Käthe-Kollwitz-Museum Berlin
17. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Käthe-Kollwitz-Museum Berlin
Når man er i Tyskland bliver man hele tiden mindet om krigens konsekvenser. Død, sorg, ødelæggelse og genopbygning. Käthe Kollwitz museet er ingen undtagelse. Det er et billede fra min fars kunstsamling, der har vagt vores interesse for Käthe Kollwiz. Hun er en af de bedst promoverede kvindelige kunstnere fra førstehalvdel af 19’tallet og hendes værker bobler af energi, indignation og vilje til forandring af vilkårene for ikke mindst kvinderne i den arbejderklasse, hun solidariserer sig med. Min fars billede viser sig at være en reproduktion af et af hendes sene værker. Titlen er Arbejderfamilie, det er fra 1935.
Selv voksede hun op (født i 1867) i Königsberg i Østpreussen (det nuværende Kalinengrad ), hvor hun levede de første 20 år af sit liv. Fra 1985 -90 uddanner hun sig som kunstner i Berlin og München. Hun bliver efter 6 års forlovelse i 1891 gift med en af sine brødres kammerater, Konrad Kollwitz, da han er færdiguddannet som læge.
De bosætter sig i Berlin, hvor han etablerer sig som læge i et af Berlins arbejderkvarterer. De får to sønner Hans (1892) og Peter (1896). Det er i Berlin at hendes indignation over arbejderklassens vilkår vækkes og hendes tidlige værker tjener som formål at gøre opmærksom på arbejderklassen – og ikke mindst kvindernes – håbløse situation, og at rejse penge til at skabe forbedringer for almindelige mennesker. Hendes mand er politisk aktiv i arbejderbevægelsen inden for rammerne af SPD.
Ved udbruddet af første verdenskrig i 1914 hilser hun, som de fleste andre i Berlin krigen velkommen. Endelig kommer man af med den elendige fred er folkestemningens mantra. Hendes søn Peter melder sig 18 år gammel til frivillig krigstjeneste. Tre måneder senere er han død ved Vest fronten.
Det tab forandrer Käthe Kollwitz syn på krig og efter 1914 er det fredsarbejde, der er drivkraften i hendes værker. I 1919 (52 år gammel) bliver hun medlem af Det preussiske kunstakademi i Berlin. I 1919/ 20 producerer hun en række værker til minde om Karl Liebknecht og Rosa Luxembourg, der begge bliver skudt i en arbejderopstand i Berlin. Derefter laver hun en serie træsnit med titlen krig og proletariat.
1928 bliver hun leder af en masterklasse i grafisk kunst på akademiet. Fem år senere i 1933 kommer Nazisterne til magten i Berlin og hun mister sin stilling på akademiet. Tre år senere får hun forbud mod at udstille og hendes værker fjernes fra museer og gallerier. I 1940 dør hendes mand og i 1943 bombes det hus i Berlin, hvor hun har boet i 52 år.
På invitation af Prins Ernst Heinrich af Saxony bor hun de sidste små 2 år af sit liv på Moritzburg nær Dresden. Hun dør 22. April 1945, kort før anden verdenskrigs afslutning.
Hendes søn Hans, der som faren er uddannet læge, og som ligeledes har mistet en søn i anden verdenskrig, dedikerer efter krigen resten af sit liv til at promovere moderen og hendes kunst, bl.a ved at skabe forbindelse mellem hendes dagbogsnotater og hendes værker.
Man må ikke fotografere på museet.
Erotik i Bronzealderen
16. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Erotik i Bronzealderen
Spændende besøg på Pergamonmuseet og Neues museum på Museumsinsel i Berlin. Øen i sig selv er tankevækkende stykke tysklandshistorie. Den har været under ombygning næsten lige siden genforeningen og man forventer først at være færdig med ombygningen i 2020. Lige nu ligger bl.a. Pergamon museet i tørdok. Neues museum er netop genåbnet efter at have været lukket i 70 år. Det blev svært beskadiget under krigen. Neues museum rummer trods navnet den forhistoriske samling og mange smukke fund fra bronzealderen – mest berømt er Nefertitis Buste fra Amarna perioden i Egypten. Vi dvæler mest ved samlingen af bl.a. guld fra Troja. Schliemann, der udgravede Troja, opdagede for sent, at han gravede lige igennem Homers Troja fra omkring 1200 f.v.t. – hvis det altså var det – og han kom ca. 1200 år længere tilbage i tiden – til omkring 2400 f.v.t. Så mange af hans guldfund stammer i virkeligheden fra den tidlig bronzealder.
