På vej til Indien
5. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til På vej til Indien
Så er kufferten pakket og vi er på vej til Indien igen.
Turen går i første omgang til Mitraniketan, hvor vi skal fortsætte det lærerarbejde, vi påbegyndte i 2013 sammen med Jan, Kirsten, Lis og Søren.
Sammen med indiske kollegaer skal vi videreudforske nogle af de spørgsmål, der dengang blev rejst om, hvordan kan man arbejde med et nyt undervisningsparadigme i en indisk sammenhæng.
Men der bliver også tid til at tage lidt ud på egen hånd og udforske det gådefulde Indien. Jo mere man fordyber sig i Indien jo mere tydeligt bliver det, at Indien er en sært sammensat størrelse, bedst sammenligneligt med et kalejdoskop.
Lige når man tror, man har et smukt mønster, så ændrer det sig i næste sekund.
Mitraniketan ligger i Kerala – helt mod syd ud til Det Indiske Ocean. Vi skal bl.a. besøge byen Kochi. Det er en gammel havneby. Det var der Kineserne og Romerne udvekslede varer omkring år 100 e.v.t. Det var også på den tid, apostlen Thomas gik i land i Kerala, for at udbrede det kristne budskab.
Tro, identitet og næstekærlighed
8. november 2015 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Tro, identitet og næstekærlighed
Når jeg kalder indlægget her tro, identitet og næstekærlighed, så er det en slags foreløbig konklusion på den rejse ind i kristendommen som religiøst fænomen, som blev påbegyndt i blogindslaget om den taknemmelige samaritan.
“Giv kejseren hvad kejserens er, og gud hvad guds er”, svarer Jesus farisæerne, da de spørger ham, om det kan passe, at man skal betale skat til kejseren. Mønten er præget med kejserens billede, derfor tilhører den kejseren. “Men vi er skabt i guds billede, derfor tilhører vi gud” konkluderer vores præst, Rikke Gotfredsen.
Det er en stærk identitetsfortælling, der her rulles ud. En identitetsfortælling, der gør det muligt for os som mennesker at vokse i to universer: et versligt og et åndeligt regimente. Lidt kort fortalt kan vi se det verslige som vores yderside som samfunds- og medborger, det åndelige er vores værdier og hjertesprog.
Den skillelinje Jesus her indstifter er på mange måder den, der muliggør, at vi kan leve i et moderne samfund og samtidig påberåbe os en (kultur)kristen identitet – og kristne værdier. Det sidste vil jeg vende tilbage til senere i dette indlæg med udgangspunkt i et radioindslag med Marie Krarup.
Jødedommen har om muligt en endnu stærkere identitetsfortælling. Fortællingen om jøderne som guds udvalgte folk. Som en del af rejsen ind i kristendommen har vi startet en lille læsegruppe sammen med Rikke Gotfredsen, hvor vi læser religionshistorie (bibelhistorie) – med udgangspunkt i det gamle testamente. Her forsøger vi at komme tættere på de religiøse forestillinger i mellemøsten i overgangen mellem bronze- og jernalder.
Det gamle testamente manifesterer sig som en unik identitetsfortælling for jøderne, der er samlet efter man er vendt tilbage til Jerusalem fra eksilet i Babylon omkring år 500 – 400 f.v.t. På det tidspunkt har Perserne det politiske overherredømme over Israel/ Palæstina.
Religionshistorisk kan den kristne grundfortælling lyde således: Gud har forsøgt at forme sit jødiske folk (ex. Jer. 18 1-6), men gang på gang svigter folket gud. Gud straffer folket ved at sende fremmede hære (ex. Assyrer og Babylonere) som straf for deres gerninger. Efter hver begivenhed indgår Gud og jøderne en ny kontrakt, men lige lidt hjælper det. Til sidst sender Gud sin egen søn. Jesus opsiger kontrakten med folket (Matt. 22. 1-14) og Gud vælger sig et nyt folk. Det nye folk består af dem, der frivilligt lader sig forme i Guds billede.
Hvad er næstekærlighed
Et nøglebegreb i kristendommen er næstekærlighed. Begrebet er omstridt – ikke mindst i den tilspidsede danske flygtningedebat. Lige nu er spørgsmålet konkretiseret af sagen om Lisbeth Zornig’s hjælp til en flygtningefamilie, som hun for åben radio (radio 24/7) kørte til Sverige.
Det er i den diskussion Marie Krarup udmærker sig ved at kunne afgøre, at Lisbeth Zornig ikke handlede af næstekærlighed.
Marie Krarups argumenter lyder nogenlunde således: Hvis Lisbeth Zornig havde handlet i menneskekærlighed så:
Så skulle hun have overladt flygtningefamilien til de danske myndigheder, så de kunne blive registreret i Danmark.
