Første indtryk fra Iran

26. september 2018 | Posted in Ude | By

Første indtryk fra Iran

Hotellet i Maku

 

Iran er en stor mundfuld og smagen af Iran er stærk krydret af mange forskelligrettede indtryk her fra Ayatollaernes land. En storslået natur, venlige og hjælpsomme mennesker, store afstande, tung trafik i lastbiler af ældre årgang og ekstremt meget opmærksomhed omkring vores 3 små biler. Vi er ved godt mod og stemningen er god.

Trafikkultur

Indtil nu er den meste tid gået på landevejen, fordi vi arbejder os frem mod at deltage i et løb, der starter fra Tehran i dag og som vi skal møde i eftermiddag i en by, der hedder Namak Abrood ved det Kaspiske hav.
Vi er hele tiden blevet advaret om, at folk kører ret udisciplineret i Iran. Men ud over det, så har vi nok ikke forudset, at vi selv udgør en betydelig risikofaktor. Interessen for at fotografere os og vores små biler er så stor, at modkørende konstant køre uden om os eller inden om os mens de filmer, eller de kører med stor fart uden om os, for så at stoppe om længere fremme og filme.
Generelt er vejene gode. Vi kar kørt en del på motorvej de sidste dage, og det glider fint. Værst er det at køre i byerne, hvor trafikken er temmelig kaotisk.

Små indtryk

Landevejskro

Indtil nu har vi overnattet i Maku, Tabriz, Zanjan og Ratsh. I Maku og Zanjan har vi indtil nu fået de bedste bidder af æblet. Små byer, hvor det er muligt at fornemme pulsen. Et besøg i en Moske og en Bazar og en tur ned ad en gade, hvor kobbersmedene arbejder.

Den diplomatiske krise efter terrorangrebet har vi ikke mærket noget til indtil videre. Angrebet fandt sted næsten samtidigt med, at vi passerede grænsen. Her er indtil kun begejstring, når vi siger, vi kommer fra Danmark.

Read More...

Østanatolien

21. september 2018 | Posted in Ude | By

Østanatolien

Han kom til Stormogulen
Og der hvor kæmpekålen gror
Men mellem alle kæmper
Han syntes ingen stor

Østanatolien er nyt og anderledes land for os, og Stormoguler og kæmpekål er gode billeder på andersledesheden. Men helt enig med den lille nisse er jeg ikke, for vi er mellem kæmpebjerge og kæmpesletter i en storslået natur, hvor stormogul efter stormogul har efterladt sig magtfulde monumenter. Vi skal lære at jonglere mellem Seljukker, Ilkhanider, Monguler, Turkenere, Armenere, Kurdere, Osmanner og mange flere for os mere eller mindre ukendte folk og dynastier, der på skift har rullet indover Østanatolien fra Persien, Mongoliet og Turkmenistan. Og hvem var ex. lige Sultanen af Rum, der regerede i Kappadokien.

Men også nutidens magtfulde sultan sætter sig tydelige spor. Tyrkiet er i den grad ved at blive ombygget, og det sætter kraftige spor både i landskabet og de historiske mindesmærker, der er under kraftig men kærlig restaurering. En udvikling der ses lige så tydeligt her i den Østlige del af landet, som den gjorde i Vesttyrkiet.

Turen fra Hatussa til Sivas er på ca. 275 km og forløber uden den store dramatik hen over den Anatolske højslette i ca 1000 m. Højde. Men der er køligere, end vi er vandt til, og undervejs gør vi holdt, så team A og B kan få jakker og huer på.

Inden har vi talt en del om alt det affald, der ligger og flyder mange steder og lidt forundret over, at man ikke er længere med affaldsopsamling og genbrug. På tankstationen får vi et glimt af det Tyrkiske affaldsindsamlingssystem, der harmonerer godt med de lossepladser, vi med mellemrum kører forbi. Erling mener, der må være et muligt dansk eksportmarked for genbrugs-løsninger til Tyrkiet.

Sivas

Vores første overnatning efter Hatussa er i byen Sivas. Vi bor centralt i byen på Sultan Hotel, bilerne får vi med hotel portierens hjælp parkeret i en parkeringskælder, der er sort som graven. Her er mørkere end i gangene i de underjordiske byer. Men der er ikke langt at gå til hotellet, så det går nemt med at få bagagen med op og alle er meget hjælpsomme. Hotelpersonalet er meget ivrige efter, at bilerne bliver flyttet fra oto-park huset til et par parkeringspladser, de har fået ryddet foran hotellet. Men vi insisterer på, at de ikke bliver flyttet før næste morgen.

Sivas minder på mange måder i sin opbygning om Konya. Der er en smuk bykerne med mange bygninger fra Seljukkernes tid, og der er gjort meget ud af at renovere og nyindrette bygningerne til hyggelige åndehuller i en moderne storby.

Da bilerne bliver hentet og vi skal pakke og afsted næste morgen, er det rent kaos foran hotellet. Alle vil fotograferes sammen med bilerne og helst siddende i bilerne. Selv hotellets direktør dukker op for at lade sig forevige sammen med sine to døtre og bilerne. En patruljevogn kommer også forbi, for at se på løjerne.

Endelig slipper vi fri. Da vi kommer ud på hovedvejen igen, viser vejret sig fra sin pæneste side, og denne gang må vi stoppe, så team A og B kan få det nu alt for varme tøj af igen.

Turen fra Sivas til Erzincan er på ca. 200 km og den bringer os over to pas i 2160 m højde og op på en højslette, der ligger i 1500 m højde. Undervejs spiser vi frokost på det, vi hurtigt omdøber til Elmas tisseri. Et lidt snusket sted, hvor hverken mad eller toiletter får topkarakter.

Men Elma troner foran butikken og knuser os hjerteligt til afsked. Da vi kommer frem til Hotel Hilton Garden Inn er vi trætte af virak og slapper af med læsning, skrivning og en tur i swimmingpool.

Turen fra Erzincan til Erzurum er måske turens smukkeste til nu. I lang tid kører vi i en smal floddal, sådan helt klassisk med floden på den ene side, vejen i midten og toget, der klistrer sig mod klippevæggen og kører gennem tunneller, når vi andre får lov at bugte os rundt om klippefremspringene. På vej op ad bjerget møder vi et tested, hvor vi holder pause og får te lavet på en helt traditionel temaskine.

Vi gør holdt i byen Askale, hvor vi møder en tyrkisk familie på vej til bryllup. Det er ikke helt nemt at få rede på detaljerne, når man ikke har fælles sprog, men den hjertelige dame og jeg prøver hinandens tørklæder, og inden vi får sagt farvel, er jeg blevet et smukt silketørklæde rigere.

