Hjemrejsen

13. november 2018 | Posted in Hjemme, Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Hjemrejsen

Iznik, Istanbul, Edirne og hjem

Sidste del af turen fører os fra Sortehavet til Edirne, hvor vi kører bilerne på et biltog og forbereder os på 36 timers togrejse til Villach i Østrig. Derfra er der en køretur fra Villach til Wien, hvor et andet tog venter os, og bringer os til Hamburg.

Fra Amasra til Iznik

Turen har budt på mange smukke køreture, og en af den er turen fra Amasra til Bolu. Strækningen fører igennem nogle smukke og i vores verden oversete naturområder. I Tyrkiet er de mål for meget lokal turisme. Det oplever vi allerede i Asmara, hvor mange andre rejsende viser os billeder fra nationalparker, som de varmt anbefaler os at besøge. Men vi nøjes med at nyde, at køre gennem bjerge dækket af jordbrune, gule og vissengrønne efterårsfarver og rødløvede buske og frugttræer med hvidkalkede stammer.
Vi overnatter på et hotel i Bolu. Her får vi om aftenen besøg af byens turistchef, en kvinde, der gerne ser os blive en dag mere og besøge nogle af naturperlerne i området. Især Bolu sø og kildespring og vandfald i det bjergrige område får varme anbefalinger. Men vi siger, det må blive en anden gang. Vi har allerede booket to overnatninger i Iznik på hotel Limnares, der ligger lige ned til Iznik sø.

Iznik

Iznik hed engang Nikæa. Det var her Konstantin den store i 325 sammenkaldte alverdens biskopper, så de en gang for alle kunne afgøre, hvad der var den sande kristendom. Omkring 30 biskopper var de vist, her i kristendommens barndom. Men spørgsmålet var ikke så nemt at besvare. Men en vigtig beslutning blev taget. Det var bestemmelsen af Jesus natur. Her blev treenigheden fastslået. Det blev bestemt, at Jesus er guddommelig, gjort af det samme stof som skaberen selv og en del af treenigheden: faderen, sønnen og helligånden. Efterfølgende muligt af skelne mellem ægte og falske kristne bevægelser og evangelister og biblen fandt efterhånden sin endelige form.

Vi har før været rundt om Iznik søen på ruten fra Istanbul til Bursa. Den ligger utrolig smukt omgivet af bjerge, og jeg har haft et stort ønske om at se byen, nysgerrig efter at fornemme stedet og stemningen. Denne gang havde vi så tiden til at tage en afstikker fra hovedvejen og se lidt nærmere på stedet.

Når man drejer fra hovedvejen kommer man ind på en smal 2-sporet og ikke særlig velholdt asfaltvej, der fører gennem velplejede marker, frugtplantager og olivenlunde. Overalt holder biler og traktorer i vejsiderne og høstarbejdet er i gang. Der bliver plukket frilandstomater, høstet æbler, majs, kål, oliven og kastanjer, og kartofler bliver taget op. GPS’en fører os nord om byen, og vi kommer gennem et supertrist industriområde, inden vi når frem til hotellet, der ligger ned til Iznik søen og med ryggen til den gamle bymur. Der er to mure fortæller værten, den første er fra romertiden, den anden fra Byzans. Desværre er det ikke et ordentligt kort over byen, kun en lille pamflet der antyder, at byen stadig ligger “inden for murerne” af den gamle befæstede by.

Vi har igen problemer med Y’eren. Kompressoren knurrer og smider olie, og vi er faktisk i tvivl om hvorvidt vi kan køre videre i den. Så Palle går i gang med studere kompressorers opbygning og muligheden for at skaffe et reparationskit.

Iznik i dag

Sidst på eftermiddagen går jeg en tur op i byen, for at få et første indtryk af, hvad der er tilbage af den gamle by. Byen er oprindeligt grundlagt af Antigones, en af Alexander den 3. Den Stores generaler, i 316 f.v.t., og videreudbygget af Lysemarcus efter 301. Det var også ham, der gav den navnet Nikæa, efter hans seneste kone. Den er opbygget som en klassiske hellenistisk by, med en nord/ syd og en øst/ vest akse, der skærer hinanden i byens centerpunkt. Præcis her ligger Iznik’s Aya Sofia. Engang en smuk, klassisk byzantinsk bygning dekoreret med freskoer. Den er bygget nogen lunde samtidig med navnesøsteren i Istanbul. Men gennem årene har den mistet stjerneglansen, ramt af krige, jordskælv, ombygning til moske og almindeligt forfald. Engang lå den i gadeplan, i dag ligger den halvt i kælderplan ud mod hovedgaden, som tidens fylde har hævet et par meter over det plan, hvor den oprindelige romerske vej var anlagt. Bag kirken ligget et smukt grønt anlæg, der betyder, at Aya Sofia i dag tager sig bedst ud bagfra.

I aftenlyset ser jeg kun kirken fra forsiden, mens jeg scanner byens to sydlige kvadranter. Det jeg ser, er en stor landsby. Forretningerne i Hovedgaden – Ataturk Caddesi – sælger overvejende traktorer, reservedele og isenkram til markarbejde. Og trafikken er for 50 % vedkommende traktorer med anhængere, der kommer hjem fra markarbejde med høstarbejdere og grøntsager på ladet. På en måde føler jeg mig lidt snydt. Nikæa er en af de vigtigste by i kristendommens historie. Og så frister den i dag en skæbne som en hengemt landsby. Men omvendt er det måske netop byens held. At den har fået lov at gemme sig bag et skjold af uambitiøs bondefornuft, hvor almindelige mennesker er flyttet ind i resterne af fortidens storhed, og har udnyttet det, der kunne anvendes og ladet resten henfalde i historiens glemsel. Det er vel ret meget i Jesus ånd. Her er plads til både rige og fattige helt almindelige mennesker i et ualmindeligt frugtbart hjørne af verden med et ualmindelig smuk natur.

