Albanien og troens prøvelser

8. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Albanien og troens prøvelser

Fra Dubrovnik i Kroatien kørte vi gennem det billedskønne Montenegro til byen Shkroder i Albanien. Her får vi det første kig ind i et land, der for os indtil nu har henligget i mørke. Shkroder ligger ved Balkans største sø. Naturen er enestående, men landet er forsømt og goderne er tydeligt ulige fordelt. Det er lang tid siden, jeg har været i et europæisk land, hvor en families overlevelsesgrundlag består i at sælge mælk i colaflasker på et gadehjørne.

Vi har logeret os ind på et meget fint istandsat og møbleret lille hotel, helt gennemført italiensk inspireret. Det bærer navnet Rose Garden, og der er også en meget fint haveanlæg med små runde marmorborde, hvor man, når foråret bare får lidt bedre fat, kan nyde sin morgenkaffe eller et glas – gerne lokalt produceret – vin. Så et kort øjeblik kan man nyde illusionen om det søde liv i Albanien, men når man ser ud af vinduet fra hotelværelset, så får man slynget den albanske virkelighed lige i synet igen.

Albanerne lever i nuet, men de fleste unge ønsker sig langt væk. De har svært ved at få øje på en fremtid i landet. Det fortæller kvinden, der viser mig rundt på Diocesan Museet, der ligger lige ved siden af hotellet. Et fint lille museum, der drives af Den katolske Kirke i Albanien.

Troens historie i Albanien er endnu mere brutal end landets øvrige historie. Da jeg kommer ind i museet er det vigtigt for museumsguiden at understrege, at Albanien er et multireligiøst samfund og at de tre store trossamfund lever side om side: 70% muslimer, 12% romersk katolske og resten som ortodoks kristne eller ateister.

Museets fortælling starter i år 50, hvor Paulus kom til Illyrien og hvorfra han sendte et af sine breve til menigheden i Rom. Den romerske kejser Konstantin den Store kom ifølge museet også fra Illyrien. Det har jeg nu ikke kunne få bekræftet andetsteds, men det er en smuk historie. Kejser Konstantin den store var ham, der tillod kristendommen at blive statsreligion i Romerriget, og som flyttede hovedstaden fra Rom til Konstantinopel.

 

Ved bruddet mellem Øst- og Vestkirken i 1054 blev den kristne kirke i Albanien også splittet, og som jeg forstår det, fik Vestkirken på det tidspunkt sit hovedsæde i Shkodër og kom under Venedigs beskyttelse. I 1467 blev Albanien invaderet af Osmannerne og det betød tvangs-islamisering og forfølgelse af kristne. Den tyrkiske besættelse varede i 500 år.

En legende stammer fra den tid. En fortælling om to unge mænd, der så to engle hente billedet af den hellige madonna med barnet, for at redde det fra tyrkernes ødelæggelser. De fulgte efter englene og så billede blive muret ind i en kirke i Genazzono  ikke langt fra Rom. Efter sigende skulle det være sandt, at billedet i Genazzano er jomfruen fra Shkodër.

 

 

I 1898 blev det muligt at genopbygge katedralen i Shkodër, og i de næste små 50 år nød Albanerne religionsfrihed. Men i forbindelse med 2. Verdenskrig og den kommunistiske magtovertagelse i 1944 kom kirken igen under pres. Helt galt blev det efter 1967, hvor Enver Hoxha allierede sig med Kina i stedet for Sovjet. Inspireret af den kinesiske kulturrevolution blev alle de gamle kirker revet ned eller sprængt i luften. De nyere kirkebygninger overlevede, med blev ombygget til kulturhuse eller sportshaller.

 

 

 

Størst indtryk på udstillingen gjorde en planche, der viste portrætter at 38 navngivne intellektuelle kristne, der var blevet tortureret og henrettet af regimet. Efterfølgende er det kun lykkedes at finde de jordiske rester af 10 af dem.

Mange af de genstande, der er udstillet på museet er genstande, folk har reddet ud af ruinerne af de ødelagte kirker og gemt i kældre eller nedgravet i haver.

 

 

Read More...

Krig og fred på Dalmatinerkysten

6. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Krig og fred på Dalmatinerkysten

Dalmatinerne ved Adriaterhavets østkyst

Fortællingerne om krigen i 1990’erne fylder mere end sporene efter krigen, når man kører gennem ferielandet langs Kroatiens Dalmatinerkyst. Og godt for det. Mange gode kræfter har gjort, at huse er genopbygget og turistindustrien igen kører i højeste gear.

Når man dykker længere ned i historien, bliver det klart, at Adriaterhavets østkyst har en historie, der adskiller sig markant fra resten af Balkan. Og det skyldes ikke mindst, at Dalmatinerkysten har levet under Venedigs- og Markusløvens beskyttende vinger, indtil Habsburgerne fik indlemmet Dalmatinerne under sine måske knapt så beskyttende ørnevinger efter Napoleonskrigene. Og det er måske en vigtig årsag til, at konstruktionen Jugoslavien ikke kunne overleve Titos død. Modsætninger mellem de 6 jugoslaviske republikker var simpelt hen for store, og selv om sproget i nogen grad var fælles, så manglede der en fortælling og en politisk kultur, der kunne kitte det hele sammen.

På vejen ned har vi gjort holdt i 3 byer, der er meget forskellige – men de har det til fælles, at de er gamle illyriske byer, der med årene er blevet stærke, befæstede bystater: Zadar, Split og Dubrovnik.

