paladsets gård.
Nanna flyver tilbage til Sorte Isa og siger, at hun vil hele hende, hvis hun hæver forbandelsen over alle lysvennerne. Sorte Isa siger ja og hæver forbandelsen.
Alle lysvennerne er rigtig glade, da de er tilbage og der atter kommer lys over Lysets Land.
Sorte Isa vender slukøret tilbage til sit mørke land og lukker sig inde i mørket i hendes palads. Derefter lever de alle sammen lykkeligt til deres dages ende.
De to feer – anden del
5. april 2020 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til De to feer – anden del
Hvis du ikke har læst første del af eventyret, så kan du blade tilbage til det næstsidste opslag på bloggen.
Dag 4: Olivia og Athena
Hvad der skete på A’s tur til byen med kaninungerne
Da feen A skal afsted med kaninungerne til dyrehandleren, bygger hun et flot kaninbur, som kaninerne bliver sat ind i.
Så tryller hun buret med kaninerne så småt, at hun kan bære det over nakken.
Hun tager hunden Vigga med sig, og går ind til byen.
Den travle by. Til højre ses kaninburet
Inde i byen er der travlt. Der er mange mennesker og biler på gaden og mange boder og butikker. Men feen A finder nemt dyrehandleren. Dyrehandleren lover at sætte et skilt på buret, hvor der står, at kaninerne kun må sælges til den gode fe O.
På vejen hjem møder feen A prins Fillip og prinsesse Isabella. De er meget kede af det. De vil gerne giftes. Men kongen har bestemt, at prinsessen skal giftes med en soldat. Han tror soldaten er bedre til at passe på prinsessen end prinsen.
De spørger feen A, om hun kan hjælpe dem.
Feen A’s have med kaninbur og grøntsager
Feen A siger: ”I skal gøre det sådan her”. Og hun fortæller, at prinsen skal søge tjeneste på slottet. Han skal sige, at han gerne vil hjælpe i køkkenet med at rydde op og lave mad. At han er en dygtig kok.
Så skal han lave en grøntsags-gratin til kongen. Den skal laves af grøntsager fra Feen A’s have. Agurker, blomkål, salat og gulerødder. Når kongen har spist den fortryllede gratin, vil han blive meget glad for prinsen og sige ja til, at han må gifte sig med prinsessen.
Så følger prinsen og prinsessen med hen til feens have, hvor de samler grøntsagerne i en kurv. De siger farvel og går tilbage mod slottet.
På vejen tilbage møder de en trold.
Dag 5: Olivia
Mødet med trolden
Prins Fillip og prinsesse Isabella bliver forskrækkede, da de ser trolden. Han er ulækker at se på, han ligner et gammelt, mosbegroet træ. Han har små horn i panden og slimet løber ud af munden på ham. Han lugter af gammel gulerod.
Trolden råber: ”Nu dræber jeg jer”.
Trolden griber ud efter kurven med grøntsager, men da duften af blomkål rammer hans næse, smider han kurven fra sig og løber sin vej.
Prinsen og prinsessen samler grøntsagerne i kurven igen. De går ind i skoven og finder en kilde, hvor de vasker troldeslimet af grøntsagerne.
I kilden er der piratfisk i vandet. De bliver tiltrukket af lugten af troldeslim. En hel stime kommer svømmende lige hen mod prinsen og prinsessen. De bliver så forskrækkede, at de løber deres vej og farer vild i skoven. Til sidst ved de ikke deres levende råd.
Men så kommer prins Fillip i tanke om, at han kan prøve at fløjte på Prinds.
Prinds er i haven ved den gode fe O’s hus. Han er netop i gang med at spise et æble, da han hører prinsens fløjt. Prinds vrinsker, virrer med hovedet og stamper med hovene. Den gode fe O kommer ud af huset.
Hun kan se, at Prinds har færden af noget vigtigt. Hun sætter sig op på ryggen af ham og de rider afsted.
De finder prinsen og prinsessen og sammen tager de hjem til O og får kaffe og kage.
Dag 6 Olivia og Athena
Den heldige dag
Den gode fe O ser prinsen og prinsessens kurv med grøntsager. Hun spørger: ”hvad er der med de grøntsager”. De fortæller, at der er kommet troldeslim på dem.
”Hvordan er det kommet der”, spørger feen O.
”Det er en lang historie”, siger prinsen og prinsessen.
Prinsesse Isabella fortæller den lange historie til feen O
Så fortæller de den gode fe O hele historien. Feen O hjælper dem med at gøre grøntsagerne helt rene og giver dem lidt ekstra fortryllelse.
