Athen afspejler græske udfordringer i fortid og nutid

4. februar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Athen afspejler græske udfordringer i fortid og nutid

Athen

Det er svært at holde fokus på fortiden, når man er i en storby, hvor nutiden i den grad presser sig på. Det er som om fortiden taber i betydning, her hvor vi bor i graffiti-skoven på Athens Nørrebro. Og så skinner den alligevel igennem alle vegne, i arkitekturen og på de fantasifuldt dekorerede husfacader og i mind-sættet. ”Nu er det tiden, hvor vi skal have vores antikviteter tilbage”, siger en af hotelgæsterne uopfordret, som en kommentar til valget. Tyskerne/ Europæerne har ikke kun koloniseret Grækernes fremtid gennem gigantlån til korrupte politikere, de har også koloniseret Grækenlands fortid, der står som kronran på museer i Europas hovedsteder. Den græske middelklasses forventninger til den nyvalgte regering er tårnhøje. De fattige og hjemløse fortsætter deres tiggerliv og lægger sig om aftenen til at sove på en udfoldet papkasse, dækket af et tæppe på et læsted på gaden. Gerne et sted med lys, så man kan læse i en avis eller en roman.

Det danske institut i Athen

Vi deltager som tilhørere i en konference for arkæologer, arrangeret af Det danske Institut i Athen. På dansk initiativ er arkæologer fra førende europæiske (også græske) og amerikanske universiteter samlet, for at drøfte fortolkninger af den fortid, der graves op af jorden. Det er spændende at få indsigt i de spørgsmål, arkæologerne hidtil har stillet til deres fund og at høre dem diskutere svarene. Hvad er det for en logik, der ligger bag, når ex. en bestemt måde at lave drikkekar pludselig bliver moderne i en hel region? Ja, så moderne, at de endda er at finde i tidlige jernaldergrave i Danmark? Og kan vi overhovedet vide, om de havde samme symbolske betydning i Naxos og Næstved?

Et af de mere muntre indlæg af Marek Wecowski handler om den særlige græske drikkekultur, der udvikler sig omkring de græske vindriknings-symposier. Her får det en særlig betydning, hvilke drikkekar man anvender i den rituelle vindrikning.

Et ex. på subjektivering af objekter i rituel betydning er Nestor’s kop, som Homer fortæller om I Iliaden. Der er fundet kopper i forskellige udgravninger, der er fortolket som Nestors kop, men der er også udgravet en lerkop, der hævder at være Nestor’s kop, da den bærer denne indskrift:

Nestors bæger er jeg , god at drikke af. Den, der drikker af denne kop, han lige med det samme ønsket om smukke – kronede Afrodite vil gribe[1] .

Vi bliver præsenteret for den idé, at der udvikler sig en særlig drikkekultur omkring et græsk aristokrati, hvor ”odd-size” drikkekar kommer på mode.

Et drikkekar skal både være stort (svært at løfte) og svært at drikke af. Det bliver en form for practical joke, hvem kan drikke af karret uden af spilde? Andre lege kan have til formål, at man drikker lange mere, end man ellers ville kunne. Og der udvikler sig en særlig poesi i tilknytning til drikkeritualerne.

Et andet interessant indlæg af den dansk/ svenske arkæolog Sanne Houby-Nielsen. Det handler om vævning med havsilke. Havsilke får man fra Pinna nobilis muslingen, og man har længe vist, at det blev anvendt i antikken, men ikke, at det var et kendt materiale allerede i den tidlige jernalder. Sanne sandsynliggør i sit indlæg, at det har være anvendt som islæt ved vævning af dragter, som gudinderne bar i prosessionsoptog i forbindelse med kultiske fester.

Det arkæologiske museum i Athen

Vores nye viden skal stå sin prøve, da vi besøger det Arkæologiske museum i Athen. Har vi fået nye øjne at se på fortiden med? Det er svært at give et entydigt svar på. Vi bliver jo hele tiden klogere og bedre til at forstå, det vi ser. Vi bliver bedre til at placere tingene i tid og sted. På museet i Athen koncentrerer vi os om to samlinger, der begge vedrører bronzealderen.

Mykene

Den ene samling vedrører udgravningen af Mykene og nogle andre udgravninger, der knytter sig til perioden omkring de minoriske og mykenske kulturer (2000 – 1180 f.v.t). Det er kulturer på det græske fastland og øer, der er samtidige med Hittitterne i Tyrkiet, The New Kingdom i Egypten og de store udgravninger, vi besøgte på Kreta i oktober. Mykenerne var dem, der ifølge Homer, med kong Agamemnon i spidsen, i 10 år belejrede Troja. Årstallet for afslutningen af krigen i Troja, der fastsættes til år 1180 f.v.t. markerer en brat afslutning på højkulturerne i det østlige Middelhav.
Agamemnons borg i Mykene er i øvrigt udgravet af den samme Heinrich Schleimann, som udgravede Troja. Også her blev der fundet store guldskatte. De dateres i dag til tiden omkring år 1500 f.v.t., altså noget tidligere end kong Agamemnon selv. Vores plan er fra Athen at køre til Mykene og se udgravningen af borgen der.

