Persisk dynasti byggede fortificeret hovedstad
6. marts 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Persisk dynasti byggede fortificeret hovedstad
Persisk dynasti byggede fortificeret hovedstad ved Hyderabad
Hyderabad er i dag Indiens 5. største by med ca. 8 mill. Indbyggere. Tidligere var det en mere beskeden bebyggelse omkring et forsvarsanlæg, der lå i kongeriget Bahmani. Sin storhed tilskriver Hyderabad i dag Qutb Shah dynastiet, der regerede i ca. 170 år fra 1518 – 1687.
Persisk handelsrejsende bliver konge
Qutb dynastiets grundlægger Sultan Qutb Shah kom til kongeriget Bahmani sammen med sin onkel som handelsrejsende. Men den siddende konge blev så begejstret for hans viden og evner, at han gjorde ham til sin højre hånd. Da kongeriget gik i opløsning i begyndelsen af 1500’tallet, blev det ham, der tog magten over Golcolda provinsen.
Qutb Shan var hverken kongelig eller kriger af byrd. Han troede på vækst, rigdom og velstand gennem handel og et godt forhold til Allah. Men han har tydelig vis også været bevidst om, at et godt forsvarsværk kan afholde en fjende fra at forsøge et angreb. Qutb Shan riget nåede under dynastiet en betydelig størrelse i det midt-østlige Indien omkring Daccan plateauet.
Ford Golconda i aftenlys – inden for den inderste forsvarsmur
Anlæggelsen af ny hovedstad
Det var Sultan Qutb Shah, der besluttede at bygge en ny hovedstad omkring fortet Golconda, der i dag ligger i udkanten af Hyderabad. Og der er ingen tvivl om at valget var et spørgsmål om beliggenhed. Stedet gav mulighed for at bygge en by, der samtidigt var et massivt forsvarsværk. Fort Golconda var på det tidspunkt bygget af ler omkring et højdepunkt, der gav frit udsyn 360 grader rundt i en radius på omkring 13 km. Det tog tre generationer og 62 år at forvandle lemurerne til et massivt bygningskompleks af kampesten. Komplekset står i dag næsten som det blev forladt. Det er omgivet af en 11 km lang og 20 alen høj ydre forsvarsmur med 9 indgangsporte. Inden for denne ramme blev bygget en by, der kunne forsyne Fortet med de daglige fornødenheder. Byen blev bygget med labyrintagtige gader, som en fjende kun vanskeligt kunne bevæge sig ad med deres elefanter og andet militært udstyr.
De første 3 generationer af Qutb dynastiet koncentrerede deres byggeaktiviteter i og omkring Fort Golconda. Den tredje konge i rækken Ibrahim Quli Qutb anlagde dog også en kæmpe stor kunstig sø – Hussain Sagar – der tjente som vandreservoir uden for murene til sikring af vandforsyning året rundt. Søen fik sit vand fra den ene af de to store floder, der løber gennem Hyderabad.
Den ydre forsvarsmur med en af de 9 indgangsporte
Ford Colconda
Selve fortet rummede palads, administrative bygninger, mange moskeer, et tempel, beboelseshuse og det militære hovedkvarter. Det var omgivet af en 50 alen høj mur, der kun havde én indgang. Denne indgang var forsynet med et kaldeanlæg, så vagterne neden under kunne signalere til hovedkvarteret og audienshallen, der lå 120 m højere oppe. Den del af fortet kunne kun nås af en smal trappe med mere end 350 trin. Indgangsporten var endvidere forsynet et hul, hvor igennem der kunne hældes kogende vand eller olie, hvis en elefant skulle forsøge at banke den tunge træport ind.
Fortet blev bygget i urolige tider. Indiens historie i Middelalderen var er blodig affære med idelig rivalisering mellem de mange sultanater, der blev regeret efter persisk eller mongolsk forbillede. Nogle stater var selvstændige (suveræne) andre betalte tribut til en konge eller i nogen tilfælde til en kejser (Emperor). Qutb Dynastiet var en suveræn stat med sæde i Golconda. Men suveræniteten var både truet af naborigerne og af Mughal dynastiet, hvis Stormoguler havde sæde i Agra og Delhi, der lå ca. 1500 km nordligere end Hyderabad.
Det indvendige palads i Fort Golconda
Anlæggelsen af Hyderabad
Den fjerde konge i rækken var Mohammed Quli Qutb Shah. Han forelskede sig i en danserinde, og historien lyder, at i kærlighed til hende lod han bygge Char Minar i den landsby, hvor hun var født. Char Minar markerer i dag centrum i Hyderabads gamle bydel. Bygningsværket består af fire minareter, der er forbundet i med et plateau i to etager, hvorfra der er udsigt over området. Omkring Char Minar blev bygget et palads med fire indgangsportaler og anlagt haver i renæssance stil. Byen Hyderabad er efter sigende opkaldt efter denne danserinde.
