Kappedokien og Hatussa

20. september 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Kappedokien og Hatussa

Kappedokien og Hatussa

I Østanatolien er der bjerge og bjerge så langt øjet rækker, fantastiske landskaber og masser af udfordringer til de små biler. Hvis alt går vel kører vi ind i Iran lørdag den 22. September. Vi har haft nogle fine dage med spændende oplevelser.

Kappedokien

Fra Konya kørte vi til Ihlaradalen i det sydlige Kappedokien, hvor vi havde to overnatninger på et motel lignende sted i bunder af Dalen.
Hotel Afar var ikke noget i sig selv, men værten var en fin og foretagsom mand, der både klarede at passe hotellet, en butik og den tilhørende restaurant, hvor han selv var chefkokken. Desuden var han chauffør, og han kørte os gerne, hvorhen vi ville i dalen og hentede os igen, når vi ringede efter ham.

Ihlaradalen er en kløft eller Canyon, der er ca 10 km lang , og den løber mellem landsbyerne Selime og Ihlara. I det område har der boet mennesker igennem mange, mange årtusinder. Landskabet i Kappedokien er skabt af 3 vulkaner, der har efterladt et blødt tuf-materiale, der er nemt for mennesker at forme til grotter, huse, byer og kirker.

Den første aften kørte vores energiske hotelfatter os ned til landsbyen Ihlara. Her lever folk et fuldstændig traditionelt landsbyliv, kvinder sidder foran husene i solnedgangen og ordner bønner, hanen spankulerer rundt og ordner hønsene, hyrden kommer oppe fra bjergene med køerne, der standser og drikker ved brønden ved moskeen, og de er fuldstændigt uanfægtede af Imamen, der samtidigt kalder til bøn.

Vi ringer efter værten, der henter os i sin Ford Transit og kører os hjem, hvor der er dækket op til en 5 retters menu, der blev indtaget sammen med en flaske god lokal rødvin.

Næste dag kører hotelfatter os til hovedindgangen til Ihlaradalen et par km nord for Ihlara. Her går vi 380 trin ned ad en trappe til bunden af dalen og nu følger vi en sti langs floden i retning op mod Selime. Undervejs besøger vi resterne af en række “community-kirker”, der er hugget ind i klipperne.

 

Den ældste af kirkerne er fra tiden før Konstantin den store, fra den tid hvor der stadig var kristenforfølgelser i romerriget. Andre er yngre og fra de urolige tider, hvor Ikonoklasmen hærgede eller fra dengang Byzans lå i krig med forskellige invaderende mongolske, Iranske og tyrkiske stammer. Men de synes alle sammen at have været i brug i 1800’tallet, hvor kristne grækere organiserede sig i småsamfund – communitees – omkring de noget større klostre. Osmannerriget var nemlig generelt et multireligiøst samfund, hvor man kunne dyrke sin tro i fred, hvis man ikke generede andre med det. Men det fik en ende i 1923, hvor Ata-Tyrk efter den fejlslagne græske invasion af Tyrkiet i starten af 1920’erne udviste stort set alle grækere af Tyrkiet i en stor – men dog relativt fredelig – menneskebyttehandel.

Så nu ligger de gamle kirker forladte og delvis sammenstyrtede i Ihlaradalen med deres udhuggede hvælvinger og ikon-bemalede vægge og lofter og fortæller historien om dem, der engang var her og de fortællinger, der betød mest for dem.

Da vi er mætte af indtryk fra kirker, grotter og den fantastiske natur ringer vi efter hotelfatter, der samler os op på et sted, hvor en landevej går ned til dalen, så vi slipper for trapperne på hjemturen.

Resten af dagen slapper vi af, drengene får tiden til at gå med at vaske og ordne biler og vi piger planlægger næste dags tur til Goreme, hvor vi vil prøve at overnatte i et grottehotel.

Göreme er der, hvor “det for alvor sner” i Kappedokien. Det er der, hvor naturen har været mest gavmild med sære formationer, der appelerer til menneskers fantasi. Men inden vi tjekker ind på Turquaz Cave hotel, tager vi en rundtur og studerer det mærkværdige landskab.

Først tager vi en rundtur i dalene syd for Ihlara, hvor de sære formationer ligger spredt ud med rund hånd i et landskab af dale omgivet af høje bjerge, der er befolket af bønder og landarbejdere travlt beskæftiget med høstarbejde. Ind imellem ligger industrianlæg, miner og små landsbyer.