Så skulle hun ikke have flash’et (som det hedder på nudansk) sin handling i Radio og på Facebook. Næstekærlighed er noget man gør i ydmyghed ikke i offentlighed.
Med andre ord, så tilhører en flygtningefamilie ifølge Marie Krarup kejseren (her de danske myndigheder) ikke gud.
Det er jo et interessant skel, Marie Krarup her sætter, som nok kan dele vandene mellem tidehvervskristne og kulturkristne. Er vi alle lige for gud, eller er det kun kristne, der er døbt i guds navn, der tilhører gud? Er det sandt, at “de andre” kan vi til enhver tid overlade til kejserens forgodtbefindende, uanset hvad der er deres håb og ønsker.
Som jeg ser det, viser Jesus i sine handlinger (ex. den taknemmelige sameritan), at næstekærligheden gælder alle, vi holder i vores hånd.
I anden sammenhæng har jeg hørt tidehvervspræster forklare, at næsten altid er individder. Man kan ikke kollektivt betragte ex. flygtninge som vores næste. I Lisbeth Zornig’s tilfælde, kan der vist ikke være tvivl om, at det er en individuel familie hun hjælper i en konkret situation, og hun hjælper dem til at nå det, deres hjerte banker for.
Men hvad så med det at flash’e sine handlinger. Gør det handlingen mindre næstekærlig? Hvis man som jeg var så heldig at følge Lisbeth Zornig’s handling live på radio 24/7, så er der ingen tvivl om, at Lisbeth Zornig handlede med hjertet – uden nogen form for strategisk overvejelse.
Men hvad, hvis der havde været tale om en strategisk handling. Et bevidst ønske om at være rollemodel. Så må man spørge, og ikke netop Jesus var verdensmester i at flash’e sine handlinger. Om hans handlinger kan siges at have været fri for strategisk tænkning. Jesus prædikede ydmyghed. Men var han ydmyg i sine handlinger? Eller så han sig selv som rollemodel? Hvis det sidste er tilfældet, kan vi så konkludere, at Jesus i sit virke ikke agerede af kærlighed til næsten?
Høsttid i udkanten
12. oktober 2015 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Høsttid i udkanten
Der er dejligt ude på landet og høsttiden er noget helt særligt. Dage går med at bjerge frugt og nødder, henkoge, sylte og lave pesto. Der skal slagtes og ordnes kød, skabe og fryser bliver fyldt med forråd til næste høst.
Det dejligste på landet er det rolige tempo, den tydelige sammenhæng mellem mellem fortid, nutid og fremtid og mellem natur, kultur og mennesker. Man lever af og med naturen fordi man kultiverer den. Landet eller – jeg synes udkanten eller periferien er smukke ord for det, der omgiver byerne – er et sted, hvor livet leves af børn og ældre.
Byerne – centrene – er vækst- og værested for unge og voksne. Byerne er for de mennesker, der har travlt med at tilegne sig viden, for at forme fremtiden i nutidens billede.
Landet, udkanten, periferien er der, hvor man har ro, råd og ressourcer til at eksperimentere og tænke nyt.
Hans Erik serverer grillstegt økologisk pattegris af egen produktion til høstfest
Forleden var vi til høstfest på Friskolen i Jordløse. Her blev serveret økologisk pattegris. Kartofler og rodfrugter var dyrket i naturbørnehaven og i de nye skolehaver. Maden blev tilberedt af beboerforeningen. Desserten var et orgie af hjemmelavede kager, der var medbragt til konkurrencen “den store bagedyst”. Skolebørnene sørgede for underholdningen.
Halloween kage – et indslag i den store bagedyst
Høstfest i Jordløse er børn og pensionister, der skaber rum for et fællesskab, som de travle forældre med arbejde i byerne er en naturlig del af, når de har fri.
Hvad kan man håbe på
20. september 2015 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Hvad kan man håbe på
Gudstjenesten i Jordløse kirke i dag handlede om håb. Men hvad kan man som kristen tillade sig at håbe på?
Prædiken tog sit udgangspunkt i to tekststykker. Det ene er hentet fra Jobs bog i det gamle testamente, det andet er hentet fra Lukas evangeliet. De to stykker har ikke umiddelbart meget med hinanden at gøre, men håb er et begreb, der kan binde de to tekststykker.
At fastholde sin uskyld
Jobs bog er en gammeltestamentligt omskrivning af en babylonsk skæbnefortælling. Guderne leger med mennesket, for at prøve troens ægthed. Den på alle måder rige og korrekte Job fratages af Satan (med guds vidende) sin rigdom, sit helbred og sin familie. Hans omgivelser mener, at det er hans egen skyld, han må have syndes, siden en sådan straf nedkastes over ham. Men Job fastholder sin uskyld. Job fornægter ikke gud, og han bevarer håbet om, at der findes en højere retfærdighed. At en dag i dette liv eller i det hinsides, vil han blive stillet for en dommer, en forsvarer vil træde frem, og hans uskyld vil blive fastslået.
