Verdens ældste guldfund er gjort i Varna
23. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Verdens ældste guldfund er gjort i Varna
Typisk landsby langs landevej i Rumænien
Hjemmeslagterne i Rumænien
Inden vi forlod Rumænien blev det tydeligt at julen stod for døren. Især på det sidste stykke vej fra Bukarest til grænsebyen Giurgiu, blev der i vejsiden foran næsten hvert hus slagtet gris til salg, i de stykker man kunne ønske.
Det var tydeligt, at vi helst ikke skulle fotografere, så det blev kun til et par billeder, der hvor det var OK. Men antallet af husslagtninger var vel halvtreds på et ret kort stykke vej. Det var tydeligt, at det var her man kørte hen for at få sit grisekød til julen.
Super veje i Bulgarien
I Rumænien tilbragte vi rigtig mange km på ualmindelig dårlige veje. Så snart vi Krydsede Donau og kom til Bulgarien blev kørslen ren limousine cruising. Super velanlagte veje gennem et storladent landskab med store landbrugsarealer så langt øjet rakte. Det var markant anderledes end det meget fattige Rumænien.
Broen over Donau ved grænseovergangen mellem Rumænien og Bulgarien, med fuld aktivitet på den Bulgarske side
Indgangsparti til museet i Varna
Varna ved Sortehavet
Turen er gået til Varna Ved Sortehavet. I Varna området er gjort fund af menneskelig aktivitet, der går mere end 100.000 år tilbage. Det er også stedet, hvor de ældste guldfund i verden er gjort. Begravelser med ualmindelig rige guldfund, der er fra 5000 år før vor tidsregning, er udstillet på det meget besøgsværdige museum for arkæologi i Varna. Museet har en meget flot og stor samling af de rige fund, der er gjort, dækkende en lang historisk udvikling over stenalder, kobber og bronzealdrene.
Videre den blomstrende periode som græsk bystat med immigration fra Millet (nu Tyrkiet), over den romerske tid og videre til Byzantinsk og Osmannisk tid. Den græske bystat Millet, der grundlagde Varna som havneby ca. 500 BC så vi en model af på Museet i Berlin. Den ligger på den tyrkiske Agæerhavskyst, lidt syd for Ismir.
Model af byen Millet (Milas) i Lilleasien, som den så ud i den romerske periode omkring år 100 e.v.t. Pergamonmuseet, Berlin
Kristendommen kom tidligt til Varna. Allerede i det første århundrede etableret af apostelen St. Andrew, men først rigtig godkendt da romerne accepterede og bekendte sig hertil i 300 tallet.
Storheden fik en brat afslutning i 614 da Avarer og Slavere indtog og brændte byen. Der var til da 14 store basilikaer og et rigt græsk/romersk/byzantinsk liv.
Byen ”genopstår” i 800 tallet under det første Bulgarske kongerige og får igen sin store betydning som havneby. Men der er også mål for først byzantinerne og siden tyrkerne, der fuldstændig satte sig på Bulgarien i 1393 og udsatte befolkningen for stor undertrykkelse igennem 500 år.
Først efter den Russisk-Tyrkiske krig i 1878-79 får Varna sin frihed igen som en del af Bulgarien.
I dag har Varna over 300.000 indbyggere og et yndet feriested. Vi ser frem til nogle spændende dage her.
Käthe-Kollwitz-Museum Berlin
17. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Käthe-Kollwitz-Museum Berlin
Når man er i Tyskland bliver man hele tiden mindet om krigens konsekvenser. Død, sorg, ødelæggelse og genopbygning. Käthe Kollwitz museet er ingen undtagelse. Det er et billede fra min fars kunstsamling, der har vagt vores interesse for Käthe Kollwiz. Hun er en af de bedst promoverede kvindelige kunstnere fra førstehalvdel af 19’tallet og hendes værker bobler af energi, indignation og vilje til forandring af vilkårene for ikke mindst kvinderne i den arbejderklasse, hun solidariserer sig med. Min fars billede viser sig at være en reproduktion af et af hendes sene værker. Titlen er Arbejderfamilie, det er fra 1935.