Men hun var ikke interesseret i at bytte med mit ternede, der ellers er købt i forbindelse med et MG løb i Gabiccemare i Italien. Så bagefter står jeg og ærgrer mig over, at jeg ikke lige havde en sjov ting til hende.

Det er også på denne tur, vi først møder kæmpekålen. Og der går lidt tid før vi er på det rene med, hvad det er for kæmpegenstande, der bliver solgt fra de mange vejboden på vej ind til storbyen Erzurum.

Erzurum

Vi når frem til Sport Otel Kule Sube i Erzurum inden vi har spist frokost, men så sent at frokosten på hotellet er ryddet af vejen i kantinen. Men lynhurtigt har de søde mennesker sat mad frem til os.
Sports Otel Kule Sube viser sig at være et center for skihop, og i det hele taget er Erzurum – der som Tyrkiets højest beliggende storby der ligger ca. 2000 m over havet – center for vintersport i Tyrkiet. I 2017 har man afholdt ungdoms vinter OL i byen, og i 2026 skal det rigtige vinter OL afholdes her.
Hotellet er velbesøgt mens vi er der, det er en hyggelig blanding af unge sportsudøvere, trænere og almindelige hotelgæster.
Efter aftensmaden bliver vi inviteret på en udflugt i hotellets bil op til det tårn, hvorfra skihop konkurrencerne afvikles. Her er en cafe, hvor vi bliver budt på te og kaffe og en fantastisk udsigt over Erzurum.

Agri

Fra Erzurum kører vi til Agri, der bliver vores sidste stop i Tyrkiet i denne omgang. Turen bringer os over endnu et højt pas, denne gang på 2200 m. Under nedkørslen fra passet holder vi ind på en rasteplads, der ligger smukt ved en lille flod, men ellers kun er en asfaltplads. En, to, tre næsten før vi har fået termokanderne frem, så kommer der en ambulance susende, holder ind foran os, og to reddere hopper ud og spørger, om de må fotografere bilerne.

Det bliver til lidt bilsnak inden de pludselig hopper ind i ambulancen igen og forsvinder i samme retning som de kom fra.

Byen Agri er der ikke meget at fortælle om. En bytur afslører en opgravet by – faktisk en rigtig rodebutik. Men hotellet vi bor Grand Cenas er OK og personalet er OK. Kommunikationen går bedst gennem Siri eller Google translate.

Read More...

Kappedokien og Hatussa

20. september 2018 | Posted in Ude | By

Kappedokien og Hatussa

I Østanatolien er der bjerge og bjerge så langt øjet rækker, fantastiske landskaber og masser af udfordringer til de små biler. Hvis alt går vel kører vi ind i Iran lørdag den 22. September. Vi har haft nogle fine dage med spændende oplevelser.

Kappedokien

Fra Konya kørte vi til Ihlaradalen i det sydlige Kappedokien, hvor vi havde to overnatninger på et motel lignende sted i bunder af Dalen.
Hotel Afar var ikke noget i sig selv, men værten var en fin og foretagsom mand, der både klarede at passe hotellet, en butik og den tilhørende restaurant, hvor han selv var chefkokken. Desuden var han chauffør, og han kørte os gerne, hvorhen vi ville i dalen og hentede os igen, når vi ringede efter ham.

Ihlaradalen

Ihlaradalen er en kløft eller Canyon, der er ca 10 km lang , og den løber mellem landsbyerne Selime og Ihlara. I det område har der boet mennesker igennem mange, mange årtusinder. Landskabet i Kappedokien er skabt af 3 vulkaner, der har efterladt et blødt tuf-materiale, der er nemt for mennesker at forme til grotter, huse, byer og kirker.

Den første aften kørte vores energiske hotelfatter os ned til landsbyen Ihlara. Her lever folk et fuldstændig traditionelt landsbyliv, kvinder sidder foran husene i solnedgangen og ordner bønner, hanen spankulerer rundt og ordner hønsene, hyrden kommer oppe fra bjergene med køerne, der standser og drikker ved brønden ved moskeen, og de er fuldstændigt uanfægtede af Imamen, der samtidigt kalder til bøn.


Vi ringer efter værten, der henter os i sin Ford Transit og kører os hjem, hvor der er dækket op til en 5 retters menu, der blev indtaget sammen med en flaske god lokal rødvin.

Næste dag kører hotelfatter os til hovedindgangen til Ihlaradalen et par km nord for Ihlara. Her går vi 380 trin ned ad en trappe til bunden af dalen og nu følger vi en sti langs floden i retning op mod Selime. Undervejs besøger vi resterne af en række “community-kirker”, der er hugget ind i klipperne.

 

Den ældste af kirkerne er fra tiden før Konstantin den store, fra den tid hvor der stadig var kristenforfølgelser i romerriget. Andre er yngre og fra de urolige tider, hvor Ikonoklasmen hærgede eller fra dengang Byzans lå i krig med forskellige invaderende mongolske, Iranske og tyrkiske stammer. Men de synes alle sammen at have været i brug i 1800’tallet, hvor kristne grækere organiserede sig i småsamfund – communitees – omkring de noget større klostre. Osmannerriget var nemlig generelt et multireligiøst samfund, hvor man kunne dyrke sin tro i fred, hvis man ikke generede andre med det. Men det fik en ende i 1923, hvor Ata-Tyrk efter den fejlslagne græske invasion af Tyrkiet i starten af 1920’erne udviste stort set alle grækere af Tyrkiet i en stor – men dog relativt fredelig – menneskebyttehandel.

Så nu ligger de gamle kirker forladte og delvis sammenstyrtede i Ihlaradalen med deres udhuggede hvælvinger og ikon-bemalede vægge og lofter og fortæller historien om dem, der engang var her og de fortællinger, der betød mest for dem.

Da vi er mætte af indtryk fra kirker, grotter og den fantastiske natur ringer vi efter hotelfatter, der samler os op på et sted, hvor en landevej går ned til dalen, så vi slipper for trapperne på hjemturen.

Resten af dagen slapper vi af, drengene får tiden til at gå med at vaske og ordne biler og vi piger planlægger næste dags tur til Goreme, hvor vi vil prøve at overnatte i et grottehotel.

Göreme er der, hvor “det for alvor sner” i Kappedokien. Det er der, hvor naturen har været mest gavmild med sære formationer, der appelerer til menneskers fantasi. Men inden vi tjekker ind på Turquaz Cave hotel, tager vi en rundtur og studerer det mærkværdige landskab.

