Kathakali – betyder historie-skuespil
14. februar 2016 | Posted in Ude | By Palle Møldrup
Kommentarer lukket til Kathakali – betyder historie-skuespil
Kathakali – betyder historie-skuespil
Kathakali er fortællinger, der bliver opført som mimeskuespil, med drama, musik og handling. Fortællingerne er hovedsagelig hentet fra Hindu mytologi og udviklet fra gamle klassiske danse, der blev opført i de kongelige gemakker langt tilbage i tiden.
Traditionen er ført videre og i Fort Kochi, er der et meget berømt Kathakali center. Det måtte vi se.
Vi kom forbi om formiddagen og gik ind sammen med et andet par, der også ville købe billetter. Da vi stod der i stueetagen i teatret foran teaterlederen og vi udvekslede lidt danske sætninger, spurgte han, er i danske? Ja, det er vi. Og så fortalte han, i øvrigt med nogle danske ord ind imellem, at de havde haft Jytte Abildstrøm på besøg, og det havde været en stor oplevelse.
Jeg kunne så fortælle at jeg faktisk havde haft lidt arbejde på teatret ”Riddersalen” for mange år siden og lavet en serie scenebagtæpper bestående lysbilleder af engelske herskabshaver til en af Jytte Abildstrøms forestillinger.
Så var vi venner.
Vi finder vores pladser på første række
Vi skulle komme allerede kl. 17 hvor teatret blev åbnet, så kunne vi overvære, at skuespillerne sminkede sig. Det gjorde vi sammen med rigtig mange andre tilskuere. Vi gik op af den fine trætrappe og ind på 1. Sal i en teatersal, der faktisk havde meget tilfælles med ”Riddersalen” på Frederiksberg. Smuk enkel træ-teatersal med balkon rundt i siderne og med en scene hvor skuespillerne lige havde startet deres sminkning, siddende på scenegulvet med hovederne vendt mod publikum, så vi kunne følge deres grunddige arbejde.
Akkompagneret af smuk citarmusik fulgte vi med fra første række, plads 2 og 3, som vi venskabeligt var blevet tildelt.
Sminkningen tog næsten en time, hvor de fire skuespillere fik lagt meget komplicerede masker i klare farver.
Prinsen får lagt maske
Spillet indledtes med en introduktion til mimekunstens udtryksformer. Det blev en opvisning i ”ansigtsgymnastik” og krops- arm- og ben bevægelser. Faktisk meget nyttigt senere for at tolke spillernes optræden i skuespillets forskellige scener.
“The Mahabharata Kiratram”
Historien var, at en prins, der var lidt hoven, ville være superbueskytte.
Men en rival ville ham til livs. Og i skoven hvor prinsen gik på jagt sendte rivalen en bjørn mod prinsen. Men i skoven var også Lort Shiva forklædt som skytte.
Shiva og hans kone Parvathi forklædt som jægere
Shiva og has kone gudinde Parvathi ville godt ryste noget af hovmodet af prinsen.
Da bjørnen kom farende skød både Shiva og prinsen mod bjørnen og dræbte denne.
Men nu toppedes prinsen og Shiva (forklædt som jæger) om hvem, der havde nedlagt bjørnen.
Prinsen får overrakt bue og pil af Shiva, der ikke længere er forklædt som jæger
Prinsen angrede, at han havde behandlet Shiva dårligt, da det gik op for ham, hvem det var, han havde toppedes med. Og Shiva og hans kone belønnede prinsen med den bue og pil, som prinsen ønskede sig allermest, nemlig den berømte Pasupatham bue og pil for hans mod.
Og således endte historien lykkeligt.
Paladsbesøg
14. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Paladsbesøg
I dag besøgte vi Hill Palace Museum i Kochi. Det ligger i det område af byen, der hedder Ernakulam, hvor også banegården ligger, men ca. 11 km væk fra bycentrum.
Fra tuc-tuc tur gennem Ernakulam
Vi spiste tidlig morgenmad på hotellet, tog en tuc-tuc fra hotellet til færgen, der bragte os fra FortKochi til Ernakulam. Herfra en anden tuc-tuc til banegården, hvor vi skiftede til en pre-payed tuc-tuc, der kunne køre os til Hill Palace. Lyder det omstændigt? Lyder det dyrt?