Zadar slikker sårene

Ved indgangen til den gamle by i Zader er opsat en meget særlig mindeplade. På pladen er der en plan over byen med denne tekst på engelsk:

Historical nucleus plan of the city with marked damage made by the Serbian, Montonegrin and Yogoslav army aggression of Zedar assisted by the rebellous Serbian population in Croatia, in Zinder from 1991 to 1995.

Mindepladen er et stærkt vidnesbyrd om krigen, der opløste Yugoslavien og berigede Balkan med 7 nye selvstændige nationer ( Kosova medregnet). Den giver os mindelser om Vukovar, som vi kørte igennem i 2015.

Zadar gamle bydel er gammel. En af de ældste bygninger, der stadig er i brug er en Byzantinsk kirke fra 800’tallet, der er bygget oven på byens Forum Romanum. Det kan dateres tilbage til år 100 f.v.t. Før romerne ankom var det en illyrisk koloni. Da det vestromerske rige brød sammen, blev det en del af Det østromerske Rige (Byzans), indtil Venedig i 1200’tallet jævnede den med jorden. De næste ca. 200 år var den kastebold mellem Ungarn-Kroatien og Venedig, indtil 1409, hvor den endegyldigt blev lang ind under Venedig. De varede frem til 1797, hvor begge bystater blev en del af det Habsburgske rige. 1921 til 1945 var Zadar italiensk, og først efter anden verdenskrig blev den en del af den Kroatiske provins i det kommunistiske Jugoslavien.

Kejserbyen Split

Da jeg var 10 år gammel, da jeg var i Split med mine forældre. Jeg husker det gamle palads fra dengang som et stort gedemarked med salg af tæpper, vandpiber, træskærerarbejder og tyrkiske kaffestel. Varer blev transporteret rundt med æsler. Min mor og jeg blev sat i pant hos en tæppehandler, mens min far drog afsted til bilen med det udvalgte tæppe for at hente penge, så han kunne indløse os igen.

I dag er der ingen tuskhandel ved det gamle palads. Cafeer, barer, butikker og restauranter er stilfuldt indrettet i de game paladsbygninger.

Paladsbygningen blev opført af den romerske kejser Diocletian i perioden fra 297-305 som aftægtsbolig. Man ved ikke, hvorfor han valgte at trække sig tilbage som kejser i 305, men måske havde han bare lyst til at nyde en stille og rolige pensionisttilværelse oven på et begivenhedsrigt liv. Paladset blev bygget nogle få kilometer fra datidens Salona, der var Romernes hovedstad i Dalmatinerprovinsen og Diocletians fødeby. Og han fik faktisk 10-12 rolige år i de smukke arkitektoniske underværker, der lå med fødderne i det azurblå Adriaterhav.

Splits videre historie minder om Zadars. Men vi kan tilføje en sjov detalje, der kobler vores besøg i Venedig med besøget i Split.

På kirken Santa Maria del Giglio i Venedig var der en række relieffer af byer, og et af dem bar indskriften Spalato. Vi diskuterede hvilken by det mon var, og via nettet fandt vi frem til, at det var Split, hvilket gav god mening, da Split i en lang periode hørte under Venedig. Men når det kom til at tidsfæste reliefferne på Santa Maria del Giglio kirken, var vi på herrens mark.

  

Relief på kirke i Venedig og prospekt fra 1782 i Split

Men det løste sig, da vi kom til Split. Her var der på bymuseet en række prospekter, der viste byens udvikling. De viste, at den kraftige befæstningen af Split var sket mellem 1600 og 1782, mens Split var en del af Venedig. Det er nogenlunde samtidigt med, at Dubrovnik var blevet ombygget til en stor fæstning. Så byreliefferne på Santa Maria del Giglio kirken kan i alt fald først være blevet sat op i 1600’tallet.

Dubrovnik forklædt som Nottingham

Dubrovnik er den, af de tre byer, der blev hårdest ramt under borgenkrigen. Men byen har rejst sig igen efter kampen. I dag er den turistmagnet nr. et langs Dalmatinerkysten og Kroatiens sydligste by af betydning. Byen var frem til 1815  en uafhængig bystat. I 1600’tallet blev den stærkt befæstet, og den er en af Europas bedst bevarede middelalderbyer, berømt for sin 2 km lange bymur.

 

Bymur og kanoner hjalp ikke Dubrovnikkerne, da de blev omringet og angrebet af Serbere og Montenegrinere i 1991.

I dag er den til gengæld et yndet sted for optagelse af film i middelalderlige rammer. Vi møder således en by, der lige nu er ramme for optagelserne til en ny Robin Hood film.

 

 

 

 

Read More...

Venedig

3. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Venedig

 

 

Venedig har længe været på vores rejse ønskeliste, men hidtil er vi kørt uden om den. Vi har været i Ravenna, Padua og endda i Chioccia, der ligger i havbugten lige syd for Venedig.

Der har været tre grunde til, at vi indtil videre har danset om den varme grød. Venedig kræver god tid, penge og masser af tålmodighed. Venedig er en turistmagnet, og beretninger om lange køer ved Markuskirken og Dogepaladset er der mange af.

Men da vi planlagde denne tur til Bulgarien og så på ruter og vejrudsigter, så blev vi enige om at køre ned langs Kroatiens Adriaterhavskyst og gennem Montenegro til Albanien og derfra gennem Makedonien til Bulgarien. Så lå Venedig lige på vejen og tidspunktet omkring 1. marts var så tidligt at priserne og køerne stadig var uden for sæson.

