Indiens kringlede vej ud af fattigdom
13. oktober 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Indiens kringlede vej ud af fattigdom
Som rejsende kan man observere – og nogle gange kan ens observationer kombineres med viden man samler op – fra aviser, fjernsyn, samtaler eller nettet. Tilsammen dannes billeder på nethinden og fortællinger, der forsøger at skabe sammenhæng i det man observerer.
Vi har i alt kørt omkring 500 km t/r i en lejet bil med chauffør, de fleste af dem mod Nordvest til Dholavira, men i dag har vi også været 80 km t/r med syd til Lothal. Og så har vi været rundt i Ahmedabad både i bil (30 km i timen) og til fods (6-7 km i timen).
Vi ser et multikulturelt samfund, vi ser et tolerant samfund og vi ser et samfund med mange sociale lag og store sociale forskelle. For at holde af Indien og af at rejse i dette land er man nødt til at være lidt kaostolerant. For indtrykket er ret kaotisk – men det er nok kun tilsyneladende. For forudsætningen for multikulturel tolerance er et meget regelbundet samfund. Og Indien er fuld af regler – både af juridisk og etisk/ moralsk karakter.
Kystnær vindmøllepark ved Kutch
Vækst og udvikling
Vi ser også en delstat (Gujarat) i rivende udvikling. Overalt bygges der. I området ved Kutch Gulf ud mod det Indiske Ocean (Arabic see), var de i gang med at opsætte en kæmpe park af kystnære vindmøller. Men vi får fortalt, at hovedsatsningen i forhold til vedvarende energi er solceller. Her er fuld sol på himlen ca. 330 dage om året. En anden branche der boomer er byggeindustrien og alle de virksomheder, der følger med et byggeboom vand, sanitet, betonelementer, fliser, vinduer, mineraluld m.v. og dertil transport- og servicesektorerne.
Der investeres også massivt i landbrugssektoren. Vores hotelvært i Dholovira, der også er vicepræsident i landsbyrådet fortæller, at regeringen støtter bønderne med 90% af investeringerne til overrisling på optil 7 ha på de enkelte brug. Det vi ser er store grønne marker overalt: bomuld, ris, majs, durra og andre kornsorter.
Dyr og mennesker
Men Gujarat er traditionelt et nomadeområde, og overalt er der hyrder med kameler, kvæg, får og geder. De går på markerne, på vejene og i byerne. Bare en lille kilometer fra vores hotel her i centrum af Ahmedabad – en by med 6,5 mill indbyggere -, lige ved siden af en benzinstation samles 20-30 stykker kvæg til malkning morgen og aften. Resten af dagen går de rundt i gaderne og holder vegetationen nede.
Noget andet vi synes er særligt er, at der er mange abekolonier i Ahmedbads centrum. De holder formodentligt til i forbindelse med templerne. Aben er lige som koen et helligt dyr i Indien.
Servering på et af de mange nye pure veg motorvejshoteller
Og når vi nu er ved det med dyrene. I den første uge har vi kun fået vegetarisk mad og så mælkeprodukter som yoghurt, kærnemælk og lassi (syrnet mælkedrik tilsat salt eller sukker eller frugt). Vi har kun set kød serveret i det muslimske kvarter i bymidten. Alle de motorvejsrestauranter, vi har spist på har været ”pure veg”. Hinduernes modvilje mod at slå dyr ihjel og at spise kød gør sig stadig gældende – og vores fornemmelse er, at det er i stigende grad.
Fattigdom
I avisen i dag er en artikel, der nok skal skabe røre i det indiske politiske establishment. Indien er faldet fra en 83. til en 97. plads i den globale ”sult”- ranking – blandt klodens 118 udviklingslande. Ifølge artiklen er næsten 39% af børnene i Indien under 5 år fejl eller underernærede. Det er godt nok et fald fra 54,2 % i år 2000, men det er ifølge avisen langt fra godt nok.
Fattigdommen ser vi hver dag og overalt. Rige og fattige bor, arbejder og færdes op og ned af hinanden, der hvor vi har været. Vi bliver ikke overfaldet af tiggere eller handlende, som andre steder vi har været, men vi har hele tiden småpenge på os, der finder vej til tiggende hænder. Og det har de lokale – som vores taxachauffør – også.
Der er et lag i det indiske samfund, der ikke har en bolig. Nogle lever decideret på gaden, ofte af småhandel eller service. Måske har de en vogn, hvor der er varer om dagen og som de sover på om natten, måske en hel familie på en vogn. Andre redder op på gaden og lægger sig til at sove. Men vi er også kørt forbi ”slumbyer”, ubebyggede områder, hvor folk bor i småskure eller telte, og hvor tøj hænger til tørre i træer og buske.