Efterlivet
Lukas nytestamentlige fortælling en næsten lige så kryptisk som Jobs bog. Igen er det tilfældet, der råder. Jesus med sit følge kommer forbi landsbyen Nain i Galilæa. Fortællingen forgår efter, Jesus har prædiket for sine tilhængere om kærlighed til fjenderne (om at vende den anden kind til) og han har advaret menneskene mod dømmesyge. Underet i Nain er ét i en lang række af undere, der viser, at Jesus er herre over liv, rigdom og helbred i sin vandring på jorden. I Nain genopliver han på sin vandring en enkes søn, og han gør det for enkens skyld. For som præsten Rikke Gotfredsen siger, på den tid var der ikke meget håb for en enke.
Men er det en barmhjertighedsgerning Jesus her bedriver? Eller er det snarere en symbolsk handling? Som dødelige kan vi næppe håbe på, at vores afdøde børn genopstår på denne side af livet. Derfor giver det mere mening for mig, hvis sigtet med Jesus handling er at vise os, at der er et liv efter døden. At Vor Herre og Guds søn både hersker over livet og efterlivet. Vi har derfor som kristne lov at håbe, at vores liv har mening, fordi der er et liv efter døden. Og det gælder for alle, det gælder både venner og fjender. I døden er det kun gud, der er dommer.
Her vil jeg gerne citere vores berømte astrolog Anja Andersen. Hun blev i et P1 interview spurgt om sin tro. Og hun svarede, at hvis hun ikke troede, så ville verden jo slutte, når hun lukkede sine øjne for sidste gang. Men sådan er det heldigvis ikke.
Kan man udlede en kristen værdi af disse to fortællinger? I så fald må det være, at vi har ret til at fastholde vores håb og vores uskyld, selv om samtiden (for)dømmer os, og at vi mennesker ikke kan dømme over liv og død.
Om at bekymre sig
13. september 2015 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Om at bekymre sig
Den brændte søjle i Istanbul, hvor efter legenden Noahs økse ligger indmuret.
Dagens tekst og prædiken i Jordløse Kirke handlede om at bekymre sig. Hvornår er der grund til bekymring?
Den første tekst – fra Første Mosebog – havde Rikke Gotfredsen udeladt. Men den er nok værd at beskæftige sig med. Hovedpersonen i fortællingen er Noah, der efter syndfloden har ført sin ark på fast grund på Ararats bjerge og lukket dyrerne ud. Han bygger nu et alter og brandofrer af dyrerne til Gud. Og Gud modtager offeret og indstifter en pagt med Noah. Han lover Noah en ny start med et nyt folk, og han lover aldrig mere at forsøge – gennem naturkatastrofer – at udslette sit skaberværk. Som symbol på pagten sætter han regnbuen på himlen.
Der er andre ting i teksten om Noah i Første Mosebog, det kan være værd at beskæftige sig med, når man vil prøve at forstå Det gamle Testamente i en samtidig kontekst. Især synes jeg det er interessant, at årsagen til syndfloden synes at være, at andre guder har forgrebet sig på og avlet børn med menneskedøtrene. Den vinkel er interessant, når man tænker på, hvor aktiv Zeus og de andre græske guder var på den tid med at avle børn med menneskedøtrene. Men lad det hvile. I dag er det vigtige budskab, at Gud lover Noah, at mennesker ikke længere behøver at bekymre sig om skaberværkets overlevelse, den bekymring kan vi mennesker overlade til Gud.
Dagens anden tekst stammer fra Mattæus-evangeliet og et et uddrag af bjergprædiken. Den handler også om at bekymre sig, men denne gang handler det om, at man ikke skal bekymre sig om ussel mammon. Man kan ikke på en gang tjene Gud og mammon siger Jesus – man må vælge. I må ikke være bekymrede for jeres liv, for hvad I skal spise og drikke eller for jeres klæder. Hvis man følger gud – eller i Jesus forståelse – sin samvittighed, så skal Gud nok sørge for, at man får det, man behøver.
Hvis man skal uddrage en kristelig værdi af det, så må det være, at man skal tænke på næsten, før man tænker på sin egen rigdom.