Så rider O sammen med Prinsen og prinsessen hen til kongeslottet. Da de er steget af hesten, riden feen O hen til feen A, for at tale med hende om trolden.
De bliver enige om, at de vil prøve at lokke trolden hen til A’s hule med drageungerne.
De tror æbler vil være den rigtige lokkemad.
Så feen O plukker en stor kurv med æbler. Og A lægger lækre æbler ved døren til dragehulen.
Så tager de hunden Vigga med sig og går ud i skoven for at finde troldens hule.
De starten med at finde kilden, hvor prinsen og prinsessen mødte trolden. Her får Vigga færden af troldens slim.
Så følger de efter Vigga indtil de kommer til troldens hule. Troldens hule er bygget ind i en høj og der ligger en stor sten foran indgangen.
De to feer gemmer sig i skovbunden, så de kan holde øje med, hvad der sker omkring hulen.
Trolden ved troldens hule
Dag 7: Olivia og Athena
Troldens endeligt
De to feer ligger og holder øje med troldens hule. Der er helt stille, kun hunden Vigga er urolig, og har svært ved at ligge stille. Så kommer den gode fe O i tanke om, at hun købte to squishies i en bod, da hun var i byen. Hun lister dem op af lommen. Den ene har form som et æble. Den anden har form som en narhval – med en spids narhvalstand i toppen.
I narhvals-squishien puster hun søvnmagi. I den anden puster hun en magi af æbleduft. Så kaster hun æble-squishien hen foran vinduet til troldens hule.
Her skal vi lige fortælle lidt om trolde. Trolde en af natur ækle. Den elsker alt hvad der er ulækkert. De slubrer gerne opkast, tis og lort i sig. På den måde er de, på en måde, med til at holde naturen ren. Det er også derfor, de altid savler. Og når de bøvser, så lugter det af en blanding af bæ og rådne gulerødder. Men de har en svaghed. De elsker æbler.
Troldens hule og de to squishier.
Så da æbleduften fra squishien trænger ind i troldens hule, vågner den med et gevaldigt grynt. Det lyder så højt, at de to feer bliver helt forskrækkede. Så kan de høre, at trolden begynder at rumstere inde i hulen.
De to feer giver Vigga besked på at blive ved hulen. Feen O puster magi på Vigga, så hun er sikker på, at trolden vil blive helt forelsket i den.
Så løber de to feer i forvejen hjem til feen A’s hytte ved drageungernes hule. Undervejs lægger de æbler ud på ruten.
Nu kommer trolden gryntende og bøvsende ud af sin hule, mens den klør sig på maven. Vigga løber den glad i møde, mens den logrer med hele kroppen. Den danser glad rundt om trolden og får trolden til at følge efter sig hen til det første æble. Og sådan fortsætter det. Vigga lokker trolden fra æble til æble indtil de kommer til A’s hytte og drageungernes hule.
Da trolden se alle de dejlige æbler, der ligger foran dragens hule, glemmer den helt at være forsigtig. Den kaster sig ned på alle fire, den grynter og savler, og med begge hænder propper den fire æbler af gangen ind i sin store mund, mens savlet løber ned ad dens mave.
Dragehulen i feen A’s have
Så kaster feen O den anden squishie. Narhvaletanden trænger ind gennem huden i troldens nakke. Trolden farer op i raseri. Den tror, der er blevet stukket af en kæmpe gedehams. Den kan mærke, der sidder noget i dens nakke, men den kan ikke få fat i det. Så får den øje på æbletræet. Den prøver at komme op at stå, den vil hen til æbletræet, for at klø sig op ad det. Men så bliver den overmandet af en uendelig træthed. Den falder ned igen med et brag, lige pladask over i æblerne.
Nu går den onde fe A hen og åbner indgangen til dragehulen. De atten små drageunger tumler ud. Da de får øje på trolden, stiller de sig i en kreds om den, og så begynder de at spy ild.
Inden længe er trolden blevet forvandlet til en rygende askehob.
Men så er drageungerne blevet sultne, og inden de to feer når at tælle til tre, så har de spist alle grøntsagerne i feen A’s have. Og jorden er helt svedet af.
Eventyret om de to feer
28. marts 2020 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Eventyret om de to feer
Her i Coronatiden er Olivia og Athena begyndt at mødes med mormor på facetime. Hver dag digter vi på en fortælling og O og A tegner imens. Olivia er 7 år og Athene er 4 år.