Char Minar og tegning af det oprindelige anlæg
Mohammed Quli Qutb Shah døde efter 32 år som konge i en alder af 48 år uden sønner, men han havde til gengæld en datter. Han blev derfor efterfulgt af sin svigersøn og nevø Sultan Muhammed Shah. Muhammed Shan er husket som en meget religiøs mand, og han stod bag beslutningen om opførelsen af Mecca Masjid Moskeen lige bag Char Minar. Mecca Masjid moskeen er en af Indiens største med plads til 10.000 bedende og det er et fantastisk stykke arkitektur. Den blev påbegyndt i 1614 – 8 år før Taj Mahal – men den stod først færdig i 1687.
Moskeen hedder Mecca Masjid , fordi der i moskeens midterste bue i retning mod Mekka er indmuret er smukt stykke af Kabaen i Mekka. En anden detalje er en sten i muren på bagsiden af Moskeen. Under bygningen havde konstruktørerne vanskeligheder med en bestemt samling, der blev ved med at styrte sammen. Til sidst blev et bud sendt af sted for at hente en sten i Mekka. Da den blev muret ind i konstruktionen var problemerne løst. Og således er det Allah selv, der holder det store kompleks sammen.
Kig ind i Mecca Masjid med den sorte sten fra Mekka
Muhammed Shah døde efter kun 14 år på tronen. Hans søn var på det tidspunkt 12 år, så det blev hans mor, dronning Hayath Bakshi Begun, der bestyrede riget indtil han blev voksen. Hun har at dømme efter sit Mausoleum og ikke mindst hendes Moske i Nekropolis byen været en meget magtfuld dronning.
Det var i deres regeringsperiode at Qutb Kongedømmet nåede sin største udstrækning. Men det blev også i dennes regeringsperiode, under den 6. Konge i rækken, Kong Abdullah Qutb Shan, der regerede fra 1626-1672, at kongeriget for alvor kom under pres fra Mongolerne i nord. Det lykkedes dog mor og søn at ridde stormen af, bl.a. ved at betale en stor attribut til den mongolske guvernør Auragazeb i 1656.
Qubt Tombs
Ud over de allerede nævnte bygningerne, så er Qubt dynastiets begravelsesby helt unik og i dag optaget på UNESCOS liste over verdens kulturarv. Byen er anlagt mod Nordvest kun 200 m fra den yderste mur rundt om Golconda. Her ligger 6 konger, en dronning, to danserinder, to livvagter og en del flere begravet i hver deres smukke mausoleum. Til hvert enkelt mausoleum er bygget en Moske, hvor den døde har modtaget den sidste velsignelse. Desuden er der en stor badehal, hvor de døde har fået den sidste afvaskning, inden de er blevet båret til Moskeen til velsignelse.
Badehallen, hvor de døde fik den sidste afvaskning inden de blev velsignet i deres private moske før gravlæggelsen i mausoleet.
Det sidste mausoleum er ufærdigt. Det var tiltænkt den sidste konge Abdul Hasan Tana Shah. Han måtte i imidlertid overgive sig til Auragazeb i 1687, da denne stormede Golconda efter 8 måneders belejring. Da Auragezebs generaler kom for at hente ham efter overgivelsen, lyder fortællingen, at han bad dem om at vente, til han havde spist sin morgenmad. Da de undrede sig over hans ro, svarede han. ”Jeg spiser altid morgenmad på denne tid. Gud gav os al den rigdom og alle disse smukke bygninger. Nu har han taget den tilbage”. De sidste 12 år af sit liv tilbragte han som fange. Han blev aldrig begravet i den bygning, der var tiltænkt ham.
Det ufærdige mausolæum
I stedet står der i dødebyen en lille Moske med tre buer, der ikke er tilknyttet noget mausoleum. Den blev efter sigende bygget af Auragezebs general Mir Qamaruddin på tre dage efter indtagelsen af Golconda. Her bad han til gud og takkede for sejren. Og Allah har nok hørt hans bøn. I alt fald blev Mir Qamaruddin grundlægger af Asif Jahi (Nizams) dynastiet efter Auragezebs død.
