Fra Namak Abrood til Isfahan

8. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Fra Namak Abrood til Isfahan

Fra Namak Abrood til Isfahan

Vi har undervejs besluttet, at Isfahan skal være slut destinationen for vores biler. Når de er godt parkeret der, vil vi tage en guided rundtur til Yadz og Shiraz og tilbage til Isfahan i en Van med lokal chauffør.
Vi synes at både bilerne og chaufførerne trænger til en god lang pause inden vi påbegynder hjemturen.

Vi bliver en ekstra dag i Namak Abrood for at hvile ud og nyde Det Kaspiske Hav inden sidste etape. Det bliver en fredag med heldagsregn, så vi når næppe uden for døren på det ellers så smukt beliggende hotel. Til gengæld er hotellet tæt på at blive forvandlet til et vandland. Den gigantiske glasfacade, der gør hotellet fra 1960’erne til et helt unikt bygningsværk, er hullet som en si, og de stakkels medarbejdere går hele dagen rundt med mopper og store spande i den gigantiske hall og tørrer vand op.

Heldigvis er det tørvejr lørdag morgen og vi sætter ud på det, der viser sig at være turens – i alt fald indtil nu – smukkeste etape. Vi kører ca. 150 km af bjergveje gennem et helt unikt landskab. De første 100 km er op ad bakke. Vi kører længe moderat opad igennem en floddal, i ca. 1500 m højde er bygget en dæmning, hvorefter vi følger den opdæmmede sø et stykke, så slipper vi floden og kravler over et pas i 2500 m højde.

Derfra starter nedturen fra bjergkammen, vi kommer til en ny opdæmmet sø på den anden side af bjergryggen og derfra følger vi floden ned mod højsletten og byen Karaj, der ligger i ca 1200 m højde.

Lidt før vi rammer højsletten gør vi holdt ved en restaurant. Det er rent 1001 nats eventyr. Udefra ser den ret uanselig ud, men da vi kommer indenfor går vi ned ad en lang trappe, og hernede åbner den sig op i et kæmperum og en vidunderlig have, der ligger helt ud til den brusende flod.
Vi får lækker mad: fisk, lammekoteletter og masser af salat og tilbehør, der smager som Østens mystik. Det skylles ned med lokal yoghurtdrik, vand og Coca Cola.

Rundt om Teheran

Karaj ligger tæt ved Teheran, men vi har besluttet, at Teheran ikke er noget godt sted for vores små biler. Men Imam Khromeini Airport ligger så tilpas langt fra Teheran, at vi kan få en mellemstation på Lufthavnshotellet Ibis.
Så turens indtil videre dyreste og mest kedelige overnatning har vi der. Det koster 38€ for et dobbeltværelse. Men det er OK og vi får et lidt sent men let aftensmåltid på hotellet.

Kashan

Næste stop er Kashan. Ifølge guidebogen en spændende by med mange gamle traditionelle huse. Så vi beslutter os for to overnatninger, så vi har en dag til at gå på opdagelse i byen.
Vi får booket os ind på Hotel Noghli House, der også får varme anbefalinger i guidebogen. Men desværre ligger det langt fra hovedvejen og i en snæver gyde. Belært af erfaringerne fra Zanjan holder vi ind i udkanten af byen, ringer til hotellet og får dem til at sende en taxi, der kan køre foran os hen til hotellet. Der skal en del overtalelse og en del hjælp fra de lokale handlende på det sted vi holder, før processen lykkes. Men det lykkes, og både vi og bilerne kommer godt frem. Hotellet har en aflåst gård, hvor bilerne kan holde parkeret og hvor vi er i gåafstand til de mest spænende seværdigheder.

