Trier – Tysklands (nok) ældste by
11. maj 2026 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Trier – Tysklands (nok) ældste by
Trier har det hele: En byport og en 1800 år gammel bro over Mosel, velbevarede kirker fra 300’tallet, Jesus ligklæde, et bispesæde, Karl Marx fødehjem og traditionel postombæring.
Romertiden
Trier regnes for Tysklands ældste by. Den blev hovedbyen i den provins romerne kaldte for Gallia Belgica, den provins, hvor Cæsar besejrede gallerne, der var en del af den keltiske kulturkreds. Man regner byens grundlæggelse til omkring år 0. Omkring år 200 evt. er byen etableret med bymur, 4 byporte, forum og et romersk teater.
Under Kejser Konstantin den store (Romerrigets kejser fra 306-337 evt) får byen en opblomstring. her grundlægges den nuværende domkirke (i dag katolsk). Samtidig bygges kejser Konstantins tronsal som en Basilika, der står den dag i dag som den blev bygget – nu som protestantisk kirke. Kejser Konstantin er kendt som den kejser, der lovliggjorde kristendommen i romerriget. Kejserens mor Helena har en særlig status i byen, hvortil hun fra Jerusalem bringer Jesus ligklæde og to nagler fra korset. To uvurderlige relikvier i den katolske kirke.
Denne kjortel ligger opbevaret i domkirken i et særligt skrin og vises kun frem i forbindelse med særlige pilgrims marcher til Trier. Sidste gang i 2012, hvor marchen samlede omkring 500.000 troende.
Byporten – Porta Nigra
Den tilbageværende byport i Trier har en særlig historie. Oprindeligt havde byen 4 byporte, de tre af dem er taget af tidens tand, og de kolossale granitsten er for længst blevet genanvendt til andre formål efterhånden som byen har udviklet sig. Men nordporten fik lov at stå.
Det skyldes – lyder fortællingen – at en græsk munk fra Syrakus omkring år 1000 slog sig ned som eneboer i et tårnværelse i bygningen. I mange år levede han som hellig mand i denne celle. Efter sin død i 1035 blev han helgenkåret af paven, og ærkebiskoppen besluttede at ombygge byporten til en kirke. Således blev den ombygget og udbygget og fungerede som kirke indtil år 1804, hvor Kejser Napoleon kom forbi med sin hær for at udbrede den franske revolution til resten af Europa.
Men kejserens sans for det historiske vingesus beordrede han kirken nedrevet og bygningen ført tilbage tll sin oprindelige form. Det skete med enkelte undtagelser, og Porta Nigra er i dag den bedst bevarede byport fra romertiden i Europa.
Karl Marx
Karl Marx (1818-1883) er født i Trier og byens mest hædrede bysbarn. Ved Porta Nigra står en statue af Karl Marx i overstørrelse, i lyskurver lyser hans kontrafej rødt og grønt for gående og hans fødehus er omdannet til museum.
Karl Marx var født ind i den højere middelklasse, fik en god uddannelse og læste jura på universiteterne i Bonn og Berlin. Han blev dog hurtigt mere optaget af sociologi og økonomi og deltog engageret i studiemiljøet omkring Hegel og hans idealistiske tanker.
Karl Marx og de unge hegelister udviklede undervejs et mere kritisk syn på verden og den voksende ulighed i de europæiske samfund under kejsertiden, og Karl Marx tog arbejde som journalist på en række systemkritiske blade, bl.a. Rheinische Zeitung i Køln.
Denne kritiske tilgang betød at han gang på gang måtte leve i eksil, først i Paris, siden i Bruxelles og endelig i London, hvor han døde i 1883.
Karl Marx blev gift med sin ungdomskæreste Jenny, som han kendte fra forældrenes vennekreds. Sammen fik de 7 børn, hvoraf kun tre piger nåede voksenalderen. Arbejdet som revolutionær journalist kastede ikke mange penge af sig, så de levede og overlevede af hjælp fra først familien og siden rigere venner, der delte deres politiske synspunkter. En særlig rolle i den forbindelse spillede livsvennen Friedrich Engels. Det var også Engels der færdiggjorde hovedværket “Das Kapital” efter Marx død.