Vi betalte
- Tuc-tuc – 4 kr
- Færgebilletter – 0,8 kr
- Tuc-tuc – 3 kr
- Tuc-tuc – 17 kr
Så udturen kostede alt i alt 25 kr. og det tog 1 ½ time at komme derhen. Selv om vi måtte stå i kø ved banegården for at få en pre-paid Tuc-tuc. Fordi vi var bestemt ikke de eneste, der var på søndagsudflugt. Den fornøjelse delte vi med rigtig mange Indere.
Opgangen til Hill Palace
Hill Palace var den lokale kongefamilies administrative kompleks. Paladset er bygget i 1865, der er et bygningskompleks bestående af 49 bygninger i en smukt anlagt have på 52 acres. Kongefamilien overgav på et tidspunkt i 1900’tallet komplekset til Keralas regering, som i 1980 besluttede at gøre det til et museum.
Det var ikke tilladt at tage billeder inde på museet, men museet er en god påmindelse om, at Indien har en ca. 3000 år lang politisk-administrativ tradition med kongedømmer, en praksis, vi også kender fra de europæiske fyrstestater. Krige og magtkampe mellem de indiske fyrstestater har også været lige så udbredte, som de var det i Europa.
Statue af en af de seneste Royal Highness (Maharaja fra 1895 – 1914) opsat i en nyligt anlagt bypark i Ernakulam
De europæiske kolonimagter i det indiske subkontinent var dybt afhængige at deres samarbejde med de indiske maharajadinere. Et symbol på dette så vi i Hill Palace skatkammer. Her er udstillet en 1,750 kg tung massiv guldkrone besat med juveler. Kronen er en gave fra den portugisiske Kong Emanuel. Den blev overbragt af Vasco da Gama i 1520’erne, da Portugiserne frygtede, de var ved at miste kongens gunst.
Prins Arjuna i Kathakali forestilling i Kochi. Hans krone ligner meget den, Vasco da Gama medbragte til Kongen af Kochi i 1520’erne
Kongernes – eller Maharajadinernes samarbejde med englænderne var en væsentlig årsag til, at de mistede deres magt i Indien, da englænderne forlod landet.
Hvor peberet gror
12. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Hvor peberet gror
Hvor Peberet gror
Hvis man vil rejse hen, hvor peberet gror, så skal man rejse til Kerala. Vil man handle peber – eller rettere hvis man ville handle peber, så skulle man rejse til Kochi.
De kinesiske fiskenet langs kysten er et af de få spor efter den kinesiske koloni i Kochi
Det gjorde kineserne, egypterne og syrerne allerede flere århundrede før kristi fødsel. De kom alle sammen til Kochi, hvor der var en international havn, hvor der blev udvekslet varer. Der var også en kinesisk koloni med bofaste kinesere. Kochi har rent faktisk fået sit navn af disse kinesere, opkaldt efter deres hjemstavn i Kina. Det fortæller museumsinspektøren på Indo-Portuguese Museum her i Kochi. Efter egypterne fulgte romerne. Her hentede de deres krydderier, og især peberet var i høj kurs. Men der blev også byttet varer mellem romerne og kineserne. Især silke havde romernes store interesse. I Kochi kunne man komme uden om de orientalske mellemhandlere.
Også apostlen Thomas gik i land i Kerala, da han fik tildelt Indien som sin missionsmark efter Kristus korsfæstelse. Han var med til at grundlægge de første syrisk-kristne missionen i Indien i de første århundreder efter Kristi. Men den historie vil vi nok vende tilbage til senere.
FortKochi – indsejlingen til industrihavnen i Cochin, Keralas største by
Den gamle kinesiske handelsstation og den internationale havn forsvandt under en frygtelig oversvømmelse i 1341, hvor to floder overflød store landområder og dannede det, vi i dag kender som Back-Water området, et langstrakt, lavvandet brakvandsområde, der ligger inden for kystlinjen. I samme forbindelse blev dannet en naturlig havn med indsejling ved det, der efter portugisernes ankomst blev til Fortkochi.