Et røverisk overfald

Vi spiser frokost på hotellets restaurant og efter frokosten beslutter de andre sig for at tage et hvil, mens Palle og jeg beslutter os for at gå ud og se lidt på byen.
Hotellet minder i sin arkitektur om hotellet i Zanjan, og det er bygget over samme skabelon som de gamle karavanseraier. Det ligger inde i et netværk af små gyder og traditionelle huse. Hotel Noghli House består af to sådanne bygninger, der ligger lidt fra hinanden, men med fælles reception. Mellem de to huse er en udgang til et gydenetværk. Hvis man går den ene vej kommer man til en moske med bazar, tager man den anden vej, går man ned mod byens centrum og de store gamle paladser.
Vi tager vejen ned mod centrum. Det er varmt, kl. er 4 om eftermiddagen, det er siesta tid, bazaren åbner først kl. 5. Vi går ret alene i den øde gyde, men ind imellem kommer der motorcykler forbi med varer, lokal trafik tænker vi, folk der skal tilbage og passe deres arbejde, når bazaren åbner igen kl. 5. Vi går og hyggesnakker og tager billeder af alt det særlige, man får øje på i de smalle gyder, der er som taget ud af en film om det mellemste Østen eller Hodja fra Pjort. Pludselig kommer der en motorcyklist forbi os i halvhøj fart, og jeg mærket et kraftigt ryk i min taske, som jeg har over skulderen, mens han gasser op. Heldigvis har jeg fat i tasken med begge hænder, jeg holder godt fast mens jeg råber “ Hvad fanden har du gang i”. Palle stå lige bag mig og ser mig dreje i en 360 graders piruette, mens jeg råber og ender liggende i gyden bag motorcyklens baghjul. Palle når at stirre ham ind i øjnene inden han er væk, vi hører ham og en anden motorcykel forsvinde ud af gyden i høj fart.

Lidt chokerede går vi tilbage til hotellet og ind i receptionen, hvor vi fortæller om hændelsen, mens vi besigtiger skaderne. Jeg har under turen båret min taske over skulderen i en lærredspose, der fulgte med tasken, da jeg købte den. Den lærredspose har taget voldsom skade under hændelsen og den ene hank er sprunget. Det er nok der, der har reddet os. Tyven fra Kashan har mistet grebet om situationen, da hanken sprang.

Tilbage på hotellet sætter vi os i 1001-nats gårdhaven og drikker beroligende sødt rosenvand, som hotellet serverer for os i en grøn keramikkande, af små lerkrus, mens jeg forsøger at reparere nettet.

Traditionelle huse og religiøs festival

Heldigvis ender historien godt og uden men. Resten af vores ophold i Kashan er en stor succes. Det er første gang på turen, vi for alvor selv er på opdagelse i en Iransk by. Kashan har alt hvad man kan drømme om, men i et lille format, så det også er overskueligt.

Vi går en aftentur i de små gader og den nærliggende bazar. Byen er pyntet op til festival med flag og bannere i sorte, grønne og røde farver. Ved Moskeerne og i bazaren hænger sorte og grønne bannere overalt. Fatima på hotellet fortæller, at anledninger er, at man fejrer eller måske nærmere mindes profeten Imam Husayn ibn Ali og hans Martyrium i denne måned.

Husayn ibn Ali var barnebarn af Mohammed og en af Ali og Fatimas sønner. Han blev forfulgt, forrådt og fornedret af Yazid 1, der havde udråbt sig selv til Kalif efter Hussein’s far Ali’s død. Dagen, hvor det endeligt lykkedes Yazid at få Hussein ombragt, hedder Ashura og det er den 10. Dag i den første måned i den islamiske kalender. I år var det den 21. September, altså dagen før vi kørte ind i Iran.

Husayn ibn Ali blev halshugget efter at have været belejret i 10 dage, hvor han, hans familie og følge havde været uden mad og vand i 10 dage i byen Kabala i det nuværende Iran. En begivenhed, der siden var med til at samle muslimer til oprør mod Umayyadernes kalifat og skabe et stærkt afsæt for den Shiamuslimske bevægelse.
Så der har været mange aktiviteter i denne anledning i alle de byer vi har besøgt. Optog, sang og teater og mange sortklædte mennesker. Vi er spændt på at se, hvordan gadebilledet ændrer sig, når vi når til måneskifte den 9 oktober.

Kashan er kendt for sine traditionelle huse, men paladser er måske et mere korrekt ord for de pragtbygninger, vi besøger. De er bygget i 1800-tallet af rige Qajar-familier. Qajar-dynastiet var tyrkisktalende herskere med rødder i Azarbaijan. De havde deres storhedsperiode i Iran fra sidst i 17’tallet til 1925. Mange af de smukke palæer, hamamer (badehuse) og haver vi ser i de større byer har spor efter qajarerne. Selv om de var muslimer og byggede mange moskeer, så finder vi i udsmykningen af bygningerne også mange jagtscener og portrætter af mennesker. Et andet særligt fænomen de dyrkede, var spejlsale.
Som herskere var de enormt dygtige til at spille Englænderne og Russerne ud mod hinanden for egen vindings skyld. For Iran som nation var de næppe den store gevinst. Iran afstod i deres regentperiode store landområder til russerne ligesom de forærede store oliekonsessioner til englænderne uden det kom de almindelige iranere til gode.