Det var en herlig beslutning. Vi har haft 3 dejlige dage i Venedig og vi har boet på et hotel lige bag Galleri Akademia til en meget rimelig pris. Først da vi parkerede bilen i parkeringshuset den 28. 2 blev vi klar over, at vi var landet i Venedig på det årlige Karnevals sidste dag. Det blev oplevelsen bestemt ikke ringere af.

Byen

Sammenlignet med mange andre byer omkring Middelhavet er Venedig en ung by. Hvor ung, eller gammel om man vil, strides de lærte om. Men begyndelsen på byens historie er tæt knyttet til Padovas historie. For det var indbyggerne herfra, der havde fået for vane af flygte ud i lagunen i urolige tider efter det vestromerske riges sammenbrud. Gradvis begyndte man af gøre Lagunen mere og mere beboelig. Det ældste større bygningsværk var basilikaen St. Maria Assunta på øen Torcello, der ifølge vores rejseguide dateres til 639. Øen blev senere forladt pga. malaria. Vi nåede desværre ikke ud og se kirken i denne omgang, men så har vi en god grund til at vende tilbage til Venedig.

Byen Venedig får sin første leder af republikken Venedig i 697. Han bærer titlen Doge og dogestyret overlever i Venedig frem til 1798. I 697 er St. Theodor byens skytshelgen og Venedig en del af det Østromerske rige og styres fra Ravenna. Legenden hedder så, at i 828 hentede 2 venetianske sømænd knoglerne af St. Markus (i fortællingen = evangelisten Markus, der grundlage den koptiske kirke i Egypten) i Alexandria og bragte dem til Venedig. Det blev grundstenen til Markuskirken og en helt ny ære i Venedigs historie, hvor man fik mod og kræfter til at frigøre sig fra kejseren i Konstantinopel.

Markusløven

Markus symboliseret ved løven, der både kan håndtere biblen og sværdet, er til stede overalt i byen. I det venetianske flag, i gader og stræder dukker han ustandseligt op på skilte og i facadedekorationer, ja sågar de offentlige vandhaner med det livgivende vand symboliserer Markus. Ved indsejlingen til pladsen foran Dogepaladset står Markus på den ene søjle i form af en bevinget persisk løve, mens St. Theodor står på den anden søjle. De to søjler er hentet som krigsbytte i 1127 fra byen Tyrus i Lilleasien.

Hestene på Markuskirken

Et andet stærkt symbol på Venedig magt i begyndelsen af det forrige årtusinde er de 4 heste, der pryder Markuskirkens syd facade. De er oprindeligt hellenistiske, blev hentet til Rom og derfra af Kejser Konstantin taget med til Konstantinopel (nu Istanbul), hvor de prydede hippodromen. I 1204, hvor venetianerne udplyndrede Konstantinopel under det 4. Korstog, kom de til Venedig. Siden har de knejset som magtsymboler over Markuskirken. Det vil sige, i 1977 blev de erstattet af replikkaer, og de originale bronzefigurer, der engang var forgyldte, kan ses på klods hold i Markuskirkens museum.

Markuskirken

Vi brugte mange timer i selve Markuskirken, der både er et magtsymbol, en religiøs fortolkning, i sig selv et kunstværk og fyldt med kunst og fortællinger fra den gamle verden. For Venedigs storhed sluttede da kolonitiden startede. Venedig tog ikke del i kapløbet om kolonierne, men forsøgte i stedet at konsolidere sin magt i Middelhavet, men endte med at tabe først til Osmannerne og siden Napoleon. Napoleon havde over i købet den frækhed, at han byttede byen væk for Milano med den habsburgske kejser. Derfor sad Habsburgerne på byen fra 1798 til 1866, hvor den løsrev sig for at tilslutte sig det nydannede Italien.

At dykke ned i Markuskirkens skatkammer er som at genopleve 1000 års verdenshistorie, og det får de små hår i min nakke til at rejse sig, Det er noget helt særligt i dette kirkerum at stå tæt på drikkekar, lamper, relikvieskrin og røgelseskar, der har været i brug i Hagia Sophia i mange hundrede år, inden de af dogen Enrico Dandolo og korsridderne i 1204 blev ført til Venedig.

Venedig er et tag selv bord af oplevelser. Ud over Markuskirken besøgte vi Dogepaladset og Correr museet. I Dogepaladset blev vi indført i magtens veje og vildveje, vi gik over sukkenes bro og beså det berygtede fængsel med de metertykke mure. Torturkamrene oplevede vi ikke, de kræver en anden billet og guidede rundture, men det var ikke svært at forestille sig, hvad der var foregået bag de låste døre. I Correr museet så vi både det habsburgske hofs lyse gemakker og middelalder og tidlig renæssance kunst.

Lige så givtigt som museumsbesøgene var det at lade sig gribe af byen selv. En sejltur på Canal Grande eller at slentre gennem gader og over kanaler og se på det helt unikke byrum. Her hjalp guidebogen os med fortællinger om, hvad vi kom forbi og ruter, så vi ikke for vild i labyrinten.

 

 

Read More...

Bronzealderbyer boomer i Indusdalen i Akkadisk tid

15. oktober 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Bronzealderbyer boomer i Indusdalen i Akkadisk tid

Harappa kulturen

Forskerne kalder Harappa-kulturen for den første egentlige urbanisering i syd-asien. Civilisationen tager sin begyndelse ca. 7000 f.v.t. Den ældste by er (indtil nu) fundet i Mehrgehr i det nuværende Pakistan.

