På vej til Indien

5. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til På vej til Indien

 

Så er kufferten pakket og vi er på vej til Indien igen.

Turen går i første omgang til Mitraniketan, hvor vi skal fortsætte det lærerarbejde, vi påbegyndte i 2013 sammen med Jan, Kirsten, Lis og Søren.

Sammen med indiske kollegaer skal vi videreudforske nogle af de spørgsmål, der dengang blev rejst om, hvordan kan man arbejde med et nyt undervisningsparadigme i en indisk sammenhæng.

Men der bliver også tid til at tage lidt ud på egen hånd og udforske det gådefulde Indien. Jo mere man fordyber sig i Indien jo mere tydeligt bliver det, at Indien er en sært sammensat størrelse, bedst sammenligneligt med et kalejdoskop.
Lige når man tror, man har et smukt mønster, så ændrer det sig i næste sekund.

Mitraniketan ligger i Kerala – helt mod syd ud til Det Indiske Ocean. Vi skal bl.a. besøge byen Kochi. Det er en gammel havneby. Det var der Kineserne og Romerne udvekslede varer omkring år 100 e.v.t. Det var også på den tid, apostlen Thomas gik i land i Kerala, for at udbrede det kristne budskab.

Read More...

Makedonernes nyere historie er en lang identitetskrise

21. februar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Makedonernes nyere historie er en lang identitetskrise

Da tiden gik i stå i Skopje

Den 26. juli 1963 klokken 5.17 om morgenen holdt uret på banegården i Skopje op med at gå. Det var da byen gennemrystedes af et jordskælv, der fik det meste af midtbyen til at styrte i grus. 1100 mennesker døde, 120.000 blev hjemløse og byen lå i ruiner.
Dagen efter, den 27. juli, talte Tito til Skopjes befolkning på pladsen foran byens banegård. Han sagde, at dette var hele Jugoslaviens katastrofe og lovede Skopjes befolkning hjælp til genopbygningen.

Hjælpen kom og en japansk arkitekt – Kenzō Tange – bidrog til at genskabe byen efter en byplan, og med bygningskonstruktioner, der fremadrettet skulle sikre byen mod sammenstyrtning.

Dengang var Skopje hovedbyen i Den Jugoslaviske Republik Makedonien. Republikkens tilblivelseshistorie er lang og kompliceret, men Tito spillede en afgørende rolle i dannelsen af den moderne makedonske stat under slutspillet af anden verdenskrig.

Med til historien hører, at under den græske borgerkrig, der fulgte efter anden verdenskrig, var der en massiv udrensning af slavisk talende makedonske borgene i det nordlige Grækenland. Især mange flygtningebørn blev – med støtte fra det græske kommunistparti – hjulpet ud af landet og sendt til plejefamilier i en række østeuropæiske (kommunistisk ledede) lande og en del kom også til Canada.
Disse børn fik som voksne mulighed for at vende tilbage til Makedonien. Denne fortælling er omhyggeligt skildret på Museum of Macedonia. Et museum, der er bygget i kommunisttiden. Måske lå det dengang centralt, i dag ligger det hengemt og støvet i et uddødt hjørne af Skopjes basar, fjernt fra Skopje 2014 projektets højt profilerede midtby. For at nå hen til indgangen af museet, er man nødt til at løbe spidsrod mellem fodboldspillede drenge. Her kommer ingen strøgkunder forbi.

Jugoslaviens opløsning

Det var ikke Republikkens Makedoniens ønske, at Jugoslavien skulle gå i opløsning. Men da det alligevel skete, valgte Makedonien at blive en selvstændig republik. Det skete ved en folkeafstemning den 8. September 1991.

Makedoniens indbyggere er etnisk sammensat af makedoner af slavisk oprindelse (65%) og albanere (25%). Af de sidste 5% er den største gruppe romaer (zigøjnere). Republikken har ca. 2 millioner indbyggere. Geografisk dækker republikken ca. 40% af det område, der geografisk kan defineres som Makedonien, og tilsvarende bor ca. 40% af den befolkningsgruppe, der betegner sig selv som makedonier i republikken. De øvrige bor i henholdsvis Grækenland, Bulgarien og Albanien.

Den nye republiks udfordringer

En række af den nye republiks udfordringer beskrev vi, da vi sidste år var i Makedonien. Det handler om at få etableret sig som en selvstændig spiller på den internationale bane, og det handler om at få etableret indre sammenhold mellem de to hovedgrupper – makedonerne og albanerne.

Makedonien som international spiller

På den internationale bane har navnestriden med Grækenland tidligere fyldt en del. I dag handler det om, at få sig placeret i den internationale kamp om Balkans historie. Der er mange, der mener at Balkankrigen ikke er slut, selv om våbnene tier for tiden. Der er store uløste problemer ikke mindst i forhold til Kosova og Bosnien. I den sammenhæng synes den nuværende højre-nationale makedonske regering at have et stort ønske om at markere sig som en selvstændig spiller. Derfor har man ikke de store problemer med, at lægge sig ud med alle naboer. Ingen venner er bedre end ingen fjender, ud fra logikken, min fjendes fjende er min ven.

Den makedonske regering har indtil for nylig haft kurs mod EU. Men krisen i EU og sporene fra Grækenland skræmmer. Her på Balkan er billedet af EU i kraftig forandring. Fra at være opfattet som et fælles europæisk projekt, det var vigtigt at blive en del af, er EU i dag i folkemunde blevet til Den tyske Kanslers projekt. Og den ånd siver også rundt i regeringens gange i Makedonien. Små tegn – herunder billig benzin, antallet af spillekasinoer i grænseområderne, udlægning af landområder til skattefri industrizoner og som noget nyt et ønske om at oprette skattefrie finanszoner – peger i retning af, at Republikken Makedonien er ved at definere sig som en mini-stat, der kan leve af bankforretninger, guldhandel, hvidvaskning af penge, liberal industriudvikling og skattely. En god blanding af forretninger, som det kendes fra bl.a. Lichtenstein, Andorra, Monte Carlo og Luxemburg. Her vil man i ly af bjergene kunne betjene gamle rige venner fra Serbien, Bulgarien, Tyrkiet og for den sags skyld også fra Grækenland.

