Pasargadae – Shiraz – Persepolis

19. oktober 2018 | Posted in Ude | By Eva Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Pasargadae – Shiraz – Persepolis

Fra Yadz til Pasargadae

Vi kører fra hotellet i Yazd lørdag morgen og kl. er omkring 13, da vi holder ved indgangen til Pasargadae. En tur uden mange stop undervejs, det meste af vejen gennem gold ørken, men afbrudt af små landbrug og enkelte store industrianlæg. Da vi når til hovedvejen mellem Shiraz og Isfahan er der mere aktivitet, flere grønne oaser, flokke af får og geder, og en enkelt kamelflok (dromedarer) kommer vi også forbi.

Pasargadae

Pasargadae anlægget dækker et stort areal, og det et blevet optaget på UNESCO verdensarvslisten for sin grundplan. Byen er anlagt prototypisk for den persiske have – og derfor er Pasargadae – ud over at være verdens ældste imperiale hovedstad også det ældst kendte udgravede haveanlæg i verden. Men desværre er der ikke gjort meget på stedet for at visualisere fortidens storhed. Guidebogen skriver, at mange turister ikke finder Pasargadae værd at besøge. Den mening deler vores rejsefæller, der hurtigt dømmer Pasargadae ude. Området er sølle og lydkulissen, der strømmer ud fra højtalerne er forstyrrende for helheden. Så Palle og jeg blive ene om at gå på opdagelse i området.

Når man ankommer i dag, ligger indgangen, så man bliver ført direkte til Kyros store gravkapel, der er den mest spektakulære og velbevarede del af anlægget, og dermed også den største attraktion.
Derfra kan man så køre med shuttlebusser rundt i anlægget. Bussen kører dog ikke op til Citadellet, der ligger på en klippe højt over “byen”. Det har været i brug som citadel fra Kyros tid 550 f.v.t. og til slutningen af Sasanidernes tid omkring 628 e.v.t. Vi når – som de fleste – desværre ikke derop og ser det, men der er nok heller ikke så meget at se, når det kommer til stykket.

Men shuttlebussen kører os hen til Kyros paladsområde, hvor vi står af og prøver at danne os et overblik over herlighederne. Og det er her, vi finder ud at, at det hele er vendt på hoved, hvilket gør det endnu vanskeligere at danne sig et billede af, hvordan det må have set ud, da Aleksander den store og hans hær ankom til Pasargadae efter at have ødelagt Persepolis.

Dengang lå indgangen et helt andet sted end den gør i dag.
Man kom ind af en port (gate), der i dag regnes for at have været verdens første fritstående portanlæg, og ind i et haveanlæg, der skulle forestille paradisets have. For at komme frem til modtagepaladset med audienshallen, skulle man passere en bro over en rindende flod. Først bag modtagepaladset, mere have og nogle administrative bygninger lå Kyros private palads. Kyros mausolæum blev bygget helt tilbagetrukket i anlægget. Denne hjemmeside kan hjælpe til at give et billede af, hvordan man tænker det har set ud.

http://www.heritageinstitute.com/zoroastrianism/garden/

På området ligger resterne af endnu en bygning – et stentårn – , som man ikke ved hvad er. En tilsvarende – men mere intakt bygning findes i Naqsh-e-Rostam, der er dødeby til Persepolis – som vi desværre heller ikke får besøgt. Den mest udbredte opfattelse i dag er, at det er en rituel bygning eller et ildtempel, der muligvis har været anvendt i forbindelse med begravelser på Achaimenidernes tid.
Bygningen hedder i folkemunde Zendan-e Salaiman – Salomons fængsel.

Da Alexander den III, den stores hær kom til Pasargadae plyndrede de Kyros den stores grav. Det gjorde ifølge legenden Alexander rasende. Alexander havde stor respekt for Kyros, som han så som sit forbillede og han sørgede for, at alt, hvad der var blevet ødelagt i Pasargadae blev genopbygget. Det vides ikke med sikkerhed, hvem eller hvad, der er ansvarlig for Pasargadae’s ødelæggelse.

Efter besøget i Pasargadae spiser vi sen frokost, og så går turen til Pars International Hotel i Shiraz. Det er næsten mørkt, da vi når frem.

Persepolis

Allerede næste morgen kører vi til Persepolis. Persepolis har alt det, man savner i Pasargadae. Det er storslået fra første sekund man træder inden for lågen, og lydbilledet er afdæmpet og understøtter oplevelsen af storhed.
Hvor Pasargadae var anlagt som en guddommelig paradisets have, så er Persepolis anlagt for at manifestere et magtens centrum. Anlægget blev påbegyndt af Dareios den 1. og videreført
af Hans efterfølgere. Komplekset ligger på en 300*450 m kunstigt skabt platform eller terrasse, der er næsten 15 m høj, og det bestod af omkring 15 bygninger, da Alexander d. III, den store erobrede og afbrændte det i 330 f.v.t.

Anlægget har tjent et hovedformål. Det var her, repræsentanter for alle rigets satrappier mødte frem hvert år til nytår med tribut til kongen. Gennem knæfald og gaver genbekræftede man sin versalstatus under storkongen af Persien. Man har også afleveret de inddrevne skatter. En meget væsentlig del af bygningsmassen i Persepolis var kongelige skatkamre. Det fortælles, at alle Aleksanders økonomiske problemer forsvandt som dug for solen, da makedonerne tømte skatkamrene i Persepolis.

 

Hvordan de forskellige delegationer fra forskellige dele af riget mødte frem rigt belæsset med gaver er rigt illustreret i de mange udsmykninger, der er indhugget i paladsets vægge, og en vigtig kilde til viden om tidens skikke, våben, handelsvarer og klædedragter.

I Persepolis er også inskriptioner, der fortæller om identitet og religiøse forestillinger i perserriget. Nogle motiver går igen i mange af udsmykningerne. Det gælder ex. en løve, der æder en enhjørning, og kongen der kæmper mod en løve og stikker den en kniv i brystet. Men også zaratrusternes religiøse symbol – Fravashi – er et gennemgående motiv.

På mange måder minder Persepolis mig om Bygningsværker, vi har set i Egypten – især vækker de kæmpestore søjlehaller minder om Karnakkomplekset i Luxor. Også de to gravkomplekser, der er hugget ind i klipperne højt over Persepolis giver mindelser om dødebyen ved Luxor. De to gravkamre tilskrives Xerxes den 1. og Artexerxes den 1.
Over gravkomplekserne er tydelige Zaratrustiske symboler: øverst Fravashien og universet, nedenunder mageren og ildalteret.

Tre timer i bagende sol og mere end 30 graders varme tilbringer vi i Persepolis med at beundre og fascineres af fortidens gådefulde – men på mange måder også genkendelige univers. Perserriget var
verdens første imperium, siger man, og derfor også alle de efterfølgende imperiers moder.
Alexander den III, den store, plyndrede Persepolis og brændte den derefter af. Han tog titel af persisk storkonge ved siden af sine andre titler, og han flyttede sit verdensriges hovedstad til Babylon.
Da han døde gik det hele i opløsning p.g.a. de efterfølgende magtkampe mellem hans generaler.

Shiraz

Vi kører efter besøget tilbage til Shiraz, hvor vi tilbringer et par timer i en anden af Irans mange haver. Den hedder Aramgah-e-Hafez. Det er en mindehave for Iran’s største poet, Hafez, der levede i 1300’tallet.
Alle Iranere elsker Shiraz. Når vi siger, vi har været i Shiraz, så falder de en næsten om halsen. “Shiraz er sådan en vidunderlig by”, siger de, og så nævner de Hafez have, hvor også andre berømte digtere og kunstnere er begravet. “Det er sådan nogle dejlige mennesker, der bor i Shiraz”, er den næste kommentar.

