Mystra, Byzans og Grækenland

7. april 2022 | Posted in Ude | By

Byzans historie kort fortalt

Mystra ligger tæt ved Sparta og klistret op ad en klippevæg

I Argos besøgte vi det Byzantinske museum, der har en meget fin udstilling om Byzans og Grækenland. I dag har vi besøgt den byzantinske by Mystra ved Sparta. Det har lagt en del brikker til vores forståelse af forholdet mellem Grækenland og Byzans.

Men lad os starte ved begyndelsen. Da kejser Konstantin gjorde kristendommen til statsreligion i Rom, så flyttede har også hovedstaden fra Rom til Konstantinopel. Da Det Vestromerske Rige brød sammen, så levede Romerriget videre i øst frem til 1453, da Osmannerne (tyrkerne) erobrede Konstantinopel.

Navnet Byzans fik det først af historikere i 1700’tallet, altså længe efter at riget var ophørt med at eksistere. 
Byzans var en kristen kejserstad. I starten var riget tosproget med græsk og latinsk, senere blev det rent græsksproget. De fleste kejsere var af græske dynastier, men der var også perioder med makedonske og serbiske kejsere.

Byzans udstrækning svingede gennem tiderne. Denne lille video-animation viser fint, hvordan rigets udstrækning har varieret gennem tiderne.

Kirken ved despotpaladset i Mystra

I hele den byzantiske periode eksisterede der ikke et Grækenland – kun grækere. Byzans var græsk.

Men som den lille animation viser, så er det græske fastland i lange perioder slet ikke under byzantinsk kontrol. Med undtagelse af det sydlige Peloponnes, der stort set styres fra Konstantinopel i hele perioden frem til Konstantinopels fald i 1453. 
Mystras er en af de sidste byzantinske byer, der falder til osmannerne.

Det 4. korstog

For at forstå Mystras historie skal vi tilbage til det 4. korstog.

Det fjerde korstogs mission var at generobre Jerusalem. Det var ledet af frankiske grever og planen var at sejle fra Venedig til Egypten, og så derfra gå mod Jerusalem. Vi befinder os i år 1200.
Men da frankerne kommer til Venedig, så har de ikke penge nok til at betale de venetianske bådebyggere for de skibe, de har bestilt og fået bygget.
Dogen i Venedig løste problemet ved at hyre korsfarerne til lejesoldater, der lige skal ordne et problem for ham i den kroatiske by Zara. Derefter blev korstoget involveret i tronstridigheder i Konstantinopel. Det resulterede i, at Venedig erobrede og plyndrede byen i 1204 og derefter satte sig på byen frem til 1260.

Så det fjerde korstog endte med at blive et opgør mellem kristne. En del af de frankiske grever med deres hære besatte dele af det byzantiske rige undervejs. Således kom både Athen, Argos og Nafplio under frankisk overherredømme. For Argos vedkommende fra 1212-1388, hvorefter Venedig overtog herredømmet fra 1388 – 1483. Osmannerne gør sig herefter også gældende og magten skifter i perioder mellem Venedig og osmannerne, indtil osmannerne sætter sig på hele Grækenland fra 1715 – 1822.

Kirken ved despotpaladset i Mystra set oppefra

Mystra grundlægges

Det var i disse urolige tider at Spartanerne beslutter sig for at flytte op i bjergene og bygge byen Mystra. Byggeriet blev påbegyndt i 1200’tallet og byen havde sin storhedtid i 13 og 1400’tallet.

I 1449 blev den sidste byzantinske kejser, Konstantin den 12., kronet i byen.

Den byzantinske – eller det vi i dag kalder den græsk ortodokse kirke – levede videre i byen side om side med osmannerne frem til 1829, hvor den græske nation var en realitet. En af den nykronede kong Ottos første projekter var at genrejse det gamle Sparta. En hel ny by blev grundlagt oven på resterne af det antikke Sparta. Mystra blev forladt da indbyggerne blev forflyttet til den nye by. I dag er Mystra en museumsby og en af Peloponnes største turistattraktioner.

Men Nonneklosteret i Mystra fik lov at overleve og fungerer stadig som sådan. 

Read More...