Persiske haver

Efter besøg i paladser og et badehus tog vi piger en taxa ud til Fin Garden, der er en af de 9 Iranske haver, der er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste.

Måske skuffede besøget lidt oven på de overdådige paladser, vi havde besøgt om eftermiddagen. Men Fin Garden er en prototype på et Iransk haveanlæg, skal vi senere finde ud af. Og det er det ældste bevarede haveanlæg i Iran, det har sin grundstruktur tilbage fra 1590 i Safavidernes periode, men er efterfølgende blevet renoveret nogle gange bl.a under Qujarerne.

Storpolitik i Fin Garden

Anlægget gemmer også på et drama. En alt for reformivrig premiereminister under en alt for ung Shan blev henrettet i anlæggets badehus i 1852. Amir Kabir hed premiereministeren, der gerne ville reformere landet ved at reducere mullaernes magt. Den slags slipper man sjældent godt fra. Så han blev sat i husarrest i Fin Garden. Naser-Al-Din hed den unge Shah, der under pres afsagde hans dødsdom og sendte en bøddel til Fin Garden med den underskrevne dødsdom. Men inden bødlen fik svunget krumsablen, skar han sin pulsåre over med barberens ragekniv og forblødte på gulvets baderummet.

Oven på denne drabelige historie tog vi piger taxaen til den store bazar i Kashan, hvor vi fik set mange af de små arkitektoniske godbidder en bazar også byder på som Moske, karavanserai og madrassa (koranskole).

Næste morgen er vi på vej til Isfahan.

Read More...

Fra Maku til Det Kaspiske Hav

2. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Fra Maku til Det Kaspiske Hav

Fra Maku til det Kaspiske Hav

Vor ven Ramin, Advokat og kontaktperson for Motorcykel and Automobile Federation of The Islamic Republic of Iran, som vi har skrevet en del med i det sidste årstid, skrev til os, mens vi var i Tyrkiet. “Vi er i gang med at arrangere et løb. Kan I køre til Namak Abrood ved det Kaspiske Hav og møde os der den 26. september?”.

Udsigten til at møde en masse spændende folk og biler vandt over magelighed og tidstabeller. Man er jo heldigvis fleksibel.
Så vi speedede tempoet lidt op, og kørte ind i Iran to dage før planlagt.

Maku

Ved grænsen blev vi mødt af en repræsentant fra Motorcykel and Automobile Federation of The Islamic Republic of Iran og den lokale engelsklærer, der var hentet ind som tolk. Musa hed han, og han var os en stor hjælp. De ledsagede os til Maku Tourist Hotel. Efter en sen frokost og et bad, blev vi hentet i en minibus og fik en sightseeing i Maku Free Zone.

Maku Free Zone er et område af West Azerbaijan, der ligger op mod den tyrkiske grænse. Free Zone betyder, at det er muligt at etablere virksomheder og produktion til eksport i området, uden at skulle betale told og afgifter til den Iranske stat. Zonerne er anlagt efter kinesisk model som en model til at tiltrække udenlandske investeringer. Men de er ikke så nemme at løbe i gang, slet ikke i den nuværende økonomiske situation. Vi forstår på snakken, at Tyrkiet og Azerbaijan er de vigtigste eksportmarkeder og det er fortrinsvis iranske virksomheder, der etablerer sig inden for zonen.
Derudover har man held til at tiltrække nogle sportsbegivenheder, så som Mountain Climbing og Off-Road
Drivning.

Sightseeing i Maku

Også turisme satses der på inden for zonen. Her er papir taknemmeligt, for der er langt mellem de fine beskrivelser og den oplevede virkelighed. Men gode fortællinger hjælper fantasien på gled.

Vi ser resterne af Castle of Maku, der klistrer sig ind til en stejl bjergvæg, der hvælver sig som en paraply ud over den gamle bymur. Dette var engang en vigtig station på Silkevejen. Og det forstår man godt. Maku ligger i en snæver dal omgivet af høje bjerge, bl a. Arat bjerget, hvor Noah ifølge biblen i sin tid landede med sin Ark. Dalen er 15 km lang, men ikke mere en et par km bred. Herskeren af Maku har suverænt kunne kontrollere trafikken mellem den Østanatolske højslette og Vest og ruten til og fra Tabriz.