Shiraz er poesiens, roen og refleksionernes by – Iranernes have. Turisterne taler Shiraz ikke så meget til. Her er ingen hurtige fix som i Isfahan, der ubetinget er turisternes darling, med dens hurtige puls og kvikke bemærkninger.

Read More...

Et krigerfolk takker af

20. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Et krigerfolk takker af

Dette bliver det sidste opslag om Thrakerne i denne omgang. Forhåbentligt kan vi med tiden få alt det indsamlede materiale samlet til en rejseartikel. Men det er en større opgave, at få samlet thrakernes historie i en artikel, der sætter dem ind i den sammenhæng, hvor de hører hjemme i historien. De var ifølge Homer vigtige medspillere i tiden omkring Trojas fald. De spillede en betydelig rolle i krigen mellem grækerne og perserne, de blev som så mage andre blæst af banen af Fillip den II og Aleksander den store, men de vendte stærkt tilbage efter Aleksander den stores død og de endte med at feje Lysimarkos (Aleksander den stores efterfølger) af banen i store dele af de områder, de beboede. Det vides med sikkerhed, at de gjorde sig gældende i hele det nuværende Bulgarien, den europæiske del af Tyrkiet, det sydlige Rumænien og den østlige del af Serbien.

Hvor de kom fra og hvor de gik hen

Thrakierne er et af de jernalderfolk, der blomstrer op og kommer stærkt på banen, da de store bronzealder civilisationer går til grunde omkring år 1200 f.v.t. Men indtil videre er der ingen historikere, der tør give et seriøst bud på, hvor de kom fra eller hvad deres rolle var i det spil. Dertil er kildematerialet for ufuldstændigt. Der er dog enighed om, at de har tilhørt den samme indoeuropæiske sprogstamme som makedonerne, frygierne og lydierne. Thrakerne har som tidligere nævnt ikke selv efterladt sig skriftlige kilder fra før 400’tallet. De få skrifter, der findes fra deres hånd – som ex. en traktat fra omkring 310 f.v.t. mellem Seuthes III og Spartokos, der herskede i byen Kabyle, er skrevet på græsk. I det hele taget menes thrakerne gradvist at være blevet assimileret med grækerne og romerne og siden med de indvandrende slavisk/bulgarske stammer.

Sporene efter Thrakerne

Men hvor Thrakierne ikke efterlod sig skriftlige kilder, har de til overflod efterladt sig spor i landskabet efter det, de gik mest op i: At dyrke guderne – især moder jord – på okkulte steder, at lave smukke genstande i jern, metal, keramik og glas, at jage, slås, ride og køre med vogn og at konstruere templer og grave i jordhøje. De har holdt af at bosætte sig tæt ved bjergene. Om det så har været for at være tæt på Moder Jord eller på de rige guld og kobber forekomster i området, det må guderne vide. Jordbrug eller sejllads har vi ikke set tegn på har haft deres store interesse. De har haft en del vareudveksling med grækerne, men det ser ud til, de har ladet dem om den maritime del af vareudvekslingen.

 

Kulturlag ved udgravning i Karanovo

Efter Kazanlak har vi besøgt tre betydelige thrakiske udgravningsområder, der her fortjener hver sin korte beskrivelse:

Konge begravet sammen med hestevogn

Det første sted var i Karanovo, der ligger lidt nord for landevejen ca. midtvejs mellem Kazanlak og Yambol.

I Karanovo har man udgravet et kulturlag, hvor der har været uafbrudt beboelse fra 5500 – 2000 f.v.t. Derefter er bopladsen blevet flyttet ned i det oprindelige niveau, hvorefter byen har været beboet frem til i dag. I området er flere thrakiske høje, flere af dem har endnu kun været besøgt af gravrøvere. Men i en af dem har man fundet en meget sen kongebegravelse. Man regner med, at der er tale om den sidste odrysiske konge. Han hed Remetalcus III og døde midt i det første århundrede. Han var personlig ven med den romerske kejser Claudius, og man mener, han blev forfulgt af andre Thrakiske stammer, der forsøgte at kæmpe mod romer-ficeringen af thrakerne.

Af den grund blev han begravet i Karanovo i en ret hurtigt opført grav. Den har samme grundform og ruminddeling som andre thrakiske grave, men er opført af marksten og ubrændte lersten. Med sig i graven fik han sine våben: 2 sværd, skjold, spyd og spydspidser, foruden lysestager, ler- og glaskrukker og et glasdrikkehorn. I et rum ved siden af ham var en adskilt vogn med jernhjul, to heste og en hund begravet.

The Great Mother Goddess i Kabyle

Kabele viste sig at være et godt sted at besøge. Her har været civilisation i mere end 7000 år, sluttende med en mindre bosættelse i de byzantinske ruiner i Middelalderen fra 1100 -1400’tallet.

Her er der et fint museum med effekter fra de mange års bosætning frem til gotherne indtog den romerske by og militærforlægning. I 500’tallet blev byen komplet ødelagt af avarerne. Stedet er meget smuk anlagt, velpasset og stort. Faktisk nok til et dagsprojekt. Det er EU, der har smidt penge i etablering af et besøgscenter.

Byen er bygget om omkring et helligsted, hvor Thrakierne siden 1000’tallet – men før dem de pre-trakiske civilisationer – har dyrket The Great Mother Goddess – senere af grækerne og romerne kendt som Kybele og Artemis. Helligstedet ligger i nogle klippeformationer på toppen af en bakke, hvorfra der er udsigt over en gigantiske floddal, som Maritza – floden har dannet, og som har skabt er frugtbart dal, der strækker sig fra Sofia (Bulgariens hovedstad) gennem Plovdiv og Kazanlak og helt ud til Sortehavskysten ved Burgos. Det var som tidligere nævnt i Kabyle, den odrysiske høvding Spartokos regerede, da han indgik en traktat med Seuthes den III.

Getaestammernes hovedby tæt ved Donau

Sveshtari gravhøjen er blevet verdensberømt blandt arkæologer og historiske museer på grund af en helt unik udsmykning, rige guldfund og hesteofringer. Som de fleste af de andre gravhøje, vi har besøgt, er det heller ikke her lykkedes at fastslå, hvilken af de getaestammernes konge, der er begravet her. Blot at han var 35 år, da han døde og han er begravet sammen med sin 10 år yngre ynglings-hustru og 5 heste.

Getae-stammerne levede på begge sider af Donaufloden. De er kendt for at have gjort meget mere modstand mod grækerene og romerne end de odrysiske stammer mod syd.

Sveshtarigravhøjen ligger ved et af getae stammernes hovedcentre i området ved det nuværende Sboryanovo, et utilgængeligt canyonområde skabt af floden Krapinets. Her har ligget en befæstet by, som man mener at have identificeret som datidens Helis. Sveshtari har været den østlige dødeby (nekropolis), hvor gravhøjene strækker sig i et bånd på 2 km. Et tilsvarende 2 km langt bånd med gravhøje finder man på byens vestlige side.

Selve byen har spillet en vigtig rolle i getaernes kamp mod makedonerne. Man mener, der har været hovedsæde for den getaetiske hersker Dromihed, der havde held til at bekæmpe Lysimarkos. Senere fik romerne kontrol over de Getaetiske stammer på Donaus sydlige bred, men de fik aldrig rigtigt fodfæste i landområderne nord for Donau, der vedblev at være domineret af Thrakiske og Keltiske stammefolk frem til hunnernes (Attila’s) og de slavisk/ bulgarske stammers indvandring.

 

 

Read More...

Kongernes dal ved Kazanlak

16. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Kongernes dal ved Kazanlak

Kongernes dal

At tale om kongernes dal ved Kazanlak kan af onde tunger opfattes som et smart reklametrick. Men set med thrakologernes øjne er det en måde at italesætte en rig samling af arkæologiske fund efter et stort overset kulturfolk.