Ghandis Asram i Ahmedabad
Denne rejse er min sjette til Indien siden 2001. Det jeg godt kan li’ ved Indien er, at landet her forandrer sig på en indisk måde. At der er plads til både mennesker og dyr, både traditionel og moderne levevis side om side på land og i by. Så lad dette indlæg slutte med et Ghandi-citat:
Our Culture
It is my finest opinion that no culture has treasures so rich as ours has.
We have not recognized its value….
If we do not follow our culture we would be committing sueside as a people
-
Ghandi
Civilisationerne begyndte måske ved verdens ende
12. oktober 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Civilisationerne begyndte måske ved verdens ende
Man taler tit om at noget ligger ved verdens ende. Men aldrig har vi følt det så sandt, som her i Dholavira Tourist Resort. Vi er i det vestligste hjørne af Indien, på en lille ø på kanten af Kutch Rim. Vi er, som hotelværten siger, i den sidste by i Indien. Mellem os og Pakistan er kun et ca. 40 km bredt marskområde beboet af pelikaner.
Men vi er ikke kørt herud for at se verdens ende – men snarere civilisationernes begyndelse. Måske. DNA detektiverne har stadig en del at gøre, hvis vi skal have rede på, hvordan oldtidens folk har blandet sig, og hvilke bevægelser, der har ført udbredelsen af hvad med sig.
Men helt sikkert er det, at nogle af verdens ældste segl er fundet i Dholavira. Og med segl taler vi her om stempler, der blev brugt ved varemærkning. Et firmas logo eller brand som vi også kender det i dag.
Segl var kendt og blev anvendt overalt i Bronzealderens antikke verden, men det er uvist, hvorfra idéen stammer og hvordan den er blevet spredt. Det Unikke i Dholovira er at seglene er meget enkle, fine og smukke og at de både har et billedudtryk og en (på nuværende tidspunkt ikke afkodet) tekst.
Dholovira udgravningen – Middle town i aftenlys
Beboerne i Dholavira har tilhørt Induskulturen, der hyppigt omtales som Harappakulturen. Fordi den første by der blev udgravet af moderne arkæologer i 1800’tallet blev kaldt Harappa. Dholovira er en sen udgravning, den er først blevet udgravet i 1990’erne, på et tidspunkt, hvor man har haft teknikker til at identificere lag og registrere fund, så man efterfølgende kan tidsbestemme dem i forhold til hinanden.
Fund fra bl.a. Urs i Mesopotamien og Bahrain tyder på, at Harappakulturen har haft handelskolonier på den Arabiske halvø, og at der har været en udbredt samhandel mellem Harappaerne i øst og Sumererne i Vest – i alt fald fra omkring år 3100 – 2100 f.v.t.
Gadebillede fra Ahmedabad
9. oktober 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Gadebillede fra Ahmedabad
Jeg sad i taxien fra lufthavnen og ventede, mens Palle og taxichaufføren prøvede at få rede på hotelsituationen. Kl. var ca. 7.30. En smuk og velklædt ung kvinde gik på den modsatte side af vejen med en bylt på hovedet. Pludselig standser hun op og anbringer bylten på en stander, der står ved siden af et busstoppested. Derefter klatrer hun med øvede bevægelser op ad de tværgående ribber på busstoppesteds bagvæg, hvorfra hun med en let bevægelse griber bylten og svinger den op på taget af busstoppestedet.
Men øjnene følger jeg hende, da hun igen er nede på jorden. Nu går hun tilbage og jeg får øje på en ældre kvinde, der sidder og venter på gaden med to små børn. Den unge pige går to gange mere med bylter fra deres værested, og de bliver med samme præcision og omhyggelighed anbragt på busstoppestedets tag. Derefter går hun tilbage til familien. Hun tager det mindste barn på armen og svinger en håndtaske over skulderen. Den ældre kvinde tager det ældre barn ved hånden og de hilser farvel til hinanden. Den yngre kvinde krydser gaden. Lige ud foran bilen, hvor jeg sidder og langsomt prøver at forstå, hvad jeg er vidne til, møder hun en veninde, og sammen går de leende og snakkede af sted.
Da de er ude af synsvidde tiltrækker busstoppestedet atter min opmærksomhed. Jeg observerer hverken ventende passagerer eller busser, der standser for at sætte passagerer af. I stedet ser jeg pludselig en anden ung kvinde med et lille barn, der kravler ned fra taget på bagsiden af busstoppestedet, og fortsætter rundt om det.