Bekymring og flygtningestrømmen
Der findes nok ikke en dag i verdenshistorien, hvor det budskab ikke er aktuelt. Men i disse dage, er det et godt indspark i debatten om de flygtninge, der flyder ind over Europas grænser i noget, der kan minde om en syndflod. Vi skal holde op med at diskutere flygtningespørgsmålet i økonomiske termer. Det er uden betydning om Danmark bliver rigere eller fattigere målt i BNP af at modtage flygtninge. Det er ikke noget, vi skal bekymre os om. Det er strengt taget heller ikke noget, det er muligt at regne på, hvis man ville.
Men vi skal bekymre os om, at vi i fællesskab løser problemet på en måde, så vi kan se os selv i øjnene på den yderste dag.
Den taknemmelige samaritan
6. september 2015 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Den taknemmelige samaritan
I Jordløse Kirke fortalte vores præst Rikke Godfredsen i dag om den taknemmelige Samaritan, det takkede Jesus, fordi han blev helbredt for spedalskhed. Ni andre blev helbredt sammen med ham, men de glemte at takke.
Jeg tænker ikke, at taknemmelighed er en speciel kristen værdi. Men det er en religiøs værdi at være taknemmelig for skaberværket og det guddommelige, den værdi kan vist genfindes i alle trossamfund.
Hvad lavede jeg i kirken
Dette er indledningen til dette efterårs rejseprojekt – det bliver en rejse ind i kristendommen som religiøst fænomen. Inspirationen kommer fra vores sidste lange rejse til Tyrkiet og Grækenland, men også fra mange tidligere rejser. Lige meget hvor man vender sig hen i verden, så spiller religion en kolossal rolle.
Men der er en anden ting, der trigger mig. Det er det forhold, at jeg synes, det er vigtigt, at vi har en kirke i Jordløse. En kirke med en præst, en degn, en graver og en organist. MEN HVORFOR ER DET VIGTIGT.
I dag var der barnedåb i kirken. Det var vigtigt for den familie, der var samlet om at det lille nye barn – Viggo – der i dag fik kirkens velsignelse. Men det havde unægteligt været større, hvis kirken havde været fyldt at Jordløse-boere, der havde budt ham velkommen i lokalsamfundet.
Så projektet er dobbelt. Det handler både om at udforske kristendommen som religiøst fænomen og om at udforske, hvad kirkens rolle er – eller kan være – i vores lille lokalsamfund. En del af projektet er at bruge efteråret til at gå i kirke, en anden del af projektet er en mini-studiekreds om historien bag Biblen – her især det gamle testamente.
Hvem er samaritanerne?
Her bliver historien spændende for mig. Samaritanernes navn relaterer sig til byen Samaria i Israel, en by der faldt til Assyrerne i 722 f.v.t. Efter Assyrerne fulgte Babylonierne og de eksilerede en del jøder til Babylon i et forsøg på at gøre den til “gode babylonier”. Det lykkedes ikke, og de vender som jøder tilbage til Jerusalem under Perserne. Her vil de ikke vedkende sig slægtskab/ trosfællesskab med de Samaritanske jøder, der er blevet i Israel og Judæa – og visa-vers . Da Israelitisk religion bliver til lovreligion i 398 f.v.t. indfører jøderne forbud mod at gifte sig med ikke-jøder – herunder samaritanere.
Historien om Jesus, der helbreder en samaritaner og en samaritaneren, der takker Jesus, handler vist om at kunne se ud over etniske og religiøse skillelinjer. Det handler om at kunne se næsten i den anden uanset religiøs lov.
Netop det, at kunne se næsten i den anden på tværs af etniske og religiøse skillelinjer, kan man forstå som en kristen værdi, der indstiftes af Jesus.
Kilde: Bibelkundskab, Introduktion til Det Gamle Testamente, Århus Universitetsforlag, 1999
Kampen mod racisme
22. marts 2015 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Kampen mod racisme
Lissie Thording fra Bedsteforældre for Asyl ringede forleden og spurgte, om jeg ville sige noget ved gårdsdagens demonstration i anledning af, at det var FN-dag mod Racisme.
Det sagde jeg ja til uden helt at tænke over, hvad det indebar. Men det lykkedes at få skåret en tale, der kunne fremsiges til den lille forsamling, der havde trodset lørdagens regn og blæst.
Her er, hvad jeg sagde
Hvis nogen af jer bladrede i Polikken i mandags, så så i måske et interview med en 23-årig medicinstuderende, der hedder Farnam.
Eller måske så i ham i Go’ morgen Danmark i går, hvor han var inviteret til at debattere med Inger Støjberg fra Venstre.
Jeg vi gerne tale lidt om Farnam.
Jeg er nemlig så heldig, at Farnam er min plejenevø.
Farnam gik til politikken fordi han var godt gal i skralden.
Det var han, fordi nogen havde spyttet på ham på gaden i København.
Det var lige efter skyderierne i København i februar.