Det gamle Iznik

Næste dag får vi set nærmere på byen. Det viser sig, at den gamle bymur stort set er komplet. Den har haft 8 indgange. Den oprindelige hovedindgang – Lefke Kapisi – ligger mod øst, og det er også den, der i dag er bedst bevaret. Starter man her og går ned ad Kilicaslan Caddesi, får man nok den bedste fornemmelse af den oprindelige by. En god kilometers gang, så er man ved søen. Undervejs kommer man forbi byens vigtigste pladser, moskeer og gamle byzantiske bygninger, som ex. Iznik Museum (under ombygning) og Aya Sofia. Går man kun til centerpunktet og til højre (mod nord) kommer man forbi en anden gammel byzantinsk bygning – et badeanlæg, der i dag er indrettet som kulturcenter. Her kan man købe kunsthåndværk og en kop kaffe i gården, og i de game baderum er der fotostater med billeder fra igangværende arkæologiske udgravninger. Nikæa eller Iznik har i dag UNESCO status. Men der er stor mangel på materiale, der fortæller om byens historie, og som kan hjælpe sådan nogen som os med at lukke byen op.
Går man videre, venter der en belønning længere fremme. Det er Istanbul porten. Det var her, vores udforskning startede. Selve den gamle port er velbevaret, og der arbejdes hårdt på at restaurere nogle game bygninger, der har været en del af det tidligere forsvarsanlæg. Som nævnt har Iznik været beskyttet af en dobbeltmur. Den første mur blev anlagt af Lysimarcos omkring 300 f.v.t. Den anden mur er fra 1200’tallet. Den blev anlagt efter at Venetianerne – eller latinkatolikkerne som man siger her – indtog og hærgede Konstantinopel fra 1204 -1261. I de år søgte kejserfamilien tilflugt i Nikæa, slog sig ned ved søen og ventede på chancen for at generobre Konstantinopel. Den chance kom i 1261. Men murerne stod ikke distancen, da Osmannerne angreb byen i 1331, hvor byen sammen med Bursa kom under Osmanniske styre i et slag ledet af Orhan Gazi, der var Osmans søn. Det var næsten 125 år før Konstantinopels endelige fald i 1453. I 1402 faldt Iznik en kort overgang i hænderne på Timor Link, der hærgede byen, men efter hans død i 1405 blev den igen Osmannisk og siden tyrkisk. Orhan Gazi gjorde Bursa, der ligger ca. 75 km fra Iznik til Osmannerrigets første hovedstad. Her ligger både Osman og Orhan begravet.

 

Det er sjældent, man i en by finder så levende rester af fortiden som i Iznik. Fra Istanbulporten kan man et langt stykke følge en sti mellem de to mure, og man kan fornemme, hvordan folk har boet og stadig bor i huse, der ligger klinet op ad den inderste mur. Her er bolig og værksteder bygget sammen med muren, i værkstederne drejes trævarer, og mellem børn, hunde, katte og høns produceres æblekasser, marmorplader, fliser og andre nyttige ting til det lokale marked.

Mere Y

Da vi kommer hjem fra vores ekspedition har drengene været i gang med Y’eren. Det har afsløret, at ikke alt var, som det skulle være efter reparationen i Unye, hvor toppakningen blev skiftet. En del skruer skal efterspændes, Men værst er det, at remmen til kompressoren har været spændt for stramt. Så der er gået en pakdåse og lejerne lyder ikke helt, som de skal. På resten af turen bliver det nødvendigt med mellemrum at efterfylde kompressoren med olie. Så vi krydser fingrene og håber på, at den kan holde hele vejen hjem.

Istanbul

Vi kommer til Istanbul uden yderligere problemer. Turen nord om Iznik søen er smuk, vi kører gennem olivenlunde, hvor høsten er i fuld gang. Derefter kører vi ad nyanlagt motorvej. Marmarerhavet som vi tidligere sejlede over passeres via en smuk Højbro, og senere kører vi ad en ligeledes nyanlagt tunnel under Det gyldne horn, og så lander vi lige i smørhullet. Det er altid lidt panisk at lande med tre veteranbiler i en storby. Vi har gennem Airb&b for længst booket en luksuslejlighed i Sultanehmet på Det gyldne Horn. Gennem meget smalle gader når vi frem til den plads, hvor udlejer har forsikret os om, at bilerne fint kan holde parkeret.

Begyndervanskeligheder

Selv om vi er der til aftalt tid, så glimrer udlejer ved sit fravær. Så vi danner trafikprop, trængsel og kaos foran Sokollu Mehmet Pasha Moskeen, netop som fredagsbønnen er slut og mænd strømmer ud efter fredagsbønnen. Da vores vært Saban endelig dukker op, får han dirigeret rundt med allerede parkerede biler, så vi kan holde i gaden “på Istanbuls vis”, som har siger. Y-eren kommer til at holde i anden position. Det ser ret håbløst ud, især når man ved, hvor megen opmærksomhed vores tre biler skaber, når de holder parkerede. Der går da heller ikke ret lang tid, før Saban kaster håndklædet i ringen. Mens vi spiser frokost på en lille restaurant ringer han og foreslår, at bilerne bliver flyttet til et nærliggende parkeringshus.

Mændene flytter bilerne, mens vi piger ser lejligheden an og køber ind. Lejligheden er en slem skuffelse. Det viser sig at være en kælderlejlighed, med udsigt til gadeplan fra højtsiddende vinduer. Den er nyistandsat og hvidmalet og derfor lys, men der slipper ikke meget dagslys ind. Den er OK møbleret, der er et lille køkken og to badeværelser som lovet, men der er absolut ingen luksus over den. Til gengæld er beliggenheden perfekt. Kvarteret er roligt, den ligger lige bag hippodromen, uden for døren er masser af små forretninger, et supermarked og gode, billige restauranter.
Det er på en af restauranterne, vi mødes med drengene igen. De er kobberrøde i hovederne af arrigskab over den måde, bilerne bliver behandlet på i parkeringsgaragen. Store knægte, der råber og skriger og insisterer på at få nøglerne, så de kan bakke rundt med bilerne, som det passer dem. Det lykkes den ene af dem at køre Y’eren ind i en anden bils kofanger, hvorefter den selvfølgelig går i stå. Derefter forsøger han at aktivere startmotoren ved at dreje nøglen, men i stedet for kommer den til at sidde fast i tændingslåsen. Unge mænd ved ikke, at gamle biler ikke skal startes med nøglen, de er forsynet med et separat starthåndtag.
Først på det tidspunkt lykkes det at få dem forklaret, at bilerne skal holde bagest i p-kælderen, så de ikke behøver at blive flyttet de næste 5 dage. Og at nøglerne bliver hos os, indtil vi henter bilerne igen.