Centralt i kongernes dal kunne have ligget en by med et palads, der blev anlagt omkring 330’erne f.v.t., da Odrysernes Kong Seuthes III flytter sit hovedsæde fra Edirene i Tyrkiet til Kazanlak midt i det nuværende Bulgarien, efter Aleksander den tredje, den stores erobring af Edirne.

Kong Seuthes III nye hovedstad

Kazanlak var ikke tilfældigt valgt af Seuthes den III. Han valgte at bygge en ny by (Seuthepolis) ved en eksisterende thrakisk fæstning, der også rummede et af datidens vigtigste kultsteder for de thrakiske guder. Byen lå på en halvø i en kurve ved floden Tundzha, tæt ved den dal, hvor mange af hans Odrysiske forfædre lå begravet.

Byen overlevede ikke mange år efter Seuthes den III’s død, den blev ødelagt af kelterne i 280 f.v.t. og henlå derefter som ruinby.

I 1948 besluttede det daværende bulgarske regime at bygge en dæmning ved Tundzha floden, der ville oversvømme resterne af Seuthepolis. Inden byggeriet af dæmningen blev iværksat, fik man opmålt og udgravet byen. Fundene fra byen opbevares på Iskra museet i Kazanlak, og de bedste ting er udstillet både her og på nationalmuseet i Sofia.

Men i dag ligger resterne af Seuthepolis på bunden af Koprinka søen.

 

Dæmningsbyggeriet fra 1950'erne, der oversvømmede Seuthepolis

Til gengæld er et stort arbejde i gang for at gøre mange af de udgravede høje (Mound’s) tilgængelige for publikum. Der er det særlige ved de trakiske gravhøje, at de typisk blev bygget og anvendt som templer. Når en kongen eller adelsmand døde, blev han begravet – eller i alt fald hans ejendele blev lagt i det inderste rum i et tempel, der var formet som en sarkofag. Med sig fik han gravgaver, og i rummet foran blev ofret en hest, som den døde kunne benytte i efterlivet. Derefter blev templet forseglet.

Kong Seuthes III mausolæum

 

Seuthes III gravtempel - kaldet "The big Kosmatka Mould"

Den ene af de tre udgravede høje, vi besøgte i Kazanlak, menes at være Seuthes III begravelsesplads. Alle fund i graven peger i retning af Seuthes III, blandt andet en hjelm med hans navn indgraveret, en egeløvskrone, hans rustning og amforaer, der bl.a. har indeholdt vin. Der er i graven ingen spor efter gravrøvere, men der er heller ingen spor efter hans jordiske rester, hverken i form af knogler eller aske.

Graven giver et formidabelt godt indtryk af den originale arkitektur og af byggematerialerne.

Kongen tager imod i Kazanlak tomb

En anden gravhøj vi besøgte, er den mest berømte af gravhøjene i Kazanlak. Den ligger centralt i byen og den er meget smukt dekoreret med fresker lige som højen i Aleksandrovo. Af samme grund har turister ikke adgang til den originale grav, men kun til en replika, der er bygget ved siden af den. Billedfortællingen i tomten viser, at her er tale om en konge, der modtager tribut fra omkring boende høvdinge, der kommer kørende i hestevogne. kongen sidder til højbords med sin dronning, og mens der blæses fanfarer, modtager de to gaver fra nær og fjern. I en frise over deres hoveder kører sejrsgudinden rundt i en vogn, trukket af to heste.

Det skændede tempel

Det tredje sted vi besøgte hedder Ostrusha Mould. Det adskiller sig arkitektonisk fra de andre, ved at være bygget som et tempel med seks rum, hvor det ene var indgangsrum, hvorfra der var adgang til et cirkelformet tempelrum, et forkammer og 3 sarkofager. Kun den ene sakrofag er bevaret. Den er skrået ud af én granitblok, der oprindeligt har vejet 60 t og som er brudt i bjergene og transporteret mindst 25 km for at komme til steder. Stenkisten er derefter blevet dækket af et låg, der ligeledes er skåret ud af en granitblok. Indvendigt er granitblokken opdelt i felter, og i hvert felt har været en fresco.

En del af de oprindelige granitblokke er blevet fjernet lige som loftet i den tilbageværende sarkofag er blevet skændet. Ved udgravninger har man fundet mønter, der er præget af Konstantin den Store. Derfor antager man, at templet er blevet ødelagt af byzantinske soldater omkring år 400 e.v.t.

 

Read More...

Den ukendte thrakiers grav i Aleksandrovo

15. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Den ukendte thrakiers grav i Aleksandrovo

Museum med replika

Den første thrakiske grav vi besøger ligger i byen Aleksandrovo, ca. 90 km fra Plovdiv. Det er en gravhøj fra omkring 400 f.v.t. Højen har en diameter på over 70 m og den er omkring 15 m høj. Den består af et indgangsparti og en ca. 10 m lang gang indtil et firkantet forkammer og et rundt hovedkammer, hvor den døde har været placeret. Selve gravhøjen er i dag aflukket, for at skåne de smukke freskoer, der dekorerer forkammer og gravkammer.

Til gengæld er der bygget et fint museum med en replika af gravhøjen i fuld størrelse. Museet er finansieret af Japanerne, og det har kostet i omegnen af 14 mill. danske kr. fortæller vores dybt engagerede – næsten maniske rundviser. Han tegner og fortæller  uafbrudt i to timer, hvor vi er stedets eneste gæster. Afslutningsvis fortæller han, at han er søn af Irko Petrov, en af de arkæologer, der har været med ved udgravningen. Det er hans far, der har skaffet midlerne til bygning af museet. Så at være guide på museet er for ham som at videreføre faderens livsværk.

  

Unikke loftmalerier med jagtscener

Det er billederne og deres fortællekraft, der er det særlige ved gravhøjen i Aleksandrovo. Hvad der måtte have været af lig og gravgods er for længst ført bort af gravrøvere. Men billederne har fået lov at blive, og især loftdekorationen har meget at fortælle om Thrakernes klædedragt, våben, jagtvaner og levevis ca. 400 år f.v.t.

Scenen viser 4 jagtscener. Hver jagtscene viser en rytter til hest, et byttedyr, jagthunde og en jæger til fods. Hvor rytterne jager med hunde og spyd, så bærer jægerne til fods forskellige jagtvåben: spyd og stav, net, lanse og en dobbeltbladet økse. I alt optræder der 9 hunde på dekorationen, hvoraf den en hund er bundet til den ene hest og rytter, de andre 8 hunde er engageret i selve jagte. Byttedyrene er to hjorte og to vildsvineorner.

De fotos vi fik lov at tage er af replikaerne i den rekonstruerede gravhøj. Desværre lever kvaliteten af dem slet ikke op til originalmalerierne, som vi kun har set affotograferede.

Man ved ikke, hvem dette gravkammer er opført for, men det er et af de få bevarede thrakiske gravkamre med velbevarede fresko-malerier. Sandsynligvis er den tale om en thrakisk adelsmand, da billederne ikke viser tegn på kongeværdighed. Der er ikke fundet spor af liget og alt hvad der måtte have været af gravgods er for længst fjernet at gravrøvere.

Begravelsesritual blandt Thrakere

Thrakierne har ikke selv efterladt sig skriftlige kilder af betydning. Men der er en del græske beretninger om de thrakiske barbarer. Således skriver Herodot:

Den måde de begraver de rige blandt dem er denne: I tre dage lægger de liget til skue, og de dræber alle slags ofre (offerdyr) og fester, efter først at have gjort klagesang. Så udfører de begravelsesritualer, enten ved af brænde liget eller ved at dække det med jorden uden at brænde. Og bagefter, når de har bygget en høj, fejrer de det med spil og enhver form for konkurrence, hvor forståeligt nok de største priser bliver tildelt for tvekamp. Dette er den måde, begravelse blandt thrakierne finder sted. (Egen oversættelse efter tekstcitat i gravhøjen i Kazanlak).