Palle ved Vasco da Gama’s grav i Kochi. De jordiske rester er senere blevet flyttet til Portugal
Portugiserne anført af Vasco da Gama kom til Kochi omkring år 1500 i deres jagt på søvejen til Indien syd om Afrika. De hjalp den daværende Konge i Kerala, Raja Unni Goda Varma Tirumulpadu med at bevare magten, ved militært at støtte kongens egen hær i kampen mod et af nabokongedømmerne.
Som tak indgik Portugiserne en kontrakt med kongen, der gav den ret til at bygge et fort, kirker og en handelsstation på den halvø, der i dag hedder Fortkochi.
Vasco da Gama døde den 24. December 1524 i Kochi af malaria 55 år gammel.
Hollænderne erobrede Kochi fra portugiserne i 1663.
Coverbilledet er taget på Kochi Beach. Muligvis er det ikke et “ægte” bryllupsbillede, men scenen til en film, der skydes.
Skolebesøg
10. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Skolebesøg
Reghu var rigtig glad tirsdag morgen, fordi der var en artikel i avisen om seminaret på Memorial Day og om, hvem der var talere på konference. Det betyder meget for stedet, at man kan tiltrække på nationale og internationale personligheder.
Sammen med Sabith og Kirsten Bruun var vi resten af dagen på skolebesøg på Viswadarshini Public School. Det er -trods sit navn – en privat English Medium School. Vi fik en fantastisk modtagelse – den var en dronning værdig. Så skolen havde helt tydeligt valgt at benytte lejligheden til at aktivere alle børnene i, at der kom besøg.
Vi havde lavet en præsentation af Friskolen i Jordløse, som vi viste, først for eleverne i 6. Og 7. Kl. Senere på dagen viste vi den for en gruppe forældre og lærere på omkring 30 personer. Der var ca. halvt af hvert. Jeg tror, de syntes, det var meget inspirerende at se, hvordan forældre og lærere i Danmark stod sammen om at holde liv i en skole, som regeringen helst så lukket. De var også nysgerrige i forhold til de aktiviteter, der foregik for voksne på skolen.
Skolen havde lige afholdt en markeds/ festival dag, hvor forældrene havde bidraget med at lave mad og arrangere boder, hvor der blev solgt kurve og andet kunsthåndværk produceret af forældrene. De serverede en dejlig frokost for os, et typisk Kerala-måltid serveret på palmeblade.
Memorial Day
9. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Memorial Day
8. februar 2016
Den 8, februar ville Viswanathan – Mitraniketans stifter – være fyldt 88 år. I 2011 var jeg med til at fejre hans fødselsdag. I år var vi inviteret til hans memorial day.
Reghu Rama Das har besluttet, at den 8. Februar skal Viswanathan mindes ved en seminar dag, hvor der sættes fokus på Development Education, et tema der lå Sri Viswanathan meget på sinde. Man kan vel sige, det var hans livsværk. Uddannelse til de under privilegerede, en uddannelse der kan gøre dem til aktive samfundsborgere.
Hans store inspirationskilder var de indiske forbilleder Ghandi og Tagore – amerikanske Martin Bubber og danske Grundtvig. Når man besøger Mitraniketan føler man især inspirationen fra Tagora’s ”rural reconstriction program”, et program, der blev udfoldet som en del af skoleprogrammet på Santiniketan i den sektion der hedder Shriniketan
I Danmark vil man bedst kunne sammenligne projektet med en produktionsskolen. Man lærer gennem at røre og gøre. Her er programmet kombineret med en højskoledel: Mitraniketan Peoples College. Programmet når de elever, der ikke kvalificerer sig til en højere uddannelse i det formelle skolesystem.
Grundsøjlen i livet på Mitraniketan er børnekostskolen. Her er ca. 200 elever fra 1 – 10 klasse, de 180 af dem er kostskoleelever. De kommer fra et stammeområde ca. 600 km herfra. De børn der går her nu har næsten alle forældre, der har gået på skolen. En del har endda bedsteforældre. Kønsfordelinger er således at ca. 1/3 af eleverne er drenge og 2/3 er piger.
Det var rørende at være en del af højtideligholdelsen af Memorial Day i morges, hvor eleverne sang så smukt for hans minde.