Pergamon museet er bygget til at rumme og genopfører de kæmpe bygningsværket, som tyske arkæologer førte til Tyskland fra Mellemøsten og Lilleasien sidst i 1800’tallet og i begyndelsen af 1900’tallet. Det gælder bl.a. Ishtar porten i Babylon, den by vi kender fra biblen, hvor man ville bygge babelstårnet. Det er også den by Aleksander den store gjorde til hovedstad i sit imperium omkring 330 f.v.t.. Porten er bygget af Nebuchanezzar II (604-562 f.v.t). Det er et imponerende bygningsværk af blåglaserede brændte kakler med borter af margueritter, løver og andre (fabel)dyr. En processionsvej dekoreret med løver – oprindeligt 180 m lang – har ført op til porten. Her har bl.a. guder processioneret, når de ved de årlige festivals er blevet ført fra templerne til byen.
Endelig er det svært ikke at dvæle ved de små erotiske figurer fra Assyrernes hovedstad Ashur. De er fra samme tid som guldet fra Troja, den tidlige bronzealder.
Berlin, Berlin, Berlin
14. december 2014 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Berlin, Berlin, Berlin
Foto: aftentur til Kurfürstendam
Så er vi af sted i den grå Laguna, vi starter med tre overnatninger i Berlin og besøg på museumsøen.
Museumsøen (Museumsinsel) ligger på en Ø i Spreefloden, og her er storslåede antikke samlinger fra Rom, Grækenland, Egypten og Lilleasien. Men vi vil også kigge lidt på den forhistoriske samling, og se, om vi kan blive klogere på Aunjetitz-kulturen. Det er et kulturfolk, der boede langs Oderfloden, og som Danmark havde mange handelsrelationer til i den tidlige bronzealder. Tidsmæssigt er det lidt før eller samtidigt med Hittitterriget på den Anatolske højslette.
Oder Neisse grænsen
Oderfloder danner i dag sammen med Neissefloden grænsen mellem Tyskland og Polen. Det har den de facto gjort siden 1945. Efter anden verdenskrig blev Preussen splittet op i fire zoner og derefter udraderet. Østpreussen blev delt mellem Rusland (nu Kaliningrad) og Litauen, Polen fik en stor bid af Vestpreussen, som kompensation for, at Rusland fik en god bid af Østpolen. Jeg husker skiltene, der stod lang motorvejene, da jeg som barn kørte med mine forældre gennem Vesttyskland. Deutchland – niemal dreigeteilt – stod der, og så var der et kort med Vesttyskland, Østtyskland, Oder Neisse grænsen og en god bid af Polen.
Vesttyskland anerkendte først Oder Neisse grænsen i 1990’erne i forbindelse med forhandlingerne af genforeningen af de to Tysklande en endelig fredstraktat mellem de fire allierede USA, England, Frankrig og Rusland og de to tysklande. Anerkendelsen af Oder Neissegrænsen var altså den pris, Vesttyskland måtte betale for genforeninger. Mine damer og herrer, det er kun 23 år siden, at der blev indgået en fredsaftale efter 2. Verdenskrig. Siden har vi haft Balkankrigen og nu brænder det på i Ukraine.
Vi kan ikke løbe fra fortiden, den er altid, som en skygge, i hælene på os. Vi kan kun prøve at begribe den.