 

Read More...

På sporet af Thrakierne

13. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til På sporet af Thrakierne

De rejsende vender tilbage

Før vi kom til Bulgarien i julen 2014 havde vi aldrig hørt om Thrakierne. Eller måske havde vi, men havde glemt det igen. Men vi havde sat fokus på området omkring Sortehavet og området mellem Sortehavet og det Kaspiske hav, som et interessant sted, der mere og mere for os tegner sig som arnestedet for den kulturelle udvikling, der fører Europa, Mellemøsten og Lilleasien ind i Bronzealderen.

Tippet om at der var noget at komme efter i Bulgarien fik vi af vores blikkenslager, der lagde ny tagrender på huset, mens vi forberedte vores vintertur. Han havde en ferielejlighed ved Varna ved Sortehavet og en ny og temmelig kulturelt tænkende kæreste, der havde insisteret på at trække ham ind på museet i Varna. ”Jeg har aldrig set så meget og så gammelt guld”, fortalte han.

 

Vi har tidligere her på bloggen fortalt om vores besøg i Varna og vores første møde med det tragiske folk og deres historie. Dengang havde vi for lidt tid til yderligere efterforskning i Bulgarien, da vi havde Tyrkiet som hovedmål for turen. I Tyrkiet mødte vi igen Trakierne og deres nære og fjernere slægtninge: hittitter, frygiere og lydier i rigt mål – alle indoeuropæiske folk.

Fra 2014/15-turen kan vi opsummere:

Thrakierne var en række stammer, der i hvert fald har beboet i det nuværende Bulgarien og dele af Rumænien flere årtusinder før Aleksander den Store. De store kongegrave med masser af guld f.eks. fra Tsar Dolonk er fra 4400-4200 f.v.t. De første sten byggede huse i flere etager i sammenhængende byer er fra disse folk. Deres høvdinge/kongegrave er rige på guldsmykker og fint bearbejdede genstande og figurer, der understreger en kultur, der dyrkede jorden og tilbad den store guds moder ”Great Goddesnes”.

De forhistoriske thrakiere

Nu er vi tilbage i Bulgarien, og målet er at komme tættere på thrakiernes historie. Vi er startet vores søgen i Plovdiv, der er en gammel thrakisk bosættelse. På byens arkæologiske museum finder vi kobber og guldgenstande fra 6000-5000 f.v.t. Genstandene og smykkerne er ikke spektakulære som dem vi så i Varna, det er små fine kobberredskaber til ciselerings- og smykkearbejder, der i størrelse og form ligner de redskaber, vi har set hos Harappa-kulturen i Indien fra ca. 4000 f.v.t. Desværre må vi ikke tage billeder på Museet, og der er ikke adgang til bøger på engelsk, der præsenterer de udstillede genstande.

Orfeus i spil mellem thrakiere og grækere

Museet noterer et større kulturskifte i de arkæologiske fund i perioden fra ca. 1400- 400 f.v.t., en periode de karakteriserer som Thrakisk stammekultur. Skiftet ses især i de keramiske motiver og glassurer, men også den religiøse forestillingsverden er kendetegnet ved et skifte fra naturguder til kulturguder. Et sådan eksempel er sagnfiguren Orfeus.

Han er ifølge den græske mytologi søn af musen Kalliope og konge af den Thrakiske stamme cikonerne . Historien om Orfeus fortæller to ting, som kendetegner tidsånden i denne periode. Det ene er, at guderne ikke længere får deres kræfter fra naturen (moder jord), men fra overnaturlige kræfter, og det manifesterer sig i en blanding af sang, musik, poesi og myter. Det andet er, at kongemagten forklares som guddommelig, og dermed legitimerer arverettigheder.

Orfeus er også et symbol på udveksling mellem thrakisk og græsk kultur, en udveksling der ifølge forskerne er kendetegnet ved, at grækerne lærer håndværk og metallurgi af thrakierne, mens thrakierne overtager den græske mytologi og det græske skriftsprog.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvornår denne kulturblanding begynder. Ifølge Homer er en thrakisk konge indblandet i slaget om Troja på trojanernes side. Dette slag antages at have fundet sted omkring år 1190 f.v.t. I 700’tallet f.v.t. grundlægger grækerne de første græske kolonier ved Sortehavskysten, der på det tidspunkt er thrakisk territorium.

Men vi ved, at kulturblandingen stadig har efterdønninger. I dag strides græske og bulgarske historikere om ophavsretten til Orfeus. I alt fald ifølge denne Wikipedia-kilde. Det befæstede borganlæg på Nebet Tepe i Plovdiv daterer sig også til perioden 1400-400 f.v.t.

Thrakierne i historisk tid

 

Fra 400’tallet får historikerne fast grund under fødderne, når det gælder thrakiernes historie. Her har man grave og gravfund fra navngivne konger og samtidige historiske kilder at støtte sig til. Størst politisk betydning i perioden får Odryserriget, hvor det lykkes for Odryses at samle omkring 50 stammer bag sig i en egentlig statsdannelse. Odryserne har en sammenhængende kongerække fra ca. 480 – 90 f.v.t. Det betyder ikke, at Odryserkongen i alle årene behersker en suveræn kongemagt. Odryserkongerne er oftest vasalkonger under skiftende overmagter: perserne, makedonerne, kelterne og slutteligt romerne.

 

Et af de store fund fra denne periode fra området nær Plovdiv er den Panagyurishte-guldskat 

Den består af 8 store drikke-horn og et kar udført i 23 karat guld med en vægt på over 6 kg. Fundet blev gjort af 3 brødre der gravede ler, og som afleverede skatten til myndighederne. Guldhornene er udført med relieffer af dyr og mennesker. På karret er der i cirkler en mængde negroide hoveder.

Thrakiernes endeligt

Det virker som om, Thrakierne som folk ikke var optaget af at etablere en stærk, selvstændig thrakisk identitet og kultur med ex. eget skriftsprog. De ender i alt fald med at blive opslugt af de kulturer, der omgiver dem, uden at have efterladt skriftlige kilder af betydning. Først inden for de sidste 20 år er forskning om Thrakierne for alvor kommet i gang og i den periode er det lykkedes at finde og undersøge mange thrakiske kongegrave. Det er dem, vi vil bruge de kommende dage på at besøge.

 

 

 

 

Read More...

Krig og fred på Dalmatinerkysten

6. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Krig og fred på Dalmatinerkysten

Dalmatinerne ved Adriaterhavets østkyst

Fortællingerne om krigen i 1990’erne fylder mere end sporene efter krigen, når man kører gennem ferielandet langs Kroatiens Dalmatinerkyst. Og godt for det. Mange gode kræfter har gjort, at huse er genopbygget og turistindustrien igen kører i højeste gear.

Når man dykker længere ned i historien, bliver det klart, at Adriaterhavets østkyst har en historie, der adskiller sig markant fra resten af Balkan. Og det skyldes ikke mindst, at Dalmatinerkysten har levet under Venedigs- og Markusløvens beskyttende vinger, indtil Habsburgerne fik indlemmet Dalmatinerne under sine måske knapt så beskyttende ørnevinger efter Napoleonskrigene. Og det er måske en vigtig årsag til, at konstruktionen Jugoslavien ikke kunne overleve Titos død. Modsætninger mellem de 6 jugoslaviske republikker var simpelt hen for store, og selv om sproget i nogen grad var fælles, så manglede der en fortælling og en politisk kultur, der kunne kitte det hele sammen.

På vejen ned har vi gjort holdt i 3 byer, der er meget forskellige – men de har det til fælles, at de er gamle illyriske byer, der med årene er blevet stærke, befæstede bystater: Zadar, Split og Dubrovnik.

