På sporet af Thrakierne

13. marts 2017 | Posted in Ude | By

De rejsende vender tilbage

Før vi kom til Bulgarien i julen 2014 havde vi aldrig hørt om Thrakierne. Eller måske havde vi, men havde glemt det igen. Men vi havde sat fokus på området omkring Sortehavet og området mellem Sortehavet og det Kaspiske hav, som et interessant sted, der mere og mere for os tegner sig som arnestedet for den kulturelle udvikling, der fører Europa, Mellemøsten og Lilleasien ind i Bronzealderen.

Tippet om at der var noget at komme efter i Bulgarien fik vi af vores blikkenslager, der lagde ny tagrender på huset, mens vi forberedte vores vintertur. Han havde en ferielejlighed ved Varna ved Sortehavet og en ny og temmelig kulturelt tænkende kæreste, der havde insisteret på at trække ham ind på museet i Varna. ”Jeg har aldrig set så meget og så gammelt guld”, fortalte han.

IMG_8985 IMG_8984

Vi har tidligere her på bloggen fortalt om vores besøg i Varna og vores første møde med det tragiske folk og deres historie. Dengang havde vi for lidt tid til yderligere efterforskning i Bulgarien, da vi havde Tyrkiet som hovedmål for turen. I Tyrkiet mødte vi igen Trakierne og deres nære og fjernere slægtninge: hittitter, frygiere og lydier i rigt mål – alle indoeuropæiske folk.

Fra 2014/15-turen kan vi opsummere:

Thrakierne var en række stammer, der i hvert fald har beboet i det nuværende Bulgarien og dele af Rumænien flere årtusinder før Aleksander den Store. De store kongegrave med masser af guld f.eks. fra Tsar Dolonk er fra 4400-4200 f.v.t. De første sten byggede huse i flere etager i sammenhængende byer er fra disse folk. Deres høvdinge/kongegrave er rige på guldsmykker og fint bearbejdede genstande og figurer, der understreger en kultur, der dyrkede jorden og tilbad den store guds moder ”Great Goddesnes”.

P1040167

Kybele – moder jord. Fund fra Anatolien.

De forhistoriske thrakiere

Nu er vi tilbage i Bulgarien, og målet er at komme tættere på thrakiernes historie. Vi er startet vores søgen i Plovdiv, der er en gammel thrakisk bosættelse. På byens arkæologiske museum finder vi kobber og guldgenstande fra 6000-5000 f.v.t. Genstandene og smykkerne er ikke spektakulære som dem vi så i Varna, det er små fine kobberredskaber til ciselerings- og smykkearbejder, der i størrelse og form ligner de redskaber, vi har set hos Harappa-kulturen i Indien fra ca. 4000 f.v.t. Desværre må vi ikke tage billeder på Museet, og der er ikke adgang til bøger på engelsk, der præsenterer de udstillede genstande.

Orfeus i spil mellem thrakiere og grækere

220px-Orfeu-atenasMuseet noterer et større kulturskifte i de arkæologiske fund i perioden fra ca. 1400- 400 f.v.t., en periode de karakteriserer som Thrakisk stammekultur. Skiftet ses især i de keramiske motiver og glassurer, men også den religiøse forestillingsverden er kendetegnet ved et skifte fra naturguder til kulturguder. Et sådan eksempel er sagnfiguren Orfeus.

Han er ifølge den græske mytologi søn af musen Kalliope og konge af den Thrakiske stamme cikonerne . Historien om Orfeus fortæller to ting, som kendetegner tidsånden i denne periode. Det ene er, at guderne ikke længere får deres kræfter fra naturen (moder jord), men fra overnaturlige kræfter, og det manifesterer sig i en blanding af sang, musik, poesi og myter. Det andet er, at kongemagten forklares som guddommelig, og dermed legitimerer arverettigheder.

Orfeus er også et symbol på udveksling mellem thrakisk og græsk kultur, en udveksling der ifølge forskerne er kendetegnet ved, at grækerne lærer håndværk og metallurgi af thrakierne, mens thrakierne overtager den græske mytologi og det græske skriftsprog.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvornår denne kulturblanding begynder. Ifølge Homer er en thrakisk konge indblandet i slaget om Troja på trojanernes side. Dette slag antages at have fundet sted omkring år 1190 f.v.t. I 700’tallet f.v.t. grundlægger grækerne de første græske kolonier ved Sortehavskysten, der på det tidspunkt er thrakisk territorium.

Men vi ved, at kulturblandingen stadig har efterdønninger. I dag strides græske og bulgarske historikere om ophavsretten til Orfeus. I alt fald ifølge denne Wikipedia-kilde. Det befæstede borganlæg på Nebet Tepe i Plovdiv daterer sig også til perioden 1400-400 f.v.t.

1DSC01890

Resterne af thrakisk borg på Nebet Tepe i Plovdiv

Thrakierne i historisk tid

250px-Sofia_-_Odrysian_Wreath_from_Golyamata_Mogila

 

Fra 400’tallet får historikerne fast grund under fødderne, når det gælder thrakiernes historie. Her har man grave og gravfund fra navngivne konger og samtidige historiske kilder at støtte sig til. Størst politisk betydning i perioden får Odryserriget, hvor det lykkes for Odryses at samle omkring 50 stammer bag sig i en egentlig statsdannelse. Odryserne har en sammenhængende kongerække fra ca. 480 – 90 f.v.t. Det betyder ikke, at Odryserkongen i alle årene behersker en suveræn kongemagt. Odryserkongerne er oftest vasalkonger under skiftende overmagter: perserne, makedonerne, kelterne og slutteligt romerne.