Gensyn med Istanbul

Efter disse startproblemer får vi 5 gode dage i Istanbul med mange gode oplevelser. For er der en ting vi 3 teams er gode til, så er det at snakke tingene op i stedet for ned. Og at grine af fortrædelighederne i stedet for at falde i et fælles dybt sort hul.

For mig er gensynet med Topkapi paladset det største, selv om en del af de steder vi ville besøge derinde er lukket p.g.a. ombygning. Og så er der alt for mange andre turister den lørdag, vi er der. Det er vores 3.
besøg i paladset, og denne gang virker det hele langt mere overskueligt end tidligere. Man begynder at få en lille fornemmelse af det liv og de magtkampe, der har udspillet sig i Osmannerrigets “Den høje Port” for 2, 3 og 4 hundrede år siden. Besøget suppleres fint af et besøg i Stor Visirens palads, der er indrettet som museum og ligger ud til Hippodromen.

Også et gensyn med Uskyldens Museum er en dejlig oplevelse. Denne gang har vi læst romanen, og med Orhan Pamuk og Fortælleren Kamals stemmer i audioguiden, er det en anderledes oplevelse end sidst. For mig mere intens. Palle synes at oplevelsen bliver mindre intens, fordi audioguiden betyder, der mindre overladt til fantasien. Men i symbiosen mellem bog, audioguide og museum har Orhan Pamuk sat en ny standard for et fiktivt univers, der på samme tid fortæller en historie og afspejler en epoke i det moderne Tyrkiets historie.

Så er det en dejlig oplevelse at se Dervich-danserne folde sig ud i Orientsekspressens tidligere ventesal. Fire dansere og fem musikere giver en illustration til Sufi-muslimernes mystiske og magiske univers, elsket af nogen og lagt for had af andre. Både de radikale muslimer og Ataturk har periodevist forbudt Dervich – munkene at danse Rumi’s budskab om tolerance, kærlighed og barmhjertighed.

Men det er også dejligt bare at drive rundt på det gyldne horn, at gense steder, man før har været og se og forstå dem i nyt lys og nye sammenhænge. At prøve at føle byens puls, at opleve hvem der trives og hvem der mistrives, at lytte til sladder, indsnuse dufte og flyde med strømmen.

Edirne og hjem

Fra Istanbul kører vi til Edirne, hvor vi overnatter på vores “gamle” hotel Arca. Feride og Gurol er fantastiske værter, der hjælper os helt til stationen og gennem tolden. De hjalp os også i sin tid med at købe billetter. Så alt ser ud til at klappe, indtil der pludselig kommer 5 toldere i en hvis varebil. De vil have de 3 biler med til gennemlysning og de optræder ubehageligt, råbende på tyrkisk og meget lidt kommunikerende. Så Palle, Jørgen og Erling bliver dirigeret ind i bilerne og ad bagveje bliver de ført til den bulgarske grænse, hvor bilerne skal tømmes, så de kan blive gennemlyst.
Vi var i rigtig god tid ved toget. Men denne smuttur på i alt 50 km frem og tilbage, på det tidspunkt hvor de andre biler bliver kørt på toget, betyder, at toget pludselig skal vente på, at bilerne er tilbage – og således bliver næste 3 kvarter forsinket. I hele den proces er både vi piger, der er tilbage ved toget og drengene i bilerne uvidende om, hvad der foregår. Men alle forsikrer os om, at toget nok skal vente på, at bilerne er tilbage.

Det blev en lidt kedelig afslutning på, hvad der ellers har været en dejlig tur/ retur gennem Tyrkiet, og det giver os stof til samtale på den 36 timer lange togrejse i sneglefart om gennem Serbien, 6 mand i en minimal liggekupe. Men til alt held er der en fin spisevogn med toget, hvor man i dagtimerne kan strække benene ud og hygge sig med en kop kaffe og lidt mad. Man kan have sin egen mad med, hvad man stærk opfordres til, men det viser sig, at der er mulighed for at købe mad undervejs også.

Toget kører til Villach i Østrig. På vejen til Wien har vi planlagt en overnatning inden vi snupper den sidste tur med nattog. Det bliver på et gasthaus i en hyggelig Østrisk landsby, der hedder Hartmannsdorf.

Heldigvis går alt vel. Alle biler kommer kørende hjem i fin stil, ingen “Istanbuler”, som Jørgen siger, og med jævnlig påfyldning af olie får kompressoren også trukket skovlhjulet rundt de sidste 1200 km, så vi kan trille ind på gårdspladsen i Jordløse ved egen kraft.

Men der bliver lidt at kikke på for amatørmekanikerne i de lange vinterdage inden næste tur.

Read More...

Eventyr i Isfahan

14. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Eventyr i Isfahan

Isfahan

Vores gode ånd i Isfahan hedder Ali Samandarian. Vi mødte ham første gang i Namak Abrood, hvor han var kørende i en 2 dørs guldbronzefarvet Pontiac med flødefarvet tag fra begyndelsen af 1970’erne.

Ali driver sammen med sin far og bror virksomheden Arianowear i Isfahan. En virksomhed, der får produceret mærketøj i Tyrkiet, som sælges til det bedre borgerskab i Iran. Han er effektiv, han elsker amerikanerbiler, han skruer selv, og han sætter barren højt, når det kommer til standard. Alt skal være perfekt. Han har 6 eller 7 amerikanerbiler i sin stald heraf en, der engang har tilhørt en af præsidenterne.
Alt er ikke rosenrødt i Alis verden. Krisen kradser. Men det er en anden historie.

