MG teams on tour til Grækenland
12. oktober 2022 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til MG teams on tour til Grækenland
Fra Danmark til Grækenland
Vi er på tur sammen med Erling, Lisbeth, Jørgen og Lone, vores rejsefæller fra turen til Iran.
Denne gang går turen til Grækenland. Dette blogopslag handler om nogle af højdepunkterne fra vores tur fra Danmark til Grækenland.
Vi startede fra Danmark den 22. september 2022 og kørte med tog fra Hamburg til Innsbruck, derfra over Alperne og Dolomitterne til Slovenien. Efter en overnatning i Dolomitterne krydsede vi grænsen mellem Østrig og Slovenien gennem Ljubeljtunnelen i 1000 m højde.
Ude af tunnelen gjorde vi holdt ved et sært mindesmærke. Det viste sig at være et mindesmærke over alle de straffefanger, der under 2. verdenskrig var døde, da de af nazisterne blev tvunget til at bygge tunnelen. På den anden side af vejen lå ruinerne at den fangelejr, hvor de boede mens arbejdet stod på.
I Slovenien overnattede vi tæt ved byen Postojna på et hyggeligt lille pensionat Gril.
Kroatien
Turen ned langs Kroatiens vestkyst er utrolig smuk. Her er storslået natur, udsigt til sandøer og havne der bugner af store lystsejlere. Men ind imellem også lokale fiskere, der dyrker muslinger på snore og andet havbrug. Afstikkere ind i landet viser, at der også er en bagside af landet og at rigdommene er ulige fordelt.
Salona og Split
Vi tog en ekstra overnatning i byen Split. Som mange andre af byerne på Adriaterhavets østkyst med naturlige havne, er Split oprindeligt grundlagt som græsk bystat under navnet Aspalathos. Senere blev den illyrisk inden romerne erobrede området 168 f.v.t og gjorde den til hovedstad i den romerske provins Illyricum.
Romerne kaldte byen Salona. Den lå lidt oppe i bjergene og man kan stadig finde rester af byen, bl.a. det gamle romerske teater, hvor der blev festet med bl.a. gladiatorkampe. Teateret var bygget på samme måde som Colosseum i Rom, og man kan tydeligt se trappen, hvor de vilde dyr blev ført ind, og burene hvor de blev opbevaret, ind de blev sluppet ind i arenaen.
Teateret var også rammen om nogle at de sidste henrettelser af forfulgte kristne i år 305 under Kejser Gaius Aurelius Valerius Diocletianus. https://da.wikipedia.org/wiki/Diocletian.
Tæt ved teateret ligger et kapel til ære for de kristne martyrer fra perioden.
Kejserpaladset i Split
Kejser Gaius Aurelius Valerius Diocletianus var barnefødt i Salona. Som kejser besluttede han at opføre et kejserpalads helt ude ved kysten, i det der i dag er Split, hvor han levede tilbagetrukkent de sidste 11 år af sit liv.
Paladset måler 180 x 215 meter i grundplan og er omgivet af en mur med fire tårne og fire porte og rummer bl.a. hans gigantiske 8-kantede og 25 m høje mausoleum, der i dag udgør kernen i Splits katedral.
Efter Diocletianus død forfaldt paladset gradvist. Men da slavere og avarer omkring år 600 erobrede Salona flygtede befolkningen og forskansede sig bag slottets mure. Det tidligere palads forvandlede sig siden gradvist til en selvstændig bydel beskyttet af de tykke mure.
Inden for murene er tydelige spor af tidligere herrefolk, for hvem Split har været et centralt handelscenter på Adriaterhavets østkyst: Byzantinere, Venetianere (næsten i 800 år) og Østrig-Ungarere. Efter første verdenskrig blev Split en del af det Serbisk-Kroatisk-Slovenske kongedømme og efter anden verdenskrig af Jugoslavien.
Jeg var der første gang med mine forældre i 1963. Jeg husker området som en kæmpestor og ret forfalden udendørs basar, med tæpper, kurve og andre varer stablet op af bymurerne. Min mor, søster og jeg blev sat i pant hos en tæppehandler, mens min far bar det nyhvervede kelimtæppe hen til bilen, hvor det blev spændt fast på tagbagagebæreren. Herefter skulle han i banken og indløse en passende mængde rejsechecks, der skulle veksles til lokale dinarer før vi endelig kunne blive frikøbt.
