Tro, identitet og næstekærlighed
8. november 2015 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Tro, identitet og næstekærlighed
Når jeg kalder indlægget her tro, identitet og næstekærlighed, så er det en slags foreløbig konklusion på den rejse ind i kristendommen som religiøst fænomen, som blev påbegyndt i blogindslaget om den taknemmelige samaritan.
“Giv kejseren hvad kejserens er, og gud hvad guds er”, svarer Jesus farisæerne, da de spørger ham, om det kan passe, at man skal betale skat til kejseren. Mønten er præget med kejserens billede, derfor tilhører den kejseren. “Men vi er skabt i guds billede, derfor tilhører vi gud” konkluderer vores præst, Rikke Gotfredsen.
Det er en stærk identitetsfortælling, der her rulles ud. En identitetsfortælling, der gør det muligt for os som mennesker at vokse i to universer: et versligt og et åndeligt regimente. Lidt kort fortalt kan vi se det verslige som vores yderside som samfunds- og medborger, det åndelige er vores værdier og hjertesprog.
Den skillelinje Jesus her indstifter er på mange måder den, der muliggør, at vi kan leve i et moderne samfund og samtidig påberåbe os en (kultur)kristen identitet – og kristne værdier. Det sidste vil jeg vende tilbage til senere i dette indlæg med udgangspunkt i et radioindslag med Marie Krarup.
Jødedommen har om muligt en endnu stærkere identitetsfortælling. Fortællingen om jøderne som guds udvalgte folk. Som en del af rejsen ind i kristendommen har vi startet en lille læsegruppe sammen med Rikke Gotfredsen, hvor vi læser religionshistorie (bibelhistorie) – med udgangspunkt i det gamle testamente. Her forsøger vi at komme tættere på de religiøse forestillinger i mellemøsten i overgangen mellem bronze- og jernalder.
Det gamle testamente manifesterer sig som en unik identitetsfortælling for jøderne, der er samlet efter man er vendt tilbage til Jerusalem fra eksilet i Babylon omkring år 500 – 400 f.v.t. På det tidspunkt har Perserne det politiske overherredømme over Israel/ Palæstina.
Religionshistorisk kan den kristne grundfortælling lyde således: Gud har forsøgt at forme sit jødiske folk (ex. Jer. 18 1-6), men gang på gang svigter folket gud. Gud straffer folket ved at sende fremmede hære (ex. Assyrer og Babylonere) som straf for deres gerninger. Efter hver begivenhed indgår Gud og jøderne en ny kontrakt, men lige lidt hjælper det. Til sidst sender Gud sin egen søn. Jesus opsiger kontrakten med folket (Matt. 22. 1-14) og Gud vælger sig et nyt folk. Det nye folk består af dem, der frivilligt lader sig forme i Guds billede.
Hvad er næstekærlighed
Et nøglebegreb i kristendommen er næstekærlighed. Begrebet er omstridt – ikke mindst i den tilspidsede danske flygtningedebat. Lige nu er spørgsmålet konkretiseret af sagen om Lisbeth Zornig’s hjælp til en flygtningefamilie, som hun for åben radio (radio 24/7) kørte til Sverige.
Det er i den diskussion Marie Krarup udmærker sig ved at kunne afgøre, at Lisbeth Zornig ikke handlede af næstekærlighed.
Marie Krarups argumenter lyder nogenlunde således: Hvis Lisbeth Zornig havde handlet i menneskekærlighed så:
Så skulle hun have overladt flygtningefamilien til de danske myndigheder, så de kunne blive registreret i Danmark.
Så skulle hun ikke have flash’et (som det hedder på nudansk) sin handling i Radio og på Facebook. Næstekærlighed er noget man gør i ydmyghed ikke i offentlighed.
Med andre ord, så tilhører en flygtningefamilie ifølge Marie Krarup kejseren (her de danske myndigheder) ikke gud.