General Mir Qamaruddin’s takkemoské
Hyderabad og Andhra Pradesh forblev under Nizam Dynastiet indtil Britterne forlod Indien i 1947. Den sidste Nizam konge forsøgte at få Andhra Pradesh tilsluttet Pakistan ved befrielsen. Men hans soldater blev hurtigt nedkæmpet at den nye Indiske Republiks Nationalgarde.
Trods mere end 500 års muslimsk styre er 85% af befolkningen i Andhra Pradesh Hinduer.
Klimaændringer for 3000 år siden
29. februar 2016 | Posted in Ude | By Palle Møldrup
Klimaændringer for 3000 år siden
I Indien udviklede der sig en stor kultur omkring Indus floden byggende på tidligere bosættelse fra omkring 7500 BC (Before Christ). Denne Indus kultur også kaldet Harappan kulturen fik sin storhedstid fra omkring 3300 BC og varede frem til 1000-tallet BC, med en nedgang startende fra ca. 1700 BC.
Det tyder på, at store klimaændringer kan have været en væsentlig årsag til kulturens opløsning. Ændringer i monsunregnen fra en vestlig monsun med regn i Indusregionen til i stedet en østlig med regn i Ganges området betød udtørring af flere floder i vest Indiens.
Udgravning af en Happaran by
De 3 store kulturer
Sammen med Det gamle Egypten og Mesopotamien var Induskulturen en af de tre tidlige civilisationer og den af de tre, der havde den største udbredelse med et areal på omkring 1,25 millioner km2.[ Civilisationen voksede frem ved breden af Indusfloden, en af Asiens største floder, og den nu udtørrede Sarasvati flod, der dengang løb gennem det nordvestlige Indien og det østlige Pakistan sammen med dens bifloder.[
På civilisationens højdepunkt omfattede den mere end fem millioner indbyggere. Indbyggerne omkring den gamle Indusflod udviklede nye teknikker inden for håndværk og metalarbejde, hvor der blev bearbejdet kobber, bronze, bly og tin.
Byplanlægning
I det østlige Pakistan og det vestlige Indien havde Harappan kulturen sin største udbredelse, og der er fundet mere end tusinde byer fra denne tid. Flere har haft en størrelse på 40-50.000 indbyggere. Udgravningerne viser, at disse byer havde en stor grad af byplanlægning, og var forsynet med vandsystemer og afløbssystemer for spildevand.
Kun ca. 60 af disse byer er nu udgravet, men disse udgravninger viser, at disse gamle Indus systemer for kloakering og dræning, der blev udviklet og anvendt i byer over hele Indusregion var langt mere avanceret end mange af de systemer, der i dag findes visse steder i Mellemøsten og i mange områder af Pakistan og Indien.
Brændte mursten
Brugen af brændte sten i husbyggeri har været meget udbredt og byerne var kendetegnet af avanceret arkitektur og imponerende skibsværfter, kornmagasiner, lagerbygninger, murstensplatforme og beskyttende mure. De massive mure omkring Indusbyerne beskyttede sandsynligvis Harappans fra oversvømmelser og kan have mindsket militære konflikter.
Keramik 2600-2450 før vor tidsregning
Fund fra udgravninger viser en højkultur med stentøj, bronze figurer, musikinstrumenter og en udbredt samhandel med Mesopotamien, Persien og endog Egypten.
Kulturkollaps
I dag mener de fleste forskere, at Induskulturen kollapsede på grund af tørke og en nedgang i handlen med Egypten og Mesopotamien. Det er også blevet antaget, at indvandring af nye folk, afskovning, oversvømmelser, eller ændringer i løbet af floder kan have bidraget til sammenbruddet i kulturen.
Som vi har skrevet om tidligere artikler og blog opslag, er der netop i denne periode et kollaps af en række kulturer. I Grækenland taler forskerne om den mørke periode, der strækker sig fra 1000-tallet før Kristus og frem til opblomstringen af de græske bystater og nedgangen i Egypten og kollapset af Hittitter riget falder ligeledes tidsmæssigt i denne periode.
Offerfesten Pongala i Indien
24. februar 2016 | Posted in Ude | By Palle Møldrup
Kommentarer lukket til Offerfesten Pongala i Indien
Pongala
Pongala, der foregår i delstaten Kerala, er en offerfest for ”The Supreme Mother”, gudinden der tilskrives rollen, som skaberen af alt levende, men også ødelæggeren af samme.
Pongala festen stækker sig over 9 dage op til fuldmåne oftest i februar og afsluttes på den niende dag, hvor månen har nået sin fulde størrelse, med en helt næsten ubeskrivelig offerfest.