 

Et af de store fund fra denne periode fra området nær Plovdiv er den Panagyurishte-guldskat 

1200px-Thracian_treasure_NHM_Bulgaria

Den består af 8 store drikke-horn og et kar udført i 23 karat guld med en vægt på over 6 kg. Fundet blev gjort af 3 brødre der gravede ler, og som afleverede skatten til myndighederne. Guldhornene er udført med relieffer af dyr og mennesker. På karret er der i cirkler en mængde negroide hoveder.

Thrakiernes endeligt

Det virker som om, Thrakierne som folk ikke var optaget af at etablere en stærk, selvstændig thrakisk identitet og kultur med ex. eget skriftsprog. De ender i alt fald med at blive opslugt af de kulturer, der omgiver dem, uden at have efterladt skriftlige kilder af betydning. Først inden for de sidste 20 år er forskning om Thrakierne for alvor kommet i gang og i den periode er det lykkedes at finde og undersøge mange thrakiske kongegrave. Det er dem, vi vil bruge de kommende dage på at besøge.

 

 

 

 

Read More...

Five myths about Ahmedabad

15. oktober 2016 | Posted in English, Ude | By

 

Ahmed Shan's tomb

Founder of the city Ahmed Shah’s tomb in Ahmedabad

Sage Dadhichi’s sacrifice

Lord Indra was in search of a weapon to destroy the demon Vruttasur. He was advised to secure the bones of a living person with noble qualities to make such the weapon – Vajra. Sage Dadhichi, who lived on the banks of the river Shwabhramati (Sabarmati) at Dudheshwar readily accepted the request of Indra and sacrificed himself for the cause. It is on the foundations of such selfless sacrifice that the history of the city rests since millennia.

The story about a hare chasing a dog

Legend has it that once on a hunting trip, king Ahmedshah found a hare chasing a dog. He pondered over the unnatural phenomenon and came to the conclusion that the soil of the land must have some unusual power. Impressed by the dauntlessness and bravery, he chose to establish a settlement on the same soil and that is how Ahmedabad was founded.

Goddess of prosperity held within the city

Ahmedabad has been a prosperous city since ages. Legend has it that once a guard saw a magnificent
and aristocratic lady leaving the city through the Bhadra Gate, late at night. He asked her who she was. The lady replied that she was Goddess Lakshmi and wanted to leave the city. Bound by duty, the guard asked her to wait till he returned with the king’s permission to let her go. Lakshmi promised to wait till he returned. Realizing that the city will be doomed without her, the guard decided to sacrifice himself for the prosperity of the city and so beheaded himself. Ever since, Lakshmi has remained within the city keeping her promise to be here till the guard comes.

Four Ahmeds found the city:

The city of Ahmedabad is believed to have been founded on piousness. King Ahmed Shah sought the advice of the priest Al Khizr khwaja while establishing the city of Ahmedabad. The priest advised the king to find four pious men named Ahmed who have never in their life missed an afternoon prayer, to lay the foundation stone of the city. This, the priest said, would ensure the city’s prosperity. The four Ahmeds who laid the four corner stones of the city included King Ahmedshah who laid a stone in the east, Saint Ahmed Khattu in the west and two others from Gujarat -Kaji Ahmed and Mulla Ahmed for the north and south. The city is thus founded on the tenets of piousness, peace and collective concern.

Maneknath and the fort wall

A sage called Maneknath used to live on the banks of the river Sabarmati. Legend says that he wove a mat during the day when king Ahmedshah would carry out the construction of the fort wall. At night, however, Maneknath would unravel the mat and the fort wall would collapse. This is how he protested for several days. Once, the king asked him to demonstrate his powers by entering a small jar. The sage readily agreed. But as soon as he did so, the king closed the lid thereby trapping the sage within the jar. In memory of the sage Maneknath, the founding bastion of the fort wall was named as Manek Buraj and his place as Manekchowk. This story of Maneknath points to the pride in a place while the naming of the Buraj in his memory speaks of mutual respect, within rivalry.

Read More...

Indiens kringlede vej ud af fattigdom

13. oktober 2016 | Posted in Ude | By

Som rejsende kan man observere – og nogle gange kan ens observationer kombineres med viden man samler op – fra aviser, fjernsyn, samtaler eller nettet. Tilsammen dannes billeder på nethinden og fortællinger, der forsøger at skabe sammenhæng i det man observerer.

Vi har i alt kørt omkring 500 km t/r i en lejet bil med chauffør, de fleste af dem mod Nordvest til Dholavira, men i dag har vi også været 80 km t/r med syd til Lothal. Og så har vi været rundt i Ahmedabad både i bil (30 km i timen) og til fods (6-7 km i timen).

Vi ser et multikulturelt samfund, vi ser et tolerant samfund og vi ser et samfund med mange sociale lag og store sociale forskelle. For at holde af Indien og af at rejse i dette land er man nødt til at være lidt kaostolerant. For indtrykket er ret kaotisk – men det er nok kun tilsyneladende. For forudsætningen for multikulturel tolerance er et meget regelbundet samfund. Og Indien er fuld af regler – både af juridisk og etisk/ moralsk karakter.

Kystnær vindmøllepark ved Kutch

Kystnær vindmøllepark ved Kutch

Vækst og udvikling

Vi ser også en delstat (Gujarat) i rivende udvikling. Overalt bygges der. I området ved Kutch Gulf ud mod det Indiske Ocean (Arabic see), var de i gang med at opsætte en kæmpe park af kystnære vindmøller. Men vi får fortalt, at hovedsatsningen i forhold til vedvarende energi er solceller. Her er fuld sol på himlen ca. 330 dage om året. En anden branche der boomer er byggeindustrien og alle de virksomheder, der følger med et byggeboom vand, sanitet, betonelementer, fliser, vinduer, mineraluld m.v. og dertil transport- og servicesektorerne.