Trier i dag
Som så mange andre spændende gamle byer er Trier i dag en turistmagnet, der kan give mindelser om fx. en by som Prag. De fleste seværdigheder ligger inden for den gamle bymur og nås bedst til fods. Mange besøgende er pensionister, der fylder godt op på fortovscaféerne i byens mange gågader. Karl Marx’s hus er dog en glædelig undtagelse. Det var gæsterne helt overvejende unge studerende, der gav sig tid til fordybe sig i historien om det 20ende århundredes måske mest indflydelsesrige filosof.
Danmark og Verden
9. maj 2026 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Danmark og Verden
Bremen og Verden er et stykke Danmarkshistorie, det er svært at fortælle kort om, især fordi den stort set er skrevet ud af den danske nationale fortælling. Sådan er det jo ofte med nederlag fortællinger.
Danmark under Christian den 4. var i starten af 1600 tallet Nordeuropas førende stormagt, men det var en position, der var truet af især Sverige. Kongen selv var – ud over at være dansk konge – også hertug af Slesvig-Holsten. Og han havde ambitioner om at udvide sin interessesfære på sydsiden af Elben. Derfor anlæggelse af havnebyerne Glückstad og Whichhafen.
Det lykkedes også Christian d. 4 at få indsat sin næstældste søn som biskop i Verden, ærkebiskop i Bremen og senere fyrstebiskop i Verden.
Trediveårskrigen i Europa varede fra 1618-48. Den tysk-romerske kejser ønskede et endeligt opgør med protestantismen, der var udbredt i Norden og de Nordtyske hertugdømmer. Det danske rigsråd forsøgte at holde Danmark ude af krigen, men den krigsglade konge lod sig vælge af de nordtyske delstater (den nedersachiske kreds) som hærfører i sin egenskab af Hertug af Holsten.
Beslutningen fik katastrofale følger. Kongen tabte i 1626 et slag til kejserens tropper, hvor stort set hele hans hær af lejesoldater blev udslettet og han selv kun med nød og næppe overlevede og hvor det meste Jylland blev besat af kejserens tropper.
Sverige overtog herefter med langt større held rollen som protestanternes forsvarer, og endte med at indtage store dele af Polen og Nordtyskland – herunder Verden og Bremen.
Frederik d. 4 generobrede for en kort bemærkning området i 1712 under Den Store Nordiske Krig, hvor Danmark var allieret med Rusland og Nedersaksen mod Svenskerne. Under fredsforhandlingerne efter Den Store Nordiske krig blev det dog afstået til Hannover.
https://da.wikipedia.org/wiki/Kejserkrigen
Käthe-Kollwitz-Museum Berlin
17. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Käthe-Kollwitz-Museum Berlin
Når man er i Tyskland bliver man hele tiden mindet om krigens konsekvenser. Død, sorg, ødelæggelse og genopbygning. Käthe Kollwitz museet er ingen undtagelse. Det er et billede fra min fars kunstsamling, der har vagt vores interesse for Käthe Kollwiz. Hun er en af de bedst promoverede kvindelige kunstnere fra førstehalvdel af 19’tallet og hendes værker bobler af energi, indignation og vilje til forandring af vilkårene for ikke mindst kvinderne i den arbejderklasse, hun solidariserer sig med. Min fars billede viser sig at være en reproduktion af et af hendes sene værker. Titlen er Arbejderfamilie, det er fra 1935.
Arbejderfamilie Käthe Kollwitz, 1935
Selv voksede hun op (født i 1867) i Königsberg i Østpreussen (det nuværende Kalinengrad ), hvor hun levede de første 20 år af sit liv. Fra 1985 -90 uddanner hun sig som kunstner i Berlin og München. Hun bliver efter 6 års forlovelse i 1891 gift med en af sine brødres kammerater, Konrad Kollwitz, da han er færdiguddannet som læge.