Vi besøger også noget, der hedder Baghcheh Joogh Palace, det er fra sidst i 18’tallet og som tilhørte et medlem af Qajar-dynastiet. Det er fra en periode, hvor englænderne og russerne konkurrerede om Irans Shah’ers gunst, politisk indflydelse i regionen og ikke mindst rettigheder til olie koncessioner. Vores guider fortæller, at paladset stadig rummer kostbare gaver fra den tid.

Vi besøger  “The Great Mosque”, og får en introduktion til “The Great Prophet” Mohamed Ali og Fatima, det var Mohammed’s datter og svigersøn. De er de største her i Shia-land, hvor Ayatollahen skal kunne føre sin familie tilbage til de to i lige linje.

Vi slutter turen på en traditionel persisk restaurant, hvor vi sidder på tæpper i en lille hytte og spiser af traditionelle fade, der har form som en parabol. Vores værter slutter festen med en gang vandpibe.

Næste dag får vi god hjælp af Musa, så vi får installeret lokale SIM-kort på vores telefoner, og han slipper os heldigvis ikke, før det hele virker.

Fra Maku til Tabriz

Så kører vi fra Maku til Tabriz. Vi kører ad landevej gennem et varieret landskab af dale omgivet af bjerge, der visse steder ligger lagdelt eller som små toppe i grønne og røde farvenuancer. Det er en lang og meget smuk tur ad landeveje omgivet af bjerge – næsten 300 km – og vores 3 biler vækker megen opmærksomhed. Ti km før Tabriz holder vi ind ved et “Ice-creme marked”. Her bliver vi hentet af en repræsentant for the Motorcykel and Automobile Federation i en Plymouth og at par andre gutter i en firhjulstrækker, og så blev vi kørt i kortege til et megahotel – Hotel El-Gori Pars Hotel, der ligger i udkanten af byen, men i den ende, vi skal videre fra næste dag.

Ved ankomsten er vi trætte og sultne. Det viste sig at være svært at finde et egnet spisested undervejs. Vi får et par alkoholfri øl i hotellets lobby, mens vi venter på at vores lokale kontaktpersoner dukker op. Inden længe er vi 10, og indehaveren af den smukke Plymouth kommer med en gave til os, en kæmpe kasse med de lækreste makron-agtige småkager. En velkommen gave, som vi hurtigt lader gå rundt, så hele selskabet får del i festen. Vi snakker lidt rutemuligheder og lidt valutakurser, men sulten kalder og vi bryder op og slutter dagen med en middag i hotellets roterende restaurant på 11 etage.

På egen hånd i Iran

Næste dag er vi helt på egen hånd. Vi er både i tvivl om rute og næste overnatning og om der er lavet aftaler med nye kontaktpersoner.
Vi bruger en app der hedder WhatsApp til at kommunikere med Ramin og de andre medlemmer af the Motorcykel and Automobile Federation. Med et lokalt Simkort i telefonen er det muligt både at være på Google Maps og WhatsApp, mens vi kører. Så vi arbejder med løbende planlægning.

Vi beslutter at køre ad motorvej til byen Zanjan, der ligger ca. 300 km fra Tabriz på vejen til Teheran. Via Google Har vi fundet et hotel – Zanjan – Dadamaan Traditionel Luxury Hotel – , der er indrettet i et gammelt Karavanserai i Zanjan.

Genvordigheder i Zanjan

Det viser sig at være svært at finde hotellet, selv om det på Google så ud til at ligge lige ved indkørslen til byen. Men i virkelighedens verden viser det sig, at de veje Google har anvist er ensrettede i modsat retning. Vi skal have lokal hjælp, og langt om længe – ved hjælp af en taxa-chauffør og et par unge fyre i motorcykel – bliver vi guidet gennem nogle smalle gyder frem til hotellet, hvor vi får parkeret bilerne og checket ind. En noget selvbestaltet guide er meget aktiv med at hjælpe os, og vi tror, han er tilknyttet hotellet. Men det viser han sig ikke at være. Så da hotelfolkene tager over, så viser det sig, at vi slet ikke kan parkere ved hotellet. Så må Palle, Jørgen og Erling afsted til et parkeringshus med bilerne. Imens bliver vi piger på hotellet og nyder livet og stemningen. Her er masser af liv. Hotellet er et firlænget byggeri med en stor åben gård i midten, og i gårdmiljøet er en cafe, hvor især mange lokale kvinder mødes og drikker te og spiser store konditorkager.
Der går næsten 2 timer før drengene er tilbage og de er fuldstændig udmattede. Turen gennem byen til parkeringshuset af smalle gyder i kaotisk trafik havde været et sandt mareridt. Hotellet portier var kørt forrest i hotelbilen. Da de endelig nåede frem til parkeringshuset viste det sig, at de var blevet ført til udkørslen i stedet for indkørslen. Så på den igen, gennem flere smalle gyder og kaotisk trafik når de frem til indkørslen og bliver så dirigeret op på 7. etage af en smal opkørsel med masser af bump på vejen.

