65 vintage cars ved Det Kaspiske Hav

5. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til 65 vintage cars ved Det Kaspiske Hav

65 vintage cars ved Det Kaspiske Hav

Det var et smukt syn, at se både de fine europæiske og amerikanske biler rulle op mod hotellet i Namak Abrood og samtidig at se det smukke turkise og blå hav, fra Det Kaspiske Hav, verdens største sø.

Mange mærker havde gjort turen hertil fra forskellige steder i Iran, men især Teheran. Biler som Chevrolet, Plymouth, Cadillac, Ford, Mercedes, BMW, Folkevogn, Lancia, Jaguar, Citroen, Maserati, Morris Mini og den iranske Hillmann en del af disse mærker i forskellige modeller især fra 60’erne og 70’erne.

Det blev til mange snakke og mange fotos. Ramin modtog os sammen med en journalist fra en større avis, der dækkede begivenheden og der var koordinatorer for de forskellige mærkeklubber og regionale afdelinger samt den kvindelige koordinator af Racing–afdelingen.

Alt meget uformelt og meget, meget venligt.

Næste dag var der fælles køretur til en naturpark, med svævebane til et bjerg, boder, og cafeteria. Her fik vi også snakket med en del af løbs-deltagerne og kørte videre videre til en restaurant, hvor ejeren havde sponsoreret frokost. Her fik vi en god land snak med Ramin om situationen i Iran og de svære betingelser efter den omsiggribende boykot af landet.

Det var en helt speciel oplevelse at være med til. Og ikke nok med den varme velkomst, de havde også trykt vores danske køreplade med ”MG, The Marque og Friendship” med ind i løbsbanneret og lavet en speciel stor poster med en særlig velkomst til os.

Interessen fra løbsdeltagerne var stor. Vi var lidt specielle, både fordi vi var udlændinge, men jo især fordi vi var kørt fra Danmark til Iran.

Det var en go historie. Så både avis og TV lavede interviews og Rikke kom i det nationale TV, hvor hun blev spurgt om hvad vi syntes om Iran og om deltagelse i denne tur.

Read More...

Fra Maku til Det Kaspiske Hav

2. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Fra Maku til Det Kaspiske Hav

Fra Maku til det Kaspiske Hav

Vor ven Ramin, Advokat og kontaktperson for Motorcykel and Automobile Federation of The Islamic Republic of Iran, som vi har skrevet en del med i det sidste årstid, skrev til os, mens vi var i Tyrkiet. “Vi er i gang med at arrangere et løb. Kan I køre til Namak Abrood ved det Kaspiske Hav og møde os der den 26. september?”.

Udsigten til at møde en masse spændende folk og biler vandt over magelighed og tidstabeller. Man er jo heldigvis fleksibel.
Så vi speedede tempoet lidt op, og kørte ind i Iran to dage før planlagt.

Maku

Ved grænsen blev vi mødt af en repræsentant fra Motorcykel and Automobile Federation of The Islamic Republic of Iran og den lokale engelsklærer, der var hentet ind som tolk. Musa hed han, og han var os en stor hjælp. De ledsagede os til Maku Tourist Hotel. Efter en sen frokost og et bad, blev vi hentet i en minibus og fik en sightseeing i Maku Free Zone.

Maku Free Zone er et område af West Azerbaijan, der ligger op mod den tyrkiske grænse. Free Zone betyder, at det er muligt at etablere virksomheder og produktion til eksport i området, uden at skulle betale told og afgifter til den Iranske stat. Zonerne er anlagt efter kinesisk model som en model til at tiltrække udenlandske investeringer. Men de er ikke så nemme at løbe i gang, slet ikke i den nuværende økonomiske situation. Vi forstår på snakken, at Tyrkiet og Azerbaijan er de vigtigste eksportmarkeder og det er fortrinsvis iranske virksomheder, der etablerer sig inden for zonen.
Derudover har man held til at tiltrække nogle sportsbegivenheder, så som Mountain Climbing og Off-Road
Drivning.

Sightseeing i Maku

Også turisme satses der på inden for zonen. Her er papir taknemmeligt, for der er langt mellem de fine beskrivelser og den oplevede virkelighed. Men gode fortællinger hjælper fantasien på gled.