Harappakulturen boomer for alvor i Akkadisk tid i perioden 2350-2100 f.v.t. Det er samtidigt med kong Sargon og hans barnebarn Naram Sin’s storhedsperiode i Mesopotamien. Ud over segl vides det fra samtidige sumeriske optegnelser over handelen i havnebyerne Ur og Oman, at der var et betydeligt handelssamkvem med Induskulturen (Meluhha). Det vides også, at Kong Sargon modtog Vandbøfler i gave fra en indiske konge, og at disse avledes som offerdyr ved templet i Akkad.

Historikeren Asko Parpola drister sig til i Politikens Verdenshistorie (1982) at kalde Harappa kulturen for kedelig, fordi de udgravede byer har så mange lighedstræk, at den ligner en stor gentagelse af sig selv. Det er nu en hård dom. Men det gælder for hele Harappa-kulturen i dette store kulturområde i Indus området, at viden om byggeri og evnen til at strukturere store byer har været rigt udviklet.

I det følgende vil vi beskrive, hvad vi har fået ud af at besøge udgravningerne af de to Harappa-byer Dholovira og Lothal.

Dholovira

Dholavira by, der med Citadel eller slot og tilstødende håndværk- og beboelseskvarterer, stadion, døde by, bade og kæmpe vandopsamling bassiner har dækket 100 hektarer, med mure og bygninger udført i fint tilhuggede sten og med en skarp sans for geometri og byplanlægning. Lige gader og rektangulære huse bygget i tilhuggede sten.

Dette store byområde har været omkranset af en kraftig mur og selve citadellet (slottet), hvor man antager at kongefamilien boede, har været forsynet med yderligere forsvarsværker.

I Dholavira har forskerne kortlagt 6 historiske epoker i byens udvikling. Byen er fuld udbygget og på sit højeste omkring 2200 f.v.t. På det tidspunkt har hele byen blomstret, og den har været rigt udsmykket med kalkede/malede huse. Når gæster kom udefra er de blevet mødt ved Nordporten af et stort relief med – formodentligt – byens navn stående lysende i 10 Harappa-skrifttegn.

Vandforsyning

Helt enestående er byens kolossale vandreservoirer, der er bygget over flere epoker. I alt er der bygget ni kæmpebassiner, en del af dem indbyrdes sammenhængende og forbundet til byens største brønd, der lå inden for forsvarsmuren.. Bassinerne har været forsynet med trapper, der gav adgang til vandet, og et enkelt af dem med en rampe, så man kunne køre en vogn ned til vandspejlet. Med byens beliggenhed mellem to floder var der rige muligheder for at opsamle vand. Beboelsesområderne i byen (middle og lower city) har både haft vand kanaler til brugsvand og afløb for spildevand.

Håndværksproduktion

I byen har der været en rig håndværks kultur med fremstilling af smykker i keramik, halv- og hel ædelstene, bronze og guld, sølv, elfenben, muslingeskaller, fajance, perler, armbånd, halskæde, keramik, kobber og bronze redskaber, knive, spillebrædder og figurer i terrakotta af dyr og mennesker. En hel særstilling har vægtklodserne udført i omhyggeligt slebne sten terninger i et utroligt fint målesystem ned til 0,2 gram.

Mål og vægt

Det anvendte vægtsystem har fulgt Mellemøstens fælles standarder, som de kendes fra Babylonien og rigerne Bahrain og Oman, som man handlede med. Dette ses bl.a. af de mange små segl og seglaftryk i ler, der er fundet både i Dholavira og i Mellemøsten. Seglene blev brugt til at stemple vareforsendelser, så varernes ophav kunne identificeres.

Af målene på bygninger kan ses, at meget præcise længdemål har været anvendt. Alt i alt en kultur med en høj grad af organisering og systematisering.

Vedligehold og forfald

Et jordskæv sætter byen tilbage en periode, men udbedring og udbygninger finder sted. Omkring år 2100 ophører vedligeholdelsesaktiviteterne imidlertid og især citadellet forfalder. Byen er periodevis forladt, men genindvandring finder sted frem til 1450 f.v.t.

Det syvende udgravede lag viser, at byen ikke længere fungerer som et velorganiseret by fællesskab, men at indbyggerne bor på bopladser (settlements) i cirkelformede huse.

Lothal

Lothal ligger ca 90 km sydvest for Ahmedabad. Lothal er den anden tilgængelige ruinby fra Harappakulturen, som vi besøgte.

By og havn

Byen er påbegyndt omkring 3700 f.v.t. og har været fuldt udbygget fra ca. 3000 f.v.t. Byen har været central i handelen med Mellemøsten og Egypten i kraft af sin beliggenhed tæt ved havet. I byen er bevaret en enestående dok bygget i brændte lersten med en dybde op til 4,3 meter og en længde på 217 meter og 37 meter i bredden. Dokken har kunnet rumme adskillige af de største skibe på en gang. Sluser har gjort det muligt at holde en konstant vandstand i havnen, og dermed har det været muligt et beskytte skibene mod tidevand og stormflod. Forskerne har afbildninger af bronzealderens skibe og har regnet på deres størrelser. Man formoder handelsskibe på 18-20 meter i længden og med en lasteevne på 60-75 tons har krydset det arabiske hav med im- og eksport varer.