Først tager vi en rundtur i dalene syd for Ihlara, hvor de sære formationer ligger spredt ud med rund hånd i et landskab af dale omgivet af høje bjerge, der er befolket af bønder og landarbejdere travlt beskæftiget med høstarbejde. Ind imellem ligger industrianlæg, miner og små landsbyer.

Vi gør holdt i byen Derinkuyu, der gemmer på en af de 150 -200 underjordiske byer, der er lokaliseret i Kappedokien. Derinkuyu er den største af de byer, der indtil nu er udgravet. Og derfor også den, der tiltrækker flest turister.

Sammen med 50-60 koreanske turister og en engelsktalende guide med en mindre gruppe begiver vi os ned i dybet. De to øverste underjordiske plan er depotrum og folkekøkken. Derefter går vi ad en fint udhugget trappetunnel 55 m ned i dybet. Trappen bliver lavere og smallere efterhånden som vi kommer nedad, og Jørgen, der er anseelig af vækst, giver sig selv tilnavnet Jørgen “bøje” Eggers-Krag på nedturen.

Undervejs kommer vi forbi indhuggede nicher, hvor der er placeret runde møllehjul, der kan rulles for tunnelen, hvis ubudne gæster skulle trænge ind. Hullet i møllehjulet har både været en hjælp til at få hjulet drejet på plads, når tunnelen skulle lukkes, og en mulighed for at affyre pile mod indtrængende fjender. Hernede ligger underjordiske kirkerum, en brønd og ventilations- og kommunikationskanaler. En stejl og smal trappe fører længere ned i dybet. Derinkuyu var engang en by bestående af 7 etager og 85 m dyb. Man har beregnet, at 1000 mennesker har kunne overleve under jorden i et halvt år.
Man ved ikke, hvem der har bygget de kolossale underjordiske boliger, men man har fundet spor efter mange civilisationer i bebyggelserne. Så man antager, at det er anlæg, der gradvist er blevet udbygget gennem mange årtusinde. Senest har de været anvendt af kristne minoritetssamfund.

Vi gør endnu et stop inden Göreme ved et særegent fænomen. Uchisar Castle kaldes det, fordi det ligger som en borg og knejser på det højeste punkt i Goremedalen. Der er tale om et naturskabt højhus, der er blevet indrettet med lejligheder i mange etager.
Befolkningen i Kappedokien har i stor stil været vinbønder. For at skaffe gødning til markerne har man holdt duer. Derfor ser man overalt i klipperne indhuggede dueslag. En gang om året inden vækstsæsonen har man indsamlet duegødning og bragt den ud på markerne.

Udsigten fra hotellets tagterrasse

Turquaz Cave hotel ligger højt i den vestlige udkant af Goreme. Øverst er en tagterrasse, hvor man mod vest har udsigt til de særeste klippeformationer og mod øst over hele landsbyen. Da vi tjekker ind siger værten “Hvis i vil se solnedgang, så skal i gå op til solnedgangspunktet kl. 18. Hvis i vil se ballon-færd, så skal i gå op på tagterrassen kl. 6 i morgen tidlig”.

Solnedgangsbilleder Goreme

Fra solnedgangspunktet har man udsigt 360 grader rundt. Sammen med ca. 200 andre turister, en brud og en hel del fotografer nyder Palle og jeg fænomenet, mens vores rejsefæller slapper af hjemme på terrassen. Kl. 19.30 mødes vi i byen på restaurant Anatolia Kitchen til aftensmad.
Næste morgen – op kl. 6 – endnu før solen til et magisk syn. Her siger ballon-billeder mere end tusind ord.

Ballonfærd i solopggang

Hatussa

Fra Göreme kørte vi direkte til Hatussa og genså Hittitternes hovedstad. En by, der havde sin storhedsperiode i slutningen af bronzealderen. Siden vi var her i 2015 er den blevet UNESCO kulturarv, og mange forskere er i gang med nye undersøgelser, der vil gøre os klogere på denne spændende tid, hvor verdens ældst kendte fredstraktat blev indgået mellem Hittitterkongen og Ramses den II i Egypten. Man kan læse om vores første besøg i Hatussa her.

Den videre tur gennem Østanatolien fortjener sit eget opslag. Så nu slut for denne gang.

Read More...

Fra Edirne til Konya

14. september 2018 | Posted in Ude | By

Fra Edirne til Konya

Fra Edirne er vi kørt over Gallipoli halvøen, vi har fulgt den tyrkiske Ægæerhavskyst til Bergama, hvorefter vi er drejet ind over den Anatolske højslette. Vi har genset en række af de steder vi tidligere har skrevet udførligt om her på bloggen: Gelibolu, Troja, Bergamo og  Sardes

Bilerne

Indtil videre triller det, som det skal. Det har været meget varmt – med dagstemperaturer på omkring 35 grader og selv om vejene gennemgående er meget fine 4-sporede landeveje, hvor vi kan køre 70-80 km i timen, så er landskabet bjergrigt, det er op ad bakke og ned ad bakke med stigninger på 7-10 pct. Så både vi og bilerne bliver meget varme. Hver dag bliver der tjekket olie og vand på bilerne, og der er et vist forbrug af begge dele. Forleden morgen efter en lang og bjergrig etape kunne der efterfyldes 1 ½ l vand på y-eren. Så lige nu prøver vi at reducere dagsmarcherne til omkring 200 km, for at skåne både mandskab og materiel.

Interesseret tilskuer mens der skiftes benzinfilter i Sardes.

I Sardes skiftede vi benzinfilter, men desværre var det også pumpen, det var galt med, så den er blevet skiftet her i Konya. Palle og jeg brugte 1 ½ time på den operation i en parkeringskælder.

Der jødiske synagoge i Sardes

Hoteller

Vi har boet på nogle ret luksuriøse hoteller til nogle meget fornuftige priser.

Natkvarter i Bergamo

På Gallipoli halvøen overnattede vi på et ferieresort med swimmingpool. Det var et OK sted, men omgivelserne var noget nedslidte. Selve halvøen ligger ved Dardanellerne, det stræde, der kontrollerer indsejlingen til Marmarer- og Sortehavet. ½ mill. Soldater døde her under første verdenskrig, heraf 200.000 mand under engelsk kommando, mange fra Indien, Australien og New Zealand. I dag er  stedet præget af, at mange flygtninge har slået sig ned på halvøen, sikkert på udkig efter en lejlighed til at komme til Grækenland.