Ali kommer og tager imod os på en tankstation ca 10 km før Isfahan. Så følger vi efter hans sorte Hyundai, og kører til hans garageanlæg, der ligger under forretningen. Den er i dagens anledning delvist ryddet, så der er plads til vores 3 MG’er. Her kan de stå trygt parkeret, mens vi holder en uges kørefri.

Naqsh-e-Jahan Square

Det er tirsdag den 2. Oktober, vi kommer til Isfahan og tjekker ind på hotel Safavi, der ligger i gåafstand til Naqsh-e-Jahan Square – der måske er verdens smukkeste plads, i alt fald den næststørste, umådelig helstøbt og den fremstår næsten som den blev designet for 400 år siden af Shan Abbas 1, den store (1587-1629), på mange måder Safavidernes svar på Christian d. 4.

Midt på pladsens langside ligger Ali Qapu paladset, fra hvis balkon Abbas kunne iagttage de polokampe, der på hans tid blev afviklet på pladsen. Til venstre for shahen, i den nordlige ende af pladsen ligger Qeisarich portalen, der danner indgang til en bygning, der i dag rummer bystyre og et museum, der også er kunstgalleri. Over for sig kunne han betragte Sheikh Lotfollah Moskeen, måske verdens smukkeste og mest helstøbte lille moske, enkel i sin grundplan – uden minareter og andre dikkedarer, men med et helstøbt kirkerum og en smuk kuppel. Til højre – mod syd ligger endnu en pragtperle, Jameh – Abbasi Moskeen. Det hele smukt bundet sammen af arkader og gallerier til en helstøbt enhed.

Men endnu bliver vi ikke sluppet løs på pladsen. Ali organiserer en guide ved navn Masoud, der skal tage os med ud at spise, på et af byens berømte spisesteder, Arshia Traditional Restaurant.
Her får vi gode traditionelle Iranske retter, bl.a. kylling i en granatæblestuvning, salat og ris. Under tilbehør får jeg bestilt en yoghurt ret. Det viser sig at være en dessert, der serveres ved iranske højtider. Det er en gul budding, der er jævnet med fine uldhår, der er skrabet af halsen på nyfødte lam. Der er en kæmpe portion, og vi får alle en smag, men det er lidt for meget “uld i mund” for os, så Masoud spiser med god appetit resten.

Armenerne i Isfahan

Lone, Palle og jeg følges med Masoud tilbage til hotellet. Undervejs fortæller han om det armenske kvarter i byen, hvor hans kone har en forretning med brudetøj. Armenerne kom i stort tal til Isfahan under Abbas d. 1. den store. Han skulle bruge dygtige håndværkere til at skabe sit store projekt – Isfahan skulle være ikke mindre end verdens smukkeste hovedstad. Derfor blev tusindvis af håndværkere tvangsforflyttet fra byen Jolfa i Armenien til Isfahan. Her skabte de et nyt kvarter, “New Jolfa”. På et tidspunkt boede der over 42.000 armenere i Isfahan, i dag er tallet reduceret til 5000. Der er også flere kristne kirker, lige som der er et større jødisk samfund og en række synagoger. Jødernes historie kender Masoud dog ikke noget til. Han selv har en Master i turisme og organisation, men han arbejder altså som freelance turguide.
Undervejs fortæller han også, at Isfahan fra starten af er anlagt som en stor have, med floden som den ene akse og gågaden – Charbagh-e-Abbasi – som den anden akse.

Tilbage ved hotellet siger vi farvel til Masoud i forventning om, at vi ses igen torsdag. Om aftenen går vi en tur til Naqsh-e-Jahan Square og nyder synet, livet på pladsen, hvor mange lokale beboere hænger ud eller er samlede til picnic. Familier sidder simpelthed rundt omkring på pladsen på tæpper og nyder deres madkurv. Der er også andre turister end os, og selvfølgelig masser af handlende, men vi turister er heldigvis stærkt i undertal. Mange Iranere kommer hen for at snakke. Bl.a. en mor og hendes to døtre, der vil vide, hvem vi er. Da jeg fortæller, at jeg har været lærer, så fortæller den en unge pige, at hun også var lærer, men det var umuligt at leve af det, så nu har moderen og de to døtre åbnet en Coffeeshop. Det er meget bedre, og så er de deres egne herrer.

Reparation og service på Y’eren

Næste dag har Ali organiseret det således, at der er tid til at lave biler, og så kan pigerne tage på tur med guiden imens. Men det er kun Palle, der vil have Y-eren på værksted, da det kommer til stykket.

Vi har haft den udfordring med Y’eren, at den har lækket vand på det meste af turen. Der er blevet lavet nødtørftige reparationer undervejs, men inden vi nåede Isfahan var der ikke længere nogen tvivl: to af boltene, der holder vandpumpen var simpelt hen utætte, den eneste løsning var at få afmonteret vandpumpen og boret nye gevind til nye bolte. Derudover var der behov for almindelig service: olieskift, smøring, rensning af kaburator og efterspænding af bolte.

Den udtørrede flod

Mens Palle og Ali skruer og skærer nye gevind og pakninger sammen med en lokal mekaniker, som Ali bruger til sine veteranbiler, ser vi andre lidt nærmere på byen. Vi starter med et se nærmere på “det store haveanlæg” d.v.s. gågaden og floden. Den ikoniske bro over floden, der gennemskærer Isfahan hedder Si-o Se Pol, men floden har ikke været vandførende de sidste 3 år, og det betyder temmelig meget for helhedsindtrykket.
Nu skal jeg ikke gøre mig til ekspert i noget med vand, og det er nemt i disse tider at råbe klimaforandringer. Men det er et generelt problem, at floderne i store dele af Central- og Sydiran er tørlagte. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det hænger sammen med de mange meget store dæmningsanlæg, vi støder på, når vi kører gennem landet. Dæmningerne og de store opdæmmede søer er vigtige for drikkevandsforsyningen, for el-produktionen og for vand til landbruget. Men vandet kan nu engang ikke være flere steder på samme tid. Så de opdæmmede vandmasser har sin pris.
I alt fald kan jeg ikke overbevise mine rejsefæller om, at vi skal gå en tur i haveanlægget langs den udtørrede flodseng. “Det er kedeligt at gå langs det sandbækken” lyder det, “lad os hellere gå en tur op i byen”. Det gør vi så.