Dag et: Olivia og Athena
De to feer
Der var engang to feer. Den ene hed O og den anden hed A.
O er den gode fe. Hun er mørk og hun har brune øjne. Hun bor i et hus, men med det der nu er fortalt, ved vi ikke meget om, hvor huset ligger, eller hvordan hun bor.
A er den onde fe. Hun er lille af bygning, hun har et viltert lyst hår og hun bryder sig ikke meget om at have tøj på. Helst tager hun bare et tæppe omkring sig, når hun skal udenfor.
Den onde fe og dragens hule
A bor i en hytte ude i skoven. Ved hytten er en hule, og i den hule bor en drage. Hulen er indrettet således, at dragen har et rør, der stikker op gennem taget i hulen. Inden i rører er der spejle, så dragen altid kan ligge inde i hulen og holde øje med, hvad der sker i skoven. Hvis der kommer nogen forbi, så spyr den ild ud af et andet hul. På den måde kan den give signal til den onde fe.
Men den onde fe har andre måder, hvorved hun kan lokke prinsesser til sig. Et stykke fra sin hytte har hun bygget et slikhus. Det ligger, så man netop kan se det fra vejen. Men mellem vejen og slikhuset har hun spændt et næsten usynligt net ud. Nu sidder hun på lur, og håber på, at der går en prinsesse i fælden.
Og det er netop, hvad der gør. Prinsesse Isabella har nemlig i dag for første gang fået lov at gå en tur i skoven. Og hun bliver nysgerrig, da hun ser slikhuset inde i skoven, hun lister sig forsigtigt nærmere, men før hun har gået tre skridt, så hænger hun pludselig og dingler i et træ – fanget i et net.
Den onde fe må holde sig på maven, så meget bobler hun over af glæde inden i, da hun ser prinsessen er fanget i nettet. Med sin tryllestav tryller hun prinsessen så lille, at hun nemt kan bære hende, når hun kaster nettet over ryggen og så bærer hun sit bytte hjem til drages hule.
Dragen lover, den nok skal passe på prinsessen. Den onde fe vikler prinsesen ud af nettet. Så slår hun med tryllestaven, så prinsessen dog får sin rigtige størrelse igen. Så går hun ud igen med nettet. ”Måske kan man få en fangst mere”, siger hun til dragen.
På et slot lidt længere borte bor Prins Fillip. Han har en hest, der hedder Prinds. Netop den dag er han redet ud for at jage. Over ryggen har han sin bue og et pilekogger. Han har ikke haft meget held med jagten, så derfor er han ved en fejl kommet ind i naborigets skov.
Den onde fe har endnu ikke fået sat nettet op, da hun ser Prins Fillip komme ridende på sin Prinds. I en fart tryller hun sig om til et rådyr. Så sætter hun i løb og snarrådigt får hun lokket prinsen til at sætte efter sig, så han ridder lige hen til dragens hule.
Dragen ligger i sin hule og holder sit ene øje fæstet til periskopet, mens den holder øje med prinsessen med det andet øje. I det øjeblik han får øje på prins Fillip på sin hest, vender den begge øjne mod periskopet og spyr ild op af hullet. Prinsessen bliver så forskrækket over den pludselige bevægelse, at hun giver et højt skrig fra sig.
Prins Fillip siger til Prinds: ”Hørte du skriget”. Så holder han hesten an, stiger af og går hen mod dragens hule. Og vips, så har den onde fe kastet sit net over prins Fillip, og inden længe sidder han fanget i dragens hule sammen med prinsessen.
Men i alt virvaret har den onde fe og dragen glemt alt om Prinds. Og Prinds. Ja han galopperer alt hvad han har lært, og han stopper først, da han når til den gode fe O’s bolig. Den gode fe ser straks, at der er noget galt. ”Hvad er der sket med Prins Fillip?”, spørger hun Prinds. Prinds vrinsker og virrer med hovedet. Den gode fe griber sit sværd og springer op på Prinds ryg, og inden længe nærmer de sig den onde fe A’s bolig.
Den gode fe er nået frem til dragens hule
O kender godt A og hendes drage. Så da de nærmer sig kaster hun en søvnmagi, der lægger sig som en tung tåge over hytten og hulen. Så trækker hun sit sværd, slår dragen ihjel og befrier prinsesse Isabella og prins Fillip. Da A vågner af sin søvn svinger O sin tryllestav over hendes hoved og siger:
”A, din forbandede fe. Dette er min bestemmelse. I de næste 14 dage kan du kun begå gode gerninger. Og du skal opfylde alle de ønsker, dem du møder har. Dog har én person højst tre ønsker, du skal opfylde.”