Undervejs

Vi sejlede over med en færge fra Gallipoli til Çanakkale og kørte forbi Troya til Bergamo, hvor vi havde 2 overnatninger. En smuk tur, men lidt for lang. Gennemgående var det god vej, men der var en strækning på 10-15 km, hvor vi skulle over bjergene. Der var fuld gang i et nyt vejanlæg med en tunnel ind under bjerget, så det vil se anderledes ud inden for kort tid.

Typisk landevej

I det hele taget bliver der flyttet meget rundt med materialerne i den del af Tyrkiet, vi er kørt igennem indtil nu. Overalt ser vi at der graves grus, kalk og anden “open mining”i bjergene vi kører forbi, der bygges veje og baneanlæg og store industriforbejdningsanlæg.

Open Mining

Vi ser kæmpemarker og store fjerkræ- og kvægfarme. Det er kun i meget begrænset omfang mindre familielandbrug, vi kommer forbi langs de nyanlagte veje. Vi ser også mange vindmøller og solcelleanlæg. På tankstationerne sælges gas til bilerne til halv pris af benzinen. Benzin er en del billigere end hjemme, vi giver omkring 7 kr pr. l. Men det hænger måske sammen med, at den tyrkiske liga er faldet en del i kurs.

Morten Korch baller er et sjældent syn. Bigballer ser man flest af.

Der bliver sagt meget om Erdogan og den tyrkiske økonomi hjemme. Men man kan ikke sige andet, end at tyrkerne får noget for de penge, landet låner. Man kan synes mere eller mindre om den omkalfatring, der er i gang i det tyrkiske samfund. Der er alt mulig grund til at være kritisk, for så megen forandring giver altid tabere og vindere. Men vi oplever et moderne land i rivende udvikling, og vi ser ikke mange fattige tyrkere eller tiggere. Vi oplever Tyrkiet som et spændende og trygt land at rejse i.

Hen over højsletten boede vi først på et luksushotel, der var bygget i forbindelse med en vingård. Der var både restaurant med gode vine og en swimmingpool med udsigt over marker og bjerge. Næste stop var i byen Afyon, der vist er mest kendt for sine varme kilder. Vi boede på Budan termal og spa hotel,  og der var mange af den type at vælge mellem.

Konya

Derefter landede vi i Konya. En smuk by, nem at finde rundt i. Byen er gammel og velbevaret. Vi boede helt inde i centrum på et meget specielt indrettet lille hotel, der hedder Afran. Alt på hotellet er til salg, og det refererer til lokale kunstneres værker.

Imamen holder tepause ved bazaren. I baggrunden ses Rumi’s Moske og mausolæum

Over for hotellet lå Mevlana Musesi. Mevlana betyder lærer eller mester. Mesteren er i denne sammenhæng Sufi bevægelsens grundlægger Djelaleddin Rumi. Hos os nok mest kendt som digter og grundlægger af Dervish-munkeordenen – de dansene munke. Det er en forholdsvis moderat munkeorden, hvor både ægteskab og verdsligt arbejde er tilladt.
Djelaleddin Rumi’s egen historie er, at han som 20’årig efter en drøm i 1227 overtalte sin familie til at flygte fra Balkh provinsen i det nuværende Afghanistan til Konya. Få dage efter blev landsbyen de flygtede fra lagt i ruiner af Mongolerne og alle indbyggere dræbt. Familien blev vel modtaget i et kosmopolitisk Konya under sultan Alaeddin Keykubad, og Rumi vandt stor anerkendelse for sine digte. Hans religiøse tanker vandt genklang og udgjorde grundlaget for Dervish-munkeordenen, der bygger på tolerance, kærlighed og barmhjertighed.

Erling og Jørgen i museumsgården ved Rumi Moskeen.

Det nuværende bygningskompleks er bygget i 1400’tallet på det sted, hvor Rumi’s første munkeskole med moske og mausolæum lå. Det er bygget af den samme sultan, der byggede medicinskolen og hospitaler i Edirne – Beyazit II. Der er derfor mange lighedspunkter mellem de to konstruktioner.

Read More...

Fra Rumænien til Bulgarien

4. september 2018 | Posted in Ude | By

Fra Rumænien til Bulgarien

Efter Drobeta Turnu Severin havde vi en overnatning mere i Rumænien. Det var i byen Caracal, om hvilken vi ikke har meget at fortælle. Men vejen dertil var oversået med hestevogne med bønder, der var på vej til eller fra markarbejde. Der blev høstet hø, majs, solsikke og kastanjer. Landbrug er dels småbrug, dels store agroindustrielle komplekser og spredt ind imellem ligger vingårde.

Fra Ceracal kørte vi videre mod Alexandria, det Alexandria der ligger på den Rumænske side af Donau, som et minde om, at også her red den makedonske konge Alexander den 3, den Store forbi og grundlagde en by. Men ud over navnet er det ikke lykkedes os at finde spor efter den navnkundige hærfører. Men det var heller ikke Alexandria vi ville se nærmere på.

Buzescu

Sigøjnerhøjborgen Buzesco

Kort før Alexandria ligger der en helt usædvanligt by. Arkitekturen ligner ikke noget man ellers kender. Den er anlagt på noget, der nok er 1 kvadratkilometer land – 1000 m på hver led og inddelt i kvadrater på samme måde som en garnisionsby. Husene ligner lagkagehuse, de er bygget i 3 etager med masser af søjler, gesimser og glasur. Det er sigøjnernes højborg. Vi kender ikke historien bag, vi ved ikke, hvorfor sigøjnerne har “fået lov” til at slå sig ned lige her, men der er ingen tvivl om, at rigtig mange af de penge, Romaerne skraber sammen i resten af Europa på mere eller mindre lyssky måder ender her i Buzesco i Rumænien.

Vi krydser Donau

Fra Buzesco kørte vi til Turnu Magurele, hvor vi sejlede over Donau og krydsede grænsen mellem Rumænien og Bulgarien. Der var lidt grænseformaliteter, men alle var søde og hjælpsomme og der var god stemning om bilerne. Man må ikke indføre svineprodukter fra Rumænien til Bulgarien på grund af fare for afrikansk svinepest.

Rumænien og Bulgarien

Lige lidt om de to lande. Rumænien er lidt mere end dobbelt så stort som Bulgarien (239.000/ 110.000 kv. Km) og der er mere end dobbelt så mange indbyggere (20/ 7,3 mill).