Ved havnebassinet har været et varehus, der har været 245 meter langt og i to etager til opbevaring og inspektion af varer.

Håndværk og handel

Som i Dholavira har man fundet den samme variation i varer og værksteder til fabrikation af varer. Perler i mange materialer og størrelse, segl og seglaftryk, muslingeskaller anvendt til mange formål, kobber og bronze ting, redskaber, keramik, spil, dyre- og menneske figurer, legetøj, vægte og måleredskaber, og begravelses- og rituelle objekter. Hertil mange vidnesbyrd om handel med Mellemøsten og Egypten.

Ødelæggelse og genopbygning

Alt dette får et stort knæk da området bliver oversvømmet omkring 2350. Ødelæggelserne bliver dog udbedret og man anlægger en ny velordnet bydel. Yderligere tilbygninger og forbedringer finder sted frem til 1900 f.v.t. hvor øjensynlig en tsunami vælter ind over området og tager størstedelen af byen med sig. Med tsunamien bliver  byen endeligt forladt og området bliver derefter ikke genbosat. Forskere har konstateret at der i et stort område i Indusdalen i de næste 200 år er store flygtningestrømme (fra 1900 til 1700 f.v.t).

Hvor blev Harappa-folket af

Hvis man skal prøve at koge de forskellige teorier vi har læst sammen, så fremstår der en nogenlunde sammenhængende historie.

Omkring år 2000 f.v.t er en del af harappaerne vandret sydpå, muligvis på grund af klimaforandringer. Dholavira og Lothal er nogle af de sidste byer, der er blevet delvist forladt. Nordfra er i samme periode kommet en indvandring i Indusdalen af et arisk folk. Arierne bragte hesten, veda-troen og skriftsproget sanskrit med til Indien. Arierne så sig selv som ædle, og deres tekster bar præg af en vis nedladenhed over for ”den indfødte befolkning”, som de kaldte ”de mørke”. Arierne selv var opdelt i tre kaster: En krigerkaste, en præstekaste og en håndværkerkaste. Disse kaster var principielt ligestillede.

En teori er, at Harappafolket gradvis blevet integreret i de dravinske folkeslag. En anden teori er, at der er sket en opblanding mellem arier og harappafolket. Sandsynligvis er begge dele tilfældet. Den hinduistiske tro, som den kendes i dag anses for at være en blandingsreligion af traditionel harappa-tro, dravinske religiøse forestillinger og veda-troen.

Read More...

Five myths about Ahmedabad

15. oktober 2016 | Posted in English, Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Five myths about Ahmedabad

 

Sage Dadhichi’s sacrifice

Lord Indra was in search of a weapon to destroy the demon Vruttasur. He was advised to secure the bones of a living person with noble qualities to make such the weapon – Vajra. Sage Dadhichi, who lived on the banks of the river Shwabhramati (Sabarmati) at Dudheshwar readily accepted the request of Indra and sacrificed himself for the cause. It is on the foundations of such selfless sacrifice that the history of the city rests since millennia.

The story about a hare chasing a dog

Legend has it that once on a hunting trip, king Ahmedshah found a hare chasing a dog. He pondered over the unnatural phenomenon and came to the conclusion that the soil of the land must have some unusual power. Impressed by the dauntlessness and bravery, he chose to establish a settlement on the same soil and that is how Ahmedabad was founded.

Goddess of prosperity held within the city

Ahmedabad has been a prosperous city since ages. Legend has it that once a guard saw a magnificent
and aristocratic lady leaving the city through the Bhadra Gate, late at night. He asked her who she was. The lady replied that she was Goddess Lakshmi and wanted to leave the city. Bound by duty, the guard asked her to wait till he returned with the king’s permission to let her go. Lakshmi promised to wait till he returned. Realizing that the city will be doomed without her, the guard decided to sacrifice himself for the prosperity of the city and so beheaded himself. Ever since, Lakshmi has remained within the city keeping her promise to be here till the guard comes.

Four Ahmeds found the city:

The city of Ahmedabad is believed to have been founded on piousness. King Ahmed Shah sought the advice of the priest Al Khizr khwaja while establishing the city of Ahmedabad. The priest advised the king to find four pious men named Ahmed who have never in their life missed an afternoon prayer, to lay the foundation stone of the city. This, the priest said, would ensure the city’s prosperity. The four Ahmeds who laid the four corner stones of the city included King Ahmedshah who laid a stone in the east, Saint Ahmed Khattu in the west and two others from Gujarat -Kaji Ahmed and Mulla Ahmed for the north and south. The city is thus founded on the tenets of piousness, peace and collective concern.

Maneknath and the fort wall

A sage called Maneknath used to live on the banks of the river Sabarmati. Legend says that he wove a mat during the day when king Ahmedshah would carry out the construction of the fort wall. At night, however, Maneknath would unravel the mat and the fort wall would collapse. This is how he protested for several days. Once, the king asked him to demonstrate his powers by entering a small jar. The sage readily agreed. But as soon as he did so, the king closed the lid thereby trapping the sage within the jar. In memory of the sage Maneknath, the founding bastion of the fort wall was named as Manek Buraj and his place as Manekchowk. This story of Maneknath points to the pride in a place while the naming of the Buraj in his memory speaks of mutual respect, within rivalry.

Read More...

