Broerne står i vand og skyerne trækker sig sammen
30. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Broerne står i vand og skyerne trækker sig sammen
Hellespont
I dag er vi kørt fra Edirne til den halvø, der danner indsejlingen fra Ægæerhavet til Marmarerhavet og videre til Sortehavet. Vi er stadig i den europæiske del af Tyrkiet – i gammelt thrakisk land, men ikke længere fra Asien-siden, end at det ifølge legenden om Hero og Leander er muligt at svømme over det smalle stræde.
Hellespont eller Dardanellerne hedder strædet og halvøen hedder i dag Gallipoli på engelsk eller Gelibolu på tyrkisk. I Thrakiernes tid hed den Chersonese. Byen vi bor i hed dengang Callipolis, nu hedder den det samme som halvøen, Gelibolu. Mange dramatiske begivenheder har udspillet sig på denne halvø gennem historien, og alle de fortællinger bliver der god tid til at skrive om, for vi har lejet os ind på et lille hotel her for 4 nætter.
Men denne blog skal handle om vores indtryk af Tyrkiet nu og her og lidt om vejret og en vejrudsigt der lyder på storm.
Indtryk fra Edirne
Det første indtryk, da vi kørte ind i Edirne var, at vi er kommet til en anden verden. De mange ældre kvinder med tørklæder og i lange løshængende gevandter, der dækker over kroppe, der har født alt for mange børn. Trafikalt kaos i alt for smalle gader, små åbne butikker og byhuse i forfald. Ind i mellem bilerne en hestekærre eller en morlille, der samler affald i en sækkevogn på størrelse med en telefonboks.
Kvinder i kø på posthuset i Edirne. Vor tids brønd?
Nyt og gammels mødes
Men da vi først var installeret på hotellet og gik en tur ned i gågaderne, så var kaos forvandlet til orden, butikkerne var med udstillingsvinduer, der var fine caféer, springvand og fontæner og kvinderne var unge og smarte og med udslået hår. Sagt med andre ord: en stor, moderne og købedygtig middelklasse.
På anden dagen i Edirne fulgte vi guidebogens anbefaling og gik en tur langs Tunca-floden for at se på gamle broer. Det var silende regn og da vi nåede til det sted, hvor broturen skulle tage sin begyndelse, kunne vi ikke se andet end vand. Da vi spurgte om vej, blev vi inviteret på te hos en tysktalende Tyrker. Han bor nu i Tyskland, men har et lille hus ved bredden af Tunca-floden, hvor han tager hen, når han holder ferie. Til daglig bor hans bror eller andre bekendte i huset. Han fortalte os, at floden var gået over sine bredder, det var en ren katastrofe. Og de gamle broer var lukket for biltrafik af samme grund. Men vi kunne nok gå derhen og tage et par billeder. ”Men pas på sigøjnerne”, formanede han, ”det er scheise Leute”.
”Der er en hel lejr af dem deroppe”, peger han, ”der bor også nogen af dem her nede, men de er OK”.
Således formanet går vi videre og når det dige, der er anlagt som værn og gangsti langs floden.
Og ganske rigtigt står broerne i vand til halsen og de fleste af dem er det umuligt at passere i en bil. Fra diget er der udsigt til to sider. Til højre flyder den udbredte flod, til venstre ligger byens slumkvarterer. Som i en favela klumper folk sig sammen i faldefærdige skure i byens udkant.
Da vi kommer ud til bilen i morges er der sne og is på ruden og temperaturen er under frysepunktet. Vejrer er køligt men klart.
På vej ud af byen ser vi, hvordan nye bydele skyder op på den anden side af floden. Tyrkiets byer udvikler sig som andre byer i verden. Det gamle forfalder, nyt bliver bygget til at huse en voksende middelklasse. De fattigste klumper sig sammen i de faldefærdige bygninger, indtil man langsomt får saneret bykernen, så den igen bliver attraktiv at bo i – nu for de mest velstående.