Farnam kom til Danmark som uledsaget asylbarn for 7 år siden
Han lærte sig hurtigt dansk
Han tog en dansk studentereksamen med over 10 i snit
Han læser nu medicin på 4. Semester.
Med til historien hører
At han har fået permanent ophold i Danmark
Han har bestået indvandreprøven
Han er på vej til at få dansk statsborgerskab.
Så Farnam har gjort alt det rigtige, og alligevel bliver der spyttet på ham, når han går på gaden.
Det er selvfølgelig et udtryk for den hverdagsracisme, vi er samlet her i dag, for at protestere mod.
Derfor bliver vi nødt til at spørge os selv om, hvad det er, der nærer den hverdagsracisme.
Hvad er det for et menneskesyn og hvad er det for fordomme, der skaber den angst og det had, som racisme er gjort af?
Når vi skal svare på det, så er det vigtigt vi husker, at racisme ikke kun er et dansk eller vesteuropæisk fænomen.
Racisme trives i bedste velgående over hele verden.
Når en ung mand griber et våben og skyder mod en forsamling, der diskutere ytringsfrihed og en forsamling i en synagoge, så er det også udtryk for racisme, fordomme, angst og had.
Farnam overvandt sine fordomme og sin angst, fordi han mødte nogle mennesker, der fik øje på mennesket Farnam inde bag facaden.
Han fik nogle danske plejeforældre, der uden nogen forbehold gjorde ham til en del af deres familie.
Nogle plejeforældre, der hjalp og guidede ham gennem det danske uddannelsessystem og det danske asylsystem.
Hvis vi gerne vil have et åbent samfund, så har vi en pligt til at, at hjælpe dem, der kommer her til af med deres angst og fordomme.
Vi har en pligt til at hjælpe dem med at se de muligheder, der åbner sig for dem i Danmark.
Det gør vi ikke gennem vedvarende forlængelser af midlertidige opholdstilladelser eller ved at anbringe mennesker i asylcentre i op til 10 år. Det gør vi kun, ved at få øje på menneskene bag facaden og ved at hjælpe dem til en ny og tryk tilværelse i Danmark så hurtigt som muligt.
I disse dage tales der – og med god grund – meget om radikalisering og af-radikalisering af unge utilpassede indvandrere. PET mener, at 115 unge med dansk baggrund kæmper på Islamisk Stats side i krigen i Syrien og Irak. Det er skræmmende tal.
Farnam siger i sit interview til Politikken – og jeg citerer:
Der er ingen undskyldning for at begå kriminalitet eller blive radikaliseret. Men der er mennesker i Danmark, der bruger demokratiet til at bekæmpe demokratiet, og det fatter jeg ikke, de får lov til.
Her rammer han kernen i demokratiets dilemma.
Men det er ikke noget nyt dilemma. Demokratiets styrke og svaghed er – og har altid været, at der er lighed for Loke så vel som for Thor.
Det demokratiske svar på dilemmaet er todelt
På den ene side – Åbenhed, dialog og gensidig respekt
På den anden side -Love og regler og retsstat
Der vil altid være grupper i et demokratisk samfund, der forsøger at bekæmpe demokratiet. Det vil altid være en demokratisk udfordring at bekæmpe disse grupper – uanset deres etniske baggrund
Men demokratiet har spillet fallit, hvis disse minoritet får lov til at forhindre, at mennesker på flugt kan få den hjælp, de har brug for.Demokrati er andet og mere end ytringsfrihed.Demokrati er også at have lov til at kære sig om næstenDemokrati er frihed, lighed og broderskab – uafhængigt af køn, race eller tro
Så kære venner, bedsteforældre, forældre og børn:
Lad os ikke gribes af angst og afmagt og lukke os om os selvLad os stå sammen om at skabe et Danmark, hvor der er plads og rum til at hjælpe mennesker, der er på flugt for krig, undertrykkelse og terrorLad os holde op med at sende familier hjem, der har børn, der taler dansk og som er vokset op i Danmark.
Det vil være til glæde og gavn for alle – og ikke mindst for det demokrati, som vi så gerne vil værne om.
Tak til Farnam og alle jer, der hjælper aktivt til med at give mennesker et nyt liv i Danmark
Hjemme igen
25. februar 2015 | Posted in Hjemme | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Hjemme igen
Hjemme
Så er vi hjemme igen i regnvåde og influenzaplagede Danmark.
Men dejligt igen at være sammen med familie, naboer og venner. Nu går der nogle dage med udpakning og små praktiske ting.
Tak for en god tur
Makedonernes nyere historie er en lang identitetskrise
21. februar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Makedonernes nyere historie er en lang identitetskrise
Da tiden gik i stå i Skopje
Den 26. juli 1963 klokken 5.17 om morgenen holdt uret på banegården i Skopje op med at gå. Det var da byen gennemrystedes af et jordskælv, der fik det meste af midtbyen til at styrte i grus. 1100 mennesker døde, 120.000 blev hjemløse og byen lå i ruiner.
