Blog: Villa Andreas
19. oktober 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Blog: Villa Andreas
Zakros ligger i en bugt i den sydøstlige ende af Kreta. Efter en morgendukkert i bugten morgenmad. Den ender med at bliver indtaget spredt og stående i en desperat forøg på at være hurtigere end de hvepse, der mener, at honningen på yoghurten rettelig tilhører dem.
Dagens mål er Villa Andreas i byen Pánomo på øens nordkyst mellem byerne Iraklio og Chania. Efter kort rådslagning beslutter vi, at vi skal runde sydkysten og kaste et blik over Det libyske Hav inden vi sætter kurs mod nordvest.
Per og Anne morgenbader i bugten ved Zakros
De første 25 km kører vi derfor ad smalle, stejle og snoede veje, der ind i mellem tvinger den lille Opel Astra (1.4 l motor) helt ned i første gear. Det er et kulturlandskab vi kører i gennem, hvor der er masser at se på og masser af spor efter menneskelig aktivitet gennem 10.000 år. Men tydeligst er sporene af de sidste 100 års landboudvikling i Grækenland. Fra småbrug til store plantagebrug og med tilsvarende affolkning af landdistrikter. Mange tomme huse og forladte gårde imellem moderne landbrugsbygninger, landbrugsmaskiner og vandingsanlæg, der snor sig som tykke edderkoppespind hen over jorden og op mellem træer og hurtigt sammentømrede bærende konstruktioner. De gamle vindmøller står rustne i landskabet. De er erstattet af pumpehuse og vandfordelingscentraler fra vandreservoirer i bjergene. Mange steder er jorden dækket af solcelleanlæg, og hvide Vestas møller snurrer på bjergtoppene og kaster skygger i landskabet. Ind i mellem græsser store fåreflokke på indhegnede marker.
Solceller i landskabet på vej ind over bjergene
Så rammer vi Det libyske Hav og landskabet skifter karakter. Brede sandstrande, hoteller og prangende villaer afløser de enkle bondehuse, der bygget af lokale sten. Ind i mellem er det svært at afgøre, om man ser på en ruin, der er over 4.000 år gammel eller om der er tale om en gård, der blev forladt i forgårs.
Det libyske Hav
Vi gør holdt og får en kop kaffe på en taverne ved havet og mærker på det hav, der adskiller Europa fra Det afrikanske Kontinent, og det er svært at lade være med at tale om de millioner af flygtninge, der hvert år i kollektive selvmordsforsøg kaster sig ud i udrangerede både for at søge lykken under nye breddegrader. De ved godt, at der er under 10% chance for at projektet lykkes, og de ender som fuldgyldige borgere i et nyt land. Men alligevel synes alternativet så meget værre, at de tager chancen. Trods alt er oddsene lidt bedre end i de lottoer, hvori vi andre gerne ugentligt gør en indsats. Men konsekvenserne af at tabe er uden for enhver sammenligning.
Servitricen fotograferer inden kaffen serveres
Per og Anne har været støttefamilie for tre uledsagede flygtningebørn, der i dag er velintegrerede og veluddannede i Danmark. De to af dem er blevet danske statsborgere og den tredje, der læser medicin, skal til prøve til december. Vi kan hjælpe så mange flere, hvis vi bare kunne få lov. Vi er enige om, at hvis det at hjælpe flygtninge til et nyt liv i Danmark bliver en folkesag i stedet for et politisk slagsmål, så kunne mange liv reddes og verden ville blive et bedre sted at leve for os alle.
Rikke med fødderne i Det libyske Hav.
Fra Det libyske Hav sætter vi kurs nordpå, nu ad hovedveje. Vi kommer forbi allerede kendte steder som ruinbyen Gournia og Agios Nicolaros og allerede kl. 15.00 kan vi trille op foran Villa Andreas, der skal være vores hjem i en uge. Sidst på aftenen slutter Jan, Kirsten, Katja og Kirsten Bruun sig til os. De kommer i en lejet bil fra lufthavnen i Chania, glade, trætte og sultne. På tirsdag skal vi fejre Jan og Kirstens sølvbryllup.
Indkøb i Pánormo
Blog: Zakros
18. oktober 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Blog: Zakros
Nedkørsel til Kato Zakros. Den arkæologiske udgravning ligger midt i billedet omgrænset af grønne oliventræer
Fra Sitia kører vi syd på til Kato Zakros (nedre Zakros). Vejen fra Sitia til Zakros er smal og snoet og der er ikke gjort meget ud af autoværn på strækningen. Men landskabet er trods bjergene blødt og imødekommende som mange steder på det græske fastland. Der er ganske frodigt og overalt ser man støvetgrønne olivenplantager. Da vi ved middagstid triller ind på stranden finder vi hurtigt en taverna i vandkanten, der også udlejer værelser. Således installeret og efter en øl på terrassen går vi i 33 graders varme i krig med at udforske ruinbyen.