Det er jo et interessant skel, Marie Krarup her sætter, som nok kan dele vandene mellem tidehvervskristne og kulturkristne. Er vi alle lige for gud, eller er det kun kristne, der er døbt i guds navn, der tilhører gud? Er det sandt, at “de andre” kan vi til enhver tid overlade til kejserens forgodtbefindende, uanset hvad der er deres håb og ønsker.
Som jeg ser det, viser Jesus i sine handlinger (ex. den taknemmelige sameritan), at næstekærligheden gælder alle, vi holder i vores hånd.
I anden sammenhæng har jeg hørt tidehvervspræster forklare, at næsten altid er individder. Man kan ikke kollektivt betragte ex. flygtninge som vores næste. I Lisbeth Zornig’s tilfælde, kan der vist ikke være tvivl om, at det er en individuel familie hun hjælper i en konkret situation, og hun hjælper dem til at nå det, deres hjerte banker for.
Men hvad så med det at flash’e sine handlinger. Gør det handlingen mindre næstekærlig? Hvis man som jeg var så heldig at følge Lisbeth Zornig’s handling live på radio 24/7, så er der ingen tvivl om, at Lisbeth Zornig handlede med hjertet – uden nogen form for strategisk overvejelse.
Men hvad, hvis der havde været tale om en strategisk handling. Et bevidst ønske om at være rollemodel. Så må man spørge, og ikke netop Jesus var verdensmester i at flash’e sine handlinger. Om hans handlinger kan siges at have været fri for strategisk tænkning. Jesus prædikede ydmyghed. Men var han ydmyg i sine handlinger? Eller så han sig selv som rollemodel? Hvis det sidste er tilfældet, kan vi så konkludere, at Jesus i sit virke ikke agerede af kærlighed til næsten?
Hvad kan man håbe på
20. september 2015 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Hvad kan man håbe på
Gudstjenesten i Jordløse kirke i dag handlede om håb. Men hvad kan man som kristen tillade sig at håbe på?
Prædiken tog sit udgangspunkt i to tekststykker. Det ene er hentet fra Jobs bog i det gamle testamente, det andet er hentet fra Lukas evangeliet. De to stykker har ikke umiddelbart meget med hinanden at gøre, men håb er et begreb, der kan binde de to tekststykker.
At fastholde sin uskyld
Jobs bog er en gammeltestamentligt omskrivning af en babylonsk skæbnefortælling. Guderne leger med mennesket, for at prøve troens ægthed. Den på alle måder rige og korrekte Job fratages af Satan (med guds vidende) sin rigdom, sit helbred og sin familie. Hans omgivelser mener, at det er hans egen skyld, han må have syndes, siden en sådan straf nedkastes over ham. Men Job fastholder sin uskyld. Job fornægter ikke gud, og han bevarer håbet om, at der findes en højere retfærdighed. At en dag i dette liv eller i det hinsides, vil han blive stillet for en dommer, en forsvarer vil træde frem, og hans uskyld vil blive fastslået.
Efterlivet
Lukas nytestamentlige fortælling en næsten lige så kryptisk som Jobs bog. Igen er det tilfældet, der råder. Jesus med sit følge kommer forbi landsbyen Nain i Galilæa. Fortællingen forgår efter, Jesus har prædiket for sine tilhængere om kærlighed til fjenderne (om at vende den anden kind til) og han har advaret menneskene mod dømmesyge. Underet i Nain er ét i en lang række af undere, der viser, at Jesus er herre over liv, rigdom og helbred i sin vandring på jorden. I Nain genopliver han på sin vandring en enkes søn, og han gør det for enkens skyld. For som præsten Rikke Gotfredsen siger, på den tid var der ikke meget håb for en enke.