Projekt Skopje 2014

Byfornyelsesprojektet Skopje 2014 passer som fod i hose ind i en sådan strategi. Det er et byggeprojekt, der først og fremmest udstråler magt med sine pompøse bygningsværker, og vilje ved at hylde alle dem, der gennem årene har kæmpet for frihed på Balkan, og som derfor – måske lidt tilfældigt – har lagt vejen forbi Skopje. Sådan et miljø er velegnet til at tiltrække pengestærke folk, der gerne hylder Aleksander den store, men næppe tager det så tungt om han er født i Skopje eller Pella. Derimod vil det kun have kitsch-værdi for almindelige turister. Med dets monstrøse karakter lader det næppe nogen uberørt af et besøg i Skopje. Måske kan Skopje 2014 turistmæssigt vise sig at blive til det makedonske Grækenlands fordel. Projektets antik-forherligelse kan bidrage til skabe interesse om den ægte Alexander fortælling, og dermed øge interessen for at besøge de virkelige Alexander-sites i Pella, Vergina og Dion, der i dag har langt sværere ved at tiltrække turister end ex. Athen og Delfi.

Det belgiske syndrom

Men det forudsætter, at projektet overlever. Allerede nu joker oppositionen i Makedonien om, hvor let det bliver at demontere projektet når magten skifter. De kunstige facader på husene er påklistrede og udformet i flamingo-lignende byggematerialer. Bygningerne må nemlig ikke blive for tunge, hvis de fortsat skal være sikret mod jordskælv.

Projekt Skopje 2014 er ikke et projekt, der samler befolkningerne i Makedonien. Politisk er landet delt i de to etniske grupper – makedoner og albanere, og i to politiske grupper, de højre-nationale overfor socialisterne.

Det er sædvane i Makedonien, at regeringen er sammensat at et makedonsk og et albansk parti. Siden 2006 har den højreradikale Nikola Gruevski været premierminister. Den albanske del af befolkningen oplever, at de albanske ministre i regeringen mangler gennemslagskraft. En målestok for denne gennemslagskraft er, hvor mange albanske helte, der lykkes at få opstillet i midtbyen som led i Skopje 2014 projektet. Og her er statistikken ikke god for de albanske ministre. Og helt galt gik det, da en af figurerne på den nybyggede bro over Vardar viste sig at være Zar Stefan Dušan. Han var Serbisk Zar i Skopje i 1300’tallet og bar tilnavnet ”Albanerdræberen”.

Ud over at der er spændinger mellem makedonier og albanere på gadeplan, som beskrevet i vores artikel fra sidste år, og i regeringskontorerne, så mangler den politiske proces i parlamentet legitimitet, idet oppositionen efter sidste valg har nægtet at indtage deres sæder i parlamentet. Begrundelsen er mistanke om valgfusk.

Det betændte politiske klima betyder, at der er problemer med det indre sammenhold i den unge republik. I 2001 kom det ligefrem til væbnet konflikt mellem politi og militær og albanske oprører. Kampene var en protest mod en ny forfatning, der ville forringe albanernes rettigheder i Makedonien. På mange måder kan situationen i Makedonien sammenlignes med den, vi kender fra Belgien, hvor den flamske del af befolkningen har opbygget et ubændigt had til det franske mindretal, som de omtaler som det franske aristokrati. Selv om det belgiske rige har eksisteret i snart 200 år, er spændingen mellem de to befolkningsgrupper ikke blevet mindre, og den politiske situation i Belgien er stadig spændt. Det, der holder Belgien sammen i dag, er i høj grad byen Bruxelles, som ingen af parterne vil give afkald på.

Decentraliseringsmodellen

Hvis Republikken Makedonien skal blive mere end en kort parentes i Balkans historie, så vil sådan en som jeg jo mene, at der er brug for noget befolkningen kan samles om. En fælles fortælling og vision, der måske godt kunne have taget udspring i idéen om et Skopje 2014 projekt, der skulle fortælle landets historie. Men det er muligvis både naivt og ufrugtbart at tænke således. I den albanske del af Makedonien tager man i dag helt klart afstand fra Skopje 2014 projektet. Man tænker, at løsningen på republikkens udfordringer er decentralisering og større lokalt selvstyre. Måske endda en føderalistisk stat, med albanske og makedonske delstater efter belgisk model. I dag er landet opdelt i 80 kommuner, og så er der Skopje by, der også er underopdelt i en række kommuner.

Sigøjner kommunen

En af disse kommuner skiller sig ud. Den hedder Municipality of Shuto Orizari, og den er særlig, fordi det er den eneste kommune i Makedonien, hvor borgmesteren er roma. Lidt som Christiania nyder den en høj grad af indre selvstyre. For os som besøgende virker bydelen ikke anderledes en nogle af de bydele, vi har besøgt i ex. Tyrkiet. Et lidt rodet foretagende, hvor rig og fattig bor side om side, og hvor høns og gæs løber frit rundt i de små haver, der er rundt om husene. Også forretningsgaderne ligner dem, vi har set tyrkiske kvarterer, med små butikker, hvor de handlende sover mellem varerne, når gitrene foran butikkerne bliver rullet ned sidst på aftenen.

Read More...

Ptuj er en europæisk tidslomme

21. februar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Ptuj er en europæisk tidslomme

Ptuj

Det er svært at sige, hvorfor nogle byer rammer en lige i hjertekuglen. Men sådan en by er Sloveniens ældste by Ptuj (udtales pe’töj). Den gamle bydel ligger ved den nordøstlige bred af Drava-floden og her ligger den næsten umærket af de krige og  den hærgen, der gang på gang har raseret Centraleuropa og Balkan i det 2. Årtusinde.

Højt over byen ligger en borg, der er bygget i første halvdel af 11’tallet og mange af byens største bygningsværker stammer fra 1200’tallet. Men byens historie går længere tilbage. I romertiden hed den Poetovio og var en del af provinsen Noricum. Der er i byen rester af tre templer fra en romersk Mitra-kult.

Slottet, eller borgen, er indrettet som museum. Her er der især to samlinger, der er vækker vores interesse.

Den ene er flere samling af malerier fra 1700’tallet. Der er en række malerier af navngivne personer i Istanbul fra Osmanner tiden, og der er en række malerier, der skal illustrere mennesker fra hele verden, bl.a. negerkonger, indianerhøvdinge og kinesere. De er malet på det tidspunkt, hvor europæerne stadig havde respekt for andre folkeslag og de udstråler begejstring ved verdens mangfoldighed.