Zakros er et af de fire paladser fra Minorisk tid, der er udgravet på Kreta. Minorerne er ifølge traditionen efterkommere af Kong Minos, der selv var halv gud og halvt menneske og som residerede på Knossos, det største og bedst kendte palads på Kreta. Historikerne inddeler minorisk tid i fire perioder: Før paladstid (2600-2000 f.v.t), ældre paladstid (2000 – 1700 f.v.t.), nyere paladstid (1700-1400 f.v.t) og perionen ”efter paladstid” (1400 – 1100 f.v.t.).
Baggrunden for inddelingen er to undergangsperioder, en i 16’tallet f.v.t og en i 14’tallet f.v.t. Begge undergangsperioden er antageligt udløst af naturkatastrofer. Den første undergang tilskrives et vulkanudbrud på øen Santorini, der også ofte sættet i forbindelse med de mellemøstlige kultures syndflodsmyter (ex. fortællingen om Noahs ark)og Atlantis-myten. Den anden naturkatastrofe er ikke dokumenteret, men antages at være udløst af store jordskælv. Når man overvejende hælder til naturkatastrofeteorien skyldes det, at der ikke er synlige tegn på at krig skulle være årsag til paladsernes pludselige kollaps i 1400’tallet.
Hvor om alting er, så er paladsområdet i Zakros øjensynligt bygget af to omgange, den ældste del er bygget mellem 1900 og 1700 f.v.t. og derefter er den sket en genopbygning i 1600’tallet.
Efter kollapset i 1400’tallet er paladsbyen blevet flyttet, hvilket betyder det særlige for dette sted, at der ikke efterfølgende er bygget oven på ruinerne. Zakros giver derfor særlige muligheder for at få et billede af livet på Kreta i det andet årtusinde f.v.t..
Palle på den brolagte vej, der har forbundet paladset med havnen
Ved paladset har været en naturlig havn, der har været centrum for handel med Egypterne og Nærøsten. I byens skatkamre er bl.a. fundet 6 bronzebarer og 4 elefantstødtænder som dokumentation for denne handel. I arkivet er fundet lertavler i linear A skrift. Der er også tydelige tegn på at tyren har spillet en central rolle i de religiøse ritualer i Zakros. Som noget helt særligt er der i mudderet i bunden af en offerbrønd i Zakros fundet en kop med oliven, der var så velbevarede, at man i dag har sikker viden om karakteren af datidens oliven.
En af de tidligere underjordiske kilder, der har forsynet paladset med drikkevand
Mens spændende synes jeg det var, at udgravningen afspejlede dronningens centrale placering i datidens religiøse liv. Fra dronningens gemakker var nedgang til særlige kultiske rum, hvor fresker på væggene afslører, at her er foregået hemmelige religiøse ceremonier. Ligeledes var der en underjordisk gang til den føromtalte underjordiske offerbrønd, hvor koppen med oliven er fundet.
Dronningens sminkebord i værelset med nedgang til de underjordiske rituelle rum
Blog: Det nordøstlige hjørne af Kreta
17. oktober 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Blog: Det nordøstlige hjørne af Kreta
Udsigt fra ruinbyen Gournia
Selv om det er 24 timer og to brusebad siden vi tog en dukkert i Ægæerhavet har jeg stadig smagen af salt i mundhulen. Huden er mærket af solen og øjnene løber i vand. Det sidste er eftervirkninger af den øjenbetændelse, vi tog med fra Danmark. Sådan skal det være. Man kan mærke kroppen, man kan mærke, man er på ferie.
Onsdag tog vi en slapper på hotellet om eftermiddagen, badede og gik en aftentur i byen inden vi landede på Tavernaen og nød et let aftensmåltid.
Vi står tidligt op og sætter kursen mod Sitia, en rolig by på den nordøstlige kyst. Sitia er valgt af to grunde: Der er et arkæologisk museum, hvor der er en samling af arkæologiske fund fra Paladset i Zakros, der er vores næste mål. Og Sitia giver os mulighed for at lave en afstikker til klosteret Toplou.
På vejen til Sitia gør vi holdt ved udgravningen i Gournia, der ligger i bunden af Mirambello-bugten. Gournia er en minorisk by. Byen har tre lag, men størstedelen af det udgravede område viser konturerne af en by, der er samtidig med Knossos, d.v.s. fra omkring 1900 f.v.t. Byen har fået sit navn efter alle de stenkar, der er fundet på stedet.
Der har boet ca. 1000 indbyggere i byen, der i centrum har et mindre palads. På museet i Sitia lærer vi, at byerne fra minorisk tid er kendetegnet ved at paladset og byens torv ligger i centrum. Den vestligt del er helligdom, skatkammer, arkiv og forråd. Den østlige del er beboelse og socialt liv. Mod nord lå bygninger til forarbejdelse af fødevarer, madlavning og spisning. Og mod syd lå værksteder: vævestuer, pottemagerværkstæder, bronzestøberi, stenhugger- og stenskærer værksteder.