Nu begynder jeg at iagttage gadelivet omkring mig. Unge mennesker krydser gaden med en rygsæk svunget let over skulderen. Familier kører på scootere på vej til skole og arbejde. Der kan let sidde far, mor og to børn på en scooter. Mange har tørklæder over ansigtet for at beskytte sig mod smog. Pludselig svinger en ung kvinde på er scooter ind foran bilen, parkerer, tager mobiltelefonen frem og giver til at SMS’e.
Lidt længere fremme sidder en anden ”gadefamilie”. De er to-tre kvinder og en gruppe børn af forskellig alder. En hvid Audi standser ud for familien, og der bliver uddelt bananer til alle, Nogle af børnene går hen og snakker med chaufføren og der bliver udvekslet forskellige effekter gennem bilruden. Bilen og bananerne har også tiltrukket en flok aber. Så kører Audien, og familien samles om måltidet. En af de større drenge indkasserer en ørefigen fra en af kvinderne, men ellers foregår alting fredeligt. Aberne samler sig i en kreds uden om familien, og der bliver kastet bidder af bananer, bananskræller og kiks hen til aberne.
En lyd forstyrrer et øjeblik idyllen. Aberne bliver urolige, og en del tager flugten op i træerne. Andre rykker længere væk med en plasticpose på slæb. En løber hen og sætter sig op på en scooter, der er parkeret ved siden af pigen, der stadig sidder og SMS’er på sin scooter ved siden af mig. Aben ser sig om, hvorefter den forsvinder op i et træ.
Persisk dynasti byggede fortificeret hovedstad
6. marts 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Persisk dynasti byggede fortificeret hovedstad
Persisk dynasti byggede fortificeret hovedstad ved Hyderabad
Hyderabad er i dag Indiens 5. største by med ca. 8 mill. Indbyggere. Tidligere var det en mere beskeden bebyggelse omkring et forsvarsanlæg, der lå i kongeriget Bahmani. Sin storhed tilskriver Hyderabad i dag Qutb Shah dynastiet, der regerede i ca. 170 år fra 1518 – 1687.
Persisk handelsrejsende bliver konge
Qutb dynastiets grundlægger Sultan Qutb Shah kom til kongeriget Bahmani sammen med sin onkel som handelsrejsende. Men den siddende konge blev så begejstret for hans viden og evner, at han gjorde ham til sin højre hånd. Da kongeriget gik i opløsning i begyndelsen af 1500’tallet, blev det ham, der tog magten over Golcolda provinsen.
Qutb Shan var hverken kongelig eller kriger af byrd. Han troede på vækst, rigdom og velstand gennem handel og et godt forhold til Allah. Men han har tydelig vis også været bevidst om, at et godt forsvarsværk kan afholde en fjende fra at forsøge et angreb. Qutb Shan riget nåede under dynastiet en betydelig størrelse i det midt-østlige Indien omkring Daccan plateauet.
Ford Golconda i aftenlys – inden for den inderste forsvarsmur
Anlæggelsen af ny hovedstad
Det var Sultan Qutb Shah, der besluttede at bygge en ny hovedstad omkring fortet Golconda, der i dag ligger i udkanten af Hyderabad. Og der er ingen tvivl om at valget var et spørgsmål om beliggenhed. Stedet gav mulighed for at bygge en by, der samtidigt var et massivt forsvarsværk. Fort Golconda var på det tidspunkt bygget af ler omkring et højdepunkt, der gav frit udsyn 360 grader rundt i en radius på omkring 13 km. Det tog tre generationer og 62 år at forvandle lemurerne til et massivt bygningskompleks af kampesten. Komplekset står i dag næsten som det blev forladt. Det er omgivet af en 11 km lang og 20 alen høj ydre forsvarsmur med 9 indgangsporte. Inden for denne ramme blev bygget en by, der kunne forsyne Fortet med de daglige fornødenheder. Byen blev bygget med labyrintagtige gader, som en fjende kun vanskeligt kunne bevæge sig ad med deres elefanter og andet militært udstyr.
De første 3 generationer af Qutb dynastiet koncentrerede deres byggeaktiviteter i og omkring Fort Golconda. Den tredje konge i rækken Ibrahim Quli Qutb anlagde dog også en kæmpe stor kunstig sø – Hussain Sagar – der tjente som vandreservoir uden for murene til sikring af vandforsyning året rundt. Søen fik sit vand fra den ene af de to store floder, der løber gennem Hyderabad.
