Posted in: Ude
Bremen og Verden er et stykke Danmarkshistorie, det er svært at fortælle kort om, især fordi den stort set er skrevet ud af den danske nationale fortælling. Sådan er det jo ofte med nederlag fortællinger.
Danmark under Christian den 4. var i starten af 1600 tallet Nordeuropas førende stormagt, men det var en position, der var truet af især Sverige. Kongen selv var – ud over at være dansk konge – også hertug af Slesvig-Holsten. Og han havde ambitioner om at udvide sin interessesfære på sydsiden af Elben. Derfor anlæggelse af havnebyerne Glückstad og Whichhafen.
Det lykkedes også Christian d. 4 at få indsat sin næstældste søn som biskop i Verden, ærkebiskop i Bremen og senere fyrstebiskop i Verden.
Trediveårskrigen i Europa varede fra 1618-48. Den tysk-romerske kejser ønskede et endeligt opgør med protestantismen, der var udbredt i Norden og de Nordtyske hertugdømmer. Det danske rigsråd forsøgte at holde Danmark ude af krigen, men den krigsglade konge lod sig vælge af de nordtyske delstater (den nedersachiske kreds) som hærfører i sin egenskab af Hertug af Holsten.
Beslutningen fik katastrofale følger. Kongen tabte i 1626 et slag til kejserens tropper, hvor stort set hele hans hær af lejesoldater blev udslettet og han selv kun med nød og næppe overlevede og hvor det meste Jylland blev besat af kejserens tropper.
Sverige overtog herefter med langt større held rollen som protestanternes forsvarer, og endte med at indtage store dele af Polen og Nordtyskland – herunder Verden og Bremen.
Frederik d. 4 generobrede for en kort bemærkning området i 1712 under Den Store Nordiske Krig, hvor Danmark var allieret med Rusland og Nedersaksen mod Svenskerne. Under fredsforhandlingerne efter Den Store Nordiske krig blev det dog afstået til Hannover.