Den anden er en samling af karnevalsdragter og den er særlig, for den afspejler en folketro, der har overlevet i landsbyerne omkring Ptuj siden romertiden. Kybele og Pan er nogen af de guder, der har overlevet, men derudover også skovvæsener, som ex. Koranten. Korantens opgave var bl.a. at jage vinteren væk, så han optræder som en nøglefigur i karnevallet, der finder sted i forbindelse med fasten.

Den gamle bydel i Ptuj er på mange måder som en tidslomme. Her er Europas historie i det første og det andet årtusinde samlet i en nøddeskal: Romerne, Hunnerne, de slaviske folkevandringer, tidlig kristendom, ærkebiskopper og fyrster, jødeforfølgelser i kejsertiden, osmannernes indtrængen, Napoleonskrigene, første verdenskrig, Jugoslaviens dannelse, anden verdenskrig, kommunisttiden i Jugoslavien og Balkankrigene.

I 1990 blev Slovenien for første gang en selvstændig republik og det er blev medlem af EU samtidigt med en række af de øvrige tidligere kommunistiske lande.

Det hotel vi boede på repræsenterede i sig selv Ptuj’s historie. Det hedder Room and apartment Silak, og værelser og lejlighed var indrettet i flere længer omkring en åben gård, og det bageste hus er i flere etager. Huset er mellem 500 – 800 år gammelt, hvornår huset er bygget i sin nuværende form er svært at fastslå.

Huset havde tilhørt hotelværtens bedstemor, og han var selv født der. Men under den kommunistiske periodevar huset blevet nationaliseret. Bedstemoderen var blevet boende i baghuset. Han selv og hans mor var flyttet ud, da en del af huset skulle genopbygges, fordi en bombe under krigen havde ramt nabohuset. Efter genopbygningen var mange hjemløse blevet genhuset i lejligheder i bygningen. Hans bedstemor var rasende, fordi de efter hendes mening ødelagde ejendommen. Hun levede og kæmpede for at få huset tilbage. Det lykkedes, da den nye regering var kommet til efter Jugoslaviens opløsning. Men der gik ikke mere end et par måneder, fra hun havde fået skødet på huset til hun døde.

Vores hotelvært fik nu mod på at gå i gang med at sætte huset i stand. Han fik købt sine fætre og kusiner ud. Han og hans kone har så brugt de sidste 20 år på istandsættelse. Spisesalen kunne han stort set nøjes med at skovle skidt ud fra, rengøre og male, hvælvinger og murværk var intakt, men i andre dele af bygningerne har der skulle lægges mange kræfter. Men et dejligt sted er det blevet, et sted man har lyst til at vende tilbage til.

Read More...

Pella byen hvorfra den makedonske kongemagt regerede

21. februar 2015 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Pella byen hvorfra den makedonske kongemagt regerede

Makedonerne på Aleksander den Stores tid

Elegance, superb kunstnerisk færdighed og et minimum af snerpethed.

Det er indtryk, der står klart efter et besøg i udgravningerne af Pella i Nordgrækenland. Pella var de makedonske kongers hovedstad og byen, hvor Alexander den Store voksede op.

Det storartede museum i Pella viser mange levn efter en af historiens meget bemærkelsesværdige epoker. Det Makedonske kongerige udviklede sig i generationerne op til Aleksander den Store, og det kulminerede med Makedonsk ledelse af de græske bystater i opgøret med perserne.

Elegancen lyser ud af de mange fund, der er gjort i Pella i form af terrakotta figurer, smykker, diademer, lertøj og bronzearbejder, i arkitektur, i bygningernes udsmykning, interiør, mosaikgulve og meget mere.

Det høje kunstneriske og håndværksmæssige niveau er blandet med en frigjorthed, der viser sider af den hellenistiske kultur, der var banebrydende for samlingen af de græske bystater mod den store persiske overmagt.

På muset i Pella fortælles at Makedonerne er et folk, der boede i bjergområdet i det vestlige Grækenland kaldet Pindus bjergene. Herfra vandrede de til området ved Olympen og slog sig ned her. De gjorde Dion ved Olympen til deres hellige sted. Herfra spredte de sig under ledelse af deres konge Amyntas I (530-496 f.v.t) til Bottiaea, og gjorde Aigai (Vergina) til deres hovedstad. Her er kong Philip II blandt andre begravet. Efterfølgende blev Pella Makedonernes hovedstad.

Også den tidlige forfatter Herodot har beskæftiget sig med Makedonerne.

Han beskriver dem som efterkommere efter Herakles og hans søn Themenos, der var blevet udvist fra Argos på Peloponnes. De fulgte Delfi oraklets råd og grundlagde en by, Aigai (Vergina) på den nordlige side af bjerget Bieria, og gjorde det for sæde af et kongerige, Ageads. Dette tidsfæstes til ca. 700 tallet f.v.t.

Sprogforskere sidestiller deres sprog med et dialekt af græsk, skønt de græske bystater på den tid ikke opfattede makedonerne som grækere. De var naturligvis også prægede af de nordligere og østligere folk som illyrier og thrakiere. I løbet af 400’tallet f.v.t indtager græsk kultur og sprog i større grad Makedonien. Dette tager til i 300’tallet f.v.t., hvor græske filosoffer og kulturpersonligheder bliver en del af det makedonske hof.

Men det er tydeligt, at de mere demokratisk orienterede græske bystater som Korinth og Athen i høj grad politisk og i styreform adskilte sig fra det makedonske kongerige, der byggede på en stærk konge, der både var landet leder og anfører i krig, dog omgivet af kongefamilien og adelen, der tilsammen blev kaldt kongens fæller. Repræsentanter herfra kunne i særlige tilfælde optræde på vegne af kongen.

Hertil kom folkeforsamlingen, som nok mest kan betegnes som en hærforsamling, der havde beføjelsen at godkende arvingen, hvis denne var mindreårig, når kongen døde.

