Posted in: Ude

Mens dette skrives er vi nået til Tabriz, der er sidste stop i Iran. Herfra starter hjemturen. Men bloggen er som sædvanlig bagefter os. Så her er vi nået til vores rundtur i lejet bil med chauffør, hvor vi kører til Yadz, Pasargade, Persepolis og Shiraz.
Jeg vil dele det i to opslag. Først et om Yadz og efterfølgende om Pasargade, Persepolis og Shiraz.

Fra Isfahan til Yazd

Chaufføren kommer som aftalt kl. 9.30 og Ali er på hotellet ½ time før for at være sikker på, vi kommer godt afsted. Vi aftaler to stop undervejs til Yazd, et ved fredagsmoskeen i Na’in og et i Maybod ved Ardevin.
Turen fra Isfahan til Yadz er en ørkentur, der bringer os igennem små ørkenbyer, der ligger som oaser spredt ud over landskabet på steder, hvor adgang til vand gør det muligt at dyrke jorden.


Det allerførste stop er ved et lille tested, der ligger på en vindblæst markedsplads, hvor der midlertidigt er indrettet en moske. Vi piger falder i svime over en lille dreng, der øver sig i at blive voksen og kunne lave te over bål.

Drengene falder over værktøjshandleren, der har bredt sine varer ud på et tæppe på jorden. Chaufføren sørger for, at vi alle får te.

Ørkenbyen Na’in

Moskeen i Na’in

Næste stop er i Na’in, der er en rigtig ørkenby. Berømt er byens Masjed – e Jameh. Hvis nogen synes, vi tidligere har omtalt en Masjed – e Jameh, så er det, fordi det bare betyder fredagsmoskeen. Sådan en er der i alle Iranske byer, og det er den moske, hvor man samles til fredagsbøn. Moskeen i Na’in er en af Irans ældste aktive moskeer, den er fra 1000’tallet og et af datidens arkitektoniske mesterværker.

Jeg når dog aldrig ind i moskeen. Lige som de andre går ind ringer Ali. Der er panik på hotellet. Vi hentede vores vasketøj lige før afrejsen, og det viser sig, at Palle har fået et par forkerte bukser med.
Den anden gæst er øjensynlig ikke tilfreds med at have fået udleveret Palles udslidte bukser, som han sidst havde på, da han reparerede bil.
Så vi må finde bukserne frem af oppakningen og give den til chaufføren, så de kan komme med en anden bil tilbage til Isfahan. Vi siger, at de ikke behøver at eftersendt de andre bukser med bil til Yazd.

Ørkenbyen Meybod

Så i stedet går jeg en tur rundt og ser på ørkenbyen, der ud over moskeen også gemmer på et henfaldnes borganlæg og traditionelle beboelseshuse og butikker i lerklinet ørkenbyggestil med flade tage. Det er rent Hodja fra Pjort.

Inder vi kører fra Na’in spiser vi frokost på en turistrestaurant chaufføren kender. Det er et lidt pudsigt sted, hvor indehaveren sidder ved et bord med en mikrofon, så han kan give bestillingerne videre til køkkenet, der ligger under restauranten. Ved siden af ham er en køkkenelevator – d.v.s. En platform med et påmonteret bord, der sænkes ned i køkkenet, hvor maden så anrettet og derefter hejses op i restauranten.

Narin Castle

Næste stop er Meybod, en anden ørkenby – mere anlagt på turister, og måske derfor virker den endnu mere charmerende end Na’in. Her ligger Narin Castle, der er et 2000 år gammelt ørkenfort, endnu ældre, når arkæologerne graver dybere ned, men det ældste af det, der ligger over jorden, har ligget der i et par tusind år.

Vandbassiner foran indgangen til ishuset i Meybod

I Meybod ligger også et stort karavanserai og et af de berømte kegleformede ishuse, der er indrettet til museum. Over for ishuset ligger et vandreservoir, der er en del af et underjordisk vandsystem – en qanat.