Ubeskrivelig, fordi denne offerfest i omfang er meget stor og omfatter hindu kvinder, der kommer strømmende til fra det meste af Kerala delstaten i tog, busser, private biler og taxaer. Tidligt om morgenen tager 2-3 millioner kvinder plads ved vejsiden i hovedstaden Trivandrums mange gader og stræder. Her sætter de sig med et kogegrej og de madvarer, de vil tilberede, som et offer til The Supreme Mother, Attukalamma.
Byen søger for 3 brændte mursten til hver, der danner grundlag for kvindernes kogegrej. Selv sørger kvinderne for brænde nok til at koge de 2-3 retter de forbereder.
Vi tog bussen fra uddannelsesstedet Mitraniketan kl. 3 om morgenen. Bussen var bestilt kun med det formål at transportere kvinder fra landsbyen ind til Trivandrum med al deres pik-pak til offerfesten.
I bussen var kun to mænd, jeg og en ung fyr fra Danmark, der var nysgerrig som jeg, i at opleve denne offerfest.
Kl. 04.20 nåede vi frem til Mitraniketans City Center i Trivandrum og ud sprang vi alle og kvinderne begyndte deres forberedelser med kogegrej og mad.
Rikke og jeg tog fotografiapparatet over skulderen og begav os ud i byen for at opleve den usigeligt fredfyldte stemning af tusindvis af kvinder og en del børn, der punktligt sad ved vejsiden og arrangerede sig med kogegrej m.v.
Ild under gryderne kl. 10
Retterne de forberedte var til gudinden. Og først kl. 10, blev der, som med et slag sat ild under kogegrejet med en løbeild, der startede ved Attukalamma’s tempel og herfra fordelte sig til alle inden for få minutter.
Denne fuldstændige ro og afklarethed, som kvinderne viste overalt, hvor vi kom frem på vores vandretur i byen understregede, at kvinderne var meget forberedte og havde fuldstændig styr på, hvad de skulle gøre.
Alt imens rigtig mange mænd udgjorde de service hold, der sørgede for transport, drikkevarer og frokost.
Kort efter kl. 10 begyndte vandet at koge i de små gryder og med en koks overlegenhed tilberedte kvinderne hver især deres små retter af udsøgte råvarer, en ret som var tilberedt for at glæde gudinden, og som på et trylleslag kl. 13.30 blev helliget /viet af en af de mange præster, der bevægede sig rundt i byen med offervand, der blev stænket på hver ret.
Og så var det hele slut og alle pakkede på 15 minutter deres grej og bevægede sig hjemad igen.
I løbet af hele dagen var det kun tilladt ganske få køretøjer i gaderne, så alle tilskuere, hjælpere og turister kunne trygt bevæge sig rundt i byen. Kl. 14:15 startede den store hjemtur. Og det er klart at med så mange mennesker, der igen skulle ud af byen tog det rigtig lang tid i sneglefart. Men det var en stor oplevelse at være med til en så fantastisk velordnet og rolig fest.
Højtydende malkekvæg er i lav kurs
23. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Højtydende malkekvæg er i lav kurs
I stedet satser Kerala’s regering på bevaring af oprindelige kvægracer
Der er en lille kvægstation på Mitraniketan. Den er en del af deres landbrug ressource center (KVK). Landbrug ressource centeret er finansieret af regeringen i Kerala. Dets opgave er at være formidlingscenter mellem landbrugsforskning og bønderne. Ca. 10 % af den erhvervsaktive del af befolkningen i Kerala har landbrug som hovederhverv.
På kvægstationen er der i øjeblikket omkring 12 køer og kvier og flere er undervejs. Hvor det tidligere var hybride racer, dvs. krydsninger mellem jersey og lokale racer, så er man nu i gang med en omlægning, så man fremover fortrinsvis skal arbejde med bevaring af truede oprindelige racer.
2 år gammel tyrekalv af den mindste kendte kvægrace i Indien.
Vi får forklaret, at der er betydelig forskel på mængden og kvaliteten af mælken, når man sammenligner de hybride racer med de oprindelige racer. De oprindelige racer yder 1-2 liter mælk om dagen, hvor de hybride racer yder 16-20 liter. Men mælken fra de oprindelige racer indeholder en lang række stoffer, der kan anvendes af medicinalindustrien, som ikke findes i de hybride racer.
Det er den sidende hindunationalistiske regeringen, der har igangsat programmet for bevaring af oprindelige racer, som Mitraniketan nu er en del af.
Forbud mod slagtning af kaniner
Regeringen har også forbudt slagtning af kaniner. Kaninavl har også været et forsøgsprogram på KVK, men fremover kan kaninerne kun sælges som kæledyr.