Dag to – Athena
Dragens begravelse
Den onde fe A sørgede for, at dragen blev begravet i en høj bag ved dens hule.
Så går hun ind for at undersøge hulen. Inde i hulen finder hun 18 drageæg. Og inden længe bliver de klækket og ud kommer 18 små drageunger.
Den onde fe ved dragens hule med alle drageæggene
For at de kan vokse sig store, skal de hver dag have 20 hundrede grøntsager.
Så den onde – men nu gode – fe A, anlægger en tryllehave bag huset. Og hver morgen går hun ud og tryller grøntsager frem til drageungerne: Blomkål, broccoli, spinatblade, tomater, agurker og løg. Hun planter også et trylletræ, så hun hver dag kan høste atten krukker med guacamole.
Der er også et hjørne, hvor hun dyrker mælkebøtter og gulerødder til sin kanin, der hedder Nanna. Den bor i et bur bag dragehulen. Og så er der et bed til salat, som dragerne får som fredagsslik.
Inde i hytten har A en kat, der hedder Snehvide. Den bor i et kattetræ inde i stuen.
Hun har også en hund, der hedder Vigga. Hunden har en hundekurv, en madskål og et bjerg med 100.000 kødben fra kyllingelår.
Dag tre: Olivia og Athena
Prinds og Kaninungerne
Prinsen og prinsessen ønsker af den onde fe A, at hun tryller dem hjem. Prinsen forærer den gode fe O hesten Prinds, som tak for hendes hjælp.
Kongeslottet
O bliver lidt hos den onde – nu gode – fe A og mens hun er der, får kaninen Nanna unger. A og O aftaler, at når kaninungerne er lidt større, så sælger A en han og en hun til dyrehandleren inde i byen, og så kan O købe dem der.
Feen A’s hus og have. I huset er en seng en dyne og en pude og mange vinduer. I haven er græs og 18 madskole
Så rider feen O hjem til sit hus.
Hun har et stort hus og mange møbler. På loftet har hun en skatkiste med guldmønter. Nogen gange får hun guldmønter, når hun har hjulpet nogen. Andre gange giver hun guldmønter til nogen, hun gerne vil hjælpe.
Hun har ikke noget mad i huset, for det tryller hun bare frem, når hun er sulten.
Men hun har alligevel et stort køkken, for når hun har gæster, skal de ikke opdage, at hun bare tryller maden frem.
Den onde – nu gode – fe A er taget hen på hospitalet, for at gøre gode gerninger. Når en patient kommer ind med et brækket ben, så svinger hun tryllestaven, og så bliver patienten rask lige med det samme.
Da kaninungerne er blevet store, så tager A, som hun har lovet en han og en hun kanin-unge med ind til byen og sælger dem til dyrehandleren.
Feen O rider ind til dyrehandleren efter kaninerne, og derefter rider de hjem til feen O’s hus og have
Den gode fe O er blevet rigtig gode venner med Prinds. En dag ridder de ind til byen og henter kaninungerne.
O døber kaninungerne Merle og Bastian.Hun indretter sin have, så der er masser af græs, gulerødder og æbler til Prinds og kaninerne.
Hun passer på, at kaninerne ikke får for mange gulerødder, så de bliver fede. Derfor må de kun få gulerødder om fredagen.
Fra Rumænien til Bulgarien
4. september 2018 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Fra Rumænien til Bulgarien
Fra Rumænien til Bulgarien
Efter Drobeta Turnu Severin havde vi en overnatning mere i Rumænien. Det var i byen Caracal, om hvilken vi ikke har meget at fortælle. Men vejen dertil var oversået med hestevogne med bønder, der var på vej til eller fra markarbejde. Der blev høstet hø, majs, solsikke og kastanjer. Landbrug er dels småbrug, dels store agroindustrielle komplekser og spredt ind imellem ligger vingårde.
Fra Ceracal kørte vi videre mod Alexandria, det Alexandria der ligger på den Rumænske side af Donau, som et minde om, at også her red den makedonske konge Alexander den 3, den Store forbi og grundlagde en by. Men ud over navnet er det ikke lykkedes os at finde spor efter den navnkundige hærfører. Men det var heller ikke Alexandria vi ville se nærmere på.