I dag er paladsområdet forvandlet til en attraktiv bydel, der både er trækplaster for lokale, turister og filmindustrien. Mange scener fra Game of Thrones er optagen i Split – andre i det nærliggende Dubrovnik.
Mens vi var der, var der bryllup i katedralen. Et kroatisk – tysk par blev forenet ved en storslået bryllupsceremoni, tydeligvis en forening at to familier med magt over tingene.
Samtidig kunne vi gå på jagt i historien og genfinde rester af de gamle romerske templer for bl.a. Venus, Jupiter og Kybele. Gamle venetianske bygninger er indrettet til museer, andre gamle bygninger er i dag forretninger og caféer.
Diocletianus mausoleum er som nævnt ombygget til en katedral med et gigantisk klokketårn, hvorfra der er en fantastisk udsigt over byen.
Det hele fremstår smukt renoveret og for forunderlig vis er det lykkedes at bevare 2000 års skiftende arkitektur og utallige ombygninger i mange forskellige stilarter, og at få det hele til at gå op i en højere enhed inden for murerne af kejser Diocletianus gamle palads.
Der er sket meget, siden jeg besøgte Split første gang 11 år gammel i 1963.
Når man kører fra Split mod Dubrovnik har man hidtil skulle passere et lille stykke af Bosnien-Hercegovina. Men for fire måneder siden indviede man en bro over til halvøen Peljesac, så det nu er muligt at bypasse Bosnien-Hercegovina.
Montenegro
Palle og jeg er en gang før kørt gennem Montenegro og Albanien på vej til Grækenland, første gang var i 2013. Dengang kørte vi – som på denne tur – gennem Montenegro uden at gøre andre ophold, end dem man nu gør under en gennemkørsel: en kaffepause, en frokostpause og lidt fotosafari.
Erling havde glædet sig rigtig meget til at skulle ræse i Montenegros bjerge, sådan inspireret af James Bond i Casino Royale.
Montenegro er smukt, men fremstår som lidt af en fribytterstat. Alt er vist tilladt, hvis man bare har penge nok. Landskaberne langs landevejene domineres af kæmpe reklameskilte og spekulationsbyggerier, hoteller og kasinoer helt ud til kystlinjen. Verdensarvbyen og middelalderfæstningen Kotor er oversvømmet af krydstogtskibe og turister i et omfang, der nærmest gør den nærmest utilgængelig. Så ingen af os græd over, at det blev et kort besøg.
Albanien
Albanien var smukkere, renere og dyrere end da Palle og jeg kørte igennem det i 2013. Men det er stadig et billigt rejsemål af et europæisk land at være.
Vi boede på det samme hotel Rose Garden i Shkroder som for 9 år siden. Hotellet lignede sig selv, men værtsparret, der tog imod og dengang, er nu 88 og 90 år gamle. De bor stadig i en lejlighed i stueetagen, men nu er det børnene, der driver hotellet. Det er indrettet i en tidligere herskabsvilla, der har været i familiens eje i mange slægtled.
Det virker som om albanerne omsider har fået rystet mange års kommunistisk diktatur af sig, og at en ung generation af albanere arbejder sig op i en ny middelklasse.
Et eksempel på ”den nye middelklasse” møder vi i den familie, vi bor hos i byen Lin ved Orchid-søen i det nordøstlige hjørne af Albanien. Rosa og hendes mand mødte hinanden i Grækenland, hvor de begge arbejdede i turistindustrien i byen Pylos på Peloponnes. De er begge født i Albanien og manden kom fra Lin. Efter 10 år sammen i Grækenland flyttede de til Lin, hvor de overtog mandens familieejendom. I dag har de 2 børn, sønnen Jordan på 10 og datteren Sofia på 7 og driver et B&B i den nænsomt renoverede ejendom. For et par år siden købte de endnu en ejendom i byen ”Rosas Home”. Her bor familien nu selv og på første salen boede vi i tre fine værelser, hvor med eget toilet og bad.
Byen Lin har 1500 indbyggere, små butikker, skole, læge og posthus, og børnene går i den lokale skole. Flere familier har som Rosa åbnet dørene for turister. Rosa selv har god gang i forretningen og beskæftiger to niecer, men en bil ejer familien beklagelig vis endnu ikke.
Men byen har også mange ældre borgere, der kun lige har til dagen og vejen og som lever af lidt tuskhandel – blandt andet med de turister, Rosa trækker til byen.
Ca. 70 km fra Lin kørte vi over grænsen og ind i Grækenland.