Til gengæld er Bulgarien en meget ældre nation. Det første Bulgarske rige med egen Zar blev grundlagt i 681. Siden har landet i perioder været en del af Byzans i andre perioder løsrevet fra Byzans. Der har også i perioder været bulgarske kejsere i det byzantinske rige. Men i 13’tallet blev Bulgarien – i deres egen forståelse – besat af Osmannerne, det var en besættelse, der varede i 500 år. Landet blev “befriet” i sidste halvdel af 18’tallet. De bulgarske frihedskæmpere bevæbnet med leer og hakker fik hjælp af den russiske hær til at smide Osmannerne ud af landet. Det var noget, der passede Englænderne rigtig dårligt. Så derfor har russerne en høj stjerne i Bulgarien, mens briterne er i “bad standing”. Det mærker vi nu ikke noget til med vores engelske biler.

Rumæniens historie er noget anderledes. Som nation dækkende det landområde, der er Rumænien i dag har der ikke været et Rumænien fra Romerne trak sig tilbage over Donau omkring år 267 og frem til 1859. Den sydøstlige af Rumænien (Vallikien?) har ligesom Bulgarien været en del af Byzans og siden Osmannerriget, mens en anden del (Moldavien) var en del af af det tysk-romerske kejserrige og senere Østrig-Ungarn. Transsylvanien har vist det meste af tiden været et selvstændigt hertugdømme.

Begge lande blev selvstændige kongedømmer sidst i 18’tallet, begge lande støttede Tyskland under 2. Verdenskrig og begge lande endte bag jerntæppet i 1947. Men også den periode blev forskellig i de to lande. Bulgarien havde et forholdsvis blødt kommunistisk regime og gode relationer til Rusland, mens Rumænien havde sit eget diktatur under Ceausescus.

I dag er begge lande en del af EU. På papiret er Rumænien det rigeste af de to lande målt i BNP/ indb. Men det synes mig, at der er en stor forskel. Hvor det vi hører er, at rumænerne i stor stil har valgt at rejse ud og søge lykken i andre EU-lande, så virker det som om mange bulgarer har valgt at blive hjemme og forsøge at udnytte de nye muligheder på hjemmefronten. Ex. Som turistland er Bulgarien meget mere åbent og lettere at gå til end Rumænien.

Første overnatning i Bulgarien havde vi i et landhus i en landsby lige ved Industribyen Pleven. Her kom vi tæt på det moderne landsbyliv. En væsentlig indtægtskilde kom fra opskæring af gamle biler.

Fra Pleven kørte vi gennem Shripka passet til Kazanlak, hvor Palle og jeg tidligere har tilbragt nogle dage med at udforske De Trakiske Kongers dal. Vi har haft 2 overnatninger i Pleven på et hyggeligt hotel i centrum af byen. Bilerne har holdt udenfor hotellet i fuld projektørlys, og det er gået godt.

Ud over de Trakiske kongegrave er Kazanlak kendt som Bulgariens rosenby. Her er rosenmarker, et roseninstitut, en rosenpark og et meget flot og informativt rosenmuseum. Hvert år i slutningen af maj og begyndelsen af juni – når rosenhøsten er på sit højeste – er her rosenfestival.

Inden vi kørte hjemmefra fik jeg samlet alle vores indlæg om Trakierne i en rejseartikel, der kan læses her.

 

 

Read More...

Fra Ungarn til Rumænien

1. september 2018 | Posted in Ude | By

 

Ungarn til Rumænien

Vi kørte små 200 km gennem Ungarn før vi kom til grænsen ved Szeged. Det var et fladt landskab med masser af solsikke og majs, der stod tørre og høstklare. Vi kom også forbi vingårde og vi købte et par flasker meget lokal vin ved en af gårdene, der lå, hvor vi holdt kaffepause.

Så krydsede vi ind i Rumænien. Det er vores tredje besøg i Rumænien inden for de sidste år. Hver gang har været hurtige gennemkørsler. Men Rumænien inde i mit hoved forandrer sig lidt hver gang. Det bevæger sig mere og mere ud af Nicolai og Elena Ceausescus skygger.

Vi overnattede på Hotel Aurelia, der ligger syd for Timisoares, Rumæniens næst største by. Hotellet er et fint sted med store værelser og en god restaurant, men det ligger klods op af et atomkraftanlæg.

Fra Timisoares er der små 200 km til Jernporten. Jernporten er en strækning på ca 80 km, hvor Donau har gravet sig gennem et bjergmassiv, men syv Steder har klipperne vundet over Donau, der må snævre sig ind gennem syv smalle porte. Heraf navnet. H.C. Andersen besøgte stedet i midten af 1850’erne, og han har en malende beskrivelse af, hvordan han sad 40 dage i karantæne på grund af pestfarer. Det var i Osmannertiden.

Turen gennem Jernporten er en af de smukkeste strækninger, man kan køre i Europa. Og den er endnu ikke ødelagt af turistindustriens. Her kommer man stadig gennem små landsbyer, hvor folk lever, som de altid har gjort. Men det varer næppe længe før det er slut. De mest foretagsomme familier køber huse op og omdanner dem til pensioner for turister. Og alt er booked. Men indtil videre er det mest lokale turister.
Når man kører gennem Jernporten på den Rumænske side af Donau, så har man på hele strækningen Serbien på den modsatte bred. Her løber en jernbanelinje, der er hugget ind i klipperne. Man kan se, hvordan toget kører over viadukter og gennem tunneller, som var det en modeljernbane af papmache.

På Donau sejler gigantiske flodpramme, nogle er næsten 100m lange, men helt smalle for at kunne komme igennem portene. Og langs bredden, så snart der er mulighed for det står lystfiskerne tæt, mange har medbragt telte og campingudstyr.

Vi havde booked et hus i Orsova for natten. Det lå på en pynt ved en lille indskæring med grund helt ned til Donau . Det sidste stykke vej ned til huset var meget dårlig vej og hårdt for bilerne.

Huset ligger fantastisk smukt og der er masser af liv. Børn der bader og familier der fisker. Da klokken er 6 om morgenen sidder jeg på en have-gynge-bænk i solopgangen og ser ud over Donau mens jeg skriver. Ved siden af mig står en far og hans to døtre og fisker. Jeg tror de har fisket hele natten. De stod her i alt fald også i går aftes, da vi gik i seng.

Drobeta Turnu Severin

Drobeta Turnu Severin er en by, der ligger ca 30 km længere nede af Donau. Mellem Orsova og Drobeta Turnu Severin ligger en dæmning og et stort kraftværk. Dæmningen er både sluse for flodtrafikken og bro over til Serbien.
Drobeta Turnu Severin er en gammel romersk garnisonsby. Kejser Trajan byggede en bro over Donau. Det var antikkens største brokonstruktion. Den var 1135 m lang og 18,8 m høj.
Det lykkedes Trajan at besejre den trakiske høvding Ducebal i år 106 og romerne bed sig fast på Donaus Østlige bred i små 100 år før de igen opgav provinsen Dacia.