Vi gør holdt i byen Derinkuyu, der gemmer på en af de 150 -200 underjordiske byer, der er lokaliseret i Kappedokien. Derinkuyu er den største af de byer, der indtil nu er udgravet. Og derfor også den, der tiltrækker flest turister.

Sammen med 50-60 koreanske turister og en engelsktalende guide med en mindre gruppe begiver vi os ned i dybet. De to øverste underjordiske plan er depotrum og folkekøkken. Derefter går vi ad en fint udhugget trappetunnel 55 m ned i dybet. Trappen bliver lavere og smallere efterhånden som vi kommer nedad, og Jørgen, der er anseelig af vækst, giver sig selv tilnavnet Jørgen “bøje” Eggers-Krag på nedturen.

Undervejs kommer vi forbi indhuggede nicher, hvor der er placeret runde møllehjul, der kan rulles for tunnelen, hvis ubudne gæster skulle trænge ind. Hullet i møllehjulet har både været en hjælp til at få hjulet drejet på plads, når tunnelen skulle lukkes, og en mulighed for at affyre pile mod indtrængende fjender. Hernede ligger underjordiske kirkerum, en brønd og ventilations- og kommunikationskanaler. En stejl og smal trappe fører længere ned i dybet. Derinkuyu var engang en by bestående af 7 etager og 85 m dyb. Man har beregnet, at 1000 mennesker har kunne overleve under jorden i et halvt år.
Man ved ikke, hvem der har bygget de kolossale underjordiske boliger, men man har fundet spor efter mange civilisationer i bebyggelserne. Så man antager, at det er anlæg, der gradvist er blevet udbygget gennem mange årtusinde. Senest har de været anvendt af kristne minoritetssamfund.

Vi gør endnu et stop inden Göreme ved et særegent fænomen. Uchisar Castle kaldes det, fordi det ligger som en borg og knejser på det højeste punkt i Goremedalen. Der er tale om et naturskabt højhus, der er blevet indrettet med lejligheder i mange etager.
Befolkningen i Kappedokien har i stor stil været vinbønder. For at skaffe gødning til markerne har man holdt duer. Derfor ser man overalt i klipperne indhuggede dueslag. En gang om året inden vækstsæsonen har man indsamlet duegødning og bragt den ud på markerne.

Turquaz Cave hotel ligger højt i den vestlige udkant af Goreme. Øverst er en tagterrasse, hvor man mod vest har udsigt til de særeste klippeformationer og mod øst over hele landsbyen. Da vi tjekker ind siger værten “Hvis i vil se solnedgang, så skal i gå op til solnedgangspunktet kl. 18. Hvis i vil se ballon-færd, så skal i gå op på tagterrassen kl. 6 i morgen tidlig”.

Fra solnedgangspunktet har man udsigt 360 grader rundt. Sammen med ca. 200 andre turister, en brud og en hel del fotografer nyder Palle og jeg fænomenet, mens vores rejsefæller slapper af hjemme på terrassen. Kl. 19.30 mødes vi i byen på restaurant Anatolia Kitchen til aftensmad.
Næste morgen – op kl. 6 – endnu før solen til et magisk syn. Her siger ballon-billeder mere end tusind ord.

Hatussa

Fra Göreme kørte vi direkte til Hatussa og genså Hittitternes hovedstad. En by, der havde sin storhedsperiode i slutningen af bronzealderen. Siden vi var her i 2015 er den blevet UNESCO kulturarv, og mange forskere er i gang med nye undersøgelser, der vil gøre os klogere på denne spændende tid, hvor verdens ældst kendte fredstraktat blev indgået mellem Hittitterkongen og Ramses den II i Egypten. Man kan læse om vores første besøg i Hatussa her.

Den videre tur gennem Østanatolien fortjener sit eget opslag. Så nu slut for denne gang.

Read More...

Hittitterne anlagde en by i en kløvedal omgivet af tågebjerge

28. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Hittitterne anlagde en by i en kløvedal omgivet af tågebjerge

Hattusa – Hittitternes kongeby

Vi kører fra Ankara i solskin, men inden længe, da kører vi opad og indover den bjergrige højsletten, lægger tågen sig over landskabet, og sigtbarheden er næsten lig nul. Sådan kører vi lidt mismodige de små 200 km ud til Bogazkale, den tyrkiske landsby, der ligger ved udgravningerne af Hittitternes gamle kongeby Hattusa. Men netop som vi drejer ind af den vej, der fører op til ruinbyen, brænder solen igennem tågerne, vi er i Kløvedalen og byen ligger foran os solbeskinnet og ophøjet.

