Rejsebrev fra Danmark til Kavala i Grækenland

6. marts 2024 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Rejsebrev fra Danmark til Kavala i Grækenland

Rejsebrev fra Danmark til Kavala i Grækenland

Den 4. marts 2024 ankom vi til vores lille ferielejlighed i Kavala i Grækenland. Kavala er en kystby, der ligger mellem Tessaloniki og den græsk-tyrkiske grænse i provinsen Trakien.

Undervejs har vi gjort ophold i Travental, Magdeburg og Altranstädt i Tyskland, Eger i Ungarn og Cluj og Turda i Rumænien, og det er de ophold, dette rejsebrev skal handle om. Undervejs har vi haft 8 overnatninger og vi har kørt godt 3000 km. 

Travental

Historien bringer én mange spændende steder hen, hvor man ser landskaber og steder, som man ellers ville suse forbi. Som nu vores korte ophold i Travental.

Sidste år tyggede jeg mig igennem et digert værk af Dan H. Andersen om Store Nordiske Krig (1700 – 1720) og fik den idé, at besøge så mange lokationer fra krigen som muligt i løbet at de næste år. På et tidspunkt må krigen få sit eget rejsebrev. Men her lidt om optakten.

Den 4. august år 1700 påbegyndte Svenskerne med Kong Karl d. 12. i spidsen en landsætning af tropper på kysten mellem Humlebæk og Espergærde og i løbet at få dage havde en hær på 10.000 svenske soldater slået lejr i området – målet var at ødelægge den danske flåde, der lå ankret op i København.

Årsagen til landsætningen var

1. At den danske konge – Fredrik d. 4. – havde brudt en aftale (Altona-aftalen) om ikke at angribe Gottorperne i Slesvig-Holsten, der på det tidspunkt var svensk interessesfærde. Aftalen var sikret af et par tyske hertuger og af stormagterne England og Nederlandene. Af den årsag havde den engelske og nederlandske flåde spærret den danske flåde inde og bombarderet København, mens Karl den 12. landsatte sine tropper på dansk jord.
2. At den danske konge – Fredrik d. 4. – havde indgået en (hemmelig) alliance med hertugen af Sachsen og Polens konge August den 2. den Stærke og Zar Peter den 1. den Store af Rusland imod Sverige, der på det tidspunkt var den stærkeste magt i Østersøområdet.

Så mens svenskerne gjorde klar til afgang mod København fik Fredrik d. 4 – der var i Slesvig-Holsten med den danske hær – travlt med at opfylde alle kriterierne fra Altonaaftalen, betale den aftalte krigsskadeerstatning og trække sig ud af alliancen med Polen og Rusland.

Den aftale blev underskrevet på et lystslot i Travental den 18. august år 1700. På den måde lykkedes det – via diplomati – at standse svenskernes march mod København. Englænderne og Hollænderne ophævede belejringen af København og hjalp med at sejle den svenske hær over sundet tilbage til Sverige. 

Travental ligger tæt ved Bad Segeberg i Holsten og ejedes på det tidspunkt af Hertugen af Plön. Nogle år senere – I 1761 kom det under den danske krone under Christian VII, og blev elskovsrede for Struensee og dronning Caroline Mathilde. 

De oprindelige bygninger blev revet ned 1867 og under prøjserne blev der i stedet opført et hestestutteri med opdræt af spanske hingste.

I dag er det Landdagsmuseum, der er stadig hesteopdræt og dele er udlejet til beboelse og kunstgalleri. Gennem året er her forskellige markeder og kulturelle aktiviteter. I pinsen afholdes et årligt Oldtimertræf.

Magdeburg

Det var ikke verdenshistorien men arkitekten Hundertwasser, der var årsag til, at vores første overnatning blev i Magdeburg. Nå ja, det lå også fint på ruten.

Magdeburg er hovedstad i delstaten Sachsen-Anhalt og en gammel tysk by ved Elben. Efter anden verdenskrig blev den en del af DDR. Den gik ikke fri af ødelæggelser under 2. verdenskrig, men der er en del velbevarede gamle bygninger i byen.