Det efterfølgende seminar om Development Education var et godt eksempel på folkeoplysning. Det var i alt fald deltagernes tilbagemelding i den afsluttende session. Jeg tror mange oplever, at det er et vigtigt korrektiv til hverdagens uddannelsesdiskussion. Det er ikke så tit i denne del af verdenen, at folk mødes på tværs af professioner og social status og diskutere, hvordan man undgår at miste sine kulturelle værdier i et moderned uddannelsessystem.
Om formiddagen var der 2 taler af folk, der havde stået Viswanathan nært og som havde haft/ havde høje positioner i universitetsverdenen. Den ene leverede en lammende kritik af det formelle uddannelsessystem og isæt den bureaukratisering af uddannelsessystemet og af samfundet, der var et resultat af dette system.
Den anden – noget yngre bureaukrat – som han selv sagde, var bekymret for det kulturtab, der lå i at engelsk er medium i det højere uddannelsessystem. Børn/ unge lærer hverken at mestre deres modersmål eller engelsk. Staten Kerala har derfor åbnet et nyt universitet, hvor Mayalam er undervisningssprog. Han fortale om den udfordring det er, at skulle starte sådan en ny institution op.
Eftermiddagen havde mere karakter af en workshop, hvor der var dialog med deltagerne.
Der var en præsentation af en tysk gymnasieskole med et spændende uddannelsesprogram. Bl.a. var skolen med en gruppe elever og tre forældre på besøg i Kerala, hvor Mitraniketan har tilrettelagt et 14 dages besøgsprogram for dem.
Jeg havde et indlæg om ”Enlightenment – a tool to sustainable education”. Det var et indlæg, der blev rigtig godt modtaget. Vi sluttede det af med at præsentere en video produceret af nogle af Kirstens efterskoleelever om Human Rights in Saudi Arabia.
Dagen sluttede med et indlæg af Dr. V. Reghu om Development Education i Indien, med fokus på de ikke-akademiske uddannelser.
På vej til Indien
5. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til På vej til Indien
Så er kufferten pakket og vi er på vej til Indien igen.
Turen går i første omgang til Mitraniketan, hvor vi skal fortsætte det lærerarbejde, vi påbegyndte i 2013 sammen med Jan, Kirsten, Lis og Søren.
Sammen med indiske kollegaer skal vi videreudforske nogle af de spørgsmål, der dengang blev rejst om, hvordan kan man arbejde med et nyt undervisningsparadigme i en indisk sammenhæng.
Men der bliver også tid til at tage lidt ud på egen hånd og udforske det gådefulde Indien. Jo mere man fordyber sig i Indien jo mere tydeligt bliver det, at Indien er en sært sammensat størrelse, bedst sammenligneligt med et kalejdoskop.
Lige når man tror, man har et smukt mønster, så ændrer det sig i næste sekund.
Mitraniketan ligger i Kerala – helt mod syd ud til Det Indiske Ocean. Vi skal bl.a. besøge byen Kochi. Det er en gammel havneby. Det var der Kineserne og Romerne udvekslede varer omkring år 100 e.v.t. Det var også på den tid, apostlen Thomas gik i land i Kerala, for at udbrede det kristne budskab.
Tro, identitet og næstekærlighed
8. november 2015 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Tro, identitet og næstekærlighed
Når jeg kalder indlægget her tro, identitet og næstekærlighed, så er det en slags foreløbig konklusion på den rejse ind i kristendommen som religiøst fænomen, som blev påbegyndt i blogindslaget om den taknemmelige samaritan.
“Giv kejseren hvad kejserens er, og gud hvad guds er”, svarer Jesus farisæerne, da de spørger ham, om det kan passe, at man skal betale skat til kejseren. Mønten er præget med kejserens billede, derfor tilhører den kejseren. “Men vi er skabt i guds billede, derfor tilhører vi gud” konkluderer vores præst, Rikke Gotfredsen.
Det er en stærk identitetsfortælling, der her rulles ud. En identitetsfortælling, der gør det muligt for os som mennesker at vokse i to universer: et versligt og et åndeligt regimente. Lidt kort fortalt kan vi se det verslige som vores yderside som samfunds- og medborger, det åndelige er vores værdier og hjertesprog.