Zadar slikker sårene

Ved indgangen til den gamle by i Zader er opsat en meget særlig mindeplade. På pladen er der en plan over byen med denne tekst på engelsk:

Historical nucleus plan of the city with marked damage made by the Serbian, Montonegrin and Yogoslav army aggression of Zedar assisted by the rebellous Serbian population in Croatia, in Zinder from 1991 to 1995.

Mindepladen er et stærkt vidnesbyrd om krigen, der opløste Yugoslavien og berigede Balkan med 7 nye selvstændige nationer ( Kosova medregnet). Den giver os mindelser om Vukovar, som vi kørte igennem i 2015.

Zadar gamle bydel er gammel. En af de ældste bygninger, der stadig er i brug er en Byzantinsk kirke fra 800’tallet, der er bygget oven på byens Forum Romanum. Det kan dateres tilbage til år 100 f.v.t. Før romerne ankom var det en illyrisk koloni. Da det vestromerske rige brød sammen, blev det en del af Det østromerske Rige (Byzans), indtil Venedig i 1200’tallet jævnede den med jorden. De næste ca. 200 år var den kastebold mellem Ungarn-Kroatien og Venedig, indtil 1409, hvor den endegyldigt blev lang ind under Venedig. De varede frem til 1797, hvor begge bystater blev en del af det Habsburgske rige. 1921 til 1945 var Zadar italiensk, og først efter anden verdenskrig blev den en del af den Kroatiske provins i det kommunistiske Jugoslavien.

Kejserbyen Split

Da jeg var 10 år gammel, da jeg var i Split med mine forældre. Jeg husker det gamle palads fra dengang som et stort gedemarked med salg af tæpper, vandpiber, træskærerarbejder og tyrkiske kaffestel. Varer blev transporteret rundt med æsler. Min mor og jeg blev sat i pant hos en tæppehandler, mens min far drog afsted til bilen med det udvalgte tæppe for at hente penge, så han kunne indløse os igen.

I dag er der ingen tuskhandel ved det gamle palads. Cafeer, barer, butikker og restauranter er stilfuldt indrettet i de game paladsbygninger.

Paladsbygningen blev opført af den romerske kejser Diocletian i perioden fra 297-305 som aftægtsbolig. Man ved ikke, hvorfor han valgte at trække sig tilbage som kejser i 305, men måske havde han bare lyst til at nyde en stille og rolige pensionisttilværelse oven på et begivenhedsrigt liv. Paladset blev bygget nogle få kilometer fra datidens Salona, der var Romernes hovedstad i Dalmatinerprovinsen og Diocletians fødeby. Og han fik faktisk 10-12 rolige år i de smukke arkitektoniske underværker, der lå med fødderne i det azurblå Adriaterhav.

Splits videre historie minder om Zadars. Men vi kan tilføje en sjov detalje, der kobler vores besøg i Venedig med besøget i Split.

På kirken Santa Maria del Giglio i Venedig var der en række relieffer af byer, og et af dem bar indskriften Spalato. Vi diskuterede hvilken by det mon var, og via nettet fandt vi frem til, at det var Split, hvilket gav god mening, da Split i en lang periode hørte under Venedig. Men når det kom til at tidsfæste reliefferne på Santa Maria del Giglio kirken, var vi på herrens mark.

  

Relief på kirke i Venedig og prospekt fra 1782 i Split

Men det løste sig, da vi kom til Split. Her var der på bymuseet en række prospekter, der viste byens udvikling. De viste, at den kraftige befæstningen af Split var sket mellem 1600 og 1782, mens Split var en del af Venedig. Det er nogenlunde samtidigt med, at Dubrovnik var blevet ombygget til en stor fæstning. Så byreliefferne på Santa Maria del Giglio kirken kan i alt fald først være blevet sat op i 1600’tallet.

Dubrovnik forklædt som Nottingham

Dubrovnik er den, af de tre byer, der blev hårdest ramt under borgenkrigen. Men byen har rejst sig igen efter kampen. I dag er den turistmagnet nr. et langs Dalmatinerkysten og Kroatiens sydligste by af betydning. Byen var frem til 1815  en uafhængig bystat. I 1600’tallet blev den stærkt befæstet, og den er en af Europas bedst bevarede middelalderbyer, berømt for sin 2 km lange bymur.

 

Bymur og kanoner hjalp ikke Dubrovnikkerne, da de blev omringet og angrebet af Serbere og Montenegrinere i 1991.

I dag er den til gengæld et yndet sted for optagelse af film i middelalderlige rammer. Vi møder således en by, der lige nu er ramme for optagelserne til en ny Robin Hood film.

 

 

 

 

Read More...

Venedig

3. marts 2017 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Venedig

 

 

Venedig har længe været på vores rejse ønskeliste, men hidtil er vi kørt uden om den. Vi har været i Ravenna, Padua og endda i Chioccia, der ligger i havbugten lige syd for Venedig.

Der har været tre grunde til, at vi indtil videre har danset om den varme grød. Venedig kræver god tid, penge og masser af tålmodighed. Venedig er en turistmagnet, og beretninger om lange køer ved Markuskirken og Dogepaladset er der mange af.

Men da vi planlagde denne tur til Bulgarien og så på ruter og vejrudsigter, så blev vi enige om at køre ned langs Kroatiens Adriaterhavskyst og gennem Montenegro til Albanien og derfra gennem Makedonien til Bulgarien. Så lå Venedig lige på vejen og tidspunktet omkring 1. marts var så tidligt at priserne og køerne stadig var uden for sæson.

Det var en herlig beslutning. Vi har haft 3 dejlige dage i Venedig og vi har boet på et hotel lige bag Galleri Akademia til en meget rimelig pris. Først da vi parkerede bilen i parkeringshuset den 28. 2 blev vi klar over, at vi var landet i Venedig på det årlige Karnevals sidste dag. Det blev oplevelsen bestemt ikke ringere af.

Byen

Sammenlignet med mange andre byer omkring Middelhavet er Venedig en ung by. Hvor ung, eller gammel om man vil, strides de lærte om. Men begyndelsen på byens historie er tæt knyttet til Padovas historie. For det var indbyggerne herfra, der havde fået for vane af flygte ud i lagunen i urolige tider efter det vestromerske riges sammenbrud. Gradvis begyndte man af gøre Lagunen mere og mere beboelig. Det ældste større bygningsværk var basilikaen St. Maria Assunta på øen Torcello, der ifølge vores rejseguide dateres til 639. Øen blev senere forladt pga. malaria. Vi nåede desværre ikke ud og se kirken i denne omgang, men så har vi en god grund til at vende tilbage til Venedig.

Byen Venedig får sin første leder af republikken Venedig i 697. Han bærer titlen Doge og dogestyret overlever i Venedig frem til 1798. I 697 er St. Theodor byens skytshelgen og Venedig en del af det Østromerske rige og styres fra Ravenna. Legenden hedder så, at i 828 hentede 2 venetianske sømænd knoglerne af St. Markus (i fortællingen = evangelisten Markus, der grundlage den koptiske kirke i Egypten) i Alexandria og bragte dem til Venedig. Det blev grundstenen til Markuskirken og en helt ny ære i Venedigs historie, hvor man fik mod og kræfter til at frigøre sig fra kejseren i Konstantinopel.

Markusløven

Markus symboliseret ved løven, der både kan håndtere biblen og sværdet, er til stede overalt i byen. I det venetianske flag, i gader og stræder dukker han ustandseligt op på skilte og i facadedekorationer, ja sågar de offentlige vandhaner med det livgivende vand symboliserer Markus. Ved indsejlingen til pladsen foran Dogepaladset står Markus på den ene søjle i form af en bevinget persisk løve, mens St. Theodor står på den anden søjle. De to søjler er hentet som krigsbytte i 1127 fra byen Tyrus i Lilleasien.