Den ydre forsvarsmur med en af de 9 indgangsporte
Ford Colconda
Selve fortet rummede palads, administrative bygninger, mange moskeer, et tempel, beboelseshuse og det militære hovedkvarter. Det var omgivet af en 50 alen høj mur, der kun havde én indgang. Denne indgang var forsynet med et kaldeanlæg, så vagterne neden under kunne signalere til hovedkvarteret og audienshallen, der lå 120 m højere oppe. Den del af fortet kunne kun nås af en smal trappe med mere end 350 trin. Indgangsporten var endvidere forsynet et hul, hvor igennem der kunne hældes kogende vand eller olie, hvis en elefant skulle forsøge at banke den tunge træport ind.
Fortet blev bygget i urolige tider. Indiens historie i Middelalderen var er blodig affære med idelig rivalisering mellem de mange sultanater, der blev regeret efter persisk eller mongolsk forbillede. Nogle stater var selvstændige (suveræne) andre betalte tribut til en konge eller i nogen tilfælde til en kejser (Emperor). Qutb Dynastiet var en suveræn stat med sæde i Golconda. Men suveræniteten var både truet af naborigerne og af Mughal dynastiet, hvis Stormoguler havde sæde i Agra og Delhi, der lå ca. 1500 km nordligere end Hyderabad.
Det indvendige palads i Fort Golconda
Anlæggelsen af Hyderabad
Den fjerde konge i rækken var Mohammed Quli Qutb Shah. Han forelskede sig i en danserinde, og historien lyder, at i kærlighed til hende lod han bygge Char Minar i den landsby, hvor hun var født. Char Minar markerer i dag centrum i Hyderabads gamle bydel. Bygningsværket består af fire minareter, der er forbundet i med et plateau i to etager, hvorfra der er udsigt over området. Omkring Char Minar blev bygget et palads med fire indgangsportaler og anlagt haver i renæssance stil. Byen Hyderabad er efter sigende opkaldt efter denne danserinde.
Char Minar og tegning af det oprindelige anlæg
Mohammed Quli Qutb Shah døde efter 32 år som konge i en alder af 48 år uden sønner, men han havde til gengæld en datter. Han blev derfor efterfulgt af sin svigersøn og nevø Sultan Muhammed Shah. Muhammed Shan er husket som en meget religiøs mand, og han stod bag beslutningen om opførelsen af Mecca Masjid Moskeen lige bag Char Minar. Mecca Masjid moskeen er en af Indiens største med plads til 10.000 bedende og det er et fantastisk stykke arkitektur. Den blev påbegyndt i 1614 – 8 år før Taj Mahal – men den stod først færdig i 1687.
Moskeen hedder Mecca Masjid , fordi der i moskeens midterste bue i retning mod Mekka er indmuret er smukt stykke af Kabaen i Mekka. En anden detalje er en sten i muren på bagsiden af Moskeen. Under bygningen havde konstruktørerne vanskeligheder med en bestemt samling, der blev ved med at styrte sammen. Til sidst blev et bud sendt af sted for at hente en sten i Mekka. Da den blev muret ind i konstruktionen var problemerne løst. Og således er det Allah selv, der holder det store kompleks sammen.
Kig ind i Mecca Masjid med den sorte sten fra Mekka
Muhammed Shah døde efter kun 14 år på tronen. Hans søn var på det tidspunkt 12 år, så det blev hans mor, dronning Hayath Bakshi Begun, der bestyrede riget indtil han blev voksen. Hun har at dømme efter sit Mausoleum og ikke mindst hendes Moske i Nekropolis byen været en meget magtfuld dronning.
Det var i deres regeringsperiode at Qutb Kongedømmet nåede sin største udstrækning. Men det blev også i dennes regeringsperiode, under den 6. Konge i rækken, Kong Abdullah Qutb Shan, der regerede fra 1626-1672, at kongeriget for alvor kom under pres fra Mongolerne i nord. Det lykkedes dog mor og søn at ridde stormen af, bl.a. ved at betale en stor attribut til den mongolske guvernør Auragazeb i 1656.
Qubt Tombs
Ud over de allerede nævnte bygningerne, så er Qubt dynastiets begravelsesby helt unik og i dag optaget på UNESCOS liste over verdens kulturarv. Byen er anlagt mod Nordvest kun 200 m fra den yderste mur rundt om Golconda. Her ligger 6 konger, en dronning, to danserinder, to livvagter og en del flere begravet i hver deres smukke mausoleum. Til hvert enkelt mausoleum er bygget en Moske, hvor den døde har modtaget den sidste velsignelse. Desuden er der en stor badehal, hvor de døde har fået den sidste afvaskning, inden de er blevet båret til Moskeen til velsignelse.