I 1990’erne begyndte man at udfylde hullerne fra krigens tid i bymidten. Centralt i denne genopbygning står Hundertwassers “Grønne Citadel”. Hundertwasser designede fire bygningskomplekser, der tilsammen udgør en arkitektonisk helhed med tusindvis af finurlige detaljer. Citadellet rummer 17 forskellige forretninger i grundplan, herunder Artshotel, hvor vi boede, et teater, mange caféer, kunstgallerier og specialforretninger. I bygningerne er derudover en række lejemål til liberale erhverv som læger, advokater, tandlæger, kiropraktorer m.v.

Altranstädt

Altranstädt ligger ca. en times kørsel sydøst for Magdeburg og det er igen Store Nordiske Krig, der bringer os forbi. 

Altranstädt ligger i Sachsen – altså i August den stærkes hertugdømme. I september 1706 lader Karl d. 12. sine svenske tropper besætte Sachsen og Karl d. 12. rykker sit hovedkvarter til slottet i Altranstädt for at presse sin fætter August den Stærke til en fredsaftale. Forud er gået 6 års krig i Baltikum og Polen mellem de svenske hærenheder og August og Zar Peters mere eller mindre forenede hære. Svenskerne har mistet områder til russerne i Baltikum, men har vundet kontrollen over Polen. 

Ved at besætte August´s hjemmebane i Sachsen og lade sachserne forsørge de svenske tropper lægger Karl d. 12. maksimalt pres på August. Og aktionen lykkes for så vidt som, at August går med til at trække sig ud af alliancen med Rusland, opgive sin indflydelse i Polen og betale erstatning til svenskerne. Traktaten underskrives i Altranstädt, der på den måde skriver sig ind i Europas historie. Et år går der, før alle betingelser er opfyldt og svenskerne gør sig parat til opbrud i september 1707. 

I dag er slottet i Altranstädt museum, men midlertidigt lukket. For at komme hen til slottet kører man ad Swedenstrasse, og når man er ved slottet er man ikke i tvivl om, at her har Karl d. 12. holdt hof. Bl.a. er der en lav obelisk med hans monogram i slotshaven. 

Efter et kort besøg tog vi videre mod vores logi i tjekkiet.

Eger

Eger i det nordlige Ungarn.

Turen til byen Eger i Ungarn gik fra Tjekkiet gennem Slovakiet ad smalle, snoede veje, med udsigt til bjergtoppe på mellem 900 til 1.000 meter.

Velankommet til denne i høj grad barokke by kørte vi ind i centrum hvor vores overnatningssted for to nætter lå klods op ad Eger Castle. Et meget fint istandsat lille hotel – Patria Panzio  – direkte i centrum af byen og med parkering op ad den gamle slotsmur.

Byens historie går langt tilbage. Men i 1000-tallet under den kristne konge Sct. Stefan får byen købstadsrettigheder og med tilflytning af nye indbyggere fra områder omkring Rhinen blomstrede byen op, og en større kirke blev bygget inden for forsvarsmurene.

Denne positive udvikling sluttede brat i 1241 da mongolerne invaderede og raserede byen og brændte den af og fortsatte deres hærgen gennem Europa. 

I 1245 blev Lambert biskop i Eger og fik den ungarnske kongens tilladelse til at bygge et sten forsvarsværk og byen blomstrede op i det 14. og 15. Århundrede.

I 1453 erobrer osmannerne Konstantinopel – det østromerske riges hovedstad. Dermed blev presset fra osmannerne mod Europa stadig større. I 1552 satte en osmannisk hær med efter sigende over 30.00 soldater ind mod Egers forsvarsværker. Egers borgere og væbnere under ledelse af  Baron Istvan Dobo forsvarede sig bravt og det endte med at osmannerne trak sig tilbage. En historie der i dag er en national fortælling, som alle skolebørn i Ungarn bliver introduceret til bl.a. gennem eksekutioner til Egers.

Her kan den heroiske historie genopleves på det store forsvarsværk, hvor flere udstillinger og film viser dette heltemodige kapitel i byens historie.