Dagen efter, den 27. juli, talte Tito til Skopjes befolkning på pladsen foran byens banegård. Han sagde, at dette var hele Jugoslaviens katastrofe og lovede Skopjes befolkning hjælp til genopbygningen.
Hjælpen kom og en japansk arkitekt – Kenzō Tange – bidrog til at genskabe byen efter en byplan, og med bygningskonstruktioner, der fremadrettet skulle sikre byen mod sammenstyrtning.
Dengang var Skopje hovedbyen i Den Jugoslaviske Republik Makedonien. Republikkens tilblivelseshistorie er lang og kompliceret, men Tito spillede en afgørende rolle i dannelsen af den moderne makedonske stat under slutspillet af anden verdenskrig.
Vejen gennem basaren til Museum of Macedonia
Med til historien hører, at under den græske borgerkrig, der fulgte efter anden verdenskrig, var der en massiv udrensning af slavisk talende makedonske borgene i det nordlige Grækenland. Især mange flygtningebørn blev – med støtte fra det græske kommunistparti – hjulpet ud af landet og sendt til plejefamilier i en række østeuropæiske (kommunistisk ledede) lande og en del kom også til Canada.
Disse børn fik som voksne mulighed for at vende tilbage til Makedonien. Denne fortælling er omhyggeligt skildret på Museum of Macedonia. Et museum, der er bygget i kommunisttiden. Måske lå det dengang centralt, i dag ligger det hengemt og støvet i et uddødt hjørne af Skopjes basar, fjernt fra Skopje 2014 projektets højt profilerede midtby. For at nå hen til indgangen af museet, er man nødt til at løbe spidsrod mellem fodboldspillede drenge. Her kommer ingen strøgkunder forbi.
Jugoslaviens opløsning
Det var ikke Republikkens Makedoniens ønske, at Jugoslavien skulle gå i opløsning. Men da det alligevel skete, valgte Makedonien at blive en selvstændig republik. Det skete ved en folkeafstemning den 8. September 1991.
Makedoniens indbyggere er etnisk sammensat af makedoner af slavisk oprindelse (65%) og albanere (25%). Af de sidste 5% er den største gruppe romaer (zigøjnere). Republikken har ca. 2 millioner indbyggere. Geografisk dækker republikken ca. 40% af det område, der geografisk kan defineres som Makedonien, og tilsvarende bor ca. 40% af den befolkningsgruppe, der betegner sig selv som makedonier i republikken. De øvrige bor i henholdsvis Grækenland, Bulgarien og Albanien.
Den nye republiks udfordringer
En række af den nye republiks udfordringer beskrev vi, da vi sidste år var i Makedonien. Det handler om at få etableret sig som en selvstændig spiller på den internationale bane, og det handler om at få etableret indre sammenhold mellem de to hovedgrupper – makedonerne og albanerne.
Makedonien som international spiller
På den internationale bane har navnestriden med Grækenland tidligere fyldt en del. I dag handler det om, at få sig placeret i den internationale kamp om Balkans historie. Der er mange, der mener at Balkankrigen ikke er slut, selv om våbnene tier for tiden. Der er store uløste problemer ikke mindst i forhold til Kosova og Bosnien. I den sammenhæng synes den nuværende højre-nationale makedonske regering at have et stort ønske om at markere sig som en selvstændig spiller. Derfor har man ikke de store problemer med, at lægge sig ud med alle naboer. Ingen venner er bedre end ingen fjender, ud fra logikken, min fjendes fjende er min ven.
Den makedonske regering har indtil for nylig haft kurs mod EU. Men krisen i EU og sporene fra Grækenland skræmmer. Her på Balkan er billedet af EU i kraftig forandring. Fra at være opfattet som et fælles europæisk projekt, det var vigtigt at blive en del af, er EU i dag i folkemunde blevet til Den tyske Kanslers projekt. Og den ånd siver også rundt i regeringens gange i Makedonien. Små tegn – herunder billig benzin, antallet af spillekasinoer i grænseområderne, udlægning af landområder til skattefri industrizoner og som noget nyt et ønske om at oprette skattefrie finanszoner – peger i retning af, at Republikken Makedonien er ved at definere sig som en mini-stat, der kan leve af bankforretninger, guldhandel, hvidvaskning af penge, liberal industriudvikling og skattely. En god blanding af forretninger, som det kendes fra bl.a. Lichtenstein, Andorra, Monte Carlo og Luxemburg. Her vil man i ly af bjergene kunne betjene gamle rige venner fra Serbien, Bulgarien, Tyrkiet og for den sags skyld også fra Grækenland.