Santorini

Den anden samling vi fordyber os i vedrører udgravninger på Øen Thera, der er en ø i det, der i dag er øgruppen Santorini. En vulkan eksploderede omkring år 1600 f.v.t og ændrede Santorinis geografi dramatisk. Santorini var en af øerne i Kykladerne. Den blev begravet i aske i forbindelse med vulkanudbruddet, så lidt i lighed med Pompei har man kunne udgrave en by, der er blevet levende begravet. Dog med den undtagelse, at på Santorini nåede mange at flygte inden den endelige katastrofe. Santorini var et selvstændigt rige inden eksplosionen, men under stærkt minorisk påvirkning. Eksplosionen er både blevet forbundet med myten om Atlantis og syndflodsmyten om Noahs ark i biblen. Øen har i dag status som et ferieparadis.

[1] Egen oversættelse fra engelsk

Read More...

Ærkefjenderne har valgt forskellige udviklingsveje

31. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Ærkefjenderne har valgt forskellige udviklingsveje

Det første indtryk af Grækenland

Så er vi i Grækenland og vi er her på et tidspunkt, hvor alle holder vejret, spændt på konsekvenserne af det overståede valg. Det mærkes i nyhederne, men det mærkes også i det høje beredskab af politi i gaderne omkring Det græske Parliament.

Vores hotel ligger i en gade i et ældre og noget anarkistisk præget kvarter. Alt er overmalet med graffiti, der hænger banner og anarkisternes sort/ røde flag på husene. Statistikken siger, at 50 pct. af de uddannede unge er arbejdsløse. Da vi tankede benzin, havde Palle en længere snak med den kvindelige tankpasser. ”Hvordan kan det være, du taler så godt engelsk”, spurgte Palle. ”Jeg har gået 20 år i skole”, svarede hun. I nat blev vi holdt vågne af fest, musik og gang i gaden lige til kl. 7 om morgenen. Vores hotelværtinde siger, at sådan er det hver nat. Folk sover om dagen og lever om natten, så det skal nok blive festligt.

Uddannelse, uddannelse, uddannelse er jo ofte det svar, man får, når man vil løse tidens udfordringer. Men Grækenland er et godt eksempel på, at uddannelse alene ikke løser alle problemer. Grækenlands nye finansminister forklarer i TV, at den nedskæringskurs EU fører, ikke hjælper til at skabe den vækst, der er nødvendig for at en ny generation kan få plads på arbejdsmarkedet. Derfor ønsker den nye regering bl.a. at hæve mindstelønnen, for at stimulere vækst og forbrug.

Tyrkiet versus Grækenland

Kontrasten mellem livet i Tyrkiet og i Grækenland er slående. Her i Grækenland taler alle engelsk og uddannelsesniveauet er højt. I Tyrkiet møder vi meget få, der taler engelsk. Til gengæld er landet præget af, at alt er under rekonstruktion og rigtig mange hænder er beskæftiget med byggeri eller produktion af byggematerialer. Væksten buldrer derudaf, og næsten alle de store virksomheder vi ser, bærer tyrkiske navne. Der er overraskende få multinationale selskaber repræsenteret i bybillederne. Mange af de unge vi møder, der arbejder i hotel og restaurationsbranchen og som taler lidt engelsk fortæller, at de læser på universitetet – ofte til lærer, og så arbejder de, for at tjene til studierne. Der er nybyggede universiteter i alle de byer vi kører igennem, hvor indbyggertallet er omkring 100.000 eller mere. Til gengæld mangler Tyrkiet fuldstændigt det ungdoms- og caféliv, der fylder meget i nattelivet i Thessaloniki og Athen.

De få ældre Tyrkere, vi møder og som taler engelsk er bekymrede for udviklingen. En bekymring går på væksten, der sker for lånte penge. Men den største bekymring vedrører islamiseringen. De oplever at den nuværende regering svigter de sekulære idealer, der var den allesteds nærværende landsfaders Ata Türks mærkesag. Der er mange unge piger i Tyrkiet, der har iført sig den traditionelle islamiske klædedragt. Noget tilsvarende gælder ikke for mændene. Det er nok ikke helt forkert, at der er en islamisering i gang, og at der er en stigende dæmonisering af vestlige værdier i Tyrkiet.

Den historiske konflikt

På turen til Athen overnattede vi Thessaloniki. Ved det såkaldte ”hvide tårn”, der er byens vartegn, var et mindesmærke. Først i 1912 blev Thessaloniki en del af Grækenland.

Det minder os igen om, hvor ungt Grækenland er som nation, trods det ældgamle historie og dets status som arnested for den europæiske kultur. Man kan på ikke tale om eksistensen af en græsk nationalstat før i 1829. Og sin nuværende størrelse fik Grækenland først efter anden verdenskrig i 1947.

Før det kan man tale om en græsk identitet, et græsk sprog og en græsk kultur. I grækernes selvforståelse var Det østromerke Rige, -Byzantinum – en græsk stat – ikke mindst fordi administrationssproget var græsk. De så Osmannernes næsten 500’årige styre (1453 – 1920) som en tyrkisk besættelse af Grækenland. Derfor bar de national-konservative grækere i 1910’erne på en drøm om at genskabe et Storgrækenland med Konstantinopel som hovedstad. Drømmen fik katastrofale følger, da grækerne efter første verdenskrig forsøgte sig med et erobringstogt i det Vestlige Tyrkiet med landsættelse af en 200.000 mand stor hær ved Smyrna (i dag Izmir).