Jameh moskeen

Jørgen, Lone og jeg beslutter os for at gå en tur ud til Jameh moskeen, eller fredagsmoskeen, som de siger i Bazaren.
På kortet set det ikke så langt ud, men i virkelighedens verden viser det sig at være en lang og ret kedelig gåtur. Vi går ad de lige hovedstrøg gennem ret kedelige forretningskvarterer med byggerier af meget svingende kvalitet og med tæt trafik. Undervejs støder vi på nogle meget gamle gravkapeller, hvor vigtige personer ligger begravet, men vi kan ikke rigtig blive kloge på, hvad det er vi ser.

Da vi endelig når frem, kommer vi til en kæmpe (bygge)plads. Moskeen ligger for enden af et kæmpe bazarområde, der strækker sig over 1,7 km fra Naqsh-e-Jahan Square til Jameh-moskeen. Her i denne ende af bazaren er man øjensynligt ved at konstruere en plads, der i størrelse kan matche Naqsh-e-Jahan Square. Men for os ser det mest ud som en kæmpe byggeplads. Vi finder dog ind i bazaren og når endelig frem til Jameh – moskeen.

Jameh-moskeen – eller Atigh Great Mosque – som den hedder, er Irans største moske. Her blev anlagt en moske oven på et ildtempel kort tid efter dannelsen af det Abbersinske kalifat for omkring 1300 år siden. Den er på samme tid et arkitektonisk museum og et aktivt religiøst center.
Arkitektonisk har den spor efter alle Irans efterfølgende dynastier, der på hver sin måde gennem årene ved til og ombygninger har sat sit præg på moskeen. Religiøst ved at være Isfahans og måske også Irans vigtigste religiøse center.

At det er en aktiv moske er vi ikke i tvivl om. Den store gård er bygget op med et stort podie, og overalt ligger store tæpper, klar til at blive rullet ud over den kæmpe gårdsplads. I et hjørne sidder en Imam ved et stort skilt, til hvem man på engelsk kan stille spørgsmål til Islam. Jeg spørger, om der er ved at forberede en festival. Men han siger, at festivalen har været afholdt for 21 dage siden. Så måske er de bare ved at gøre klar til næste fredagsbøn.

Næste dag forsøger vi at gå turen fra Naqsh-e-Jahan Square til Jameh eller Atigh Great Mosque gennem bazaren, men vi løber vild i gyderne og opgiver projektet. Vi mangler det forkromede overblik eller en god guide.

Mere Armenien

Men vores guide Masoud svigtede os om torsdagen. Vi havde ellers håbet, han ville vise os rundt i det armenske kvarter, men han havde øjensynligt fået et bedre tilbud. I stedet tog vi selv taxier ud til Jolfa Valk Katedralen, der er armeniernes hovedkirke i Iran. Den er bygget i sin nuværende form i 1655 for midler indsamlet i Jolfa i Armenien.

Ud over kirken er der et museum og et mindesmærke, der begge handler om armenierne herunder det armenske folkemord, som Tyrkerne begik i 1915. Her bliver der ikke lagt fingre imellem, her bliver et folkemord kaldt et folkemord, øjensynligt uden at udløse store diplomatiske kriser mellem Iran og Tyrkiet.

Man bliver budt velkommen til kirken af to ærkeengler. Men det mest iøjnefaldne ved kirken – for en i øvrigt uvidende iagttager – er de bemalede torturscener, som man forestiller sig, at Jesus har gennemlevet inden korsfæstelsen i Jerusalem. Man tænker uvilkårligt, at det må være et tidsbillede på farerne ved at leve i Perserriget i 1600’tallet.

Vi er ikke til fredagsbøn dagen efter. I stedet tager vi på en 5 dages rundtur til Yazd og Shiraz, hvor bl.a Pasargadae og Persepolis venter på, at vi kommer forbi. Men det bliver som nævnt ikke en MG tur. Og den tur skal have sit eget blogopslag.

Vi er tilbage i Isfahan tirsdag den 9. om eftermiddagen. Vi tjekker ind på et nyt hotel – helt bogstaveligt – Hotel Keryas, der er bygget som et traditionelt hotel. Det er kun 6 mdr gammelt, og det ligger lige klods bag ved Jameh – Abbasi Moskeen på Naqsh-e-Jahan Square.

Bilerne på Naqsh-e-Jahan Square

“Vi har et program for jer i morgen”, skriver Ali på WhatsApp. Lidt efter dukker han op. “Vi har arrangeret en køretur i morgen. Vi starter fra min garage kl. 9.00 og så skal vi køre ind på Naqsh-e-Jahan Square. Der skal vi holde et par timer, og borgmesteren kommer. Bagefter er der paradekørsel på gågaden”. Stakkels Erling. Han har svoret, han ikke ville røre sig ud af flækken i morgen. “Jeg er ligeglad med, hvad du finder på Rikke, jeg sidder hele dagen i haven og læser i en bog”, var hans besværgelse. Men med meldingen fra Ali fik piben pludselig en anden lyd.

Vi blev hentet kl. 8 i to taxaer næste morgen. Da vi ankom til garagen stod vores biler pudsede og polerede, og ventede på os, og der var et mylder af mennesker og 50’er biler. Alle var glade og forventningsfulde, undtagen mig. Jeg var ramt af en akut maveforgiftning, og det lykkedes mig diskret 3 gange at kaste op i en plasticpose, før vi sammen med 12 lokale 50’erbiler kørte paradekørsel ind på Naqsh-e-Jahan Square og parkerede foran Qeisarich portalen.