Centeret har også et større demonstrationsbrug for hønseavl og en anselig ægproduktion. Så Mitraniketan er selvforsynende, når det kommer til mælk og æg, og man har en mindre overskudsproduktion, der sælges lokalt i Vellanad.
Skolebørn i Indien hylder hver morgen nationen
21. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Skolebørn i Indien hylder hver morgen nationen
Velkomst indmarch i forbindelse med vores besøg på er non-profit English Medium School
Hyldest til nationen
Hver morgen løfter alle skolebørn i Indien højre hånd som hyldest til nationen. Det gør de, uanset hvor i landet de går i skole, og uanset om det er en offentlig eller en privat skole. Og det er tæt på 100% af alle børn i Indien, der går i skole. Det er det regerende Hindu nationalistiske parti BJP med Modi i spidsen, der i 2014 har gennemført reglen om, at alle børn skal starte dagen med at hylde nationen.
Offentligt og privat skolesystem
Der er et velfungerende offentlige skolesystem. Det er gratis for alle børn op til 10. Klasse. Derefter kan de dygtigste gratis fortsætte på en offentligt ejet high school. Kommer man ikke gennem nåleøjet, så har forældrene mulighed for at betale for en privat high school plads.
Undervisningen i det offentlige skolesystem er på det lokale sprog. I Kerala betyder det, at der undervises på Malayalam op til 10. Klasse. Derefter er al undervisning på engelsk.
Elev præsenterer sit skolearbejde for de forsamlede elever inden nationalsangen afsynges
Parallelt med det offentlige skolesystem er to typer af private skoler. Deres undervisningssprog er for begge typers vedkommende engelsk. Derfor hedder de English Medium Schools. Der ene type er et eliteskoler. Her følges et curriculum, som kun de mest velbegavede børn kan klare. Lærerne er højt kvalificerede og højt lønnede. De forældre, der har råd, sender helst deres børn i disse skoler.
Non-profit skoler
Det lidt mere usikkert, hvorfor forældre vælger at sende deres børn i den anden type af privatskoler, de såkaldte non-profit skole, der kan minde om vores private realskoler. Vi bliver mest hyppigt mødt med den forklaring, at det er fordi forældrene tror, at skolerne er bedre end de offentlige, fordi undervisningssproget er engelsk og disciplinen bedre.
Men der kan også være andre forklaringer: Skolerne er mindre, de er værdibaserede, klassekvotienten er lavere og ofte har mindst den ene af forældrene har selv gået på skolen som barn.
Disse skoler har det p.t. svært i Kerala. De er presset af, at lokalregeringen har investeret massivt i det offentlige skolesystem, de er presset af øgede krav til standarder og infrastruktur, for at de kan beholde deres akkreditering, de er pressede af et stigende lønniveau for lærere i de offentlige skoler og de er presset af et faldende børnetal.
Det faldende børnetal
Helt overordnet må man sige, at både højere løn og faldende børnetal er er positiv udvikling, set fra både vores og den indiske regerings perspektiv. Men det er jo aldrig sjovt at være på den tabende side i en udvikling. Som privat institution er det heller ikke så morsomt, at det offentlige er lønførende.
Men det siges jo at konkurrence er sundt. De små private skoler er nødt til at være både effektive og innovative for at overleve, og for at være et godt alternativ til det offentlige skolesystem. Dem vi taler med er overbevist om, at disse skoler fortsat vil spille en stor rolle som et alternativ til det offentlige skolesystem, fordi forældrene bakker så kraftigt om om dem.
Møde med forældre og lærere
Derfor har der også været stor interesse blandt lærere, lærerstuderende og forældre for at høre om Friskolen i Jordløse, om forældrenes engagement og om lokalsamfundets kamp for at bevare sin skole.
Kathakali – betyder historie-skuespil
14. februar 2016 | Posted in Ude | By Palle Møldrup
Kommentarer lukket til Kathakali – betyder historie-skuespil
Kathakali – betyder historie-skuespil
Kathakali er fortællinger, der bliver opført som mimeskuespil, med drama, musik og handling. Fortællingerne er hovedsagelig hentet fra Hindu mytologi og udviklet fra gamle klassiske danse, der blev opført i de kongelige gemakker langt tilbage i tiden.
Traditionen er ført videre og i Fort Kochi, er der et meget berømt Kathakali center. Det måtte vi se.