Makedonske konger

Fra tilgængelige kilder har vi stykket denne lidt mangelfulde kongerække sammen (alle tal er f.v.t.):

Perdiccas I Første halvdel af 7 årh – (ca. 670)

1. Amyntas I (ca. 530-496). I følge museet i Pella, bevæger Makedonierne (de høje) sig under hans ledelse sig til Bottiaea og fortrænger en del af befolkningen her.
2. Alexander I (ca. 495- 452). Er konge under perserkrigene, øger guldproduktionen og indfører makedonske mønter (pengeøkonomi) efter lydisk forbillede
3. Perdiccas II (454 – 413)
4. Archelaus (413 – 399)
5. Amyntas, den ? (393 – 379), indfører ny diplomatisk praksis
6. Alexander II (370 – 368), får kontrol over Illyria, kommer i konflikt med Thessalien
7. Perdiccas III (365 – 359), kommer i konflikt med Molossia og Illyria og hans bror Philip II overtager
8. Philip II (359 – 336), udvider grænserne til Illyrierne, Paionians, Thrakierne. Får vendt magtforholdet til Athen. Udsletter byen Olynthos i 348. Vinder slaget ved Chaironeia i 338 og stadfæster sin magt i Grækenland
9. Alexander III, den Store, 336- 323.
10. Philip III, 323-319, halvbroder til Alexander den Store
11. Alexanden den IV, 319-316, søn af Alexander III født efter hans død. Alexander den Stores moder Olympia tager magten ved et kup og regerer for sit barnebarn Alexander den IV.
12. Cassander 317- 297, søn af Antipater, afsætter Olympia ved et kup. I 310 lader han Alexander den IV henrette.
13. Demetrius 294-288
14. Ptolemy ? søn af Ptolemy Soter
15. Antiochius 281-279 søn af Ptolemy
16. Antigonos Gonatas, 276 – 239 i Pella,
17. Demetrios II, 239 – 229
18. Antigonos Doson III, 229 – 222
19. Philip IV, 222 – 179 sidste der holdt riget
20. Perseus, 179 – 168, romerne mister tilliden, den tredje makedonske krig romerne vinder, Pella brændes af og den Makedonske stat bliver til 4 romerske administrative enheder med hovedsæde i Amphipolis, Pella, Thessaloniki og Pelagonia
21. Oprør Andriscus hævder at være iligitim søn af Philip V, ca 148. Oprøret slås ned.

Byen Pella

Byen blev grundlagt af Alexander I (495-454 f.v.t) men det var Amyntas III (393-370 f.v.t.) der hovedsagelig residerede fra Pella og som byggede det store palads.

Byen var en moderne by anlagt efter et grid med lige veje øst-vest og nord-syd dækkende et areal på 400 ha.

Paladset dækkede et område på 6 ha (60.000 kvadratmeter). Byen blev anlagt med vandkanaler til friskt vand og afløbskanaler til spildevand.

Udgravninger fra kongeriget

Ud over fund fra udgravningen af Pella er man i fuld gang med udgravning af det gamle Aigai. Hertil kommer at der udgravet ca. 3.500 grave, men der er stadig 540 gravhøje (ofte med adskillige grave i hver) tilbage i landskabet. De rige fund kan ses på museerne i Athen, Tessaloniki, Pela og i gravhøjen for Philip den II og Alexander den IV i Aigai.

Egeløv i guld

Traditionelt er egetræet udbredt i det gamle Makedonien og løvet fra dette træ har også lagt model til de underskønne kroner og diademer i guld, der er en del af de rige gaver en række konge og dronninger har fået med i graven i perioden fra ca. 700 til 300 f.v.t.. Egeløv med agern lavet i guld bundet med tynde guldtråde er pragtværker sammen med ringe, kobberkar, kopper og kander, våben, lertøj med motiver fra gudeverdenen, parfumer, og statuer af guder, miniaturer af møbler, vogne, heste m.v. Gravindholdet har afspejlet de ting, som den døde havde behov for til sin vej til dødsriget hos Hades. Selv guldmønter til betaling for rejsen.

Guld, sølv, kobber, elfenben, glas og fajance ja selv rav fra Østersøregionen er med i gravene.

Alexander den Store

I modsætning til mange af sine forfædre, der er gravsat i det Makedonske kongerige, er Alexsanders grav eller rester heraf en vanskelig identificerbar historie. Godt nok menes hans sarkofag at være den umådeligt smukt gjort sarkofag, der findes på det arkæologiske museum i Istanbul. Men der er forskere, der hævder, at det vist er en af hans nære efterfølgere, der er blevet begravet i sarkofagen. Problemet er, at der er så mange, der vil overtage arven fra Alexander den Store, da han dør. Og der er sådan set kun nogle få muligheder, enten at være en direkte efterkommer eller gift med en fra kongefamilien, eller at være i besiddelse af hans jordiske rester.

Dette spiller ind i intrigerne og følgerne af disse, der bl.a. betyder at han kone Roxane og søn Aleksander den IV, bosat i Pella bliver ryddet af vejen. Omkring 8 personer indtager betydende roller, som arvtagere af dele af det kæmpe rige efter Alexander den Store, og som bekæmper hinanden med det resultat at riget bliver opsplittet i flere riger. (se vor artikel Alexander den Store på denne hjemmeside).

Read More...

De rejsende er på vej hjem

19. februar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til De rejsende er på vej hjem

Hjemturen

Fra Thessaloniki kørte vi til Pella og genså resterne af Alexsander den 3. den Stores fødeby og det museum, der er bygget der. Derfra kørte vi til Skopje i Makedonien, hvor vi var i fire dage og hvor vi sammen med John og Mjelma fik talt om situationen i Republikken Makedonien og i det hele taget om situationen på Balkan, som John følger tæt.

Bilreparation

Derfra kørte vi til Jagodina i Serbien, hvor vi fik skiftet olie og skiftet de bageste støddæmpere på bilen. Det var på det værksted, der sidste år hjalp os, da startspærren gik i udu. Dejligt professionelt og moderne Renault værksted, hvor man i forvejen kan booke en tid over nettet. Regningen lød på 132 euro for olieskift, nye filtre og to nye støddæmpere – påmonteret.

Vukovar

I dag krydsede vi Donau, da vi kørte over grænsen fra Serbien til Kroatien. Vi startede fra byen Novi Sad i Serbien og gjorde efterfølgende ophold i byen Vukovar i Kroatien. Byen Vukovar er en af de byer, det gik hårdest ud over i borgerkrigen, der fulgte efter Jugoslaviens opløsning. Byen var belejret og blev beskudt med tungt artilleri i 87 dage i 1991. Byen var nærmest ødelagt, da den faldt til Serberne den 18. November 1991.

Byen blev derefter etnisk udrenset for kroaterne, og den blev en del af den selvudråbte republik Serbian Krajina. I 1998 kom den tilbage til Kroatien gennem en aftale med FN.