Krukke med flintknive til flintskærerarbejde på museet i Sitia
Omkring kl. 13 tjekker vi ind på Hotel Archontikó i Sitia. Hotellet er simple living og afkoblet fra al nymodens teknologi som e-mail, wi-fi og hjemmeside. Aleksandra, der driver hotellet, er tysk og vil man booke et værelse på forhånd, så er det via et opkald til den stationære telefon, der står i det lille kontor under trappen.
Aleksandras kontor
Senere på dagen kører vi op til klosteret Toplou. Toplou er det tyrkiske ord for kanonkugle., og klosteret tog sit navn efter Osmannerne indtog Kreta i år 1660, som et varsel om, at klosteret var i besiddelse af en kanon. Kanonen var oprindeligt anskaffet som værn mod sørøvere, men mon ikke, det var ment som et varsel til tyrkerne. Nok havde de indtaget Kreta, men klosteret i det nordøstlige hjørne var stadig græskkatolsk. Under alle omstændigheder har det stærkt fortificerede kloster spillet en hovedrolle i kretensernes frihedskampe, både i befrielseskampen mod Osmannerne i slutningen af 18’tallet og i befrielseskampen mod tyskerne under 2. Verdenskrig.
Klosteret Toplou i baggrunden. I forgrunden likke kapel.
Men ud over sin rolle som frihedssymbol, er Toplou klosteret bedst kendt for sine meget smukke ikoner af maleren Ioannig Kornaroc. Mest berømt er et 133 * 85 cm plakette, der i ud over hovedmotiverne den hellige treenighed, Jesus dåb, Marias kroning of Adam og Evas udfrielse fra helvede består af 57 scener, med kunstnerens egen fortolkning af den græskkatolske kirkes trosbekendelse.
Blog: Første døgn på Kreta
15. oktober 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Blog: Første døgn på Kreta
Vi ankom nogenlunde planmæssigt til Heraklion lufthavn og efter at have samlet bagagen og fået nøglen til den bestilte udlejningsbil, kørte vi ad motorvej direkte til Ageos Nicolaos, hvor vi havde booket de to overnatninger. Vi nåede frem som mørket begyndte at sænke sig over øen.
Hotellet ligger ved havnen i Ageoas Nicolaros med udsigt over Mirabello-bugten og til strandpromonaden og badende turister. Nabo til hotellet er en dejlig Taverna, hvor vi hurtigt slog os ned – og således indledte vi 12 dages ophold på Kreta med at indtage det græske køkken og nyde græsk gæstfrihed. Så aftenen gik med at smage på græske specialiteter, nogle valgt af os, andre på husets regning. Og netop som vi tænkte at måltidet var slut, så dukkede der fade op med frugt og kager og en hel kande Raki. Det var jo ikke til at stå for.
Lettere kvæstede men fuld af videbegær stod vi tidlig op og spiste morgenmad på hotellet. Så vandrede vi gennem byen på jagt efter Ageos Nicolaos arkæologiske museum. Her skulle vores øjne åbnes for Kretas frodige historie. Men nej, sådan skulle det ikke være. Da vi nåede frem, var museet lukket p.g.a. ombygning. På skilte kunne vi læse, at ombygningen var planlagt at vare fra 2009 – 2013.
Således oplyste vendt vi tilbage til hotellet og gjorde klar til turens første udflugt.
Den var planlagt til Panagia Kera. Når man rejser er det godt at have en rejsefører, og her på Kreta er mit valg faldet på Palle Kjærulff-Schmidt’s smukke og levende bog “Sensommer på Kreta”. PKS skriver om Panagia Kera, at der er den bedste helligdom, de finder på deres rejse i Østkreta, og at alle vægge er fyldt med Kretas mest velbevarede byzantinske fresker.
Kirken er berømt for sin egenartede trekantede næsten i sig selv ikoniske form, men jeg finder den mere charmerende fra bagsiden med de for byzantinske kirker så karakteristiske runde apsisser.
Kirken er bygget i 12′ og 13’hundrede tallet. Det er i den periode, hvor Venetianerne endegyldigt har erobret øen fra Byzans. Men nok har de erobret øen, som de holder i et greb frem til 1669 – i mere end 400 år, men de erobrer aldrig Kreensernes hjerter. De forbliver græske og græskortodokse trods den romersk-katolske indflydelse. Den lille kirke Panagia Kera er et eksempel på byzantinsk kirkekunst blandet med romersk-katolske helgener. Således denne smukke fremstilling af Franz af Assis, som pave Franz som bekendt har hentet sit pavenavn fra.
Fra kirken kørte vi 3-4 km til den arkæologiske udgravning af byen Lato. Ageos Nicolaos var oprindelig havneby til Lato. Lato var bygget som en fæstningsby lidt inde i landet på en høj. Man kender byen tilbage fra 700 f.v.t, altså på Homers tid. Men de rester, der står tilbage af byen i dag er fra romersk tid 300-100 f.v.t. Omkring år 100 f.v.t. blev byens centrum flyttet ned til havnen.
Opstigning til Lato
Indgang til vagttårn
Byens rådsplads, hvor den evige ild brændte og hvorfra der var eneste adgang til byens skatkammer.
Aleksander den stores admiral Nearchos stammer fra byen.