Vi kom forbi om formiddagen og gik ind sammen med et andet par, der også ville købe billetter. Da vi stod der i stueetagen i teatret foran teaterlederen og vi udvekslede lidt danske sætninger, spurgte han, er i danske? Ja, det er vi. Og så fortalte han, i øvrigt med nogle danske ord ind imellem, at de havde haft Jytte Abildstrøm på besøg, og det havde været en stor oplevelse.
Jeg kunne så fortælle at jeg faktisk havde haft lidt arbejde på teatret ”Riddersalen” for mange år siden og lavet en serie scenebagtæpper bestående lysbilleder af engelske herskabshaver til en af Jytte Abildstrøms forestillinger.
Så var vi venner.
Vi finder vores pladser på første række
Vi skulle komme allerede kl. 17 hvor teatret blev åbnet, så kunne vi overvære, at skuespillerne sminkede sig. Det gjorde vi sammen med rigtig mange andre tilskuere. Vi gik op af den fine trætrappe og ind på 1. Sal i en teatersal, der faktisk havde meget tilfælles med ”Riddersalen” på Frederiksberg. Smuk enkel træ-teatersal med balkon rundt i siderne og med en scene hvor skuespillerne lige havde startet deres sminkning, siddende på scenegulvet med hovederne vendt mod publikum, så vi kunne følge deres grunddige arbejde.
Akkompagneret af smuk citarmusik fulgte vi med fra første række, plads 2 og 3, som vi venskabeligt var blevet tildelt.
Sminkningen tog næsten en time, hvor de fire skuespillere fik lagt meget komplicerede masker i klare farver.
Prinsen får lagt maske
Spillet indledtes med en introduktion til mimekunstens udtryksformer. Det blev en opvisning i ”ansigtsgymnastik” og krops- arm- og ben bevægelser. Faktisk meget nyttigt senere for at tolke spillernes optræden i skuespillets forskellige scener.
“The Mahabharata Kiratram”
Historien var, at en prins, der var lidt hoven, ville være superbueskytte.
Men en rival ville ham til livs. Og i skoven hvor prinsen gik på jagt sendte rivalen en bjørn mod prinsen. Men i skoven var også Lort Shiva forklædt som skytte.
Shiva og hans kone Parvathi forklædt som jægere
Shiva og has kone gudinde Parvathi ville godt ryste noget af hovmodet af prinsen.
Da bjørnen kom farende skød både Shiva og prinsen mod bjørnen og dræbte denne.
Men nu toppedes prinsen og Shiva (forklædt som jæger) om hvem, der havde nedlagt bjørnen.
Prinsen får overrakt bue og pil af Shiva, der ikke længere er forklædt som jæger
Prinsen angrede, at han havde behandlet Shiva dårligt, da det gik op for ham, hvem det var, han havde toppedes med. Og Shiva og hans kone belønnede prinsen med den bue og pil, som prinsen ønskede sig allermest, nemlig den berømte Pasupatham bue og pil for hans mod.
Og således endte historien lykkeligt.
Paladsbesøg
14. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Paladsbesøg
I dag besøgte vi Hill Palace Museum i Kochi. Det ligger i det område af byen, der hedder Ernakulam, hvor også banegården ligger, men ca. 11 km væk fra bycentrum.
Fra tuc-tuc tur gennem Ernakulam
Vi spiste tidlig morgenmad på hotellet, tog en tuc-tuc fra hotellet til færgen, der bragte os fra FortKochi til Ernakulam. Herfra en anden tuc-tuc til banegården, hvor vi skiftede til en pre-payed tuc-tuc, der kunne køre os til Hill Palace. Lyder det omstændigt? Lyder det dyrt?
Vi betalte
- Tuc-tuc – 4 kr
- Færgebilletter – 0,8 kr
- Tuc-tuc – 3 kr
- Tuc-tuc – 17 kr
Så udturen kostede alt i alt 25 kr. og det tog 1 ½ time at komme derhen. Selv om vi måtte stå i kø ved banegården for at få en pre-paid Tuc-tuc. Fordi vi var bestemt ikke de eneste, der var på søndagsudflugt. Den fornøjelse delte vi med rigtig mange Indere.
Opgangen til Hill Palace
Hill Palace var den lokale kongefamilies administrative kompleks. Paladset er bygget i 1865, der er et bygningskompleks bestående af 49 bygninger i en smukt anlagt have på 52 acres. Kongefamilien overgav på et tidspunkt i 1900’tallet komplekset til Keralas regering, som i 1980 besluttede at gøre det til et museum.
Det var ikke tilladt at tage billeder inde på museet, men museet er en god påmindelse om, at Indien har en ca. 3000 år lang politisk-administrativ tradition med kongedømmer, en praksis, vi også kender fra de europæiske fyrstestater. Krige og magtkampe mellem de indiske fyrstestater har også været lige så udbredte, som de var det i Europa.