Indbyggertallet i dag det halve af, hvad byen havde inden krigen startede. Dengang var der 84.000 indbyggere. Der er gjort et stort stykke arbejde for at genopbygge byen, men der er stadig mange ar efter krigen, både på bygningerne og i folks hjerter.

Så når der har været stille på bloggen en uges tid, er det ikke på grund af manglende oplevelser. Det er fordi, vi hver især er i gang med at skrive lidt længere artikler om vores oplevelser i det makedonske, både i Grækenland og i Republikken Makedonien.

Og så har vi, som alle danskere, også været optaget af de seneste dages skyderier i Danmark. For uanset hvor mange gange det bliver sagt, at begivenheder af den art ikke forandrer noget, så vil det forandre noget. Historien er fuld af eksempler på at noget, der på overfladen så ud som en lille begivenhed, viste sig at være tuen, der vælter det store læs.

 

 

Read More...

De første kristne videreførte antikkens gravskikke

11. februar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til De første kristne videreførte antikkens gravskikke

Thessaloniki

Fra Argos på Peloponnes er vi kørt nordpå, og vi er i Thessaloniki, der er hovedbyen i den græske provins Makedonien. Vi havde en forventning om, at vi her kunne blive lidt klogere på Makedonernes historie og især på bronzealderens makedonier og deres relationer til thrakierne og frygierne. Men den del af Makedoniernes historie er sært fraværende på det arkæologiske museum i Thessalien. Det er som om historieskrivningen her kun har et formål: at dokumentere at makedonierne er et græsk folk. Fund der kunne pege i andre retninger, er i alt fald ikke udstillet på Det Arkæologiske Museum og heller ikke omtalt i museets i øvrigt udmærkede guide til Makedonien og Thessalonikis historie.

Tidlig kristendom

Men så er der jo heldigvis så meget andet, der kan pirre ens nysgerrighed. Som ex. vis overgangen fra dyrkelsen af græske (og egyptiske) guder til kristendom i 300’tallet.
Lige ved siden af vores hotel ligger en bygning, der bliver kaldt Rotunden. Den er bygget i 306, som tempel for Zeus – siges der, men i hele sin konstruktion minder den mest om Pantheon i Rom, en cirkelformet bygning med nicher, der giver mulighed for at mange guder kan tilbedes i det samme rum.

Men allerede i 330 bliver den ombygget til kirke, og den står i dag som museum over en af den tidlige kristendoms første kirker. Vi undrer os over loftudsmykningen, her er et absolut fravær af traditionel kristen symbolik. Men en engelsk professor, der også gæster kirken forklarer os, at i den tidlige kristendom, havde man endnu ikke udviklet sin egen ikonografi, og derfor anvendte man stadig antikkens symbolsprog.

Den historie får vi genfortalt, da vi besøger byens byzantinske museum. Men det er ikke kun antikkens symbolsprog, de kristne viderefører. Det er også deres gravskikke.

Her kan vi nemlig læse, at bortset fra kremering, accepterede de kristne en lang række af antikkens gravskikke, så som:

• Man kunne begrave de døde med deres smykker og med deres personlige ejendele
• De døde måtte medbringe mønter, så de kunne betale for rejsen til den næste verden
• Man kunne opbevare krukker og andre gentande i graven, når det var en del af begravelsesritualet
• Man kunne ofre brød og kød
• Man kunne ofre vin til den døde, evt. gennem et armatur i loftet på graven
• Man kunne dele måltider med den døde på mærke- og vågedage. Oven på graven kunne indrettes er særligt aflukke med en lav mur, hvor sådanne begivenheder kunne finde sted

Indtil omkring år 700 benyttede man også de samme begravelsespladser, som var blevet benyttet i antikken. Først derefter begyndte man at anlægge kirkegårde omkring kirkerne.

 

 

 

 

 

Read More...

Mykenerne på Peloponnes

8. februar 2015 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Mykenerne på Peloponnes

Mykenerne på Peloponnes

Her i den lille kystby i Grækenland, hvor vi nyder smagen af friske ny plukkede mandariner, bor vi kun få km fra Grækernes tidligere hovedstad Nafplio (begyndelsen af 1800 tallet) inden hovedstaden blev flyttet til Athen.

Kun 8 km nord for Nafplio ligger byen Argos hvor historien kan føres 7000 år tilbage og videre til brochealderen, til Hellenistisk tid og igen senere til den romerske tid med rester af mange bebyggelser. Kun 12 km nord for Argos ligger Mycenae (eller Mykene).

Sådan skrev vi i dagbogen i december 2013. Nu i februar 2015 er vi tilbage, for vi fik kun lejlighed til at se det sagnomspundne Mykene udefra gennem hegnet, da de havde tidligt vinter lukket.

Mykene eller Mycenae

Der er mange sagn forbundet med Mycenae, der spiller en hovedrolle i Homers fortællinger i både Iliaden og Odyssen. Her skriver han om det velbyggede Mycenae, der er rigt på guld. Ifølge Homer er byen grundlagt af Perseus, søn af Danae og Zeus. Perseus store herodiske bedrift var at dræbe den slangeomslyngede Medusa.

En anden sagnomspunden helt var Agamemnon, søn af Atreus, der var konge af Mykene. I Homers digtning tager Agamemnon til Troja (ca. 1190 – 1180) for at befri den skønne Helena fra prins Paris, der havde bortført hende til Troja. Helena er gift med kong Menelaos af Sparta, som så gerne vil have sin kone igen. Dette fører til krigen mod Troja og Trojas fald.

Helena (eller Helene) er i græsk mytologi årsagen til den trojanske krig. Hun betegnes som den skønneste kvinde i hele Hellas i sin tid. Grunden til dette var, at hun var datter af Zeus, der havde forvandlet sig til en svane da han gjorde Helenas mor, Leda, gravid. Derfor var Helena smuk og hvid som en svane, og født af et svaneæg. Gift med Menelaos, men bliver “givet” af Afrodite til prins Paris af Troja. (Wikipedia)

Uanset hvordan blodlinierne var på Agamemnons tid, var det kongelige hus af Atreus (Mykene) det stærkeste i Grækenland (Acheans).

De arkæologiske beviser siger at Mycenae blev beboet med neolistiske folk i 7000-tallet f.v.t. Men mellem 2100 og 1900 f.v.t. under bronze alderen blev området invaderet af Indo-Europæiske folk, der havde krydset Anatolien (Lilleasien) via Troja til Grækenland.