Optræk til snestorm
Vi havde tænkt os på vejen at stikke forbi udgravningerne af en græsk/ romersk ruinby, der i dag hedder Enez og som ligger på den Græsk/ Tyrkiske grænse helt ude ved Ægæerhavet. Men undervejs bliver det koldere, mere blæsende og det begynder at sne. Så vi bliver bange for at blive fanget langt ude i ødemarken i en snestorm. Heldigvis vælger vi at køre direkte til hotellet i Gelibolu. For det er virkelig blæst op og der er masser af sne i luften, så det er godt at være inden døre.
Hotel Galipoli Konukeri
Thrakisk konge gjorde oprør mod Alexander den Store
29. december 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Thrakisk konge gjorde oprør mod Alexander den Store
Edirnes historie
Edirne ligger tæt ved den græske og bulgarske grænse og har i gennem historien været en strategisk vigtig by.
”The Rough Guide to Turkey” skriver at der altid har været bosættelse her på dette sted. På museet i Edirne kan vi læse, at Thrakierne har boet i området siden den neolitiske kultur ca. 10.000 f.v.t. og at området har været et vigtigt bindeled mellem de indoeuropæiske kulturer i øst og vest, ikke mindst i den periode, hvor man gik fra overvejende at være nomader til gradvist at blive bofaste.
Bronzealderen
I bronzealderen udvikles de første byer, bystater og stater i Anatolien, er Thrakierne et af de første europæiske folkeslag, der udvikler en særlig kulturel identitet, og derigennem afgrænser sig fra de omliggende kulturer. Den del af de Thrakiske stammer, der levede tættest på Anatolien havde tætte kontakter dertil og var influeret at de første bondekulturer her, mens Thrakierne længere mod nord i højere grad fortsatte deres nomadetilværelse.
Thrakierne udvikler sig i 700’tallet f.v.t. til et rytterfolk
I overgangen fra bronzealder til jernalder kom der flere indvandrende folkeslag nordfra til Thrakien, hvor de bosatte sig i nogenlunde fredelig sameksistens med Thrakierne. Det første egentlige anslag mod Thrakierne kom, da den Persiske kong Dareios invaderede landet i 513 f.v.t. på vej mod Bosporus-strædet. Thrakerne kom under Persisk dominans indtil Tzar Ter den 1. (480 – 464) fik etableret et stærkt Odrysisk kongedømme.
Seuthes den 3 flytter Thrakiernes hovedstad
Thrakiernes (Odryserne) havde deres hovedstad i Edirne indtil 320 f.v.t. Dengang hed byen Uscudama. Det var Odrysernes konge Seuthes den 3. (330-300), der flyttede hovedstaden fra Uscudama (Ediene) til Seuthopolis (Kazanlak i det nuværende Bulgarien).
Byste af Seuthes den 3. fundet i hans grav
Seuthes den 3. startede sin regeringsperiode, mens Aleksander den 3. den Store herskede i Makedonien. 330 var året, hvor Alexander den Store på sit store felttog havde besejret Perserne og derfor lod sig udråbe til Persernes konge. Men selv om Makedonierne og Odryserne var thrakiske broderfolk (i alt fald ifølge Pavlov) havde Seuthes ikke til sinds uden videre at skulle underkaste sig Makedonerne. Odrysernes modstand mod Makedonernes overherredømme startede ved Phillip den 2. ’s (Alexander den Stores far) død i 336. I forbindelse med tronskiftet, forsøgte mange thrakiske stammer et oprør mod Alexander den Store. Men da først hans kampagne gik i gang (333) støttede mange thrakiske stammer ham med ryttersoldater.