Statue af en af de seneste Royal Highness (Maharaja fra 1895 – 1914) opsat i en nyligt anlagt bypark i Ernakulam
De europæiske kolonimagter i det indiske subkontinent var dybt afhængige at deres samarbejde med de indiske maharajadinere. Et symbol på dette så vi i Hill Palace skatkammer. Her er udstillet en 1,750 kg tung massiv guldkrone besat med juveler. Kronen er en gave fra den portugisiske Kong Emanuel. Den blev overbragt af Vasco da Gama i 1520’erne, da Portugiserne frygtede, de var ved at miste kongens gunst.
Prins Arjuna i Kathakali forestilling i Kochi. Hans krone ligner meget den, Vasco da Gama medbragte til Kongen af Kochi i 1520’erne
Kongernes – eller Maharajadinernes samarbejde med englænderne var en væsentlig årsag til, at de mistede deres magt i Indien, da englænderne forlod landet.
Hvor peberet gror
12. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Hvor peberet gror
Hvor Peberet gror
Hvis man vil rejse hen, hvor peberet gror, så skal man rejse til Kerala. Vil man handle peber – eller rettere hvis man ville handle peber, så skulle man rejse til Kochi.
De kinesiske fiskenet langs kysten er et af de få spor efter den kinesiske koloni i Kochi
Det gjorde kineserne, egypterne og syrerne allerede flere århundrede før kristi fødsel. De kom alle sammen til Kochi, hvor der var en international havn, hvor der blev udvekslet varer. Der var også en kinesisk koloni med bofaste kinesere. Kochi har rent faktisk fået sit navn af disse kinesere, opkaldt efter deres hjemstavn i Kina. Det fortæller museumsinspektøren på Indo-Portuguese Museum her i Kochi. Efter egypterne fulgte romerne. Her hentede de deres krydderier, og især peberet var i høj kurs. Men der blev også byttet varer mellem romerne og kineserne. Især silke havde romernes store interesse. I Kochi kunne man komme uden om de orientalske mellemhandlere.
Også apostlen Thomas gik i land i Kerala, da han fik tildelt Indien som sin missionsmark efter Kristus korsfæstelse. Han var med til at grundlægge de første syrisk-kristne missionen i Indien i de første århundreder efter Kristi. Men den historie vil vi nok vende tilbage til senere.
FortKochi – indsejlingen til industrihavnen i Cochin, Keralas største by
Den gamle kinesiske handelsstation og den internationale havn forsvandt under en frygtelig oversvømmelse i 1341, hvor to floder overflød store landområder og dannede det, vi i dag kender som Back-Water området, et langstrakt, lavvandet brakvandsområde, der ligger inden for kystlinjen. I samme forbindelse blev dannet en naturlig havn med indsejling ved det, der efter portugisernes ankomst blev til Fortkochi.
Palle ved Vasco da Gama’s grav i Kochi. De jordiske rester er senere blevet flyttet til Portugal
Portugiserne anført af Vasco da Gama kom til Kochi omkring år 1500 i deres jagt på søvejen til Indien syd om Afrika. De hjalp den daværende Konge i Kerala, Raja Unni Goda Varma Tirumulpadu med at bevare magten, ved militært at støtte kongens egen hær i kampen mod et af nabokongedømmerne.
Som tak indgik Portugiserne en kontrakt med kongen, der gav den ret til at bygge et fort, kirker og en handelsstation på den halvø, der i dag hedder Fortkochi.
Vasco da Gama døde den 24. December 1524 i Kochi af malaria 55 år gammel.
Hollænderne erobrede Kochi fra portugiserne i 1663.
Coverbilledet er taget på Kochi Beach. Muligvis er det ikke et “ægte” bryllupsbillede, men scenen til en film, der skydes.
Skolebesøg
10. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Skolebesøg
Reghu var rigtig glad tirsdag morgen, fordi der var en artikel i avisen om seminaret på Memorial Day og om, hvem der var talere på konference. Det betyder meget for stedet, at man kan tiltrække på nationale og internationale personligheder.
Sammen med Sabith og Kirsten Bruun var vi resten af dagen på skolebesøg på Viswadarshini Public School. Det er -trods sit navn – en privat English Medium School. Vi fik en fantastisk modtagelse – den var en dronning værdig. Så skolen havde helt tydeligt valgt at benytte lejligheden til at aktivere alle børnene i, at der kom besøg.