Vandtårn med fire vindtårne (Badgirs) og trappenedgang til den underjordiske qanat

Et vandreservoir er et underjordisk bassin, der er forbundet til jordoverfladen via en skakt, der oftest ved jordoverfladen er dækket af en kuppel med vindtårne. Desuden er der en trappekonstruktion, der gør det muligt at hente husholdningsvand fra vandreservoiret.

Foran ishuset er to lave bassiner. Her har man blandet vand fra qanaten med halm og ladet det fryse til is om vinteren. Så har man skåret isblokke ud og lagt dem i bunden af frysehuset. På den måde har man kunne opbevare fødevarer køligt i de varme sommermåneder.

Ishuset set indefra

Vandmuseet i Yazd

Alt det bliver vi meget klogere på under vores ophold i Yadz, hvor der er et vandmuseum. Her kan man gennem billeder og tegninger se, hvordan man gennem århundrede med simple redskaber og hårdt og risikofyldt arbejde har fået etableret de underjordiske gange, som vandet løber i og de mange skakter, der er nødvendige for anlæg og vedligehold.

Vandmuseet i Yazd. T.h. ses en model af et vindehjul.

En windlass (vindehjul) som det, der er vist i museets gård, har været anvendt til at hejse både mænd og spande op og ned i forbindelse med gravearbejdet.

Nedgang til qanat i Kashan

Man mener, at qanatsystemet kan dateres tilbage til omring år 900 f.v.t. og at det er etableret i et samarbejde mellem bønder, der gerne ville have vand og kobberminearbejdere, der gerne ville af med vandet, når der sprang kilder frem i bjergene i forbindelse med brydning af malm. Man ved med sikkerhed, at systemer fungerede, da Achaimeniderne med kong Kyros fik magten omkring 550 f.v.t. Achaimeniderne understøttede nemlig udbygningen af qanatsystemerne ved at sikre skattefrihed til de familier, der hjalp med at bygge qanater i fem generationer frem. De overførte også systemet til Egypten, hvor teknologien muliggjorde etableringen af Oasen Kharagha. I dag er de mest veldrevne qanater i områderne omkring Yadz og andre dele af det centrale Iran med til at sikre omkring 20% af den lokale landbrugsproduktion.

Hotellet

I Yadz bor vi på Yadz Traditional Museum Hotel. Det er et smukt sted og hotellet er oprindeligt bygget i 17’tallet, men fint restaurerer og rigtig hyggeligt, bygget omkring en stor åben gård, der er dækket over med et kæmpe vindsejl. Her er vindtårne og fine udsmykninger med gamle redskaber og antikviteter, og under hotellet løber en qanat, der er adgang til via en dyb trappe. Men der er også noget utilforladeligt ved stedet. Værten er højtråbende, viser gerne rundt og fortæller, men han er fyldt med fup og smarte fiduser, og personalet er åbentlyst mere optaget af at rage til sig end at yde god service. Men trods det er der en hyggelig og især meget afslappet stemning blandt de relativt mange gæster, der hygger sig sammen i det fælles gårdmiljø.

Yazd

Gadeparti fra Yazd

 

Yadz beskrives i turist- og rejsebeskrivelser som en ørkenby. Men en større provinsby vil nok være en mere rammende betegnelse. Der er ikke noget Hodja fra Pjort over Yadz. Jo, der er vindtårne og qanats, men det er der også i de mere typiske ørkenbyer. Men der er også provinsmoderne hovedstrøg, industrikvarterer, larmende trafik og almindeligt, kedeligt slum. Men der noget i Yadz, man ikke finder andre steder i Iran. Der er zaratrusternes hellige ild og stilhedens tårne.

Zaratrusmen

Troens symbolik er en figur, der daterer sig tilbage til Achaimeniderne.