Den græske hær blev udraderet af Ata Türk og de efterfølgende fredsforhandlinger i Lucerne førte til en af historiens største folkeflytninger – Grækere bosat i Tyrkiet blev flyttet til det græske fastland eller de græske øer, mens tyrkere i stort tal flyttede den modsatte vej. Ata Türks mål var at etablere en tyrkisk nationalstat efter europæisk mønster. Det mål er i høj grad blevet opnået. Men Ata Türks reformpakke indebar også etableringen af en sekulær stat, og et opgør med sultanernes værdisæt. Det er den del af Ata Türks reform-pakke, der i dag er under pres af den nye politisk ledelse under Erdogan.

Tyrkiet rolle i dag

Europa vendte Tyrkiet ryggen under optagelsesforhandlingerne i EU i 2001. I dag vender Tyrkiet Europa ryggen, og ser i stedet sig selv som en vigtig spiller i den islamiske verden.

Set med mine briller, så er det en fantastisk gave for både Grækenland og Europa, at Tyrkiet i dag er en del af NATO. Men det er nok også rigtig godt for både Tyrkiet og EU, at Tyrkiet ikke er medlem af EU. Problemerne med sammenhængskraften i EU er store nok uden Tyrkiet. Men man kan drømme om, at Tyrkiet – i samspil med Nato – kan spille en større rolle i Mellemøsten og orienten, og at EU og USA kan se en interesse i, at Tyrkiet er et vækstlokomotiv her i regionen, uden at blive bange for det skygge.

Read More...

Tyrkiet i dag

31. januar 2015 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Tyrkiet i dag

Tyrkiet i dag

Vi har den sidste måned i Tyrkiet set et land der er i gang med mange forandringer. Der bygges kolossalt meget, og der er anlagt en del nye veje, der gør trafikken meget mere sikker.

Trafik.

I det hele taget må vi nok undre os lidt over statistikken for uheld i trafikken, som indikerer, at der sker mange alvorlige trafikuheld. Heldigvis har vi ikke set og oplevet nogen uheld endnu. Og dog et enkelt i nat i den gamle bydel i Ankara, hvor vejene er smalle, og hvor det nok har været glat, så der her til morgen uden for vort hotelvindue står en bil, der er skredet ud og ramt en høj kant. Heldigvis ingen personskade.

Men vi har også set de ”sorte lastbiler” på vejene. Lastbiler der ikke har tilstrækkeligt lys, hvilket gør aftenkørsel til en tvivlsom affære. Så vi skal passe på.

Byggeaktivitet

Rigtig megen byggeaktivitet har været i gang i Tyrkiet og masser af service og industri finder sted fra funklende nye bygningskomplekser. Og meget ny højhusbyggeri, som det er svært at afgøre kvaliteten og komforten af på afstand, men som indikerer, at mange tyrkere nu bor i mere bekvemme lejligheder med mere moderne faciliteter. Den anden side af billedet er de stadig mange faldefærdige boliger vi støder på i de helt små landsbyer og i udkanten af mange byer, hvor levestandarden ikke er ændret til det bedre. Her er det en lille traktor måske en motorcykel, der er transportmidlet, hvis det da ikke lige er æsel- eller mulddyr kærren, der er standarden.

Levestandard

Men levestandarden for en stor bred masse af tyrkere synes at ligge på europæisk niveau. Mange nye biler oftest i større og bedre kvalitet end de små, der kører mange af i Danmark præger bybilledet sammen med Renault’er og Fiat’er fra 80’erne, der holdes vedlige og ofte peppes lidt op.

Og priserne er ret høje på visse varer. Benzinen koster mere end 12 kr. pr liter over alt, vel nok nærmest nationalt fastsat prisniveau. Hoteller, og lidt bedre restauranter er ca. 2/3 af danske priser. Tøj ca. 1/2 pris af dansk niveau. Men man kan også godt finde de steder hvor de almindelige tyrkere spiser, og så kan vi to tilsammen spise for ca. 60 – 80 kr. Så det gør vi så meget som muligt.

Islam

Moskeerne med minareternes kalden er der. Men det er jo også et land hvor Islam betyder meget. Selvom billedet af det moderne sekulariserede Tyrkiet ofte langt overstråler billedet af det muslimske Tyrkiet. Fjersyn kører overalt med videoer og reklamer med meget vestlig tilsnit. Debat og informationsprogrammer på TV, hvor det lige så godt kunne være Italien eller Grækenland man befinder sig i, når man lige ser bort fra sproget.

Græsk valg

Og det er vel netop dette der gør Tyrkiet til et andet land end de fleste arabiske lande.

Nyheder kl. 9 den 26. Januar starter med at nyhedsværten nynner med på ”bella ciao” sangen, som det græske parti Syriza har gjort til deres sejrssang hvorefter hovedhistorien handler om det græske valg.

Wikipidia skriver: Bella ciao er en antifascistisk italiensk partisansang fra 2. verdenskrig. Sangtekstens oprindelse er ukendt, men musikken er formentlig taget fra en ældre folkesang. Tekstens forfatter er ukendt. I antifascistiske kredse bliver den kaldt en partisanvise.

Sangen er blevet genindspillet af en lang række kunstnere på en lang række sprog – herunder bl.a. italiensk, bosnisk, kroatisk, serbisk, engelsk, spansk, tysk, kurdisk, tyrkisk, kinesisk og japansk.

Melodien er efter inspiration fra Italien blevet adopteret af fodboldklubben Brøndbys IF’s fans. De synger om at spendere hele livet på tribunen som en måde at vise deres følelser for klubben.