Hestene på Markuskirken

Et andet stærkt symbol på Venedig magt i begyndelsen af det forrige årtusinde er de 4 heste, der pryder Markuskirkens syd facade. De er oprindeligt hellenistiske, blev hentet til Rom og derfra af Kejser Konstantin taget med til Konstantinopel (nu Istanbul), hvor de prydede hippodromen. I 1204, hvor venetianerne udplyndrede Konstantinopel under det 4. Korstog, kom de til Venedig. Siden har de knejset som magtsymboler over Markuskirken. Det vil sige, i 1977 blev de erstattet af replikkaer, og de originale bronzefigurer, der engang var forgyldte, kan ses på klods hold i Markuskirkens museum.

Markuskirken

Vi brugte mange timer i selve Markuskirken, der både er et magtsymbol, en religiøs fortolkning, i sig selv et kunstværk og fyldt med kunst og fortællinger fra den gamle verden. For Venedigs storhed sluttede da kolonitiden startede. Venedig tog ikke del i kapløbet om kolonierne, men forsøgte i stedet at konsolidere sin magt i Middelhavet, men endte med at tabe først til Osmannerne og siden Napoleon. Napoleon havde over i købet den frækhed, at han byttede byen væk for Milano med den habsburgske kejser. Derfor sad Habsburgerne på byen fra 1798 til 1866, hvor den løsrev sig for at tilslutte sig det nydannede Italien.

At dykke ned i Markuskirkens skatkammer er som at genopleve 1000 års verdenshistorie, og det får de små hår i min nakke til at rejse sig, Det er noget helt særligt i dette kirkerum at stå tæt på drikkekar, lamper, relikvieskrin og røgelseskar, der har været i brug i Hagia Sophia i mange hundrede år, inden de af dogen Enrico Dandolo og korsridderne i 1204 blev ført til Venedig.

Venedig er et tag selv bord af oplevelser. Ud over Markuskirken besøgte vi Dogepaladset og Correr museet. I Dogepaladset blev vi indført i magtens veje og vildveje, vi gik over sukkenes bro og beså det berygtede fængsel med de metertykke mure. Torturkamrene oplevede vi ikke, de kræver en anden billet og guidede rundture, men det var ikke svært at forestille sig, hvad der var foregået bag de låste døre. I Correr museet så vi både det habsburgske hofs lyse gemakker og middelalder og tidlig renæssance kunst.

Lige så givtigt som museumsbesøgene var det at lade sig gribe af byen selv. En sejltur på Canal Grande eller at slentre gennem gader og over kanaler og se på det helt unikke byrum. Her hjalp guidebogen os med fortællinger om, hvad vi kom forbi og ruter, så vi ikke for vild i labyrinten.

 

 

Read More...

Bronzealderbyer boomer i Indusdalen i Akkadisk tid

15. oktober 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Bronzealderbyer boomer i Indusdalen i Akkadisk tid

Harappa kulturen

Forskerne kalder Harappa-kulturen for den første egentlige urbanisering i syd-asien. Civilisationen tager sin begyndelse ca. 7000 f.v.t. Den ældste by er (indtil nu) fundet i Mehrgehr i det nuværende Pakistan.

Harappakulturen boomer for alvor i Akkadisk tid i perioden 2350-2100 f.v.t. Det er samtidigt med kong Sargon og hans barnebarn Naram Sin’s storhedsperiode i Mesopotamien. Ud over segl vides det fra samtidige sumeriske optegnelser over handelen i havnebyerne Ur og Oman, at der var et betydeligt handelssamkvem med Induskulturen (Meluhha). Det vides også, at Kong Sargon modtog Vandbøfler i gave fra en indiske konge, og at disse avledes som offerdyr ved templet i Akkad.

Historikeren Asko Parpola drister sig til i Politikens Verdenshistorie (1982) at kalde Harappa kulturen for kedelig, fordi de udgravede byer har så mange lighedstræk, at den ligner en stor gentagelse af sig selv. Det er nu en hård dom. Men det gælder for hele Harappa-kulturen i dette store kulturområde i Indus området, at viden om byggeri og evnen til at strukturere store byer har været rigt udviklet.

I det følgende vil vi beskrive, hvad vi har fået ud af at besøge udgravningerne af de to Harappa-byer Dholovira og Lothal.

Dholovira

Dholavira by, der med Citadel eller slot og tilstødende håndværk- og beboelseskvarterer, stadion, døde by, bade og kæmpe vandopsamling bassiner har dækket 100 hektarer, med mure og bygninger udført i fint tilhuggede sten og med en skarp sans for geometri og byplanlægning. Lige gader og rektangulære huse bygget i tilhuggede sten.

Dette store byområde har været omkranset af en kraftig mur og selve citadellet (slottet), hvor man antager at kongefamilien boede, har været forsynet med yderligere forsvarsværker.

I Dholavira har forskerne kortlagt 6 historiske epoker i byens udvikling. Byen er fuld udbygget og på sit højeste omkring 2200 f.v.t. På det tidspunkt har hele byen blomstret, og den har været rigt udsmykket med kalkede/malede huse. Når gæster kom udefra er de blevet mødt ved Nordporten af et stort relief med – formodentligt – byens navn stående lysende i 10 Harappa-skrifttegn.

Vandforsyning

Helt enestående er byens kolossale vandreservoirer, der er bygget over flere epoker. I alt er der bygget ni kæmpebassiner, en del af dem indbyrdes sammenhængende og forbundet til byens største brønd, der lå inden for forsvarsmuren.. Bassinerne har været forsynet med trapper, der gav adgang til vandet, og et enkelt af dem med en rampe, så man kunne køre en vogn ned til vandspejlet. Med byens beliggenhed mellem to floder var der rige muligheder for at opsamle vand. Beboelsesområderne i byen (middle og lower city) har både haft vand kanaler til brugsvand og afløb for spildevand.

Håndværksproduktion

I byen har der været en rig håndværks kultur med fremstilling af smykker i keramik, halv- og hel ædelstene, bronze og guld, sølv, elfenben, muslingeskaller, fajance, perler, armbånd, halskæde, keramik, kobber og bronze redskaber, knive, spillebrædder og figurer i terrakotta af dyr og mennesker. En hel særstilling har vægtklodserne udført i omhyggeligt slebne sten terninger i et utroligt fint målesystem ned til 0,2 gram.

Mål og vægt

Det anvendte vægtsystem har fulgt Mellemøstens fælles standarder, som de kendes fra Babylonien og rigerne Bahrain og Oman, som man handlede med. Dette ses bl.a. af de mange små segl og seglaftryk i ler, der er fundet både i Dholavira og i Mellemøsten. Seglene blev brugt til at stemple vareforsendelser, så varernes ophav kunne identificeres.

Af målene på bygninger kan ses, at meget præcise længdemål har været anvendt. Alt i alt en kultur med en høj grad af organisering og systematisering.

Vedligehold og forfald

Et jordskæv sætter byen tilbage en periode, men udbedring og udbygninger finder sted. Omkring år 2100 ophører vedligeholdelsesaktiviteterne imidlertid og især citadellet forfalder. Byen er periodevis forladt, men genindvandring finder sted frem til 1450 f.v.t.

Det syvende udgravede lag viser, at byen ikke længere fungerer som et velorganiseret by fællesskab, men at indbyggerne bor på bopladser (settlements) i cirkelformede huse.

Lothal

Lothal ligger ca 90 km sydvest for Ahmedabad. Lothal er den anden tilgængelige ruinby fra Harappakulturen, som vi besøgte.