Badehallen, hvor de døde fik den sidste afvaskning inden de blev velsignet i deres private moske før gravlæggelsen i mausoleet.
Det sidste mausoleum er ufærdigt. Det var tiltænkt den sidste konge Abdul Hasan Tana Shah. Han måtte i imidlertid overgive sig til Auragazeb i 1687, da denne stormede Golconda efter 8 måneders belejring. Da Auragezebs generaler kom for at hente ham efter overgivelsen, lyder fortællingen, at han bad dem om at vente, til han havde spist sin morgenmad. Da de undrede sig over hans ro, svarede han. ”Jeg spiser altid morgenmad på denne tid. Gud gav os al den rigdom og alle disse smukke bygninger. Nu har han taget den tilbage”. De sidste 12 år af sit liv tilbragte han som fange. Han blev aldrig begravet i den bygning, der var tiltænkt ham.
Det ufærdige mausolæum
I stedet står der i dødebyen en lille Moske med tre buer, der ikke er tilknyttet noget mausoleum. Den blev efter sigende bygget af Auragezebs general Mir Qamaruddin på tre dage efter indtagelsen af Golconda. Her bad han til gud og takkede for sejren. Og Allah har nok hørt hans bøn. I alt fald blev Mir Qamaruddin grundlægger af Asif Jahi (Nizams) dynastiet efter Auragezebs død.
General Mir Qamaruddin’s takkemoské
Hyderabad og Andhra Pradesh forblev under Nizam Dynastiet indtil Britterne forlod Indien i 1947. Den sidste Nizam konge forsøgte at få Andhra Pradesh tilsluttet Pakistan ved befrielsen. Men hans soldater blev hurtigt nedkæmpet at den nye Indiske Republiks Nationalgarde.
Trods mere end 500 års muslimsk styre er 85% af befolkningen i Andhra Pradesh Hinduer.
Højtydende malkekvæg er i lav kurs
23. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Højtydende malkekvæg er i lav kurs
I stedet satser Kerala’s regering på bevaring af oprindelige kvægracer
Der er en lille kvægstation på Mitraniketan. Den er en del af deres landbrug ressource center (KVK). Landbrug ressource centeret er finansieret af regeringen i Kerala. Dets opgave er at være formidlingscenter mellem landbrugsforskning og bønderne. Ca. 10 % af den erhvervsaktive del af befolkningen i Kerala har landbrug som hovederhverv.
På kvægstationen er der i øjeblikket omkring 12 køer og kvier og flere er undervejs. Hvor det tidligere var hybride racer, dvs. krydsninger mellem jersey og lokale racer, så er man nu i gang med en omlægning, så man fremover fortrinsvis skal arbejde med bevaring af truede oprindelige racer.
2 år gammel tyrekalv af den mindste kendte kvægrace i Indien.
Vi får forklaret, at der er betydelig forskel på mængden og kvaliteten af mælken, når man sammenligner de hybride racer med de oprindelige racer. De oprindelige racer yder 1-2 liter mælk om dagen, hvor de hybride racer yder 16-20 liter. Men mælken fra de oprindelige racer indeholder en lang række stoffer, der kan anvendes af medicinalindustrien, som ikke findes i de hybride racer.
Det er den sidende hindunationalistiske regeringen, der har igangsat programmet for bevaring af oprindelige racer, som Mitraniketan nu er en del af.
Forbud mod slagtning af kaniner
Regeringen har også forbudt slagtning af kaniner. Kaninavl har også været et forsøgsprogram på KVK, men fremover kan kaninerne kun sælges som kæledyr.
Centeret har også et større demonstrationsbrug for hønseavl og en anselig ægproduktion. Så Mitraniketan er selvforsynende, når det kommer til mælk og æg, og man har en mindre overskudsproduktion, der sælges lokalt i Vellanad.
Skolebørn i Indien hylder hver morgen nationen
21. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Skolebørn i Indien hylder hver morgen nationen
Velkomst indmarch i forbindelse med vores besøg på er non-profit English Medium School
Hyldest til nationen
Hver morgen løfter alle skolebørn i Indien højre hånd som hyldest til nationen. Det gør de, uanset hvor i landet de går i skole, og uanset om det er en offentlig eller en privat skole. Og det er tæt på 100% af alle børn i Indien, der går i skole. Det er det regerende Hindu nationalistiske parti BJP med Modi i spidsen, der i 2014 har gennemført reglen om, at alle børn skal starte dagen med at hylde nationen.