I 325 bliver Alexander den Stores guvernør Zopyrion dræbt i et slag mod Geaterne, en thrakisk stamme, der levede omkring Donau og som aldrig havde underkastet sig Makedonierne. Den uro det skabte, benyttede Seuthes den 3. til en nyt oprør mod Makedonerne. Lysimachus fulgte efter som ny Guvernør i Thrakien, og efter Alexander den stores død i 323 forsøgte Seuthes sig igen med et oprør. Efter mange kampe måtte Seuthes acceptere Lysimachus overherredømme. Lysimachus udråbte sig til Konge over Thrakien og Seuthes valgte at flytte det Odrysiske kongedømme til det centrale Thrakien ( nu Bulgarien) og at etablere en ny hovedstad i Seuthopolis (nu Kazanlak i Bulgarien). Her ligger han begravet, hans grav blev fundet intakt i 2004 sammen med gravene efter en lang række andre Odrysiske konger, heraf en del der var før Seuthes. Stedet kaldes de Thrakiske kongers dal.
Indgang til grav. De Thrakiske kongers dal
Grækere, Romere og Osmanner i Edirne
Edirne fik senere af grækerne navnet Oresteia og senere af romerne navnet Hadrianopolis, den blev udråbt som hovedstad for det romerske Trakien af Kejser Hadrian.
Under romersk herrredømme (hvor Konstantin den Store flytter hovedstaden fra Rom til Konstantinopel (nu Istanbul) forblev byen af stor betydning som en fremskudt base på Balkan.
Så indtog Osmanen Murat den 1. byen i 1361, og gjorde byen til hovedstad i det Osmanniske rige i stedet for Bursa, der ligger syd for Istanbul. Byen fik nu navnet Edirne. Det skete 90 år før det lykkes Ottomanerne ved Mehmet eroberen, at besejre og indtage Konstantinopel/Byzans. Edirne var stedet, hvorfra Mehmet eroberen fik støbt de berømte kanoner, der gjorde det muligt for ham at gennembryde Konstantinopels mure.
I den ældste moske i Edirne, Eski Cami fra 1414 prædiker Imamen stadig med sværd i hånd for at minde muselmænd om, at man må kæmpe for troen. Nogen har fjernet hans hoved på billedet på plakaten , der står uden for moskeen.
Thrakerne hjalp Troja i krigen mod Mykenerne
26. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Thrakerne hjalp Troja i krigen mod Mykenerne
Historie og identitet
Journalist i DR Frank Esmann lavede sidste år en række radioudsendelser om Balkan. I Bulgarien laver han et interview med en bulgarsk forsker, hvor han spørger: Hvorfor gå i så meget op i jeres historie? Forskeren svarer: Fordi det vi har, det er vores historie.
Historien genfortælles
På Balkan foregår der i disse år en genfortælling af historien, der skal bidrage til at forstå sig selv og ”de andre” i et Europa, der ikke er delt i et Øst og et Vest. Magt og kultureliterne på Balkan er i gang at skabe nye fortællinger om national identitet, som befolkningen kan identificere sig med. Historieforskningen spiller en stor rolle i den forbindelse. Men det er vigtig at huske, at historieforskning ikke er en eksakt videnskab. Her er mange muligheder for fortolkning.
Det makedonske spørgsmål
Alexander den 3. den Store siddende på sin Illyriske moders skød. Foto fra Skopje, dec. 2013
Sidste år, på vores tur til Makedonien (FYROM) og Grækenland skrev vi en del om netop dette emne, og John (text) Petersen , der er historiker og som bor i Makedonien (god ven) har efterfølgende på sin blog beskæftiget sig en del med den Makedonske italesættelse af historien. Det store konfliktstof ligger i, at 1/3 af Makedoniens befolkning forstår sig selv som et albansk mindretal, mens majoriteten er i gang med at italesætte sig selv som et Makedonsk folk med rødder direkte tilbage til Alexander den 3. den Store. Albanerne hævder derimod, at de såkaldte Makedoner i virkeligheden er Bulgarer.