Selvom de ødelagte forsvarsværker blev repareret og udbygget lykkedes det ikke i længden at holde presset fra osmannenerne og i 1595 indtog osmannerne byen. De forlod den først i 1687 efter konstant pres fra habsburgerne. I byen efterlod de en solidt bygget 40 m høj minaret. Da var byen fattig og udmarvet og kun omkring 400 huse var beboelige – hvoraf de fleste var besat af efterladte tyrkiske familier. Da man senere forsøgte at fjerne minareten lykkedes det – ifølge legenden – ikke at vælte den, selv med 400 okser. Så det endte med, at den fik lov at stå, efter man fik placeret et kors på toppen. 

Habsburgerne kanaliserede dog ny energi i byens udvikling og i løbet af 1700-tallet steg befolkningen fra ca. 1.200 personer til ca .17.000 og mange smukke bygninger rejstes hvoraf mange stadig præger bybilledet.

Pest og en brand i 1800 satte byen lidt tilbage. I slutningen af 1800 tallet blev turisme og historiske udgravninger af byen genstand for ny opmærksomhed.

I 1910 boede der ca. 2.500 jøder i byen i 1944 var alle dræbt af tyske nazister og ungarske medløbere. Byen led under tysk besættelse og den fremrykkende sovjetisk hær, men undgik at blive bombarderet. 

I 1968 besluttede man at frede de smukke barokbygningr i den indre by. Det var vi glade for. Byen emmer af 1700 tals stemning – gode vine og historiske oplevelser.

Da jeg fortæller vores hotelvært – en ældre herre, at vi skal videre til Cluj i Rumænien sukker han: “Det er jo tidligere ungarnsk land”. Jeg trøster ham med, at nu er vi jo forenede i EU og der er ikke længere krig. “Nej gudskelov”, siger han, “Tænk på de stakkels mennesker i Ukraine”. 

Cluj

Det var også historien, der fik os til at lægge vejen forbi Cluj-Napoca i Rumænien. På Moesgårds udstilling i 2022 “Ud af kaos” fandt vi en nøglefortælling fra folkevandringstiden med udgangspunkt i Cluj-Napocas historie, så vi tænkte det kunne være os til hjælp.

Vi er flere gange kørt gennem Rumænien uden rigtig at få “lukket det op”. Museer vi ville besøge har været lukkede, få har talt engelsk og vi har fundet meget lidt tilgængelig information på engelsk.

Det billede ændrede sig fuldstændigt i Cluj. Cluj er en universitetsby, og byen vrimler med unge, der rigtig gerne taler engelsk. “Cluj er ungdommens by, en by man gerne vil bo i, den mest trygge by i Rumænien”, fortalte en ung pige, der var kommet til Cluj fra Moldova for at studere.

De unge var overalt, på caféerne, på museet og på markedet, hvor de solgte kærlighedgaver i anledning af at var 1. marts. Man studerede, men samtidigt havde man jobs, der kunne financiere studierne. 

Cluj har også et nationalmuseum, som vi besøgte. Det hedder Nationalmuseet for Transsylvanien Historie, og mindede os således om, at Rumænien som land er en konstruktion efter 1. verdenskrig, hvor Ungarn mistede 2/3 af sit territorium – herunder netop Transsylvanien. Eger og Clujs skæbne og historie har været tæt forbundet siden år 1000. 

Turda

Turda er den sidste by vi gør et længere ophold i, inden vi sætter kurs direkte mod Kavala. Turda er mest kendt for sine saltminer.
Allerede romerne brød salt i minerne i Turda, og herefter har der været saltudvinding kontinuerligt frem til midten af 19´tallet. 

Det har efterladt et gigantisk system af minegange og kæmpemæssige underjordiske gallerier, der virkelig er et besøg værd. I dag er minen et besøgscenter, der både er museum og eventpark. 

Vores næste blogopslag kommer til at handle om vores ophold i Kavala, Grækenland

Read More...