Tyrkiet og EU

Man ser i øvrigt kun få europæiske produkter her i Tyrkiet. Rigtig mange service- og industribygninger bærer tyrkiske navne. Kun på bil- fronten er billedet omvendt. Her er det især de europæiske bilmærker der gør sig gældende. Men Simens vindmøller vinder indpas. Og i højhus centre i det nye down town i Istanbul og i Ankara ligger de europæiske mærkevarebutikker. Tyrkiet er et interessant land for danske virksomheder og Dansk Industri og den danske regering har arbejdet på, at få flere danske virksomheder til at interessere sig for det tyrkiske marked.

Vækst økonomi

Dansk Industri skriver at Tyrkiet er en af de kommende store økonomier og som virksomhed gør man klog i at holde et godt øje med landet, der ligger mellem Europa, Asien, Mellemøsten og Afrika. Landet ligger på listen over vækstøkonomier sammen med Sydkorea, Mexico, Pakistan og Indonesien.

Og Tyrkiet er jo en del af EU’s toldunion.

Men hvem sidder på den tyrkiske økonomi? Det er ikke så nemt lige at gennemskue. Men billedet er nok at erhvervslivet er præget af store private tyrkiske koncerner f.eks. Sabanci Holding Cement Group, der indgår i Tyrkiets næststørste private virksomhedsgruppe, Sabanci Holding, der beskæftiger sig med bl.a. bilproduktion, tekstilindustri, konsumvarehandel og bankvæsen.

Og investeringskvoten er høj i Tyrkiet, højere end i Danmark målt i forhold til BNP. Og eksporten er oppe på 32% af BNP. Det tyder på stigende produktivitet og stigende kvalitet.

De mange potentialer i Tyrkiet

Tyrkiet har 77 mill indbyggere og er i dag i syd præget af en meget stor flygtningestrøm fra Syrien og Irak måske over en million. Men det er ikke et spørgsmål, der synes at præge debatten voldsomt her. Så man kan godt græmmes over at se Deadline i DR, hvor kloge åger klager over flygtninge strømmen til Danmark og vil have totalt lukket for indvandring, for at undgå at Danmark totalt mister sin danskhed.

Når man er I Tyrkiet, frygter man mere, at Danmark er på vej til banke sig selv tilbage til stenalderen gennem en fjendtlighed mod fremmede, der lukker Danmark for indflydelse og udvikling og får “den rådne banan” i Danmark til at blive en stor mose dækkende store dele af landet. Hvad vil vi med Danmark og Danmarks udvikling? Den velstand vi har, er da truet af den lukkethed, vi er på vej til at skabe. I stedet for at give vore flygtninge og indvandrere mulighed for at realisere egne og vort land potentialer, dæmoniserer vi dem mere og mere. Tænk hvor mange potentialer vi kunne dreje over i en positive retning for Danmark, hvis vi hjalp vore flygtning- indvandrere til at gå ind I vore virksomheder og være med til at skabe nye kontakter og erhvervsmuligheder for danske virksomheder i udlandet.

Radikalisering er aldring blevet mindsket ved udelukkelse – snarere tvært imod.

Så Danmark – fremover bør alle virksomheder der potentielt søger afsætning og investeringer i udlandet tage del i ansættelse af de nye tilflyttere til Danmark. Det bør være dansk politik og dansk holdning.

Landbrug

Mange steder ser vi relativt små jordlodder i det åbne landskab her i Tyrkiet. Strukturen er at man bor i landsbyer og tager ofte langt ud for at dyrke sin mark. Derfor er landsbyerne ofte at betragte som en samling huse, uden for hvilke der holder en traktor og hvorfra man kører ud til sin mark, ofte endda ret langt.

Dette bekræftes f.eks. af vort besøg hos en lille gruppe unge, på Savory Institute Hub i Tyrkiet, der var i gang med at prøve at skabe et landbrug, der bygger på holistisk landbrugssyn, hvor der blev taget lige del hensyn til økologisk bæredygtighed, de sociale værdier og de økonomiske betingelser.

Udgangspunkter er fåreavl og principper for fåreavl og de samarbejder med centre andre steder i verden.

I modsætning hertil er agro-business virksomheder, der anlægger stordrift af monokulturer f.eks. fersken eller abrikos plantager kilometer efter kilometer. Spørgsmålet er hvordan denne udvikling vil præge Tyrkiet, der nu har ca. 8,5% af BNP fra Landbruget mod 1,3% i Danmark.

I hvert fald tyder det på at de unge vender landsbyen og landbruget ryggen. F.eks. er det umuligt at få en ung til at beskæftige sig som hyrde for de ellers mange fåreflokke. De vil hellere til byen og bare bruge en skovl, som de fortalte på det lille Savory Institute. Og mange af de unge tar’ sig en videregående uddannelse, så i dag er andelen af arbejdsstyrken med en videregående uddannelse oppe på 18%. I Danmark er den 31,6, men det skyldes den udvikling, der har været siden 70’erne og 80’erne hvor tilgangen til de gymnasiale uddannelser er eksploderet og antallet af kandidater fra de videregående uddannelser ligeså.

Og udviklingen går hurtigt i Tyrkiet. I dag har 46 ud af 100 i den samlede befolkning adgang til internet.

Read More...