På museet i Varna købte jeg er nyligt udgivet bog af en bulgarsk historiker Plamem Pavlov [1], som giver en bulgarsk version af den historie, set med bulgarske øjne.
En bulgarsk synsvinkel på Det makedonske Spørgsmål
Pavlov tager sit udgangspunkt i det indoeuropæiske folkeslag, der hedder Thrakerne. Thrakerne er et velbeskrevet folkeslag i den antikke græske historie og der er arkæologiske fund, der bekræfter Thrakerenes tilstedeværelse omkring Donau – fra Orchid søen i vest (nuværende Makedonien) til Djepr floden (løber gennem Kiev i Ukraine) i øst, fra Karpaterne i Nord og Aegærerhavet og Thessalien i syd tilbage fra ca. 2500 f.v.t (d.v.s. samtidig med Hittitterne på den Anatolske højslette, der også var et indoeuropæisk folk).
Palle ved Orchid søen, nov. 2013
Trakiernes historie
Ifølge Pavlov beskriver Herodot (ca. 450 f.v.t.) Thrakanerne som det folkerigeste folk (i verden) efter Inderne. I Homer’s Illiaden omtale s Thrakierne som en af Trojas allierede, og at den thrakiske Tzar Rez deltog i krigen på Trojas side. På samme tid blev der grundlagt et Thrakisk kongerige i Lilleasien.
Model af Homer’s Troja. Foto fra Puskinmuseet i Moskva, sept. 2014
Pavlov forstår Thrakerne som en ”samlebetegnelse” for en lang række indoeuropæiske stammefolk med fælles kulturelle rødder – et fælles etnos, på samme måde, som vi senere har Germanere som en samlebetegnelse for mange (også indoeuropæiske) stammer i det nordvestlige Europa med meget beslægtede sprog og vaner. De Thrakiske folk etablerede sig i mindre kongedømmer, på samme måde som Germanerne også gjorde det.
Model af stridsvogn fra Sortehavet ca. 600 f.v.t. Puskinmuseet i Moskva, sept. 2014
På Herodots tid var det mest betydende af kongerigerne Odrysae, hvorfra man kender en række navngivne og betydningsfulde konger, startende med Ter den 1. (480-464 BC).
Men ud over Odrysea nævner Pavlov kongeriget Getae og ikke mindst Makedonien som betydningsfulde thrakiske kongedømmer.
Mellem linjerne kan man læse, at Makedonerne og Odryserne konkurrerede om overherredømmet over de Thrakiske territorier, der på dette tidspunkt rakte fra adriaterhavskysten (Illyrien, nu Albanien) over hele det nordlige Balkan til Ægæerhavets Lilleasienskyst. Som bekendt blev det Makedonierne, der gik af med sejren. Stort set alle Thrakierne blev samlet i et rige under Phillip den 2. far til Aleksander den 3. den Store. Kun nogle getaesiske stammer nord for Donau (nuværende Rumænien) forblev selvstændige.
Pavlov skriver om Makedonerne at de var de mest Helleniserede af de thrakiske folk, med at de gamle grækere aldrig ophørte med at omtale dem som andet end barbarer. Alexander den 3. den Stores erobringstogt fik – stadig ifølge Pavlov – stor betydning for alle Thrakiske folk. Forestillingen om en hegemonisk verdensorden omfattende alle kendte klassiske kulturer under et Hellenistisk militær – bureaukratisk oligarki sammen med indflydelsen fra de gamle civilisationer i Øst (ex. Persien) fik blivende betydning i både Makedonien og i de andre Thrakiske samfund. En undtagelse var de getanske stammer nord for Donau, der senere er kendt som Dacians (Rumænere).
Efter Alexander den 3. den Store’s død opdeles hans rige mellem hans generaler og Lysimarcus bliver hersker over det meste af Balkan.
[1] Pavlov, Plamen; Bulgaria and the Bulgarians, a brief histoty, Borina Publishing house, Second edition, 2013