Vi gjorde ophold i Drobeta Turnu Severin. Først lidt ufrivilligt, fordi Team B’s benzinpumpe stod af. Men heldigvis var det bare et kabel, der havde revet sig løs under den skrappe pistekørsel. Men da bilerne var OK igen smuttede Lisbeth og jeg en tur på museum, hvor der er adgang til de arkæologiske udgravninger fra Romertiden.

 

Read More...

Fra Danmark til Ungarn

28. august 2018 | Posted in Ude | By

Fra Danmark til Ungarn

Så er vi afsted. I Bøjden mødtes vi med Jørgen og Lone. I Kruså ventede Erling og Lisbeth.

Så gik turen til Hamburg Altona, hvor vi skulle med biltoget til Wien. Heldigvis var vi i god tid, for undervejs skulle der justeres på y’s kobling. En lidt ærgerligt start, men heldigvis var vi efter lidt skruning kørende igen.

Klar til afgang fra Wien

Ved Autotoget i Hamburg var der lidt mere kaos, end der plejer, fordi en rampe var i udu. Så der blev lang ventetid ude på gaden indtil toget til Lorrach kom afsted, og der blev plads til os i opmarchbåsene. Drengene blev ved bilerne og så på rotteræs, mens vi piger fik et glas vin på banegårdshotellet.
Toget var næsten 3 timer forsinket da vi endelig kom afsted og noget tilsvarende, da vi kom til Wien.

Vi kom godt ud af byen og første stop på turen var da vi passerede grænsen til Ungarn ved Sopron. Ungarnsk gullashsuppe skulle prøves og den blev skyllet ned med Cola og en kop kaffe.

Borganlægget ved Sumec på vejen til Balaton Søen

Et studie af kortet havde vist, at hvis vi kørte en omvej, så kunne vi køre en strækning langs Balaton Søen. Som tænkt så gjort. Kl var 16.30 da vi nåede søen, og de næste 70 km crusede vi langs søbredden. Vi spiste middag og nød solnedgangen.

De sidste 65 km til Szekesfehervar var natkørsel i fuldmåne på motorvej. Smukt – men ikke helt ufarligt. Så beslutningen er, at natkørsel skal undgås fremover.

Tankning i fuldmånens skær

I dag har været hviledag med en hyggelig tur til Szekesfehervar. En by, der har været Det Ungarnske Kongeriges hovedstad i Middelalderen. Senere blev byen Osmanisk. Den er rig på kirkebyggeri fra baroktiden.

De tre teams nyder aftenlyset ved Balatonsøen

 

Read More...

Et krigerfolk takker af

20. marts 2017 | Posted in Ude | By

Dette bliver det sidste opslag om Thrakerne i denne omgang. Forhåbentligt kan vi med tiden få alt det indsamlede materiale samlet til en rejseartikel. Men det er en større opgave, at få samlet thrakernes historie i en artikel, der sætter dem ind i den sammenhæng, hvor de hører hjemme i historien. De var ifølge Homer vigtige medspillere i tiden omkring Trojas fald. De spillede en betydelig rolle i krigen mellem grækerne og perserne, de blev som så mage andre blæst af banen af Fillip den II og Aleksander den store, men de vendte stærkt tilbage efter Aleksander den stores død og de endte med at feje Lysimarkos (Aleksander den stores efterfølger) af banen i store dele af de områder, de beboede. Det vides med sikkerhed, at de gjorde sig gældende i hele det nuværende Bulgarien, den europæiske del af Tyrkiet, det sydlige Rumænien og den østlige del af Serbien.

Fredstraktat

Traktat der befæster en alliance mellem odryserkongen Seuthes III og Spartakos i Kabyle fra omkring 310 f.v.t.

Hvor de kom fra og hvor de gik hen

Thrakierne er et af de jernalderfolk, der blomstrer op og kommer stærkt på banen, da de store bronzealder civilisationer går til grunde omkring år 1200 f.v.t. Men indtil videre er der ingen historikere, der tør give et seriøst bud på, hvor de kom fra eller hvad deres rolle var i det spil. Dertil er kildematerialet for ufuldstændigt. Der er dog enighed om, at de har tilhørt den samme indoeuropæiske sprogstamme som makedonerne, frygierne og lydierne. Thrakerne har som tidligere nævnt ikke selv efterladt sig skriftlige kilder fra før 400’tallet. De få skrifter, der findes fra deres hånd – som ex. en traktat fra omkring 310 f.v.t. mellem Seuthes III og Spartokos, der herskede i byen Kabyle, er skrevet på græsk. I det hele taget menes thrakerne gradvist at være blevet assimileret med grækerne og romerne og siden med de indvandrende slavisk/bulgarske stammer.

Sveshtari Tombs

De utallige gravhøjene ved dødebyen Sveshtari strækker sig gennem landskabet over et 2 km langt bånd

Sporene efter Thrakerne

Men hvor Thrakierne ikke efterlod sig skriftlige kilder, har de til overflod efterladt sig spor i landskabet efter det, de gik mest op i: At dyrke guderne – især moder jord – på okkulte steder, at lave smukke genstande i jern, metal, keramik og glas, at jage, slås, ride og køre med vogn og at konstruere templer og grave i jordhøje. De har holdt af at bosætte sig tæt ved bjergene. Om det så har været for at være tæt på Moder Jord eller på de rige guld og kobber forekomster i området, det må guderne vide. Jordbrug eller sejllads har vi ikke set tegn på har haft deres store interesse. De har haft en del vareudveksling med grækerne, men det ser ud til, de har ladet dem om den maritime del af vareudvekslingen.

IMG_6039 IMG_6041

Kulturlag ved udgravning i Karanovo

Efter Kazanlak har vi besøgt tre betydelige thrakiske udgravningsområder, der her fortjener hver sin korte beskrivelse:

Konge begravet sammen med hestevogn

Det første sted var i Karanovo, der ligger lidt nord for landevejen ca. midtvejs mellem Kazanlak og Yambol.

I Karanovo har man udgravet et kulturlag, hvor der har været uafbrudt beboelse fra 5500 – 2000 f.v.t. Derefter er bopladsen blevet flyttet ned i det oprindelige niveau, hvorefter byen har været beboet frem til i dag. I området er flere thrakiske høje, flere af dem har endnu kun været besøgt af gravrøvere. Men i en af dem har man fundet en meget sen kongebegravelse. Man regner med, at der er tale om den sidste odrysiske konge. Han hed Remetalcus III og døde midt i det første århundrede. Han var personlig ven med den romerske kejser Claudius, og man mener, han blev forfulgt af andre Thrakiske stammer, der forsøgte at kæmpe mod romer-ficeringen af thrakerne.