Buzescu
Sigøjnerhøjborgen Buzesco
Kort før Alexandria ligger der en helt usædvanligt by. Arkitekturen ligner ikke noget man ellers kender. Den er anlagt på noget, der nok er 1 kvadratkilometer land – 1000 m på hver led og inddelt i kvadrater på samme måde som en garnisionsby. Husene ligner lagkagehuse, de er bygget i 3 etager med masser af søjler, gesimser og glasur. Det er sigøjnernes højborg. Vi kender ikke historien bag, vi ved ikke, hvorfor sigøjnerne har “fået lov” til at slå sig ned lige her, men der er ingen tvivl om, at rigtig mange af de penge, Romaerne skraber sammen i resten af Europa på mere eller mindre lyssky måder ender her i Buzesco i Rumænien.
Vi krydser Donau
Fra Buzesco kørte vi til Turnu Magurele, hvor vi sejlede over Donau og krydsede grænsen mellem Rumænien og Bulgarien. Der var lidt grænseformaliteter, men alle var søde og hjælpsomme og der var god stemning om bilerne. Man må ikke indføre svineprodukter fra Rumænien til Bulgarien på grund af fare for afrikansk svinepest.
Rumænien og Bulgarien
Lige lidt om de to lande. Rumænien er lidt mere end dobbelt så stort som Bulgarien (239.000/ 110.000 kv. Km) og der er mere end dobbelt så mange indbyggere (20/ 7,3 mill).
Til gengæld er Bulgarien en meget ældre nation. Det første Bulgarske rige med egen Zar blev grundlagt i 681. Siden har landet i perioder været en del af Byzans i andre perioder løsrevet fra Byzans. Der har også i perioder været bulgarske kejsere i det byzantinske rige. Men i 13’tallet blev Bulgarien – i deres egen forståelse – besat af Osmannerne, det var en besættelse, der varede i 500 år. Landet blev “befriet” i sidste halvdel af 18’tallet. De bulgarske frihedskæmpere bevæbnet med leer og hakker fik hjælp af den russiske hær til at smide Osmannerne ud af landet. Det var noget, der passede Englænderne rigtig dårligt. Så derfor har russerne en høj stjerne i Bulgarien, mens briterne er i “bad standing”. Det mærker vi nu ikke noget til med vores engelske biler.
Rumæniens historie er noget anderledes. Som nation dækkende det landområde, der er Rumænien i dag har der ikke været et Rumænien fra Romerne trak sig tilbage over Donau omkring år 267 og frem til 1859. Den sydøstlige af Rumænien (Vallikien?) har ligesom Bulgarien været en del af Byzans og siden Osmannerriget, mens en anden del (Moldavien) var en del af af det tysk-romerske kejserrige og senere Østrig-Ungarn. Transsylvanien har vist det meste af tiden været et selvstændigt hertugdømme.
Begge lande blev selvstændige kongedømmer sidst i 18’tallet, begge lande støttede Tyskland under 2. Verdenskrig og begge lande endte bag jerntæppet i 1947. Men også den periode blev forskellig i de to lande. Bulgarien havde et forholdsvis blødt kommunistisk regime og gode relationer til Rusland, mens Rumænien havde sit eget diktatur under Ceausescus.
I dag er begge lande en del af EU. På papiret er Rumænien det rigeste af de to lande målt i BNP/ indb. Men det synes mig, at der er en stor forskel. Hvor det vi hører er, at rumænerne i stor stil har valgt at rejse ud og søge lykken i andre EU-lande, så virker det som om mange bulgarer har valgt at blive hjemme og forsøge at udnytte de nye muligheder på hjemmefronten. Ex. Som turistland er Bulgarien meget mere åbent og lettere at gå til end Rumænien.
Første overnatning i Bulgarien havde vi i et landhus i en landsby lige ved Industribyen Pleven. Her kom vi tæt på det moderne landsbyliv. En væsentlig indtægtskilde kom fra opskæring af gamle biler.
Fra Pleven kørte vi gennem Shripka passet til Kazanlak, hvor Palle og jeg tidligere har tilbragt nogle dage med at udforske De Trakiske Kongers dal. Vi har haft 2 overnatninger i Pleven på et hyggeligt hotel i centrum af byen. Bilerne har holdt udenfor hotellet i fuld projektørlys, og det er gået godt.
Ud over de Trakiske kongegrave er Kazanlak kendt som Bulgariens rosenby. Her er rosenmarker, et roseninstitut, en rosenpark og et meget flot og informativt rosenmuseum. Hvert år i slutningen af maj og begyndelsen af juni – når rosenhøsten er på sit højeste – er her rosenfestival.