Men er det en barmhjertighedsgerning Jesus her bedriver? Eller er det snarere en symbolsk handling? Som dødelige kan vi næppe håbe på, at vores afdøde børn genopstår på denne side af livet. Derfor giver det mere mening for mig, hvis sigtet med Jesus handling er at vise os, at der er et liv efter døden. At Vor Herre og Guds søn både hersker over livet og efterlivet. Vi har derfor som kristne lov at håbe, at vores liv har mening, fordi der er et liv efter døden. Og det gælder for alle, det gælder både venner og fjender. I døden er det kun gud, der er dommer.
Her vil jeg gerne citere vores berømte astrolog Anja Andersen. Hun blev i et P1 interview spurgt om sin tro. Og hun svarede, at hvis hun ikke troede, så ville verden jo slutte, når hun lukkede sine øjne for sidste gang. Men sådan er det heldigvis ikke.
Kan man udlede en kristen værdi af disse to fortællinger? I så fald må det være, at vi har ret til at fastholde vores håb og vores uskyld, selv om samtiden (for)dømmer os, og at vi mennesker ikke kan dømme over liv og død.
Om at bekymre sig
13. september 2015 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Om at bekymre sig
Den brændte søjle i Istanbul, hvor efter legenden Noahs økse ligger indmuret.
Dagens tekst og prædiken i Jordløse Kirke handlede om at bekymre sig. Hvornår er der grund til bekymring?
Den første tekst – fra Første Mosebog – havde Rikke Gotfredsen udeladt. Men den er nok værd at beskæftige sig med. Hovedpersonen i fortællingen er Noah, der efter syndfloden har ført sin ark på fast grund på Ararats bjerge og lukket dyrerne ud. Han bygger nu et alter og brandofrer af dyrerne til Gud. Og Gud modtager offeret og indstifter en pagt med Noah. Han lover Noah en ny start med et nyt folk, og han lover aldrig mere at forsøge – gennem naturkatastrofer – at udslette sit skaberværk. Som symbol på pagten sætter han regnbuen på himlen.
Der er andre ting i teksten om Noah i Første Mosebog, det kan være værd at beskæftige sig med, når man vil prøve at forstå Det gamle Testamente i en samtidig kontekst. Især synes jeg det er interessant, at årsagen til syndfloden synes at være, at andre guder har forgrebet sig på og avlet børn med menneskedøtrene. Den vinkel er interessant, når man tænker på, hvor aktiv Zeus og de andre græske guder var på den tid med at avle børn med menneskedøtrene. Men lad det hvile. I dag er det vigtige budskab, at Gud lover Noah, at mennesker ikke længere behøver at bekymre sig om skaberværkets overlevelse, den bekymring kan vi mennesker overlade til Gud.
Dagens anden tekst stammer fra Mattæus-evangeliet og et et uddrag af bjergprædiken. Den handler også om at bekymre sig, men denne gang handler det om, at man ikke skal bekymre sig om ussel mammon. Man kan ikke på en gang tjene Gud og mammon siger Jesus – man må vælge. I må ikke være bekymrede for jeres liv, for hvad I skal spise og drikke eller for jeres klæder. Hvis man følger gud – eller i Jesus forståelse – sin samvittighed, så skal Gud nok sørge for, at man får det, man behøver.
Hvis man skal uddrage en kristelig værdi af det, så må det være, at man skal tænke på næsten, før man tænker på sin egen rigdom.
Bekymring og flygtningestrømmen
Der findes nok ikke en dag i verdenshistorien, hvor det budskab ikke er aktuelt. Men i disse dage, er det et godt indspark i debatten om de flygtninge, der flyder ind over Europas grænser i noget, der kan minde om en syndflod. Vi skal holde op med at diskutere flygtningespørgsmålet i økonomiske termer. Det er uden betydning om Danmark bliver rigere eller fattigere målt i BNP af at modtage flygtninge. Det er ikke noget, vi skal bekymre os om. Det er strengt taget heller ikke noget, det er muligt at regne på, hvis man ville.
Men vi skal bekymre os om, at vi i fællesskab løser problemet på en måde, så vi kan se os selv i øjnene på den yderste dag.