Fra Rumænien til Bulgarien

4. september 2018 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Fra Rumænien til Bulgarien

Fra Rumænien til Bulgarien

Efter Drobeta Turnu Severin havde vi en overnatning mere i Rumænien. Det var i byen Caracal, om hvilken vi ikke har meget at fortælle. Men vejen dertil var oversået med hestevogne med bønder, der var på vej til eller fra markarbejde. Der blev høstet hø, majs, solsikke og kastanjer. Landbrug er dels småbrug, dels store agroindustrielle komplekser og spredt ind imellem ligger vingårde.

Fra Ceracal kørte vi videre mod Alexandria, det Alexandria der ligger på den Rumænske side af Donau, som et minde om, at også her red den makedonske konge Alexander den 3, den Store forbi og grundlagde en by. Men ud over navnet er det ikke lykkedes os at finde spor efter den navnkundige hærfører. Men det var heller ikke Alexandria vi ville se nærmere på.

Buzescu

Kort før Alexandria ligger der en helt usædvanligt by. Arkitekturen ligner ikke noget man ellers kender. Den er anlagt på noget, der nok er 1 kvadratkilometer land – 1000 m på hver led og inddelt i kvadrater på samme måde som en garnisionsby. Husene ligner lagkagehuse, de er bygget i 3 etager med masser af søjler, gesimser og glasur. Det er sigøjnernes højborg. Vi kender ikke historien bag, vi ved ikke, hvorfor sigøjnerne har “fået lov” til at slå sig ned lige her, men der er ingen tvivl om, at rigtig mange af de penge, Romaerne skraber sammen i resten af Europa på mere eller mindre lyssky måder ender her i Buzesco i Rumænien.

Fra Buzesco kørte vi til Turnu Magurele, hvor vi sejlede over Donau og krydsede grænsen mellem Rumænien og Bulgarien. Der var lidt grænseformaliteter, men alle var søde og hjælpsomme og der var god stemning om bilerne. Man må ikke indføre svineprodukter fra Rumænien til Bulgarien på grund af fare for afrikansk svinepest.

Rumænien og Bulgarien

Lige lidt om de to lande. Rumænien er lidt mere end dobbelt så stort som Bulgarien (239.000/ 110.000 kv. Km) og der er mere end dobbelt så mange indbyggere (20/ 7,3 mill).

Til gengæld er Bulgarien en meget ældre nation. Det første Bulgarske rige med egen Zar blev grundlagt i 681. Siden har landet i perioder været en del af Byzans i andre perioder løsrevet fra Byzans. Der har også i perioder været bulgarske kejsere i det byzantinske rige. Men i 13’tallet blev Bulgarien – i deres egen forståelse – besat af Osmannerne, det var en besættelse, der varede i 500 år. Landet blev “befriet” i sidste halvdel af 18’tallet. De bulgarske frihedskæmpere bevæbnet med leer og hakker fik hjælp af den russiske hær til at smide Osmannerne ud af landet. Det var noget, der passede Englænderne rigtig dårligt. Så derfor har russerne en høj stjerne i Bulgarien, mens briterne er i “bad standing”. Det mærker vi nu ikke noget til med vores engelske biler.

Rumæniens historie er noget anderledes. Som nation dækkende det landområde, der er Rumænien i dag har der ikke været et Rumænien fra Romerne trak sig tilbage over Donau omkring år 267 og frem til 1859. Den sydøstlige af Rumænien (Vallikien?) har ligesom Bulgarien været en del af Byzans og siden Osmannerriget, mens en anden del (Moldavien) var en del af af det tysk-romerske kejserrige og senere Østrig-Ungarn. Transsylvanien har vist det meste af tiden været et selvstændigt hertugdømme.

Begge lande blev selvstændige kongedømmer sidst i 18’tallet, begge lande støttede Tyskland under 2. Verdenskrig og begge lande endte bag jerntæppet i 1947. Men også den periode blev forskellig i de to lande. Bulgarien havde et forholdsvis blødt kommunistisk regime og gode relationer til Rusland, mens Rumænien havde sit eget diktatur under Ceausescus.