Projekt Skopje 2014
Byfornyelsesprojektet Skopje 2014 passer som fod i hose ind i en sådan strategi. Det er et byggeprojekt, der først og fremmest udstråler magt med sine pompøse bygningsværker, og vilje ved at hylde alle dem, der gennem årene har kæmpet for frihed på Balkan, og som derfor – måske lidt tilfældigt – har lagt vejen forbi Skopje. Sådan et miljø er velegnet til at tiltrække pengestærke folk, der gerne hylder Aleksander den store, men næppe tager det så tungt om han er født i Skopje eller Pella. Derimod vil det kun have kitsch-værdi for almindelige turister. Med dets monstrøse karakter lader det næppe nogen uberørt af et besøg i Skopje. Måske kan Skopje 2014 turistmæssigt vise sig at blive til det makedonske Grækenlands fordel. Projektets antik-forherligelse kan bidrage til skabe interesse om den ægte Alexander fortælling, og dermed øge interessen for at besøge de virkelige Alexander-sites i Pella, Vergina og Dion, der i dag har langt sværere ved at tiltrække turister end ex. Athen og Delfi.
Det belgiske syndrom
Den antikficerede regeringsbygning i Skopje
Men det forudsætter, at projektet overlever. Allerede nu joker oppositionen i Makedonien om, hvor let det bliver at demontere projektet når magten skifter. De kunstige facader på husene er påklistrede og udformet i flamingo-lignende byggematerialer. Bygningerne må nemlig ikke blive for tunge, hvis de fortsat skal være sikret mod jordskælv.
Projekt Skopje 2014 er ikke et projekt, der samler befolkningerne i Makedonien. Politisk er landet delt i de to etniske grupper – makedoner og albanere, og i to politiske grupper, de højre-nationale overfor socialisterne.
Det er sædvane i Makedonien, at regeringen er sammensat at et makedonsk og et albansk parti. Siden 2006 har den højreradikale Nikola Gruevski været premierminister. Den albanske del af befolkningen oplever, at de albanske ministre i regeringen mangler gennemslagskraft. En målestok for denne gennemslagskraft er, hvor mange albanske helte, der lykkes at få opstillet i midtbyen som led i Skopje 2014 projektet. Og her er statistikken ikke god for de albanske ministre. Og helt galt gik det, da en af figurerne på den nybyggede bro over Vardar viste sig at være Zar Stefan Dušan. Han var Serbisk Zar i Skopje i 1300’tallet og bar tilnavnet ”Albanerdræberen”.
Ud over at der er spændinger mellem makedonier og albanere på gadeplan, som beskrevet i vores artikel fra sidste år, og i regeringskontorerne, så mangler den politiske proces i parlamentet legitimitet, idet oppositionen efter sidste valg har nægtet at indtage deres sæder i parlamentet. Begrundelsen er mistanke om valgfusk.
Det betændte politiske klima betyder, at der er problemer med det indre sammenhold i den unge republik. I 2001 kom det ligefrem til væbnet konflikt mellem politi og militær og albanske oprører. Kampene var en protest mod en ny forfatning, der ville forringe albanernes rettigheder i Makedonien. På mange måder kan situationen i Makedonien sammenlignes med den, vi kender fra Belgien, hvor den flamske del af befolkningen har opbygget et ubændigt had til det franske mindretal, som de omtaler som det franske aristokrati. Selv om det belgiske rige har eksisteret i snart 200 år, er spændingen mellem de to befolkningsgrupper ikke blevet mindre, og den politiske situation i Belgien er stadig spændt. Det, der holder Belgien sammen i dag, er i høj grad byen Bruxelles, som ingen af parterne vil give afkald på.
Decentraliseringsmodellen
Hvis Republikken Makedonien skal blive mere end en kort parentes i Balkans historie, så vil sådan en som jeg jo mene, at der er brug for noget befolkningen kan samles om. En fælles fortælling og vision, der måske godt kunne have taget udspring i idéen om et Skopje 2014 projekt, der skulle fortælle landets historie. Men det er muligvis både naivt og ufrugtbart at tænke således. I den albanske del af Makedonien tager man i dag helt klart afstand fra Skopje 2014 projektet. Man tænker, at løsningen på republikkens udfordringer er decentralisering og større lokalt selvstyre. Måske endda en føderalistisk stat, med albanske og makedonske delstater efter belgisk model. I dag er landet opdelt i 80 kommuner, og så er der Skopje by, der også er underopdelt i en række kommuner.