By og havn

Byen er påbegyndt omkring 3700 f.v.t. og har været fuldt udbygget fra ca. 3000 f.v.t. Byen har været central i handelen med Mellemøsten og Egypten i kraft af sin beliggenhed tæt ved havet. I byen er bevaret en enestående dok bygget i brændte lersten med en dybde op til 4,3 meter og en længde på 217 meter og 37 meter i bredden. Dokken har kunnet rumme adskillige af de største skibe på en gang. Sluser har gjort det muligt at holde en konstant vandstand i havnen, og dermed har det været muligt et beskytte skibene mod tidevand og stormflod. Forskerne har afbildninger af bronzealderens skibe og har regnet på deres størrelser. Man formoder handelsskibe på 18-20 meter i længden og med en lasteevne på 60-75 tons har krydset det arabiske hav med im- og eksport varer.

Ved havnebassinet har været et varehus, der har været 245 meter langt og i to etager til opbevaring og inspektion af varer.

Håndværk og handel

Som i Dholavira har man fundet den samme variation i varer og værksteder til fabrikation af varer. Perler i mange materialer og størrelse, segl og seglaftryk, muslingeskaller anvendt til mange formål, kobber og bronze ting, redskaber, keramik, spil, dyre- og menneske figurer, legetøj, vægte og måleredskaber, og begravelses- og rituelle objekter. Hertil mange vidnesbyrd om handel med Mellemøsten og Egypten.

Ødelæggelse og genopbygning

Alt dette får et stort knæk da området bliver oversvømmet omkring 2350. Ødelæggelserne bliver dog udbedret og man anlægger en ny velordnet bydel. Yderligere tilbygninger og forbedringer finder sted frem til 1900 f.v.t. hvor øjensynlig en tsunami vælter ind over området og tager størstedelen af byen med sig. Med tsunamien bliver  byen endeligt forladt og området bliver derefter ikke genbosat. Forskere har konstateret at der i et stort område i Indusdalen i de næste 200 år er store flygtningestrømme (fra 1900 til 1700 f.v.t).

Hvor blev Harappa-folket af

Hvis man skal prøve at koge de forskellige teorier vi har læst sammen, så fremstår der en nogenlunde sammenhængende historie.

Omkring år 2000 f.v.t er en del af harappaerne vandret sydpå, muligvis på grund af klimaforandringer. Dholavira og Lothal er nogle af de sidste byer, der er blevet delvist forladt. Nordfra er i samme periode kommet en indvandring i Indusdalen af et arisk folk. Arierne bragte hesten, veda-troen og skriftsproget sanskrit med til Indien. Arierne så sig selv som ædle, og deres tekster bar præg af en vis nedladenhed over for ”den indfødte befolkning”, som de kaldte ”de mørke”. Arierne selv var opdelt i tre kaster: En krigerkaste, en præstekaste og en håndværkerkaste. Disse kaster var principielt ligestillede.

En teori er, at Harappafolket gradvis blevet integreret i de dravinske folkeslag. En anden teori er, at der er sket en opblanding mellem arier og harappafolket. Sandsynligvis er begge dele tilfældet. Den hinduistiske tro, som den kendes i dag anses for at være en blandingsreligion af traditionel harappa-tro, dravinske religiøse forestillinger og veda-troen.

Read More...

Mongolerne i Indien

7. marts 2016 | Posted in Ude | By Palle Møldrup

Kommentarer lukket til Mongolerne i Indien

Mongolerne

Munghal herskerne i Indien var Mongolske og her skal vi især koncentrere os om Aurangzep, der var søn af Shah Jahan, der med sit sæde i Delhi styrede store dele af Indien. Historien om herskerne før Aurangzep fortæller vi om i artiklen ”Imperier i Indien”.

Shah Jahan havde fire sønner, der gradvist fik tildelt tidligere kongedømmer i Indien og Pakistan, som de havde erobret, som deres guvernør områder. Men rivaliseringen var nådesløs mellem sønnerne og det lykkedes Aurangzep at udmanøvrere og henrette de tre andre brødre og fængsle sin far, for så i 1658 at lade sig krone som Shah for alle de erobrede områder. Aurangzep blev den syvende Munghal hersker i Indien.

Maleri fra ca. 1637 der viser Aurangzep og to af hans brødre fra øverst TV Shah Shuja, Aurangzeb and Murad Baksh i deres yngre år.

 

 Qutb Shahi dynastiet

For Dynastiet Qutb Shah med sæde i Golconda, (nu Hydrabad), der var af persisk afstamning, var presset fra de mongolske herskere stadig tilbagevendende. Mongolerne krævede store skatter.

Se blogopslag: ”Persisk dynasti byggede fortificeret hovedstad”, der handler om Golconda Fort og Hydrabad.

Fra kilder ved vi, at store kampe blev udkæmpet i 1656 hvor Aurangzep endnu ikke var Shah men guvernør. Men presset fra det mongolske styre blev intensiveret bl.a. fordi området omkring det nuværende Hydrabad indeholdt store ressourcer af især ædelstene og derfor var rigt og med et godt skattegrundlag.

Så i 1687 satte Aurangzep ind med sit endelige angreb og efter 8 måneders belejring af Golgonda Fort lykkedes det at entre murene og slå modstanden fra Golconda Fort i stykker.

Dermed var det slut for det islamiske Qutb Shahi dynasti. Nu blev det et andet Islamisk styre baseret på streng Islamisk lov, der blev herskende.

Det mongolske (Munghal) Shah-styre

Fra et øjensynligt lidt mere liberalt Mongolsk styre i 1500-tallet brugte Aurangzep og hans far deres magt i 1600-tallet til at bekæmpe andre religioner. Mange hindu templer blev ødelagt og Soufi mystikere, sikh ‘er, kristne, buddhister blev forfulgt. Kun i de områder hvor hinduisme kunne bruges for at konsolidere styrets magt støttede Aurangzep hinduer.

Billede af Aurangzep

Men med Aurangzep død i 1707 begynder det mongolske imperium at falde fra hinanden på grund af intens rivalisering. De efterfølgende mongolske herskere helt frem til 1856 hvor englænderne tager herredømme er mere herskere af navn end gavn.

 

 

Når man ser kortet er det tydeligt at de mongolske herskere gik hårdhændet til værks og underlagde sig stort set hele Indien og nuværende Bangladesh samt en stor del af nuværende Pakistan.

Kun den nederste spids af Indien og nuværende Sri Lanka modstod det mongolske pres.

I en anden artikel vil vi se på Indiens historie i et langt perspektiv fra tidlig storkultur ca. 3 – 4000 år før vor tidsregning og frem til engelsk kolonivælde fra 1856.

 

 

 

Read More...

Persisk dynasti byggede fortificeret hovedstad

6. marts 2016 | Posted in Ude | By Rikke Schultz

Kommentarer lukket til Persisk dynasti byggede fortificeret hovedstad

Persisk dynasti byggede fortificeret hovedstad ved Hyderabad

Hyderabad er i dag Indiens 5. største by med ca. 8 mill. Indbyggere. Tidligere var det en mere beskeden bebyggelse omkring et forsvarsanlæg, der lå i kongeriget Bahmani. Sin storhed tilskriver Hyderabad i dag Qutb Shah dynastiet, der regerede i ca. 170 år fra 1518 – 1687.

Persisk handelsrejsende bliver  konge

Qutb dynastiets grundlægger Sultan Qutb Shah kom til kongeriget Bahmani sammen med sin onkel som handelsrejsende. Men den siddende konge blev så begejstret for hans viden og evner, at han gjorde ham til sin højre hånd. Da kongeriget gik i opløsning i begyndelsen af 1500’tallet, blev det ham, der tog magten over Golcolda provinsen.
Qutb Shan var hverken kongelig eller kriger af byrd. Han troede på vækst, rigdom og velstand gennem handel og et godt forhold til Allah. Men han har tydelig vis også været bevidst om, at et godt forsvarsværk kan afholde en fjende fra at forsøge et angreb. Qutb Shan riget nåede under dynastiet en betydelig størrelse i det midt-østlige Indien omkring Daccan plateauet.