Arbejderfamilie Käthe Kollwitz, 1935
Selv voksede hun op (født i 1867) i Königsberg i Østpreussen (det nuværende Kalinengrad ), hvor hun levede de første 20 år af sit liv. Fra 1985 -90 uddanner hun sig som kunstner i Berlin og München. Hun bliver efter 6 års forlovelse i 1891 gift med en af sine brødres kammerater, Konrad Kollwitz, da han er færdiguddannet som læge.
De bosætter sig i Berlin, hvor han etablerer sig som læge i et af Berlins arbejderkvarterer. De får to sønner Hans (1892) og Peter (1896). Det er i Berlin at hendes indignation over arbejderklassens vilkår vækkes og hendes tidlige værker tjener som formål at gøre opmærksom på arbejderklassen – og ikke mindst kvindernes – håbløse situation, og at rejse penge til at skabe forbedringer for almindelige mennesker. Hendes mand er politisk aktiv i arbejderbevægelsen inden for rammerne af SPD.
Ved udbruddet af første verdenskrig i 1914 hilser hun, som de fleste andre i Berlin krigen velkommen. Endelig kommer man af med den elendige fred er folkestemningens mantra. Hendes søn Peter melder sig 18 år gammel til frivillig krigstjeneste. Tre måneder senere er han død ved Vest fronten.
Det tab forandrer Käthe Kollwitz syn på krig og efter 1914 er det fredsarbejde, der er drivkraften i hendes værker. I 1919 (52 år gammel) bliver hun medlem af Det preussiske kunstakademi i Berlin. I 1919/ 20 producerer hun en række værker til minde om Karl Liebknecht og Rosa Luxembourg, der begge bliver skudt i en arbejderopstand i Berlin. Derefter laver hun en serie træsnit med titlen krig og proletariat.
1928 bliver hun leder af en masterklasse i grafisk kunst på akademiet. Fem år senere i 1933 kommer Nazisterne til magten i Berlin og hun mister sin stilling på akademiet. Tre år senere får hun forbud mod at udstille og hendes værker fjernes fra museer og gallerier. I 1940 dør hendes mand og i 1943 bombes det hus i Berlin, hvor hun har boet i 52 år.
På invitation af Prins Ernst Heinrich af Saxony bor hun de sidste små 2 år af sit liv på Moritzburg nær Dresden. Hun dør 22. April 1945, kort før anden verdenskrigs afslutning.
Hendes søn Hans, der som faren er uddannet læge, og som ligeledes har mistet en søn i anden verdenskrig, dedikerer efter krigen resten af sit liv til at promovere moderen og hendes kunst, bl.a ved at skabe forbindelse mellem hendes dagbogsnotater og hendes værker.
Man må ikke fotografere på museet.
Erotik i Bronzealderen
16. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Erotik i Bronzealderen
Pergamon Museet i tørdok
Spændende besøg på Pergamonmuseet og Neues museum på Museumsinsel i Berlin. Øen i sig selv er tankevækkende stykke tysklandshistorie. Den har været under ombygning næsten lige siden genforeningen og man forventer først at være færdig med ombygningen i 2020. Lige nu ligger bl.a. Pergamon museet i tørdok. Neues museum er netop genåbnet efter at have været lukket i 70 år. Det blev svært beskadiget under krigen. Neues museum rummer trods navnet den forhistoriske samling og mange smukke fund fra bronzealderen – mest berømt er Nefertitis Buste fra Amarna perioden i Egypten. Vi dvæler mest ved samlingen af bl.a. guld fra Troja. Schliemann, der udgravede Troja, opdagede for sent, at han gravede lige igennem Homers Troja fra omkring 1200 f.v.t. – hvis det altså var det – og han kom ca. 1200 år længere tilbage i tiden – til omkring 2400 f.v.t. Så mange af hans guldfund stammer i virkeligheden fra den tidlig bronzealder.
Schleimann’s kone iført smykker fra Troja
Pergamon museet er bygget til at rumme og genopfører de kæmpe bygningsværket, som tyske arkæologer førte til Tyskland fra Mellemøsten og Lilleasien sidst i 1800’tallet og i begyndelsen af 1900’tallet. Det gælder bl.a. Ishtar porten i Babylon, den by vi kender fra biblen, hvor man ville bygge babelstårnet. Det er også den by Aleksander den store gjorde til hovedstad i sit imperium omkring 330 f.v.t.. Porten er bygget af Nebuchanezzar II (604-562 f.v.t). Det er et imponerende bygningsværk af blåglaserede brændte kakler med borter af margueritter, løver og andre (fabel)dyr. En processionsvej dekoreret med løver – oprindeligt 180 m lang – har ført op til porten. Her har bl.a. guder processioneret, når de ved de årlige festivals er blevet ført fra templerne til byen.