Offentligt og privat skolesystem
Der er et velfungerende offentlige skolesystem. Det er gratis for alle børn op til 10. Klasse. Derefter kan de dygtigste gratis fortsætte på en offentligt ejet high school. Kommer man ikke gennem nåleøjet, så har forældrene mulighed for at betale for en privat high school plads.
Undervisningen i det offentlige skolesystem er på det lokale sprog. I Kerala betyder det, at der undervises på Malayalam op til 10. Klasse. Derefter er al undervisning på engelsk.
Elev præsenterer sit skolearbejde for de forsamlede elever inden nationalsangen afsynges
Parallelt med det offentlige skolesystem er to typer af private skoler. Deres undervisningssprog er for begge typers vedkommende engelsk. Derfor hedder de English Medium Schools. Der ene type er et eliteskoler. Her følges et curriculum, som kun de mest velbegavede børn kan klare. Lærerne er højt kvalificerede og højt lønnede. De forældre, der har råd, sender helst deres børn i disse skoler.
Non-profit skoler
Det lidt mere usikkert, hvorfor forældre vælger at sende deres børn i den anden type af privatskoler, de såkaldte non-profit skole, der kan minde om vores private realskoler. Vi bliver mest hyppigt mødt med den forklaring, at det er fordi forældrene tror, at skolerne er bedre end de offentlige, fordi undervisningssproget er engelsk og disciplinen bedre.
Men der kan også være andre forklaringer: Skolerne er mindre, de er værdibaserede, klassekvotienten er lavere og ofte har mindst den ene af forældrene har selv gået på skolen som barn.
Disse skoler har det p.t. svært i Kerala. De er presset af, at lokalregeringen har investeret massivt i det offentlige skolesystem, de er presset af øgede krav til standarder og infrastruktur, for at de kan beholde deres akkreditering, de er pressede af et stigende lønniveau for lærere i de offentlige skoler og de er presset af et faldende børnetal.
Det faldende børnetal
Helt overordnet må man sige, at både højere løn og faldende børnetal er er positiv udvikling, set fra både vores og den indiske regerings perspektiv. Men det er jo aldrig sjovt at være på den tabende side i en udvikling. Som privat institution er det heller ikke så morsomt, at det offentlige er lønførende.
Men det siges jo at konkurrence er sundt. De små private skoler er nødt til at være både effektive og innovative for at overleve, og for at være et godt alternativ til det offentlige skolesystem. Dem vi taler med er overbevist om, at disse skoler fortsat vil spille en stor rolle som et alternativ til det offentlige skolesystem, fordi forældrene bakker så kraftigt om om dem.
Møde med forældre og lærere
Derfor har der også været stor interesse blandt lærere, lærerstuderende og forældre for at høre om Friskolen i Jordløse, om forældrenes engagement og om lokalsamfundets kamp for at bevare sin skole.
Paladsbesøg
14. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Paladsbesøg
I dag besøgte vi Hill Palace Museum i Kochi. Det ligger i det område af byen, der hedder Ernakulam, hvor også banegården ligger, men ca. 11 km væk fra bycentrum.
Fra tuc-tuc tur gennem Ernakulam
Vi spiste tidlig morgenmad på hotellet, tog en tuc-tuc fra hotellet til færgen, der bragte os fra FortKochi til Ernakulam. Herfra en anden tuc-tuc til banegården, hvor vi skiftede til en pre-payed tuc-tuc, der kunne køre os til Hill Palace. Lyder det omstændigt? Lyder det dyrt?
Vi betalte
- Tuc-tuc – 4 kr
- Færgebilletter – 0,8 kr
- Tuc-tuc – 3 kr
- Tuc-tuc – 17 kr
Så udturen kostede alt i alt 25 kr. og det tog 1 ½ time at komme derhen. Selv om vi måtte stå i kø ved banegården for at få en pre-paid Tuc-tuc. Fordi vi var bestemt ikke de eneste, der var på søndagsudflugt. Den fornøjelse delte vi med rigtig mange Indere.
Opgangen til Hill Palace
Hill Palace var den lokale kongefamilies administrative kompleks. Paladset er bygget i 1865, der er et bygningskompleks bestående af 49 bygninger i en smukt anlagt have på 52 acres. Kongefamilien overgav på et tidspunkt i 1900’tallet komplekset til Keralas regering, som i 1980 besluttede at gøre det til et museum.
Det var ikke tilladt at tage billeder inde på museet, men museet er en god påmindelse om, at Indien har en ca. 3000 år lang politisk-administrativ tradition med kongedømmer, en praksis, vi også kender fra de europæiske fyrstestater. Krige og magtkampe mellem de indiske fyrstestater har også været lige så udbredte, som de var det i Europa.