Zaratrusmen har været perserrigets herskerreligion i alt fald fra Achaimeniderne tid (550 f.v.t.) og frem til den Islamiske invasion i 661. Det er en monoteistisk tro på én guddommelig kraft – Ahura Mazda. Som jeg Forstår det er Ahura Mazda ikke skaberen. Universet er skabt af de fire elementer: Ild, jord, vand og luft (vind). Men Ahura Mazda er den spirituelle kraft, der skaber orden i universet, styrer solen og månens gang på himlen og dualismen mellem nat og dag og det gode og det onde. Den guddommelige kraft har i sig både det gode og det onde, men balancen mellem det gode og det onde kan kun opretholdes gennem gode ord, gode tanker og gode handlinger. Alle skabninger rummer et stykke af Ahura Mazda (kraften) og når døden indtræffer, så frigives denne kraft, så den kan vende tilbage til verdensaltet. Men det er vigtigt, at den ånd, der vender tilbage til Ahura Mazda ikke er forurenet, derfor skal den gennemgå en renselsesproces.

Ildtemplet Ateshkadeh set udefra

Zaratrusmens grundlægger er profeten Zarathustra. Han antages af det nuværende autoritative zaratrustiske præsteskab at være født i Iran i 1767 f.v.t. i the Great Kharazm. Myten fortæller, at han som 20 årig satte spørgsmålstegn ved den gældende tro og datidens præsteskab. For at afdække sandheden om skabelsen søgte han ud til bjerget Oshidarneh, hvor han levede i 10 år for at opnå erkendelse gennem bøn og meditation. Han blev profet i en alder af 30 år, den 26. Marts.
Da han var 42 år aflagde han et besøg hos kong Gashtash Kiyani i Balkh. Han gjorde Zaratruismen til officiel religion i landet, og herfra spredte den sig ud over Iran.
Zarathustra blev martyr som 77 årig i et ildtempel i Balkh, da byen blev invaderet af erobrere fra Turan.
( Kilde: planche i Ildtemplet i Yadz).

Markar Historical Complex fra 1934 huser elementary og highskole og et zaratrustisk museum

Palle og jeg besøger om eftermiddagen et zoratrustisk skolekompleks, hvor der osgå er et museum. Det er en offentlig/ privat skole, der skal sikre god uddannelse til børnene. Der er stiftet af et velstående medlem af det Zaratrustiske samfund i Yadz omkring 1930. Her får vi en god indføring i zaratrusmens idegrundlag og den nutidige religiøse praksis.

Ildtemplet Ateshkadeh og den evige flamme

Senere på dagen besøger vi Ildtemplet i Yadz, hvor vi ser den evige ild, der er holdt ved lige siden Sasanidernes indstiftede den omkring år 450 e.v.t.
Bøsøget er lidt skuffende, fordi stedet virkes så sterilt. Her er ingen munke at se, der kløver brænde eller bærer ved til bålet. Gennem et glasrude kan man se en flamme brænde og det er så det. Ved siden af er et udstillingscenter, der et en skrabet udgave af det museum, vi har besøgt tidligere på dagen.

Stilhedens tårne

Til gengæld er det en stor oplevelse at komme ud til Dakhmeh-ye Zartoshtiyn – bedre kendt som stilhedens tårne. Det er her, zaratrusterne har henlagt de dødes kroppe, så de kunne blive renset af rovfugle, inden knoglerne blev kastet i en fordybning i tårnet og dækket med et plastisk materiale, så man undgik at forurene luften og jorden.

Selve begravelsesritualet er kompliceret og kan kun gennemføres af specielt udvalgte personer – en slags bedemænd – fordi det handler om at holde rent og urent adskilt.
Dette begravelsesritual har været holdt i hævd fra Sasanidernes tid i 400’tallet og frem til 1960. I dag begraves de døde på en kirkegård for foden af stilhedens tårne i cementkister, så man på den måde undgår at forurene jorden.