Turen nu
Der er gået mange tanker gennem hovedet de sidste dage. Vi har forberedt denne tur i rigtig lang tid, og afrejsen er trukket ud, fordi færdiggørelsen af den grønne Y trak ud. Min mors bækkenbrud fik korthuset til at vakle. Selv om Y’eren var synet, så ville der gå yderligere tid med at få papirerne på den i orden, fordi den aldrig har kørt i Danmark. Onsdag var vi i gang med at bestille flybilletter og leje bil. Vi fik melding om, at min mor var i gang med genoptræning. Min søster som bor i Frankrig kommer hjem til jul, og hun vil tage tørnen med at undersøge plejehjemsmuligheder, når genoptræningen er på plads. Så siger Palle ”Hvorfor pakker vi ikke Lagunaen”. Men den er vi hurtigt ude af døren og om nødvendigt hurtigt hjemme igen. Fredag pakkede vi, lørdag var vi rundt med julehilsner og søndag morgen kl. 9.00 tog vi færgen Bøjden- Fynshav. Nu er vi i Berlin. Den 5. Januar får vi følgeskab af Mette og Kirsten i Istanbul. Det glæder vi os til.
Plan B
10. december 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Plan B
Nysynet
Det er den 10. december og bilen er synet og stort set køreklar. Det var i februar 2009 at vi lånte en transporter og kørte til Nordjylland. Med hjem havde vi et chassis, en karosse, løse døre uden vinduer og en masse papkasser med løsdele. 25.000 kr gav vi dengang. Der var nogen i England, der havde lavet et stort stykke arbejde med at svejse karosseriet og med at fremskaffe alverdens dele, og de lå – meget af det nyforkromet – fint og systematisk pakket i plastikposer og gamle aviser. Frank Neumann er MG-klubbens MGY mand. Han havde hentet bil og dele i England og fået den fortoldet ved ankomsten. Det var i 1991. Men efter 17 år opgav han projektet, købte en ny restaureret model i stedet. Og så solgte han papkassemodellen til os.
Sådan startede det
Vi havde allerede en Y’er, da vi købte papkasseprojektet. En Marone (kastanjerød) fint restaureret bil, der er meget originalt istandsat. Den er kørende, men ikke egnet til langfart. Derfor undfangedes idéen, at man kunne gå i gang med at istandsætte en fra bunden, så der var egnet til langfart. En tur af Silkevejen til Kina var drømmen. Langsomt modnedes planen om at sætte en gammel Y i stand. Og den blev forstærket, da Jørgen Hanson sagde, at vi kunne få et vrag, han havde stående.
Vi fik hentet Jørgens vrag, men opgaven syntes uoverstigelig. Palle ringede til Frank Neumann, og så var det vi fik tilbudt papkassemodellen.
Projektet var næppe lykkedes uden de tre modeller. Den færdige model havde hele tiden svar på, hvordan det skulle komme til at se ud. Og den afpillede model kunne fortælle, hvordan stilladset var konstrueret. Detaljer vi ikke kunne se på den færdige model, det kunne vi studere på den afpillede. Og derudover har den afpillede model leveret vitale dele, der ikke længere er i handel. Frank Neumann sagde, da vi købte papkassebilen, at der var nok 90% af delene. Det holder nok meget godt. De resterende dele er købt hos Moss i England, Lars Bonnevie ved Ringe og enkelte andre steder. Lad være med at spørge, hvad bilen har kostet os. Vi ved det ikke.
Plan B
Selv om bilen er synet, så er vi ikke ved at pakke bilen og drøne sydpå. Palle skrev således i en mail forleden:
Hej alle jer der nok forventede at Rikke og jeg var taget afsted. Det var vi også næsten i sidste uge, men et uheld i huset hos Rikke mor har betydet at vi har måttet bruge en rum tid på at hjælpe hende på hospital og fra hjem til plejehjem. Hun var faldet og brækket bækkenet 3 steder. Ja sådan kan det gå. Så hun kan ikke vende tilbage til sit hus og det indebærer jo altid en masse praktisk der skal ordnes og omsorg der skal tages hensyn til.Så vi væbner os med tålmodighed og ser hvad plan B kan indeholde.Måske er det fly til Istanbul, da vi har sat to af vore venner stævnemøde der i beg. af det nye år. Så det vil vi holde fast ved.Skulle Rikkes mor ikke klare al den omvæltning, så der det også lidt hurtigere at finde et fly hjem igen end at skulle vende vognen og køre den lange vej.Men I hører nyt om realisering af planerne.Mange hilsnerGo jul og kom godt ind i det nye år.Fra Palle og Rikke
Sådan kan små uheld vende op og ned på planer
Rejse i Indien 2013
10. december 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Rejse i Indien 2013
Jeg har nu genetableret rejseblogger fra Indien i 2013 under siden tidligere rejser.