Der investeres også massivt i landbrugssektoren. Vores hotelvært i Dholovira, der også er vicepræsident i landsbyrådet fortæller, at regeringen støtter bønderne med 90% af investeringerne til overrisling på optil 7 ha på de enkelte brug. Det vi ser er store grønne marker overalt: bomuld, ris, majs, durra og andre kornsorter.

img_3802

Dyr og mennesker

Men Gujarat er traditionelt et nomadeområde, og overalt er der hyrder med kameler, kvæg, får og geder. De går på markerne, på vejene og i byerne. Bare en lille kilometer fra vores hotel her i centrum af Ahmedabad – en by med 6,5 mill indbyggere -, lige ved siden af en benzinstation samles 20-30 stykker kvæg til malkning morgen og aften. Resten af dagen går de rundt i gaderne og holder vegetationen nede.

Noget andet vi synes er særligt er, at der er mange abekolonier i Ahmedbads centrum. De holder formodentligt til i forbindelse med templerne. Aben er lige som koen et helligt dyr i Indien.

Servering på en af de mange nye pure veg motorvejshoteller

Servering på et af de mange nye pure veg motorvejshoteller

Og når vi nu er ved det med dyrene. I den første uge har vi kun fået vegetarisk mad og så mælkeprodukter som yoghurt, kærnemælk og lassi (syrnet mælkedrik tilsat salt eller sukker eller frugt). Vi har kun set kød serveret i det muslimske kvarter i bymidten. Alle de motorvejsrestauranter, vi har spist på har været ”pure veg”. Hinduernes modvilje mod at slå dyr ihjel og at spise kød gør sig stadig gældende – og vores fornemmelse er, at det er i stigende grad.

Fattigdom

I avisen i dag er en artikel, der nok skal skabe røre i det indiske politiske establishment. Indien er faldet fra en 83. til en 97. plads i den globale ”sult”- ranking – blandt klodens 118 udviklingslande. Ifølge artiklen er næsten 39% af børnene i Indien under 5 år fejl eller underernærede. Det er godt nok et fald fra 54,2 % i år 2000, men det er ifølge avisen langt fra godt nok.

Fattigdommen ser vi hver dag og overalt. Rige og fattige bor, arbejder og færdes op og ned af hinanden, der hvor vi har været. Vi bliver ikke overfaldet af tiggere eller handlende, som andre steder vi har været, men vi har hele tiden småpenge på os, der finder vej til tiggende hænder. Og det har de lokale – som vores taxachauffør – også.

Der er et lag i det indiske samfund, der ikke har en bolig. Nogle lever decideret på gaden, ofte af småhandel eller service. Måske har de en vogn, hvor der er varer om dagen og som de sover på om natten, måske en hel familie på en vogn. Andre redder op på gaden og lægger sig til at sove. Men vi er også kørt forbi ”slumbyer”, ubebyggede områder, hvor folk bor i småskure eller telte, og hvor tøj hænger til tørre i træer og buske.

Ghandis Asram i Ahmedabad

Ghandis Asram i Ahmedabad

Denne rejse er min sjette til Indien siden 2001. Det jeg godt kan li’ ved Indien er, at landet her forandrer sig på en indisk måde. At der er plads til både mennesker og dyr, både traditionel og moderne levevis side om side på land og i by. Så lad dette indlæg slutte med et Ghandi-citat:

Our Culture

It is my finest opinion that no culture has treasures so rich as ours has.

We have not recognized its value….

If we do not follow our culture we would be committing sueside as a people

  1. Ghandi

 

 

Read More...

Tro, identitet og næstekærlighed

8. november 2015 | Posted in Hjemme | By

Når jeg kalder indlægget her tro, identitet og næstekærlighed, så er det en slags foreløbig konklusion på den rejse ind i kristendommen som religiøst fænomen, som blev påbegyndt i blogindslaget om den taknemmelige samaritan.

“Giv kejseren hvad kejserens er, og gud hvad guds er”, svarer Jesus farisæerne, da de spørger ham, om det kan passe, at man skal betale skat til kejseren. Mønten er præget med kejserens billede, derfor tilhører den kejseren. “Men vi er skabt i guds billede, derfor tilhører vi gud” konkluderer vores præst, Rikke Gotfredsen.

Det er en stærk identitetsfortælling, der her rulles ud. En identitetsfortælling, der gør det muligt for os som mennesker at vokse i to universer: et versligt og et åndeligt regimente. Lidt kort fortalt kan vi se det verslige som vores yderside som samfunds- og medborger, det åndelige er vores værdier og hjertesprog.

Den skillelinje Jesus her indstifter er på mange måder den, der muliggør, at vi kan leve i et moderne samfund og samtidig påberåbe os en (kultur)kristen identitet – og kristne værdier. Det sidste vil jeg vende tilbage til senere i dette indlæg med udgangspunkt i et radioindslag med Marie Krarup.

Jødedommen har om muligt en endnu stærkere identitetsfortælling. Fortællingen om jøderne som guds udvalgte folk. Som en del af rejsen ind i kristendommen har vi startet en lille læsegruppe sammen med Rikke Gotfredsen, hvor vi læser religionshistorie (bibelhistorie) – med udgangspunkt i det gamle testamente. Her forsøger vi at komme tættere på de religiøse forestillinger i mellemøsten i overgangen mellem bronze- og jernalder.

Det gamle testamente manifesterer sig som en unik identitetsfortælling for jøderne, der er samlet efter man er vendt tilbage til Jerusalem fra eksilet i Babylon omkring år 500 – 400 f.v.t. På det tidspunkt har Perserne det politiske overherredømme over Israel/ Palæstina.