Indiens kringlede vej ud af fattigdom

13. oktober 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Indiens kringlede vej ud af fattigdom

Som rejsende kan man observere – og nogle gange kan ens observationer kombineres med viden man samler op – fra aviser, fjernsyn, samtaler eller nettet. Tilsammen dannes billeder på nethinden og fortællinger, der forsøger at skabe sammenhæng i det man observerer.

Vi har i alt kørt omkring 500 km t/r i en lejet bil med chauffør, de fleste af dem mod Nordvest til Dholavira, men i dag har vi også været 80 km t/r med syd til Lothal. Og så har vi været rundt i Ahmedabad både i bil (30 km i timen) og til fods (6-7 km i timen).

Vi ser et multikulturelt samfund, vi ser et tolerant samfund og vi ser et samfund med mange sociale lag og store sociale forskelle. For at holde af Indien og af at rejse i dette land er man nødt til at være lidt kaostolerant. For indtrykket er ret kaotisk – men det er nok kun tilsyneladende. For forudsætningen for multikulturel tolerance er et meget regelbundet samfund. Og Indien er fuld af regler – både af juridisk og etisk/ moralsk karakter.

Vækst og udvikling

Vi ser også en delstat (Gujarat) i rivende udvikling. Overalt bygges der. I området ved Kutch Gulf ud mod det Indiske Ocean (Arabic see), var de i gang med at opsætte en kæmpe park af kystnære vindmøller. Men vi får fortalt, at hovedsatsningen i forhold til vedvarende energi er solceller. Her er fuld sol på himlen ca. 330 dage om året. En anden branche der boomer er byggeindustrien og alle de virksomheder, der følger med et byggeboom vand, sanitet, betonelementer, fliser, vinduer, mineraluld m.v. og dertil transport- og servicesektorerne.

Der investeres også massivt i landbrugssektoren. Vores hotelvært i Dholovira, der også er vicepræsident i landsbyrådet fortæller, at regeringen støtter bønderne med 90% af investeringerne til overrisling på optil 7 ha på de enkelte brug. Det vi ser er store grønne marker overalt: bomuld, ris, majs, durra og andre kornsorter.

Dyr og mennesker

Men Gujarat er traditionelt et nomadeområde, og overalt er der hyrder med kameler, kvæg, får og geder. De går på markerne, på vejene og i byerne. Bare en lille kilometer fra vores hotel her i centrum af Ahmedabad – en by med 6,5 mill indbyggere -, lige ved siden af en benzinstation samles 20-30 stykker kvæg til malkning morgen og aften. Resten af dagen går de rundt i gaderne og holder vegetationen nede.

Noget andet vi synes er særligt er, at der er mange abekolonier i Ahmedbads centrum. De holder formodentligt til i forbindelse med templerne. Aben er lige som koen et helligt dyr i Indien.

Og når vi nu er ved det med dyrene. I den første uge har vi kun fået vegetarisk mad og så mælkeprodukter som yoghurt, kærnemælk og lassi (syrnet mælkedrik tilsat salt eller sukker eller frugt). Vi har kun set kød serveret i det muslimske kvarter i bymidten. Alle de motorvejsrestauranter, vi har spist på har været ”pure veg”. Hinduernes modvilje mod at slå dyr ihjel og at spise kød gør sig stadig gældende – og vores fornemmelse er, at det er i stigende grad.

Fattigdom

I avisen i dag er en artikel, der nok skal skabe røre i det indiske politiske establishment. Indien er faldet fra en 83. til en 97. plads i den globale ”sult”- ranking – blandt klodens 118 udviklingslande. Ifølge artiklen er næsten 39% af børnene i Indien under 5 år fejl eller underernærede. Det er godt nok et fald fra 54,2 % i år 2000, men det er ifølge avisen langt fra godt nok.

Fattigdommen ser vi hver dag og overalt. Rige og fattige bor, arbejder og færdes op og ned af hinanden, der hvor vi har været. Vi bliver ikke overfaldet af tiggere eller handlende, som andre steder vi har været, men vi har hele tiden småpenge på os, der finder vej til tiggende hænder. Og det har de lokale – som vores taxachauffør – også.

Der er et lag i det indiske samfund, der ikke har en bolig. Nogle lever decideret på gaden, ofte af småhandel eller service. Måske har de en vogn, hvor der er varer om dagen og som de sover på om natten, måske en hel familie på en vogn. Andre redder op på gaden og lægger sig til at sove. Men vi er også kørt forbi ”slumbyer”, ubebyggede områder, hvor folk bor i småskure eller telte, og hvor tøj hænger til tørre i træer og buske.

Denne rejse er min sjette til Indien siden 2001. Det jeg godt kan li’ ved Indien er, at landet her forandrer sig på en indisk måde. At der er plads til både mennesker og dyr, både traditionel og moderne levevis side om side på land og i by. Så lad dette indlæg slutte med et Ghandi-citat:

Our Culture

It is my finest opinion that no culture has treasures so rich as ours has.

We have not recognized its value….

If we do not follow our culture we would be committing sueside as a people

1. Ghandi

 

 

Read More...

Civilisationerne begyndte måske ved verdens ende

12. oktober 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Civilisationerne begyndte måske ved verdens ende

Man taler tit om at noget ligger ved verdens ende. Men aldrig har vi følt det så sandt, som her i Dholavira Tourist Resort. Vi er i det vestligste hjørne af Indien, på en lille ø på kanten af Kutch Rim. Vi er, som hotelværten siger, i den sidste by i Indien. Mellem os og Pakistan er kun et ca. 40 km bredt marskområde beboet af pelikaner.