Den skillelinje Jesus her indstifter er på mange måder den, der muliggør, at vi kan leve i et moderne samfund og samtidig påberåbe os en (kultur)kristen identitet – og kristne værdier. Det sidste vil jeg vende tilbage til senere i dette indlæg med udgangspunkt i et radioindslag med Marie Krarup.
Jødedommen har om muligt en endnu stærkere identitetsfortælling. Fortællingen om jøderne som guds udvalgte folk. Som en del af rejsen ind i kristendommen har vi startet en lille læsegruppe sammen med Rikke Gotfredsen, hvor vi læser religionshistorie (bibelhistorie) – med udgangspunkt i det gamle testamente. Her forsøger vi at komme tættere på de religiøse forestillinger i mellemøsten i overgangen mellem bronze- og jernalder.
Det gamle testamente manifesterer sig som en unik identitetsfortælling for jøderne, der er samlet efter man er vendt tilbage til Jerusalem fra eksilet i Babylon omkring år 500 – 400 f.v.t. På det tidspunkt har Perserne det politiske overherredømme over Israel/ Palæstina.
Religionshistorisk kan den kristne grundfortælling lyde således: Gud har forsøgt at forme sit jødiske folk (ex. Jer. 18 1-6), men gang på gang svigter folket gud. Gud straffer folket ved at sende fremmede hære (ex. Assyrer og Babylonere) som straf for deres gerninger. Efter hver begivenhed indgår Gud og jøderne en ny kontrakt, men lige lidt hjælper det. Til sidst sender Gud sin egen søn. Jesus opsiger kontrakten med folket (Matt. 22. 1-14) og Gud vælger sig et nyt folk. Det nye folk består af dem, der frivilligt lader sig forme i Guds billede.
Hvad er næstekærlighed
Et nøglebegreb i kristendommen er næstekærlighed. Begrebet er omstridt – ikke mindst i den tilspidsede danske flygtningedebat. Lige nu er spørgsmålet konkretiseret af sagen om Lisbeth Zornig’s hjælp til en flygtningefamilie, som hun for åben radio (radio 24/7) kørte til Sverige.
Det er i den diskussion Marie Krarup udmærker sig ved at kunne afgøre, at Lisbeth Zornig ikke handlede af næstekærlighed.
Marie Krarups argumenter lyder nogenlunde således: Hvis Lisbeth Zornig havde handlet i menneskekærlighed så:
Så skulle hun have overladt flygtningefamilien til de danske myndigheder, så de kunne blive registreret i Danmark.
Så skulle hun ikke have flash’et (som det hedder på nudansk) sin handling i Radio og på Facebook. Næstekærlighed er noget man gør i ydmyghed ikke i offentlighed.
Med andre ord, så tilhører en flygtningefamilie ifølge Marie Krarup kejseren (her de danske myndigheder) ikke gud.
Det er jo et interessant skel, Marie Krarup her sætter, som nok kan dele vandene mellem tidehvervskristne og kulturkristne. Er vi alle lige for gud, eller er det kun kristne, der er døbt i guds navn, der tilhører gud? Er det sandt, at “de andre” kan vi til enhver tid overlade til kejserens forgodtbefindende, uanset hvad der er deres håb og ønsker.
Som jeg ser det, viser Jesus i sine handlinger (ex. den taknemmelige sameritan), at næstekærligheden gælder alle, vi holder i vores hånd.
I anden sammenhæng har jeg hørt tidehvervspræster forklare, at næsten altid er individder. Man kan ikke kollektivt betragte ex. flygtninge som vores næste. I Lisbeth Zornig’s tilfælde, kan der vist ikke være tvivl om, at det er en individuel familie hun hjælper i en konkret situation, og hun hjælper dem til at nå det, deres hjerte banker for.
Men hvad så med det at flash’e sine handlinger. Gør det handlingen mindre næstekærlig? Hvis man som jeg var så heldig at følge Lisbeth Zornig’s handling live på radio 24/7, så er der ingen tvivl om, at Lisbeth Zornig handlede med hjertet – uden nogen form for strategisk overvejelse.