Heste og vogn

Odryserkongen Remetalcus III grav i Karanovo

Af den grund blev han begravet i Karanovo i en ret hurtigt opført grav. Den har samme grundform og ruminddeling som andre thrakiske grave, men er opført af marksten og ubrændte lersten. Med sig i graven fik han sine våben: 2 sværd, skjold, spyd og spydspidser, foruden lysestager, ler- og glaskrukker og et glasdrikkehorn. I et rum ved siden af ham var en adskilt vogn med jernhjul, to heste og en hund begravet.

IMG_6033

Odryserkongen Remetalcus III grav i Karanovo

The Great Mother Goddess i Kabyle

Kabele viste sig at være et godt sted at besøge. Her har været civilisation i mere end 7000 år, sluttende med en mindre bosættelse i de byzantinske ruiner i Middelalderen fra 1100 -1400’tallet.

Her er der et fint museum med effekter fra de mange års bosætning frem til gotherne indtog den romerske by og militærforlægning. I 500’tallet blev byen komplet ødelagt af avarerne. Stedet er meget smuk anlagt, velpasset og stort. Faktisk nok til et dagsprojekt. Det er EU, der har smidt penge i etablering af et besøgscenter.

Mother Goddess

The Great Mother Goddes fundet i Kabyle fra ca. 6000 f.v.t.

Kabyle

Byen er bygget om omkring et helligsted, hvor Thrakierne siden 1000’tallet – men før dem de pre-trakiske civilisationer – har dyrket The Great Mother Goddess – senere af grækerne og romerne kendt som Kybele og Artemis. Helligstedet ligger i nogle klippeformationer på toppen af en bakke, hvorfra der er udsigt over en gigantiske floddal, som Maritza – floden har dannet, og som har skabt er frugtbart dal, der strækker sig fra Sofia (Bulgariens hovedstad) gennem Plovdiv og Kazanlak og helt ud til Sortehavskysten ved Burgos. Det var som tidligere nævnt i Kabyle, den odrysiske høvding Spartokos regerede, da han indgik en traktat med Seuthes den III.

IMG_6135

Oversigtstavleover området ved Kabyle

Getaestammernes hovedby tæt ved Donau

Sveshtari gravhøjen er blevet verdensberømt blandt arkæologer og historiske museer på grund af en helt unik udsmykning, rige guldfund og hesteofringer. Som de fleste af de andre gravhøje, vi har besøgt, er det heller ikke her lykkedes at fastslå, hvilken af de getaestammernes konge, der er begravet her. Blot at han var 35 år, da han døde og han er begravet sammen med sin 10 år yngre ynglings-hustru og 5 heste.

Sveshtari 2

Udsmykning ved graven i Sveshtari

Getae-stammerne levede på begge sider af Donaufloden. De er kendt for at have gjort meget mere modstand mod grækerene og romerne end de odrysiske stammer mod syd.

Sveshtarigravhøjen ligger ved et af getae stammernes hovedcentre i området ved det nuværende Sboryanovo, et utilgængeligt canyonområde skabt af floden Krapinets. Her har ligget en befæstet by, som man mener at have identificeret som datidens Helis. Sveshtari har været den østlige dødeby (nekropolis), hvor gravhøjene strækker sig i et bånd på 2 km. Et tilsvarende 2 km langt bånd med gravhøje finder man på byens vestlige side.

Området ved Sboryanovo

Området ved Sboryanovo er fint at vandre rundt i

Selve byen har spillet en vigtig rolle i getaernes kamp mod makedonerne. Man mener, der har været hovedsæde for den getaetiske hersker Dromihed, der havde held til at bekæmpe Lysimarkos. Senere fik romerne kontrol over de Getaetiske stammer på Donaus sydlige bred, men de fik aldrig rigtigt fodfæste i landområderne nord for Donau, der vedblev at være domineret af Thrakiske og Keltiske stammefolk frem til hunnernes (Attila’s) og de slavisk/ bulgarske stammers indvandring.

 

 

Read More...

Kongernes dal ved Kazanlak

16. marts 2017 | Posted in Ude | By

Kongernes dal

At tale om kongernes dal ved Kazanlak kan af onde tunger opfattes som et smart reklametrick. Men set med thrakologernes øjne er det en måde at italesætte en rig samling af arkæologiske fund efter et stort overset kulturfolk.

Centralt i kongernes dal kunne have ligget en by med et palads, der blev anlagt omkring 330’erne f.v.t., da Odrysernes Kong Seuthes III flytter sit hovedsæde fra Edirene i Tyrkiet til Kazanlak midt i det nuværende Bulgarien, efter Aleksander den tredje, den stores erobring af Edirne.

Kong Seuthes III (330 - 297 f.v.t.) som buste fundet ved hans grav og præget på en mønt

Kong Seuthes III (330 – 297 f.v.t.) portræt, som buste fundet ved hans grav og præget på en mønt

Kong Seuthes III nye hovedstad

Kazanlak var ikke tilfældigt valgt af Seuthes den III. Han valgte at bygge en ny by (Seuthepolis) ved en eksisterende thrakisk fæstning, der også rummede et af datidens vigtigste kultsteder for de thrakiske guder. Byen lå på en halvø i en kurve ved floden Tundzha, tæt ved den dal, hvor mange af hans Odrysiske forfædre lå begravet.

Byen overlevede ikke mange år efter Seuthes den III’s død, den blev ødelagt af kelterne i 280 f.v.t. og henlå derefter som ruinby.

sevtopolis01

Luftfoto af Seuthepolis inden dæmningen blev bygget

I 1948 besluttede det daværende bulgarske regime at bygge en dæmning ved Tundzha floden, der ville oversvømme resterne af Seuthepolis. Inden byggeriet af dæmningen blev iværksat, fik man opmålt og udgravet byen. Fundene fra byen opbevares på Iskra museet i Kazanlak, og de bedste ting er udstillet både her og på nationalmuseet i Sofia.

Men i dag ligger resterne af Seuthepolis på bunden af Koprinka søen.

Dæmningen 01 Koprinka Dam

Dæmningsbyggeriet fra 1950'erne, der oversvømmede Seuthepolis

Til gengæld er et stort arbejde i gang for at gøre mange af de udgravede høje (Mound’s) tilgængelige for publikum. Der er det særlige ved de trakiske gravhøje, at de typisk blev bygget og anvendt som templer. Når en kongen eller adelsmand døde, blev han begravet – eller i alt fald hans ejendele blev lagt i det inderste rum i et tempel, der var formet som en sarkofag. Med sig fik han gravgaver, og i rummet foran blev ofret en hest, som den døde kunne benytte i efterlivet. Derefter blev templet forseglet.