De rejsende siger farvel til Tyrkiet

28. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til De rejsende siger farvel til Tyrkiet

Fra Ankara til Biga

Hittitterbyen Hattasu bliver vores farvel til Tyrkiet for denne gang. Det var ellers planen, at vi ville have været rundt om Tyrkiets Sortehavskyst inden vi kørte til Grækenland. Men i fredags tikkede der en mail ind fra Det Danske Institut i Athen, med en indbydelse til at deltage i en konference den kommende weekend. Her kommer en række forskere og fortæller om deres studier i fælles træk i den materielle kulturs udvikling i den tidlige jernalder i Grækenland. Det er måske lidt langhåret, men også lidt spændende, så vi har besluttet at køre mod Athen, så vi er fremme fredag aften.

Så i dag sagde vi farvel til værterne på det hyggelige hotel i det gamle Ankara og så tog vi et langt sejt træk fra Ankara til Biga, tæt ved Gallipoli, hvor vi holdt nytårs aften for snart en måned siden. En tur på små 600 km. I morgen kører vi ind i Grækenland, så hvis alt går vel, er vi i Athen fredag aften, når konferencen starter.

Men farvel til Tyrkiet betyder ikke farvel til historien i denne omgang. Den fortsætter nemlig på den anden side af Ægæerhavet.

Read More...

Hittitterne anlagde en by i en kløvedal omgivet af tågebjerge

28. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Hittitterne anlagde en by i en kløvedal omgivet af tågebjerge

Hattusa – Hittitternes kongeby

Vi kører fra Ankara i solskin, men inden længe, da kører vi opad og indover den bjergrige højsletten, lægger tågen sig over landskabet, og sigtbarheden er næsten lig nul. Sådan kører vi lidt mismodige de små 200 km ud til Bogazkale, den tyrkiske landsby, der ligger ved udgravningerne af Hittitternes gamle kongeby Hattusa. Men netop som vi drejer ind af den vej, der fører op til ruinbyen, brænder solen igennem tågerne, vi er i Kløvedalen og byen ligger foran os solbeskinnet og ophøjet.

Seks kilometer forsvarsmur slynger sig rundt i bjergene og indrammer et område af gigantiske dimensioner. Her var kongeborg med residens, administrationscenter og arkiver og templer til Hittitternes 1000 guder, prosessionsveje, forrådskamre og forsvarstårne og mindst 7 indgangsporte. Befolkningen boede uden for murene, men kunne om nødvendigt søge ly inden for.

 

Det særlige ved stedet er ikke de forholdsvis få ruiner, der er tilbage efter byen, der blev forladt efter en brand omkring år 1200 f.v.t., stort set samtidigt med Trojas fald. Det særlige, det magiske, er den måde, natur og kultur fletter sig ind i hinanden. Når man går oppe på borgmuren, så ser man ud over det samme landskab, som Hittitterkongen så ud over for mere end 3.200 år siden, og i dalen neden under går hyrderne med deres får, som de også gjorde det dengang.

Yazillikaya

Fra borgen kører vi 3 km ud til det nærliggende Kultsted, der er bygget som memorial for en af de sidste store Hittitterkonger, Tudhalia den 3. (1240-1213). Stedet minder på mange måder om Frygernes hellige sted, der også hedder Yazillikaya.

Efter Hittitterne forlod Hattusa flyttede Frygierne ind i ruinbyen og byggede en mindre borg inden for bymuren.

Stedet har været beboet siden bronzealderen. Hitterne havde hovedstad i Hattussa fra ca. 1750 – 1200 fvt. I den periode manifesterede de sig som stormagt i Anatolien og de førte en omfattende korrespondance med bl. a. Ramses den anden. Alt det er vi i gang med at skrive en længere artikel om.

Read More...

Den Gordiske knude

25. januar 2015 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Den Gordiske knude

Frygierne

Frygierne hed det folk, der indtog Anatolien i Tyrkiet, efter Hititterne på den Anatolske højslette var slået af ”havfolket”. Frygierne kom fra vest. Man mener de faktisk kom fra det sydlige Europa og var Trakiere, at de var det folk, der slog sig ned i det gamle Troja, da Troja var slået, som Homer skildrer i Illiaden. De kom til Anatolien i Lilleasien, og det var en indvandring der fortsatte i mange år fra 1200 til 800 f.v.t.

Rikke står her ved den gigantiske tempelvæg i Yazilikaya dalen.

Frygiernes hellige dal

Vi besøgte først et af Frygiernes hellige steder dalen Yazilikaya, hvor de eventyrlige klippeformationer ligger, der har tiltrukket mennesker til at udføre religiøse handlinger i tusinder af år. Her indrettede Frygierne hellige steder som f.eks. Mother Goddess Kybele open air temple, og tilbad Kybele som de mente gav livskraften til naturen og alt levende, landbrug og fertilitet. Her huggede de tempelvægge i de store klipper som f.eks. tempelvæggen kaldet Midas monument efter deres konge. Tempelvæggen blev brugt scenografisk som baggrund ved religiøse handlinger.

Kongebyen Gordion

Når man besøger deres kongeby Gordion ikke så langt fra Ankara og oplever en af deres kongers grav, nemlig Kong Mida’s grav, og den mængde af gravgaver den indeholdt, bliver man meget eftertænksom.

Vi besøgte denne gigantiske grav, der kan måle sig med de store pyramider i Egypten.