Model af Ishtar porten, der står i den rekonstruerede processionsgang på Pergamon-museet
Genopførsel af indgangsparti til markedspladsen i Miletus (nu Milét i Tyrkiet). Pergamon museet
Endelig er det svært ikke at dvæle ved de små erotiske figurer fra Assyrernes hovedstad Ashur. De er fra samme tid som guldet fra Troja, den tidlige bronzealder.
Små erotiske figurer i Bronze fra Ashur (nuværende Iraq) ca. 2400 f.v.t
Trykform og aftryk i ler af erotisk situation fra Ashur (nuværende Iraq) ca. 2400 f.v.t.
Berlin, Berlin, Berlin
14. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Berlin, Berlin, Berlin
Foto: aftentur til Kurfürstendam
Så er vi af sted i den grå Laguna, vi starter med tre overnatninger i Berlin og besøg på museumsøen.
Museumsøen (Museumsinsel) ligger på en Ø i Spreefloden, og her er storslåede antikke samlinger fra Rom, Grækenland, Egypten og Lilleasien. Men vi vil også kigge lidt på den forhistoriske samling, og se, om vi kan blive klogere på Aunjetitz-kulturen. Det er et kulturfolk, der boede langs Oderfloden, og som Danmark havde mange handelsrelationer til i den tidlige bronzealder. Tidsmæssigt er det lidt før eller samtidigt med Hittitterriget på den Anatolske højslette.
Oder Neisse grænsen
Oderfloder danner i dag sammen med Neissefloden grænsen mellem Tyskland og Polen. Det har den de facto gjort siden 1945. Efter anden verdenskrig blev Preussen splittet op i fire zoner og derefter udraderet. Østpreussen blev delt mellem Rusland (nu Kaliningrad) og Litauen, Polen fik en stor bid af Vestpreussen, som kompensation for, at Rusland fik en god bid af Østpolen. Jeg husker skiltene, der stod lang motorvejene, da jeg som barn kørte med mine forældre gennem Vesttyskland. Deutchland – niemal dreigeteilt – stod der, og så var der et kort med Vesttyskland, Østtyskland, Oder Neisse grænsen og en god bid af Polen.
Vesttyskland anerkendte først Oder Neisse grænsen i 1990’erne i forbindelse med forhandlingerne af genforeningen af de to Tysklande en endelig fredstraktat mellem de fire allierede USA, England, Frankrig og Rusland og de to tysklande. Anerkendelsen af Oder Neissegrænsen var altså den pris, Vesttyskland måtte betale for genforeninger. Mine damer og herrer, det er kun 23 år siden, at der blev indgået en fredsaftale efter 2. Verdenskrig. Siden har vi haft Balkankrigen og nu brænder det på i Ukraine.
Vi kan ikke løbe fra fortiden, den er altid, som en skygge, i hælene på os. Vi kan kun prøve at begribe den.
Turen nu
Der er gået mange tanker gennem hovedet de sidste dage. Vi har forberedt denne tur i rigtig lang tid, og afrejsen er trukket ud, fordi færdiggørelsen af den grønne Y trak ud. Min mors bækkenbrud fik korthuset til at vakle. Selv om Y’eren var synet, så ville der gå yderligere tid med at få papirerne på den i orden, fordi den aldrig har kørt i Danmark. Onsdag var vi i gang med at bestille flybilletter og leje bil. Vi fik melding om, at min mor var i gang med genoptræning. Min søster som bor i Frankrig kommer hjem til jul, og hun vil tage tørnen med at undersøge plejehjemsmuligheder, når genoptræningen er på plads. Så siger Palle ”Hvorfor pakker vi ikke Lagunaen”. Men den er vi hurtigt ude af døren og om nødvendigt hurtigt hjemme igen. Fredag pakkede vi, lørdag var vi rundt med julehilsner og søndag morgen kl. 9.00 tog vi færgen Bøjden- Fynshav. Nu er vi i Berlin. Den 5. Januar får vi følgeskab af Mette og Kirsten i Istanbul. Det glæder vi os til.