Religionshistorisk kan den kristne grundfortælling lyde således: Gud har forsøgt at forme sit jødiske folk (ex. Jer. 18 1-6), men gang på gang svigter folket gud. Gud straffer folket ved at sende fremmede hære (ex. Assyrer og Babylonere) som straf for deres gerninger. Efter hver begivenhed indgår Gud og jøderne en ny kontrakt, men lige lidt hjælper det. Til sidst sender Gud sin egen søn. Jesus opsiger kontrakten med folket (Matt. 22. 1-14) og Gud vælger sig et nyt folk. Det nye folk består af dem, der frivilligt lader sig forme i Guds billede.

Hvad er næstekærlighed

Et nøglebegreb i kristendommen er næstekærlighed. Begrebet er omstridt – ikke mindst i den tilspidsede danske flygtningedebat. Lige nu er spørgsmålet konkretiseret af sagen om Lisbeth Zornig’s hjælp til en flygtningefamilie, som hun for åben radio (radio 24/7) kørte til Sverige.

Det er i den diskussion Marie Krarup udmærker sig ved at kunne afgøre, at Lisbeth Zornig ikke handlede af næstekærlighed.

Marie Krarups argumenter lyder nogenlunde således: Hvis Lisbeth Zornig havde handlet i menneskekærlighed så:
Så skulle hun have overladt flygtningefamilien til de danske myndigheder, så de kunne blive registreret i Danmark.
Så skulle hun ikke have flash’et (som det hedder på nudansk) sin handling i Radio og på Facebook. Næstekærlighed er noget man gør i ydmyghed ikke i offentlighed.

Med andre ord, så tilhører en flygtningefamilie ifølge Marie Krarup kejseren (her de danske myndigheder) ikke gud.
Det er jo et interessant skel, Marie Krarup her sætter, som nok kan dele vandene mellem tidehvervskristne og kulturkristne. Er vi alle lige for gud, eller er det kun kristne, der er døbt i guds navn, der tilhører gud? Er det sandt, at “de andre” kan vi til enhver tid overlade til kejserens forgodtbefindende, uanset hvad der er deres håb og ønsker.

Som jeg ser det, viser Jesus  i sine handlinger (ex. den taknemmelige sameritan), at næstekærligheden gælder alle, vi holder i vores hånd.

I anden sammenhæng har jeg hørt tidehvervspræster forklare, at næsten altid er individder. Man kan ikke kollektivt betragte ex. flygtninge som vores næste. I Lisbeth Zornig’s tilfælde, kan der vist ikke være tvivl om, at det er en individuel familie hun hjælper i en konkret situation, og hun hjælper dem til at nå det, deres hjerte banker for.

Men hvad så med det at flash’e sine handlinger. Gør det handlingen mindre næstekærlig? Hvis man som jeg var så heldig at følge Lisbeth Zornig’s handling live på radio 24/7, så er der ingen tvivl om, at Lisbeth Zornig  handlede med hjertet – uden nogen form for strategisk overvejelse.

Men hvad, hvis der havde været tale om en strategisk handling. Et bevidst ønske om at være rollemodel. Så må man spørge, og ikke netop Jesus var verdensmester i at flash’e sine handlinger. Om hans handlinger kan siges at have været fri for strategisk tænkning. Jesus prædikede ydmyghed. Men var han ydmyg i sine handlinger? Eller så han sig selv som rollemodel? Hvis det sidste er tilfældet, kan vi så konkludere, at Jesus i sit virke ikke agerede af kærlighed til næsten?

Read More...

Den taknemmelige samaritan

6. september 2015 | Posted in Hjemme | By

250px-Shomroni_tora2

I Jordløse Kirke fortalte vores præst Rikke Godfredsen i dag om den taknemmelige Samaritan, det takkede Jesus, fordi han blev helbredt for spedalskhed. Ni andre blev helbredt sammen med ham, men de glemte at takke.

Jeg tænker ikke, at taknemmelighed er en speciel kristen værdi. Men det er en religiøs værdi at være taknemmelig for skaberværket og det guddommelige, den værdi kan vist genfindes i alle trossamfund.

Hvad lavede jeg i kirken

Dette er indledningen til dette efterårs rejseprojekt – det bliver en rejse ind i kristendommen som religiøst fænomen. Inspirationen kommer fra vores sidste lange rejse til Tyrkiet og Grækenland, men også fra mange tidligere rejser. Lige meget hvor man vender sig hen i verden, så spiller religion en kolossal rolle.

Men der er en anden ting, der trigger mig. Det er det forhold, at jeg synes, det er vigtigt, at vi har en kirke i Jordløse. En kirke med en præst, en degn, en graver og en organist. MEN HVORFOR ER DET VIGTIGT.
I dag var der barnedåb i kirken. Det var vigtigt for den familie, der var samlet om at det lille nye barn – Viggo – der i dag fik kirkens velsignelse. Men det havde unægteligt været større, hvis kirken havde været fyldt at Jordløse-boere, der havde budt ham velkommen i lokalsamfundet.

Så projektet er dobbelt. Det handler både om at udforske kristendommen som religiøst fænomen og om at udforske, hvad kirkens rolle er – eller kan være – i vores lille lokalsamfund. En del af projektet er at bruge efteråret til at gå i kirke, en anden del af projektet er en mini-studiekreds om historien bag Biblen – her især det gamle testamente.

Hvem er samaritanerne?

Her bliver historien spændende for mig. Samaritanernes navn relaterer sig til byen Samaria i Israel, en by der faldt til Assyrerne i 722 f.v.t. Efter Assyrerne fulgte Babylonierne og de eksilerede en del jøder til Babylon i et forsøg på at gøre den til “gode babylonier”.  Det lykkedes ikke, og de vender som jøder tilbage til Jerusalem under Perserne. Her vil de ikke vedkende sig slægtskab/ trosfællesskab med de Samaritanske jøder, der er blevet i Israel og Judæa – og visa-vers . Da Israelitisk religion bliver til lovreligion i 398 f.v.t. indfører jøderne forbud mod at gifte sig med ikke-jøder – herunder samaritanere.