På Ankara Arkæologiske museum er der en række skabe med disse eventyrlige smukke genstande i bronze, terracotta, glas, sølv, guld, electrum og træarbejder. I alt er funder omkring 400 genstande i denne grav.

Frygierne har gravlagt mange af deres høvdinge og konger i kolossale gravhøje i det åbne landskab på højsletten. Mere end 80 store gravhøje er der stadig og kun en del er udforsket.

Her blandt gravhøje valgte de at bygge deres hovedstad Gordion, som stadig kan beses og som er under udgravning. Akropolisen på plateauet indeholdt det kongelige palads, templer, administrative bygninger, håndværker boliger og værksteder inden for mure med en stor byport over 10 m høj og med store tårne.

At løse en Gordisk knude

I dag siger vi om et næsten uløseligt problem, at det er som den gordiske knude. Ordsproget at løse den gordiske knude fortælles at stamme fra Gordion og knytter sig til legenden om oksekærren og ejeren af denne, der en dag kommer til Gordion.

Historien er, at oraklet har forudsagt, at en dag vil der komme en fattig mand med sin oksekærre, og han vil blive hersker over Frygierne. En dag kommer en fattig mand med sin oksekærre til Gordion. Kong Gordios, der ikke har en arving, drøfter dette med sine adelsmænd og kærren bliver trukket ind i Kybeletemplet og bundet her. Det er omkring år 700 f.v.t. Ejeren er Midas, der senere bliver konge.

Samtidig fortælles det, at den der kan løse knuden, kærren er bundet med, vil bliver hersker over Asien. Herefter står kærren til Alexander den Store i vinteren 334 til 333 f.v.t. gør vinterlejr i Godion. Legenden fortæller videre at Alexander løser knuden ved et hug med sit sværd og som bekendt bliver han Asiens hersker.

I landsbyen Yassihüyük lige ved kong Midas gravhøj, er der et lille museum, der fortæller lidt om Frygierne, om Gordion og de store gravhøje. Her har man lavet et lille gavl mosaikbillede af Alexander den Store.

 

Read More...

Forgyldt konge bestak oraklet i Delfi

24. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Forgyldt konge bestak oraklet i Delfi

Lydien

Lydierne havde deres storhedstid i det vestlige Anatolien i årene 680 – 546 f.v.t. Deres hovedstad lå i Sardes (Sardis), ca. 100 km øst for Izmir (Smyrna). Deres mest berømte konge hed Krøsos, han blev også den sidste. Hovmod stod for fald i Krøsos regeringsperiode, og det var den persiske kong Kyrus –grundlæggeren af Perserriget – der i 546 satte en stopper for løjerne.

Lydierne vaskede bogstaveligt talt guld ud af floderne og deres konger blev stenrige. Legenden lød, at guldet stammede fra dengang, kong Midas, efter råd fra Dionysos, badede i floden for at blive fri af sin forbandelse.

Kong Midas og guldet

Det var selv samme Dionysos, der var årsag til forbandelsen. Kong Midas havde fanget en Silinus – eller Satyr fra Dionysos hjort, og leveret ham tilbage til Dionysos. Som tak tilbød Dionysos at opfylde et ønske fra kong Midas. Kong Midas ønskede, at alt hvad han rørte ved blev til guld. I nogle timer var han lykkelig for sit ønske, da alt mellem hans hænder blev til det pureste guld. Indtil han satte sig ved sit første måltid efter mødet med Dionysos.
Derefter måtte han gå tiggergang, for at få Dionysos til at ophæve fortryllelsen. Men det stod ikke i Dionysos egen magt. Der måtte nymferne hjælpe. Derfor skulle Kong Midas bade i floden.

Kong Krøsos brugte sin rigdom til at bestikke Oraklet i Delfi. Men det hjalp ham ikke, i sidste ende tabte han krigen mod Perserne.

Read More...

De rejsende er på egen hånd

23. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til De rejsende er på egen hånd

Kulturel smeltedigle

Fra Pergamon kører vi til Izmir, hvor vi afleverer Mette og Kirsten i Lufthavnen. Så er vi på egen fod igen, og der er brug for at fordøje gamle og nye indtryk. Vi kører til Efesos og er der i tre dage, fordøjer og får nye indtryk.

Vi kører videre til Sardes, kong Krøsos og Lydiens hovedstad  – og vi er på vej til Gordion, Frygierne og Kong Midas gamle hovedstad. Vi er på vej tilbage i historien, til årene før Alexander den 3. den Stores felttog. Vi er i gang med at binde Bronzealderens højkulturer sammen med de Indoeuropæiske riger, der gik forud for Persere, Grækere, Makedonere, Romere og Osmanner på den Anatolske højslette.

Vi befinder os i en kulturel, religøs, økonomisk og politisk smeltedigle som det tager tid at få hold på. Vi har mødt moderguderne Moder jord, Kubara, Kybele og deres efterkommere Artemis, Isis og Jomfru Maria – tilbedt side om side i Efesos.

Vi bliver præsenteret for utallige folkeslag der indvandrer, udvandrer eller blander sig med hinanden til nye generationer med nye idéer og idealer. Men vi skal nok få mere hold på det, end vi har lige nu, hvor vi virkelig er på egen hånd. På det konkrete plan, men også mentalt, fordi der ikke er mange sammenhængende beskrivelser at støtte sig til. Vi skal selv stykke historien sammen.

Read More...