I dag er begge lande en del af EU. På papiret er Rumænien det rigeste af de to lande målt i BNP/ indb. Men det synes mig, at der er en stor forskel. Hvor det vi hører er, at rumænerne i stor stil har valgt at rejse ud og søge lykken i andre EU-lande, så virker det som om mange bulgarer har valgt at blive hjemme og forsøge at udnytte de nye muligheder på hjemmefronten. Ex. Som turistland er Bulgarien meget mere åbent og lettere at gå til end Rumænien.

Første overnatning i Bulgarien havde vi i et landhus i en landsby lige ved Industribyen Pleven. Her kom vi tæt på det moderne landsbyliv. En væsentlig indtægtskilde kom fra opskæring af gamle biler.

Fra Pleven kørte vi gennem Shripka passet til Kazanlak, hvor Palle og jeg tidligere har tilbragt nogle dage med at udforske De Trakiske Kongers dal. Vi har haft 2 overnatninger i Pleven på et hyggeligt hotel i centrum af byen. Bilerne har holdt udenfor hotellet i fuld projektørlys, og det er gået godt.

Ud over de Trakiske kongegrave er Kazanlak kendt som Bulgariens rosenby. Her er rosenmarker, et roseninstitut, en rosenpark og et meget flot og informativt rosenmuseum. Hvert år i slutningen af maj og begyndelsen af juni – når rosenhøsten er på sit højeste – er her rosenfestival.

Inden vi kørte hjemmefra fik jeg samlet alle vores indlæg om Trakierne i en rejseartikel, der kan læses her.

 

 

Read More...

Fra Ungarn til Rumænien

1. september 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Fra Ungarn til Rumænien

 

Ungarn til Rumænien

Vi kørte små 200 km gennem Ungarn før vi kom til grænsen ved Szeged. Det var et fladt landskab med masser af solsikke og majs, der stod tørre og høstklare. Vi kom også forbi vingårde og vi købte et par flasker meget lokal vin ved en af gårdene, der lå, hvor vi holdt kaffepause.

Så krydsede vi ind i Rumænien. Det er vores tredje besøg i Rumænien inden for de sidste år. Hver gang har været hurtige gennemkørsler. Men Rumænien inde i mit hoved forandrer sig lidt hver gang. Det bevæger sig mere og mere ud af Nicolai og Elena Ceausescus skygger.

Vi overnattede på Hotel Aurelia, der ligger syd for Timisoares, Rumæniens næst største by. Hotellet er et fint sted med store værelser og en god restaurant, men det ligger klods op af et atomkraftanlæg.

Fra Timisoares er der små 200 km til Jernporten. Jernporten er en strækning på ca 80 km, hvor Donau har gravet sig gennem et bjergmassiv, men syv Steder har klipperne vundet over Donau, der må snævre sig ind gennem syv smalle porte. Heraf navnet. H.C. Andersen besøgte stedet i midten af 1850’erne, og han har en malende beskrivelse af, hvordan han sad 40 dage i karantæne på grund af pestfarer. Det var i Osmannertiden.

Turen gennem Jernporten er en af de smukkeste strækninger, man kan køre i Europa. Og den er endnu ikke ødelagt af turistindustriens. Her kommer man stadig gennem små landsbyer, hvor folk lever, som de altid har gjort. Men det varer næppe længe før det er slut. De mest foretagsomme familier køber huse op og omdanner dem til pensioner for turister. Og alt er booked. Men indtil videre er det mest lokale turister.
Når man kører gennem Jernporten på den Rumænske side af Donau, så har man på hele strækningen Serbien på den modsatte bred. Her løber en jernbanelinje, der er hugget ind i klipperne. Man kan se, hvordan toget kører over viadukter og gennem tunneller, som var det en modeljernbane af papmache.

På Donau sejler gigantiske flodpramme, nogle er næsten 100m lange, men helt smalle for at kunne komme igennem portene. Og langs bredden, så snart der er mulighed for det står lystfiskerne tæt, mange har medbragt telte og campingudstyr.

Vi havde booked et hus i Orsova for natten. Det lå på en pynt ved en lille indskæring med grund helt ned til Donau . Det sidste stykke vej ned til huset var meget dårlig vej og hårdt for bilerne.