De bosætter sig i Berlin, hvor han etablerer sig som læge i et af Berlins arbejderkvarterer. De får to sønner Hans (1892) og Peter (1896). Det er i Berlin at hendes indignation over arbejderklassens vilkår vækkes og hendes tidlige værker tjener som formål at gøre opmærksom på arbejderklassen – og ikke mindst kvindernes – håbløse situation, og at rejse penge til at skabe forbedringer for almindelige mennesker. Hendes mand er politisk aktiv i arbejderbevægelsen inden for rammerne af SPD.
Ved udbruddet af første verdenskrig i 1914 hilser hun, som de fleste andre i Berlin krigen velkommen. Endelig kommer man af med den elendige fred er folkestemningens mantra. Hendes søn Peter melder sig 18 år gammel til frivillig krigstjeneste. Tre måneder senere er han død ved Vest fronten.
Det tab forandrer Käthe Kollwitz syn på krig og efter 1914 er det fredsarbejde, der er drivkraften i hendes værker. I 1919 (52 år gammel) bliver hun medlem af Det preussiske kunstakademi i Berlin. I 1919/ 20 producerer hun en række værker til minde om Karl Liebknecht og Rosa Luxembourg, der begge bliver skudt i en arbejderopstand i Berlin. Derefter laver hun en serie træsnit med titlen krig og proletariat.
1928 bliver hun leder af en masterklasse i grafisk kunst på akademiet. Fem år senere i 1933 kommer Nazisterne til magten i Berlin og hun mister sin stilling på akademiet. Tre år senere får hun forbud mod at udstille og hendes værker fjernes fra museer og gallerier. I 1940 dør hendes mand og i 1943 bombes det hus i Berlin, hvor hun har boet i 52 år.
På invitation af Prins Ernst Heinrich af Saxony bor hun de sidste små 2 år af sit liv på Moritzburg nær Dresden. Hun dør 22. April 1945, kort før anden verdenskrigs afslutning.
Hendes søn Hans, der som faren er uddannet læge, og som ligeledes har mistet en søn i anden verdenskrig, dedikerer efter krigen resten af sit liv til at promovere moderen og hendes kunst, bl.a ved at skabe forbindelse mellem hendes dagbogsnotater og hendes værker.
Man må ikke fotografere på museet.
Erotik i Bronzealderen
16. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Erotik i Bronzealderen
Pergamon Museet i tørdok
Spændende besøg på Pergamonmuseet og Neues museum på Museumsinsel i Berlin. Øen i sig selv er tankevækkende stykke tysklandshistorie. Den har været under ombygning næsten lige siden genforeningen og man forventer først at være færdig med ombygningen i 2020. Lige nu ligger bl.a. Pergamon museet i tørdok. Neues museum er netop genåbnet efter at have været lukket i 70 år. Det blev svært beskadiget under krigen. Neues museum rummer trods navnet den forhistoriske samling og mange smukke fund fra bronzealderen – mest berømt er Nefertitis Buste fra Amarna perioden i Egypten. Vi dvæler mest ved samlingen af bl.a. guld fra Troja. Schliemann, der udgravede Troja, opdagede for sent, at han gravede lige igennem Homers Troja fra omkring 1200 f.v.t. – hvis det altså var det – og han kom ca. 1200 år længere tilbage i tiden – til omkring 2400 f.v.t. Så mange af hans guldfund stammer i virkeligheden fra den tidlig bronzealder.
Schleimann’s kone iført smykker fra Troja
Pergamon museet er bygget til at rumme og genopfører de kæmpe bygningsværket, som tyske arkæologer førte til Tyskland fra Mellemøsten og Lilleasien sidst i 1800’tallet og i begyndelsen af 1900’tallet. Det gælder bl.a. Ishtar porten i Babylon, den by vi kender fra biblen, hvor man ville bygge babelstårnet. Det er også den by Aleksander den store gjorde til hovedstad i sit imperium omkring 330 f.v.t.. Porten er bygget af Nebuchanezzar II (604-562 f.v.t). Det er et imponerende bygningsværk af blåglaserede brændte kakler med borter af margueritter, løver og andre (fabel)dyr. En processionsvej dekoreret med løver – oprindeligt 180 m lang – har ført op til porten. Her har bl.a. guder processioneret, når de ved de årlige festivals er blevet ført fra templerne til byen.