Albanien og troens prøvelser
8. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Albanien og troens prøvelser
Shkodër søen på grænsen mellem Montenegro og Albanien, her ved byen Shkodër i Albanien
Fra Dubrovnik i Kroatien kørte vi gennem det billedskønne Montenegro til byen Shkroder i Albanien. Her får vi det første kig ind i et land, der for os indtil nu har henligget i mørke. Shkroder ligger ved Balkans største sø. Naturen er enestående, men landet er forsømt og goderne er tydeligt ulige fordelt. Det er lang tid siden, jeg har været i et europæisk land, hvor en families overlevelsesgrundlag består i at sælge mælk i colaflasker på et gadehjørne.
Handel med lokale produkter
Vi har logeret os ind på et meget fint istandsat og møbleret lille hotel, helt gennemført italiensk inspireret. Det bærer navnet Rose Garden, og der er også en meget fint haveanlæg med små runde marmorborde, hvor man, når foråret bare får lidt bedre fat, kan nyde sin morgenkaffe eller et glas – gerne lokalt produceret – vin. Så et kort øjeblik kan man nyde illusionen om det søde liv i Albanien, men når man ser ud af vinduet fra hotelværelset, så får man slynget den albanske virkelighed lige i synet igen.
Udsigten fra hotelværelset
Albanerne lever i nuet, men de fleste unge ønsker sig langt væk. De har svært ved at få øje på en fremtid i landet. Det fortæller kvinden, der viser mig rundt på Diocesan Museet, der ligger lige ved siden af hotellet. Et fint lille museum, der drives af Den katolske Kirke i Albanien.
Indgang til Diocesan Museet i Shkodër
Troens historie i Albanien er endnu mere brutal end landets øvrige historie. Da jeg kommer ind i museet er det vigtigt for museumsguiden at understrege, at Albanien er et multireligiøst samfund og at de tre store trossamfund lever side om side: 70% muslimer, 12% romersk katolske og resten som ortodoks kristne eller ateister.
Museets fortælling starter i år 50, hvor Paulus kom til Illyrien og hvorfra han sendte et af sine breve til menigheden i Rom. Den romerske kejser Konstantin den Store kom ifølge museet også fra Illyrien. Det har jeg nu ikke kunne få bekræftet andetsteds, men det er en smuk historie. Kejser Konstantin den store var ham, der tillod kristendommen at blive statsreligion i Romerriget, og som flyttede hovedstaden fra Rom til Konstantinopel.
Legenden om madonnabilledet, der bliver bortført af to engle
Ved bruddet mellem Øst- og Vestkirken i 1054 blev den kristne kirke i Albanien også splittet, og som jeg forstår det, fik Vestkirken på det tidspunkt sit hovedsæde i Shkodër og kom under Venedigs beskyttelse. I 1467 blev Albanien invaderet af Osmannerne og det betød tvangs-islamisering og forfølgelse af kristne. Den tyrkiske besættelse varede i 500 år.
En legende stammer fra den tid. En fortælling om to unge mænd, der så to engle hente billedet af den hellige madonna med barnet, for at redde det fra tyrkernes ødelæggelser. De fulgte efter englene og så billede blive muret ind i en kirke i Genazzono ikke langt fra Rom. Efter sigende skulle det være sandt, at billedet i Genazzano er jomfruen fra Shkodër.
Katedralen i Shkodër ombygget som sportshal 1967 – 1990
I 1898 blev det muligt at genopbygge katedralen i Shkodër, og i de næste små 50 år nød Albanerne religionsfrihed. Men i forbindelse med 2. Verdenskrig og den kommunistiske magtovertagelse i 1944 kom kirken igen under pres. Helt galt blev det efter 1967, hvor Enver Hoxha allierede sig med Kina i stedet for Sovjet. Inspireret af den kinesiske kulturrevolution blev alle de gamle kirker revet ned eller sprængt i luften. De nyere kirkebygninger overlevede, med blev ombygget til kulturhuse eller sportshaller.
Størst indtryk på udstillingen gjorde en planche, der viste portrætter at 38 navngivne intellektuelle kristne, der var blevet tortureret og henrettet af regimet. Efterfølgende er det kun lykkedes at finde de jordiske rester af 10 af dem.
Mange af de genstande, der er udstillet på museet er genstande, folk har reddet ud af ruinerne af de ødelagte kirker og gemt i kældre eller nedgravet i haver.