Kong Seuthes III mausolæum

Seuthes III 03 Seuthes III 02

Seuthes III gravtempel - kaldet "The big Kosmatka Mould"

Den ene af de tre udgravede høje, vi besøgte i Kazanlak, menes at være Seuthes III begravelsesplads. Alle fund i graven peger i retning af Seuthes III, blandt andet en hjelm med hans navn indgraveret, en egeløvskrone, hans rustning og amforaer, der bl.a. har indeholdt vin. Der er i graven ingen spor efter gravrøvere, men der er heller ingen spor efter hans jordiske rester, hverken i form af knogler eller aske.

Graven giver et formidabelt godt indtryk af den originale arkitektur og af byggematerialerne.

Kongen tager imod i Kazanlak tomb

Regentparret modtager gaver

Kazanlak Tomb – kongen og dronningen modtager tribut

En anden gravhøj vi besøgte, er den mest berømte af gravhøjene i Kazanlak. Den ligger centralt i byen og den er meget smukt dekoreret med fresker lige som højen i Aleksandrovo. Af samme grund har turister ikke adgang til den originale grav, men kun til en replika, der er bygget ved siden af den. Billedfortællingen i tomten viser, at her er tale om en konge, der modtager tribut fra omkring boende høvdinge, der kommer kørende i hestevogne. kongen sidder til højbords med sin dronning, og mens der blæses fanfarer, modtager de to gaver fra nær og fjern. I en frise over deres hoveder kører sejrsgudinden rundt i en vogn, trukket af to heste.

Sejrs Gudinden

Kazanlak tomb. Seksgudinden på sin vogn

Det skændede tempel

Ostrusha Mould 01

Model og grundpaln over Ostrusha Mould

Det tredje sted vi besøgte hedder Ostrusha Mould. Det adskiller sig arkitektonisk fra de andre, ved at være bygget som et tempel med seks rum, hvor det ene var indgangsrum, hvorfra der var adgang til et cirkelformet tempelrum, et forkammer og 3 sarkofager. Kun den ene sakrofag er bevaret. Den er skrået ud af én granitblok, der oprindeligt har vejet 60 t og som er brudt i bjergene og transporteret mindst 25 km for at komme til steder. Stenkisten er derefter blevet dækket af et låg, der ligeledes er skåret ud af en granitblok. Indvendigt er granitblokken opdelt i felter, og i hvert felt har været en fresco.

Ostrusha Mould 02

En del af de oprindelige granitblokke er blevet fjernet lige som loftet i den tilbageværende sarkofag er blevet skændet. Ved udgravninger har man fundet mønter, der er præget af Konstantin den Store. Derfor antager man, at templet er blevet ødelagt af byzantinske soldater omkring år 400 e.v.t.

 

Read More...

Den ukendte thrakiers grav i Aleksandrovo

15. marts 2017 | Posted in Ude | By

Museum med replika

Den første thrakiske grav vi besøger ligger i byen Aleksandrovo, ca. 90 km fra Plovdiv. Det er en gravhøj fra omkring 400 f.v.t. Højen har en diameter på over 70 m og den er omkring 15 m høj. Den består af et indgangsparti og en ca. 10 m lang gang indtil et firkantet forkammer og et rundt hovedkammer, hvor den døde har været placeret. Selve gravhøjen er i dag aflukket, for at skåne de smukke freskoer, der dekorerer forkammer og gravkammer.

IMG_5778

Udsigt fra museet i Aleksandrovo

Til gengæld er der bygget et fint museum med en replika af gravhøjen i fuld størrelse. Museet er finansieret af Japanerne, og det har kostet i omegnen af 14 mill. danske kr. fortæller vores dybt engagerede – næsten maniske rundviser. Han tegner og fortæller  uafbrudt i to timer, hvor vi er stedets eneste gæster. Afslutningsvis fortæller han, at han er søn af Irko Petrov, en af de arkæologer, der har været med ved udgravningen. Det er hans far, der har skaffet midlerne til bygning af museet. Så at være guide på museet er for ham som at videreføre faderens livsværk.

IMG_5777  IMG_5776

Unikke loftmalerier med jagtscener

Det er billederne og deres fortællekraft, der er det særlige ved gravhøjen i Aleksandrovo. Hvad der måtte have været af lig og gravgods er for længst ført bort af gravrøvere. Men billederne har fået lov at blive, og især loftdekorationen har meget at fortælle om Thrakernes klædedragt, våben, jagtvaner og levevis ca. 400 år f.v.t.

IMG_5770

Scenen viser 4 jagtscener. Hver jagtscene viser en rytter til hest, et byttedyr, jagthunde og en jæger til fods. Hvor rytterne jager med hunde og spyd, så bærer jægerne til fods forskellige jagtvåben: spyd og stav, net, lanse og en dobbeltbladet økse. I alt optræder der 9 hunde på dekorationen, hvoraf den en hund er bundet til den ene hest og rytter, de andre 8 hunde er engageret i selve jagte. Byttedyrene er to hjorte og to vildsvineorner.

IMG_5773

IMG_5772

De fotos vi fik lov at tage er af replikaerne i den rekonstruerede gravhøj. Desværre lever kvaliteten af dem slet ikke op til originalmalerierne, som vi kun har set affotograferede.

Man ved ikke, hvem dette gravkammer er opført for, men det er et af de få bevarede thrakiske gravkamre med velbevarede fresko-malerier. Sandsynligvis er den tale om en thrakisk adelsmand, da billederne ikke viser tegn på kongeværdighed. Der er ikke fundet spor af liget og alt hvad der måtte have været af gravgods er for længst fjernet at gravrøvere.

Begravelsesritual blandt Thrakere

Thrakierne har ikke selv efterladt sig skriftlige kilder af betydning. Men der er en del græske beretninger om de thrakiske barbarer. Således skriver Herodot:

Den måde de begraver de rige blandt dem er denne: I tre dage lægger de liget til skue, og de dræber alle slags ofre (offerdyr) og fester, efter først at have gjort klagesang. Så udfører de begravelsesritualer, enten ved af brænde liget eller ved at dække det med jorden uden at brænde. Og bagefter, når de har bygget en høj, fejrer de det med spil og enhver form for konkurrence, hvor forståeligt nok de største priser bliver tildelt for tvekamp. Dette er den måde, begravelse blandt thrakierne finder sted. (Egen oversættelse efter tekstcitat i gravhøjen i Kazanlak).

 

Read More...