Her kan man læse om vores besøg i Santiniketan (fredens hus) nord for Kolkata i West Bengalen og Mitraniketan (vennernes hus) i Kerala.
Begge skolesamfund grundlagt på skoletanker af Rabindranath Tagore og andre reformpædagogiske kræfter.
Der er også en længere diskussion af Tribal-begrebet, som fylder meget i den indiske selvforståelse. Det er et begreb – eller fænomen om man vil – der er væsenforskellig fra vores almindelige forståelse af begrebet kasteløs og som jeg har brugt meget tid på at diskutere med mine indiske venner.
1. december
1. december 2014 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til 1. december
Første december er en særlig dag, der indvarsler både vinter og mørke og jul og hygge. I Delfi var det dagen, hvor Apollon (1) tog tre måneder fri fra opsynet med orakelarbejdet og overlod løjerne til vinguden Dionysos.
Bilen
Bilen er nu kørende, men den mangler stadig at blive synet. Lige nu er den hos den lokale mekaniker, for at få udskiftet pakningen mellem manifold og motor, der ved første testkørsel viste sig at være utæt. Ellers mangel der efterhånden kun detaljer – set i det store projekts perspektiv: sidespejle, vinduesviskere, el til varmeapparatet, montering af vandmåler, justering af lygter og bremser og et par indvendige lister hist og her.
Der har været op og nedture omkring bilen siden sidste blogindlæg. Men vi er stadige optimister, den skal nok blive klar, hvis vi vil det. En ting er sikkert, det ligger ikke til os at give op. Viljen er altid stærkere end krisestemningen. Og nu er målet lige inden for rækkevidde.
Men når man sætter sig ind i den Laguna, der starter uden et kny, har alt den komfort man kan ønske (incl. sædevarme) og som let kan repareres på et autoriseret Renault-værksted overalt på ruten, så dukker den kætterske tanke op “hvorfor kører vi ikke bare i den”.
Ud over komfort og service, så har den en kæmpefordel, som vi altid tidligere har vægtet på rejser: den er diskret. Den falder lige ind i bybilledet, hvor den kommer frem, uden at påkalde sig nogen former for opmærksomhed. Grøn Y vil ses, og vi vil være lette spore og at følge, hvis nogen ønsker det. Forleden nærlæste vi udenrigsministeriets anbefalinger vedrørende rejser til Tyrkiet. Og man må se i øjnene, at der i verden og især mellemøsten ikke er så fredelig, som der var bare for et år siden. Hadet og forråelsens kurve er for opadgående, og den rækker ifølge udenrigsministeriet også sine arme ind i Tyrkiet. Vi kan ikke være sikre på kun at blive opfattet som spændende rejsende, som vi blev det i 1980’erne, da vi krydsede Algeriet gennem Sahara. Vi kan møde folk, der vil se på os som repræsentanter for vestlig arrogance og dekadence.
Ser man kun på verden gennem nyhedsmediernes briller, så får man fornemmelsen af, at visse ledere i Mellemøsten deler værdier med Djenkis Khan, der ifølge Wikipedia er kendt for citatet:
“Den største lykke er at besejre sine fjender, at jage dem foran sig, frarøve dem deres rigdom, se deres kære badet i tårer, og tage deres koner og døtre i favn.”
1. Apollon (oldgræsk: Ἀπόλλων, latin: Apollo) er lysets og sangens gud i græsk mytologi. Da digtningen er styret af strenge krav til rytme og metrum, er han også mådeholdets og den lysende forstands gud. Han sættes derfor gerne over Dionysos, der var vildskabens og lidenskabernes gud. Apollon er søn af Zeus og Leto og tvillingebror til Artemis/Diana. Han er musisk og festlig, men også krigerisk og hævngerrig.