Historien om Jesus, der helbreder en samaritaner og en samaritaneren, der takker Jesus, handler vist om at kunne se ud over etniske og religiøse skillelinjer. Det handler om at kunne se næsten i den anden uanset religiøs lov.

Netop det, at kunne se næsten i den anden på tværs af etniske og religiøse skillelinjer, kan man forstå som en kristen værdi, der indstiftes af Jesus.

Kilde: Bibelkundskab, Introduktion til Det Gamle Testamente, Århus Universitetsforlag, 1999

Read More...

Makedonernes nyere historie er en lang identitetskrise

21. februar 2015 | Posted in Ude | By

Da tiden gik i stå i Skopje

Den 26. juli 1963 klokken 5.17 om morgenen holdt uret på banegården i Skopje op med at gå. Det var da byen gennemrystedes af et jordskælv, der fik det meste af midtbyen til at styrte i grus. 1100 mennesker døde, 120.000 blev hjemløse og byen lå i ruiner.
Dagen efter, den 27. juli, talte Tito til Skopjes befolkning på pladsen foran byens banegård. Han sagde, at dette var hele Jugoslaviens katastrofe og lovede Skopjes befolkning hjælp til genopbygningen.

Hjælpen kom og en japansk arkitekt – Kenzō Tange – bidrog til at genskabe byen efter en byplan, og med bygningskonstruktioner, der fremadrettet skulle sikre byen mod sammenstyrtning.

Dengang var Skopje hovedbyen i Den Jugoslaviske Republik Makedonien. Republikkens tilblivelseshistorie er lang og kompliceret, men Tito spillede en afgørende rolle i dannelsen af den moderne makedonske stat under slutspillet af anden verdenskrig.

P1050301

Vejen gennem basaren til Museum of Macedonia

Med til historien hører, at under den græske borgerkrig, der fulgte efter anden verdenskrig, var der en massiv udrensning af slavisk talende makedonske borgene i det nordlige Grækenland. Især mange flygtningebørn blev – med støtte fra det græske kommunistparti – hjulpet ud af landet og sendt til plejefamilier i en række østeuropæiske (kommunistisk ledede) lande og en del kom også til Canada.
Disse børn fik som voksne mulighed for at vende tilbage til Makedonien. Denne fortælling er omhyggeligt skildret på Museum of Macedonia. Et museum, der er bygget i kommunisttiden. Måske lå det dengang centralt, i dag ligger det hengemt og støvet i et uddødt hjørne af Skopjes basar, fjernt fra Skopje 2014 projektets højt profilerede midtby. For at nå hen til indgangen af museet, er man nødt til at løbe spidsrod mellem fodboldspillede drenge. Her kommer ingen strøgkunder forbi.

Jugoslaviens opløsning

Det var ikke Republikkens Makedoniens ønske, at Jugoslavien skulle gå i opløsning. Men da det alligevel skete, valgte Makedonien at blive en selvstændig republik. Det skete ved en folkeafstemning den 8. September 1991.

Makedoniens indbyggere er etnisk sammensat af makedoner af slavisk oprindelse (65%) og albanere (25%). Af de sidste 5% er den største gruppe romaer (zigøjnere). Republikken har ca. 2 millioner indbyggere. Geografisk dækker republikken ca. 40% af det område, der geografisk kan defineres som Makedonien, og tilsvarende bor ca. 40% af den befolkningsgruppe, der betegner sig selv som makedonier i republikken. De øvrige bor i henholdsvis Grækenland, Bulgarien og Albanien.

Den nye republiks udfordringer

En række af den nye republiks udfordringer beskrev vi, da vi sidste år var i Makedonien. Det handler om at få etableret sig som en selvstændig spiller på den internationale bane, og det handler om at få etableret indre sammenhold mellem de to hovedgrupper – makedonerne og albanerne.

Makedonien som international spiller

På den internationale bane har navnestriden med Grækenland tidligere fyldt en del. I dag handler det om, at få sig placeret i den internationale kamp om Balkans historie. Der er mange, der mener at Balkankrigen ikke er slut, selv om våbnene tier for tiden. Der er store uløste problemer ikke mindst i forhold til Kosova og Bosnien. I den sammenhæng synes den nuværende højre-nationale makedonske regering at have et stort ønske om at markere sig som en selvstændig spiller. Derfor har man ikke de store problemer med, at lægge sig ud med alle naboer. Ingen venner er bedre end ingen fjender, ud fra logikken, min fjendes fjende er min ven.

Den makedonske regering har indtil for nylig haft kurs mod EU. Men krisen i EU og sporene fra Grækenland skræmmer. Her på Balkan er billedet af EU i kraftig forandring. Fra at være opfattet som et fælles europæisk projekt, det var vigtigt at blive en del af, er EU i dag i folkemunde blevet til Den tyske Kanslers projekt. Og den ånd siver også rundt i regeringens gange i Makedonien. Små tegn – herunder billig benzin, antallet af spillekasinoer i grænseområderne, udlægning af landområder til skattefri industrizoner og som noget nyt et ønske om at oprette skattefrie finanszoner – peger i retning af, at Republikken Makedonien er ved at definere sig som en mini-stat, der kan leve af bankforretninger, guldhandel, hvidvaskning af penge, liberal industriudvikling og skattely. En god blanding af forretninger, som det kendes fra bl.a. Lichtenstein, Andorra, Monte Carlo og Luxemburg. Her vil man i ly af bjergene kunne betjene gamle rige venner fra Serbien, Bulgarien, Tyrkiet og for den sags skyld også fra Grækenland.