Seks kilometer forsvarsmur slynger sig rundt i bjergene og indrammer et område af gigantiske dimensioner. Her var kongeborg med residens, administrationscenter og arkiver og templer til Hittitternes 1000 guder, prosessionsveje, forrådskamre og forsvarstårne og mindst 7 indgangsporte. Befolkningen boede uden for murene, men kunne om nødvendigt søge ly inden for.

 

Det særlige ved stedet er ikke de forholdsvis få ruiner, der er tilbage efter byen, der blev forladt efter en brand omkring år 1200 f.v.t., stort set samtidigt med Trojas fald. Det særlige, det magiske, er den måde, natur og kultur fletter sig ind i hinanden. Når man går oppe på borgmuren, så ser man ud over det samme landskab, som Hittitterkongen så ud over for mere end 3.200 år siden, og i dalen neden under går hyrderne med deres får, som de også gjorde det dengang.

Yazillikaya

Fra borgen kører vi 3 km ud til det nærliggende Kultsted, der er bygget som memorial for en af de sidste store Hittitterkonger, Tudhalia den 3. (1240-1213). Stedet minder på mange måder om Frygernes hellige sted, der også hedder Yazillikaya.

Efter Hittitterne forlod Hattusa flyttede Frygierne ind i ruinbyen og byggede en mindre borg inden for bymuren.

Stedet har været beboet siden bronzealderen. Hitterne havde hovedstad i Hattussa fra ca. 1750 – 1200 fvt. I den periode manifesterede de sig som stormagt i Anatolien og de førte en omfattende korrespondance med bl. a. Ramses den anden. Alt det er vi i gang med at skrive en længere artikel om.

Read More...

Amatørarkæolog gravede tværs gennem Homers Troja

15. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Amatørarkæolog gravede tværs gennem Homers Troja

Troja

Så nåede vi Troja og besøgte den sagnomspundne arkæologiske udgravning af det, man formoder var Homers Troja. Vejret var høj, flot solskin, temperaturen tæt på 10 grader og antallet af andre turister minimalt. Vi kunne ikke ønske os det bedre. Og der er masser at gå på opdagelse i. Med sine ni lag er det den mest kompliserede udgravning, vi hidtil har besøgt, så vi havde stor glæde af det ret grundige forarbejde, vi havde gjort.

Heinrich Schleimann

Historien om ruinbyen Troja begynder med den tyske amatørarkæolog Heinrich Schleimann, der med Homers Illiaden i hånden af Osmannerne havde fået tilladelse til at grave i en høj. Han var overbevist om, det måtte være det sted, Grækerne, med Agamemnon i spidsen, var gået i land for at tilbageerobre den smukke Helena. Helena var Menelaos kone , som Afrodite havde givet til prins Paris som belønning for, at han lod guldæblet falde i hendes vægtskål, da han skulle vælge, hvem af de tre gudinder – Hera, Athene og Afrodite – der var den skønneste.

Priams guldskat

Schleimann og hans hjælpere gik gang med gravearbejdet. De gravede en 40 meter bred og nogle steder 17 m dyb grøft, helt med til grundfjeldet, før de nåede ned til det lag, Schleimann kaldte city of Priam. Priam var Trojas konge og far til den sagnomspundne Hector og ulykkesfuglen Paris og 48 andre sønner og et ukendt antal døtre, der alle kæmpede i den Trojanske krig. Priam var nemlig af orientalsk afstamning, derfor kunne han holde harem. Det var her, Schleiman fandt den guldskat, som han kaldte Priams guldskat, hvoraf en stor del i dag befinder sig på Puskinmuseet i Moskva.

Thrakiske eller frygiske forfædre

Problemet var bare, at Schleimann i sin iver og ukyndighed gravede de lag væk, der vedrører den periode, som Homers kvad om Illiaden besynger. Den såkaldte ”Priams guldskat” Heinrich Schleimann fandt, stammer fra et arkæologisk lag fra ca. 2500 f.v.t. Det er der enighed om blandt de lærte, og selv Schleimann erkendte det inden sin død. De fantastiske guldsmykker er produceret af thragiske eller Frygiske guldsmede 1250 år før Priam blev født, og de har ligget dybt begravet under Trojas muld, da Agamemnon og hans kumpaner lagde til ved Lilleasiens kyst.