Men hvad, hvis der havde været tale om en strategisk handling. Et bevidst ønske om at være rollemodel. Så må man spørge, og ikke netop Jesus var verdensmester i at flash’e sine handlinger. Om hans handlinger kan siges at have været fri for strategisk tænkning. Jesus prædikede ydmyghed. Men var han ydmyg i sine handlinger? Eller så han sig selv som rollemodel? Hvis det sidste er tilfældet, kan vi så konkludere, at Jesus i sit virke ikke agerede af kærlighed til næsten?
Høsttid i udkanten
12. oktober 2015 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Høsttid i udkanten
Der er dejligt ude på landet og høsttiden er noget helt særligt. Dage går med at bjerge frugt og nødder, henkoge, sylte og lave pesto. Der skal slagtes og ordnes kød, skabe og fryser bliver fyldt med forråd til næste høst.
Det dejligste på landet er det rolige tempo, den tydelige sammenhæng mellem mellem fortid, nutid og fremtid og mellem natur, kultur og mennesker. Man lever af og med naturen fordi man kultiverer den. Landet eller – jeg synes udkanten eller periferien er smukke ord for det, der omgiver byerne – er et sted, hvor livet leves af børn og ældre.
Byerne – centrene – er vækst- og værested for unge og voksne. Byerne er for de mennesker, der har travlt med at tilegne sig viden, for at forme fremtiden i nutidens billede.
Landet, udkanten, periferien er der, hvor man har ro, råd og ressourcer til at eksperimentere og tænke nyt.
Hans Erik serverer grillstegt økologisk pattegris af egen produktion til høstfest
Forleden var vi til høstfest på Friskolen i Jordløse. Her blev serveret økologisk pattegris. Kartofler og rodfrugter var dyrket i naturbørnehaven og i de nye skolehaver. Maden blev tilberedt af beboerforeningen. Desserten var et orgie af hjemmelavede kager, der var medbragt til konkurrencen “den store bagedyst”. Skolebørnene sørgede for underholdningen.
Halloween kage – et indslag i den store bagedyst
Høstfest i Jordløse er børn og pensionister, der skaber rum for et fællesskab, som de travle forældre med arbejde i byerne er en naturlig del af, når de har fri.
Hvad kan man håbe på
20. september 2015 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Hvad kan man håbe på
Gudstjenesten i Jordløse kirke i dag handlede om håb. Men hvad kan man som kristen tillade sig at håbe på?
Prædiken tog sit udgangspunkt i to tekststykker. Det ene er hentet fra Jobs bog i det gamle testamente, det andet er hentet fra Lukas evangeliet. De to stykker har ikke umiddelbart meget med hinanden at gøre, men håb er et begreb, der kan binde de to tekststykker.
At fastholde sin uskyld
Jobs bog er en gammeltestamentligt omskrivning af en babylonsk skæbnefortælling. Guderne leger med mennesket, for at prøve troens ægthed. Den på alle måder rige og korrekte Job fratages af Satan (med guds vidende) sin rigdom, sit helbred og sin familie. Hans omgivelser mener, at det er hans egen skyld, han må have syndes, siden en sådan straf nedkastes over ham. Men Job fastholder sin uskyld. Job fornægter ikke gud, og han bevarer håbet om, at der findes en højere retfærdighed. At en dag i dette liv eller i det hinsides, vil han blive stillet for en dommer, en forsvarer vil træde frem, og hans uskyld vil blive fastslået.
Efterlivet
Lukas nytestamentlige fortælling en næsten lige så kryptisk som Jobs bog. Igen er det tilfældet, der råder. Jesus med sit følge kommer forbi landsbyen Nain i Galilæa. Fortællingen forgår efter, Jesus har prædiket for sine tilhængere om kærlighed til fjenderne (om at vende den anden kind til) og han har advaret menneskene mod dømmesyge. Underet i Nain er ét i en lang række af undere, der viser, at Jesus er herre over liv, rigdom og helbred i sin vandring på jorden. I Nain genopliver han på sin vandring en enkes søn, og han gør det for enkens skyld. For som præsten Rikke Gotfredsen siger, på den tid var der ikke meget håb for en enke.