Projekt Skopje 2014

IMG_0631

Byfornyelsesprojektet Skopje 2014 passer som fod i hose ind i en sådan strategi. Det er et byggeprojekt, der først og fremmest udstråler magt med sine pompøse bygningsværker, og vilje ved at hylde alle dem, der gennem årene har kæmpet for frihed på Balkan, og som derfor – måske lidt tilfældigt – har lagt vejen forbi Skopje. Sådan et miljø er velegnet til at tiltrække pengestærke folk, der gerne hylder Aleksander den store, men næppe tager det så tungt om han er født i Skopje eller Pella. Derimod vil det kun have kitsch-værdi for almindelige turister. Med dets monstrøse karakter lader det næppe nogen uberørt af et besøg i Skopje. Måske kan Skopje 2014 turistmæssigt vise sig at blive til det makedonske Grækenlands fordel. Projektets antik-forherligelse kan bidrage til skabe interesse om den ægte Alexander fortælling, og dermed øge interessen for at besøge de virkelige Alexander-sites i Pella, Vergina og Dion, der i dag har langt sværere ved at tiltrække turister end ex. Athen og Delfi.

Det belgiske syndrom

P1050390

Den antikficerede regeringsbygning i Skopje

Men det forudsætter, at projektet overlever. Allerede nu joker oppositionen i Makedonien om, hvor let det bliver at demontere projektet når magten skifter. De kunstige facader på husene er påklistrede og udformet i flamingo-lignende byggematerialer. Bygningerne må nemlig ikke blive for tunge, hvis de fortsat skal være sikret mod jordskælv.

Projekt Skopje 2014 er ikke et projekt, der samler befolkningerne i Makedonien. Politisk er landet delt i de to etniske grupper – makedoner og albanere, og i to politiske grupper, de højre-nationale overfor socialisterne.

Det er sædvane i Makedonien, at regeringen er sammensat at et makedonsk og et albansk parti. Siden 2006 har den højreradikale Nikola Gruevski været premierminister. Den albanske del af befolkningen oplever, at de albanske ministre i regeringen mangler gennemslagskraft. En målestok for denne gennemslagskraft er, hvor mange albanske helte, der lykkes at få opstillet i midtbyen som led i Skopje 2014 projektet. Og her er statistikken ikke god for de albanske ministre. Og helt galt gik det, da en af figurerne på den nybyggede bro over Vardar viste sig at være Zar Stefan Dušan. Han var Serbisk Zar i Skopje i 1300’tallet og bar tilnavnet ”Albanerdræberen”.

Ud over at der er spændinger mellem makedonier og albanere på gadeplan, som beskrevet i vores artikel fra sidste år, og i regeringskontorerne, så mangler den politiske proces i parlamentet legitimitet, idet oppositionen efter sidste valg har nægtet at indtage deres sæder i parlamentet. Begrundelsen er mistanke om valgfusk.

Det betændte politiske klima betyder, at der er problemer med det indre sammenhold i den unge republik. I 2001 kom det ligefrem til væbnet konflikt mellem politi og militær og albanske oprører. Kampene var en protest mod en ny forfatning, der ville forringe albanernes rettigheder i Makedonien. På mange måder kan situationen i Makedonien sammenlignes med den, vi kender fra Belgien, hvor den flamske del af befolkningen har opbygget et ubændigt had til det franske mindretal, som de omtaler som det franske aristokrati. Selv om det belgiske rige har eksisteret i snart 200 år, er spændingen mellem de to befolkningsgrupper ikke blevet mindre, og den politiske situation i Belgien er stadig spændt. Det, der holder Belgien sammen i dag, er i høj grad byen Bruxelles, som ingen af parterne vil give afkald på.

Decentraliseringsmodellen

Hvis Republikken Makedonien skal blive mere end en kort parentes i Balkans historie, så vil sådan en som jeg jo mene, at der er brug for noget befolkningen kan samles om. En fælles fortælling og vision, der måske godt kunne have taget udspring i idéen om et Skopje 2014 projekt, der skulle fortælle landets historie. Men det er muligvis både naivt og ufrugtbart at tænke således. I den albanske del af Makedonien tager man i dag helt klart afstand fra Skopje 2014 projektet. Man tænker, at løsningen på republikkens udfordringer er decentralisering og større lokalt selvstyre. Måske endda en føderalistisk stat, med albanske og makedonske delstater efter belgisk model. I dag er landet opdelt i 80 kommuner, og så er der Skopje by, der også er underopdelt i en række kommuner.

Sigøjner kommunen

P1050375

Valgplakat i Shuto Orizari

En af disse kommuner skiller sig ud. Den hedder Municipality of Shuto Orizari, og den er særlig, fordi det er den eneste kommune i Makedonien, hvor borgmesteren er roma. Lidt som Christiania nyder den en høj grad af indre selvstyre. For os som besøgende virker bydelen ikke anderledes en nogle af de bydele, vi har besøgt i ex. Tyrkiet. Et lidt rodet foretagende, hvor rig og fattig bor side om side, og hvor høns og gæs løber frit rundt i de små haver, der er rundt om husene. Også forretningsgaderne ligner dem, vi har set tyrkiske kvarterer, med små butikker, hvor de handlende sover mellem varerne, når gitrene foran butikkerne bliver rullet ned sidst på aftenen.

Read More...

Thrakerne hjalp Troja i krigen mod Mykenerne

26. december 2014 | Posted in Ude | By

Historie og identitet

Journalist i DR Frank Esmann lavede sidste år en række radioudsendelser om Balkan. I Bulgarien laver han et interview med en bulgarsk forsker, hvor han spørger: Hvorfor gå i så meget op i jeres historie? Forskeren svarer: Fordi det vi har, det er vores historie.

