Posted in: Ude

To dage på landevejen har bragt os gennem smukke landskaber og udkantsområder i Slovakiet, Ungarn og Rumænien. Vejret er mildt, men der er sne på bjergtoppene og sjap på den Rumænske højderyg. Men efter 5 timer på elendig vej i Rumænien nød vi, at en del af vores EU-skattekroner er brugt på 120 km imponerende øst-vest gående motorvej i Midtrumænien.

Trætte nåede vi langt om længe frem til vores logi – Vila Victoria i byen Rämnicu Vâlcea. Her blev vi modtaget at et rummeligt værtspar, der lavede mad til os. Vi fik en lang snak om livet i al almindelighed og om den politiske situation i Rumænien, på en aften, hvor Rumænien fik ny præsident. Han hedder Klaus Iohannis, har tyske forældre og har vist noget overraskende vundet over den socialistiske kandidat. Til trods for at vores samtale havde en noget kaudervælsks karakter, på en blanding af spansk, fransk, tysk, engelsk rumænsk og dansk, så er der ikke nogen tvivl om, at vores værtsfolk ikke har de store forventninger til, hvad han kan udrette. Han forsvinder ud af det politiske landskab igen, når han har skrabet det til sig, han kan komme af sted med, det er deres klare forventning.

Selv er de ikke optimistiske omkring Rumæniens fremtid. De ser et land, hvor alting kun går ned ad bakke. Leiraen (Rumænsk møntfod) er styrtdykket, overalt er der arbejdsløshed og de unge immigrerer – Tre millioner Rumænere bor ifølge dem i Italien og Spanien i dag. Og både Italien og Spaniens økonomier er i knæ. Driften af de rumænske miner er overtaget af hollændere og franskmænd. Byggekomponenter importeres fra Tyskland og andre steder. Ud over korruption er kun landbrug og turistindustri tilbage som levevej i Rumænien. Så langt kom vi. De sproglige kompetencer rakte ikke til at få styr på ejerforhold i landbrug og den tilhørende bearbejdningsindustri. Men små landbrug er ret udbredte.

Således familien selv. De er folkepensionister, men driver altså hoteludlejning i deres ret store villa, hvor også deres ene søn bor med sin familie. Måltidet vi nød var alt sammen egenproduktion: Kartofler, hamburgryg, frikadeller og syltede agurker. Dertil et glas druebrændevin og et glas rødvin. Kun appelsinerne til dessert kom fra Grækenland. Grisen, der havde produceret hamburgryggen og frikadellerne, havde gået i baghuset og var blevet slagtet her til jul. Den vejede 100 kg i slagtet vægt. Kartofler og druer til vin og raki er dyrket på deres egen jord.

De har en søn mere. Han bor i Columbia. Der var sparet sammen til, at faderen kunne besøge ham i 2015.

Man kan ikke (be)dømme et helt land på en dags besøg, men mønsteret ligner noget vi har set i andre lande på Balkan. Familiebaseret økonomi, mange migrantarbejdere, der sender penge hjem, bl.a. til at istandsætte og vedligeholde de familieejede bygninger. Mange af disse bygninger står til dagligt tomme rundt om i landsbyerne. I de utallige landsbyer, vi er kørt igennem i dag, er der max. steget røg op fra 25% af husene. Resten er tilskoddede. Ude i landskabet står utallige faldefærdige tidligere industrianlæg, og ind i mellem ser man så helt sprit nye højteknologiske industrianlæg, der spyer røg og damp op i atmosfæren.

Men det eneste vi kan sige med sikkerhed er, at udsigten til hvid jul på Den rumænske Højslette er god.