Statue af en af de seneste Royal Highness (Maharaja fra 1895 – 1914) opsat i en nyligt anlagt bypark i Ernakulam
De europæiske kolonimagter i det indiske subkontinent var dybt afhængige at deres samarbejde med de indiske maharajadinere. Et symbol på dette så vi i Hill Palace skatkammer. Her er udstillet en 1,750 kg tung massiv guldkrone besat med juveler. Kronen er en gave fra den portugisiske Kong Emanuel. Den blev overbragt af Vasco da Gama i 1520’erne, da Portugiserne frygtede, de var ved at miste kongens gunst.
Prins Arjuna i Kathakali forestilling i Kochi. Hans krone ligner meget den, Vasco da Gama medbragte til Kongen af Kochi i 1520’erne
Kongernes – eller Maharajadinernes samarbejde med englænderne var en væsentlig årsag til, at de mistede deres magt i Indien, da englænderne forlod landet.
Hvor peberet gror
12. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Hvor peberet gror
Hvor Peberet gror
Hvis man vil rejse hen, hvor peberet gror, så skal man rejse til Kerala. Vil man handle peber – eller rettere hvis man ville handle peber, så skulle man rejse til Kochi.
De kinesiske fiskenet langs kysten er et af de få spor efter den kinesiske koloni i Kochi
Det gjorde kineserne, egypterne og syrerne allerede flere århundrede før kristi fødsel. De kom alle sammen til Kochi, hvor der var en international havn, hvor der blev udvekslet varer. Der var også en kinesisk koloni med bofaste kinesere. Kochi har rent faktisk fået sit navn af disse kinesere, opkaldt efter deres hjemstavn i Kina. Det fortæller museumsinspektøren på Indo-Portuguese Museum her i Kochi. Efter egypterne fulgte romerne. Her hentede de deres krydderier, og især peberet var i høj kurs. Men der blev også byttet varer mellem romerne og kineserne. Især silke havde romernes store interesse. I Kochi kunne man komme uden om de orientalske mellemhandlere.
Også apostlen Thomas gik i land i Kerala, da han fik tildelt Indien som sin missionsmark efter Kristus korsfæstelse. Han var med til at grundlægge de første syrisk-kristne missionen i Indien i de første århundreder efter Kristi. Men den historie vil vi nok vende tilbage til senere.
FortKochi – indsejlingen til industrihavnen i Cochin, Keralas største by
Den gamle kinesiske handelsstation og den internationale havn forsvandt under en frygtelig oversvømmelse i 1341, hvor to floder overflød store landområder og dannede det, vi i dag kender som Back-Water området, et langstrakt, lavvandet brakvandsområde, der ligger inden for kystlinjen. I samme forbindelse blev dannet en naturlig havn med indsejling ved det, der efter portugisernes ankomst blev til Fortkochi.
Palle ved Vasco da Gama’s grav i Kochi. De jordiske rester er senere blevet flyttet til Portugal
Portugiserne anført af Vasco da Gama kom til Kochi omkring år 1500 i deres jagt på søvejen til Indien syd om Afrika. De hjalp den daværende Konge i Kerala, Raja Unni Goda Varma Tirumulpadu med at bevare magten, ved militært at støtte kongens egen hær i kampen mod et af nabokongedømmerne.
Som tak indgik Portugiserne en kontrakt med kongen, der gav den ret til at bygge et fort, kirker og en handelsstation på den halvø, der i dag hedder Fortkochi.
Vasco da Gama døde den 24. December 1524 i Kochi af malaria 55 år gammel.
Hollænderne erobrede Kochi fra portugiserne i 1663.
Coverbilledet er taget på Kochi Beach. Muligvis er det ikke et “ægte” bryllupsbillede, men scenen til en film, der skydes.
Skolebesøg
10. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Skolebesøg
Reghu var rigtig glad tirsdag morgen, fordi der var en artikel i avisen om seminaret på Memorial Day og om, hvem der var talere på konference. Det betyder meget for stedet, at man kan tiltrække på nationale og internationale personligheder.
Sammen med Sabith og Kirsten Bruun var vi resten af dagen på skolebesøg på Viswadarshini Public School. Det er -trods sit navn – en privat English Medium School. Vi fik en fantastisk modtagelse – den var en dronning værdig. Så skolen havde helt tydeligt valgt at benytte lejligheden til at aktivere alle børnene i, at der kom besøg.