Vi havde lavet en præsentation af Friskolen i Jordløse, som vi viste, først for eleverne i 6. Og 7. Kl. Senere på dagen viste vi den for en gruppe forældre og lærere på omkring 30 personer. Der var ca. halvt af hvert. Jeg tror, de syntes, det var meget inspirerende at se, hvordan forældre og lærere i Danmark stod sammen om at holde liv i en skole, som regeringen helst så lukket. De var også nysgerrige i forhold til de aktiviteter, der foregik for voksne på skolen.
Skolen havde lige afholdt en markeds/ festival dag, hvor forældrene havde bidraget med at lave mad og arrangere boder, hvor der blev solgt kurve og andet kunsthåndværk produceret af forældrene. De serverede en dejlig frokost for os, et typisk Kerala-måltid serveret på palmeblade.
Memorial Day
9. februar 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz
Kommentarer lukket til Memorial Day
8. februar 2016
Den 8, februar ville Viswanathan – Mitraniketans stifter – være fyldt 88 år. I 2011 var jeg med til at fejre hans fødselsdag. I år var vi inviteret til hans memorial day.
Reghu Rama Das har besluttet, at den 8. Februar skal Viswanathan mindes ved en seminar dag, hvor der sættes fokus på Development Education, et tema der lå Sri Viswanathan meget på sinde. Man kan vel sige, det var hans livsværk. Uddannelse til de under privilegerede, en uddannelse der kan gøre dem til aktive samfundsborgere.
Hans store inspirationskilder var de indiske forbilleder Ghandi og Tagore – amerikanske Martin Bubber og danske Grundtvig. Når man besøger Mitraniketan føler man især inspirationen fra Tagora’s ”rural reconstriction program”, et program, der blev udfoldet som en del af skoleprogrammet på Santiniketan i den sektion der hedder Shriniketan
I Danmark vil man bedst kunne sammenligne projektet med en produktionsskolen. Man lærer gennem at røre og gøre. Her er programmet kombineret med en højskoledel: Mitraniketan Peoples College. Programmet når de elever, der ikke kvalificerer sig til en højere uddannelse i det formelle skolesystem.
Grundsøjlen i livet på Mitraniketan er børnekostskolen. Her er ca. 200 elever fra 1 – 10 klasse, de 180 af dem er kostskoleelever. De kommer fra et stammeområde ca. 600 km herfra. De børn der går her nu har næsten alle forældre, der har gået på skolen. En del har endda bedsteforældre. Kønsfordelinger er således at ca. 1/3 af eleverne er drenge og 2/3 er piger.
Det var rørende at være en del af højtideligholdelsen af Memorial Day i morges, hvor eleverne sang så smukt for hans minde.
Det efterfølgende seminar om Development Education var et godt eksempel på folkeoplysning. Det var i alt fald deltagernes tilbagemelding i den afsluttende session. Jeg tror mange oplever, at det er et vigtigt korrektiv til hverdagens uddannelsesdiskussion. Det er ikke så tit i denne del af verdenen, at folk mødes på tværs af professioner og social status og diskutere, hvordan man undgår at miste sine kulturelle værdier i et moderned uddannelsessystem.
Om formiddagen var der 2 taler af folk, der havde stået Viswanathan nært og som havde haft/ havde høje positioner i universitetsverdenen. Den ene leverede en lammende kritik af det formelle uddannelsessystem og isæt den bureaukratisering af uddannelsessystemet og af samfundet, der var et resultat af dette system.
Den anden – noget yngre bureaukrat – som han selv sagde, var bekymret for det kulturtab, der lå i at engelsk er medium i det højere uddannelsessystem. Børn/ unge lærer hverken at mestre deres modersmål eller engelsk. Staten Kerala har derfor åbnet et nyt universitet, hvor Mayalam er undervisningssprog. Han fortale om den udfordring det er, at skulle starte sådan en ny institution op.
Eftermiddagen havde mere karakter af en workshop, hvor der var dialog med deltagerne.
Der var en præsentation af en tysk gymnasieskole med et spændende uddannelsesprogram. Bl.a. var skolen med en gruppe elever og tre forældre på besøg i Kerala, hvor Mitraniketan har tilrettelagt et 14 dages besøgsprogram for dem.
Jeg havde et indlæg om ”Enlightenment – a tool to sustainable education”. Det var et indlæg, der blev rigtig godt modtaget. Vi sluttede det af med at præsentere en video produceret af nogle af Kirstens efterskoleelever om Human Rights in Saudi Arabia.
Dagen sluttede med et indlæg af Dr. V. Reghu om Development Education i Indien, med fokus på de ikke-akademiske uddannelser.