Vi ser resterne af Castle of Maku, der klistrer sig ind til en stejl bjergvæg, der hvælver sig som en paraply ud over den gamle bymur. Dette var engang en vigtig station på Silkevejen. Og det forstår man godt. Maku ligger i en snæver dal omgivet af høje bjerge, bl a. Arat bjerget, hvor Noah ifølge biblen i sin tid landede med sin Ark. Dalen er 15 km lang, men ikke mere en et par km bred. Herskeren af Maku har suverænt kunne kontrollere trafikken mellem den Østanatolske højslette og Vest og ruten til og fra Tabriz.

Vi besøger også noget, der hedder Baghcheh Joogh Palace, det er fra sidst i 18’tallet og som tilhørte et medlem af Qajar-dynastiet. Det er fra en periode, hvor englænderne og russerne konkurrerede om Irans Shah’ers gunst, politisk indflydelse i regionen og ikke mindst rettigheder til olie koncessioner. Vores guider fortæller, at paladset stadig rummer kostbare gaver fra den tid.

Vi besøger  “The Great Mosque”, og får en introduktion til “The Great Prophet” Mohamed Ali og Fatima, det var Mohammed’s datter og svigersøn. De er de største her i Shia-land, hvor Ayatollahen skal kunne føre sin familie tilbage til de to i lige linje.

Vi slutter turen på en traditionel persisk restaurant, hvor vi sidder på tæpper i en lille hytte og spiser af traditionelle fade, der har form som en parabol. Vores værter slutter festen med en gang vandpibe.

Næste dag får vi god hjælp af Musa, så vi får installeret lokale SIM-kort på vores telefoner, og han slipper os heldigvis ikke, før det hele virker.

Fra Maku til Tabriz

Så kører vi fra Maku til Tabriz. Vi kører ad landevej gennem et varieret landskab af dale omgivet af bjerge, der visse steder ligger lagdelt eller som små toppe i grønne og røde farvenuancer. Det er en lang og meget smuk tur ad landeveje omgivet af bjerge – næsten 300 km – og vores 3 biler vækker megen opmærksomhed. Ti km før Tabriz holder vi ind ved et “Ice-creme marked”. Her bliver vi hentet af en repræsentant for the Motorcykel and Automobile Federation i en Plymouth og at par andre gutter i en firhjulstrækker, og så blev vi kørt i kortege til et megahotel – Hotel El-Gori Pars Hotel, der ligger i udkanten af byen, men i den ende, vi skal videre fra næste dag.

Ved ankomsten er vi trætte og sultne. Det viste sig at være svært at finde et egnet spisested undervejs. Vi får et par alkoholfri øl i hotellets lobby, mens vi venter på at vores lokale kontaktpersoner dukker op. Inden længe er vi 10, og indehaveren af den smukke Plymouth kommer med en gave til os, en kæmpe kasse med de lækreste makron-agtige småkager. En velkommen gave, som vi hurtigt lader gå rundt, så hele selskabet får del i festen. Vi snakker lidt rutemuligheder og lidt valutakurser, men sulten kalder og vi bryder op og slutter dagen med en middag i hotellets roterende restaurant på 11 etage.

På egen hånd i Iran

Næste dag er vi helt på egen hånd. Vi er både i tvivl om rute og næste overnatning og om der er lavet aftaler med nye kontaktpersoner.
Vi bruger en app der hedder WhatsApp til at kommunikere med Ramin og de andre medlemmer af the Motorcykel and Automobile Federation. Med et lokalt Simkort i telefonen er det muligt både at være på Google Maps og WhatsApp, mens vi kører. Så vi arbejder med løbende planlægning.

Vi beslutter at køre ad motorvej til byen Zanjan, der ligger ca. 300 km fra Tabriz på vejen til Teheran. Via Google Har vi fundet et hotel – Zanjan – Dadamaan Traditionel Luxury Hotel – , der er indrettet i et gammelt Karavanserai i Zanjan.