Efter et bad er det tid til at gå ud og få lidt at spise. Men det viser sig også vanskeligt at finde en ordentlig restaurant. Vi ender med at få lidt brød og kebab i en kælderrestaurant, hvor vi er de eneste gæster. Vi når at se så meget af byen og bazaren at vi tænker, at Zanjan er et sted, det er værd at vende tilbage til.
Næste morgen er vi tidligt oppe. Vi skal ud af byen inden et nyt trafikkaos er over os.

Kl. 8.30 kører Palle, Jørgen og Erling med hotelportien til parkeringshuset, bilerne kommer tilbage til hotellet, vi får pakket og der bliver taget de obligatoriske billeder af biler, hotelpersonale og os, og så er vi afsted.

Fra Zanjan til Rasht

Vi har en lang tur foran os. Ramin har foreslået, at vi kører til Teheran og overnatter på et hotel der, så kan vi kører sammen med dem til Namak Abrood dagen efter. Men vi holder fast i, at vi vil køre op til Det Kaspiske Hav og den vej op til Namak Abrood. På kortet og Google kan vi se en genvej, så der er ca 150 km til Rasht, hvor ca 50 km er op over et bjerg. Men på hotellet siger de, at den vej kan vi ikke køre, det er en stejl bjergvej, der ikke egner Sig til vores biler. Det lytter vi til. I stedet tager vi motorvejen til Qazvin og derfra hovedvejen op til Rasht. De første 150 km på motorvej glider ret kvikt, vi er i Qazvin omkring kl. 13.00. Efter en kort pause starter vi på det, vi tror er en lang kravletur op over bjergene, men det viser sig at være en lang nedkørsel. Over 50 km kører vi fra 1600 m højde til ca 30 m o.h. ned mod Det Kaspiske Hav. Undervejs passerer vi en opdæmmet sø og et stort dæmningsanlæg. De sidste ca. 100 km kører vi i en smuk floddal omgivet af høje bjerge.

Hotellet i Rasht har vi valgt med større omhu i forhold til parkering. Det hedder Kadus Grand Hotel, det ligger på en hovedfærdselsårer centralt i byen og der er gode parkeringsforhold. Det er et 5-stjernet hotel med portierer i liberi, krystallysekroner og hyggepianist, der spiller Chopin. Ren kolonistil og en helt anderledes stemning end i Karavanseriet i Zanjan. Her er ikke reserveret værelser til på forhånd, men vi får et dobbeltværelse og en suite med to værelser. Prisen er 4,8 mill Real pr. par, det svare med dagskursen til 250 DKK.

Langs der Kaspiske hav til Namak Abrood

Næste dag kører vi fra Ratch til Namak Abrood, en stor del af vejen langs kystlinjen ved Det Kaspiske Hav. En let og romantisk tur på 170 km tror vi. Men det viser sig at være 170 km lang og enerverende bykørsel i kaotisk trafik med kun et enkelt eller to havkig undervejs.
Vi ankommer til Namak Abrood omkring kl. 15.00 og samtidigt med de klassiske biler fra Teheran. Det er et flot og imponerende syn. Der er 65 biler med i løbet “Teheran – Caspic Sea”, og de har kørt 475 km på 5 timer. Så selv om deres tur også har været mest ned ad bakke, så er vi glade for, at vi ikke skulle med på den tur.

Vi får en varm velkomst i Namak Abrood. Det klassiske løb har fuld pressedækning, så vi bliver interviewet flere gange. Men spørgsmålet vi mest skal svare på lyder “hvad synes i om Iran”.

 

Read More...