Indvandrerne medbragte en avanceret kultur til det daværende primitive Mycenae og andre beboelser på fastlandet. Denne kultur bliver der nu refereret til som Mycenaen (Mykensk) navngivet efter dets stærkeste kongedømme. De andre kongedømmer omfatter Pylos, Tiryns, Corinth og Argos alle på Peloponnes. Udløbere af den Mykenske civilisation findes også i Theben og i Athen og på Kreta.

 Besøg på dette kultursted

Da vi jo var i Athen og havde besøgt det arkæologiske museum og set de mange fund fra Mykene, ville vi rigtig gerne besøge dette kulturelle centrum på Peloponnes, ca. 120 km mod syd. Vi kommer der en skøn februar dag med høj sol og 16 graders varme. Masser af fine gule blomster står i fuld flor, frugttræer står med blomster og de første sommerfugle er i gang med at suge nektar. Her lykkes det os at få en bid af fordums storhed ind på nethinden fra dette storslåede sted. Beliggenheden er underskøn og storheden melder sig allerede inden man vandrer ind af stedets hovedport – Løveporten.

Byen Mykene bestod i 1200 tallet f.v.t. af et forsvarsværk omkring bebyggelsen med 13 m høje og 7 m tykke mure bygget af stenblokke på 6 og endog op til 18 tons. Meget står endnu. De gamle grækere troede da også at disse mure måtte være bygget af Kykloper, nogle af giganterne beskrevet i Odyssen.

Da arkæologerne gik i gang med udgravningen af Mykene, fandt de meget rige fund i store kongegrave startende fra ca. 1650 f.v.t., guld, kobber, keramik, våben smykker og varer fra fjerne egne. Andre grave er senere og er tidsmæssigt fra dette riges storhed, der kulminerede fra ca. 1450 – 1200 f.v.t. Opbygningen af de stærke forsvarsmure starter omkring 1300 f.v.t. Herefter udbyggedes citadellet og de udførlige vandcisterner.

Optegnelser over varer

Ligeledes er fundet rige skatte og optegnelser heraf ved udgravningerne. Optegnelserne er skrevet i Linear B skrift. Skattene omfatter varer importeret til Mykene f.eks. fajance fra Egypten, vaser og figurer med Kartouch af Amenhotep I og Amenotep III, amforaer med vin og æteriske olier, cypriotiske lamper, bronze figuriner fra Syrien og Palæstina, rav til smykker fra Danmark og Østersøen, udvekslet med fine bronze kander fra Peloponnes og import helt fra Afganistan af Lapis Lazuli – den smukke blå sten til smykker og til farvning. Optegnelser anfører også salg af Mykensk lertøj, der blev eksporteret til Italien, Sicilien, Sardinien og selv til Spanien Sejlskibe har i stort tal krydset middelhavet og Ægæerhavet med ladninger af varer.

Storhed og fald

Arkæologiske undersøgelser stadfæster at kongedømmet mistede sin storhed omkring 1200 f.v.t.

Ved en storbrand ca. år 1200 ophører paladset med at fungere, men mange af de andre bygninger blev genopbygget og er blevet anvendt til ca. år 1100 f.v.t.

Om det skyldtes udefra kommende magter eller rivalisering mellem kongedømmer på Peloponnes vides ikke. Men riget falder sammen samtidigt med Trojas fald, Knossos tilintetgørelse på Kreta og opløsningen af Hittitternes rige i Lilleasien.

Vi har tidligere beskæftiget os med den omsiggribende opløsning af disse riger. Ja selv faraoen Ramses i Egypten får denne opløsning at føle hvor perioden er afslutningen på det mellemste rige.

Mange kyndige har herefter snakket om den mørke periode, der fulgte. Om ændringer i keramikstilen og om manglen på skriftlige vidnesbyrd. Det har vi skrevet om i artiklen ”Historisk rids over det anatolske Tyrkiet fra 3000 – 500 f.v.t”, der har sammenhæng til det, der skete i Grækenland i perioden.

 

 

 

Read More...

I Athen hungrer folk efter det kvikke fix

7. februar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til I Athen hungrer folk efter det kvikke fix

Adieu Athen

Vores sidste nat i Athen bliver mere hot end den første. Vi er sent ud at spise og der er masser af mennesker, der er i byen. De sidder rundt på små caféer, eller på trappetrin med en øl eller cafe-latte. Da vi kommer hjem til hotellet, lyder der skud eller drøn af kanonslag ude på gaden. Vores værelse er på femte sal med balkon, med udsigt til gadens natteliv. Da kanonslagene bliver flere og flere og de kommer tættere på, går vi lidt forsigtigt ud på balkonen, for at se, hvad der sker. Nede på gaden løber sortklædte unge mennesker med hætter rundt mellem biler og masser af motorcykler, der holder parkeret i vejsiden. Da vi ser til venstre, ser vi 20-25 kampklædte politibetjente med stave og visir. Pludselig kommer en flok af de sortklædte unge skubbende med to store affaldscontainere, som de forsøger at sætte ild til – siger og skriver 3 m fra vores bil, der holder parkeret overfor hotellet.

Vi fylder en spand med vand, klar til at hælde den ud over balkonen fra 5. Sal, hvis ilden skulle komme for tæt på bilen. Men da det endeligt lykkes for de unge at få ild i containerne, så fortsætter de heldigvis med at skubbe den op ad gaden, op mod pladsen, hvor politiet venter. Så vi sparer vandet og overlader de unge til politiet, der nok trods alt er bedre klædt på til at takle situationen end vi er. Ro i gaden bliver der først ved tretiden. Da vi vågner lørdag morgen er alle motorcykler og biler væk, vores bil er stort set den eneste, der stadig holder i gaden.

Vi spørger på hotellet til nattens begivenheder og få et undskyldende smil. Det her er Grækenland, de unge skal have tiden til at gå. Der er ikke nogen politiske budskaber bag.
Det er bare en billig måde at få et godt adrenalin kick på.Tja, måske er det knapt så skadeligt, som det er for dem, der sidder og fixer heroin på gadehjørnerne.