Mens bilerne holdt parkerede der i 1 ½ times tid fik vi en rundvisning i museums-galleriet, hvorfra der er den mest fantastiske udsigt over pladsen. Derefter var der taler af borgmesteren og af Palle, der overrakte et eksemplar af en Pub-møde plakette og vores kørelogo til borgmesteren, der kvitterede med en gave.

Så var der journalister og fotografer, der skulle have alle detaljer om vores tur og om vores oplevelser i Iran, og selvfølgelig ville de vide, hvad vi synes om Iran og om at rejse i Iran.

Tre bevæbnede politifolk passede på bilerne under denne seance. Derefter var der udkørslen af samme vej, som vi kom ind, og paradekørsel fra pladsen og hen til gågaden, hvor der helt ekstraordinært blev lukket op, så vi kunne køre hele vejen af gågaden ned til floden. Selvfølgelig lige netop på den tur sprang benzinslangen på A’eren læg. Ali var straks på pletten, og sammen med et par andre kørere, der var fikse på fingrene, blev der lavet en midlertidig reparation, så vi efter ca. ½ time kunne køre videre.

Da turen er slut er jeg fuldstændig færdig. Så da bilerne igen er parkeret i Ali’s garage, bliver jeg kørt hjem på hotellet, hvor jeg går i seng og sover til næste morgen. De andre har en hyggelig og afslappet eftermiddag og om aftenen er de ude og spise på Hotel Abbasi sammen med Ali og hans kone.

MG i Iran og mere publicity

Ali har også et program for os torsdag morgen, inden vi kører ud af Isfahan. Så igen bliver vi bedt om at være klar kl. 8, så bliver vi hentet i taxaer og kørt hen til garagen. Jeg er heldigvis nogenlunde frisk og får også klemt lidt morgenmad ned, inden vi skal afsted.

Da vi kommer til garagen er der kun vagtmanden, og han vinker os ind i butikken. Her sidder en kvindelig journalist fra Teheran Daily News. Vi har hilst på hende allerede i Namak Abrood, hvor hun dækkede rally’et fra Teheran til Det Kaspiske Hav. Nu er hun fløjet fra Teheran til Isfahan, for at lave en dokumentar til deres web – TV om vores tur, vores mission og vores oplevelser i Iran. Især kredser hun meget omkring betydningen af vores logo med “Mark of Friendship”.
Vi får en god snak med hende inden Ali kommer, alt hvad vi siger og gør bliver optaget på film og med mikrofon. Så tager hun med på turen i Ali’s bil. Første stop er hos den lokale MG forhandler i Isfahan.

Hjemmefra har vi troet, at vi overvejende skulle møde MG folk i Iran i deres forhandlernetværk. Men undervejs er vi blevet mere og mere i tvivl om dette netværks eksistens. Vi har set et par enkelte MG’er på turen, det er det hele. Vi har hørt, der skulle ligge en MG samlefabrik i Tabriz, men noget konkret om den er der ikke kommet frem.

Nu står vi så hos hovedforhandleren i Isfahan. Han har importeret biler til Iran de sidste 45 år. Han startede med et General Motors hoved-agentur. Siden blev han KIA forhandler. For 8 år siden fik han også MG i sin stald. I 2011 var han i Kina, inviteret af MG fabrikken, og han viser en række billeder derover fra. Han har også et par plancher med billeder af alle de MG’er, der er produceret gennem tiderne.
Han understreger meget, at de laver service på alle typer af MG. Og for at understrege rigtigheden af dette udsagn, bliver Jørgens A’er kørt ind over graven, benzinpumpen bliver afmonteret og den bliver forsynet med nye benzinslanger.

I hans butiksvindue med nye biler står en enlig KIA. Han fortæller, at de er hårdt ramt af sanktionerne. Især på grund af, at kursen på de Iranske realer svinger op og ned fra dag til dag. Og iranernes humør og købelyst svinger i takt med kurserne. Økonomisk usikkerhed er en svøbe, der hænger over landet, og kurslisterne synes at være de mest læste – og måske de mest objektive nyheder – som den menige Iraner beskæftiger sig med. Så lige nu satser han hele butikken for at levere service til de biler, der allerede kører på vejene. Der er reservedele, de ikke kan få fat i på grund af sanktionerne, og så må de gå kreativt til værks og finde alternative løsninger. Han fortæller, at han gennem årene har solgt 1000 MG’er i Isfahan, og at der i alt i Iran kører 5000 nyere MG’er. Der er også enkelte ældre modeller hos samlere rundt om i landet. Han mener, at projektet med en samlefabrik i Tabriz blev opgivet for et år siden.

Da A’eren igen er køreklar og diverse gaver har skiftet hænder, og morgenavisen med MG A på forsider præsenteret, så sige vi farvel og starter ud på den sidste tur sammen med Ali og journalisten. Han fører os gennem Isfahan til vi når den udfaldsvej, der skal føre os til Delijan. Vi siger farvel til dem begge på en tankstation, hvor bilerne bliver fyldt op med benzin til turen. Det bliver en bevæget afsked.

 

Read More...

65 vintage cars ved Det Kaspiske Hav

5. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til 65 vintage cars ved Det Kaspiske Hav

65 vintage cars ved Det Kaspiske Hav

Det var et smukt syn, at se både de fine europæiske og amerikanske biler rulle op mod hotellet i Namak Abrood og samtidig at se det smukke turkise og blå hav, fra Det Kaspiske Hav, verdens største sø.

Mange mærker havde gjort turen hertil fra forskellige steder i Iran, men især Teheran. Biler som Chevrolet, Plymouth, Cadillac, Ford, Mercedes, BMW, Folkevogn, Lancia, Jaguar, Citroen, Maserati, Morris Mini og den iranske Hillmann en del af disse mærker i forskellige modeller især fra 60’erne og 70’erne.