Model af Ishtar porten, der står i den rekonstruerede processionsgang på Pergamon-museet
Genopførsel af indgangsparti til markedspladsen i Miletus (nu Milét i Tyrkiet). Pergamon museet
Endelig er det svært ikke at dvæle ved de små erotiske figurer fra Assyrernes hovedstad Ashur. De er fra samme tid som guldet fra Troja, den tidlige bronzealder.
Små erotiske figurer i Bronze fra Ashur (nuværende Iraq) ca. 2400 f.v.t
Trykform og aftryk i ler af erotisk situation fra Ashur (nuværende Iraq) ca. 2400 f.v.t.
Berlin, Berlin, Berlin
14. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Berlin, Berlin, Berlin
Foto: aftentur til Kurfürstendam
Så er vi af sted i den grå Laguna, vi starter med tre overnatninger i Berlin og besøg på museumsøen.
Museumsøen (Museumsinsel) ligger på en Ø i Spreefloden, og her er storslåede antikke samlinger fra Rom, Grækenland, Egypten og Lilleasien. Men vi vil også kigge lidt på den forhistoriske samling, og se, om vi kan blive klogere på Aunjetitz-kulturen. Det er et kulturfolk, der boede langs Oderfloden, og som Danmark havde mange handelsrelationer til i den tidlige bronzealder. Tidsmæssigt er det lidt før eller samtidigt med Hittitterriget på den Anatolske højslette.
Oder Neisse grænsen
Oderfloder danner i dag sammen med Neissefloden grænsen mellem Tyskland og Polen. Det har den de facto gjort siden 1945. Efter anden verdenskrig blev Preussen splittet op i fire zoner og derefter udraderet. Østpreussen blev delt mellem Rusland (nu Kaliningrad) og Litauen, Polen fik en stor bid af Vestpreussen, som kompensation for, at Rusland fik en god bid af Østpolen. Jeg husker skiltene, der stod lang motorvejene, da jeg som barn kørte med mine forældre gennem Vesttyskland. Deutchland – niemal dreigeteilt – stod der, og så var der et kort med Vesttyskland, Østtyskland, Oder Neisse grænsen og en god bid af Polen.
Vesttyskland anerkendte først Oder Neisse grænsen i 1990’erne i forbindelse med forhandlingerne af genforeningen af de to Tysklande en endelig fredstraktat mellem de fire allierede USA, England, Frankrig og Rusland og de to tysklande. Anerkendelsen af Oder Neissegrænsen var altså den pris, Vesttyskland måtte betale for genforeninger. Mine damer og herrer, det er kun 23 år siden, at der blev indgået en fredsaftale efter 2. Verdenskrig. Siden har vi haft Balkankrigen og nu brænder det på i Ukraine.
Vi kan ikke løbe fra fortiden, den er altid, som en skygge, i hælene på os. Vi kan kun prøve at begribe den.
Turen nu
Der er gået mange tanker gennem hovedet de sidste dage. Vi har forberedt denne tur i rigtig lang tid, og afrejsen er trukket ud, fordi færdiggørelsen af den grønne Y trak ud. Min mors bækkenbrud fik korthuset til at vakle. Selv om Y’eren var synet, så ville der gå yderligere tid med at få papirerne på den i orden, fordi den aldrig har kørt i Danmark. Onsdag var vi i gang med at bestille flybilletter og leje bil. Vi fik melding om, at min mor var i gang med genoptræning. Min søster som bor i Frankrig kommer hjem til jul, og hun vil tage tørnen med at undersøge plejehjemsmuligheder, når genoptræningen er på plads. Så siger Palle ”Hvorfor pakker vi ikke Lagunaen”. Men den er vi hurtigt ude af døren og om nødvendigt hurtigt hjemme igen. Fredag pakkede vi, lørdag var vi rundt med julehilsner og søndag morgen kl. 9.00 tog vi færgen Bøjden- Fynshav. Nu er vi i Berlin. Den 5. Januar får vi følgeskab af Mette og Kirsten i Istanbul. Det glæder vi os til.