Men der er andre, der er på jagt efter det kvikke fix. Gadesælgere med lodsedler og bookmakernes spillelokaler fylder godt i gadebilledet. Og foran landsretten demonstrerer en gruppe mennesker fra Thessaloniki i håb om, at retten vil forhindrer, at Canadian Eldorado Gold i konsortium med Greek Gold for tilladelse til at åbne en guldmine, der vil betyde, at mange mennesker skal tvangsflyttes.

På parlamentspladsen er der støtte demonstrationer for den nye regering, der forsøger at fikse den græske økonomi ved at få nedsat tilbagebetalingerne på alt for store lån, nogen andre har taget for at fikse den græske økonomi.
Og mens nogen støtter regeringer, så er der andre, der forsøger at gøre opmærksom på netop deres forfærdelige sag, som nogen må hjælpe med af fikse.

Read More...

Athen afspejler græske udfordringer i fortid og nutid

4. februar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Athen afspejler græske udfordringer i fortid og nutid

Athen

Det er svært at holde fokus på fortiden, når man er i en storby, hvor nutiden i den grad presser sig på. Det er som om fortiden taber i betydning, her hvor vi bor i graffiti-skoven på Athens Nørrebro. Og så skinner den alligevel igennem alle vegne, i arkitekturen og på de fantasifuldt dekorerede husfacader og i mind-sættet. ”Nu er det tiden, hvor vi skal have vores antikviteter tilbage”, siger en af hotelgæsterne uopfordret, som en kommentar til valget. Tyskerne/ Europæerne har ikke kun koloniseret Grækernes fremtid gennem gigantlån til korrupte politikere, de har også koloniseret Grækenlands fortid, der står som kronran på museer i Europas hovedsteder. Den græske middelklasses forventninger til den nyvalgte regering er tårnhøje. De fattige og hjemløse fortsætter deres tiggerliv og lægger sig om aftenen til at sove på en udfoldet papkasse, dækket af et tæppe på et læsted på gaden. Gerne et sted med lys, så man kan læse i en avis eller en roman.

Det danske institut i Athen

Vi deltager som tilhørere i en konference for arkæologer, arrangeret af Det danske Institut i Athen. På dansk initiativ er arkæologer fra førende europæiske (også græske) og amerikanske universiteter samlet, for at drøfte fortolkninger af den fortid, der graves op af jorden. Det er spændende at få indsigt i de spørgsmål, arkæologerne hidtil har stillet til deres fund og at høre dem diskutere svarene. Hvad er det for en logik, der ligger bag, når ex. en bestemt måde at lave drikkekar pludselig bliver moderne i en hel region? Ja, så moderne, at de endda er at finde i tidlige jernaldergrave i Danmark? Og kan vi overhovedet vide, om de havde samme symbolske betydning i Naxos og Næstved?

Et af de mere muntre indlæg af Marek Wecowski handler om den særlige græske drikkekultur, der udvikler sig omkring de græske vindriknings-symposier. Her får det en særlig betydning, hvilke drikkekar man anvender i den rituelle vindrikning.

Et ex. på subjektivering af objekter i rituel betydning er Nestor’s kop, som Homer fortæller om I Iliaden. Der er fundet kopper i forskellige udgravninger, der er fortolket som Nestors kop, men der er også udgravet en lerkop, der hævder at være Nestor’s kop, da den bærer denne indskrift:

Nestors bæger er jeg , god at drikke af. Den, der drikker af denne kop, han lige med det samme ønsket om smukke – kronede Afrodite vil gribe[1] .

Vi bliver præsenteret for den idé, at der udvikler sig en særlig drikkekultur omkring et græsk aristokrati, hvor ”odd-size” drikkekar kommer på mode.

Et drikkekar skal både være stort (svært at løfte) og svært at drikke af. Det bliver en form for practical joke, hvem kan drikke af karret uden af spilde? Andre lege kan have til formål, at man drikker lange mere, end man ellers ville kunne. Og der udvikler sig en særlig poesi i tilknytning til drikkeritualerne.

Et andet interessant indlæg af den dansk/ svenske arkæolog Sanne Houby-Nielsen. Det handler om vævning med havsilke. Havsilke får man fra Pinna nobilis muslingen, og man har længe vist, at det blev anvendt i antikken, men ikke, at det var et kendt materiale allerede i den tidlige jernalder. Sanne sandsynliggør i sit indlæg, at det har være anvendt som islæt ved vævning af dragter, som gudinderne bar i prosessionsoptog i forbindelse med kultiske fester.

Det arkæologiske museum i Athen

Vores nye viden skal stå sin prøve, da vi besøger det Arkæologiske museum i Athen. Har vi fået nye øjne at se på fortiden med? Det er svært at give et entydigt svar på. Vi bliver jo hele tiden klogere og bedre til at forstå, det vi ser. Vi bliver bedre til at placere tingene i tid og sted. På museet i Athen koncentrerer vi os om to samlinger, der begge vedrører bronzealderen.

Mykene

Den ene samling vedrører udgravningen af Mykene og nogle andre udgravninger, der knytter sig til perioden omkring de minoriske og mykenske kulturer (2000 – 1180 f.v.t). Det er kulturer på det græske fastland og øer, der er samtidige med Hittitterne i Tyrkiet, The New Kingdom i Egypten og de store udgravninger, vi besøgte på Kreta i oktober. Mykenerne var dem, der ifølge Homer, med kong Agamemnon i spidsen, i 10 år belejrede Troja. Årstallet for afslutningen af krigen i Troja, der fastsættes til år 1180 f.v.t. markerer en brat afslutning på højkulturerne i det østlige Middelhav.
Agamemnons borg i Mykene er i øvrigt udgravet af den samme Heinrich Schleimann, som udgravede Troja. Også her blev der fundet store guldskatte. De dateres i dag til tiden omkring år 1500 f.v.t., altså noget tidligere end kong Agamemnon selv. Vores plan er fra Athen at køre til Mykene og se udgravningen af borgen der.

Santorini

Den anden samling vi fordyber os i vedrører udgravninger på Øen Thera, der er en ø i det, der i dag er øgruppen Santorini. En vulkan eksploderede omkring år 1600 f.v.t og ændrede Santorinis geografi dramatisk. Santorini var en af øerne i Kykladerne. Den blev begravet i aske i forbindelse med vulkanudbruddet, så lidt i lighed med Pompei har man kunne udgrave en by, der er blevet levende begravet. Dog med den undtagelse, at på Santorini nåede mange at flygte inden den endelige katastrofe. Santorini var et selvstændigt rige inden eksplosionen, men under stærkt minorisk påvirkning. Eksplosionen er både blevet forbundet med myten om Atlantis og syndflodsmyten om Noahs ark i biblen. Øen har i dag status som et ferieparadis.