Det blev til mange snakke og mange fotos. Ramin modtog os sammen med en journalist fra en større avis, der dækkede begivenheden og der var koordinatorer for de forskellige mærkeklubber og regionale afdelinger samt den kvindelige koordinator af Racing–afdelingen.

Alt meget uformelt og meget, meget venligt.

Næste dag var der fælles køretur til en naturpark, med svævebane til et bjerg, boder, og cafeteria. Her fik vi også snakket med en del af løbs-deltagerne og kørte videre videre til en restaurant, hvor ejeren havde sponsoreret frokost. Her fik vi en god land snak med Ramin om situationen i Iran og de svære betingelser efter den omsiggribende boykot af landet.

Det var en helt speciel oplevelse at være med til. Og ikke nok med den varme velkomst, de havde også trykt vores danske køreplade med ”MG, The Marque og Friendship” med ind i løbsbanneret og lavet en speciel stor poster med en særlig velkomst til os.

Interessen fra løbsdeltagerne var stor. Vi var lidt specielle, både fordi vi var udlændinge, men jo især fordi vi var kørt fra Danmark til Iran.

Det var en go historie. Så både avis og TV lavede interviews og Rikke kom i det nationale TV, hvor hun blev spurgt om hvad vi syntes om Iran og om deltagelse i denne tur.

Read More...

Plan B

10. december 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Plan B

 

Nysynet

Det er den 10. december og bilen er synet og stort set køreklar. Det var i februar 2009 at vi lånte en transporter og kørte til Nordjylland. Med hjem havde vi et chassis, en karosse, løse døre uden vinduer og en masse papkasser med løsdele. 25.000 kr gav vi dengang. Der var nogen i England, der havde lavet et stort stykke arbejde med at svejse karosseriet og med at fremskaffe alverdens dele, og de lå – meget af det nyforkromet – fint og systematisk pakket i plastikposer og gamle aviser. Frank Neumann er MG-klubbens MGY mand. Han havde hentet bil og dele i England og fået den fortoldet ved ankomsten. Det var i 1991. Men efter 17 år opgav han projektet, købte en ny restaureret model i stedet. Og så solgte han papkassemodellen til os.

Sådan startede det

Vi havde allerede en Y’er, da vi købte papkasseprojektet. En Marone (kastanjerød) fint restaureret bil, der er meget originalt istandsat. Den er kørende, men ikke egnet til langfart. Derfor undfangedes idéen, at man kunne gå i gang med at istandsætte en fra bunden, så der var egnet til langfart. En tur af Silkevejen til Kina var drømmen. Langsomt modnedes planen om at sætte en gammel Y i stand. Og den blev forstærket, da Jørgen Hanson sagde, at vi kunne få et vrag, han havde stående.

Vi fik hentet Jørgens vrag, men opgaven syntes uoverstigelig. Palle ringede til Frank Neumann, og så var det vi fik tilbudt papkassemodellen.

Projektet var næppe lykkedes uden de tre modeller. Den færdige model havde hele tiden svar på, hvordan det skulle komme til at se ud. Og den afpillede model kunne fortælle, hvordan stilladset var konstrueret. Detaljer vi ikke kunne se på den færdige model, det kunne vi studere på den afpillede. Og derudover har den afpillede model leveret vitale dele, der ikke længere er i handel. Frank Neumann sagde, da vi købte papkassebilen, at der var nok 90% af delene. Det holder nok meget godt. De resterende dele er købt hos Moss i England, Lars Bonnevie ved Ringe og enkelte andre steder. Lad være med at spørge, hvad bilen har kostet os. Vi ved det ikke.

Plan B

Selv om bilen er synet, så er vi ikke ved at pakke bilen og drøne sydpå. Palle skrev således i en mail forleden:

Hej alle jer der nok forventede at Rikke og jeg var taget afsted. Det var vi også næsten i sidste uge, men et uheld i huset hos Rikke mor har betydet at vi har måttet bruge en rum tid på at hjælpe hende på hospital og fra hjem til plejehjem. Hun var faldet og brækket bækkenet 3 steder. Ja sådan kan det gå. Så hun kan ikke vende tilbage til sit hus og det indebærer jo altid en masse praktisk der skal ordnes og omsorg der skal tages hensyn til.

Så vi væbner os med tålmodighed og ser hvad plan B kan indeholde.

Måske er det fly til Istanbul, da vi har sat to af vore venner stævnemøde der i beg. af det nye år. Så det vil vi holde fast ved.

Skulle Rikkes mor ikke klare al den omvæltning, så der det også lidt hurtigere at finde et fly hjem igen end at skulle vende vognen og køre den lange vej.

Men I hører nyt om realisering af planerne.

Mange hilsner

Go jul og kom godt ind i det nye år.

Fra Palle og Rikke

Sådan kan små uheld vende op og ned på planer

Read More...

1. december

1. december 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til 1. december

Første december er en særlig dag, der indvarsler både vinter og mørke og jul og hygge. I Delfi var det dagen, hvor Apollon (1) tog tre måneder fri fra opsynet med orakelarbejdet og overlod løjerne til vinguden Dionysos.

Bilen

Bilen er nu kørende, men den mangler stadig at blive synet. Lige nu er den hos den lokale mekaniker, for at få udskiftet pakningen mellem manifold og motor, der ved første testkørsel viste sig at være utæt. Ellers mangel der efterhånden kun detaljer – set i det store projekts perspektiv: sidespejle, vinduesviskere, el til varmeapparatet, montering af vandmåler, justering af lygter og bremser og et par indvendige lister hist og her.