Genvordigheder i Zanjan

Det viser sig at være svært at finde hotellet, selv om det på Google så ud til at ligge lige ved indkørslen til byen. Men i virkelighedens verden viser det sig, at de veje Google har anvist er ensrettede i modsat retning. Vi skal have lokal hjælp, og langt om længe – ved hjælp af en taxa-chauffør og et par unge fyre i motorcykel – bliver vi guidet gennem nogle smalle gyder frem til hotellet, hvor vi får parkeret bilerne og checket ind. En noget selvbestaltet guide er meget aktiv med at hjælpe os, og vi tror, han er tilknyttet hotellet. Men det viser han sig ikke at være. Så da hotelfolkene tager over, så viser det sig, at vi slet ikke kan parkere ved hotellet. Så må Palle, Jørgen og Erling afsted til et parkeringshus med bilerne. Imens bliver vi piger på hotellet og nyder livet og stemningen. Her er masser af liv. Hotellet er et firlænget byggeri med en stor åben gård i midten, og i gårdmiljøet er en cafe, hvor især mange lokale kvinder mødes og drikker te og spiser store konditorkager.
Der går næsten 2 timer før drengene er tilbage og de er fuldstændig udmattede. Turen gennem byen til parkeringshuset af smalle gyder i kaotisk trafik havde været et sandt mareridt. Hotellet portier var kørt forrest i hotelbilen. Da de endelig nåede frem til parkeringshuset viste det sig, at de var blevet ført til udkørslen i stedet for indkørslen. Så på den igen, gennem flere smalle gyder og kaotisk trafik når de frem til indkørslen og bliver så dirigeret op på 7. etage af en smal opkørsel med masser af bump på vejen.

Efter et bad er det tid til at gå ud og få lidt at spise. Men det viser sig også vanskeligt at finde en ordentlig restaurant. Vi ender med at få lidt brød og kebab i en kælderrestaurant, hvor vi er de eneste gæster. Vi når at se så meget af byen og bazaren at vi tænker, at Zanjan er et sted, det er værd at vende tilbage til.
Næste morgen er vi tidligt oppe. Vi skal ud af byen inden et nyt trafikkaos er over os.

Kl. 8.30 kører Palle, Jørgen og Erling med hotelportien til parkeringshuset, bilerne kommer tilbage til hotellet, vi får pakket og der bliver taget de obligatoriske billeder af biler, hotelpersonale og os, og så er vi afsted.

Fra Zanjan til Rasht

Vi har en lang tur foran os. Ramin har foreslået, at vi kører til Teheran og overnatter på et hotel der, så kan vi kører sammen med dem til Namak Abrood dagen efter. Men vi holder fast i, at vi vil køre op til Det Kaspiske Hav og den vej op til Namak Abrood. På kortet og Google kan vi se en genvej, så der er ca 150 km til Rasht, hvor ca 50 km er op over et bjerg. Men på hotellet siger de, at den vej kan vi ikke køre, det er en stejl bjergvej, der ikke egner Sig til vores biler. Det lytter vi til. I stedet tager vi motorvejen til Qazvin og derfra hovedvejen op til Rasht. De første 150 km på motorvej glider ret kvikt, vi er i Qazvin omkring kl. 13.00. Efter en kort pause starter vi på det, vi tror er en lang kravletur op over bjergene, men det viser sig at være en lang nedkørsel. Over 50 km kører vi fra 1600 m højde til ca 30 m o.h. ned mod Det Kaspiske Hav. Undervejs passerer vi en opdæmmet sø og et stort dæmningsanlæg. De sidste ca. 100 km kører vi i en smuk floddal omgivet af høje bjerge.

Hotellet i Rasht har vi valgt med større omhu i forhold til parkering. Det hedder Kadus Grand Hotel, det ligger på en hovedfærdselsårer centralt i byen og der er gode parkeringsforhold. Det er et 5-stjernet hotel med portierer i liberi, krystallysekroner og hyggepianist, der spiller Chopin. Ren kolonistil og en helt anderledes stemning end i Karavanseriet i Zanjan. Her er ikke reserveret værelser til på forhånd, men vi får et dobbeltværelse og en suite med to værelser. Prisen er 4,8 mill Real pr. par, det svare med dagskursen til 250 DKK.

Langs der Kaspiske hav til Namak Abrood

Næste dag kører vi fra Ratch til Namak Abrood, en stor del af vejen langs kystlinjen ved Det Kaspiske Hav. En let og romantisk tur på 170 km tror vi. Men det viser sig at være 170 km lang og enerverende bykørsel i kaotisk trafik med kun et enkelt eller to havkig undervejs.
Vi ankommer til Namak Abrood omkring kl. 15.00 og samtidigt med de klassiske biler fra Teheran. Det er et flot og imponerende syn. Der er 65 biler med i løbet “Teheran – Caspic Sea”, og de har kørt 475 km på 5 timer. Så selv om deres tur også har været mest ned ad bakke, så er vi glade for, at vi ikke skulle med på den tur.

Vi får en varm velkomst i Namak Abrood. Det klassiske løb har fuld pressedækning, så vi bliver interviewet flere gange. Men spørgsmålet vi mest skal svare på lyder “hvad synes i om Iran”.

 

Read More...