[1] Egen oversættelse fra engelsk

Read More...

Ærkefjenderne har valgt forskellige udviklingsveje

31. januar 2015 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Ærkefjenderne har valgt forskellige udviklingsveje

Det første indtryk af Grækenland

Så er vi i Grækenland og vi er her på et tidspunkt, hvor alle holder vejret, spændt på konsekvenserne af det overståede valg. Det mærkes i nyhederne, men det mærkes også i det høje beredskab af politi i gaderne omkring Det græske Parliament.

Vores hotel ligger i en gade i et ældre og noget anarkistisk præget kvarter. Alt er overmalet med graffiti, der hænger banner og anarkisternes sort/ røde flag på husene. Statistikken siger, at 50 pct. af de uddannede unge er arbejdsløse. Da vi tankede benzin, havde Palle en længere snak med den kvindelige tankpasser. ”Hvordan kan det være, du taler så godt engelsk”, spurgte Palle. ”Jeg har gået 20 år i skole”, svarede hun. I nat blev vi holdt vågne af fest, musik og gang i gaden lige til kl. 7 om morgenen. Vores hotelværtinde siger, at sådan er det hver nat. Folk sover om dagen og lever om natten, så det skal nok blive festligt.

Uddannelse, uddannelse, uddannelse er jo ofte det svar, man får, når man vil løse tidens udfordringer. Men Grækenland er et godt eksempel på, at uddannelse alene ikke løser alle problemer. Grækenlands nye finansminister forklarer i TV, at den nedskæringskurs EU fører, ikke hjælper til at skabe den vækst, der er nødvendig for at en ny generation kan få plads på arbejdsmarkedet. Derfor ønsker den nye regering bl.a. at hæve mindstelønnen, for at stimulere vækst og forbrug.

Tyrkiet versus Grækenland

Kontrasten mellem livet i Tyrkiet og i Grækenland er slående. Her i Grækenland taler alle engelsk og uddannelsesniveauet er højt. I Tyrkiet møder vi meget få, der taler engelsk. Til gengæld er landet præget af, at alt er under rekonstruktion og rigtig mange hænder er beskæftiget med byggeri eller produktion af byggematerialer. Væksten buldrer derudaf, og næsten alle de store virksomheder vi ser, bærer tyrkiske navne. Der er overraskende få multinationale selskaber repræsenteret i bybillederne. Mange af de unge vi møder, der arbejder i hotel og restaurationsbranchen og som taler lidt engelsk fortæller, at de læser på universitetet – ofte til lærer, og så arbejder de, for at tjene til studierne. Der er nybyggede universiteter i alle de byer vi kører igennem, hvor indbyggertallet er omkring 100.000 eller mere. Til gengæld mangler Tyrkiet fuldstændigt det ungdoms- og caféliv, der fylder meget i nattelivet i Thessaloniki og Athen.

De få ældre Tyrkere, vi møder og som taler engelsk er bekymrede for udviklingen. En bekymring går på væksten, der sker for lånte penge. Men den største bekymring vedrører islamiseringen. De oplever at den nuværende regering svigter de sekulære idealer, der var den allesteds nærværende landsfaders Ata Türks mærkesag. Der er mange unge piger i Tyrkiet, der har iført sig den traditionelle islamiske klædedragt. Noget tilsvarende gælder ikke for mændene. Det er nok ikke helt forkert, at der er en islamisering i gang, og at der er en stigende dæmonisering af vestlige værdier i Tyrkiet.

Den historiske konflikt

På turen til Athen overnattede vi Thessaloniki. Ved det såkaldte ”hvide tårn”, der er byens vartegn, var et mindesmærke. Først i 1912 blev Thessaloniki en del af Grækenland.

Det minder os igen om, hvor ungt Grækenland er som nation, trods det ældgamle historie og dets status som arnested for den europæiske kultur. Man kan på ikke tale om eksistensen af en græsk nationalstat før i 1829. Og sin nuværende størrelse fik Grækenland først efter anden verdenskrig i 1947.

Før det kan man tale om en græsk identitet, et græsk sprog og en græsk kultur. I grækernes selvforståelse var Det østromerke Rige, -Byzantinum – en græsk stat – ikke mindst fordi administrationssproget var græsk. De så Osmannernes næsten 500’årige styre (1453 – 1920) som en tyrkisk besættelse af Grækenland. Derfor bar de national-konservative grækere i 1910’erne på en drøm om at genskabe et Storgrækenland med Konstantinopel som hovedstad. Drømmen fik katastrofale følger, da grækerne efter første verdenskrig forsøgte sig med et erobringstogt i det Vestlige Tyrkiet med landsættelse af en 200.000 mand stor hær ved Smyrna (i dag Izmir).

Den græske hær blev udraderet af Ata Türk og de efterfølgende fredsforhandlinger i Lucerne førte til en af historiens største folkeflytninger – Grækere bosat i Tyrkiet blev flyttet til det græske fastland eller de græske øer, mens tyrkere i stort tal flyttede den modsatte vej. Ata Türks mål var at etablere en tyrkisk nationalstat efter europæisk mønster. Det mål er i høj grad blevet opnået. Men Ata Türks reformpakke indebar også etableringen af en sekulær stat, og et opgør med sultanernes værdisæt. Det er den del af Ata Türks reform-pakke, der i dag er under pres af den nye politisk ledelse under Erdogan.

Tyrkiet rolle i dag

Europa vendte Tyrkiet ryggen under optagelsesforhandlingerne i EU i 2001. I dag vender Tyrkiet Europa ryggen, og ser i stedet sig selv som en vigtig spiller i den islamiske verden.

Set med mine briller, så er det en fantastisk gave for både Grækenland og Europa, at Tyrkiet i dag er en del af NATO. Men det er nok også rigtig godt for både Tyrkiet og EU, at Tyrkiet ikke er medlem af EU. Problemerne med sammenhængskraften i EU er store nok uden Tyrkiet. Men man kan drømme om, at Tyrkiet – i samspil med Nato – kan spille en større rolle i Mellemøsten og orienten, og at EU og USA kan se en interesse i, at Tyrkiet er et vækstlokomotiv her i regionen, uden at blive bange for det skygge.

Read More...