Der har været op og nedture omkring bilen siden sidste blogindlæg. Men vi er stadige optimister, den skal nok blive klar, hvis vi vil det. En ting er sikkert, det ligger ikke til os at give op. Viljen er altid stærkere end krisestemningen. Og nu er målet lige inden for rækkevidde.
Men når man sætter sig ind i den Laguna, der starter uden et kny, har alt den komfort man kan ønske (incl. sædevarme) og som let kan repareres på et autoriseret Renault-værksted overalt på ruten, så dukker den kætterske tanke op “hvorfor kører vi ikke bare i den”.
Ud over komfort og service, så har den en kæmpefordel, som vi altid tidligere har vægtet på rejser: den er diskret. Den falder lige ind i bybilledet, hvor den kommer frem, uden at påkalde sig nogen former for opmærksomhed. Grøn Y vil ses, og vi vil være lette spore og at følge, hvis nogen ønsker det. Forleden nærlæste vi udenrigsministeriets anbefalinger vedrørende rejser til Tyrkiet. Og man må se i øjnene, at der i verden og især mellemøsten ikke er så fredelig, som der var bare for et år siden. Hadet og forråelsens kurve er for opadgående, og den rækker ifølge udenrigsministeriet også sine arme ind i Tyrkiet. Vi kan ikke være sikre på kun at blive opfattet som spændende rejsende, som vi blev det i 1980’erne, da vi krydsede Algeriet gennem Sahara. Vi kan møde folk, der vil se på os som repræsentanter for vestlig arrogance og dekadence.

Ser man kun på verden gennem nyhedsmediernes briller, så får man fornemmelsen af, at visse ledere i Mellemøsten deler værdier med Djenkis Khan, der ifølge Wikipedia er kendt for citatet:

“Den største lykke er at besejre sine fjender, at jage dem foran sig, frarøve dem deres rigdom, se deres kære badet i tårer, og tage deres koner og døtre i favn.”

 

1. Apollon (oldgræsk: Ἀπόλλων, latin: Apollo) er lysets og sangens gud i græsk mytologi. Da digtningen er styret af strenge krav til rytme og metrum, er han også mådeholdets og den lysende forstands gud. Han sættes derfor gerne over Dionysos, der var vildskabens og lidenskabernes gud. Apollon er søn af Zeus og Leto og tvillingebror til Artemis/Diana. Han er musisk og festlig, men også krigerisk og hævngerrig.

Read More...

Er I ikke kørt

6. november 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Er I ikke kørt

Er I ikke kørt endnu?

Njar…

Arbejdet med at gøre bilen køreklar skrider nogenlunde planmæssigt fremad, men der er mange små og store ting, der væver sig ind i hinanden. Lige nu (kl. 20.30) er Palle igang med at sprøjtelakere 4 fælge, der netop er kommet hjem fra sandslibning.

Der er bestilt nye dæk fra Tyskland, og så er der et chokerkabel, der driller, fordi superchargeren kræver et længere chokerkabel end den gamle motor.

Det store projekt lige nu er at montere himmel. I går fik jeg klippet alle stofstykkerne til og Palle er ved at være klar med det underliggende træ arbejde. Sammen med himlen skal der monteres bagrude og sideruder. Derefter skal forskærme, trinbræt og forlygter monteres – og sæderne, så bilen kan prøvekøres, synes, indregistreres, forsikres o.s.v.

De sidste aftaler inden turen

I dag har vi været en del af åbent hus på Friskolen. Jeg var i “åbent historisk arkiv”, hvor vi havde fernisering på en udstilling om krigen i 1864. Der var gravet en del historier frem om unge mænd fra Jordløse, der var med i krigen. Nogen faldt. Nogen kom hjem og stiftede familie. En familie emigrerede til USA efter krigen, de var far, mor og fem børn. Det gik dem godt derovre, derfor kender vi til historien. Palle repræsenterede beboerforeningen. I morgen og lørdag skal vi flytte for Trine og Nick. Det er vores sidste aftaler “ud af huset” i år. Vi har sat 7. november som deadline for aftaler. Fra nu af handler det kun om bil og tur. Alt andet skal klares herhjemmefra via elektroniske medier.

Read More...

Hjemme igen

27. oktober 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Hjemme igen

Så er vi hjemme igen og vi blev budt velkommen af en ny udsprunget gul Krysantemum – eller gul okseøje, som den hed, da jeg var barn. Den overlevede sidste vinter i en krukke og den har i så mange måneder stået med knopper uden at springe ud, at jeg næste havde opgivet, at den ville blomstre i år.

 

De sidste dage på Kreta bød på besøg i Zeus hule på Ida bjerget og på Minorernes palads ved Heraklion. Begge besøg gav stof til eftertanke om de dramaer, der har udspillet sig på Kreta og i de øvrige lande og bystater omkring Middelhavet i Bronzealderen. Ida hulen – der er mest kendt for legenden om Zeus’ fødsel – har været et religiøst kraftcenter og et offersted i mere end 3000 år. Den har været kultsted for både Minorerne, Mykenerne, Hellenerne og Romerne. Knossos havde sin storhedsperiode fra ca. 2000 – 1300 f.v.t. Minorerne forsvinder ud af historien mellem år 1600 – 1450 f.v.t., Mykenerne rykker en kort overgang ind i de efterladte og delvis ødelagte paladser indtil også de forsvinder ud i intetheden. Men hvor Minorerne kun har efterladt sig spor i landskabet i form af byer, paladser og endnu ikke tydere linear-A skrifter, så har Mykenerne efterladt sig en skat af myter, som er blevet foreviget af senere græske historikere og ikke mindst af forfatteren Homer i hans epos om krigen i Troya (Illiaden) og Odysseus fantastiske rejse hjem fra Troya.

Det bliver spændende at følge op på disse dramaer, når turen om forhåbentlig ikke alt for længe går til Tyrkiet.

Bilen

Og nu er nedtællingen til turen til Tyrkiet for alvor begyndt. Dagen er gået med mange timer i værkstedet. I morges kom en pakke med en afviserkontakt fra en Morris 1000. Så nu virker blinklys og vinger ubeklageligt. Palle er gået i gang med monterering af bagskærme. Næste step er at få benzinpåfyldningsrøret på plads, så vi kan få prøvestartet bilen og se, om det mekaniske virker, som det skal.

Read More...