Huset ligger fantastisk smukt og der er masser af liv. Børn der bader og familier der fisker. Da klokken er 6 om morgenen sidder jeg på en have-gynge-bænk i solopgangen og ser ud over Donau mens jeg skriver. Ved siden af mig står en far og hans to døtre og fisker. Jeg tror de har fisket hele natten. De stod her i alt fald også i går aftes, da vi gik i seng.

Drobeta Turnu Severin

Drobeta Turnu Severin er en by, der ligger ca 30 km længere nede af Donau. Mellem Orsova og Drobeta Turnu Severin ligger en dæmning og et stort kraftværk. Dæmningen er både sluse for flodtrafikken og bro over til Serbien.
Drobeta Turnu Severin er en gammel romersk garnisonsby. Kejser Trajan byggede en bro over Donau. Det var antikkens største brokonstruktion. Den var 1135 m lang og 18,8 m høj.
Det lykkedes Trajan at besejre den trakiske høvding Ducebal i år 106 og romerne bed sig fast på Donaus Østlige bred i små 100 år før de igen opgav provinsen Dacia.

Vi gjorde ophold i Drobeta Turnu Severin. Først lidt ufrivilligt, fordi Team B’s benzinpumpe stod af. Men heldigvis var det bare et kabel, der havde revet sig løs under den skrappe pistekørsel. Men da bilerne var OK igen smuttede Lisbeth og jeg en tur på museum, hvor der er adgang til de arkæologiske udgravninger fra Romertiden.

 

Read More...

Verdens ældste guldfund er gjort i Varna

23. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Verdens ældste guldfund er gjort i Varna

Hjemmeslagterne i Rumænien

Inden vi forlod Rumænien blev det tydeligt at julen stod for døren. Især på det sidste stykke vej fra Bukarest til grænsebyen Giurgiu, blev der i vejsiden foran næsten hvert hus slagtet gris til salg, i de stykker man kunne ønske.

Det var tydeligt, at vi helst ikke skulle fotografere, så det blev kun til et par billeder, der hvor det var OK. Men antallet af husslagtninger var vel halvtreds på et ret kort stykke vej. Det var tydeligt, at det var her man kørte hen for at få sit grisekød til julen.

Super veje i Bulgarien

I Rumænien tilbragte vi rigtig mange km på ualmindelig dårlige veje. Så snart vi Krydsede Donau og kom til Bulgarien blev kørslen ren limousine cruising. Super velanlagte veje gennem et storladent landskab med store landbrugsarealer så langt øjet rakte. Det var markant anderledes end det meget fattige Rumænien.

 

Varna ved Sortehavet

Turen er gået til Varna Ved Sortehavet. I Varna området er gjort fund af menneskelig aktivitet, der går mere end 100.000 år tilbage. Det er også stedet, hvor de ældste guldfund i verden er gjort. Begravelser med ualmindelig rige guldfund, der er fra 5000 år før vor tidsregning, er udstillet på det meget besøgsværdige museum for arkæologi i Varna. Museet har en meget flot og stor samling af de rige fund, der er gjort, dækkende en lang historisk udvikling over stenalder, kobber og bronzealdrene.

Videre den blomstrende periode som græsk bystat med immigration fra Millet (nu Tyrkiet), over den romerske tid og videre til Byzantinsk og Osmannisk tid. Den græske bystat Millet, der grundlagde Varna som havneby ca. 500 BC så vi en model af på Museet i Berlin. Den ligger på den tyrkiske Agæerhavskyst, lidt syd for Ismir.

Kristendommen kom tidligt til Varna. Allerede i det første århundrede etableret af apostelen St. Andrew, men først rigtig godkendt da romerne accepterede og bekendte sig hertil i 300 tallet.

Storheden fik en brat afslutning i 614 da Avarer og Slavere indtog og brændte byen. Der var til da 14 store basilikaer og et rigt græsk/romersk/byzantinsk liv.

Byen ”genopstår” i 800 tallet under det første Bulgarske kongerige og får igen sin store betydning som havneby. Men der er også mål for først byzantinerne og siden tyrkerne, der fuldstændig satte sig på Bulgarien i 1393 og udsatte befolkningen for stor undertrykkelse igennem 500 år.