Historien genfortælles

På Balkan foregår der i disse år en genfortælling af historien, der skal bidrage til at forstå sig selv og ”de andre” i et Europa, der ikke er delt i et Øst og et Vest. Magt og kultureliterne på Balkan er i gang at skabe nye fortællinger om national identitet, som befolkningen kan identificere sig med. Historieforskningen spiller en stor rolle i den forbindelse. Men det er vigtig at huske, at historieforskning ikke er en eksakt videnskab. Her er mange muligheder for fortolkning.

Det makedonske spørgsmål

IMG_7769

Alexander den 3. den Store siddende på sin Illyriske moders skød. Foto fra Skopje, dec. 2013

Sidste år, på vores tur til Makedonien (FYROM) og Grækenland skrev vi en del om netop dette emne, og John (text) Petersen , der er historiker og som bor i Makedonien (god ven) har efterfølgende på sin blog beskæftiget sig en del med den Makedonske italesættelse af historien. Det store konfliktstof ligger i, at 1/3 af Makedoniens befolkning forstår sig selv som et albansk mindretal, mens majoriteten er i gang med at italesætte sig selv som et Makedonsk folk med rødder direkte tilbage til Alexander den 3. den Store. Albanerne hævder derimod, at de såkaldte Makedoner i virkeligheden er Bulgarer.

På museet i Varna købte jeg er nyligt udgivet bog af en bulgarsk historiker Plamem Pavlov [1], som giver en bulgarsk version af den historie, set med bulgarske øjne.

En bulgarsk synsvinkel på Det makedonske Spørgsmål

Pavlov tager sit udgangspunkt i det indoeuropæiske folkeslag, der hedder Thrakerne. Thrakerne er et velbeskrevet folkeslag i den antikke græske historie og der er arkæologiske fund, der bekræfter Thrakerenes tilstedeværelse omkring Donau – fra Orchid søen i vest (nuværende Makedonien) til Djepr floden (løber gennem Kiev i Ukraine) i øst, fra Karpaterne i Nord og Aegærerhavet og Thessalien i syd tilbage fra ca. 2500 f.v.t (d.v.s. samtidig med Hittitterne på den Anatolske højslette, der også var et indoeuropæisk folk).

P1000497

Palle ved Orchid søen, nov. 2013

Trakiernes historie

Ifølge Pavlov beskriver Herodot (ca. 450 f.v.t.) Thrakanerne som det folkerigeste folk (i verden) efter Inderne. I Homer’s Illiaden omtale s Thrakierne som en af Trojas allierede, og at den thrakiske Tzar Rez deltog i krigen på Trojas side. På samme tid blev der grundlagt et Thrakisk kongerige i Lilleasien.

IMG_8350

Model af Homer’s Troja. Foto fra Puskinmuseet i Moskva, sept. 2014

Pavlov forstår Thrakerne som en ”samlebetegnelse” for en lang række indoeuropæiske stammefolk med fælles kulturelle rødder – et fælles etnos, på samme måde, som vi senere har Germanere som en samlebetegnelse for mange (også indoeuropæiske) stammer i det nordvestlige Europa med meget beslægtede sprog og vaner. De Thrakiske folk etablerede sig i mindre kongedømmer, på samme måde som Germanerne også gjorde det.

IMG_8359

Model af stridsvogn fra Sortehavet ca. 600 f.v.t. Puskinmuseet i Moskva, sept. 2014

På Herodots tid var det mest betydende af kongerigerne Odrysae, hvorfra man kender en række navngivne og betydningsfulde konger, startende med Ter den 1. (480-464 BC).

Men ud over Odrysea nævner Pavlov kongeriget Getae og ikke mindst Makedonien som betydningsfulde thrakiske kongedømmer.

Mellem linjerne kan man læse, at Makedonerne og Odryserne konkurrerede om overherredømmet over de Thrakiske territorier, der på dette tidspunkt rakte fra adriaterhavskysten (Illyrien, nu Albanien) over hele det nordlige Balkan til Ægæerhavets Lilleasienskyst. Som bekendt blev det Makedonierne, der gik af med sejren. Stort set alle Thrakierne blev samlet i et rige under Phillip den 2. far til Aleksander den 3. den Store. Kun nogle getaesiske stammer nord for Donau (nuværende Rumænien) forblev selvstændige.

Pavlov skriver om Makedonerne at de var de mest Helleniserede af de thrakiske folk, med at de gamle grækere aldrig ophørte med at omtale dem som andet end barbarer. Alexander den 3. den Stores erobringstogt fik – stadig ifølge Pavlov – stor betydning for alle Thrakiske folk. Forestillingen om en hegemonisk verdensorden omfattende alle kendte klassiske kulturer under et Hellenistisk militær – bureaukratisk oligarki sammen med indflydelsen fra de gamle civilisationer i Øst (ex. Persien) fik blivende betydning i både Makedonien og i de andre Thrakiske samfund. En undtagelse var de getanske stammer nord for Donau, der senere er kendt som Dacians (Rumænere).

Efter Alexander den 3. den Store’s død opdeles hans rige mellem hans generaler og Lysimarcus bliver hersker over det meste af Balkan.

 

[1] Pavlov, Plamen; Bulgaria and the Bulgarians, a brief histoty, Borina Publishing house, Second edition, 2013

Read More...

Svenskerne hærgede Kraków inden de invaderede Danmark

19. december 2014 | Posted in Ude | By

Når man har en dag til at gå på opdagelse i Kraków, så kan man enten udvælge sine mål med omhu eller lade heldet råde. Vi gjorde en blanding af de to ting, og det førte os rundt i atelieret hos Polens nationalmaler og på en historisk rundtur under markedspladsen i Kraków.