Men vi er ikke kørt herud for at se verdens ende – men snarere civilisationernes begyndelse. Måske. DNA detektiverne har stadig en del at gøre, hvis vi skal have rede på, hvordan oldtidens folk har blandet sig, og hvilke bevægelser, der har ført udbredelsen af hvad med sig.

Men helt sikkert er det, at nogle af verdens ældste segl er fundet i Dholavira. Og med segl taler vi her om stempler, der blev brugt ved varemærkning. Et firmas logo eller brand som vi også kender det i dag.

Segl var kendt og blev anvendt overalt i Bronzealderens antikke verden, men det er uvist, hvorfra idéen stammer og hvordan den er blevet spredt. Det Unikke i Dholovira er at seglene er meget enkle, fine og smukke og at de både har et billedudtryk og en (på nuværende tidspunkt ikke afkodet) tekst.

Beboerne i Dholavira har tilhørt Induskulturen, der hyppigt omtales som Harappakulturen. Fordi den første by der blev udgravet af moderne arkæologer i 1800’tallet blev kaldt Harappa. Dholovira er en sen udgravning, den er først blevet udgravet i 1990’erne, på et tidspunkt, hvor man har haft teknikker til at identificere lag og registrere fund, så man efterfølgende kan tidsbestemme dem i forhold til hinanden.

Fund fra bl.a. Urs i Mesopotamien og Bahrain tyder på, at Harappakulturen har haft handelskolonier på den Arabiske halvø, og at der har været en udbredt samhandel mellem Harappaerne i øst og Sumererne i Vest – i alt fald fra omkring år 3100 – 2100 f.v.t.

Read More...

Gadebillede fra Ahmedabad

9. oktober 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Gadebillede fra Ahmedabad

Jeg sad i taxien fra lufthavnen og ventede, mens Palle og taxichaufføren prøvede at få rede på hotelsituationen. Kl. var ca. 7.30. En smuk og velklædt ung kvinde gik på den modsatte side af vejen med en bylt på hovedet. Pludselig standser hun op og anbringer bylten på en stander, der står ved siden af et busstoppested. Derefter klatrer hun med øvede bevægelser op ad de tværgående ribber på busstoppesteds bagvæg, hvorfra hun med en let bevægelse griber bylten og svinger den op på taget af busstoppestedet.

Men øjnene følger jeg hende, da hun igen er nede på jorden. Nu går hun tilbage og jeg får øje på en ældre kvinde, der sidder og venter på gaden med to små børn. Den unge pige går to gange mere med bylter fra deres værested, og de bliver med samme præcision og omhyggelighed anbragt på busstoppestedets tag. Derefter går hun tilbage til familien. Hun tager det mindste barn på armen og svinger en håndtaske over skulderen. Den ældre kvinde tager det ældre barn ved hånden og de hilser farvel til hinanden. Den yngre kvinde krydser gaden. Lige ud foran bilen, hvor jeg sidder og langsomt prøver at forstå, hvad jeg er vidne til, møder hun en veninde, og sammen går de leende og snakkede af sted.

Da de er ude af synsvidde tiltrækker busstoppestedet atter min opmærksomhed. Jeg observerer hverken ventende passagerer eller busser, der standser for at sætte passagerer af. I stedet ser jeg pludselig en anden ung kvinde med et lille barn, der kravler ned fra taget på bagsiden af busstoppestedet, og fortsætter rundt om det.

Nu begynder jeg at iagttage gadelivet omkring mig. Unge mennesker krydser gaden med en rygsæk svunget let over skulderen. Familier kører på scootere på vej til skole og arbejde. Der kan let sidde far, mor og to børn på en scooter. Mange har tørklæder over ansigtet for at beskytte sig mod smog. Pludselig svinger en ung kvinde på er scooter ind foran bilen, parkerer, tager mobiltelefonen frem og giver til at SMS’e.

Lidt længere fremme sidder en anden ”gadefamilie”. De er to-tre kvinder og en gruppe børn af forskellig alder. En hvid Audi standser ud for familien, og der bliver uddelt bananer til alle, Nogle af børnene går hen og snakker med chaufføren og der bliver udvekslet forskellige effekter gennem bilruden. Bilen og bananerne har også tiltrukket en flok aber. Så kører Audien, og familien samles om måltidet. En af de større drenge indkasserer en ørefigen fra en af kvinderne, men ellers foregår alting fredeligt. Aberne samler sig i en kreds uden om familien, og der bliver kastet bidder af bananer, bananskræller og kiks hen til aberne.

En lyd forstyrrer et øjeblik idyllen. Aberne bliver urolige, og en del tager flugten op i træerne. Andre rykker længere væk med en plasticpose på slæb. En løber hen og sætter sig op på en scooter, der er parkeret ved siden af pigen, der stadig sidder og SMS’er på sin scooter ved siden af mig. Aben ser sig om, hvorefter den forsvinder op i et træ.

Read More...

Abu Dhabi

7. oktober 2016 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Abu Dhabi

Abu Dhabi

Så er vi i Abu Dhabi og har tilbragt hele dagen med køre og vandre i byen. En af de store oplevelser var en tur i fiskerihavnen, hvor nok mere end 100 store træ-fiskerbåde lå med helt specielle fangstnet i stål, som de lavede på havnen.

 

Fotos:

1.Fiskerskibe på Dhow-havnen
2. Fiskeskib med net. I forgrunden de materialer, nettene blev lavet af.