Men er det en barmhjertighedsgerning Jesus her bedriver? Eller er det snarere en symbolsk handling? Som dødelige kan vi næppe håbe på, at vores afdøde børn genopstår på denne side af livet. Derfor giver det mere mening for mig, hvis sigtet med Jesus handling er at vise os, at der er et liv efter døden. At Vor Herre og Guds søn både hersker over livet og efterlivet. Vi har derfor som kristne lov at håbe, at vores liv har mening, fordi der er et liv efter døden. Og det gælder for alle, det gælder både venner og fjender. I døden er det kun gud, der er dommer.
Her vil jeg gerne citere vores berømte astrolog Anja Andersen. Hun blev i et P1 interview spurgt om sin tro. Og hun svarede, at hvis hun ikke troede, så ville verden jo slutte, når hun lukkede sine øjne for sidste gang. Men sådan er det heldigvis ikke.
Kan man udlede en kristen værdi af disse to fortællinger? I så fald må det være, at vi har ret til at fastholde vores håb og vores uskyld, selv om samtiden (for)dømmer os, og at vi mennesker ikke kan dømme over liv og død.
Om at bekymre sig
13. september 2015 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Om at bekymre sig
Den brændte søjle i Istanbul, hvor efter legenden Noahs økse ligger indmuret.
Dagens tekst og prædiken i Jordløse Kirke handlede om at bekymre sig. Hvornår er der grund til bekymring?
Den første tekst – fra Første Mosebog – havde Rikke Gotfredsen udeladt. Men den er nok værd at beskæftige sig med. Hovedpersonen i fortællingen er Noah, der efter syndfloden har ført sin ark på fast grund på Ararats bjerge og lukket dyrerne ud. Han bygger nu et alter og brandofrer af dyrerne til Gud. Og Gud modtager offeret og indstifter en pagt med Noah. Han lover Noah en ny start med et nyt folk, og han lover aldrig mere at forsøge – gennem naturkatastrofer – at udslette sit skaberværk. Som symbol på pagten sætter han regnbuen på himlen.
Der er andre ting i teksten om Noah i Første Mosebog, det kan være værd at beskæftige sig med, når man vil prøve at forstå Det gamle Testamente i en samtidig kontekst. Især synes jeg det er interessant, at årsagen til syndfloden synes at være, at andre guder har forgrebet sig på og avlet børn med menneskedøtrene. Den vinkel er interessant, når man tænker på, hvor aktiv Zeus og de andre græske guder var på den tid med at avle børn med menneskedøtrene. Men lad det hvile. I dag er det vigtige budskab, at Gud lover Noah, at mennesker ikke længere behøver at bekymre sig om skaberværkets overlevelse, den bekymring kan vi mennesker overlade til Gud.
Dagens anden tekst stammer fra Mattæus-evangeliet og et et uddrag af bjergprædiken. Den handler også om at bekymre sig, men denne gang handler det om, at man ikke skal bekymre sig om ussel mammon. Man kan ikke på en gang tjene Gud og mammon siger Jesus – man må vælge. I må ikke være bekymrede for jeres liv, for hvad I skal spise og drikke eller for jeres klæder. Hvis man følger gud – eller i Jesus forståelse – sin samvittighed, så skal Gud nok sørge for, at man får det, man behøver.
Hvis man skal uddrage en kristelig værdi af det, så må det være, at man skal tænke på næsten, før man tænker på sin egen rigdom.
Bekymring og flygtningestrømmen
Der findes nok ikke en dag i verdenshistorien, hvor det budskab ikke er aktuelt. Men i disse dage, er det et godt indspark i debatten om de flygtninge, der flyder ind over Europas grænser i noget, der kan minde om en syndflod. Vi skal holde op med at diskutere flygtningespørgsmålet i økonomiske termer. Det er uden betydning om Danmark bliver rigere eller fattigere målt i BNP af at modtage flygtninge. Det er ikke noget, vi skal bekymre os om. Det er strengt taget heller ikke noget, det er muligt at regne på, hvis man ville.
Men vi skal bekymre os om, at vi i fællesskab løser problemet på en måde, så vi kan se os selv i øjnene på den yderste dag.