Sigøjner kommunen
Valgplakat i Shuto Orizari
En af disse kommuner skiller sig ud. Den hedder Municipality of Shuto Orizari, og den er særlig, fordi det er den eneste kommune i Makedonien, hvor borgmesteren er roma. Lidt som Christiania nyder den en høj grad af indre selvstyre. For os som besøgende virker bydelen ikke anderledes en nogle af de bydele, vi har besøgt i ex. Tyrkiet. Et lidt rodet foretagende, hvor rig og fattig bor side om side, og hvor høns og gæs løber frit rundt i de små haver, der er rundt om husene. Også forretningsgaderne ligner dem, vi har set tyrkiske kvarterer, med små butikker, hvor de handlende sover mellem varerne, når gitrene foran butikkerne bliver rullet ned sidst på aftenen.
Ptuj er en europæisk tidslomme
21. februar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Ptuj er en europæisk tidslomme
Ptuj
Det er svært at sige, hvorfor nogle byer rammer en lige i hjertekuglen. Men sådan en by er Sloveniens ældste by Ptuj (udtales pe’töj). Den gamle bydel ligger ved den nordøstlige bred af Drava-floden og her ligger den næsten umærket af de krige og den hærgen, der gang på gang har raseret Centraleuropa og Balkan i det 2. Årtusinde.
Højt over byen ligger en borg, der er bygget i første halvdel af 11’tallet og mange af byens største bygningsværker stammer fra 1200’tallet. Men byens historie går længere tilbage. I romertiden hed den Poetovio og var en del af provinsen Noricum. Der er i byen rester af tre templer fra en romersk Mitra-kult.
Slottet, eller borgen, er indrettet som museum. Her er der især to samlinger, der er vækker vores interesse.
Den ene er flere samling af malerier fra 1700’tallet. Der er en række malerier af navngivne personer i Istanbul fra Osmanner tiden, og der er en række malerier, der skal illustrere mennesker fra hele verden, bl.a. negerkonger, indianerhøvdinge og kinesere. De er malet på det tidspunkt, hvor europæerne stadig havde respekt for andre folkeslag og de udstråler begejstring ved verdens mangfoldighed.
Karnevalsbillede fra 1960
Den anden er en samling af karnevalsdragter og den er særlig, for den afspejler en folketro, der har overlevet i landsbyerne omkring Ptuj siden romertiden. Kybele og Pan er nogen af de guder, der har overlevet, men derudover også skovvæsener, som ex. Koranten. Korantens opgave var bl.a. at jage vinteren væk, så han optræder som en nøglefigur i karnevallet, der finder sted i forbindelse med fasten.
Den gamle bydel i Ptuj er på mange måder som en tidslomme. Her er Europas historie i det første og det andet årtusinde samlet i en nøddeskal: Romerne, Hunnerne, de slaviske folkevandringer, tidlig kristendom, ærkebiskopper og fyrster, jødeforfølgelser i kejsertiden, osmannernes indtrængen, Napoleonskrigene, første verdenskrig, Jugoslaviens dannelse, anden verdenskrig, kommunisttiden i Jugoslavien og Balkankrigene.
I 1990 blev Slovenien for første gang en selvstændig republik og det er blev medlem af EU samtidigt med en række af de øvrige tidligere kommunistiske lande.
Udsigten fra vores hotelværelse
Det hotel vi boede på repræsenterede i sig selv Ptuj’s historie. Det hedder Room and apartment Silak, og værelser og lejlighed var indrettet i flere længer omkring en åben gård, og det bageste hus er i flere etager. Huset er mellem 500 – 800 år gammelt, hvornår huset er bygget i sin nuværende form er svært at fastslå.
Huset havde tilhørt hotelværtens bedstemor, og han var selv født der. Men under den kommunistiske periodevar huset blevet nationaliseret. Bedstemoderen var blevet boende i baghuset. Han selv og hans mor var flyttet ud, da en del af huset skulle genopbygges, fordi en bombe under krigen havde ramt nabohuset. Efter genopbygningen var mange hjemløse blevet genhuset i lejligheder i bygningen. Hans bedstemor var rasende, fordi de efter hendes mening ødelagde ejendommen. Hun levede og kæmpede for at få huset tilbage. Det lykkedes, da den nye regering var kommet til efter Jugoslaviens opløsning. Men der gik ikke mere end et par måneder, fra hun havde fået skødet på huset til hun døde.
Vores hotelvært fik nu mod på at gå i gang med at sætte huset i stand. Han fik købt sine fætre og kusiner ud. Han og hans kone har så brugt de sidste 20 år på istandsættelse. Spisesalen kunne han stort set nøjes med at skovle skidt ud fra, rengøre og male, hvælvinger og murværk var intakt, men i andre dele af bygningerne har der skulle lægges mange kræfter. Men et dejligt sted er det blevet, et sted man har lyst til at vende tilbage til.