Marcus Aurelius fik græsk livlæge

21. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Marcus Aurelius fik græsk livlæge

Asklepieion helsecenter i Pergamon

I opslaget om Lysimarchos betroede medarbejder, der tog skatten og for pengene skabte kongeriget Pergamon skrev vi kort om besøget i Asklepieion. Her følger en uddybning af myten om og filosofien bag helsecenteret.

Asklepios-myten

Guden Asklepios var ikke oprindeligt en del af gudeverdenen. Ifølge Homer var han en læge i Thessalien, der var blevet undervist i lægekunst af den vise kentaur Keiron. Hans sønner deltog som læger i krigen i Troja på grækernes side. Men omkring 500’tallet f.v.t. bliver han et symbol for sundhed, liv og medicin og tilbedt som guddommelig. Derfor må han indskrives i gudernes verden.

I den græske gudeverden bliver man optaget som (halv)gud gennem slægtskab med de eksisterende olympiske guder. Derfor måtte han gøres til søn af Apollon, der som pestgud også var lægegud. Og han var som de andre græske guder heldigvis både menneskelig og potent. Så fortællingen lyder, at han blev forelsket i den billedskønne datter af Lapiterkongen Flegyas. Hun hed Koronis.

Koronis blev svanger, men under svangerskabet forelskede hun sig i den unge Iskys, og – trods svangerskabet – bedrog hun Apollon, mens han var bortrejst. Men Apollon har sat kragen (på det tidspunkt en hvid fugl) til at vogte sin elskede, og da kragen fortæller Apollon om Koronis bedrag, bliver han rasende.
I sit raseri betror han det til sin søster Artemis at ombringe de to unge elskende, og hun skyder dem med sine pile. Til Koronis anretter hun derefter et stort ligbål. Netop som flammerne slår op erfarer Apollon, at Koronis er svanger med hans barn, og i sidste øjeblik når han at rive det ufødte barn – en dreng – fra hendes skød. Efter denne dramatiske fødsel bringer Apollon den spæde Asklepios i pleje hos den lægekyndige Kentauer Keiron.

Også kragen må undgælde for Koronis utroskab. I sin vrede forvandler Apollons dens hvide fjer til sorte.

Asklepios faldt med sine helbredelsesmetoder hurtigt i unåde hos guderne. Især Hades – dødsrigets vogter – var utilpas ved hans virke. Så han klager sin nød til Zeus. Zeus havde indtil da set med milde øjne på hans barnebarns gøren og laden, men da han involverer sig i genoplivningen af kong Minos søn Glaveus på Kreta og Kong Theseus søn Hippolytos i Athen, bliver det også for meget for Zeus. Han mener, det får uoverskuelige konsekvenser for skellet mellem udødelige og dødelige. Derfor dræber Zeus Asklepolis med sin tordenkile.

Legenden lyder nu, at da Asklepios falder for tordenkilen, har han en recept på en helende mikstur i hånden. Der hvor recepten falder på jorden opløses den af regn, og af jorden gror der vilde hvidløg, der stadig er et vigtigt naturlægemiddel.
Asklepios er uløseligt knyttet sammen med slangen – en snog af sammen navn. I mange myter (som den om Glavius) forvandles han til en slange. På de klassiske Asklepieion (det græsk/romerske navn for helsecentre, hvor man tilbad Asklepios), havde man en slangegård med Æskulapsnoge og en af disse snoge skulle være hentet fra Asklepieion-centeret i Epidaurus, hvor Asklepius ifølge myten ligger begravet.

Ifølge Leo Hjortsø[1] arbejdede den store græske læge Hippokrates (460-ca. 370 f.v.t.) på sin lægeskole på Kos upåvirket af Asklepios-kulten i Epidaurous, som Hjortsø betegner som en mirakelkult.

Asklepieion i Pergamon

Derimod var Hippokrates metoder ikke ukendte på Asklepieion i Pergamon. Det blev grundlagt i 300 tallet f.v.t. af helten Archias, der var blevet helbredt i Epidauros og han bragte helbredelsesopskrifter med sig til Pergamon. Her arbejdede lægerne videre med metoderne og udviklede selv videre på disse.

Urter til medicin, bade, motion, psykoterapi og drømmetydning og operationsmetoder var centrale elementer i behandlingen på dette center, der over århundrederne udviklede sig til et kraftfuld sundhedscenter med rigtig mange faciliteter, herunder et teater, medicinsk klinik, forskellige behandlingsrum, templer, bibliotek, værelser, samlingsrum m.v.

Lægen Claudius Galen

I romertiden fik stedet en ansigtsløftning under Kejser Hadrian Og de rester vi ser i dag er levn fra denne storhed i det første og andet århundrede e.v.t. Det var også her den berømte læge Galen (129-202 e.v.t.) arbejdede og videreudviklede de græske behandlingsmetoder fra Hippokrates med så gode resultater, at han blev livslæge i Rom for Marcus Aurelius. Her nedskrev han i årene 169 – 207 e.v.t. sine lægelige erfaringer i et større akademisk værk.

Galen studier og teorier hold helt frem til 1600 tallet i Asien og Europa. Men faktisk er næsten alle biologisk begreber, det meste af anatomien, meget af botanikken og de levende organismers struktur, der blev brugt frem til renæssancen direkte henførbare til Galens tekster.