Da det var fredag var mange ting lukkede frem til kl. 14. Men det gjaldt ikke Marina Mall, hvorfra der er en elevator til en restaurant med panoramaudsigt over byen.

De Forenede Arabiske Emirater består af 7 emirater hvoraf Abu Dhabi er det største emirat. Byen Abu Dhabi i Emiratet Abu Dhabi har ca. 1,5 mil indbyggere og er hovedstad i De Forenede Emirater.

Sheik Khalifa bin Zayed al-Nahyan er præsident. De Forenede Arabiske Emirater blev dannet i 1971 efter engelsk tilbagetrækning. Det samlede indbyggerantal for de 7 emirater er ca. 8 mil heraf er ca. 80% emigranter i sær fra lande som Indonesien, Indien, Filippinerne og Bangladesh.

Væksten har taget til efter selvstændigheden med vækstrater på 42% i 1980’erne og 48% i 1990’erne. Væksten er drevet af olieproduktion og byggeri.

Oplevelser på et døgn.

Efter et døgn rundt i Abu Dhabi har vi set een politibil. Så det vrimler ikke med politi. Vi har snakket med folk fra Bangladesh, Indien, Filippinerne og Jordan. Arabere har vi ikke snakket med. Man ser dem i biler, i de store indkøbscentre og markeder, i lufthavnen på restauranter. Mændene klædt i de lange hvide kjortler med de karakteristiske hovedbeklædninger og kvinderne i deres karakteristiske sorte beklædninger (Hijab), nogle gange også dækket for ansigtet (Niqab).

De er tydelig statusforskel og indkomstforskel, men de emigranter vi har snakket med er meget glade for at arbejde her. Samtidig betoner de vigtigheden af at de lægger penge til side til deres familier i hjemlandene.

I gadebilledet er det tydeligt at mange emigranter nu har familie her. Mange klædt meget vestligt eller med tøjstil fra deres hjemlande. Og helhedsbilledet er et multikulturelt samfund med få konflikter.

 

 

 

Read More...

Mongolerne i Indien

7. marts 2016 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Mongolerne i Indien

Mongolerne

Munghal herskerne i Indien var Mongolske og her skal vi især koncentrere os om Aurangzep, der var søn af Shah Jahan, der med sit sæde i Delhi styrede store dele af Indien. Historien om herskerne før Aurangzep fortæller vi om i artiklen ”Imperier i Indien”.

Shah Jahan havde fire sønner, der gradvist fik tildelt tidligere kongedømmer i Indien og Pakistan, som de havde erobret, som deres guvernør områder. Men rivaliseringen var nådesløs mellem sønnerne og det lykkedes Aurangzep at udmanøvrere og henrette de tre andre brødre og fængsle sin far, for så i 1658 at lade sig krone som Shah for alle de erobrede områder. Aurangzep blev den syvende Munghal hersker i Indien.

Maleri fra ca. 1637 der viser Aurangzep og to af hans brødre fra øverst TV Shah Shuja, Aurangzeb and Murad Baksh i deres yngre år.

 

 Qutb Shahi dynastiet

For Dynastiet Qutb Shah med sæde i Golconda, (nu Hydrabad), der var af persisk afstamning, var presset fra de mongolske herskere stadig tilbagevendende. Mongolerne krævede store skatter.

Se blogopslag: ”Persisk dynasti byggede fortificeret hovedstad”, der handler om Golconda Fort og Hydrabad.

Fra kilder ved vi, at store kampe blev udkæmpet i 1656 hvor Aurangzep endnu ikke var Shah men guvernør. Men presset fra det mongolske styre blev intensiveret bl.a. fordi området omkring det nuværende Hydrabad indeholdt store ressourcer af især ædelstene og derfor var rigt og med et godt skattegrundlag.

Så i 1687 satte Aurangzep ind med sit endelige angreb og efter 8 måneders belejring af Golgonda Fort lykkedes det at entre murene og slå modstanden fra Golconda Fort i stykker.

Dermed var det slut for det islamiske Qutb Shahi dynasti. Nu blev det et andet Islamisk styre baseret på streng Islamisk lov, der blev herskende.

Det mongolske (Munghal) Shah-styre

Fra et øjensynligt lidt mere liberalt Mongolsk styre i 1500-tallet brugte Aurangzep og hans far deres magt i 1600-tallet til at bekæmpe andre religioner. Mange hindu templer blev ødelagt og Soufi mystikere, sikh ‘er, kristne, buddhister blev forfulgt. Kun i de områder hvor hinduisme kunne bruges for at konsolidere styrets magt støttede Aurangzep hinduer.

Billede af Aurangzep

Men med Aurangzep død i 1707 begynder det mongolske imperium at falde fra hinanden på grund af intens rivalisering. De efterfølgende mongolske herskere helt frem til 1856 hvor englænderne tager herredømme er mere herskere af navn end gavn.

 

 

Når man ser kortet er det tydeligt at de mongolske herskere gik hårdhændet til værks og underlagde sig stort set hele Indien og nuværende Bangladesh samt en stor del af nuværende Pakistan.

Kun den nederste spids af Indien og nuværende Sri Lanka modstod det mongolske pres.

I en anden artikel vil vi se på Indiens historie i et langt perspektiv fra tidlig storkultur ca. 3 – 4000 år før vor tidsregning og frem til engelsk kolonivælde fra 1856.

 

 

 

Read More...