På tegningen ses de ni lag, og hvordan Schleiman har fjernet toppen,

hvor Troja VII har ligget. På fotoet kan man se hans grøft og hvor de

forskellige lag i udgravningen ligger.

Den trojanske krig

Om det så var her, den trojanske krig rent faktisk udspillede sig, det er stadig et uløst arkæologisk spørgsmål. Mange spor peger i den retning, men der er også mange ting, der forstyrrer billedet. En af de store arkæologiske udfordringer er, at man endnu ikke har fundet begravelsespladser i tilknytning til Troja og at man ikke har fundet lig i udgravningerne – altså der mangler spor af krig.

Hittitternes by

Det man ved med sikkerhed er[1]:

At Troja har været beboet i alt fald siden 3000 f.v.t – det dokumenterer de arkæologiske lag, der arkæologerne kalder Troja I –V.

At Troja II , der var en relativ stor befæstet bebyggelse omkring år 2500 f.v.t. (derfra hvor guldskatten stammer) er blevet destrueret af en brand.

Første billede viser indgangen til Troja II og det andet billede viser

resterne af det brændte citadel.

At byen blev genopbygget – Troja III – V (2500 – 1700), og at befolkningen har dyrket landet, holdt får og at der har været en stor produktion af uld, klæde og lerpotter og en aktiv samhandel med de andre folkeslag i regionen.

At der har været en indvandring omkring år 1700 af Hittitter (Luwian), der bragte mange heste til byen.

At byen Troja VI under det hittittiske navn Wilusa oplevede en ny guldalder, der sluttet bradt ved at et jordskælv lagde byen i ruiner omkring 1250. At beboerne må have nået at flygte, da jordskælvet ramte byen – igen mangler man de lig, man ville forvente at finde i ruinerne af en by efter et jordskælv.

At byen blev noget spartansk genopbygget i årene efter det store Jordskælv -Troja VII.

At Troja VII er blevet ødelagt af en brand omkring det tidspunkt, som beretningen om Trojas belejring er dateret til.

Illios

At Homer og de doriske grækere, der indvandrede til Lilleasien og Grækenland i 800’tallet f.v.t. , troede at Wilusa var den by, hvor Achilleus dræbte Hector og hvor Paris efterfølgende, med hjælp fra Afrodite, sendte en dødbringende et pil i Achilleus’ hæl, og at de derfor grundlagde en ny by Illion på stedet.

At kong Xerxes på vej til Hellespoint (Gallipoli) med sin hær i 480 f.v.t. ofrede 1000 stykker kvæg til guderne i Priams by, for at få krigslykken med sig.

At Alexander den 3. den Store gjorde noget tilsvarende, da han tog den modsatte vej i 334, og at hans efterfølger, Lucimarchos, byggede et Athene tempel til ære for Alexander den 3. den Store i Troja. At Antiochus den 1. (281-261) ryddede byen for Keltere og Galatier, der var trængt ind fra Europa, og at Romerne gav både Gallipoli og Troja i Pergamons varetægt, indtil Pergamon blev lagt ind under Rom i 133 f.v.t.

Rester af bad og brønd fra Lucemarchos tid

Romerne havde en særlig forkærlighed for Troja. Cæsar og Augustus mente, at de nedstammede i lige linje fra Aeneas, der var trojaner. Ifølge legenden flygtede han fra den brændende by med sin far på ryggen, byggede en flåde, og sejlede med sit følge rundt i Ægæerhavet, indtil han gik i land ved Rom og blev gift med kongen af Roms datter. Også Konstantin den Store udbyggede Troja, inden han besluttede at lægge sin nye hovedstad ved Bosporusstrædet i stedet for ved Hellespoint. Troja har, ud over at være en legende, haft strategisk betydning i forhold til at kontrollere indsejlingen til Marmarerhavet og dermed Sortehavet.

I dag graver man stadig ved Troja, og man er i gang med at kortlægge den romerske bebyggelse, der viser sig at være meget større end først antaget.

[1] Troia/ Wilusa Guidebook, sidst revideret i 2013

Read More...