Anlæggelsen af ny hovedstad

Det var Sultan Qutb Shah, der besluttede at bygge en ny hovedstad omkring fortet Golconda, der i dag ligger i udkanten af Hyderabad. Og der er ingen tvivl om at valget var et spørgsmål om beliggenhed. Stedet gav mulighed for at bygge en by, der samtidigt var et massivt forsvarsværk. Fort Golconda var på det tidspunkt bygget af ler omkring et højdepunkt, der gav frit udsyn 360 grader rundt i en radius på omkring 13 km. Det tog tre generationer og 62 år at forvandle lemurerne til et massivt bygningskompleks af kampesten. Komplekset står i dag næsten som det blev forladt. Det er omgivet af en 11 km lang og 20 alen høj ydre forsvarsmur med 9 indgangsporte. Inden for denne ramme blev bygget en by, der kunne forsyne Fortet med de daglige fornødenheder. Byen blev bygget med labyrintagtige gader, som en fjende kun vanskeligt kunne bevæge sig ad med deres elefanter og andet militært udstyr.
De første 3 generationer af Qutb dynastiet koncentrerede deres byggeaktiviteter i og omkring Fort Golconda. Den tredje konge i rækken Ibrahim Quli Qutb anlagde dog også en kæmpe stor kunstig sø – Hussain Sagar – der tjente som vandreservoir uden for murene til sikring af vandforsyning året rundt. Søen fik sit vand fra den ene af de to store floder, der løber gennem Hyderabad.

Ford Colconda

Selve fortet rummede palads, administrative bygninger, mange moskeer, et tempel, beboelseshuse og det militære hovedkvarter. Det var omgivet af en 50 alen høj mur, der kun havde én indgang. Denne indgang var forsynet med et kaldeanlæg, så vagterne neden under kunne signalere til hovedkvarteret og audienshallen, der lå 120 m højere oppe.  Den del af fortet kunne kun nås af en smal trappe med mere end 350 trin. Indgangsporten var endvidere forsynet et hul, hvor igennem der kunne hældes kogende vand eller olie, hvis en elefant skulle forsøge at banke den tunge træport ind.
Fortet blev bygget i urolige tider. Indiens historie i Middelalderen var er blodig affære med idelig rivalisering mellem de mange sultanater, der blev regeret efter persisk eller mongolsk forbillede. Nogle stater var selvstændige (suveræne) andre betalte tribut til en konge eller i nogen tilfælde til en kejser (Emperor). Qutb Dynastiet var en suveræn stat med sæde i Golconda. Men suveræniteten var både truet af naborigerne og af  Mughal dynastiet, hvis Stormoguler havde sæde i Agra og Delhi, der lå ca. 1500 km nordligere end Hyderabad.

Anlæggelsen af Hyderabad

Den fjerde konge i rækken var Mohammed Quli Qutb Shah. Han forelskede sig i en danserinde, og historien lyder, at i kærlighed til hende lod han bygge Char Minar i den landsby, hvor hun var født. Char Minar markerer i dag centrum i Hyderabads gamle bydel. Bygningsværket består af fire minareter, der er forbundet i med et plateau i to etager, hvorfra der er udsigt over området. Omkring Char Minar blev bygget et palads med fire indgangsportaler og anlagt haver i renæssance stil. Byen Hyderabad er efter sigende opkaldt efter denne danserinde.

  
Char Minar og tegning af det oprindelige anlæg

Mohammed Quli Qutb Shah døde efter 32 år som konge i en alder af 48 år uden sønner, men han havde til gengæld en datter. Han blev derfor efterfulgt af sin svigersøn og nevø Sultan Muhammed Shah. Muhammed Shan er husket som en meget religiøs mand, og han stod bag beslutningen om opførelsen af Mecca Masjid Moskeen lige bag Char Minar. Mecca Masjid moskeen er en af Indiens største med plads til 10.000 bedende og det er et fantastisk stykke arkitektur. Den blev påbegyndt i 1614 – 8 år før Taj Mahal – men den stod først færdig i 1687.

Moskeen hedder Mecca Masjid , fordi der i moskeens midterste bue i retning mod Mekka er indmuret er smukt stykke af Kabaen i Mekka. En anden detalje er en sten i muren på bagsiden af Moskeen. Under bygningen havde konstruktørerne vanskeligheder med en bestemt samling, der blev ved med at styrte sammen. Til sidst blev et bud sendt af sted for at hente en sten i Mekka. Da den blev muret ind i konstruktionen var problemerne løst. Og således er det Allah selv, der holder det store kompleks sammen.

Muhammed Shah døde efter kun 14 år på tronen. Hans søn var på det tidspunkt 12 år, så det blev hans mor, dronning Hayath Bakshi Begun, der bestyrede riget indtil han blev voksen. Hun har at dømme efter sit Mausoleum og ikke mindst hendes Moske i Nekropolis byen været en meget magtfuld dronning.
Det var i deres regeringsperiode at Qutb Kongedømmet nåede sin største udstrækning. Men det blev også i dennes regeringsperiode, under den 6. Konge i rækken, Kong Abdullah Qutb Shan, der regerede fra 1626-1672, at kongeriget for alvor kom under pres fra Mongolerne i nord. Det lykkedes dog mor og søn at ridde stormen af, bl.a. ved at betale en stor attribut til den mongolske guvernør Auragazeb i 1656.

Qubt Tombs

Ud over de allerede nævnte bygningerne, så er Qubt dynastiets begravelsesby helt unik og i dag optaget på UNESCOS liste over verdens kulturarv. Byen er anlagt mod Nordvest kun 200 m fra den yderste mur rundt om Golconda. Her ligger 6 konger, en dronning, to danserinder, to livvagter og en del flere begravet i hver deres smukke mausoleum. Til hvert enkelt mausoleum er bygget en Moske, hvor den døde har modtaget den sidste velsignelse. Desuden er der en stor badehal, hvor de døde har fået den sidste afvaskning, inden de er blevet båret til Moskeen til velsignelse.

Det sidste mausoleum er ufærdigt. Det var tiltænkt den sidste konge Abdul Hasan Tana Shah. Han måtte i imidlertid overgive sig til Auragazeb i 1687, da denne stormede Golconda efter 8 måneders belejring. Da Auragezebs generaler kom for at hente ham efter overgivelsen, lyder fortællingen, at han bad dem om at vente, til han havde spist sin morgenmad. Da de undrede sig over hans ro, svarede han. ”Jeg spiser altid morgenmad på denne tid. Gud gav os al den rigdom og alle disse smukke bygninger. Nu har han taget den tilbage”. De sidste 12 år af sit liv tilbragte han som fange. Han blev aldrig begravet i den bygning, der var tiltænkt ham.

I stedet står der i dødebyen en lille Moske med tre buer, der ikke er tilknyttet noget mausoleum. Den blev efter sigende bygget af Auragezebs general Mir Qamaruddin på tre dage efter indtagelsen af Golconda. Her bad han til gud og takkede for sejren. Og Allah har nok hørt hans bøn. I alt fald blev Mir Qamaruddin grundlægger af Asif Jahi (Nizams) dynastiet efter Auragezebs død.

Hyderabad og Andhra Pradesh forblev under Nizam Dynastiet indtil Britterne forlod Indien i 1947. Den sidste Nizam konge forsøgte at få Andhra Pradesh tilsluttet Pakistan ved befrielsen. Men hans soldater blev hurtigt nedkæmpet at den nye Indiske Republiks Nationalgarde.

Trods mere end 500 års muslimsk styre er 85% af befolkningen i Andhra Pradesh Hinduer.

 

 

 

 

 

Read More...