Men Galens studier var begrænset af romernes forbud mod at dissekere mennesker. Så Galen arbejdede teoretisk og med dissektion af dyr, bl.a. aber. Først da den flamske anatom Andreas Vesalius gik i gang med at oversætte Galens græske tekster til latin, fandt der en grundig revurdering sted af Galens teorier og metoder. Galens nummerering af kranienerverne benyttes stadig i dag, ligesom den teknik der kaldes galenisk farmaci.

[1] Leo Hjortsø, Græske guder og helte, 1. Bogklubsudgave, 6. Oplag, Gyldendal 2001

Read More...

Betroet medarbejder bedrog Lysimarchos

17. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Betroet medarbejder bedrog Lysimarchos

Bergama

Den gamle græske by Pergamon ligger i dag ved den tyrkiske by Bergama. Nogen af vores guidebøger foreslår, at man indlogerer sig en af turistbyerne ved kysten, og at man så kører ind og ser Pergamon. Hvis man gør det, så snyder man sig selv for en god bid af det tyrkiske æble. For Bergama er en tyrkisk by på godt og ondt, og har i alt fald her i vintersæsonen meget lidt karakter af at være en turistby. Her er Moskeer, madresser, butikker, broer, kroer, bazar og tyrkisk bad i klassisk osmannisk byggestil, plus masser ældre og moderne byggeri af forskellig lødighed. Her bor mennesker, og det ses på affaldsmængderne i vandløb og gadekær. Fredag middag genlyder gaderne af messen fra de mange Moskeer og af fredagsbønnen, der udsendes i højtalere over hele byen, så ingen kan undslå sig de vise ord fra moskeernes overhoved.

 

Midt i virakken har vi, lidt i udkanten af byen, ruinerne af det gamle Asklepieion helt for os selv. Asklepieion var et helse- og wellnesscenter med termiske bade, der udviklede sig over tid, men som blev kraftigt udbygget under den romerske Kejser Hadrian (117-138 e.v.t.).

Til venstre en afklædt Kejser Hadrian, klar til de varme bade i 
Asklepieion, til højre en varme kilde, der via en håndvask løber ned
i et bassin

Hadrian har også på andre måder sat sine spor her i byen. Blandt andet med en meget usædvanlig Basilika – Den røde Hal – der blev bygget som tempel for de egyptiske guder Isis, Serapis og Osiris. Den er senere blevet ombygget til Kirke og Moske. I den østromerske periode blev den viet til St. Iohannes.

Det manglende alter

I det hele taget er Pergamon/ Bergama en by, man sagtens kan fordybe sig i, hvad enten man vil studere græsk mytologi, græsk/ romersk medicin, religionshistorie i Lilleasien (Paulus var her, og hans breve til Galatherne har formodentlig haft adresse til menigheden i Pergamon), arveopgøret efter Alexander den 3. den Store, græsk/ romersk kunst og civilisation eller bykultur i Osmannerriget. Så det er synd, at Pergamon er mest kendt for det, der ikke er her, nemlig Pergamon alteret – der, som mange ved, i dag står på Pergamon-museet i Berlin (dog lukket ned indtil 2020), hvor man kan se Giganternes kamp (kampen mellem orden og kaos), som blev illustreret af kunstnere, uddannet på billedhuggerskolen i Pergamon under Kong Eumenes den 2. (197-159 f.v.t.).

Her i Pergamon var giganternes kamp en analogi til perganernes kamp mod Kelterne (også omtalt som Gothere eller Gelathere) et barbarisk folkefæld fra nord, der gennemførte mange røvertogter ind i de græske Lilleasien-byer i det det magttomrum, der opstod efter Lysimarchos død.

Magttomrum efter Lysimarchos

Det er netop ud af dette magttomrum, der åbner et vindue, der udnyttes optimalt af en af Lysimarchos betroede officerer. Han hed Philetarus. Historien lyder således:
Da Lysimarchos (og hans allierede) havde vundet slaget ved Ipsos, , tog han sin del af krigsbyttet på 9.000 talenter (ca. 2.7 millioner solid gold) til Pergamons akropolis, der lå næsten uindtagelig på toppen af en bakke. Han betroede Philetarus at bevogte skatten.

Hvornår Philetarus forgreb sig på pengene er lidt uklart. Han regnes som konge af Pergamon fra 281 – 263 f.v.t, og almindeligvis sætter man Lysimarchos død til 280. I alt fald besluttede han i tiden omkring Lysimarchos død, selv at forvalte arven, og han brugte pengene til at etablere sig som konge, at udbygge Pergamons akropolis og at udvide sit riges grænser. Han blev efterfulgt af sine slægtninge: Emunes den 1. (263-241), Attalus den 1. (241-197), Emunes den 2. (197-159) Attalus den 2. (159-138) og Attalus den 3. (138-133) .

Pergamon som Lilleasiatisk kraftcenter

Som vi har hørt, allierede Pergamons konger sig med romerne, og derfor blev både Gallipoli, Troja og Assos en del af det Pergamonske rige indtil romerne selv tog magten i riget i 132 f.v.t.. I nogen tekster har vi læst, at Attalus den 3. testamenterede riget til Romerne og at overgangen var fredelig, her i Bergama er historien, at borgerne revolterede mod den romerske overtagelse, men i sidste ende måtte overgive sig. Under alle omstændigheder, så skete magtovertagelsen uden de store ødelæggelser af byen. I romertiden blev byen udbygget i flere omgange og fik en central placering som magt og handelscentrum i Lilleasien.

Trajans tempel på Pergamons Akropolis

Read More...