Fra Edirne til Konya

14. september 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Fra Edirne til Konya

Fra Edirne til Konya

Fra Edirne er vi kørt over Gallipoli halvøen, vi har fulgt den tyrkiske Ægæerhavskyst til Bergama, hvorefter vi er drejet ind over den Anatolske højslette. Vi har genset en række af de steder vi tidligere har skrevet udførligt om her på bloggen: Gelibolu, Troja, Bergamo og  Sardes

Bilerne

Indtil videre triller det, som det skal. Det har været meget varmt – med dagstemperaturer på omkring 35 grader og selv om vejene gennemgående er meget fine 4-sporede landeveje, hvor vi kan køre 70-80 km i timen, så er landskabet bjergrigt, det er op ad bakke og ned ad bakke med stigninger på 7-10 pct. Så både vi og bilerne bliver meget varme. Hver dag bliver der tjekket olie og vand på bilerne, og der er et vist forbrug af begge dele. Forleden morgen efter en lang og bjergrig etape kunne der efterfyldes 1 ½ l vand på y-eren. Så lige nu prøver vi at reducere dagsmarcherne til omkring 200 km, for at skåne både mandskab og materiel.

I Sardes skiftede vi benzinfilter, men desværre var det også pumpen, det var galt med, så den er blevet skiftet her i Konya. Palle og jeg brugte 1 ½ time på den operation i en parkeringskælder.

Hoteller

Vi har boet på nogle ret luksuriøse hoteller til nogle meget fornuftige priser.

På Gallipoli halvøen overnattede vi på et ferieresort med swimmingpool. Det var et OK sted, men omgivelserne var noget nedslidte. Selve halvøen ligger ved Dardanellerne, det stræde, der kontrollerer indsejlingen til Marmarer- og Sortehavet. ½ mill. Soldater døde her under første verdenskrig, heraf 200.000 mand under engelsk kommando, mange fra Indien, Australien og New Zealand. I dag er  stedet præget af, at mange flygtninge har slået sig ned på halvøen, sikkert på udkig efter en lejlighed til at komme til Grækenland.

Undervejs

Vi sejlede over med en færge fra Gallipoli til Çanakkale og kørte forbi Troya til Bergamo, hvor vi havde 2 overnatninger. En smuk tur, men lidt for lang. Gennemgående var det god vej, men der var en strækning på 10-15 km, hvor vi skulle over bjergene. Der var fuld gang i et nyt vejanlæg med en tunnel ind under bjerget, så det vil se anderledes ud inden for kort tid.

I det hele taget bliver der flyttet meget rundt med materialerne i den del af Tyrkiet, vi er kørt igennem indtil nu. Overalt ser vi at der graves grus, kalk og anden “open mining”i bjergene vi kører forbi, der bygges veje og baneanlæg og store industriforbejdningsanlæg.

Vi ser kæmpemarker og store fjerkræ- og kvægfarme. Det er kun i meget begrænset omfang mindre familielandbrug, vi kommer forbi langs de nyanlagte veje. Vi ser også mange vindmøller og solcelleanlæg. På tankstationerne sælges gas til bilerne til halv pris af benzinen. Benzin er en del billigere end hjemme, vi giver omkring 7 kr pr. l. Men det hænger måske sammen med, at den tyrkiske liga er faldet en del i kurs.

Der bliver sagt meget om Erdogan og den tyrkiske økonomi hjemme. Men man kan ikke sige andet, end at tyrkerne får noget for de penge, landet låner. Man kan synes mere eller mindre om den omkalfatring, der er i gang i det tyrkiske samfund. Der er alt mulig grund til at være kritisk, for så megen forandring giver altid tabere og vindere. Men vi oplever et moderne land i rivende udvikling, og vi ser ikke mange fattige tyrkere eller tiggere. Vi oplever Tyrkiet som et spændende og trygt land at rejse i.

Hen over højsletten boede vi først på et luksushotel, der var bygget i forbindelse med en vingård. Der var både restaurant med gode vine og en swimmingpool med udsigt over marker og bjerge. Næste stop var i byen Afyon, der vist er mest kendt for sine varme kilder. Vi boede på Budan termal og spa hotel,  og der var mange af den type at vælge mellem.

Konya

Derefter landede vi i Konya. En smuk by, nem at finde rundt i. Byen er gammel og velbevaret. Vi boede helt inde i centrum på et meget specielt indrettet lille hotel, der hedder Afran. Alt på hotellet er til salg, og det refererer til lokale kunstneres værker.

Over for hotellet lå Mevlana Musesi. Mevlana betyder lærer eller mester. Mesteren er i denne sammenhæng Sufi bevægelsens grundlægger Djelaleddin Rumi. Hos os nok mest kendt som digter og grundlægger af Dervish-munkeordenen – de dansene munke. Det er en forholdsvis moderat munkeorden, hvor både ægteskab og verdsligt arbejde er tilladt.
Djelaleddin Rumi’s egen historie er, at han som 20’årig efter en drøm i 1227 overtalte sin familie til at flygte fra Balkh provinsen i det nuværende Afghanistan til Konya. Få dage efter blev landsbyen de flygtede fra lagt i ruiner af Mongolerne og alle indbyggere dræbt. Familien blev vel modtaget i et kosmopolitisk Konya under sultan Alaeddin Keykubad, og Rumi vandt stor anerkendelse for sine digte. Hans religiøse tanker vandt genklang og udgjorde grundlaget for Dervish-munkeordenen, der bygger på tolerance, kærlighed og barmhjertighed.

Det nuværende bygningskompleks er bygget i 1400’tallet på det sted, hvor Rumi’s første munkeskole med moske og mausolæum lå. Det er bygget af den samme sultan, der byggede medicinskolen og hospitaler i Edirne – Beyazit II. Der er derfor mange lighedspunkter mellem de to konstruktioner.

Read More...