P1020923

Om af fremmale sin identitet

Jan Matejko (1838-93) hedder Polens nationalmaler. Han blev født og han levede det meste af sit liv i Kraków i det hus, der endnu rummer hans atelier og hans bohave. Hans mor var ligeledes født i Kraków, mens faren var fra Tjekkiet. Krakow var sidst i 1700’tallet i forbindelse med Poles opløsning blevet en del af det Østrig-Ungarske kejserrige. Som 10 årig var han vidne til det mislykkede oprør mod Østrigerne, som to af hans brødre tog del i. Som nyuddannet maler støttede han en ny opstand i 1863-64. Da også den opstand mislykkedes, besluttede han i en alder af 24 år at dedikere sin kunst til at nære den polske identitet og nationalfølelse.

Han blev en førende skikkelse inden for en polske nationalpatriotisk bevægelse for historisk malerkunst, der blomstrede op i anden halvdel af 18’tallet. Kraków blev centrum for denne bevægelse, fordi forholdende her var relativt friere end i den Preussisk besatte del af Polen. Matejko blev i 1873 udpeget til leder af skolen for fine art i Kraków, en post han besad til sin død i 1893. Han bidrog således til at uddanne en hel generation af patriotiske polske malere i et århundrede, hvor Polen som nation var fjernet fra det europæiske landkort.

P1020934

Værk af Matejko. Den polske hær har standset Osmannernes fremrykning ved Wien. Den polske konge overrækker en depeche til en kurer med besked til kejseren om sejren. 

Om at grave sin historie op af jorden

I forbindelse med renoveringen af markedsbygningen på markedspladsen i Kraków er byens historie blevet blotlagt lag for lag. Og i stedet for at lukke det hele til, så har man bevaret udgravningerne i en underjordisk museumsanlæg, der fører en på en spændende rundtur gennem byens historie. Og man har gjort et stort arbejde for at levendegøre historien i denne autentiske kulisse med lyd, billeder og artefakter.

Svenskerne hærgede Kraków

Nyt for os var det, at de svenske tropper efter 30’års krigen i 1655 i to år hærgede og plyndrede Kraków inden de tog videre og i 1657 invaderede Danmark, gik over isen ved Als og til sidst omringede København. Den krig sluttede ved Roskildefreden i 1658.

For Krakow fik den svenske hærgen voldsomme følger. Kongen, der af svenskerne blev drevet ud af slottet Wavel, der siden år 1000 havde været Polens magtcentrum, valgte efterfølgende at flytte Polens hovedstad til Warszawa og Krakow’s mistede sin betydning som handels- og kulturcenter indtil Østrigerne efter 1794 gjorde Kraków til center i den polske del af det Østrig-ungarske kejserdømme.

 

 

Read More...

Søndag og stadig november

16. november 2014 | Posted in Hjemme | By

Så er der gået lidt over en uge, det er mørkt, gråt og koldt og de små skovspurve putter sig. Vinden kommer fra øst og man tænker, hvordan det mon bliver at skulle krydse ned gennem Ungarn, Romanien og Bulgarien forhåbentligt inden al for lang tid.

Veteranbilen
Bilen kommer mere og mere til at ligne en bil. Lige nu er der gang i arbejdet med at tilpasse døre og den indvendige beklædning. Himlen er sat op, der er sat fire nye dæk på de nymalede fælge og chokerkablet er monteret.
Der forestår 4-5 dage mere med samlearbejde, men mest spændende bliver det at få bilen startet og få et overblik over udestående mekaniske problemer.

Plan B
Den forgangne uge blev også ugen med en plan B. Hvis vi ikke er køreklar når november rinder ud, så tager vi i stedet et fly til Istanbul og lejer en bil til vores rundtur i Tyrkiet.

Tyrkiet
Jo mere man dykker ned i historien jo mere vedkommende bliver det østlige hjørne af Middelhavet, Marmarahavet, Sortehavet, og dermed også Tyrkiet eller Lilleasien. Tyrkiet har kun eksisteret som nation eller nationalstat i ca. 100 år. Før det talte man om det Osmaniske rige og endnu før om det Bysantinske rige, det Østromerske rige eller slet og ret Romerriget. I dag er området befolket med tyrkere. Det Østromerske rige var befolket af bl.a. grækere, bulgarer, makedoner,  serbere, og tyrkiske stammefolk. Folk der havde en identitet som folk, men ikke en nationalstat, men territorier de betragtede som deres. Territorier som i perioder løsrev sig fra kejsermagten.

Identitet
Lige nu er jeg meget optaget af, hvordan vi som mennesker leger med og italesætter vores identitet. Det bliver mere og mere tydeligt for mig, at identitet betyder lige så meget for os som mennesker som politisk/økonomisk status. Multietniske, politiske systemer som ex. Perserriget, Romerriget og  Det østromerske Rige kan kun overleve, hvis man respekterer hinandens identiteter som folk. Indien og Kina  er andre eksempler på det samme fænomen. Og Rusland befinder sig øjensynligt lige nu i vadestedet mellem ønsket om at være en Russisk nationalstat eller et multietnisk Eurasisk samfund. Men det at tilhøre et folk er kun en af flere mulige identitetsmarkører. Kulturkreds, religion og sprog er andre vigtige markører. Hvis vi skal forstå de igangværende konflikter i verden, så må de både anskues fra et psykologisk, økonomisk og geopolitisk perspektiv.

Forleden talte Palle med Trine i telefonen. Så fik han Olivia i røret, og i stedet for at sige ” hej morfar, det er Olivia” så sagde hun “hej farfar, det er Nanna”. Et helt uskyldigt identitetstyveri af en 2-årig, men alligevel et godt eksempel på, at vi hele tiden leger med vores identitet. Et andet eksempel på identitetsleg fra ugen der gik er Martin Krasniks biografi “Fucking Jøde”.

 

 

 

 

 

 

Read More...