Vi havde lavet en præsentation af Friskolen i Jordløse, som vi viste, først for eleverne i 6. Og 7. Kl. Senere på dagen viste vi den for en gruppe forældre og lærere på omkring 30 personer. Der var ca. halvt af hvert. Jeg tror, de syntes, det var meget inspirerende at se, hvordan forældre og lærere i Danmark stod sammen om at holde liv i en skole, som regeringen helst så lukket. De var også nysgerrige i forhold til de aktiviteter, der foregik for voksne på skolen.
Skolen havde lige afholdt en markeds/ festival dag, hvor forældrene havde bidraget med at lave mad og arrangere boder, hvor der blev solgt kurve og andet kunsthåndværk produceret af forældrene. De serverede en dejlig frokost for os, et typisk Kerala-måltid serveret på palmeblade.
Memorial Day
9. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Memorial Day
8. februar 2016
Den 8, februar ville Viswanathan – Mitraniketans stifter – være fyldt 88 år. I 2011 var jeg med til at fejre hans fødselsdag. I år var vi inviteret til hans memorial day.
Reghu Rama Das har besluttet, at den 8. Februar skal Viswanathan mindes ved en seminar dag, hvor der sættes fokus på Development Education, et tema der lå Sri Viswanathan meget på sinde. Man kan vel sige, det var hans livsværk. Uddannelse til de under privilegerede, en uddannelse der kan gøre dem til aktive samfundsborgere.
Hans store inspirationskilder var de indiske forbilleder Ghandi og Tagore – amerikanske Martin Bubber og danske Grundtvig. Når man besøger Mitraniketan føler man især inspirationen fra Tagora’s ”rural reconstriction program”, et program, der blev udfoldet som en del af skoleprogrammet på Santiniketan i den sektion der hedder Shriniketan
I Danmark vil man bedst kunne sammenligne projektet med en produktionsskolen. Man lærer gennem at røre og gøre. Her er programmet kombineret med en højskoledel: Mitraniketan Peoples College. Programmet når de elever, der ikke kvalificerer sig til en højere uddannelse i det formelle skolesystem.
Grundsøjlen i livet på Mitraniketan er børnekostskolen. Her er ca. 200 elever fra 1 – 10 klasse, de 180 af dem er kostskoleelever. De kommer fra et stammeområde ca. 600 km herfra. De børn der går her nu har næsten alle forældre, der har gået på skolen. En del har endda bedsteforældre. Kønsfordelinger er således at ca. 1/3 af eleverne er drenge og 2/3 er piger.
Det var rørende at være en del af højtideligholdelsen af Memorial Day i morges, hvor eleverne sang så smukt for hans minde.
Det efterfølgende seminar om Development Education var et godt eksempel på folkeoplysning. Det var i alt fald deltagernes tilbagemelding i den afsluttende session. Jeg tror mange oplever, at det er et vigtigt korrektiv til hverdagens uddannelsesdiskussion. Det er ikke så tit i denne del af verdenen, at folk mødes på tværs af professioner og social status og diskutere, hvordan man undgår at miste sine kulturelle værdier i et moderned uddannelsessystem.
Om formiddagen var der 2 taler af folk, der havde stået Viswanathan nært og som havde haft/ havde høje positioner i universitetsverdenen. Den ene leverede en lammende kritik af det formelle uddannelsessystem og isæt den bureaukratisering af uddannelsessystemet og af samfundet, der var et resultat af dette system.
Den anden – noget yngre bureaukrat – som han selv sagde, var bekymret for det kulturtab, der lå i at engelsk er medium i det højere uddannelsessystem. Børn/ unge lærer hverken at mestre deres modersmål eller engelsk. Staten Kerala har derfor åbnet et nyt universitet, hvor Mayalam er undervisningssprog. Han fortale om den udfordring det er, at skulle starte sådan en ny institution op.
Eftermiddagen havde mere karakter af en workshop, hvor der var dialog med deltagerne.
Der var en præsentation af en tysk gymnasieskole med et spændende uddannelsesprogram. Bl.a. var skolen med en gruppe elever og tre forældre på besøg i Kerala, hvor Mitraniketan har tilrettelagt et 14 dages besøgsprogram for dem.
Jeg havde et indlæg om ”Enlightenment – a tool to sustainable education”. Det var et indlæg, der blev rigtig godt modtaget. Vi sluttede det af med at præsentere en video produceret af nogle af Kirstens efterskoleelever om Human Rights in Saudi Arabia.
Dagen sluttede med et indlæg af Dr. V. Reghu om Development Education i Indien, med fokus på de ikke-akademiske uddannelser.