Først efter den Russisk-Tyrkiske krig i 1878-79 får Varna sin frihed igen som en del af Bulgarien.

I dag har Varna over 300.000 indbyggere og et yndet feriested. Vi ser frem til nogle spændende dage her.

 

Read More...

Udsigt til hvid jul på den Rumænske højslette

21. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Udsigt til hvid jul på den Rumænske højslette

To dage på landevejen har bragt os gennem smukke landskaber og udkantsområder i Slovakiet, Ungarn og Rumænien. Vejret er mildt, men der er sne på bjergtoppene og sjap på den Rumænske højderyg. Men efter 5 timer på elendig vej i Rumænien nød vi, at en del af vores EU-skattekroner er brugt på 120 km imponerende øst-vest gående motorvej i Midtrumænien.

Trætte nåede vi langt om længe frem til vores logi – Vila Victoria i byen Rämnicu Vâlcea. Her blev vi modtaget at et rummeligt værtspar, der lavede mad til os. Vi fik en lang snak om livet i al almindelighed og om den politiske situation i Rumænien, på en aften, hvor Rumænien fik ny præsident. Han hedder Klaus Iohannis, har tyske forældre og har vist noget overraskende vundet over den socialistiske kandidat. Til trods for at vores samtale havde en noget kaudervælsks karakter, på en blanding af spansk, fransk, tysk, engelsk rumænsk og dansk, så er der ikke nogen tvivl om, at vores værtsfolk ikke har de store forventninger til, hvad han kan udrette. Han forsvinder ud af det politiske landskab igen, når han har skrabet det til sig, han kan komme af sted med, det er deres klare forventning.

Selv er de ikke optimistiske omkring Rumæniens fremtid. De ser et land, hvor alting kun går ned ad bakke. Leiraen (Rumænsk møntfod) er styrtdykket, overalt er der arbejdsløshed og de unge immigrerer – Tre millioner Rumænere bor ifølge dem i Italien og Spanien i dag. Og både Italien og Spaniens økonomier er i knæ. Driften af de rumænske miner er overtaget af hollændere og franskmænd. Byggekomponenter importeres fra Tyskland og andre steder. Ud over korruption er kun landbrug og turistindustri tilbage som levevej i Rumænien. Så langt kom vi. De sproglige kompetencer rakte ikke til at få styr på ejerforhold i landbrug og den tilhørende bearbejdningsindustri. Men små landbrug er ret udbredte.

Således familien selv. De er folkepensionister, men driver altså hoteludlejning i deres ret store villa, hvor også deres ene søn bor med sin familie. Måltidet vi nød var alt sammen egenproduktion: Kartofler, hamburgryg, frikadeller og syltede agurker. Dertil et glas druebrændevin og et glas rødvin. Kun appelsinerne til dessert kom fra Grækenland. Grisen, der havde produceret hamburgryggen og frikadellerne, havde gået i baghuset og var blevet slagtet her til jul. Den vejede 100 kg i slagtet vægt. Kartofler og druer til vin og raki er dyrket på deres egen jord.

De har en søn mere. Han bor i Columbia. Der var sparet sammen til, at faderen kunne besøge ham i 2015.

Man kan ikke (be)dømme et helt land på en dags besøg, men mønsteret ligner noget vi har set i andre lande på Balkan. Familiebaseret økonomi, mange migrantarbejdere, der sender penge hjem, bl.a. til at istandsætte og vedligeholde de familieejede bygninger. Mange af disse bygninger står til dagligt tomme rundt om i landsbyerne. I de utallige landsbyer, vi er kørt igennem i dag, er der max. steget røg op fra 25% af husene. Resten er tilskoddede. Ude i landskabet står utallige faldefærdige tidligere industrianlæg, og ind i mellem ser man så helt sprit nye højteknologiske industrianlæg, der spyer røg og damp op i atmosfæren.

Men det eneste vi kan sige med sikkerhed er, at udsigten til hvid jul på Den rumænske Højslette er god.

Read More...